”Jeg dør snart”
”Rhoslyn nu ikke så pivet, der er bare et par skridt mere”
”Nej, nej jeg kan ikke mere” gispede den unge kvinde som hun satte sig ned på stentrappen og næsten dramatisk lagde sig ned. Ikke det var behageligt, men siden de havde forladt Dianthos havde hun gået så lang tid, at hun var sikker på at hendes fødder bare var to store vabler. ”Jeg vil ikke mere Roland” hviskede hun dramatisk og kiggede op mod hendes følges ven, en stor bredskuldret nordmand der rullede øjnene af hende. ”Tror ypperstepræstinde Reina havde ret i, at det var godt for dig at komme ud af templet og Dianthos”
Rhoslyn skubbede sig selv op igen og kiggede med fortvivlede øjne på Roland. ”Jeg er ikke sikker på om jeg kan gå mere” Roland nikkede kort og begyndte derefter at gå fra hende. Et råb forlod hende, før hun måtte hægte op i kjolen og løbe efter ham.
Endelig nåede de templets indgang og hun gik ind med Thatos munken Roland ind i bygningen og kiggede rundt.
”Du kan da ikke bare forlade mig” kvækkede Rhoslyn hæst og kunne næsten ikke få vejret, før at satte sig ned på gulvet og atter lagde sig ned. ”jeg bliver bare liggende her, jeg vil modtage ånden af Thatos her på denne sølle plet og forhåbentlig have følelsens tilbage i mine ben når jeg skal tilbage til Dianthos”
Roland kunne ikke helt lade være med at smile af den bemærkning, men formåede at holde et grin for sig selv før han gik i gang med at lede efter en af de ældre. I håb om at han kunne finde den, som der skulle tage sig af Israi præsten mens hun var her.
