Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Revin Rayne
Kaldet: Revin
Køn: Mand
Alder: 273
Fødselsdag: 4.2 år 1752
Tilhørsforhold: Sand Neutral
Tro: Valeria
Erhverv: Fisker
Nuværende levested: Azurien: Flodlandet - Nordøst i bjergene, langs Lapiskysten
Race: Elemental

Udseende

Højde: 188 cm
Vægt: 17 kg
Øjne: Isblå - Lyser lettere op når han er tæt på sine elementer (Vand/Luft)
Hår: Hvidt, strittende, og urokkeligt.
Hud: Ungdommelig udseende, dog meget ru, lys med nærmest en 'kølig' udstråling
Kropsbygning: Muskuløs
Hverdagstøj: Når han fisker har han en skjorte på, med ødelagt ærmer, samt et par slidte 'shorts' Når han bevæger sig ind til byen, bruger han som regel en kappe med hætte, som kan dække det hvide hår, og hans lyse hud.
Ar, permanente skader el.lign: Grundet hans erhverv og hans bosted har han ru hud på hænder og fødder.
Særlige kendetegn: De lysende Isblå øjne.

Et enkelt blik på Revin og man ville ikke kunne fastsætte en alder, han er meget ungdommelig i sit udseende. Revin går ikke meget op i hans udseende selv, da han lever et liv uden for mange væsner involveret, og fokusere derfor på dagens gøremål. Revin er muskuløs efter mere end hundrede år i sit erhverv som fisker, hvilket har gjort hans krop stærkere og stærkere gennem årene. Huden er lettere ru på hænder og fødder pga. saltvandet og vinden ved kysten. Når Revin bevæger sig ind til byen/byerne for at sælge sin fangst, er han som regel dækket i en kappe med hætte for at undgå spørgsmål vedr. hans hår/øjne.

Magi

Magisk evne (1):

Revin kan blande elementerne som ligger i hans blod. Når vejret tillader det, har han mulighed for at skabe lyn fra hans hænder, som forårsager stor smerte på dem som bliver ramt. (Kan endda være dødeligt under de rette forhold)

Evnen er drænende for Revin at bruge, og han er derfor meget svækket efter brug.

Det er et krav at det regner eller blæser før denne evne kan bruges
Revin har mulighed for at kompensere det manglende element, så hvis det blot regner, bruger han sin egen vind til at aktivere evnen, og modsat hvis det kun blæser, bruger han sin egen vand, når han kompensere det manglende element, mærker han selv en brøkdel af smerten, igen baseret på hvor meget han skal kompensere - ligeledes kompenseringen, så er evnens styrke baseret på vejret omkring ham, hvilket potentielt kan gøre evnen utrolig ødelæggende


Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Magisk evne (2): Vindmagi

Revin besidder evnen til at kunne kontrollere vind omkring sig. Faderens gener har være stærkest og derfor læner hans 'affinity' mod luftens element. Hans øjne lyser hvide når han udnytter luften omkring sig. Der er flere forskellige formål han kan bruge sin magi til bla. at kunne lave tornadoer, skyde med luftstrømme, samt at kunne hoppe meget højere end hvad der er fysisk muligt for et normalt menneske. (ca. 5 meter)

Jo mere magi han bruger over en kortere periode, jo mere træt er han efterfølgende.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Styrker:
- Modig
- Beslutsom
- Realistisk
- Loyal
- Konfliktsky

Svagheder:
- Uambitiøs
- Egoistisk
- Apatisk (Til tider)
- Asocial
- Konfliktsky

Generel beskrivelse af personlighed:
Det vil være den største tillidserklæring hvis et andet menneske kom tæt nok på Revin til at kunne beskrive ham som person. Han er en enspænder, og hviler utrolig meget i sig selv, mange vil nok kategorisere ham som en introvert uden sammenligning. Han har ingen drømme om fremtiden og ønsker blot at leve alene i fred og ro uden for meget indblanding i det som han refererer til den "ydre verden" - Han lever i sin egen lille verden omkring sit hjem, og har ingen indvendinger. De få mennesker der gennem årene har haft betydning for Revin har alle kunne beskrive en stille mand, som holder hvad han lover, men som sjældent gør noget, uden at have en personlig grund til det. I hans verden er det ham selv fremfor alle andre. Revin prøver så vidt muligt at undgå konflikter, men er ikke bange for en konfrontation, hvis det er nødvendigt ydermere har han tendens til at være apatisk når han står overfor en udfordring som ikke kan løses nu og her, hvilket også kan opfattes som uambitiøst. Når Revin først har besluttet sig for at gøre noget, så bliver det også gjort på den ene eller anden anden måde, også på bekostning af andre.

Hele Revins liv har handlet om at fiske, og at sælge disse fisk for at kunne overleve. Han elsker ikke at fiske, men derimod elsker han at være omgivet af begge de elementer, som ligger dybt i ham, hvilket er optimalt når han fisker.

Baggrundshistorie

Ocea gispede efter vejret, mens hendes paniske blik hvilede mod jorden. Hendes hænder var mudret og fyldt med rifter. Hun gav et kort gisp fra sig og tog sig til maven mens hun skreg af smerte. ”Jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan holde ud Hali…” stønnede hun over hendes svækkede læber. Halitus gav hende et bekymret blik, mens han prøvede at få hende på benene igen. De havde rejst i flere dage, og trætheden havde ramt dem, som en storm fra en klar himmel. Ocea havde været væk fra vandet i lang tid, for lang tid, hvilket hendes krop nu bar vidne til. Hun tog sig igen til maven og gispede i korte stød.

”Jeg kan se vandet herfra Ocea. Du bliver NØD til at rejse dig op, vi er der næsten!” forsikrede Halitus. Ocea kom på benene igen og bevægede sig langsomt, mens hun støttede sig op af Halitus.

Halitus og Ocea nåede på toppen af bakken som gav dem et perfekt ‘view’ over den lille by, som lå placeret op af Lapiskysten. Regnen piskede som glasskår mod deres hud, mens vinden brugte hver eneste pust på at gøre rejsen sværere og sværere. Ocea kiggede opgivende mod byen og sukkede. ”Halitus… Det sker nu…” udbrød hun og tog sig til maven. Hendes øjne lyste op mens hun brølede af smerte. Halitus skiftede sit fokus mellem byen og Ocea, mens han blev mere og mere desperat. Der var ingen tid til at være ubeslutsom, og før Ocea vidste af det, lettede hun fra jorden i Halitus’ arme. Hans øjne lyste også op. En dyb rumlen fra himlen kunne høres, mens Halitus kæmpede for at holde dem begge flyvende mod byen, Ocea skreg igen af smerte før et stort lysglimt afbrød dem efterfulgt af en stilhed kun brudt af knitren fra ilden i huset som de var landet i sammen med det lyn som havde ramt dem. Halitus kiggede svækket på Ocea, som allerede havde taget sit sidste åndedrag, med en lille baby i sine arme. ” For evigt Ocea…” stammede han før hans krop langsomt gik i et med Ocea for at skabe en beskyttende barriere til babyen mod ilden.



”Jeg siger det ikke igen Revin!” råbte en frustreret Morgana op af trapperne i den faldefærdige hytte. Revin hoppede træt og udmattet fra dagen før, hvor han havde været med de lokale fiskere ud på havet. Reven havde efterhånden skabt sig i et ry, som en af de stærkeste svømmere i byen, og derfor var han ret så eftertragtet at have med på en båd.

” Ja ja… Jeg kommer nu mor…” råbte han frustreret og kom traskende ned af trapperne, modvilligt som enhver teenager ville have gjort. Han slugte sin morgenmad hurtigt, før han placerede et kys på Morganas kind, og med det var han ude af døren og på vej mod havnen, som enhver anden dag.

Det virkede som få sekunder før mørket endnu engang havde lagt sig over landet, som et tæppe. Bølgerne var høje og vinden piskede mod hans blottede hud, mens han prøvede at finde kysten. ”Revin! Hvor er kysten?!” råbte den frustreret kaptajn, som havde ansat ham denne dag, med aftalen om et par fisk som betaling. ”Jeg kan ikke se noget, bølgerne er for høje og regnen gør det ikke bedre!” råbte han frustreret tilbage og kravlede ned fra den lille udkigspost. Revin kiggede på en anden ung dreng, som var med båden. Han var skræmt og rystede pga. vejret. Revin lagde en forsikrende hånd på hans skuldre og gav ham et lille nik ”Vi klarer den, Samuel.” sagde han og fortsatte videre mod styrehuset, før et kæmpe drøn fik ham til at kaste blikket mod den store bølge som kastede båden på siden, og dermed alle på båden i vandet. Der var kaos mens skibet langsomt forsvandt under bølgerne. ”Samuel? SAMUEL?!” brølede Revin efter han kom op til overfladen. Uden et svar. Han kiggede panisk rundt, mens han så hvordan skibet langsomt blev slugt af havets sultne bølger. Hans øjne lyste op og lignede nærmest is, mens han svømmede under overfladen for at finde Samuel, noget han ikke selv vidste skete. Efter hvad der virkede til at være flere timer åbnede Revin sine øjne og mødte Morganas bekymret blik der var fyldt med tårer. ”Er du klar over… hvor bange jeg har været?” udbrød hun og lod tårerne få frit spil, mens hun gemte sit ansigt i hans krave. Revin kunne ikke andet end at give et lille host fra sig, mens han lod en hånd hvile mod hendes hvide hår. ”Un….undskyld..” stammede han og kiggede rundt i rummet for at spejde efter Samuel.

”Hvor er Samuel?” spurgte han Morgana lettere bekymret. Den dramatiske reaktion havde fået flere sygeplejerskers opmærksomhed, samt en læge. ”Jeg er ked af at fortælle dig, at du er den eneste overlevende… En uventet storm ramte jer. Du blev fundet på stranden af en forbipasserende” sagde lægen kort.

Revins blik frøs, mens han knugede Morgana mod sig. Den eneste ven han havde haft, som ikke udnyttede ham, havde mistet livet på et splitsekund. Han kiggede ned og mærkede selv hvordan tårerne pressede sig på. ”Har i fundet ham?” spurgte han uden at ytre en mine. ”Desværre ikke. Vi antager at alle på båden er druknet.. Det er et mirakel at du stadig er her… Det gør mig ondt…” sagde lægen med et bedrøvet blik før han gav tegn til at sygeplejerskerne skulle give dem noget privatliv.

”Du ved godt hvad det betyder Revin… Vi kommer aldrig til at kunne betale ham tilbage..” stammede Morgana med et bange blik som stadig var fyldt med tårer. ”Han har mistet sin søn, og du …. “ hun stoppede kort og kiggede ud af vinduet, hvor solen stod højt på himlen, uden så meget som en sky at spotte. ”Han vil have hævn over hans tab…” sukkede hun og kiggede ned på deres hænder som havde mødt hinanden.

”Men… Det var en storm. Det var et uheld, det er ingens skyld!” udbrød Revin frustreret. Han klemte Morganas hænder i sine og søgte panisk hendes blik. ” Sådan ser han ikke på det, og det ved du Revin. Du bliver nødt til at rejse” stammede hun og mødte hans blik med et opgivende og håbløst blik.

” Lad mig forklare ham hvad der skete…-” men før han kunne færdiggøre sin sætning havde Morgana sat en finger mod hans læber. ”Du skal lytte til hvad jeg siger nu, og lyt meget godt efter… Rejs mod nord langs kysten, når du ankommer til foden af bjergene, vil en sti føre dig til en hytte.” hun søgte hans blik og sendte ham et smil. ”Du er stadig blot et barn, jeg frisætter dig fra den gæld, det er mit ansvar, som din mor” sagde hun med en selvsikkerhed som ingen før. Hun tørrede kort et par enkelte tårer væk fra Revins kinder som glimtede som diamanter i lyset. Hun gav ham en taske og hjalp ham ud af sengen mod en dør, som ledte mod gaden.

”Jeg kommer så snart der er faldet ro på - Men du må aldrig se dig tilbage, finder de ud af hvor du er, vil de komme efter dig..” sagde hun og krammede ham. ”Gå nu…” sagde hun og puffede ham let i ryggen. Revin kiggede forvirret på Morgana, før hans blik hvilede mod kysten og stien som ville føre ham mod bjergene. ”Jeg har så mange spørgsmål mor…” stammede han. Morgana smilede med det sædvanlige varme smil, som han kendte hende for. ”Hver ting til sin tid min Revin. Gå nu… “ sagde hun og lukkede døren. Revin kiggede bange mod bjergene og begyndte sin rejse.



Solen havde for længst kastet sit sidste lys over hytten der skjulte sig blandt de høje bjerge. Revin smilede til Levina som lå i sengen og hostede. ”Fisken er færdig lige som snart” sagde han med en kold tone. Følelsen af det uundgåelige lå tungt i rummet, selvom Revin ikke ville anerkende den, så ramte den ham stadig. Levina satte sig op i sengen med besvær mens hun beholdte tæpperne tæt rundt om kroppen for at holde varmen. Revin kyssede hende blidt på panden før han fodrede hende med noget af den fisk, som han havde forberedt til hende. ”Håber det smager” sagde han kækt mens han nussede hende forsigtigt på hendes kolde hånd. Levina takkede Revin med et lille nik, mens hun fortsatte med at spise. Rummet var stille og vinden kunne høres udenfor. ”Tak for alt min kære Revin” hviskede hun efter hun var færdig med at spise. Hun lagde sig forsigtigt ned og før Revin vidste mere, sov hun. Revin placerede tæpperne tæt omkring hende, mens han fortsatte med at spise resterne. Han nåede næsten kun selv at blive færdig, før han lagde sig ved siden af Levina for at holde hendes kolde krop varm.

Solen stod igen højt på himlen og badede landet i sin varme. Det var en smuk dag, med fuglekvidder i det fjerne. Revin betragtede de hvide blomster som havde skudt op på Levinas grav. Han smilede kort før han svingede sin taske over skulderen for at bevæge sig mod vandet endnu engang. Fiskene skulle fanges.



Revin havde som enhver anden dag bevæget sig mod hytten. Han var træt, udkørt og drænet. Rygterne om elementalernes handlinger havde ikke undveget hans sind, og han frygtede det værste ved synet af hytten i det fjerne der lyste op som en stjerne på en sky klar nattehimmel. Revin var panisk, vred og opgivende på samme tid. Hele hans livsværk stod i flammer og var væk på så kort tid. Der var intet der kunne reddes. Han mærkede for første gang i lang tid tårerne der pressede sig på. Da han kom tættere på kunne han mærke varmen fra ilden som havde opslugt alt på en ødelæggende, men elegant vis. Regnen kæmpede en brav kamp mod varmen, men intet kunne slukke denne ild. Revin kiggede mod Levinas grav, hvor ilden desværre også havde været. En mand stod med foden mod Levinas gravsten og grinte af hans værk, mens han betragtede Revin med orange øjne der lyste op, der var ingen tvivl om hvem den skyldige i denne ødelæggelse var. Revins øjne lyste op i en isblå nuance samtidig med at hans hænder begyndte at knitre og kaste med små gnister. Vreden i ham boblede over og før han vidste mere skød der lyn ud af hans hænder som fik manden ved graven til at skrige af smerte, før han væltede til jorden. Stilheden slugte ingen alt omkring Revin, kun afbrudt af knitren fra hytten som nærmest var væk. Han kiggede mod bjergene endnu engang, som mindede ham om den rejse Morgana havde sendt ham på for flere hundrede år siden. Han sukkede kort.

”Så det er min skæbne?” hviskede han for sig selv. Han lagde forsigtigt en hånd på Levinas gravsted, før han lod den nedbrændte hytte forsvinde i baggrunden.







Familie: Halitus 'Zephyros' Rayne[/u]
Rolle: Far
Alder: Død
Race: Vindelemental

Ocea Rayne[/u]
Rolle: Mor
Alder: Død
Race: Vandelemental

Morgana Morgenfryd[/u]
Rolle: Plejemor
Alder: Død
Race: Menneske

Levina Silver[/u]
Rolle: Eks-kone
Alder: Død
Race: Menneske

Andet

Morgana's Dagbog[/u]
Det eneste fysiske minde, som Revin ejer fra sin tid sammen med Morgana. Han har endnu ikke haft styrken til at læse om sin historie som står velskrevet heri, men han beskytter stadig dagbogen med sit liv.

Levinas Ring
En lille sølvring med en isblå sten placeret i midten. Den har stor affektionsværdi for Revin, da den minder om hans tidligere liv med hans udkårne.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Fantastisk
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Fantastisk