Mange overvejelser var blevet gjort henover de sidste to måneder. I hvad han havde troet, skule være en forløsning og et nyt kapitel i hans liv, var i stedet en afslutning på bogen af hans allerede aktive liv. Det var en omvæltning, og han følt sig på bar bund på mange måder. 

Brevkorrespondance havde været hans terapi i sidste ende. I gennem disse, havde han fået smil og overvejelser med sig. Men også aftaler til når han kunne vende retur. Den første spæde tanke han havde haft, var at han ville være kommet forbi hans penneven, byvagten Stian Hwan. Men hans bevinget læringlinge halvelver, hun var i byen og han havde ikke set hende i evigheder, som han så det, hvorfor hun var hans første prioriteret. 

Han havde været forbi badehuset og fået vasket, ikke bare sin krop, men også sine vinger. Det havde været tiltrængt, selvom han havde nydt godt af de bade han havde kunne opnå i Elverly. Men badehuset var noget andet. Basil havde en idé, om hvor Talice skulle være. Vingeterapi, find dine indre vinger. 
Det kunne umuligt være så svært, at finde en af hendes kaliber i byen, hvorfor han lod sig svæve indover husene og spejdede ned i bygaden indtil han fik øje på det velkendte han kendte. "Lillekæmpe, hej!" hilste han som han fik sat fødderne på jorden og samlet vingerne bag sig. 

"Jeg håber ikke, at du nåede at betale for den undervisning," sagde han og rykket let med hovedet sin hentydning til bygningen med reklamation for vingeterapi. 

Lillekæmpe, hej! Ordene brød brat med det overvejende tankemylder der havde været Talices hjerne. Lige siden hun endelig havde fundet reklameskiltet, og var stoppet op foran det - vngeterapi, det lød som en aktivitet for englebørn. - også selvom det ville være ufatteligt tragiske begivenheder, som skulle finde sted førhen at børn genopstod som engle.
Men på samme tid, havde hun været nok omkring lurendrejere og andet gøglerhop, til at ane hvordan 'indre' kunne betyde forfærdeligt mange ting, i en storby som den her. Var det metaforisk? Det pæne ord for 'luftigt', hun havde samlet det op fra sin tid på paladset, og- 
Jeg håber ikke du nåede at betale for den undervisning. 

Med mild overraskelse tindrende i de gyldne øjne, skævede halvelveren en anelse bagud, rundt om vingerne, og så til sin forbløffelse et genkendeligt ansigt Basil! "Basil!" som et forsinket ekko af hendes tanker, og hun prøvede diskret at blinke overraskelsen, såvel som den instinktive glæde hans opdukken piblede frem, væk. "Hvad- hvad laver du her?" 
Selvfølgelig hørte hun hans spørgsmål, og himlede indvendigt med øjnene over spørgsmålets værdi. Hvad, hun vidste da godt at det virkede dumt. Men dumt til trods - nogle gange blev man desperat, de kunne joh ikke alle være læremestre. Han lignede en der lige havde været ude og flyve, sådan som håret virkede vindblæst.
I stedet for at svare, snurrede hun dog omkring og puffede nogle lidt mindre borgere til side, da deres veje krydsedes med hende. Flyt jer dog, dog ikke hårdt, men bestemt nok til at få nogle lidt forskrækkede blikke med i kølvandetet på sig, da hun nærmede sig. "Du ligne zalme dig selv. Men så lang tid siden er det heller ikke" tilføjede hun lidt mere morende, dæmpet, og nok mest af alt henvendt til sig selv. Stadigvæk nonchelant, den dovne indstilling lå godt til han. 
Og hvis han ikke decideret stoppede ham, var det lidt af et bjørnekram hun hev ham ind i. 

Taget på fersk gerning! Han så det, og han morede sig over det. Hendes overraskelse og glæde for at se ham, var en fornøjelse uden lige. Men spørgsmålet var vel okay. Og dog ikke, det virkede bare lidt som et overraskelsesspørgsmål mere end noget andet. "Jeg bor her," svaret han ganske tørt og drilsk som undertone. Men da deres venskablige kemi var så fint, valgte han at svare hende en anelse mere oprigtig end blot med en tørhed tilsvarende til Rubinien. "Jeg er ude og gå en tur. Jeg mindes du omtalt mig som værende gammel, så må jo holde mine led ved lige" nok ikke helt det som var sket, men han mindst at hun havde været lidt skarp med sine bemærkninger og alder var vidst noget hun lige havde stukket lidt til. Indirekte nok mere. 

Han fik manet sig væk hen til hende, skønt hun skubbede folk til side som de var intet andet end en sækkartofler. "Hvis jeg lignede en anden, ville jeg også være bekymret," - men en god idé. Han kunne smide falske navne omkring sig, og så dukke op på ny og bilde dem ind, at han ikke vidste hvad de talte om. Ungdommen gav ham de dårligeste idéer. 
Dårlige ideer var dog blot gode idéer i forklædning. 

Oh og han blev fanget i et bjørnekram. Hun var højere end ham, det var nemt at forsvinde ind i favnen på en på hendes størrelse. Var det upassende at han følt sig presset mod noget, som han ikke burde være i nærheden af. Men fuck det, han krammet igen. "Hvad laver du i byen?" fik han spurgte, som han fik kæmpet sig lidt fra krammet igen. 

Der var stadigvæk en dæmpet latter at mærke i Talice krop, fra hans lidt tørrer kommentarer. Nå, så det havde alligevel siddet lidt mere end antaget? Det var kun godt. Måske var det bare det faktum at han ikke var ved at stege i solen mere, eller faktisk var på egen hjemmebane - måske var det bare godt humør. Men Talice samlede op på den drilske tone, omend hun knap nok ænsede hvordan højdeforskellen måske var lidt akavet. Ikke førhen det var for sent - men selv der virkede det ikke til at røre hende synderligt. 
Jaja, jeg skal nok slippe, et drilskt smil om de mørkere læber. "Det er godt at bylivet ikke gør dig doven" grinte hun, og krydsede armene foran sig, et overvejende blik kort over skulderen imod det... spændende tilbud, hun var stødt på. 
"Jeg har taget en friweekend, jeg er her med min onkel. Han har vidst sine egne møder, så jeg.." Talice holdt kort inde, inden at hun bare indrømmede det. "Eh, jeg ville ikke kalde det desperat, men... du ved. Jeg må jo prøve noget, nu hvor du lufter dine led heroppe" ikke at der var et spor bebrejdelse at spore i stemmen, og hun fnyste lidt underholdt over st ringe rationale. Okay, det her var måske en af de mere pinlige på 'måske' listen. 

Omkring dem forsatte trafikken ligeså stille og roligt, selvom de bevingede skikkelser formåede at fylde en del - nok på hver sin måde. Måske var det en snert af rubinsk arrogance, der sivede ud når Talice ikke vægtede dem meget opmærksomhed, og (heldigvis) ikke så de lidt irriterede blikke, når et eller andet par blev tvunget til at gå betydeligt udenom. 
Men hun gjorde ikke lige med det samme mine til at rykke sig, de skulle vel alle have lov til at være her. 

Hendes greb havde været stærkt, og armene havde låst hans vinger fra at kunne hjælpe ham fra hende. Frigørelsen kom endelige og han kunne blot blive mødt af det drilske smil på de brune læber. De røde vinger flagret let bag ham, skulle de brækkes tilbage på plads, var det hende han skulle gå til, lo han stille for sig selv i sit indre. Hun var nu meget god. 

Selvfølgelig fortsatte hendes små stikkende kommentar, men havde han nu også forventet andet fra hendes side af. Det var jo dén person hun var. Det kunne umuligt være så svært at være så hurtig på aftrækkeren, alligevel følte han sit hylster som værende tomt. Den lille kæmpe var hans overmand i denne leg. "Måske en smule desperat jo," svaret han og skævede op til skiltet. Kunne fyrstens tjenestefolk virkelig godt få lov at få weekender fri? Den tredive årige junker lod sig måske overraske en anelse mere end forventeligt. Kazimi var jo en slægt af ... normer for undertrykkelse af folket under dem, uanset rang og status. Hvis man altså spurgte ham. 

De gule øjne så mod parret som gik uden om dem, normalt var det aldrig et problem for ham at vandre omkring med sine vinger, for de lå generelt tæt til ryggen, men nu stod han dog også med en som var højere end ham - bredere end ham - jo, hun fyldte nok lidt mere end han gjorde. "Men har du så lært at kunne lette dig selv?" og han skævede mod hendes sorte vinger. De virkede på måder tykkere end sidst han så dem. Som det lå mere i lag hinanden. 
Han ville ikke sige de var blevet bredere i vingefang, men noget var der måske sket alligevel. Fristelserne for at gå hen og bare tag fat om vingerne på hende steg i ham, men det ville næppe se så anstændigt ud .. så han holdt sig fra det. For nu. 

Et falskt glimt af (stødt) stolthed skinnede over halvelverens gyldne, og hun fnyste. En smule desperat, det kunne de godt være enige om i det skjulte. Men udadtil? Talices smil kunne ikke slippe pointen - den med at hun da i hvert fald forsøgte at træne det fjerværk hun bar rundt på. Skulle hun gå med mere farvede åndekrystaller i lommerne, og lige rense luften med røgelse inden hun satte fra, var det tricks der... ikke kostede hende alt for meget at prøve. 
Udover at det her så faktisk var lidt dyrt- men! 

Latter blandede sig med stoltheden, og kvindens falkeøjne gled med et lille, overvejende 'hmm' over imod den ene vinge, en smørret kant af selvtilfredshed skjult i den ene mundvig. Om hun så kunne lette sig selv? 
Tak guderne for at der alligevel var lidt respekt for omgivelserne tilbage, i den solbrune skikkelse. Næsten tillært efter, lidt mere tid i pænere omgivelser. Jah som trak det i musklerne, kunne man ane hvordan at de løftede sig vagt - lettede den bystille luft, og kort sendte en strøm af vind ud fra de to skikkelser, og hurtigt væk. "Jeg er blevet rigtig god til at falde... ordentligt" og ansigtet vendtes tilbage imod den blonde mand. Det havde taget nogle knubs, men joh - hun kunne komme derop af nu, men blev hurtigt træt. Det var hårdt arbejde. 
Det ene bryn gled derpå spørgende op, og hun kiggede lidt undersøgende ned. "Vil du se?" og hun kastede et kort blik på hans (stadigvæk) stører vinger. Nogle gange drømte hun lidt tilbage på de - følelsen af at have kunne svæve så ubesværet, også selvom det ikke havde været hendes egen fortjeneste. Det var nok også hvad der havde givet mere blod på tanden, i forhold til så endelig at være villig til at falde, og træningen havde velsagtens accelereret efter deres møde. Ikke hans fortjeneste, mente hun selvfølgelig med lige den efterfølgende træning, men i hvert fald noget han da gerne måtte se, nu hvor han pludselig dukkede op ud af det blå. 

Hun måtte frynse alt det hun ville, han nød blot at hun kunne få et skår i sin stolthed. De havde hver deres stolthed, og hun havde prikket til hans og han til hendes. Det var sådan det fungeret med dem, trods for de kke havde set hinanden i en god rums tid. Men han kunne ikke helt gøre op med sig selv, om hun rent faktisk havde betalt for et ophold derinde eller blot havde overvejet det så meget, at hun var ved at tip over kanten til faktisk at falde derind. 

Falkeblikket lå mod hendes sortklædte fjer, han så mere på dem end end hende lige nu. Hendes ord var som en summen der lige skulle fanges med insekt nettet. Vent. Falde ordentlig? Var det virkelig hendes valg af ord. Basil fik trukket blikket fra vingen og så op mod hende. "Hvordan falder man ordentlig?" 
Selvfølgelig vidste han, at hun var en elitekvinde i sine styrker, men ligefrem at falde. Kunne man prale af mindre praleværdige ting, så skulle det gøres nu, men ingen syntes at rækkehånden op, hvorfor hun måtte løbe med sejren. "Det kan du tro jeg vil, men ikke her," sagde han, som det var en selvfølgelig for hende at vide hvor de så skulle hen, før han bare begyndte at gå. "Lillekæmpe?" spurgte han dog som han fik begravet hænderne i lommerne og begyndte at vandre mod en af de større hovedgader hvor der var plads til dumheder. Ellers måtte han jo flyve dem ud forbi bymuren hvis det var helt slemt .. medmindre hun var frisk på at lette fra tagene. 

Dianthos ville nok altid være forvirrende for hende, lige meget hvor mange gange hun besøgte byen. Der var noget over 'inddelingen' i ringe, som gjore det svært for hende at lokalisere de mere... genkendelige varemærker for hovedstaden - altså finde rundt. I grundprincippet var det nok primært hendes egen distræthed arkitekturen som forstyrrede hendes gadebillede, og gjorde det svært for hende at omstille sig. Men selv måden folk interagerede på, var helt anderledes end derhjemme. 
Det sagde hun i hvert fald til sig selv, hvis (og når) hun overtrådte de uofficielle regler der lå i gadebilledet, som hun lidt følte, at hun skilte sig ud fra. 

Det stoppede hende dog ikke i at ligne en der prøvede at have styr på det, armene krydset da hun fulgte ham med blikket idet han begyndte at gå. Ikke her? Lidt forsinket gik det op for hende at han mente slet ikke her, og vågnede i et lille 'oh' op, med det irriterende kaldenavn han var fundet frem til. "Talice" mumlede hun, jah nok egentlig lidt rettende, og forsøgte at indhente ham. Kælenavne var gode, men Lillekæmpe? Det var nok mere forfængelig stolthed end reel stolthed, der syntes at det var lidt formanende - hun var da ikke lille. 
Lange skridt bar hende op på hans side, og et lille undskyldende grin slap over læberne, da hun hørte en eller anden fnyse lidt irriteret over hendes hastværk, et godt stykke bagved hende. Hun var allerede forbi, og drejede nysgerrigt blikket ned på Basil, inden det gik forud for den retning han satte. "Ey, har du altid boet her, egentlig?" og hun skimtede kort luften, med en halv forventning om at se flere bevingede skikkelser lig Basil summe omkring i luftrummet. 
Også selvom hun ikke havde set nogle op til nu, som om at det pludselig havde ændret sig. 

 

Basil kunne måske godt have valgt at fokusere lidt og give hende tid og mulighed for at følge med, men han gik bare sin vanlige gang. Tempoet var dog ikke hurtigt eller særligt adeligt af gang. Løst og afslappet, som han var en af pøblen. Løssluppen på alle de forkerte måder, hvordan han endnu kunne kalde sig junker var til tider en gåde. 

Med en lille smule arrogance tog han ikke notis af hendes rettelses af hans kaldenavn for hende. Hun var en lille kæmpe, jo vist hun havde et navn som skulle bruges. Dette måtte dog være på hold til den dag det var alvorligt og han virkelig skulle bruge hendes opmærksomhed eller hjælp. Talice, det havde dog en fin lille sydlandsk klang til sig. "Lillekæmpe" rettet han rettelsen med en mild klukken. Basil vendte blikket op mod hende som de gik side om side, for at han kunne lade hænderne finde vej til lommerne og holde dem små lune. 
Det måtte være en køligere oplevelse for hende end ham, hun kom ikke så tit på disse kanter og han havde haft det forfærdeligt i syden, det fungeret ikke for ham med de temperaturer. 

De gyldne øjne så hvor hendes skimten lå, og han trak på smilebåndet i et skævt smil. "Der er nok større chance for, at der er flere af vores slags i din landsdel," svaret han på det u-spurgte spørgsmål som hendes blik havde stillet. Kun for at tage det hele i den forkerte rækkefølge. "Ja, min familie havde dog noget ekstra beboelse uden for byen, men ellers har jeg primært kun været her .. Ikke at jeg ikke kender de omkringliggende steder" for det gjorde han, noget så godt. Det var lige før han kendt det lige så godt, som han kendte sin egen baglomme. 

"Du sagde du var her med din onkel, det er helt okay med fyrstefamilien?"

Øjnene hos Talice smallede en anelse mistænksomt, da han holdt fast i navnet. Så det var lagt i cement? Der var et eller andet over letheden han sagde det med, og halvelveren lod som om at hun ikke bed mærke i det. Men nok også mest fordi at det morede hende en anelse, og inderst inde nok ikke helt ville modsige sig det. En sjældenhed. 
Lidt skuttende trak vingerne sig tættere omkring hende, men Talice lod et interesseret blik glide i hans retning, ikke distraheret af hvordan højere huse, blev udskiftet med lidt lavere, og lidt mere adspredte omgivelser. Ah, så han var en byboer. Talice løftede et lidt spørgende øjenbryn til kommentaren om at kende de omkringliggende steder, og anede at han havde færdes frit, og nok også præcis hvor han ville, så snart de vinger han havde, var blevet flyveklar. Hun forstod det dog godt, det var trods alt selv noget hun så frem til, når vingerne var klar. Forbandet tidshorisont. 
Hun kommenterede dog ikke på det, da han i stedet spurgte ind til hendes arbejde. De lyse øjne lo sagte. "Jeg er ansat - hvad angår familieærinder kan jeg tale min sag" og uudsagt lå det på tungespidsen. Hun var ansat, ikke en slave. 
Desuden, så var gemalinden i et lidt.. krydret humør, de her dage. Gravide. 

Talice bumpede sin hofte lidt spørgende ind i hans, ikke helt villig til at lade ham slippe fra krogen. "Så, din familie ejer flere ting? Er du rig, eller sådan noget?" og hun skævede lidt skeptisk ned af hans fremtoning, et skævt smil i mundvigen. 

Hvem var han egentlig, udover en eller anden Pompaia havde ansat? Han var dukket op ud af det blå, men alligevel fandt hun sig selv lidt mere interesseret end bare tilfreds med det svar. Og hun havde måske også bare set en grad af reflektion i hvad hun kunne opnå, når hun skævede imod den lave, bevingede mand. Den eneste anden hun havde set med vinger, havde været den bevingede vasal hos Kazimi familien. Ikke at hun regnede med at de to, Basil og Ramiel, kendte hinanden. 

Hvis tempo de gik i, kunne han ikke helt gøre op med sig selv, for det virkede ellers så ganske naturligt, men lillekæmpen havde en magisk lille effekt på ham, adrenalinen nød godt af hende. Hun holdt ham på dupperne, som hvis han havde været en aldrende mand uden nogen form af hobby i årtier. Men han lod det ikke vise sig for hende, det var deres hans hemmelighed mellem dem. Det friske sydlandske pust hun nu engang var, så ganske anderledes end alle de fornemme og fint klædte. 

Gav hun ham et nap over nallerne for at antyde at hun var andet end ansat - det lignede ellers ikke fyrstefamilien at ansætte folk af hendes kaliber på den måde. Gjorde det vel? Men han trak på smilebåndet og løftede skuldrene i et ligegyldigt træk: "Havde jeg vist du kunne ansættes, havde jeg ansat dig for længst, Talice" kommenteret han og lod sig ikke helt kure af hvor perverst det egentlig kunne lyde. Men morskaben lå mellem dem og gu zalans om Basil ville benægte at hun så himmelsk ud. 
Men som dialogen kunne smyg sig i nærheden af hans familie, lod han blikket søge op mod hendes - kunne han tillade sig at flyve for at være i hoved højde med hende. Fristelserne kildede ham i fingrespidserne og ophørte ikke før han gjorde handling af disse. 

"Jeg er velhavende, men ikke rig. Det kræver jeg gør arbejder mere, og skulle jeg arbejde mere, kunne din gemalinde ikke holde mig forstruben og få mig til at undervise dig" svaret han så endelige ærligt. Det var vel ikke nødvendig at lyve om hvorfor han i første omgang havde skulle stå til ansvar for en som Talice, men han havde ganske hurtigt lært at holde af at lærer hende det. Som han var en naturlig lærermester. 

De gyldne øjne spærredes en anelse op ved den kække kommentar, og Talice følte et lille fnys bane sig vej. Hvis han havde vidst hun kunne ansættes? Velhavende eller ej, halvelveren kunne ikke helt dy sig idet at hun himlede en anelse med øjnene. "Jah? Som om du ville have råd til at ansætte alt det her" og hun trak en anelse arrogant på skuldrene, et glimt i øjet, inden at fokusset blev vendt fremad igen. Men det skulle vise sig at han faktisk var mere end bare pjuskede fjer og gyldne hårtotter. 
En lille latter kunne dog ikke undgås, da formuleringen tydede på at det var et bevidst valg, sådan at undgå arbejde. "Hvad!" udbrød hun lidt halvdramatisk. 
Øjnene smalledes undersøgende, og Talice tog et lidt mere vantro toneleje til sig, da hun tilføjede. "Så,  du siger at du er tvunget til det her arbejde?" og hun klukkede en anelse over billedet af Pompeia, der med sit strengeste blik havde sat Basil i lidt af en skruetvinge - lød det som om. "Jeg tror ikke på dig" smilede hun inden at han nåede at svare, og skubbede lidt mere drilskt til ham med den ene vinge. 

Måske dengang i Rubinien havde været noget han skulle, men at følge med hende her idag (fred være med at det var hende der havde inviteret ham med), kunne ikke være andet end frivilligt. Det var trods alt sjældent man fandt hende her, Basil burde være beæret. 
Hvilket nok havde været mere rigtigt, hvis hun ikke havde virket som en forvokset fugleunge første gang han havde mødt hende. 
Men, og smilet på læberne blev en anelse mere udspekuleret, da hun ud af øjenkrogen holdt øje med ham. Men nu hvar der en chance for at rette lidt op på det, eh?

Hendes kække kommentar kom som en flyvende lussing fra østenvinden af og han kunne ikke undgå at reageret en anelse overrasket på det i sin mimik. Hun var flyvsk plageånd med et sydlandsk ynde, en forfærdelighed. "Hvem sagde jeg du ville blive betalt i penge?" spøgfuldhederne tog ingen ende, uanset om grænsen var nået, var han ikke bleg for at give hende igen, vise hende at han så hende som mere end bare en lærling eller en tilfældighed af et kendskab på sin egen måde. 

Vingerne gav sig endelig til at lette ham så de kunne være i øjenhøjde, vingerne var i fuldkontrol og sørgede for ikke at fylde for meget, men alligevel tog de den plads de havde behov for. Hendes dramatiske adfærd var et suk og ryst på hoved værdig. Dramakyllinger, det var hvad de begge var. Men han mærkede vingen som skubbede let til ham, og han lod sig hæve en anelse for blot at sænke sig igen. Tænk på de amme stakler som ville få hans vinger i ansigtet. Hvilket rod det ikke kunne give, specielt ikke hvis de kom forbi den højtrystende kvinde som ingen havde noget pænt at sige om, eller det var blot hvad folk sagde i krogene, måske det var Basil som havde været så heldig ikke at møde denne Hecate Reier på egen hånd og få denne erfaring, men hun havde alligevel et godt ry bag sig fra sin tid i hæren. Joh, han var da opdateret på små ting. 

"Det var at træne dig eller ægte Aaliyah for at have sex med hende på din gemalindes bryllupdags" andedammen var nu blevet fodet med virkeligheden, og han lod sit semi seriøse blik falde i hendes retning: "Men jeg fortryder ikke mit valg" som det var en indirekte kommentar om at han havde valgt det bedste valg for sig selv, som hvis han skulle gå med Talice for resten af livet, men hendes kendskab havde han nu ganske godt af, selvom hun ville være den som gav ham de første grå hår i hans ellers blonde hånd. 

"Kom" og han lod sig lettet op fra bygadens billede, de kunne lige så godt få noget frisk luft og strække vingerne, og han kunne jo altid dele sine med hendes igen. 

Et eller andet sted, var det alligevel en kæk nok kommentar for Talice sådan bare at tage imod. I hvert fald hvis man ville tage det køligt - som om at det var ingenting - og hun måtte (til sin senere store ærgrelse) anerkende at det fik et stik af rødmende forvirring til at glide over de mørke kinder, imens et lidt mere overrasket "Ahaha, åh nej!" fandt vej over læberne. Lynhurtigt kunne man fornemme hende kigge sidelæns, forfjamskelse blandet med latter, førhen hun maste sin opmærksomhed imod vejen foran dem igen. 
Smilet forlod dog ikke helt den ene mundvig, da hun prøvede at samle sin skråsikkerhed igen. Og selvom han gav sig til at flyve, måske endda nærmere svæve lydløst ved siden af hende, prøvede hun ikke at virke for imponeret investeret, da han faktisk gav sig til at uddybe en anelse af de mange tråde der var blevet viklet sammen. 

Men hvis ikke Basil fik hendes overraskelse at fornemme før, blev det alligevel tydeligt idet han åbnede lidt op for sandheden bagved aftalen. Åh ved alle sandkasser - han havde hvad på hendes bryllupsdag? Aaliyah var en af prinsesserne, og da billedet af hende tonede frem for Talice nethinde, kunne hun ikke helt stoppe det lille 'ohh' der formede munden. For zalan da, det var alligevel spændende sladder, som formanede hende at holde en seriøs mine alligevel, selvom det var... utroligt svært. 
Den ørkenræv. Og fulgte ham med blikket, ordene hængende tilbage omkring hende, inden at det lille kom endelig sivede ind. Ah, de var her. 

Han skulle i hvert fald ikke sige det to gange. Øjnene smalledes, Talice gik lidt ned i knæ. Og satte med den bløde lyd af vinger der foldedes ud, væk fra jorden, og steg med en jævn rytme af vingeslag opad for at suse op forbi ham når han stoppede for at kigge ned. 
"Vent, du kan ikke bare slutte fortællingen der" grinte hun sagte, idet hun strøg forbi ham, lavede et blødt loop, og slog vingerne ud for at sænke farten, svævende oppe i luften. "Du kunne ikke forestille dig at være prins i Rubinien? Solen klædte dig sådan" og hun tænkte med et lille smil på den rødbrændte skikkelse, inden et koldt vindpust fik hende til at skutte sig lidt...
.. jah, måske distræt for at det ikke kunne ses. I hvert fald ikke alt for tydeligt. 

Vandt han runden eller var det i virkeligheden hvad han søgte hos hende? Smigr og smag for anerkendelse af de søde komplimenter for at hun var en skønhed, en fristelse der kunne overgå prinsesser fra syden. Basil kunne næppe selv afgøre om det var det ene eller andet, men en ting var sikkert med Talice. Han var den lave af de to og skulle gøre noget form af arbejde han ikke havde forsøgt sig med før .. hvis det skulle ske. 
Rødme og al anden form af forlegenhed fik lov at udfolde sig uden han tog springet og stak videre til det, hun var jo blot en ung kvinde. Uerfaren og sårbar.  Han havde hele livet foran sig for at drille hende med det, så hellere gemme det til et andet tidspunkt, når hun mindst ventede det. 

Det kunne ikke længere betegnes som sladder, men i sin tid havde det været en fortrolig samtale mellem han og Pompeia, indirekte havde det været aftalt at ingen af dem talte om det. Men han var videre, forholdet til Aaliyah var for længst kulmineret og endt i aske. De havde ikke talt sammen i en god rumstid, men han frygtede på sigt endnu for hendes interesse i at skulle fange ham i et ægteskab, men hun var salgbar for slægten, hvis blot de kunne nøjes med lavere titler, hun var jo alligevel ikke i arverækken eller af nogen anden særlig værdig. Kvinder i den slægt var blot materielle goder for samarbejdspartner. 

Hævet fra jorden og dens tunge jord under sig, kunne han lige nå at skæve ned for at blive mødt af en passerende lillekæmpe, så han lod sig flip tilbage om i en bagvendt kolbøtte for at lege med i hendes fart og hastighed. "Du burde få en bøde for den fart, lillekæmpe" kommenteret han med en drilsk tone og lod sig ende oppe ved siden af hende og de sortklædte fjer. "Fortællingen?" gentog han og så lidt forundret på hende og trak op i smilet, som hendes interesse behagede ham. "Jeg har stor respekt for Kazimi slægten, men jeg vil ikke lege med dem på den måde" kunne man kalde det at have respekt for dem? Jah ikke?

"Desuden, hvis jeg ægtede mig ind med dem, ville jeg ikke kunne svæve omkring med dig i det skjulte" 

Det var let at efterlade noget af virkeligheden tilbage på jorden, når man pludselig fandt sig selv svævende i de øvre, men også koldere luftlag. Vinden hev i det opsatte hår med en ilter intention, og Talice følte den bide sig fast i kinderne, da hun grinte. Det var en bøde hun var villig til at tage. 
Med nogle kraftige slag kom Basil op til hende i højden. De røde vinge favnede en god del af luftrummet, men det var hans forsættelse af den lille fortælling, der fik lov til at skubbe øjenbrynene lidt overrasket op i panden på Talice, et dæmpet, lidt morende fløjt gil følge. "På den måde? Du har vidst aller-" og hun nåede ikke helt at hverken løfte stemmen højt nok til at overdøve vindene, eller færdiggøre hvad end pointe hun måtte have haft, førhen hun fik fat i hvad han tilføjede.
Oh. Latter blandet med lidt protesterende mumlen; Talice rystede lidt opgivende på hovedet, men kunne ikke helt stoppe den varme fornemmelse der skyllede igennem kroppen, selvom hun lidt hårdnakket bed sammen om at den ikke var der. 

"Ah jah, du har joh ret. Dét ville være en større hemmelighed, end at.." og hun kunne ikke helt få sig selv til at færdiggøre sætningen, det måtte man ikke sige om de adelige. Men ordene manglede skam ikke sarkasme, da hun i stedet himlede en anelse med øjnene. Den bølle! Det ville næppe være en større hemmelighed, end at have sneget sig væk under en bryllupsdag, for at... Skarn, hun kunne næsten høre hvordan det ville blive sagt, selvom det kun blev tænkt.

Talices blik gled kortvarigt nedover ham, næsten lidt studerende efter hvad Aayliah havde set, inden at hun blev pinlig bevidst om det - ej. Lidt forhastet slog hun nogle slag for at komme højere op, op over ham. 
Den kølige luft slog hende i ansigtet ved opstigningen, hun kunne fornemme hvordan at det også opkvikkede hende fra de små stik af tanker. Halvelveren lænede sig lidt tilbage, lod sig svæve mere på ryggen så ansigtet var vendt op imod himlen over dem, og forventede alligevel halvt om halvt at han nok skulle følge trop, et eller andet sted. "Tænk at du turde. Jeg havde ellers altid troet, at fyrsten fulgte med i alt" tilføjede hun kort efter, lidt småleende, og sendte ham et lidt skævende blik. Han frygtede ikke for konsekvenser, lød det til. 

Et klukkende træk kunne spores på hans læber som de formede sig i de træk, men ingen lyd forlod ham. Det var såment ikke engang et engangstilfælde, Aaliyah havde lagt alle forpligtelserne fra sig flere gange end hvad godt var og vist hvor dygtig hun kunne være i sengen, men de havde også deres forskelligheder og kunne ikke se øje til øje i de aspekter hvor det var relevant. Måske det var ham, men det var mindst lige så meget hende. 

"-.. Allerede har nydt godt af goderne, man har vel lov til nogen smagsprøver" kommenteret han med et glimt i øjet og lod sine gyldne øjne søge mod hende. Det var (endnu engang) tydeligt at han bar ingen skam i livet over at tale om tingene som det forekom. Seksuelle oplevelser uanset folks rang var ikke noget han gjorde sig i, han var jo ingen lystmand med kontakter. Næh nej, det var på folks eget ansvar at ligge med ham og omvendt. Det var irrelevant om han kunne vågne op med knive for struben eller hvad end der kunne være værre. 

Før Basil fik trukket blikket til sig, observeret han hvordan hendes øjne bevægede sig ned ad ham, som hun prøvede at se igennem lagene af tøj. Som blikket endelige trak sig væk lod han sig trække på smilebåndet i et glædeligt træk. Det behagede ham alligevel mere end forventeligt. At den lillekæmpe ikke kunne få sig selv til at sige tingene, men alligevel lod sig fantasier og friste for nysgerrigheden for næsen af hende. 
Et drys tryllestøv var mere end nok til at friste hende åbenbart. 

Overhælet, lod han sig træk vingerne sammen let sammen i et slag og rullede fint om mod maven så vingerne lå blottet op mod himlen. Krybende tæt henover hende, hænderne som benyttet sig let af hende som en trapstige, lod han sig flugte med hende i hovedhøjde. "Tænk jeg turde hvad?" spurgte han og slap hende, så de blot lå tæt i himlen. De røde vinger kunne anes brede sig udover hendes sorte vinger fra de skarpsynede på jorden. 
Basil ville se hendes reaktion på tæt hold, se hvordan hendes pupiller udfoldede sig for det ukendte og faretruende. Det kunne nemt være en skræmme teknik til deres lille udfordring. "Vil du da gerne have sådan en hemmelighed for dem med mig?" 

Vinden var forfriskende, og sneg med kulden, også sine pust af frisk luft ind imellem hendes tanker. Efter det var blevet muligt at stige til vejrs, havde Talice brugt timerne imellem, på at savne den underlige følelse. Kredse om hendes dagdrømmerier, der hvor at tankerne lige fik lov til at stikke af, og man forsvandt i små sekunder.
Den følelse sneg sig også tæt på nu, og Talice lukkede kortvarigt øjnene, et grin slugt af vinden i den ene mundvig. Fordi alligevel lirkede hans stemme sig ind imellem vindende, og kommenterede en smule forrykt, måske grænsende til respektløst den situation han havde sat sig i. 
Og selvom hun ikke svarede tilbage (hun vidste nok ikke helt hvad hun skulle sige), kunne det anes at det alligevel faldt et godt sted. Det mindede hende lidt om 'før' paladset, på en eller anden måde. 
De gyldne øjne gled op igen, tilbage med fokusset på Basil. Han var alligevel skarp nok, når solen ikke grillede ham undervejs. I hvert fald skarp nok i munden. 

Han lod det dog ikke slippe. Med et lille 'oh' mærkede hun hænder gribe fat i hendes ben, en lille trækken da han faktisk greb ordentligt fat, for at komme højere op. 
Halvelveren var normalt ikke kilden, men alligevel føltes det underligt. Mærkeligt, og hun vippede hovedet ned, et blik på det lyse ansigt der gradvist kom nærmere, noget lidt tvetydigt i ansigtet da hun prøvede at aflæse hvad han skulle til at sige, når han spurgte sådan. Hvorvidt det var uventetheden der fik et lille gys til at glide ned af ryggen, eller hvor tæt på han kom - det kunne hun dog ikke svare på. 
Vil du gerne have sådan en hemmelighed for dem, med mig?

Talice øjne spærredes overrasket op, hvad, og før hun vidste af det (også selvom han havde sluppet), greb hendes hænder fat i hans skuldrer, knæet bukkedes op og hun pressede det i et ryk, op i skridtet på ham. "Basil!" udbrød hun samtidigt, næsten rettende i sin perplekshed. Det kunne man ikke bare sige! 
Det skete så hurtigt, og så instinktivt, at det først gik op for hende bagefter, at det måske ikke var det smarteste at gøre i midt-luft, stigende imod højderne. 
Det plejede at lamme nogle af de mere friske drenge hjemmefra, og selvom det også havde været meningen her, kunne hun næsten ane hvordan at 'angrebet' kortvarigt fik hans røde vinger til at stivne i luften, da han jammerligt krøllede sig sammen. 

Og ligeså uventet som det havde været at sætte en grænse, ligeså hurtigt greb hun fat i manden der begyndte at tabe opdrift, og trak ham op i hendes arme, så han ikke endte med at falde. Panden bonkede lidt hårdt ind i hans, han skulle ikke misforstå det for meget, da hun med et fnys tilføjede "I dine drømme, du". 
Grebet tætnede under hans armhule, og hun prøvede at manøvre hans umulige krop i et bedre greb, så hun ikke tabte ham, imens farten automatisk faldt en tand.

Hænder der favnede hans skuldre og satte ham i spænd fra at ryk sig som det første blev hurtigt erstattet af et stød der fik ham til at se stjerner på helt nye måder. Han havde set stjerner før, fløjet højt op i højderne for at komme tættere på, men at øjnene kunne trille til helevejen rundt og hans krop der krøb sammmen i et smertelig jag, var nyt for ham. Alt i hans krop stivede og han blev dødvægt som ham forsvandt ind i sit indre for at komme sig over knæet i skridtet. 
Byebye birdies sang vinden omkring dem, som en påmindelse om at hun måske tog den produktion fra ham. 

Vingerne blev slappe og han sank som sten vandet. Øjnene klemt i, uopmærksom for hvad der skete omkring ham eller hvordan vinden hev i ham som han susede nedad. Men hun var (alligevel) hurtigere end vinden. Panderne stødt sammen og hendes fryns rungede i hans trommehinder. Men han var endnu i en anden verden, som hun havde sparket ham til et nyt univers og kroppen var alt der hang tilbage af ham. 

"Mind mig om aldrig at ligge med dig hvis det er sådan du reagerer" fik han mumlet og lod øjnene åbne sig svagt, endnu semi sammenklemt i påmindelsen af den ubehag som sad i hans underliv. Basil krøb underkroppen en anelse op for at lade en hånd tage sig let til skridtet for at skub lidt rundt på det, i håb om at en rokade kunne lette trukket en anelse, selvom det næppe var et kønt syn, men hun havde sat ham i din den situation. 
De røde fjer begyndte at tage form igen og blev langsomt strukket ud på ny for at hjælpe med at holde kurs og lettet byrden for hende, selvom han ikke gjorde mere end det. Men som han lod blikket glide ned ad dem, trak han den ene arm fri fra hendes greb og rykkede den ned mellem dem, som skubberiet uden på tøjet ikke havde været nok (hvilket det ikke havde). Men frem for at tage hånden i bukserne på sig selv for at sikre sig at pungen ikke var blevet til mos, greb han fat i hendes buksekant. "Ikke flere knæ i mit skridt, ellers skal du nok blive lagt ned" blikket fanget hendes og han pressede let hånden væk fra sig selv, for at skabe noget afstand mellem dem. 

Basil så nu gerne den udfordring blive taget i mod med kyshånd, det ville være en sejr at lægge hende ned, bare for at drille hende. 

Den ekstra vægt var hård for halvelveren, der slugte sit umiddelbare grynt af anstrengelse, da han som en sæk kartofler faldt sammen. Ups. Hun vidste selvfølgelig ikke hvor ondt det gjorde, men havde hørt andre klynke over samme behandling, og havde måske også forventet det. Alligevel sendte det et lettet sus igennem hende, da hun endelig fik ordentligt fat og slået vingerne ud med et dæmpet woosh. 

Blikket gled nedad, imens læberne der kortvarigt havde været presset sammen i en koncentreret streg, blødte op i et lidt mere groft grin. Det skal jeg nok minde dig om. 
Med et lidt strammere greb låste hun fast omkring ham, hold kæft hvor han alligevel møflede omkring, og undlod med lidt himmelvendte øjne at kommentere på hans gnubberi. Tværtimod, så himlede hun en smule stort med øjnene, og sørgede for ikke at komme tæt på hele hans ømmeri dernede. Det virkede dog ikke til at han ville acceptere hendes håndtering alt for meget, da han ikke kan tid efter, skubbede en hånd imellem dem; Talice øjne kneb sig faretruende sammen, da hun mødte det udfordrende, gyldne blik. 

"Ah, virkelig?" Og hun løftede begge øjenbryn i en sketisk lille bevægelse. Det lød joh næsten som et løfte, når det blev sagt sådan. Ikke at Talice turde påpege det, da hun med et smørret grin, i stedet tsk'ede af ham. "Og din lille krop, ville være den der sørgede for det?" 
Halvelveren kunne ikke dy sig. Han prikkede så lokkende til hendes konkurrencegen, og hun følte vingerne vinkles, idet hun tog nogle bestemte bask fremad, for i sidste øjeblik at dreje sig om på siden, og under hans vinge - på vej til at glide bagved ham. Og forbi ham. "Du ville ikke engang kunne få et knæfald fra mig" hævdede hun, og prøvede at ignorere følelsen af hendes vinger der blev mere og mere udmattede. 
Ikke endnu, det var for tidligt, hviskede den indre stemme bestemt.