Under en voldsom storm som den i nat, havde selv en blandingselemental gjort sig klog i at trække sig tilbage til sit beskedne hjem, før det blev alt for livstruende. En ene dragerytter og hans drage skulle ikke have løbet den risiko at tro, at de kunne trodse naturens magt. Men mennesket Elemér havde så meget at bevise overfor de andre vogtere af Aladrios, og hans store, rødglimtende rubindrage havde aldrig taget skade af en lille orkan.

Men dette var ikke nogen lille orkan. Faktisk havde Elemér aldrig oplevet noget som dette. Siddende på en drivvåd saddel, havde han måtte binde sig selv fast med spænder og reb, og sætte al sin lid til at hans drage selv kunne navigere sig ud af stormen. For som vind ramte ham som stenkast, kunne han ikke råbe kommandoer, og som regnen piskede ham i ansigtet, kunne han ej heller se noget. Han kunne dog mærke hvordan hans drage blev slynget ud af kurs igen og igen.

Den sjældne lyd af dragegråd og store vingefang meldte de uventede gæsters ankomst til hulerne. Den bedste landingsplatform til en drage på den størrelse var ikke langt fra den huleindgang, hvor Revin boede. Så da dragen nødlandede med flere tons vægt, hørtes der et ordentligt brag, og ben og vinger kæmpede for at samle sig.

Elemér havde mistet grebet i rebene og hang og dinglede ukomfortabelt på hovedet, kun med det ene ben fastspændt, da han tabte den ene støvle, som holdt ham fast på begge sider af sadlen. Dragen drejede sit hoved med sin lange hals for at puffe til hans næsten livløse krop.

Revin var opslugt i sine egne tanker om fremtiden. Han drømte om det gode liv, hvor han ikke behøves at være skjult i en grotte. Hans savn til Morgana var ikke falmet med årene, og drømmen om at vende tilbage til kystbyen plagede ham som det ondeste mareridt der blot kørte på 'repeat'  

Han førte forsigtigt den varme grød op mod munden med en ske, lavet af fiskeknogler, hvilket også bevidnede om hans økonomiske status. Mange ville måske kalde det usselt, men livet handlede ikke kun om den økonomiske genvist i Revins øjne. Måske var han fattig i manges øjne, men oplevelser kunne han ikke kalde sig fattig på. 

Det gav et sæt i kroppen på ham, da jorden rystede som et jordskælv, hvilket resulterede i nogle småsten der faldt ned fra loftet og landede i hans grød. Han kiggede alvorligt mod døren og smed grøden fra sig. Det ville være det rene selvmord at bevæge sig ud i denne storm, men noget fortalte Revin at alt ikke var, som det skulle være. 

Dørens knirken blev opslugt af den skrigende blæst, og Revin slog forsigtigt blikket udenfor. Sigtbarheden var så lav at han måtte knibe sine øjne sammen for blot at kunne se nogle få meter foran sig, og til hans store overraskelse kom et væsen til syne, som han ikke havde set længe. En drage, men ikke kun en drage, for efter en kort betragtning kunne Revin skimte et menneskelignende væsen hænge ned af siden på dragen. Han tøvede et kort øjeblik, før han greb sin kappe og trak hætten over sig. Han bevægede sig forsigtigt mod vinden, der piskede mod hans ansigt, på trods af han prøvede at holde hænderne foran det for at blot give det lidt beskyttelse. 

Revin nærmede sig forsigtigt det store væsen mens han bevarede sit fokus på det majestætiske væsens kropsprog. Da han kom nærmere ruskede han forsigtigt i hvad det som lignede en mand. "Er du okay?" Råbte han for at overdøve vindens hylen.  

Den røde rubindrage i det fri var kendt for at være aggressiv og utilregnelig, og denne her drage var heller ikke meget anderledes, bare fordi den havde en rytter dinglende fra dens saddel. Den flyttede uroligt på sig og kommunikerede med forskellige lyde, der for de flestes øre lød som advarselsskrig, men den opmærksomme ville kunne se på dens kropssprog, at den blot var bekymret for sin rytter og søgte hjælp fra den kappeklædte skikkelse, der kom imod dem. Det intelligente væsen skelnede ikke racer imellem, og den var vant til at de to-benede var i stand til at hjælpe.
Da den fremmede havde trodset alle former for fornuft, og var kommet tæt nok på, kunne dragen godt stå stille, så Elemér kunne vriste sit ben fri.

Blot for et kort øjeblik havde alt sortnet sig for Elemérs øjne, men han kom til bevidsthed da han hørte hvordan hans makker larmede. Han kendte hans lyde godt nok til at vide, at der var ved at ske noget omkring dem. Da han slog øjnene op, kunne han ikke se ret meget, fordi det mørkerøde hår var så drivvådt, at det klaskede sig til hans ansigt, men han kunne række ud efter ejeren af stemmen.

"..Hjæ..lp," Var alt hvad Elemér kunne fremstamme i sine kvæstelser. Han var ikke helt okay, for Elemér havde aldrig oplevet et lignende styrt, men hans greb i Revins arm var trods alt stærkt og næsten helt omklamrende. Men styrken i hans greb varede ikke længe, for da han slyngede det våde pandehår væk fra sine øjne, søgte han straks sin redningsmands blik og fik et chok, der fik ham til at gispe og slippe ham. Aldrig havde han set så intense blå øjne før. Der var noget unaturligt over dem, som han ikke havde set fra nogen andre. De trængte igennem alt det mørke fra hættens skygge, så meget at det havde fået hans hjerte til at hoppe i brystet på ham. Var det en mørkelver? Eller var det døden i egen person?

Igen sortnede det for hans øjne, og han besvimede for anden gang.

De bekymrende tanker om det store væsen foran ham gled i baggrunden da han hørte mandens desperate 'råb' efter hjælp. Selvom det ikke lå Revin naturligt at være omkring andre i hans fritid, så kunne han benægte et andet levende væsen hjælp, når de var i en livstruende situation. Mandens situation virkede i den grad livstruende, og hans fysiske tilstand virkede i den grad kritisk. Revin mærkede grebet som langsomt svækkede mens han prøvede at analysere situationen. Han bed sig kort i læben og løsnede ham fra sadlen og 'smed' ham nærmest over skulderen mens han forsigtige bakkede væk fra dragen. Selvom Revin utrolig rolig foran dragen, så kunne han mærke frygten for at det store væsen ville gøre ham ondt, det var de færreste som kunne gøre noget, hvis en drage først besluttede sig for at gør dem ondt. 

Døren til hulen blev smækket i efter at Revin fik båret manden ind i læ fra stormen. Det mindste han kunne gøre var at sørge for at manden havde lidt varme, og en fyldt mave, og med de tanker placerede han manden i hans egen seng og dækkede ham med de mange dyreskind som han selv brugte for at holde kuldens greb væk. Revin havde bestemt ikke meget at tilbyde, men lidt grød og varme, kunne gøre underværker i sådan en situation. 

Han rørte forsigtigt i det sidste grød som stod ved ildstedet, mens han prøvede at få mere gange i ilden, så varmen kunne omslutte sig manden. Han betragtede kort manden med hans nærmest 'kølige' øjne. En paranoid tanke strejfede ham kort om at manden skulle være en tyv, der blot udnyttet hans godhed for at komme tæt på, men det var en paradoksal tanke, givet at en drage skulle være med på ideen. 

Godheden overtog Revin og derfor fandt han en brun glasflaske frem som indeholdte en form for alkohol. Revin huskede selv som barn hvordan Morgana havde tvangsfodret ham med et par skeer af denne alkohol, når han kom hjem gennemblødt og nedkølet, så han kendte ikke til andre metoder som kunne vække liv i denne mand hurtigere. Han åbnede forsigtigt mandens læber med hans ru hænder og hældte en mundfuld deri. Varmen skulle nok komme retur, og med det livet også. 

Elemér var ikke tilstede til at bevidne hvordan hans krop blev smidt op over skulderen på en anden mand, som en anden sæk kartofler. Hans krop var langlemmet, men medgørlig, hele vejen ind i den opvarmede grotte, og hen i sengen, hvor dyreskindene skulle holdt ham varm. Han nåede ikke at ligge der forfærdeligt længe, før han lige så stille vågnede, forundret over hvorfor hans hår og dragt var helt fugtigt i sengen, indtil det gik op for ham, at han ikke var hjemme i sin egen seng i Dragetemplet 'Ango Corda'.  Han kiggede op i stenhulens loft og hen mod personen der rørte rundt i noget, som duftede af mad. Vinden susede endnu højlydt udenfor den dør der var i den anden ende af den rummelige grotte.

Det fik straks tandhjulene til at gå i gang, og han flyttede på nogle af skinnene og satte sig op i et ryk. "Dion!?" Kaldte han, da han huskede brudstykker af stormen, der udviklede sig for øjnene af ham og fangede ham og hans drage i luften. Han huskede hvordan hans hænder tabte grebet i de våde seler, og han huskede styrtet. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik og placerede sine fingre tankefuldt ved tindingen for at koncentrere sig - selvom det gjorde ondt. Hans drage lå derude, rullet sammen ude foran døren, fordi den var for stor til overhoved at kunne komme indenfor. Elemér så igennem Dions øjne og kiggede på hvad han antog måtte være ydersiden af grotten. Det gjorde ham rolig nok til at han sænkede på sine skuldre og lænede sig tilbage mod sengegavlen. Og nu kiggede han afslappet hen på den fremmede.

"...Tak for hjælpen. Jeg kan ikke tro at stormen kunne blive så voldsom herude..." Det var tydeligt at han var havnet her som gæst og ikke som fange. Så han havde ikke paraderne oppe, bare fordi han var forvirret. Hans tog et grundigere kig rundt i hulen, som tilsyneladende lod til at være mandens faste bolig. Tænk sig at bo i en grotte? Var der ikke... plads til ham i byen? Var han forvist fra byen eller noget? Elemérs mørke øjne nærstuderede manden, for at undersøge ham. Han havde ingen evner der kunne svare ham på om han var ondsindet eller ej. Han måtte bruge sine menneskelige intuition. "Mit navn er Elemér."

Det var en begejstring for Revin da manden endelig vågnede op fra det, som virkede til en dans mellem liv og død, der var dog ingen begejstring at spore i hans ansigt, hvilket gjorde ham svær at læse. Han puffede skålen med den varme grød over til Elemér så han selv kunne tage for sig, ikke at Revins gavmildhed var opsluppet, men der var ingen grund til at være over manden efter det som han havde været igennem. 

"Jeg går ud fra at Dion, er dit bæst udenfor?" spurgte han køligt med de nærmest lysende øjne hvilende mod de flakkende flammer, stadig uden så meget som en mimik på hans ansigt. Revin var stadig overrasket over at se en drage på så nært hold, det var noget han endnu ikke havde oplevet i sit lange liv, så det ville bestemt gå ned i minderne, som en overraskende oplevelse. Han sendte Elemér et kort blik med de lysende øjne. "Stormen er blot en reflektion af hvad vores jord omkring os prøver at fortælle os" sagde han før han lod blikket glide mod døren, som stadig kæmpede en brav kamp mod vinden. 

"Ingen årsag, er sikker på de fleste ville have gjort det samme som jeg" svarede han kort. "En drage? Det er ikke hver dag man ser sådan et væsen - Du må være en dragetæmmer?" fortsatte han mens han prikkede lidt til ilden for at holde den i gang. Ilden var deres eneste håb om liv i den korte og voldsomme stund. 

"Navnet er Revin... Revin Rayne." sagde han med en stolthed i stemmen. 

Bæst? Menneskets chokerede reaktion i ansigtet tydede på at det var første gang at nogen havde kaldt hans drage for et bæst. Der herskede ingen tvivl om, at han selv så dragen som en ven, og ikke noget bæst eller uhyre. Hans blik flyttede sig ned på grøden der blev stillet frem til ham. Han var stadig lidt rundt på gulvet, men følte at det ville være høfligst, hvis han kom ud af den seng, før den blev klam for Revin at sove i. Så han kom langsomt og forsigtigt op og tog plads henne ved ilden, ved siden af manden der havde givet ham ly for stormen. Nu håbede han altså ikke, at han havde været besvimet længe… Elemér ønskede ikke at være til besvær.

Han knappede toppen af den todelte, glimtende drageskælsdragt op, så han bedre kunne få varmen, fra ilden, mens han skulle til at spise. ”Dragetæmmer? Nej nej. Jeg er Aladrios’ Vogter fra Ango Corda,” Sagde han, som om det var forventet at alle skulle kende til dem. Men I hovedstaden kendte alle jo til dem efterhånden. ”Drageæggene begyndte at klække for nogle år tilbage. Nogle af os partner op med en drage og tager ud på diplomatiske missioner, men ehm… lige for tiden viser vi bare dragerne frem.” Han nikkede hen mod døren, hvor han antog at Dion ventede troligt på ham ”Min partner er så Dion. En rubindrage på 8 år. Han er måske et bæst i dine øjne, men for mig er han familie.” 

Han stak lidt småkræsent til grøden. En af bagsiderne ved at være diplomat for dragetemplet var, at man blev godt beværtet på fine herregårde og slotte. Men Elemér kunne ikke løbe fra at han var godt sulten og stadig kold. Så lige nu kunne han spise hvad som helst. Og da han først tog en bid, smagte det jo okay.

Efter at have forklaret lidt om sig selv, kunne han ikke lade være med at dreje samtaleemnet hen på Revin. Hvis der var nogen der var interessante, måtte det vel være ham der boede i en grotte? Han tillod sig selv at undersøge ham lidt nærmere, nu hvor Revins opmærksomhed alligevel var rettet mod ilden. Han bemærkede at hans øre var runde. Som et menneskes. ”Bor du bare her…? Alene?” Af alle spørgsmål i verden, var det absolut det første han skulle stille. Han havde ikke ment at træde i noget som helst, ved at lægget trykket i ordet ’alene’. Men det var da lidt usædvanligt, især for et menneske… hvis altså han var det.

Revin havde før hørt historier om Ango Corda, dog ikke nok til at han kunne danne sig et indtryk. I manges øjne ville en drage være et farligt væsen, som man skulle træde varsomt omkring, og den holdning havde Revin også, måske en kæmpe fordom. Elemérs følelser var ikke svære at læse da Revin kom med sin kommentar om dragen som hvilede sig udenfor i stormen. Hele hans fortælling om det familiære følelser omring dragen varmede Revins hjerte en smule, at have sådan en forbindelse med et andet væsen var en smuk ting, som nok de færreste ville kunne forstå i deres korte levealder. "Øjnene der ser, tanker der fordømmer" kommenterede han lavmælt og rodede videre i ilden. Revin selv havde kun ønsket om en familie, men kunne aldrig udleve denne drøm. Det virkede som hans skæbne at han skulle forblive i denne hule, med hans daglig tur ud i bugten for at fange dagens mad. 

Der kunne ikke forventes andet end en snippet kommentar tilbage efter han selv skød en afsted i form af et ordvalg om dragen udenfor. Hulen var Revins sikre base mod de væsner som ville ham ondt derude, og der var bestemt ikke få af slagsen. Efter Tørken havde mange set ned på elementaler, og selv en enspænder som Revin havde bemærket det. Derfor gik han stort set altid med sin kappe og hætte som dækkede de groveste tegn af hans blodstatus. Dog kunne han ikke løbe fra det med hans øjne, som lyste op som 2 stjerner i det mørket, måske også derfor at han søgte tilflugt fra mørket i sin hule, så ingen kunne kalde ham ud til offentligt skue. 

"Det har været mit hjem i omkring 87 år nu" sagde han kort. Revin var en mand af få ord, specielt når han sad med en fuldstændig fremmede i hans hjem, som havde en stor drage bogstavelig talt udenfor hans hoveddør. " Det virker ikke af meget, men her er der fred... og læ" sagde han med et halvt smil på læben. 

"Selvom du virker til at kunne noget specielt med drager, så virker du også ret dumdristig. Hvilken person bevæger sig ud i dette vejr? Og ikke mindst på ryggen af... Dion" hans kommentar var direkte ud af posen, uden et filter. 

87 år!? Okay. Han havde ret i at der virkede fredeligt, og at der var læ her. Og særligt i dag var Elemér overlykkelig for at der boede nogen herude, for ellers havde han måttet krybe sig ind under en lige så kold og våd dragevinge for i nat. Men 87 lange år isoleret fra verdenen derude, det ville gøre enhver mand bims.

Men Revin var så helt sikkert ikke menneske, hvis det passede hvad han sagde. Ikke længere, i hvert fald… Revins ydre var så ungt, og alligevel svært at vurdere hans alder på. Men Elemér kunne godt fornemme på ham, at han ikke var som de knægte på hans egen alder. Han spekulerede på om hans sidemakker havde levet et endnu længere liv end de 87 år… Det var sikkert uhøfligt at spørge, især når det kom fra et dødeligt menneske, der skulle prise sig lykkelig, hvis han overhoved blev så gammel. Men Revin kunne jo ikke vide, at Elemér trods alt var omgivet af elviske munke, der hvor han kom fra.

Han slog blikket ned i sin grød da kommentaren om hans dumdristighed slog hårdere end han turde erkende. Det var svært at blive fornærmet, når personen havde ret, men derfor behøvede han ikke at være så åben omkring det? Elemér tog bevidst et par skefulde bidder af grøden mere, og lod Revin vente på svar.

”…Vi har aldrig oplevet nogen storm lignende. Vi havde lidt travlt og troede at vi kunne styre udenom stormen, men den indhentede os da vi nåede ud til vandet.” Han stillede den halvspiste grød på gulvet foran sig og kiggede i den modsatte retning, uden at kigge på noget specielt. Så længe han kiggede på noget andet end kommentarens ejermand, for et øjeblik. Hvorfor… følte han at han sig så ramt af det her spørgsmål? Revin kunne lige så godt have fortalt ham, at han ikke var egnet til at flyve… Han skyldte ikke Revin en bekendelse, men alligevel hørte han sig selv erkende noget. ”Jeg kan vel ikke finde ud af at læse skyerne, vel.”

"at læse skyerne...." gentog Revin lavmælt for sig selv. Hans ordvalg berørte Revin på sin egen underlig vis, for hvem kunne i det hele taget dette? Selv Revin havde svært ved det. En storm kunne opstå på kort tid, så helt dumdristig var manden der sad foran ham jo heller ikke. I det mindste havde han en drage til at redde ham fra stormen, for Revin selv var ikke et sekund i tvivl om at uden sin drages vilje til at bryde gennem stormen, havde manden nok ikke siddet der hvor han havde siddet nu. Og han havde også helt ret i at denne storm helt speciel, og unik, og dog følte Revin sig tiltrukket af dens hylen og skrigen. 

"Det er altid nemt at være bagklog." konstaterede Revin og betragtede ham og hans undvigende blik. Han tænkte tilbage på dengang han måtte forlade sin barndom bag sig, netop fordi en storm også havde taget nogle ofre med i den våde grav, som han skulle betale bøden for. Han rystede kort på hovedet og tog sig til panden. 

"Jeg er ked af at... jeg ikke kan tilbyde bedre forhold til din ven. Det er ikke hver dag jeg får gæster og specielt ikke i den størrelse" han sendte et halvt smil i retningen af Elemér, som bevis for at han ikke ønskede den nyankomne mand noget ondt. "Det ser heller ikke ud til at komme til at gå nogen steder lige foreløbigt, stormen raser stadig derude og det 'føles' ikke som om den har nået toppen endnu" sagde han med fokus på at følelsen af den ikke var nået toppen. Revin kunne mærke stormens bane og dens vrede inde i sig selv, det var sørgmodigt at mærke. 

Forsigtigt genvandt Revin Elemérs kontakt, så snart det lød på ham som om han skulle til at undskylde. Han omfavede sin ene ben afslappet, og lyttede på at han talte. Elemér bemærkede at Revin faktisk kunne smile, og til det kunne han ikke lade være med at gengælde det. ”Dion ville elske at komme indenfor. Han er en meget magelig drage. Og bryder sig ikke om at være våd… Men jeg tjekker til ham, når jeg har genvundet varmen.” Han frøs stadig indefra og ud, selvom varmen fra ildstedet næsten brændte ham på det blottede maveskind, og selv med lun grød i maven. 

Men smilet faldt straks. For Revin kunne have ret i at stormen kunne vare ved længe endnu, og Dion måtte blive derude og fryse. Forhåbentligt var det ikke et uvejr der kunne slå en drage af den størrelse ihjel? Det var ikke noget han havde hørt om før, i hvert fald. Og ikke et emne der var ingået i hans træning. Elemér var sikker på, at Dion nok skulle lade ham vide, hvis han krævede hans opmærksomhed. Han ville lade Elemér se igennem hans øjne, hvis det var…

”Men får du i det hele taget gæster herned? Eller Herop? Jeg aner ikke lige hvor jeg er...” Elemér havde ingen erindringer om hvor højt oppe de havde været, eller hvor dybt de var faldet. Han mente dog at han kunne høre bølger derude. Men det kunne sagtens være den hylende vind, der spillede ham et puds.

Gæster? Revin kunne næsten mærke hvordan et smil bredte sig på hans læber, men kun næsten. Revin var en enspænder og elskede sit eget selskab, på den måde undgik han problemer og konflikter med andre mennesker og ligesindet. Det eneste tidspunkt hvor Revin ville være social var i en salgstale. Måske var det også de gentagende traumer fra at miste, som havde gjort ham til den person som han nu end var blevet. Han rynkede en smule på næsen. "Du er den første gæst." konstaterede han kort, mens hans blik hvilede mod de dansende flammer. "Og det er i den grad heroppe. Udenfor er der en lille afsats og en sti. Et forkert trin..." Han tog en kort pause før han sendte et halvt smil til Elemér "Ja... du kan selv regne dig frem til resten" pointerede han og slog igen blikket mod ilden, som i den grad også var begyndt at blive sulten efter mere brændsel. 

Med et sæt rejste Revin sig op og kiggede vemodigt mod døren. "Jeg skal nok tjekke til Dion, mens jeg henter brænde." forsikrede han Elemér om, før han slog kappen omkring og skubbede den tunge dør op. En kraftigt susen kunne mærkes gennem hele grotten, før døren endnu engang smækkede i bag ham. I den lille udhuling lå den røde drage i læ fra regnen, et par lyde kom fra den som Revin gik forbi den. Han lagde forsigtigt sin hånd mod dens skæl. "Din ven er okay" hviskede han, hvorefter han forsvandt ned af stien mod grotten, hvor der var brænde klar til at fodre bålet inde i hulen. 

Javel ja. Elemér tænkte virkelig på, at Revin havde bosat sig heroppe, med ønsket om aldrig at blive fundet. Men det stred lidt imod Revins evne til at være gæstfri, trods alt… ”Huh… Det lyder småfarligt,” Svarede Elemér ubekymret. Han var ikke spor højdeskræk, og det ville han gerne lade ham vide. Det måtte man simpelthen ikke være, hvis man skulle flyve på drager. Men det var dumt ikke at respektere højderne, især fordi død ved frit fald ikke var usandsynlig for en rytter på vinger. At han stadig levede ovenpå styrtet tidligere var takket være Dion… og muligvis også Revin?

Han så straks hvor Revins blik søgte hen, og opdagede også at der trængte til mere brænde. Gløderne varmede godt lige nu, men det ville blive koldt lige om lidt. Derfor virkede han også taknemmelig for, at Revin ville trodse stormen endnu engang, for at hente brænde. Han burde tilbyde sin hjælp med at bære, hvilket var det var det mindste han kunne gøre som tak, men Revin var allerede godt på vej hen mod døren.

Så snart døren blev åbnet og Elemér kunne se den røde drage kvikke op, smilte han. Dion så ud til at klare det storartet!

Dion løftede på hovedet og strakte halsen forventningsfuldt, da døren blev åbnet, i tilfælde af at dens menneske skulle komme ud. Men i stedet var det Revin, den fremmede mand som den havde betroet Elemér til. Dens hoved sænkedes en smule. Men ikke desto mindre var den stadig nysgerrig og fulgte Revin med blikket. Den tillod ham at røre ved sig, og noget tydede på at den forstod hvad Revin sagde, for den lagde sig til at putte sig mere ind til væggen for at hvile. Men med et stort øje kiggende ud mod Revin, for at følge med i hvad han lavede.

Indenfor i hulen vuggede gæsten roligt og afventende frem og tilbage i siddende position. Lyset fra ildstedet kastede spændende skygger på hulevæggens organiske vægge, hvilket havde en beroligende effekt på ham, men gjorde ham også lidt træt. Lidt længselsfuldt anede han over mod sengen, men han kunne ikke bare lægge sig igen, følte han, da det trods alt var Revins seng.

Han lod sig bide mærke i den simple indretning, og undrede sig over hvordan man kunne leve isoleret så længe, uden så mange ejendele. Uden nogen synlig ting, der indikerede at han læste meget eller havde en hobby, der kunne få de lange dage til at gå lidt hurtigere… Elemér nægtede at tro på, at manden ingen hobby havde. Men de ting som han havde valgt at beholde, måtte have stor affektionsværdi på ham.

Han rejste sig op og strakte sig med et træt gab, og gik få skridt hen for at studere reolens indhold. Elemér tjekkede tingene overfladisk ved at løfte på dem og undersøge dem kortvarigt, men tanken om at stille det pænt på plads igen, før han ville gå tilbage at sætte sig igen... Der var trods alt varmest henne ved ildstedet. De to første genstande han løftede sagde ikke så meget om Revin, andet end at de gav ham et indtryk af, at han ikke havde så mange penge… Men kisten, som han straks tog op da han så den, virkede spændende. Han kunne mærke at der var noget i, men brød sig ikke om at snage. Og alligevel… Han kiggede over mod døren, og forsøgte at lytte til anstrengte støn eller tunge skridt. Eller måske dragelyde? Men alt han kunne høre herindefra var stormens rasen.

Kisten blev åbnet uden den store omtanke for Revins privatliv, men stivnede på stedet da han så, at alt den indeholdt var en bog af en slags. Hvorfor havde han lagt den i en kiste for sig, og ikke fremme på hylden? Elemér bladrede forsigtigt i den, og spottede den gamle håndskrift. Først troede han at det måtte være Revins logbog eller… måske… dagbog? Og i så fald var han ved at lægge den fra sig! Men håndskiften så meget gammel, men pæn, og han fik lidt et indtryk af, at den stammede fra en kvinde.
Elemér læste første side, og han mumlede lidt for sig selv, som han prøvede at læse. ”Dagbog til..hørende Morgana..” Og lidt efter ”Oktober, år syttenhundredeog-” Hvad? Så gammel en dagbog!? Elemér bladrede en enkelt side og smuglæste lidt. Ret hurtigt gik det op for ham, at denne Morgana havde valgt at føre dagbog over hendes bekymringer for sit barn. Han kunne umuligt tyde hendes håndskrift til fulde, men man skulle ikke læse særlig langt, for at finde ud af hvem hun var til Revin, for hun nævnte ham flere gange, og beskrev ham som en mor ville beskrive et barn. Det havde ikke været en del af Elemérs plan, men han kunne ikke lægge bogen fra sig før han forstod præcist hvad det var hun virkede så bange for.

Det var ikke ligefrem lysten der drev værket for Revin, da han begav sig ned af stien, som kun var et forkert trin fra et fald til den sikre død. Men han vidste også godt at det ville blive en lang nat, hvis der ikke var bare lidt gang i ildstedet. Han lod sin ene hånd hvile mod den våde og kolde bjergside, mens han forsigtigt trådte ned af de mange trin, som han gennem årene han fået hugget ind i stenene. Bølgernes drøn var overdøvende og kunne let få en til at miste fokus på de smalle trin. Efter hvad der virkede til at være flere minutters gang ankom han endelig til den lille grotte, den lille trædør som skulle holde uvedkommende ude inklusiv vejret, havde ikke overlevet stormen og lå splintret i flere dele. ”Så meget for kvalitetstræ” sukkede han og samlede de små stykker op mens han bandede og svovlede for sig over den tømrer, som havde solgt ham døren inde i byen.

Revin satte sig ned på en af de mange træblokke og tog et par dybe indåndinger, selv en som ham måtte kæmpe hårdt imod vejret for at ikke vælte ud over kanten af bjerget. Et stort glimte kunne spottes fra åbningen af døren, som i et kort sekund lyste alting op. Ikke nok med blæsten og regnen, så havde lynene også meldt deres ankomst. Han sukkede kort og kiggede mod den fugtige brænde. Tankerne drømte sig væk et kort øjeblik til Levina og deres hytte som de havde haft i bjergene før hun mistede livet og deres hytte blev brændt ned. Han fortrød aldrig at han havde slået den anden mand ihjel, som havde udsat ham for dette, men selvom han ikke fortrød sine handlinger, så ulmede det stadig i hans sind, og kæmpede med at indhente ham. Øksen hvilede sit blad i en af træstammerne, som han havde kæmpet med at fået båret op i bjergene, mange ville nok mene at det blot var ekstra arbejde, men han elskede sine grotter, sin stilhed og ikke mindst sin fred fra andre mennesker, som ville ham ondt. Han tøvede et øjeblik og mærkede hvordan trætheden havde sneget sig op på ham, som et vilddyr ude på en savannen.

Med et sæt rejste han sin krop og begyndte at hugge brænde, hver eneste slag gav genlyd gennem den lille grotte, efterfulgt af nogle dråber med vand som ramte det kolde og våde gulv. Elemérs ord ramte ham som et lyn fra en skyklar himmel igen. Normalt var han ligeglad med hvad folk mente og syntes om ham, men der var en lille snert i ham, som stadig fandt det interessant, hvad andre nu skulle mene. ”Bor du bare her?  Alene?” det rungede i hans hovede som den største gong han havde hørt. For han var alene. Han var ensom. Levina og Morgana var her ikke længere. Det var hårdt, men følelser var pakket væk og havde efterladt Revin som en kold skal af hvad han tidligere havde været.

Efter hvad der virkede som en halv time samlede Revin det brænde som han havde formået at hakke i stykker, og svingede det op på ryggen uden så meget som at bryde ude i sved. Vinden og regnen udenfor var i den grad ikke blevet mildere, tværtimod, og det gjorde hans tur tilbage til grotten endnu sværere end den førhen havde været. Han vaklede kort på benene og mærkede sin ene fod glide ud over kanten af bjerget, hvorefter han mistede sit fodfæste helt. Han mærkede hvordan vinden susede om ørene på sig, mens han drønede mod jorden som en stor bautasten kastet ud fra en klippetop. Han smilede kort før hans øjne nærmest kastede med hvide gnister, og med det susede han gennem luften som aldrig før. Han var tydeligvis forstærket af alle de elementalske kræfter som var spil. Med et lille drøn landede han udenfor grotten hvor Elemér befandt sig og hans øjne falmede i farven igen, før han nikkede anerkendende til Dion før han skubbede døren til grotten op.

”Undskyld ventetiden” sagde han og lukkede døren bag sig med ryggen vendt til Elemér.

Elemér skævede sig over skulderen, nu da han kunne høre tordenskrald udenfor. Det mindede ham om hvor han var, og hvad han var i færd med at gøre. Aldrig havde han ført dagbog selv, og han kendte heller ikke til at eje noget med stor affektionsværdi, så han havde ikke et begreb om hvor grænseoverskridende det han gjorde var. Alt han vidste var, at det var forkert det han gjorde. Ikke ulovligt eller noget, bare forkert!

Han måtte hellere lægge bogen fra sig og prøve at glemme hvad han lige havde læst. Han var næsten ved at læse den side færdig, der havde givet ham et indtryk af, at kvinden Morgana måtte have adopteret Revin. For hun var i hvert fald ikke hans rigtige mor… Hvis bare hun levede til at se, hvor meget hun måtte have betydet for ham, siden han havde valgt at bevare hendes dagbog, så mange år efter. At han havde valgt at gemme på denne ene ting, når han ikke lod til at eje ret meget. Elemér havde dyb respekt for en mand der kunne elske en mor så højt, især når Revin måtte kende til hemmeligheden om, at hun ikke var hans rigtige mor, efter at have læst hendes dagbog.

Han nåede ikke længere end til tanken om at lægge den på plads, før døren bragede op og Revin var tilbage. Elemér klappede bogen i med et smæld, og af refleks gemte han den bag ryggen, og kiggede hen på Revin med et blik der ikke kunne skjule den skyldfølelse han stod med.

Bag sig lagde han bogen på reolen, og ikke tilbage i kisten. ”Ah, det tog vist lidt tid. Skulle du hukke brændet først?” Hans stemme var en anelse nervøs, men ellers overbevisende rolig. Men det var blot et dække. Revin havde jo bevist at han havde hjertet på rette sted og var en glimrende vært. Men han var jo også elemental, hvis man skulle tro på Morganas antagelser. Eller som nu, hvor Elemér fik kigget på Revin igen. Endelig kunne han placere hans race, ud for hans højmagiske udseende.

Regnen havde endnu engang gjort Revin gennemblødt og kold, så han bevægede sig hurtigt hen til det døende ildsted, der trængte til mad i form af træ for at kunne overleve. Han nikkede kort med hovedet og smed nogle stykker træ på, før han satte sig overfor Elemér. " Trinene er glatte, jeg ville nødigt tage et fald i den sikre død... men ja, der skulle også hukkes lidt brænde først" sagde han med en venlig tone, før hans blik søgte mod Elemér. 
" Jeg kan ikke garantere at stormen er væk lige foreløbig, men du er velkommen til at blive her indtil det er sikkert at bevæge sig ud igen." konstaterede han med en rolig tone, hans blik veg mod ildstedet, som han begyndte at rode i med en pind. "Og siden at det ikke er sikkert at gå nogen steder lige nu.... Så kan vi lige så godt få det bedste ud af det...." han rynkede en smule med næsen før han fortsatte "Så hvem er Elemér? Udover Aladrios’ Vogter fra Ango Corda, og hvad bringer dig på disse kanter?" 

Nysgerrigheden var endelig kommet til ham, og siden manden stadig var fuldstændig fremmede, ville det nu være rart at vide bare lidt om ham, nu når de skulle dele grotte sammen for en stund. En akavet stilhed ville ikke gøre det særlig spændende at bruge tiden sammen om.  

Godt. Revin lagde ikke mærke til noget. Eller også gjorde det ikke noget, at Elemér lige havde bladret lidt igennem en dagbog, der nok omhandlede ham selv, men ikke var hans egne, personlige tanker. Elemér havde lidt mindre dårlig samvittighed, og smilte til Revin som atter tog plads ved bålet. Helt gennemblødt fra den korte tid udenfor.

Elemér forlod gerningsstedet og tog plads overfor Revin igen. En skeptisk tanke strejfede ham, da Revin talte om at falde i den sikre død. Kunne en elemental dø, bare sådan lige? Hvis han var lige så skrøbelig som et menneske, så holdt han sig i hvert fald godt… hvis man skulle stole på datoerne i Morganas dagbog.

”Tak fordi jeg må være her. Især hvis du foretrækker at være alene…” Elemér var ikke selv introvert, som han antog Revin måtte være. I hvert fald ikke frivilligt... Han følte sig bare forkert blandt beherskede munke og ærefulde drageryttere. Hans bedste ven var en drage, men Dion kunne man ikke rigtig have dybe samtaler med, som med et menneske… en elver eller en elemental. Revin måtte kunne underholde med nogle spændende fortællinger…

”Åh, hvem jeg er?”Udover Aladrios’ Vogter fra Ango Corda? Det var jo hele hans identitet. Uden sin fine titel var han jo bare… mennesket Elemér som havde tabt et drageæg… Elemér mistede den selvsikkerhed han trods alt havde, når han befærdede sig som gæst i Revins grotte. Og det smil han havde, blev mere usikkert. ”Øhm… Jo… Jeg startede ud som forældreløs?” Indledte han, næsten spørgende for at høre om Revin var klar til så dyb en samtale. De skulle jo få tiden til at gå med et eller andet, tænkte Elemér. Og han stolede da nok på sin egen dømmekraft, at han ikke ville begynde at flæbe over sin egen skæbne. Noget sagde ham at Revins start på livet havde været meget mere tragisk. ”Jeg kender ikke mine forældre. Jeg ved ikke om de lever eller er døde, eller hvem der bragte mig til templet. Det er ikke ualmindeligt at forældre forærer deres nyfødte til templet, i håb om at munkene kan give deres børn en bedre fremtid… Så jeg håber at mine forældre lever, og har det godt…” Elemér havde til tider ønsket at de var døde. For han havde ikke kunnet bære tanken om, at de bare ikke ville have ham. Men så snart han blev anerkendt som diplomat, havde han da overskuddet til at ønske alt det bedste for hans forældre. ”Jeg ville ønske at de ville skrive til mig, og give sig selv til kende. Jeg er jo voksen nu, så jeg ville kunne sende dem min løn, hvis økonomien stadig er stram. Det er ikke meget man tjener som vogter, men jeg kan godt undlade de penge der går til fis og ballade…”