Hvis Nicola var vågen på dette tidspunkt, havde han nok hørt hvad der var foregået udenfor døren, da Enzel havde samlet Lukas Høgh  op og taget ham med nedenunder for at vaske ham. Lidt senere, da nogle pigerne også var stået op og morgenmaden var ved at blive ordnet nede i køkkenet, kunne man høre Enzels genkendelige, lette fodtrin op ad trapperne. Der blev ikke banket på, da døren ind til Nicola gik op og lukket bag Enzel.

Enzel stillede sig ved sengekanten og kastede sin skygge over Nicola der endnu lå i sengen. ”Det her er ikke din seng længere. Din seng er nede hos mig, det troede jeg at jeg havde gjort klar over for dig.” Kom det strengt fra ham. Ikke noget med 'Godmorgen' eller noget. Nicola burde have været den der havde vækket ham kærligt her til morgen, men i stedet lå han her.

For første gang i lang tid sov Nicola faktisk ordentligt. Der var ikke nogen træls Enzel, som han skulle være opmærksom på, så han ikke vågnede op til en ubehagelig overraskelse. Og så ville han nok aldrig rigtig vænne sig til at sove ved siden af en anden. Han havde godt vidst, at Enzel næppe ville være glad for, at han havde valgt at sove på sit gamle værelse, men den dumme møgkøter skulle ikke liste sig ind på værelset igen i løbet af natten!

Forvirret glippede Nicola et par gange med øjnene. Hvor længe havde han overhovedet sovet? 
Der gik et øjeblik, for han rigtig forstod, hvad Enzel faktisk havde sagt til ham.
"Du havde ingen ret til at give den møgkøter mit værelse" mumlede han muggent inden han vendte sig om, og hev tæppet henover hovedet. 

Han troede dårligt sine spidse katteører, da han hørte at Nicola svarede igen og vendte ryggen til ham. Nicola havde kaldt Lukas ved samme øgenavn som Enzel havde, da han først mødte Lukas, men nu hvor han havde brugt en hel dag med ham på Det Sorte Marked, var det gået op for ham, at Lukas blot var en stakkels sjæl. Meget ligesom Nicola og alle de andre halvdyr på det her bordel, indtil Enzel tog dem til sig.

”Du kan tro at det er min ret. Du er min mand og du har ikke noget at gøre heroppe på værelserne længere.” Faktisk ville Enzel slet ikke tænke på, at han havde prostitueret ham væk til alle mulige. Men her på værelset havde han dog haft et par meget gode minder med Nicola, i netop denne seng her. Men det var nye tider, og minderne skulle fremover ske nede i deres fælles seng.

Enzels blik faldt på Nicolas hale, der lå ubeskyttet. Han greb den om haleroden, uden at såre ham. Han ville blot have hans opmærksomhed. ”Kom så. Ud af Lukas’ seng.”

Nu var det jo trods alt ikke ligefrem fordi, at Nicola havde haft noget valg med, om han faktisk ville 'giftes' med Enzel! Men det kunne han jo ligesom ikke brokke sig over, eller så var den nye møgkøter da det mindste af hans problemer. Derfor fik Enzel ord heller ikke nogen anden reaktion end en irriteret brummen fra under tæppet.

Grebet om haleroden medførte et hidsigt hvæs fra Nicola, men det fik ham da trods alt til at trække dynen væk fra hovedet. Hans indre vildkat var åbenbart ikke faldet helt til ro efter at have opdaget Lukas inde på værelset.
"Enzel!" vrissede han irriteret. "Det er mit værelse! Og han lå og gemte sig under sengen! Jeg troede han var en tyv" 

Det gav et sæt i Enzel og han fik sluppet grebet om haleroden, da Nicola vendte sig mod ham med hvæsen i stemmen. Det sæt i kroppen havde været uønsket. Han var jo ikke bange for ham. Enzel gjorde noget han sjældent gjorde, mens han var iklædt den sydlandske hovedbeklædning, der skjulte hans hemmelighed. Han hvæste tilbage et ordløst hvæs, der dog var lavt. Ønsket var at sætte Nicola på plads, og ikke trappe konflikten op yderligere.

"Nå, men du tog fejl," Svarede han. Nok var de allesammen gemene tyveknægte. Selv Enzel. Men det var tilsyneladende det der skulle til, for at halvdyr kunne klare sig. "Du skulle ikke have taget sagen i din egen hånd, du skulle have vækket mig."

Brevene lå i hans brystlomme, så Enzel kendte til det virkelige problem, men han kunne ikke rumme at sande, at Nicola havde hemmeligheder for ham. "Jeg var den der gav dig værelset, men nu har jeg taget det tilbage. Så ikke mere pjat!"

Nicola kunne ikke lade være med at føle bare en snert af glæde og tilfredshed, da det gav et sæt i Enzel. Han vidste godt, at det jo nok bare var chokket, men hvis han kunne gøre, så Enzel bare frygtede ham en lille smule. Tankerne stoppede, da Enzel hvæste tilbage. Så meget for drømmen om, at Enzel faktisk ville frygte ham. Den eneste som var bange, var ham selv, og det var jo trods alt med god grund. For nu var vreden dog stadig meget stærkere end frygten.
"Jeg kan jo ikke løbe til dig hver gang jeg har problemer her!" Han vidste, at der i forvejen blev talt alt for meget om ham i krogene, og han var groft træt af det. Det skulle ikke også hedde sig, at han ikke engang kunne klare en lille diskussion om et værelse selv!

"Men hvorfor har du givet det til ham? Du kunne have givet det til en af pigerne!" Han vidste ikke, hvorfor han havde så store problemer med den nye møghvalp. Der var aldrig nogle af de nye piger, som havde gjort ham så irriteret, uanset hvor tomhjernede og provokerende de så end kunne være. 

Det måtte være en panterting, mere end en Nicolating, at være så territorial, tænkte Enzel kritisk for sig selv. Han havde allerede skruet bissen på overfor ham, og alligevel blev han ved. Han burde vide, at man ikke diskuterede med ham, når han havde frabedt det. Men Nicola troede nok at han var noget særligt. Han havde forkælet ham for meget!

”Dine problemer skaber du selv,” Fnøs han og slap panterhalen for at krydse armene bestemmende. ”Det er slet ikke til diskussion. Værelset her er et eneværelse, og siden Lukas er en dreng kan han ikke dele værelse med pigerne. Det må du da kunne forstå?” Det generede ham at de overhoved snakkede om det her. Især fordi han lige havde lært, at Nicola brugte værelset her jævnligt, og gemte på hemmeligheder.

Hvad Enzel sagde gav mening, selvfølgelig ville det ikke give mening at pigerne skulle dele værelse med en.. dreng? Mand? Han kendte ikke møghvalpens alder, men han var også ligeglad.. For nok gav det mening, men det ændrede altså ikke på, at værelset var hans, og ingen skulle stjæle det!
"Mit eneste problem lige nu er ham, og det er dig, som har taget han med hjem!" Endelig vendte han sig og satte sig op, så han kunne se Enzel i øjnene mens han vredt nærmest råbte af ham.

"Så må du jo lave flere eneværelser!" Svarede han surt.
"Ellers kan han sove på det gadehjørne hvor du sikkert har samlet ham op" Mumlede han, udemærket klar over, at Enzel stadig kunne høre det.
Nicola vidste godt, at han ikke havde nogen chance for at vinde dem her diskussion, men det var som om, at han slet ikke kunne falde ned efter chokket og den efterfølgende brusende vrede ved at finde Lukas under sengen.

Det var svært at vide, om det virkelig var værelsessituationen og halvhunden, der var det virkelige problem. Det kunne velsagtens være at Nicola hidsede sig let op, fordi han i virkeligheden var blevet taget i, stadig at benytte det gamle værelse. Ligefrem at gemme på sine små hemmeligheder heroppe. Tanken fik det til at krybe gyseligt ned ad nakken på ham.

Hvor længe havde det stået på? Nicola syntes dog at blive mere mut og mindre rasende, så nu var det ved at gå op for ham, at der ikke var noget at vinde, ved at diskutere med en som Enzel.

"Du får ikke et eneværelse! Og du har ikke noget at gøre heroppe længere," Det var jo pigerne og nu også Lukas' fristed. Nicola var ikke ansat her, så han skulle blive nede i stuen sammen med ham. "Hvis ikke du lærer at blive taknemmelig for det du allerede har, så svarer jeg ikke for hvad jeg gør!" Det var ikke sikkert at Enzel faktisk talte om værelset længere. Han sendte ham bare et strengt blik og holdt det i noget tid, indtil det af sig selv falmede af skuffelsen over ham. Hvordan kunne han gøre det imod ham? Han turde ikke kigge på brevene og finde ud af, hvor slemt det stod til endnu. Han vidste ikke hvad han ville komme til at gøre ved ham. Han vidste ikke hvordan Nicola ville reagere, hvis han vidste hvad han havde.

Han hadede at efterlade ham sådan her. At han ligefrem måtte true ham, men så vendte han sig om og gik ned på første sal, for at hjælpe Lukas i gang.