Ecaeriss væltede ud af Henrys seng, så snart hun vågnede - altså i drømmen. Et øjeblik gav intet mening, for sengen stod midt i skoven, hun havde grevens alt for store tøj på, og der stod en dør et par træer væk. Vent, en dør? Den dør havde hun set før. Det var her, det gik op for hende, at hun var i gang med at drømme, og straks lod hun sine tanker fjerne herretøjet og i stedet svøbe sig i en mørk kjole med lange ærmer. Selvom hun vidste, hun havde trukket sengetæppet op over skuldrene tilbage i virkeligheden, var det som om kulden var krøbet med ind i drømmen. Hun var alt for vant til at sove på briksen lige ved siden af ildstedet her i de kolde måneder. Og hun var ikke vant til at falde i søvn med indtørret sved som en kuldebro på huden.
    Med en irriteret snerren vendte hun sig mod døren, og da hun tog et par skridt hen mod den, kom den susende imod hende, så hun næsten fik hamret ansigtet direkte ind i den. Bag hende hørte hun grevens stemme fra det værelse, som skoven nu var blevet til, og hun så sig over skulderen. Døren var lukket og låst som den var blevet foran hende, og stemmen kom fra den anden side af døren. Desværre kunne hun ikke finde ting i sine drømme, som hun ikke allerede kendte til, så der var ingen grund til at lede efter hvad end anti-magisk værn, han havde sat op. Ikke lige nu i hvert fald. Men hun kunne finde en anden slags hjælp.
    Det mest irriterende var at mærke, hvordan hun ikke helt havde styr på sin egen drøm i øjeblikket. Henry havde påvirket hende mere end hvad godt var. En kuldegysning gik gennem hende ved tanken, og hun tvang sig selv til at flå døren op. Den måtte betyde, at Yume allerede var på vej ind til hende, ikke.
    "Yume!" råbte hun og trådte gennem døren. "Yume, jeg skal bruge din hjælp!"

Foråret, var altid en sær tid, og nu var det lige om hjørnet, de gamle skovelvere havde langt mening i alt, for selvfølgelig havde de det. Men det betyd også at foråret var mættet af festligheder, helidage, og alt der ligner. Naturligvis medførte dette alt for meget at lave for de kære rådsmedlemmer og netop af denne grund lyd hendes egen stemme i et ekko i drømmens rum, et rum skabt udelukket for behag af sindet, blomstre dækket vægge, et mindre elvisk lavet vandfald til blot at danne berolige lyde, men ellers intet andet end et blødt mos dækket gulv til at behage fødderne.

Der var fem stemmer af hendes som gik igen, og hver havde udgangs punkt fra et flyvende skriftrolle, dækket i elviske tegn og som ordet blev sagt højt lyste ordet forsigtigt op. Den ene var øvelse af en tale til præsentration af det nye galleri der åbnede nær havnen, en anden en tale til en barndommelige plaget skole, en langt mere privat stemme kunne også høres som hun øvede et digt af hendes. De sidste to, var rådstaler, argumenter og forberedelse af mod argumenter til et emne. I midten af dette klingr som manglede enhver form for resonanse. Stod hun i sin typiske let gennemsigtige klæder og stirre på et billede af sig selv, et stille billede, hvor hendes læber mødes med en halv engles læber. Det var med et hårdt irritabelt, blik at hun beskuet sig selv og englen.

”yume” hun sukkede som hun hørte sig navn, for i hvilken en af hendes taler havde hun brugt det kælenavn? Og hvorfor i så høj en tone? Hun blinkede nogle gange som det blev gentager og denne gang med efterfølger. Eca? overvejede hun kort som hun drejede om og lod det beundringsværdige syn komme til sig, en dør, en åben dør, og en Ecaeriss, en dør som stille og roligt lod tære falde ind over hendes ellers så fin grønne mos gulv.

”Ecaeriss.” svaret hun kort og nikkede hovedet høfligt, hænderne blev samlet bag ryggen og hårdt tog hun fat i sit eget håndled.
”Min..hjælp?” begyndte hum men det var umuligt at fjerne blikket fra døren, og lade minder komme til sig som skuldrene let begyndte at ryste ved tanken om de klamme blå øjne, og hans kolde, fugtige hånd om hendes hage. De fem stemmer døde ud, som følelse træk sig ned over hendes ryg. Billede bag hende blev flimret som tegnet med en rystende hånd.

”Først..før du kan bede mig om noget som helts. Så forklar, hvor længe har du kunne åbne den dør? Uden mig?!” blikket var ikke længere på Ecaeriss, men på døren som den milde ryst blev stille og roligt mere dominante.

    "Åbne døren...?" spurgte Ecaeriss.
    Det hun var trådt ind i var ikke det sædvanlige, kunstneriske Yume-kammer, hun plejede at se, når hun blev taget på besøg i drømmene. Det her var lidt et andet syn, med flyvende, talende pergamentruller og Yume der så væsentligt mere stresset ud end Ecaeriss sidst havde set hende i drømmenes verden. Det var også ved at være næsten to år siden, hvis hun ikke huskede helt galt, men de små år var intet i forhold til deres lange levetid.
    "Den har stået der siden, du var forbi sidst," sagde hun og rystede på hovedet. Hun forstod ikke relevansen. "Men du kender din magi, Yume. Jeg har brug for hjælp lige nu og det kan ikke vente. Et menneske har låst mig inde, og han har gjort, så jeg ikke kan bruge min magi. Jeg ved ikke hvordan, men jeg har brug for, du kommer og befrier mig. Du har adgang til en teleportør, antager jeg."
    For Ecaeriss var der ikke engang en diskussion her. Yume måtte komme og hjælpe hende med at slippe ud fra Henrys værelse. Hun havde garanteret de fornødne midler til at komme hurtigt, og så kunne hun slå greven ihjel, så snart hun havde adgang til sin magi igen. Det handlede en lille smule om, at Yume var den eneste, Eca havde adgang til også, for der var ikke andre, man kunne kontakte, når man havde valgt at selvisolere sig i århundreder og så pludselig havde brug for hjælp. 

Siden..sidst, de ord gav genlyd i hendes som hun lige skulle tyggede på ideen, var deres magi virkelig så forbundet nu? Måske skulle hun have søgt Eca den nat, frem for Toorah, eller ørkenblomsten. På den måde kunne hun måske gå uden om dæmons magt? Længere kom tankerne ikke før Ecaeriss ord bryd igennem hendes indre monolog.

Låst inde.. Menneske, kan ikke bruge magi, befri mig.
Alt sammen ord som lige skulle vendes nogle gange før det hele gav mening, for der alt for mange spørgsmål, der dukkede op af den hullede historie.
”Okay..Så.” hun tog et dyb indånding. ”Hvad..tænker helt præcis jeg skal gøre?.. Nej.” mumlede hun kort, for det var forkert det var ikke det hun ville sige, spørger om. De milde ryst fra angsten lå stadig i baghoved, og gjorde det hele lidt sløret og derfor lod hun blikket falde eftertænktsomt til jorden ved hendes side.

”Hvad er det du tænker jeg kan gøre? Bryde ind i..et ’menneskes’ hus, og dirke en lås op for dig?” begyndte hun lettere opgivende og tog blikket tilbage på Ecaeriss, og endelig lod sine hænder slippe hinanden i deres hårde tiltag, for dette var uden tvivl Ecaeriss og ikke en leg fra dæmons side.

”Eller..magiske finde ud af hvem dette menneske er, kende et af deres minder og følelser relateret dertil? Og så..hvad torturere ham i drømmen til han slipper dig fri?” Hvad troede Ecaeriss lige hun kunne, og hvor meget magt hun havde? Det var menneske, der var ikke meget hun kunne politisk, uden at have flere beviser end en dialog i en drøm. Nok havde det magt når det kom fra hende selv, men dette var måske ambitiøs nok at mene var grund nok til øjeblikkelig handling.

    "Mere teleporterer ind end som sådan bryde ind..." svarede Ecaeriss med en himlen med øjnene og lagde så hovedet på skrå ved Yumes sidste forslag. "Det er ikke en skidt idé, faktisk. Hvornår er du blevet så voldsparat? Men nej, jeg ved ikke om han sover lige nu. Jeg faldt mest i søvn for at finde dig. Han gik ud ad rummet."
    Yumes tone sank for første gang sådan rigtigt ind. Hun var afvisende. Sådan rigtigt afvisende. Havde hun sagt nej i sin allerførste sætning? Eca kneb øjnene sammen og trådte et skridt tættere på.
   "Sig mig, forstår du ikke, hvor alvorligt det her er? Et menneske holder mig fanget, Yume!" Hun lagde ekstra tryg på raceordet. "Han brugte mig mod min vilje!"
    Hendes krop skælvede ufrivilligt, da ordene bragte minder op. I det drømmende, underbevidste stadie, prøvede kroppen ikke engang at skjule sin lyst, hvorfor hun også havde taget en dækkende kjole på. Bag hende brød lyde frem fra døråbningen, hun var trådt igennem. Lystne, høje støn fra hende selv, mens hun nåede et klimaks, og Ecaeriss skridtede hastigt tilbage og smækkede døren i så hårdt, hun kunne. Den slags var kun til distraktion.
    "Du er den eneste, der ved, hvor jeg er," fortsatte hun, men der var intet bedende i hendes stemme. Kun krav. "Jeg fik ikke slået ham ihjel, og nu er du den eneste, der kan hjælpe mig med at få det til at lykkes!"
    Det var lige før, hun havde stampet hårdt i jorden, men hun holdt sig fra det. Frustrationen var ikke vejen frem lige nu, selvom det var den dominerende følelse i hende. Yume måtte da snart forstå, at hun skulle hjælpe hende væk. 

Hun fik det til at lyde så nemt, så om hun bare kunne vifte med hånden og så stod elverlys teleportører klar til at gøre hvad end hun ønskede, teleportøere er sjældne nok som det er, og få dem til at gøre kriminelle ting er ofte problematisk nok da lyset reagere pænt skidt på magt fulde evner der benyttes således.

Voldparet, det ord slog hendes tanker i stykker og hun gik helt i stå som hun hørte det, og blot stirret imod Eca. Der var så meget hun ikke vidste, så meget Toora havde lært hende, men før hun fik sagt noget, brokket sig over det ord, forsatte Eca, og ikke nok med at sige flere ting som fik alvoren frem i situationen men ikke nok med hendes ord så satte hun også lyde på, ikke bevist men lyde fra at blive brugt, på i hvert fald en eller anden art i hvert fald. Dog var det ikke det hun selv bid mærke i, det var det mandlige støn, som bryd igennem Ecaeriss  højlydte støn, piv og nydelse. Alt der blev sagt derefter var næsten lige meget, minus det med at slå ihjel, det ord virkede nærmest til at fornærme hende i dette øjeblik.

”Og..du lyder til at lide lige så meget som jeg gjorde dengang jeg blev..'brugt'.” hun kunne ikke lade være med at kommentere på det, nok var det ikke vigtigt nu, men hvornår havde de to ikke bidt af hinanden.

”Hvem..Er..Han?” lyd det bestemt før Ecaeriss fik mulighed for at svare på kommenteren, mens hun satte sine arme over kors og lod blikket falde der lyden havde kommet fra, til Ecaeriss gang på gang med et alvorligt blik. De støn lyd bekendt..

    "Jeg nød det aldeles ikke!" protesterede Eca prompte. 
    Ved siden af hende dukkede et billede af hende selv op. Det flot opsatte hår, som hun havde brugt hele formiddagen på at sætte. Den afslørende kjole og de svajende hofter. Drømmebilledet lod hænderne glide over sine egne skuldre.
    "Åh, indrøm det nu," sagde drømmebilledet. "Vi kunne godt lide, hvad han gjorde ved os. Så hårdt som han tog fat. Så hårdt tog mørkelveren ikke engang fat, vel?" Drømmebilledet pillede tog en af fletningerne om foran sig og pillede ved den, mens hun lavede trutmund til den rigtige Eca. "Ham her mente det jo. Og måske kommer han tilbage. Det kunne være lidt rart ikke?"
    "Hold kæft!" hvæsede Eca af drømmebilledet, men det gik ikke væk. Hun var vant til at drømmene lystrede hende, så hun så straks over på Yume. "Er det dig, der gør det her?"
    Hun blev pludseligt væltet bagover i en stol. Den stol, Henry havde siddet i på kontoret. Bordet dukkede op foran hende, og drømmebilledet af hende selv gik rundt på det med fingrene strejfende overfladen præcis, som hun havde gjort det tidligere. Eca så på med en overrasket forfærdelse, mens drømmebilledet satte sig op foran hende og spredte benene for hende.
    "Mon ikke vi kan nå til... enighed?"
    Kjolen gled ned fra drømmebilledet bryst, og Eca forsøgte at vælte hende ned fra bordet med begge sine hænder.
    "Få det så til at stoppe!" råbte hun og så hen på Yume lige inden drømmebilledet maste sine bryster op i hendes ansigt. "Han er en irriterende greve, der mener han ejer den skov, jeg bor i! Han bankede mig gul og blå, så han har mere end fortjent at dø!"

Hun løftede kort en hånd for at kommentere, men nåede ikke så langt før drømmen tog magt selv, og hun blev nød til at bide sig i overlæben for ikke at begynde at grine at drømmens magt. Vidste hun ikke bedre? Sidst havde hun så meget magt i drømmen og nu? Hvad i alverden er der sket?  Hånden i stedet for at hvile i luften endte foran sløret, bare i tilfælde af Eca så grinet der under, et grin der kun blev mere og mere problematisk at holde igen som drømmen gjorde sig mere og mere umage for at fortælle Eca hvad der endelig skete.
Der var intet at sige, eller gøre, blot nyde at for en gangs skyld var deres roller byttet. Nok ville hun ønske det var muligt at nyde dette langt længere, men så ondsindet et humør fandt hun ikke sig selv denne nat. Så forsigtigt mens drømmede billede forsøgte at begrave Eca i hendes egne bryster, gik hun op til billede og let prikkede til det, som det bryd sammen i flere hundrede sommer fugle.
”Min kæreste Ecaeriss..” lyd det alt for sødt af hvad godt var.

”Siden..hvornår fortjener folk at dø, blot fordi de har lagt hånd på dig?” begyndte hun og tog et halvt skridt frem og lagde hånden på Ecas skuldre.

”Siden hvornår er -du- blevet så voldsparet, er din stolthed så ødelagt nu? At selv bare en hånd er nok til du ønsker død? Så! Forklar mig Ecaeriss, hvad er det endelig du er sur over? Hvad er det endelig der får dig til at ønske død og ødelægges? Fordi..han sagde hvad du måtte? Eller hvad? Krævede skat for at du boede på hans jord?” hun sukkede og kunne ikke lade være med at tænke at det der var mest behov for var endelig et kram, men.. hun ønskede heller ikke at blive dækket i tære igen.”Hvad vil du have mig til.” mumlede hun kort, endelig en tanke og virkede ikke selv klar over det forlod hende.

    Sommerfuglene hvirvlede op omkring hende, og hun slog ud i luften med hænderne for at få dem til at gå væk. Hendes vrede blik blev rettet mod Yume, men vreden var tydeligt ikke tiltænkt hende.
    "Han krævede tiende, og jeg kræver fred og ro! Der har jeg boet i hundreder år - så kan man ikke bare komme og sige, at man ejer det hele! Eller tæve mig med en stok!" protesterede hun atter.
    Fordi Yume selv sluttede af med et spørgsmål, var det lettere for ecaeriss at glide let henover hendes andre ord. For hun var i den grad ikke villig til at indrømme, at hun selv var klar til at ødelægge andre, fordi det fyldte noget af tomrummet i hendes sjæl, og fordi det gav hende magten til at fortsætte sin selvvalgte ensomhed. Hun skulle vise dem akkurat hvor lidt, hun havde brug for dem, de andre elvere i Elverly. eller nogen som helst andre.
    "Jeg vil have ham for mine fødder, så han kan smage min tjære," sagde hun bittert. "Han tror han er noget vigtigt, ham Henry Fox. At han bare kan tage mig, men han skulle bare..."
    "Ecaeriss..."
    Henrys stemme lød fra den anden side af den lukkede dør. Et øjeblik flimrede luften omkring hende. Var han ved at vække hende? Hvor havde han fået hendes navn fra?

Det vrede blik, så snart det pegede i hendes retning træk hun hånden til sig og blottede hånden til sin veninde, sank en klump som hun tog et skridt tilbage. Der var endelig sand følelse i hendes ord, ikke at der ikke var før, men nu føltes det hele så meget mere helhjertet, mere sandt. Det var svært ikke at smile, for første gang i mange år, faldt masken, det var Eca, og ikke den kvinde hun altid forsøgte at holde sig som. Endelig, tog også kun næsten hundrede år at komme hertil.

Dog var det umuligt at handle på den opdagelse som en dødstrussel blev smidt på bordet, og ikke bare en som virkede i vrede, og ikke nok med det, også et navn. Et navn der fik hende selv til at hæve øjnebrynende og stirre på Ecaerriss læber, som hun genspillede deres bevægelse, tankerne nåede dog ikke særligt langt før drømmen begyndte at miste sit tag på Eca, og et stemme bryd igennem hendes sind ind som et ekko i arbejdes lokalet.

”Eca! Ham rør du ikke!” lyd det hårdt, og med langt flere følelserne end hun selv havde forstillet sig dette ville kunne få frem i hende.
”Han er min datters far!” tilførte hun i hast for at sikre sig at Eca hørte det, før dagen igen tog dem fra hinanden, for hvem ved hvor længe der ville gå denne gang.

    Drømmen var Ecas. Igen. Endelig. I hvert fald for nu. 
    Det var ikke fordi hun før ikke havde set døren, men hun havde bare ikke sådan tænkt over den. Havde den været der altid? siden sidste gang, Yume kom vadende ind i hendes drøm, eller siden den skæbnesvangre dag, hvor Eca fik reddet Yumes liv? Eca var faktisk ikke sikker, men pludselig virkede den mere iøjenfaldende. Nu hvor hun vidste, den var der, og at hun ikke kunne slippe af med den, var den kommet tættere på. Krævede plads midt i det hele. Uanset omgivelserne fandt den et sted at være.
    Indtil nu havde hun prøvet at forholde sig roligt. Hun var hjemme i hytten igen - altså uden for drømmeverdenen - og selvom briksen var kold og hård, var det hendes egen. Men nu var drømmen ikke. Kunne Yume altid lytte med?
    Eca rystede på hovedet. Lige meget for nu. Hun tog fat i dørhåndtaget og åbnede døren. Men blev stående på sin egen side. Behøvede hun at træde igennem? Reglerne var ikke ridset op på den her side af drømmenes verden. Det var ikke engang sikker, Yume havde alle svarene.
    "Du sagde ikke til ham, han skulle lade mig gå," sagde hun ud ad - eller ind ad? - døråbningen. "Du sagde bare, han ikke skulle gøre mig ondt." 
    Teknisk set vidste hun ikke, at Yume ikke også havde skrevet det andet. Men hun måtte antage det værste ud fra Henrys få ord om brevet, når hun ikke havde andet at gå efter. Det var lidt ligesm at det her lidt var en beskyldning, men ikke helt. Yume havde ikke ville hjælpe hende, og det var hun stadig en smule vred over. Hun havde beskyttet hende - måske - men hvad var så meningen med det? Hvorfor havde Yume et behov for at beskytte hende? Henry gav mere mening. Yume ønskede ikke, at Henry kom til skade, fordi hun havde lavet et barn med ham. Og fordi hun vidste, det lå langt inden for Ecas kompetencer at gøre det af med ham, hvis hun ville. Om det var lige så åbenlyst, at Eca faktisk ville gøre, som Yume havde sagt, vidste hun ikke. Det irriterede stadig hende selv, at hun havde fulgt ordren. Ikke nok med at føle, at hun ikke havde noget valg, hun ønskede ikke at gøre det. En forstyrrende tanke. Yume burde ikke betyde noget for hende mere. Som rådsmedlem var hun lige så meget en del af Ecas problem med Elverly som dem, der havde smidt hende ud og holdt hende fra at bruge sine evner.