Hans hårstubbe føltes ru og en anelse pjuskede da han med højre hånd rakte op og strøg sig selv på kinden. De kløede. Det var ved at blive for langt og han noterede mentalt, at han skulle skrabe det af næste gang han indlogerede sig på et gæstgiveri med vand og barberblad til rådighed. Han havde før prøvet at bruge sin illusionsmagi til at forandre sin skægvækst og maskere sig med enkelte visuelle tilføjelser til sit ansigt; et fuldskæg, en monokel og lignende. Han kunne opretholde illusionen overfor en kroejer længe nok til at betale for et værelse og så søge ly for nysgerrige blikke inde på sit gemak. Små variationer i kendetegn gjorde det sværere at spore en person ud fra en beskrivelse de eventuelt måtte have.

Summa summarum, så havde han set sig selv med fuldskæg selvom han aldrig havde prøvet at lade det gro til den længde. Og han foretrak at holde det kort. Når hans kæbelinje var synlig, mindede hans profil ham af og til flygtigt om hans mor, når han fangede et glimt af sig selv i en refleksion. Minderne om hans mor var ganske vist ikke mange, men de var gode, han husker hende som en kærlig forælder. For ikke at snakke om, at det hygiejnemæssigt var lettere at holde pænt og rent og han kunne godt lide at se præsentabel ud. Man fik også dårlig modtagelse de fleste steder hvis man fremstod usoigneret. Alt i alt en praktisk beslutning. Nok en, han skulle have overvejet før dette møde. Et nybarberet look ville måske have hjulpet på hans forsøg på at se så ikke-vilding-agtig ud som mulig? Han havde i hvert fald klædt sig i sit pæneste tøj, det havde givetvis ikke så meget at sige.

Han fik øje på døren han havde gået og spejdet efter. Mahognitræ, tænkte han. Han kunne ikke læse, men havde fået at vide at hendes kontordør var en stor, smuk dør af mahognitræ med gyldent håndtag. Han så ned og synet bekræftede ham – det var den rigtige dør. Hans fingre gled hen over håndtaget et øjeblik; der var ikke sparet på noget. Hele Skovfortet havde været et imponerede syn, ligesom det var hver gang han besøgte Elverly. Det var virkelig ingen overdrivelse, eventyrer og sangene om landsdelen. Den var smuk og betagende. Det sagde ham dog ikke så meget – mest så han blot alle de timers arbejde og slid der måtte være lagt i det, hver gang han så en imponerende bygning. Det hændte også, at arkitekturen fremstod direkte upraktisk og her syntes han altså, at det tenderede til at være fjollet. Man kunne godt bygge smukke ting, der samtidig var funktionelle.

Yume’Ave Risindiers navn var blevet nævnt flere gange indenfor de sidste par uger. Han havde rejst omkring i Elverly og forhørt sig efter troldkvinder, vismænd, magikere eller hvad som helst der kunne hjælpe ham til at blive klogere på sin magi, navnlig sin illusionsmagi. Han havde aldrig fået formel træning, men følte han havde et godt hold på den – men den var ikke så udholdende som han kunne ønske. At øge tidsopretholdelsen for en illusion kunne være alfa og omega for hvilke planer og jobs der kunne udføres. Hvis denne Yume’Ave kunne hjælpe ham videre i processen ville det være meget velkomment.

Uden at tænke videre over det gik han frem til døren og hævede hånden, bankede på 3 gange, tog i dørhåndtaget og trådte ind. Han kom for sent i tanke om, at han nok skulle have ventet på svar.

Der var altid nok at lave når nye større bygning skulle skabes, og nej ikke bygges, for her brugte man naturen omkring og udnyttede de naturlige ressourcer og styrker til at gavne bygningen og beskytte den, men også fremme dens udseende. Det skulle spille sammen, går hånd i hånd med naturen eget spil. Derfor var det altid en stor beslutning for naturligvis kunne man ikke undgå at skade naturen en smule når man byggede i den. Netop derfor var hun også flyttet over i det større kontor disse dage, for det nye bibliotek skulle godkendes og de forskellige arkitekter havde alle fået tilbudt at have en plads til deres modeller, og med dem deres prisforslag. Nok var det ikke alene hendes beslutning, det havde hun fravalgt sig og skabt et mindre råd på en fem stykker som kom forbi i morgen for at diskutere de forskellige modeller, pris og selvfølgelig hvor lang en bygger periode der var tale om, for Vinterens stemme skulle bruge det til undervisning allerede næste år.

Men nu skulle det jo foregå i hendes lokaler, så man kunne lige så godt smugkigge dagen før ikke? Det nøgne fødder gik forsigtigt med næsten lydløse små danse skridt mellem de forskellige modeller. Den lette luftige gennemsigtige silke der dækkede huden holdt hun let bevægelse som hun nydt denne tid alene, det farverige stof der lå om hoften og brystet blot for at holde noget skjult og efter ladt til fantasien var det eneste der holdt det til hendes hud som hun drejede om på tåspidserne, og sløret som altid holdt munden skjult. Dog blev slået hun af sin nysgerrige dans som et bank på døren gav genlyd igennem hendes tanker og rummets behagelige stilhed. Med et rettet hun sig op og lod blikket falde over lokalet og de få tomme pladser der stadig var til modeller og lod et let suk forlade hende før hun besvaret bankende på døren. Men før hun fik sagt mere gik døren op og en fremmet halvelver gik ind, meget kort kastede hun blikket over ham, få ting sad fast, den solkysset hud, veltrænet, kort kom der faktisk tvivl om det var en halvelver eller blot et menneske, men intet menneske ville gå ind på hendes kontor uden eskorte. Dog faldt tankerne fra hinanden og de nysgerrige øjne stoppede ved hans tatovering, som blev nøje undersøgt nogle få sekunder.
”Du kommer sent.” kommenteret hun kort og lod blikket forlade ham, hun rettede ryggen og vendte sig fokus på modellen der var nærmest hende, et let vink med hånden pegede i retning af en af tomme pladser på de fire border med modeller. 

”Der en plads derover, hvor du sætte jeres model, læg jeres pris anslag ved siden af, og for alle gudernes skyld husk at skrive hvad i hedder eller en anden form for kontakt oplysninger.” hun sukkede let for to havde selvstændige arkitekter havde efterladt deres fornavn og intet andet, så om de nogle sinde kunne blive fundet og få en chance. Det legende skridt mødte deres ende og en langt mere stolt og proper fod og ryg stilling blev fundet, som gæsten fik lov at begå sig i lokalet.

Synet der mødte ham da han trådte ind af døren bragte et smil på hans læber – som han dog nåede at fjerne igen inden hendes blik landede på ham. Han skulle nødig have, at hun troede han grinte af hende. Han syntes blot, at hendes fremtoning var fascinerende.

Hun var en slank spirrevip, det var simpelthen de ord han kom i tanke om der bedst beskrev hendes udstråling. Selvom hun var på hans højde, fremstod hun mindre. Hendes smalle hofter gyngede yndefuldt under det lette, tynde stof og fik hendes bevægelser til at virke næsten magiske. Tøjet hun bar understregede dette indtryk. Hun var som plukket ud af et eventyr. Samtidig var hendes ansigt smukt, men alvorligt, og indbydede til øjeblikkelig respekt. I baghovedet havde han også de ærefrygtindgydende ord der var blevet sagt om hende på hans vej; folk i Elverly nærede stor beundring for hende.

Da hun åbnede munden blev hans fascination dog erstattet med forvirring; kom han for sent? Hans undren steg i takt med at hun nævnte prisanslag og kontaktoplysninger og han fik et fåret udtryk, da det gik op for ham at hun troede han var en anden. Hun ventede åbenbart besøg som han var kommet i forkøbet.
”Erm,” rømmede han sig. ”Jeg tror der er tale om en misforståelse, mit navn er Sebian. Jeg er kommet for at anmode om en audiens hos dig. Jeg har brug for din hjælp.” Han gjorde pause og kiggede afventende på hende. Han vidste ikke rigtig, hvordan man skulle begå sig i dette samfundslag. Han havde aldrig lært de rigtige manerer og tiltalelsesformer, skulle han have sagt Dem og De? Den slags ting havde altid virket en smule fjantet for ham. Det var ligesom små lege, som overklassen gik og legede med hinanden. Et stort skuespil. I det mindste var folk fra hans baggrund ærlige (medmindre de prøvede at snyde dig) og direkte (medmindre de løb om hjørner med dig). Men det var til at finde ud af. Rige folk og folk med titler, de opførte sig sgu så underligt nogle gange. De havde nogle kutymer han ikke var vant til.

Hun forventede ikke at høre flere ord fra ham, hun havde ikke set en model men det betyd ikke at hans kollega ikke var på gangen med den, så mon ikke den bare blev sat stille og roligt sådan roen igen kunne ligge sig omkring hende. Sådan hun kunne passe sig selv, dog gik det ikke sådan. Det var ikke bevist at hun sukkede lettere som hun hørte navnet, ryggen blev rettet og hun lod blikket falde over sin skuldre, som hun fangede det sidste han sagde mens hun hvilede sine øjne i hans. Kort vippede hun hovedet og hænderne blev samlet bag ryggen før hun drejede imod ham. To stille skridt gik hun nærmere ham og tydeligt lod sit blik undersøge ham, af højre grad end da han stod i døråbningen.

”Tydeligt at der er tale om en misforståelse.” forsikret hun ham. Der var få tegn på elviske gener, ikke mange, men der var nogle. Kvart elver? Men det store spørgsmål var langt fra hvad han var lige nu, men mere hvem siden han ønskede hendes hjælp.
”Og hvad er det som de mener jeg kan hjælpe dem med?”spørgsmålet kom en hård og forventningsfuld tone, armene forbliv bag ryggen. De dybt violette øjne gjorde stadig ikke skjul på deres undersøgelse af individet foran hende, som alle lille tegn og mærker blev slugt til hende. Lige nu var det tatoveringen der havde fanget blikket lidt mere end alt andet, som hun begyndte at søge efter symbolik deri, et eller andet der kunne fortælle hende noget om ham, før de kom for dybt ind i samtalen.

Hendes øjne var rettet mod ham over det mystiske slør hun bar over munden. Stoffet dansede let i takt med hendes bevægelser. Tvivl fossede op i ham; tvivl om hvorvidt det her overhovedet var en god idé. Han vidste at halvelvere ikke altid var velkomne hos alle fuldblodselvere. Tankerne kørte i hovedet på ham mens han rømmede sig for at vinde lidt tid til sig selv.

”Jeg har brug for Deres hjælp til min magi..” Han holdte inde. Det gik op for ham, at han ikke havde overvejet hvilke ærlige motivationsgrunde til at forbedre sin magi han kunne have. Han kunne vel næppe sige, at det var fordi han ønskede at blive en bedre tyv.

En indskydelse fik ham til at skifte spor. ”Jeg vil gerne lære mig selv bedre at kende,” sagde han hurtigt. Det var ikke en løgn. ”Jeg har aldrig modtaget nogen træning i min illusionsmagi og selvom jeg kan udføre festtricks, forstår jeg den ikke rigtig. Folk fortalte mig, at du ville kunne hjælpe.” Det måtte briste eller bære. Nervøsitet lå ikke til hans natur, men han måtte da indrømme at han ikke følte sig helt så skråsikker som han ville ønske. Det havde været en lang rejse, og han håbede ikke at den har været forgæves. Men heldigvis var han ikke flov af sig, og ikke bange for at blive hængende og spørge igen selvom hun eventuelt skulle give ham en afvisning. Hendes udstråling var så magisk i sig selv, at han slet ikke var i tvivl om hvorvidt fortællingerne omkring hende var sande; en sådan kvinde måtte kende nogle hemmeligheder eller to. Hun lignede en, der kendte hele universet. Det vækkede hans nysgerrighed og han følte et strejf af beklagelse over hans opvækst og ved tanken om alle de ting, han ikke vidste. Og sikkert aldrig ville komme til at vide.

Hun nikkede øjeblikkeligt som han udtrykte at hun kunne hjælpe ham, sikkert på mange måder, og mens  hun lyttede til hans ord rettede hun forsigtigt til sløret, forsikret sig det sad som det skulle nær hagen, fyldte det forsigtigt op til ørene og mens hænderne var i bevægelse rettet hun håret til, så det faldt bag øret. Hun nikkede igen som han nævnte at han ønskede at lære sig selv bedre at kende, og et lille ’mhm’ kunne høre som han nævnte festtricks.
Hvor gamle var han? Voksen uden tvivl men i starten af sit korte voksen liv, eller nær midten var svært at se, modsat mennesker kunne man ikke fornemme rynker eller grå hår ved halvelverne. I det mindste kunne han tale, og overraskende veltalende. Hun åndede ud og i tak med luften forsvandt gik de dybt violette øjne mere og mere i, og mens lod hun sin chakra forlade hende og overtage rummet. Som energi bølgen spredte sig fra hende, spredte et tyg lag mos sig fra hende og overtog hver en overflade som det kom nær, bord ben, vægge, dannede grænse, blade og blomstre i alle regnbuens farver, og fra loftet begyndte en blanding af hængende grene og deres naturlige blomster at falde en smule. Dog, holdt alt naturen sig en meget fra de to elvere, eller den halvanden elver i lokalet. Hun åndede lettet ud som største delen af rummet var dækket, og som blikket åbnede, begyndte naturen lyde at forlade planterne, fugle sang, frø kvæk, og små mussene piv.

”Så, de ønsker at lære, det her?” begyndte hun, og forsatte før han fik mulighed for at svare.

”Ens magi, spejler en selv. Så det giver mening at de ønsker at få et dybere bånd og kendskab til deres magi når de begynder at ville udforske dem selv. Det hænger sammen. I hvert fald her hos denne side af dit blod.” hun puste kort ud og kastede sløret i bevægelse som det nature pause kom.

”Og hvis du vil lære, hvad forventer du?” Smilet var tydeligt som hun spurgte, selv under sløret. ”Af mig, af dig, at betale. Det hele.”