Du kan godt dække op til to inden længe. Det var vidst hvad han havde skrevet i sit brev som det sidste. Det var underligt hvordan han havde glædet sig til at se ham igen. Det var jo ikke nydt, at han havde mødt folk på mærkelige måder, men på den anden side, var det alligevel særlig tit, at han sov med armene om en anden mand. 
Generelt skete det bare ikke, hvorfor det måske havde haft en anden effekt på hele situationen. Begge havde ladet sig forlegne og den ene mere end den anden, siden en sergent havde taget dem på sengen. Skønt det lignede, at sergenten opførte sig som om, at den menige byvagt havde været ham utro. 

Planerne var lagt for aften, hvilket var mindst lige så unaturligt for Basil, da han normalt ikke lagde planer på måder som dette. Men Menig Hwan skulle lære at spille lidt kort og bare have et liv foruden arbejdet, og så skulle de nyde en omgang the, for han havde jo fortalt, at han havde drukket så meget the, at han havde købt ny portion - hvilket var en lodret (og vandret) løgn. 

Bank bank bank. I sin gavn havde han et bundt gulerødder med til den aldrende hest. Nitrit. Nishit? Nitrit. Men det var ikke noget, han selv havde i sinde at skulle give til hesten, det var nok blot at overrække det til dem, så kunne det få en glæde ud af det. 
Blot tanken om at skule mærke mulens flappede læber på sin hånd, kunne få ham til at skære en grimasse. 

Nå jo. Vingerne havde han gemt væk for aften. Det var dog en ubehagelig reminder, da han ikke havde gjort det i næsten to måneder siden sidst. 

  Dagene, ugerne og måneden var næsten gået, vinteren var ved at gå på hæld, og forårets blomstrede affære ville snart få sit indtog igen. Latriner var blevet troligt renset, og i morgen var atter en dag hvor disse skulle gøres rent på ny. Straffen for at agere ude af trit med virkelighedens paragraffer. 

 Stian badede og vaskede sig i hovedkvarterets badehus efter hver latrintjans, men alligevel.. syntes han ikke at han blev ren nok. Han var igang med at skylle håret på ny, da der blev banket. Hvorfor det var hans mor, der gik mod døren.

Bank bank bank

 Nogle lette skridt nærmede sig, da det kunne høres i Hwan husholdningen at nogen bankede på. Den kvindelige version af Stian, blot lavere, og med mørkt hår, som ikke lignede en dag over tredive - skønt hun var - åbnede døren, og lagde hovedet på skrå som hun så den uanmeldte gæst an. Blikket landede på gulerødderne i hans favn, og dernæst tilbage på ham. Hun smilede lidt, og spurgte forundrende, "Kan jeg hjælpe med noget?" Når hun smilede, kunne der anes små smilehuller i hendes kinder. Armene blev lagt afslappet, men afventende over kors. Manden foran hende, var ikke een hun havde set før. 

 Stians hår dryppede, og kun iført sine løse linnedsbukser, kom han nysgerrigt vadende i baggrunden alt imens han tørrede det våde hår i et håndklæde han havde henover skuldrene. Ansigtet var stoisk, og tanketomt, indtil han standsede og så hvem det var som stod i døren. Basil. Det var som om han så et fatamorgana i døråbningen, da Basil fra brevene nu stod ved hans hjem. 

 "Basil?" Lød det bagved hans mor, og han så lettere chokeret ud, og stillede sig så ved siden af Jiya Hwan. Hun rykkede sig lidt og overværede dem nysgerrigt. 

 Han blev ved med at duppe lidt ved pandelokkerne som dryppede og ramte hans trænede brystkasse.
 "Jeg vidste ikke at du allerede ville ankomme." Han var virkelig glad for at se ham, men han trak kun ganske let i mundvigen - øjnene var dog varme. 

 "Gulerødder?"  Spurgte han forundret, og havde næsten samme tonefald som hans moder tidligere. Han hævede et øjenbryn og så fra gulerodsbuketten, til Basil.

De guleøjne fik øje på en lavere skikkelse end ventet, en kvindelige udgave af byvagten fra natten i arresten. Men han havde erindret, at denne unge mand boede med sin mor, hvorfor det var forventeligt at hun, af alle, skulle tage døren og være den som hilste ham. "Jeg er her for at bes-" Basil? blev hørt, og han afbrød sig selv fra at snakke videre, da han så forbi kvinden med det mørke hår. 

Hvorfor var det første han reelt så, at byvagten i bar overkrop. Havde han ikke vendt blikket tilbage mod moderen i samme sekund, havde han uden tvivl fået rosa kinder. Men han rømmede sig en anelse og fik rystet det af sig og trak i stedet let på smilebåndet og lod kinderne glide lidt op øjnene i smilet - som ikke var helt så let et smil igen alligevel. "Til di-... jeres hest" hvad ville normalt lyde bedst at sige i sådan en situation, det var jo ikke hans hest, men moderens, eller deres fælles. 
Han rakte dem frem mod frue Hwan, trods, øjenene skævede lidt mod Stian i stedet. 

"Tog jeg dig i badet? For hvis du er travl, kan vi aftale en anden dag, hvis det passer dig bedre?" NEEEEJ. Det indre skreg op som en hysterisk kvinde. Tog jeg dig i badet, hvad var det for noget vrøvl at sige og så med hans mor som vidne. 

Basil holdt vejret og presset læberne tæt sammen og så skiftende på den unge og aldrende - skønt det ikke kan ses - Hwan. 

 Moderen gav ganske vidst plads, og så på sin søn og den besøgende gæst, som hun lærte, blev kaldt Basil. Begge Hwans, blev gjort opmærksomme på at gulerødderne var til Nishith, og selvom Basil ikke helt så mod Jiya, som han rakte grøntsagerne mod hende, smilede hun stort og taknemmeligt alligevel.
"Ej hvor venligt af dig, Basil." sagde hun med en moderlig iver og tog imod dem i favnen. 
"Det skal Nishith, nok blive glad, for ikke, Skat?" Hun så hen på mutte Stian, men blikket flakkede kortvarigt ud af øjenkrogen mod Basil. Hun så den sagte udveksling mellem de to og den unge byvagt nikkede lidt, men sagde ikke så meget. Han følte pludselig at hans hals havde snørklet sig sammen. 

 Tog jeg dig i badet ---

 Der gik ganske få sekunder før det gik op for Stian hvad der blev sagt. Men så stod han også som stivnet i døråbningen og stirrede på Basil der lignede en som kunne sluge sin tunge. Tog jeg dig i badet. Tog jeg dig i badet. Jiya Hwan derimod, så til med forbavset morskab. Hun var den første der brød stilheden,
  "Basil, ah! Det er jo dig fra brevene, ikke?" Hun lo mildt, stadig morede hun sig over den lidt forfjamskede stemning, "Hvor hyggeligt." Hun ruskede lidt i Stians bare skulder, ud af sin trance. 
"Hyggeligt." gentog hun med lidt mere iver, og ruskede sin søn til livs igen. 

 "Mjhm, ja." brummede han lidt, mens blikket flakkede uvilkårligt, og slap håndklædet, så det bare hang ned ad ham. 
Jiya lo lidt igen, og smilede anerkendende til Basil, ignorerede hjælpsomt det lille optrin, og sagde så til sidst, 
 "Åh Stian. Du har sådan nogle smukke venner." sukkede hun drømmende, og klappede ham moderligt på skulderen før hun nynnende, forlod dem til sig selv. 

 Stian følte sig en smule akavet. Men han burde sige noget - de kunne komme videre fra den uheldige ordvending lige før. 
"Giv mig 2 minutter, så er jeg klar.." ordene hang lidt i luften, "Uhm, vil du med ind?" Blikket gled op og ned ad Basil, mens han forsøgte at tage mandens udseende til sig igen. Det var alligevel noget tid siden de havde set hinanden sidst. Vingerne var heller ikke at se.

Hånden slap gulerøds bundet, da han indså at de var blevet taget i mod. Ørerne var med hvor der blev talt, men øjnene klippede en anelse, men fandt til sidst sin vej mod fru Hwan. Nishith, men skønt han kunne få navnet i hovedet til at lyde korrekt, tvivlede han stærkt på, at hans mon ville følge trop og få sagt navnet korrekt. 

Øjnene af deres egen unikke struktur, ventede dog passiv aggressivt på at de andre gjorde noget, før han selv tog vejret på ny, efter hans fortalelse. Som at synke ned i kviksand, der var ingen mulighed for at komme fri uden hjælp fra andre, men byvagten, hans ven (?), lod ham hænge og stod mindst lige så forstenet som han selv. 
Havde det ikke været for Fru Hwan, ville han nok være blevet blå i hovedet inden længe, men hendes sætning løsrev ham fuldkommen og han så små forvirret mod hende. Havde hun læst med i brevene da? 

Basil rømmede sig dog en anelse og fik trukket et skævt smil op og nikkede let til hende. Hyggeligt. Det var ikke hvad han ville kalde det, men det var hvad det var. 

Men han forblev uden ord, selvom hendes drømmende kommentar ikke kunne gå uhørt hen, mens han så ryggen af hende. "Smukke venner?" gentog han lidt for sig selv, og lod blikket falde mod Stian. Et eller andet sted betaget det ham virkelig, at se den anden stå sådan der. Han blev helt slap i skuldrene, hvad end anspændthed der havde listet sig op på ham, var som forsvundet hen. 
"Åh, ja. Okay - Tak," en masse bekræftelser på sin egen måde, og han trådte lige ind på den anden side af døren og lod blikfanget falde ned mod den andens fødder, det skete i et elevationsblik der aldrig gled op igen. "Skulle jeg være så heldig, at du har fri i morgen?"

 Smukke venner. Stian sukkede lidt over sin mors listige flirten, som hun egentlig ikke mente noget med. Hun havde det bare med at være lidt mere verbal og sige tingene lige ud. Den unge byvagt så Basil an; Jo - han var vel smu- en ganske nydelig mand. Objektivt set. Det kunne Stian da godt se. Han trak lidt på skuldrene, ude af stand til at komme med noget der kunne gøre situationen bedre for nogen af dem. 

 "Jeg fortalte hende om at jeg skrev med en Basil. Hun er.." Stian ledte efter ordene og fumlede lidt med hånden som hvis han forsøgte at gribe ud efter noget der gav mening, ".. nysgerrigt anlagt."  tilføjede han drævende. Stian havde bare tæer, og han begyndte at gå ind i stuen som rimelig hurtigt kom dem imøde i deres ydmyg hjem. Men der var plads nok til hvad det skulle bruges til. Jiya Hwan lod de unge mænd være, og passede sit i køkkenet med gulerødderne mens hun blot nynnede lidt for sig selv. 

 "I morgen?" spurgte han lidt undrende, men ellers afslørede tonefaldet hverken tanker eller følelser. Han svang håndklædet fra sine skuldre og vred det lidt åndsfraværende i sine hænder og så frem for sig.
 "Skal du bruge mig imorgen?" han lagde hovedet let på skrå og betragtede Basil. Pokkers, dumme latriner. 

 Tog jeg dig i badet - skal du bruge mig. De svang virkelig om sig med ord der kunne tolkes på andre måder. 

"Ah," 

Der var vel kun noget mødre var, og det var nysgerrige. Ikke at han selv kendte til den oplevelse, men det kom på mange måder ikke bag på ham. En moder der værnet om sit barn og ville snage lidt i dets liv, sikre sig, at de var okay og havde, hvad de havde brug for. 

Blikket gled vandrende tilbage op ad vagten som en spørgende stemme forlød, men øjnene så med som håndklædet blev lagt over skulderen og - til sidst -  øjnene mødtes. "Jeg tænkte blot, at jeg ville have dig med mig ude hele natten," svarede han med et let trak på skuldren. Men det lød måske ikke helt som om, at han havde tid til det, men han kunne jo tage fejl?
"Men få noget tøj på, så vi kan komme afsted," tilføjet han let og viftede med fingrene som indikation til, at Stian skulle komme i omdrejninger. De havde jo gøre mål for resten af dagen, en masse skulle indhentes. 

I hans indre, der fortsatte den hysteriske kvinde med at hyle op, denne gang af den topalis-mandens valg af ord sammensætning.  

 Hele natten? Mhm, hm. Okay. Stian bemærkede det vandrende blik ud af øjenkrogen, og følte sig en smule selvbevidst. Han var normalt vant til at bade i det offentlige rum med andre mænd (byvagterne), men Basils blik, afmærkede ham. Som om de gled helt under huden på ham. 

 Zalaens.  
 
 Stian ville gerne være sammen med Basil hele natten - hænge ud med ham, altså. Han havde glædet sig til at se ham, og lave noget andet end arbejde dagen ud og dagen ind. Den unge byvagt var pligtopfyldende. Mon ikke, han nok ville kunne få tingene til at hænge sammen i sidste ende. Han kunne jo bare tage direkte på arbejdet, efter. Uanset hvad, behøvede han jo ikke at være lysvågen for at rense latriner, vel. De gik jo ikke ligefrem nogle steder. 

 "Jeg er din hele natten." brummede han lavt, så kun Basil kunne høre det. Stians blik var udtryksløst, men maven snørrede sig sammen, og brystkassen summede. Hvorfor sagde han det sådan. Men som Basil opfordrede til, skulle Stian gøre sig klar. Han traskede mod sit sovekammer, og fandt en lys bindeskjorte frem, samt nogle lange hørbukser. Håndklædet hang han fra sig og trak i blusen, og skiftede ud af sine løse bukser, til dem af hør. Byvagt emblemet tog han med sig, og lagde i lommen. Heldigvis havde de ekstra uniformer på hovedkvarteret. 

Stian kom til syne på ny, og blikket gled hen på Basil, inden han gik hen til sin mor og kyssede hende kort på kinden. 
"Vi ses mor." 
"God tur skat." sagde hun, og så ham an med et sigende blik, men sagde ikke mere. "God tur, i to." kaldte hun over skulderen til Basil og sin søn, da Stian gik ham i møde. 

 "Lad os gå." sagde han og trak svagt i mundvigen da han mødte Basils blik, og tog sin kappe, som han lagde om sig. Klar til at møde den kølige dag på ny. "Du fører an." 

"Min hele natten..." gentog han hviskende og kom til at smile stille for sig selv, som han havde været alene og læste brevene på ny. Men han indså med det samme, at han ikke var alene eller læste brevene. Han løftede hovedet en enkel gang som en hørt og lod smilet falme. Læberne blev presset en anelse sammen og han så blot skyggen af den anden forsvinde. 

En finger blev kørt under næsen som han kløede næsetippen med fingerryggen og så mod fru Hwan - havde han fået hendes navn fortalt, havde han glemt det, men husket hestens navn? Vi ses mor og han så opmærksomt omkring sig. Brynene blev kort presset mod hinanden, som han prøvede at se, hvad det var for et blik hun gav sin søn, men hendes god tur, blev også vendt til ham: "God dag til Dem, Fru Hwan" 
De forsvandt til hoveddør og ud. 

"Føre jeg an?" gentog hen og tog sig overvejende til hagen og trak skævt på smilebåndet, mens han så på Stian ud fra øjenkrogen af. "Lad os gå og se hvor fødderne fører os hen," med det sagt, begyndte han at gå og lod sine hænder falde i lommerne på sin jakke der skar ham til hoften og var foret indvendig. 

"Forresten, sidst vi sås, der gik du tilbage af samme rute som vi var kommet fra" pointeret han og lod hovedet let drejen til siden med et skævt smil og venligt blik. 

 Stian gik roligt ved Basils side, og skævede mod ham. Lad os gå, og se hvor fødderne fører os hen. 
"Betyder dét, at du ikke har en plan?" Der kunne anes et skævt smil om læberne. Det summede lidt mærkeligt i kroppen, var det nervøsitet? - for Stian var det svært at have brev Basil stående ved ham i virkeligheden. Han havde været så vant til, at have manden ved sin side, på tekst, at det næsten var nemmere da de bare skrev sammen - fremfor nu. Men Stian skulle nok bare varme op. 

 Skulle Stian nævne det sidste de havde skrevet om i brevet? At de kaldte hinanden 'din' men at det ikke havde været intentionen? Stians blik gled henover Basils ansigt, håret, og så til hænderne der forsvandt dybt ned i jakkelommerne. Nej, det behøvede han ikke at sige. Et eller andet sted føltes det ikke så vigtigt at rette. Ville ikke rette. Spøjst. 

 Forresten... "Hm?" Basil talte videre - og påpegede deres sidste gang de så hinanden. At Stian ikke skulle samme vej. 

"Ah." Lød det fra ham. Så Basil havde lagt mærke til det alligevel. Stian mødte den andens venlige blik, og kom med et dæmpet kluk. 
 "Der fik du mig." Han trak lidt overgivende på skuldrene, "Jeg synes det var for tidligt at skilles, så derfor fulgte jeg dig til tehandlen." Fortalte han sandfærdigt, men kunne mærke at han blev lidt, underligt, genert over tanken. 

 Men fandt man en god ven, som man hyggede sig med, ville man da heller ikke gøre det kort. Vel? Det var jo derfor. 
 

"Jeg har skam en plan for os, men tænkte at vi kunne ligge ud med at gå lidt omkring før du skal lære at spille et spil kort," klukkede han mildt og sendte et skævt og charmende smil. 
Der var ingen grund til at ligge hårdt ud, der skulle desuden også sørges for mad, men der måtte han tage byvagten ud til spisning. Men det måtte blive ved en af de mindre kendte steder, hvor det kunne blive i mere roligende omgivelser og uden chance for at løbe ind i nogen de kendte. 

Side om side som de gik ned ad gaden, men blikket kunne ikke dy sig fra at lure lidt på vagten fra tid til anden. I små sekunder fangede han måske lige den andens øjne. Nøddebrune og fangende, men det var alle øjne vel. Fangende. 

Der fik du mig, og hovedet blev drejet mere for at få mere af det hele med. "Ah.." og han spændte læberne let sammen og trak kinderne let op til øjnene i et smil: "Havde du ikke vist mig vej til butikken, havde jeg nok ikke fået købt noget," når de nu alligevel var ærlige, kunne han lige så godt også være ærlig. Sådan da. 

"Ned her," pointeret han og skrånede let, så han næsten skar ind foran vennen. De vandret væk fra de større gader til et tættere lille kvarter. 

 Luften var tør og frisk, måske var det derfor at Stian hele tiden følte at munden blev tør, og at halsen snørede sig sammen? En let rømmem undslap ham, for at få tudsen i halsen til at makke ret efter han havde mødt det charmerende smil der blev sendt ham fra Basil. 
 "Aha," brummede han med et lille træk i mundvigen, "gå lidt omkring, simpelthen. " Gentog han dæmpet med et kort nik. Og skævede til siden da de kom ordentligt ud på gaden. "Jamen det gør vi så." Et dæmpet, moret fnys undslap ham bagefter.

 Stians fulde opmærksomhed var vendt mod Basil, det var ikke blot en flakken fra tid til anden, men nu så han tydeligt på ham. Det ene bryn løftede sig.
 "Som i... at du ville fare vild?" - "for så stoler jeg ikke helt på din evne til at føre os rundt i aften." Kom det med lidt tørt drilleri fra hans side af, men før Basil helt fik lov at svare, forsatte han med sit gætteri, "eller havde du ingen intentioner om at skulle i thehandlen?" Han pressede læberne lidt sammen til det sidste. Det lød næsten som en afhøring, men man var vel ikke byvagt for ingenting. 

 Et lille overrasket brum forlod hans læber da han var ved at ramle ind i Basil der gjorde et skarpt sving. Stian strejfede ham, og ændrede retning i samme sekund til at følge med. 
 "Javel." Kom det lidt automatisk fra ham, som hvis han var ude på en opgave og fulgte ordre. Blikket skævede rundt - gad vide hvor han tog ham hen. Overrask mig.

Måske misforstod han, men det virkede ikke som en glædelig begejstring at vandre omkring. Selvfølgelig var det en uanmeldt ankomst og ikke hvad der blev forventet af ham. Men han havde da haft andre indtryk af byvagten i sine breve, men nu lagde han måske mere i det, end hvad der var tiltænkt. Basil trak let minen til sig og bed læberne let sammen og trak på skuldrenen og så omkring sig. Det var okay. De var to venner ude og hygge sig med hinanden. 

Med hinanden. Et lille ryst var at fornemme på hans hoved, som han tænkte tanken på ny. 

Øjnene var som kædet sammen. I et øjeblik var det som om, de havde en stirre konkurrence med hinanden, men det var det ikke. Det skæve smil blottet tænderne i den ene side: "Jeg købt kun the på grund af dig, hvis vi alligevel bare skal være ærlige med hinanden," klukkede han let.  
Det der blev sagt, kunne nemt have efterladt ham med en rødme, men det gjorde det ikke. Det var bare bedre at sige tingene som de var, uden skjulte betydninger - ikke at han gjorde det bevidst med alle de skjulte kommentar. Det skete bare. 

Var det dem eller tøjet som strejfede, var ham ligemeget. Lige nu var han bare veltilpas i selskabet med den anden. "Jeg hørt egentlig at der havde været slåskamp mellem to byvagter for nogen tid siden," kommenteret han og så mod Stian: "Lidt af noget kaos, men igen.. I har ansat en svamp," det var ikke ment som kritik, men var det noget under at byvagten var et rod, når de havde ubrugelige mænd i blandt sig. 
"Men var det de der to mænd fra min arrest aften?" for han kunne aldrig i sit liv forestille sig, at det var Stian. 

 "På grund af mig?" Papegøjede Stian en anelse forundret, men det blev skiftet ud med et lettere moret glimt i de nøddebrune smalle øjne. "Så du skulle slet ikke den vej, eller hvad?" Spurgte han stille mens han betragtede de blottede tænder der kom frem ved den andens smil. Blikket hang lidt længere end hvad de burde ved den andens mundvig, før han blinkede, og lod det glide videre ud i horisonten, med lettere sammenpressede læber. 

 De var besynderlige de to, tænkte Stian for sig selv, og fulgte med den anden ned ad gaden. Solen var stadig oppe, men det gik ikke længe før den ville sænke sig ned bag hustagene. Han gik og overvejede ruten, hvor de var på vej hen og hvilke planer Basil havde lagt for dem. Samtidig, gled blikket dog også rundt for at se efter personer han muligvis ville kunne genkende. Ikke at det var forkert at gå rundt sammen med en ven men, så Alister ham med Basil, ville det blot kaste mere olie på bålet i forhold til arrest-upseren, og skulle det være Eskild så.. ja hvad så? 

 Stian måtte blinke for at fokusere. Hørte han lige korrekt? 
Lettere stift skævede han hen mod Basil, med et blik der ikke helt afslørede hvad han tænkte bag de brune øjne. Deres blikke mødtes, og Stian pressede læberne sammen og måtte vige sit blik for så at nikke afmålt. 
 "De rygter er kommet vidt omkring." kommenterede han kortfattet, og sank en klump.

 Hvad pokker kunne han fortælle den anden? Stian rynkede brynene, og tænkte.
"Mhm." brummede han lidt. Den unge byvagt ville helst ikke artikulere noget som helst der ville hentyde til at det faktisk var ham der havde været problemet for den slåskamp; eller, et delproblem. 

 "Jeg kendte dem ikke rigtig. Ikke fra mit distrikt." svarede han kort og koncist og viftede lidt med hånden, for så køre fingrene hen over hagen med et lille fnys. "Men det var dybt uprofessionelt. Jeg er meget chokeret over at ingen af dem blev afskediget." kom han med sin mest retskaffen attitude han kunne finde frem. Hjertet hamrede dog af skam og over at han befandt sig igangværende med en løgn. Men, han ville ikke have at Basil vidste det om ham. Og slet ikke de andre der ting der fulgte efter slåskampen. Aldrig i livet. 

Læberne blev presset en anelse sammen, så mundvigen træk sig vagt op i et smil, øjnene klukket på i klem og han rystet let på holdet. "Nej, jeg skulle faktisk i den stik modsatte retning fra start af," ordene forlod ham, som han smilte mere, end hvad han egentlig gjorde. Det var et klukkende øjeblik, som han erkendte, at alt han havde haft for øje, var at følges med Stian. Men der var ikke noget forkert i det, blot interessen i at tilbringe noget mere tid med den nyfundne ven i det øjeblik. 

Varmen bredte sig over dem, det var kun indtil den forlod dem til fordel for sin velfortjente søvn. Natten stod for skud, men timerne skulle ikke løbe så stærkt, at deres veje allerede skulle skilles, hvorfor han havde sat alverdens tid af til blot at være med den anden i morskabens stund. Måske var det blot det, at han havde fundet en ven, en ven. Men som blikket faldt ned i mellem stenene under dem, og smilet sank hen, kom en rosa farve over næsen på ham, som han tænkte på det. En ven. 
Men en hånd blev løftet op, så en finger kunne krads ham let på kinden. "Jeg hørt det blot her, da jeg kom tilbage, at jeg havde misset noget fedt" - som man nu så på det. Men han måtte da erkende, han ville gerne have vidnet det. Måske sat sine penge på en mulig vinder eller taber. 

Øjnene studsede lidt over den andens reaktion, og prøvede at forstå, hvorfor han tog det som han gjorde. Han var jo ikke den i slagsmålet, hvorfor så reagere på sådan en måde. Mhmm. 

En latter brød sig: "Det lyder som en lidt hård straf, men professionelt eller ej, så er det da rart at vide, at byvagten har musklerne med sig,". Øjnene gled glidende hen i øjenkrogen, som han fik rettet sit fokus mod Stians krop, ubevidst om hvordan dette kunne tolkes (for ham selv og andre), før de mødte hans øjne. "Men jeg tænker vi bare spiller hjemme hos mig, så taber du ikke for stort," 

 Den stik modsatte retning. "Så er vi vidst lige gode om dét." sagde han og granskede lidt over det - et lille smil kunne ses. Det var smigrende, at Basil havde haft det på samme måde - og 'went out of his way' for at kunne bruge tid med Stian. Den unge byvagt gengældte dog følelsen; ellers havde han jo heller ikke ligefrem, taget en anden rute hjem den dag. Han kunne ikke forklare dét, om det var hvad de havde gået igennem om natten, morgenen efter, eller om Stian bare havde haft behov for en ven efter Alisters vrede (skønt det var Basil der var grunden til denne vrede) - så havde det bare føltes naturligt at forsætte, omend omstændighederne var temmelig mærkelige. Et afslappet suk forlod ham, mens hænderne begravede sig dybt i lommerne. Kappen flagrede lidt i den milde brise, som de gik side om side.

 Stians nøddebrune øjne hang lidt ved Basil ved det næste han sagde. Misset noget fedt? Øjnene smalledes en smule. Det var langt fra fedt. Selv hvis det ikke var ham, men det omhandlede andre byvagter; ville Stian aldrig kategorisere at slås på åben gade som noget 'fedt.' "Du har en underlig tilgang til tingene, hvis du synes det lyder fedt." sagde han, men stemmen var ganske neutral, og øjnene kiggede åndsfraværende frem for sig. Stian kunne stadig mærke følelsen af Eskilds blod på sine hænder - sit eget blod. Han knugede hænderne nede i lommerne, og skuttede sig i vinden. Blikket flakkede dog ganske hurtigt mod Basil, og så væk igen. Hvorfor kigger han sådan? Stian kiggede på Basil igen, ville sige noget, men tav så på ny, og lod blikket dale til brostenene mens de stadig bevagede deres raske skridt. 

 Men så grinte Basil, og Stian blev en anelse overrasket. At byvagten har musklerne med sig? Det Basil stod og sagde lige nu, var jo sådan set at Stian havde musklerne med sig. En indirekte kompliment til byvagten der stod ved siden af den lattermilde mand.
 "Hvis det får dig til at sove bedre om natten." brummede han, men vidste ikke helt hvad han ville sige med det. Så længe emnet om slåskampen kunne ligges på hylden. Hm? Oh. Skarpsindig som Stian var, bemærkede han godt hvordan blikket gled over ham - han lod ham kigge, mens hans eget blik hang ved Basils næse, og dernæst læber, før han måtte se væk. En nagende følelse gnavede i ham, men han kunne bare ikke sætte en finger på hvad grunden var. 

 Hjem til Basil. Det var vel fint nok. Hjemme hos Basil hele natten? Blikket gled hen over ham, lettere undersøgende, men vurderede at der intet var at bekymre sig for. "Så ingen pirater denne gang?" spurgte han med en drilsk grimasse der tog form i mundvigen. "Og - hvem siger jeg taber?"

Måske de ikke så helt øje til øje med tingene, men han lod sig ikke kure af noget i det. Nej, Basil var meget løs i betrækket med de ting og kunne ikke skjule det for nogen, at han fandt sådanne ting interessante. Måske var det faktummet af, at der var mulige penge i det eller bare at se noget andet end det sædvanelige i bygaden. "Jeg kan godt lide lidt drama i gaden," hvilket måske også forklarede hans trang til at spille og hvorfor han i sidste ende var endt i cellen den nat - han havde været et sted hvor han ikke burde være, det var jo ikke et sted for adelige på nogen måder. Hvad skulle han ellers få tiden til at gå med. 

Det overrasket udtryk hos den anden, det fik ham kort til at smile en anelse mere end første tanke var tiltænkt. Men det gled lige så stille hen igen og hans fokus forlod byvagten kort for at navigere dem hjem til ham. Selvom han dagligt befandt sig i byen, krævede det alligevel en smule fokus fra hans side at finde hjem. 

Et udvekslende blik var givet, den ene fra top til tå, den anden fra næse til læber. Men det var også alt. 

Klukkende fik han svaret: "Ingen pirater, medmindre du ønsker det - men de er ikke så glade for byvagter" eller bare folk som håndhævet loven for den sagsskyld, men det var vel sagen irrelevant for nu. Basil sagte farten og så mod den drilsk grimasse: "Så det kun fordi jeg lader dig vinde," og det var ikke på tale, Stian kunne få lov at få den fulde omgang, havde han været en kvinde - kunne der godt være mulighed for, at han ville tabe med vilje. 

 Drama i gaden, ja? Stians blik gled kortvarigt op og ned ad Basil og så ham an. Selvfølgelig kunne han det. 
 "Tør siges- og det var vel dét der resulterede i dit lille celle visit." Blikket gled op og ned ad ham igen, betragtende, men der var intet hånende ved blikket, omend Stian kunne forekomme en smule overlegen. Men bag facaden kom der et lille moret glimt til syne i de smalle nøddebrune øjne, så man efter. 

Det eneste drama i gaden Stian kunne lide, var dét drama han kunne stoppe. Ikke dét drama han havde startet. Og da emnet om byvagt fejden på åben gade ebbede ud, kunne han ånde en smule mere op. Kæben løsnede sig igen. 

At Basil var kommet til Dianthos var en kærkommen nyhed oven i al det.. komplicerede, Stian døjede med uden for arbejdet. En god distraktion fra alt det med Eskild og hans.. hobbyer. Stian fik en grim smag i munden, han hadede at det generede ham sådan. Det burde det ikke, men det gjorde det. 

"Hm?" Stian måtte blinke, og se på Basil. Hans stemme drev ham ud af sit ødelæggende tankespind, og han havde ikke lyst til at ødelægge stemningen mellem dem. "Ah." Klarhed i blikket. "Ingen pirater." Sagde han med et afmålt nik. Det var nok også for det bedste. Det var heller ikke just Stians selskab. 

 "Pft." Stian trak i mundvigen, kun fordi han lod ham vinde? "Du har høje tanker om dig selv." Sagde han, og forsatte med en drilsk tunge, "husk på hvem af os der var ved at vinde i Fisk." Han tiltede hovedet på skrå så den lange ørering dinglede nænsomt. 

Stikpillerne var velfortjente og de stak lige præcis til ham som de nu engang skulle. Han lod sig skubbe let til den anden mand med sin skulder, side om side som de nu gik. "Jeg klager ikke over den aften længere," længere, han havde aldrig klaget siden morgen efter. Det hele var blevet en god oplevelse i sidste ende, på måder som ikke helt gav mening for ham. Men deres korrespondance havde blot givet noget liv til ham. Tryghed og glæde. 

Forårs brisen lå let mellem dem, og tankerne dvælede omkring for sig selv. De behøvede ikke snakke så meget igen, for det skulle nok vende. Munterheden kom altid sidst til festen, og deres fest var kun lige begyndt. Eller det lod han sig da selv fortælle. 

Drilske kommentar fik blot det drilske smil til at vokse. "Hvis det at vinde i fisk er noget at prale af, så har du så sandelige mindst lige så høje tanker om dig selv, som jeg har om mig selv" stak ham igen og rystede let på hovedet over deres samtale emne. Det var da pinligt. 

"Ned her" sagde han guidende, som de skulle dreje ned ad gaden for at finde hjem til ham. 

Stian mærkede det lette puf mod skulderen, og kunne ikke lade være med at klemme læberne sammen i tilfredshed over reaktionen. Heh. "Så dét gør du ikke?" spurgte han moret, og skævede til Basil, og tog sin hånd op til skulderen den anden havde puffet til for at ae den fraværende, lindre på den 'falske smerte'. De smalle, nøddebrune øjne var dog milde, og selvom smilet ikke holdt ved lige så længe i mundvigene, følte han sig.. alt i alt, godt tilpas i Basils nærvær. 

"Jeg må vel prale af de styrker jeg har." sagde han og slog svagt ud med armen. Hvad var det dog for noget at sige. Stian trak svagt på smilet, og betragtede Basil. Fisk, var i den grad ikke noget man skulle prale af - slet ikke i nærheden af en mester spiller som Basil nok ville vise sig at være. Blikket faldt på ryggen, hvor vingerne normalt skulle sidde, og han havde haft tænk sig at spørge, men tidspunktet kom bare aldrig rigtig til ham. 
"Ingen vinger i dag?" spurgte han nysgerrigt, og fulgte hurtigt trop med ham som Basil guidede dem ned ad vejen til hans hjem.