Af alle de dumme planer som var kommer ud af at drikke rom med besætningen, så var at smide store dele af besætningen i de fine kjoler der blev fundet ombord på et handelsskib (samt  til Jonatans store glæde nu hvor han fik lov at klæde folk pænt på), nok den mest tåbelige og fantastiske plan de var kommet på.
Amalia følte at hun så tåbelig ud, men et væddemål var et væddemål og hun havde ingen planer om at tabe til Sam eller de andre, der var rigeligt adelige og andet godt folk at lokke i fordærv!

Så i hendes puffede røde kjole hang Amalia ud henne ved boredet med de forskellige glas med vin og andre drikkevare, og hilste på op del flere af komtesser, der tilsyneladende ikke havde lyst til at bide på krogen. Morende blikke blev sendt hende fra andre af besætningen over hendes ringe fangst, noget der kun fik kaptajnen til at prøve mere i hærdigt!

Et skjult kys senere og en noget forjamsket undskyldning fra en frøken i en azurblå kjole senere skuede Amalias øjne noget hun ikke havde turde håbe.
En ung kvinde med lysende blond hår.

Med hastige skridt krydsede hun dansegulvede ignorerende de folk hun gik vejen for, for at prikke den unge kvinde på skulderen "Sofie..?" Lød det håbe fuldt som hun ventede på at kvinden vendte sig om.

Det var et vidunder at Sofie var nået med til årets Midvinterbal. Helt hvordan det var lykkedes forstod hun næsten ikke selv, men nogle gange konspirerede skæbnen bare til at det umulige alligevel fandt sted.

Til den festlige lejlighed havde Sofie iført sig noget så atypisk som et skørt... næsten. Under den omslåede nederdel, par hun et par løse bukser der faldt udover langskaftede støvler. Over det bar hun en simple, men nydelig vest, med en plisseret skjorte med løse, halv-ærmer. Hele sættet var i jordfarver, med undtagelse af et sart, blåt bånd hun havde i håret.

Hun var kommet med Rofus, naturligvis, men mellem en dans, et par gutter hun antog var hans ridder-kammerater og en ophedet diskussion mellem Sofie og en af de tidligere rebeller, så stod en små-irriteret Sofie nu alene, med en flødekage som hun ihærdigt forsøgte at finde den bedste måde at fortærer på, uden at få det i hele ansigtet.

Et pludseligt prik på skulderen sammen med hendes navn, fik den unge, lysendehårede Sofie til at gibbe, inden hun snurrede rundt, for at stå næse til flødeskumsindsmurte næse med... hendes mor?!

Kagen blev glemt og gled faretruende mod kanten af den lille kagetallerken, mens Sofie stirrede vantro på Amalia, med blå øjne der synes at blive umuligt store. "M-mor?!" stammede Sofie åndeløst, som om hun knap troede sine egne øjne.

Amalia prøvede at åbne munden men ingen ord fandt vej, hun havde håbet så inderligt at hendes datter var vel efter alle de år de ikke havde set hinanden. At hun nok skulle have fundet sin egen vej, men at faktisk se hende var en drøm der var gået i opfyldelse. 
"Musling!" Lød det endelig fra kaptajnens læber som hun omfavnede sin tabte skat lige meget hvor meget flødeskums kage eller kjole det end måtte koste.  "Hvor er du blevet stor siden sidst, har du det godt?" lød det mens hun nødsagede sig til at løsne omfavnelsen nok til at hun kunne se datteren an, det følter helt sært at de faktisk var nogenlunde samme højde nu men det lignede ikke at Sofie havde sultet hvilket var et godt tegn trods alt.

Amalia havde godt vist at hun desværre ville være væk en del fra hendes datter liv med det hverv hun havde, havets kald var ikke let at benægte og skattene havde gjort det nemt at overbevise sig selv om at det var for Sofies bedste at hun havde gjort det. Men nu som hun stod ansigt til ansigt med hvor meget tid hendes valg havde kostet dem, havde det virkelig været det værd?
Amalia sænkede sit blik, "Jeg.. håber du kan tilgive mig for at få dig til at føler du var nødt til at løbe væk hjemme fra."

Kage og tallerken blev kastet til side - til Zalens haller med det! I stedet omfavnede hun sin mor, og knugede sig til hende så hårdt som hun nogensinde havde knuget nogen. "Mor.." gentog hun let grådkvalt ind i Amalias hård. Af alle steder de kunne mødes, i hele det ganske lang, havde hun aldrig forventet det ville blive på lysets palads i Dianthos.

En klukkende, lettet latter lød fra Sofie "Jeg har haft lidt vokseværk! Men ja, jeg har det godt. Rigtig godt!" fortalte hun. Åh hvor var der sket meget, hvor var der meget hun ville fortælle! Sofie kunne slet ikke samle sine tanker om hvor hun skulle starte.

Sofie spærrede øjnene op over hendes mors ord, krystallysestagernes lys skinnende i den unge kvindes fugtige øjne "Jeg.. tilgiver dig" svarede hun sagte, inden hun omfavnede sin mor tæt igen "Det er ikke din skyld jeg var en torske dum teenager" insisterede hun.

Det føltes i Amalias hjerte som årene havde været et årti og havde mistet alt for meget tid sammen, det var sært hvor meget nogen kunne ændre sig og stadig ligne sig selv! Heldigvis virkede Sofie til at være ved godt helbred og bedre humør.

Salte tårer begyndte at vælde frem "Virkelig?" Lød det som blå blik søgte hinanden og de atter omfavnede hinanden tæt, hvorefter et nærmest grindende grynt for forlod hende. "Det har du nok for mig, så det kan jeg ikke helt sige så meget til" grindende hun og knugede datteren tæt ind til sig igen før hun følte sig nødsaget til at slippe hende igen.

"Så hvor mange problemer har du formået at rode dig ud i?" lød det med et sigende blik, for hvis Sofie bare var halvt så meget som hun selv havdet været i den alder, så havde hun mindst været ude i tre større problemer.
"Du er trods alt min datter" Klukkede hun varmt, det var ikke nemt at være forældre til, noget Amalia selv havde hørt for fra hendes egne forældre.