Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Sebian
Kaldet: Seb
Køn: Mand
Alder: 139
Fødselsdag: 2.12 år 1886
Tilhørsforhold: Kaotisk Neutral
Tro: Troløs
Erhverv: Han begår sig med småkriminalitet og prostitution i perioder.
Nuværende levested: Omrejsende -
Race: Blandingsrace - Menneske og Ørkenelver
Uddybende om race: Hans mor var ørkenelver og hans far menneske. De havde et flygtigt forhold, hvorfor Sebian aldrig kendte sin far.

Udseende

Højde: 186 cm
Vægt: 82 kg
Øjne: Brune
Hår: Sort. Han holder det altid helt kort, en ting han har været konsekvent med gennem livet
Hud: Gyldenbrun og afspejler hans opvækst i Rubiniens varme klima
Kropsbygning: Slank og muskuløs, men uden at være stor. Hans menneskelige sider gør ham en anelse mere kantet at se på end den typiske elver og han mangler ligeledes de spidse ører. I bevægelse er der dog ingen tvivl om den elverlige indflydelse fra hans mors side og for det trænede øje kan de fine træk i hans ansigt og krop også afsløre at han ikke er helt menneskelig. Hans øjne er også klassisk mandelformede.
Hverdagstøj: Han klæder sig i dunkle farver der går til hans mørke øjne og ikke vækker opsigt. Oftest er han letpåklædt i tyndt stof med lange ærmer og bukseben, en påklædning der passer til det varme klima i syden som samtidig beskytter for solen og de rifter og småsår man pådrager sig når man lever på farten. Han bærer to dolke, oftest i bælte og i støvle. Hans erfaringer har lært ham altid at have en lille, skarp genstand på sig - den kan vise sig nyttig i mange situationer.
Ar, permanente skader el.lign:
Særlige kendetegn: Hans hals er prydet med en tatovering af en majestætisk falk. Den afspejler hans nære tilhørsforhold til hans magi; luftbeherskelse og er lavet af hans gamle menneskelig ven, Milo, da de blot var teenagere. Det er den eneste han har.
Faceclaim: Manny Montana

Magi

Magisk evne (1): Standard luftbeherskelse

Sebian har siden han var lille haft problemer med at kontrollere sin luftmagi, som ellers er hans stærkeste. Magiens element har afspejlet sig i dens adfærd og vist sig at være præcis som vinden; flygtig, uforudsigelig og til tider ukontrollerbar. Fra en varm brise der glider hen over sandet til vindstød af stormstyrke kommer den til udtryk gennem hans temperament og sindsstemning og han har også oplevet perioder hvor den har gået i dvale og syntes at være mindre aktiv og tilgængelig for ham.
Hans manglende evne til at kontrollere sin magi - en magiform han betragter som en af de alleryppigste og fineste i Krystallandet, og han nærer ligeledes stor respekt overfor andre magikere der kontrollerer naturelementerne jord, ild eller vand - er en ikke ubetydelig skam for ham. Han anser det som en manglende attribut i sig selv at han ikke formår at mestre, eller nej, harmonere med en vigtig del af ham. Han betragter i høj grad luften som en del af ham selv og ønsker brændende at blive klogere på sine evner, uanset om han er villig til at se denne sandhed i øjnene om sig selv eller ej.
Dygtighed til at kontrollere evne: Lidt trænet

Magisk evne (2): Standard illusionsmagi

Sebians illusionsmagi er bedre teknisk trænet end hans luftmagi. Som småkriminel i byen har han haft rig mulighed til at træne sine små tricks fra barnsben; en illusion om en safir eller stykke rav liggende i vejkanten, der får en forbipasserende til at stoppe op og bukke sig ned, så han kunne nå at nappe deres pung. Betale i kroen uden egentlig at betale i kroen (han er blevet bandlyst fra en del beværtninger, når han er kommet tilbage på et senere tidspunkt og blevet smidt ud fordi de diamanter og mønter han havde betalt med forhenværende aften på mystisk vis var forsvundet). Han føler sig dog ikke forbundet på samme måde med illusionens magi og har ofte tænkt, at dette er en magi han udfører med hjernen. Luften er forbundet til maven, hjertet, kroppen. Af og til føler han, at der løber luft istedet for blod gennem hans årer.
Dygtighed til at kontrollere evne: Middel

Personlighed

Styrker:

Charme
Seb er en indtagende fyr. Han er ikke den højeste eller den bredeste, men han har fylde nok til at fremstå maskulin og spændstighed nok til at bevæge sig graciøst. Han er henkastet i sine bevægelser og ofte hutteklædt med et skævt smil og hængende, afslappede skuldre du ikke kan blive klog på. Hans charme har han brugt til at brødføde sig selv under visse omstændigheder og til at narre og snyde sig gennem tilværelsen under andre.

Smidighed og hurtighed
Han er ekstrem adræt og elsker dette aspekt af sig selv. Vinden hjælper ham til at kunne hoppe længere, højere og løbe om hjørner hurtigere - når han formår at mestre den. Han er ofte kommet til skade, da han kaster sig ud i ting selvom han måske ikke er klar til det eller det indebærer en stor fysisk risiko. Men alt i alt har det bestemt ikke skadet på tilragelsen af tyvekoster, at han har været hurtig og let på tå.

God menneskekender/karakterbedømmer
Livet på gaden har givet ham et fint, ærlig og råt indblik i den menneskelige (og ikke-menneskelige) natur og hans menneskesyn er generelt pessimistisk, men ikke ubehageligt. Han går ud fra, at alle tænker på sig selv først, men ved dog også at der findes godhed og omsorg i verdenen. Han tilpasser i høj grad sin væremåde efter sin omgangskreds hvis han finder behov for det, men slapper bedst af med mennesker fra de lavere samfundslag som har let til latter og drikker masser af øl. Hans interaktioner er med dem han vælger at begå sig med ofte overfladiske og kortvarige, men han finder stor glæde i at dele nogle aftener og nætter med mennesker han kan grine og have det sjovt med i visheden om, at de skal hver sin vej efterfølgende dag.



Svagheder:

Spontanitet, overilethed og flygtighed
Sebian er ligeså flygtig som vinden og nægter selv at indse at han har et spor af ugennemtænkte og halvgennemførte planer bag sig. I hans ungdom arbejdede han ofte sammen med andre der befandt sig i livssituationer der afspejlede hans egen og mere end én gang er eksempelvis et indbrud gået galt på hans vagt. Han synes dog ikke selv det står så slemt til og besidder derfor også den passende mængde selvtillid der skal til for at blive ved med at kaste sig hovedkulds ud i ting på trods af efterhånden talrige dårlige erfaringer.

Dårlig selvindsigt
En mand der ikke kender sig selv er en mand i ubalance. Han er desværre ikke god til at tackle det indre følelsesliv, men er til gengæld mester i fortrængning. Han har aldrig lært andet og betragter lidt den slags ting som overvurderede.

Lav kreativitet
Sebian har aldrig været kreativ anlagt og det har også været anledning til, at han ofte har følt sig fremmedgjort fra hans race - eller, hans mors race. De ørkenelvere han har mødt og kendt var han som barn desperat efter at finde et tilknytning til, men kom ofte til kort og oplevede også at have andre interesser end ørkenelverne klassisk havde.


Generel beskrivelse af personlighed:

Han har en drævende, ru stemme der kan virke både forførende og provokerende. Hans spontanitet og dårlige selvindsigt går hånd i hånd og er fælles om, at bringe ham i nogle akavede situationer nogle gange. Det meste af tiden går alt dog godt og han er som udgangspunkt en morsom, charmerende og behagelig fyr at være i nærheden af. Hvis han altså ikke dummer sig.

Hans levevis er egoistisk, men ej ondskabsfuld; han finder ingen glæde eller nydelse ved at påføre smerte eller skabe ødelæggelse - dog har han ingen reel sympati for andre mennesker heller, da han sjældent bliver hængende til at observere konsekvenserne af sine handlinger. Han har dog en medfølende natur overfor væsner, der befinder sig i hans nærvær - helt hjerteløs er man vel ikke.

Baggrundshistorie

Sebian er født og opvokset i Balzera med sin mor, som var en slavegjort ørkenelver ejet af en velhavende familie. Hun døde af sygdom under hans barndom - mere præcist hvornår husker han ikke, da minderne er hektiske og usammenhængende. Han husker blot, at han efter hendes død var berøvet et hjem da hendes slaveejere ej ønskede at beholde et nytteløst barn i deres service, så han overlevede med de fornødninger han kunne finde og snyde sig til som gadebarn. Adskillige gange blev han indfanget af slavehandlere, men undslap nogle trænge situationer på nogle særdeles absurde måder. Her har hans smidighed og hurtighed vundet ind mange gange, samt hans illusionsmagi. Efterhånden som han blev ældre, og endda klogere, lærte han dog at undgå de værste faldgruber og områder og han blev også i stand lidt at klare sig længere fra byerne.

Hovedparten af hans barndom er for længst glemt og han har alle dage forholdt sig undrende til dette faktum. Hans intellekt fejler ikke noget og han har ganske vist drukket og røget som man kan forvente af de fleste småballademagere, men ikke i en grad der kunne have en sådan effekt på langtidshukommelsen. Fortrængning og andre pop-psykologiske forklaringer giver han ikke meget for, så han har erkendt at barndomsminderne for hans side er reduceret til glimt og strejfende billeder og fornemmelser. Tydeligst af alt husker han følelsen af pulserende rastløshed, en sindstilstand der har fulgt ham som en skygge hele livet.

Tydeligst udover Milo selvsagt.

Milo var mindre end ham selv, selv da de begge var små. Hans hår var lyst mens hans eget var mørkt, hans øjne lyse og blå, hans egne mørke og brune. Hvis Sebian blev beskrevet som slank, så blev Milo beskrevet som tynd. De havde ikke meget til fælles og tilhørte endda hver sin race; men blandt børnene på gaden var det ikke racetilhørsforhold, der talte. Det var snige, kløgt og fart. Og hvis man var uheldig nok til at blive trængt ind i et hjørne af en af de store drenge, så desværre også styrke. Her oplevede begge drenge at komme til kort.

Milo var menneskedreng og magiløs. Dette opvejede han dog for ved at besidde fotografisk hukommelse og kunne kløgte sig vej ud af selv de værste kniber. Ironien i, at hans bedste ven huskede som en maskine mens han selv knap kunne huske hvad dag det var, er ikke gået tabt på ham. Han fandt stadig sig selv i situationer hvor han, hvis han altså huskede det, stoppede op for at trække vejret og tænke: Hvad ville Milo gøre?
Uanset deres forskelligartede karaktertræk og kognitive evner, fandt de altså hinanden. Milo lærte hurtigt at dukke sig bag Sebian der, trods sin beskedne størrelse, dog stadig var dygtigere i kamp end den magiløse menneskedreng. Sebian lærte at to var bedre end én når det kom til udførelsen og, skulle det også vise sig, udtænkningen af langt de fleste røverier og fupnumre. Et makkerskab blev formet og det skulle holde helt ind i deres voksenliv; lige indtil 1915.

På trods af deres respektive størrelser nærede Sebian en dyb beundring og ærbødighed overfor sin ven, mere end han nok lod vise. Han opfattede sig selv som kaotisk, følte sig kaotisk, og Milo var bare så.. fattet. Han reddede deres røve så mange gange at det flover ham at tænke tilbage på det.

1915 var ikke en af de gange..

De havde aftalt at mødes bag slagteren med den grønne dør i den østlige del af Balzera. Sebian betragtede fugten løbe ned ad den krakelerede maling mens han stod med ryggen presset mod muren for at holde sig indenfor skyggerne. Selvom de ikke boede i centrum længere, tog de tit turen herind for at køre jobs. Byen bød på mange muligheder. Muligheder der lader sig byde, hvis man gider dukke rettidigt op, tænkte Sebian. Han kastede endnu et undrende blik ned ad gaden; hvor fanden blev han af?

Planen var simpel. Så simpel, at det faktisk overraskede Sebian at byens butiksejere stadig faldt for den. Det var ikke ligefrem første gang de havde brugt det nummer. Han skulle bruge sin luftmagi til at skabe tumult ude foran og lokke den stakkels intetanende selvstændige ud fra butikken, så der var fri bane til at Milo kunne smutte ind og nuppe hvad der nuppes kunne; godt kød kunne sælges for mange penge på det sorte marked, eller spises hvis det mod forventning ikke kunne afsættes.

Fugten på hans hud føltes klam. Der dannede sig sved mellem hans skulderblade og han trak åndsfraværende på skuldrene da han kunne mærke dråberne løbe ned ad ryggen på ham. Han betragtede regnen på døren pible mod jorden på samme vis. Det var en varm og regnfuld dag og under tøjet følte han sig sumpet og fedtet, en fornemmelse der ikke hjalp på hans irritation over den uventede ventetid. Hans tanker blev afledt da en velkendt skikkelse drejede ned ad gaden. Regnen mod hans ansigt føltes pludselig forfriskende og det var sgu da alligevel fint nok, at himlen åbnede sig op nogle gange – hans tøj trængte alligevel til at blive skyllet igennem. På hjemturen ville han gå ude i bygerne og lade vandet gøre sit job.

Han skulle lige til at lukke øjnene og begynde at koncentrere sig om sin magi da Milo stoppede op. En ung kvinde havde henvendt sig til ham og stod og flagrede med et eller andet i hænderne; det gik op for Sebian at det var et kort. Byen var altid fuld af besøgende der ikke kunne finde vej. Milo smilede til kvinden og tog kortet i hænderne, og Sebian betragtede dem. Han genkendte det smil og spottede ligeledes hånden som Milo nu havde nået at køre gennem sit skulderlange hår tre gange. Regnen tog til, og da han åbnede de hænder som han ikke husker at have knyttet, bemærkede han nu også fugten på håndfladerne. En sød, svedig lugt undslap dem. Forhelvede altså, tænkte han og trådte nu ud fra skyggerne uden hans arrige blik undslap duoen længere nede ad gaden. De gestikulerede leende mod himlen i en kvalmende overdrevet facon. Nedbør var åbenbart ekstrem grinagtigt. Den parringsdans gider jeg fandme ikke stå og vente på, muggede han og drejede den modsatte vej ned ad vejen.

Klokken var mange før Milo kom hjem. Sebian havde varmet sig ved hyttens eneste pejs og faldet i søvn foran flammerne og da han vågnede igen var han stadig alene.

Lyden af døren der gik op gav et sæt i ham. Han rejste sig og satte hænderne i siden. ”Hvor fanden har du været?” vrissede han. ”Hvad er der galt med dig? Jeg stod og ventede ved slagteren og så laver du sådan et nummer?” Milo virkede irriteret over hans attitude. ”Hvad er der galt med mig? Det er sgu da dig der fordufter, jeg troede vi skulle røve slagteren!”

Sebian havde ventet på dette skænderi hele dagen. Han fortalte ham, at han ikke gad stå og vente som en idiot mens Milo flirtede sig hele vejen gennem byen mens de var på arbejde, at det var respektløst, hvorfor havde han også været forsinket til at starte med, han vidste at han hadede regnen og så skulle han lade ham stå og hænge sådan på et af årets eneste regnvejrsdage? De befandt sig i en ørkenby for himlens skyld.

Milo var ikke imponeret. Han kastede ud med hænderne på en, efter Sebians mening, særdeles provokerende og skødesløs måde. Hvad der fulgte efter husker Sebian desværre klart. Milo responderede med en række længere klager og beskyldninger han efter alt at dømme havde båret rundt på længe.

Anklagerne faldt som byger over ham og mindede Sebian om den klamme, tunge regn. Han følte endda fugten pible frem i håndfladerne igen efterhånden som Milo læssede af og rummet fyldtes med hans beskidte ord. Milo gad i hvert fald ikke høre på noget pis når det var Sebian der igen og igen fuckede deres jobs op, så laver han denne ene lille fejl og der skal falde brænde ned på den måde? Det kan ikke passe, de vidste godt begge to hvad det her handlede om og det var på tide de fik snakket om det, han troede der var nogle ting der trængte til at blive afklaret.

Sebians håndflader var nu decideret våde. Han kunne mærke sit hjerte banke. Blodet susede i ørerne på ham efterhånden som det pulserede hurtigere og hurtigere. Han så på Milo og den unge mands ansigt havde ændret sig fra værende et af irritation, til at være medlidende. Der var efterhånden ingen tvivl om, hvad det var han hentydede til.

”Du er skør at høre på, lider du af vrangforestillinger? Tror du hele verden er forelsket i dig? Jeg kunne ikke være mere ligeglad med dig!” Hans ord hang i luften mellem dem, grimme og hadefulde. Men det var ikke nok. Milo åbnede munden igen og ud fortsatte den strøm af ord han ikke kunne holde ud at høre på, det var for meget, han ville ikke høre på hvor godt Milo forstod det eller hvor meget det ikke ville ændre noget mellem dem, han ville ikke høre på at det var okay, han ville bare have Milo til at holde sin mund. Blodet fortsatte med at suse i ørerne på ham og nu gik det op for ham, at det også var den nyligt opståede vind omkring hans hoved han kunne høre. De lettere genstande omkring i hytten raslede da de blev ramt af vindstød og ilden i kaminen blussede op, flammerne dansede lystigt. Sebian følte det som om, han skulle snappe efter vejret og ikke kunne få luft. ”Vil du ikke bare godt..” han blev afbrudt af hans strube der snørede sig sammen og han tog sig til halsen og forsøgte at få luft mens hans hjerte hamrede afsted i arrigskab. Hvorfor skulle Milo også sige de her ting? Kunne han ikke bare holde sin kæft lukket?

Han så på Milo igen, der nu også havde taget sig til halsen. Han forsøgte at snakke men kunne blot pege febrilsk på sin hals med vilde, udstående øjne. Vinden føj omkring dem og det føltes som om en lille tornado havde forvildet sig ind i deres hytte og var centreret udelukkende omkring dem, støjen fra den overdøvede selv hans egne tanker.

Milo var faldet om på gulvet. Sebian mærkede et sug af ilt finde vej til hans lunger, han snappede efter vejret igen, men i stedet for hektiske stød blev det til en lang, dyb indånding og hans krop fyldtes med ilt. Oxygen fyldte hans hjerne og hans syn som var begyndt at sortne kom tilbage. ”Milo?” Han bøjede sig ned og ruskede i ham, vendte ham om og mærkede sit hjerte hoppe igen. Milo trak ikke vejret. ”Milo, Milo, nej nej nej…” Han lå nu med den lyshårede mand i armene, kroppen var slasket og livløs. Vinden tog til omkring dem igen efterhånden som Sebians puls steg panisk. Han ruskede hjælpeløst i ham, desperat uforstående overfor hvad der var sket. Det kunne ikke passe, det var en surrealistisk drøm og om lidt ville han vågne. Den stjålne luft i hans lunger iltede forræderisk hans blod videre, som om det ikke lige havde berøvet ham et uskyldigt og smukt liv. Tiden stod stille omkring ham. Blodet susede videre i hans årer, og det føltes hånligt.




Sebian har siden ’uheldet’, som det nu er karakteriseret som i hans sind, ikke haft nogen tæt inde på livet. Han er uafklaret omkring sine egne følelser og seksualitet, og ynder ikke at tænke på dette. Han har de sidste hundrede år levet som en strejfer, fundet fest og farver ved behov og værtshusslagsmål ved trang. Ved at sælge sig selv til velhavende mænd har han ikke bare overlevet, men levet godt, og han hapser da stadig tyvekoster af vane nu mere end af nød. Han har overlevet i den kriminelle bane og undgået lovens lange arm selv uden Milos råd og vejledninger. Men hans magi har han stadig ikke mestret, og sine følelser ej heller konfronteret.



Familie: Hans mors navn var Tanya. Hendes efternavn (og derfor sit eget) husker han ikke. Hans far var menneskelig og ukendt for ham og udover kortvarigheden af hans forældres forhold, kender han intet til det.

Andet

Han bærer to dolke, en lille og en lidt større. Sædvanligvis hængende i et bælte eller siddende i en støvle afhængig af påklædning.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Fantastisk
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Over middel