Dragevogterne var netop kommet til Dianthos og det var en glædes dag for folket i Ango Corda, og udadtil havde det også virket som om at folket i Dianthos havde budt dem en varm velkomst og beundrede deres smukke, men frygtindgydende drager. Deres stolthed. Men når man som Elemér havde det lidt akavet ved at skulle til fornem midvinterbal med de fine Dianthosianere og være i den slags formelle omgivelser med hans egne kollegaer, som han endnu ikke kunne være afslappet omkring, tog han sig selv den frihed ikke at deltage i festlighederne. Desuden ville han meget hellere bruge en hel dag i Dianthos, og opleve byen som den virkelig var. Eller så godt som. Elemér havde trods alt ikke noget tøj fra Dianthos, så hans mest simple klæder var hans løse hverdagsklæder, som lignede det munkene bar derhjemme, og med sit rubindragerøde hår, kunne han ikke undgå at skille sig ud af mængden som vogter.

De penge han havde med skulle bruges på noget fornuftigt. Han forestillede han sig at han med årenes løb havde en souvenir fra alle hans ture, som han kunne vise frem derhjemme og imponere de ældre og de yngre med. Han drog ud på markedet for at lede efter noget typisk Dianthosiansk, noget der var i rejsestørrelse, og som helst ikke skulle koste for meget. Som vogter havde man ikke rigtig en god forståelse af penges værdi, og han var ikke helt sikker på hvor meget han kunne købe for. Der var mange spændende ting, og han oplevede at have svært ved at løsrive sig fra de handelsfolk som kaldte efter ham og lokkede ham med tilbud. Men han var ikke kommet her for at købe mad.

Han sluttede sig til nogle jævnaldrende fyre, der havde set at han så søgende ud, og fulgtes med dem til et langt mere spændende sted. De nævnte aldrig Det Sorte Marked ved navn, men selv hvis de gjorde, havde han aldrig hørt om stedet før. ”Jeg vil prøve at finde en drømmesælger, vi ses Dragefyr,” Sagde den ene af dem, og gav Elemér et helt kammeratligt klap på skulderen, før han og hans kammerat splittede op med ham. Elemér vidste dårligt om han skulle reagere på sit kælenavn eller ordet drømmesælger. Det lød virkelig spændende, men det lod ikke til at der var meget tid til at spørge ind. De to mørkklædte fyre havde allerede blandet sig i mængden fra de andre handlende på gaden, der modsat Elemér, også var klædt i sort.

Det var lidt underligt at være blevet efterladt. I et øjeblik så Elemér åbenlyst ud som om han var faret vild, men hans blik gik straks på opdagelse i de forskellige boder, der solgte alt fra forbandede smykker til farvestrålende væsker i glas.

Det var ikke hver dag Romulus begav sig ned på det sorte marked. Nogle gange foretrak han at sende andre herned, men der var altid et par sælgere man kunne finde heromkring, skulle man ønske at købe noget. For selvom der var alt på markedet, også ting der var langt farligere end Nox, så var det vigtigt at vise at man stadig var der.
Nogle gange måtte man også lige vise sit ansigt, for at vise at man også mente det seriøst, og så sælgerne vidste at han stadig var her i gaderne.

Han bar en lang frakke. Både til at gemme flaskerne i, men også til at holde varmen her om vinteren, nu når kulden var indtruffet. Han havde fundet sig et lille hjørne hvor han kunne stå og hive fat i folk der kunne være interessante at sælge på, men ellers lod han de mere højtråbende sælgere være de primære.
De var en næsten lidt from type der var på vej til at gå forbi ham, som endnu engang fik ham til at sige højt. "Interesseret i at købe noget dagdrøm?" spurgte han højlydt, og kiggede på mande i håb om at fange hans opmærksomhed. Det var altid sjovere at fange folk i det, når de ikke lignede typerne for det. Men de unge var vel trods alt altid ude på undersøge alt hvad der var af interessante ting, og når man først havde smagt en gang...

Den rødhårede turist vidste dårligt hvor han skulle starte. Der var mange der ignorerede ham, mens han stod der i mængden af travle folk, men så var der også dem der forsøgte at få øjenkontakt med. De øjne der faktisk fangede hans opmærksomhed, var de kølige, intense øjne, der kom fra den mand der solgte… sagde han… dagdrømme? Elemér kiggede efter de flinke gutter der havde bragt ham til denne del af byen, men de var ikke til at kalde tilbage til sig uanset hvad. Det var jo ellers dem der ledte efter en drømmesælger, og ikke Elemér. Manden kiggede på ham nu, og han følte en trang til at imødekomme ham så han kunne finde ud af hvad de der dagdrømme var.

Elemér manøvrerede sig forbi folk for at nå hen til ham. Manden var samme højde som Elemér, men så lidt ældre ud end ham selv. Han måtte være menneske, men Elemér var faktisk lidt i tvivl. ”Du sælger dagdrømme?” Spurgte han med en naiv usikkerhed. Han var socialt anlagt og var vant til at tale med fremmede mennesker, men omgivelserne var uvante for ham og han virkede nervøs. Men han var også spændt! ”…Er det…” Mon det var upassende at antage dette ”Er det et stof, af en art?” Hvis det var farligt måtte han hellere holde sig fra det…

Nervøsiteten var hurtig at opfange for Nox-sælgeren. Det var de nervøse folk man typisk kunne få lave en hurtig handel med, og om ikke andet lignede han en der ikke vant til området, så det kunne også godt arbejde til Romulus' fordel. Han håbede det i hvert fald som fyren kom nærmere ham.
Hans fingre var hurtig til at finde en af flaskerne frem. Selv i den lave belysning heromkring, var det nemt at se hvor fint det skinnede i et svagt gyldent skær.

"Det giver dig dagdrømme. En lille flaske kan vare en helt eftermiddag," tilbød han, selvom det selvfølgelig kunne vare kortere eller længere efter alt hvordan personen tog imod det. "Det er en drik? Der er intet farligt i det. Blot en anelse vand og noget magi." Ikke de mest sindsoprivende ingredienser, og måske var det ikke helt sandfærdigt, som han vidste at der var massere der var meget meget afhængige af stoffet. Men en flaske gjorde ikke nødvendigvis ikke noget. "Du får lov til at opleve dine drømme lige her hvor du er. Er det noget du er interesseret i? Det koster ikke mere end et jadestykke for en flaske." Hans smil var venligt og ligeledes hans øjne.

Vand og magi? Ja, så kunne hans varer nok ikke klassificeres som et stof som sådan. Og de andre fyre han havde fulgtes med lignede helt almindelige knægte, der ikke havde lidt nogen skade. 
”Hmm,” Lød det overvejende fra Elemér ”Ja måske? Må jeg få et kig?” Han ville ikke fortælle Romulus at han havde flere jadestykker på sig. Det lød jo vildt billigt, hvis han for en jade kunne opleve magi på sin egen umagiske menneskekrop.

Hans hånd søgte allerede ned mod pungen hvor han fiskede en håndfuld penge op og talte om han havde 10 ravstykker han kunne give i stedet, når nu de vejede det samme som jadestykkerne, men var mindre værd. Elemér havde ikke vildt mange penge på sig, men i forhold til at det her var hans første dag i Dianthos, var det nok flere penge end han nogensinde havde haft. Hans hoved var ikke trænet i betalinger, men han var kvik nok. Og egentlig i forvejen i højt humør. Han havde sikkert ikke brug for dagdrømme.
”Her,” Sagde han mens han overrakte ham en håndfuld af de skinnende ravstykker.

Manden lignede trods alt en der havde lidt penge på sig, men Romulus vidste også godt at et jadestykke generelt ikke var forfærdelig meget. Det var til at betale for de fleste for en engangsnydelse, og det var det vigtigste trods alt. Når man først havde folk med den første oplevelse, så skulle man nok kunne få fat i dem igen. Og det var ikke det dyreste at producere, det tog bare lidt tid med hvor meget omsætning de havde efterhånden.

Han lod ikke manden tage flasken, men lod ham da kigge indtil at krystallerne var talt op, så han var sikker på at der også var penge til at betale med.
"Det er en god idé at tage den mens du står stille, eller sidder ned når du gør det første gang," sagde han og som han tog ravstykkerne og hurtigt talte dem. 10 stykker som aftalt. Han lagde dem i lommen og tilbød manden at tage flasken med det gyldne væske fra ham. "Du kan altid finde nogle flere der sælger. Bare spørg efter dagdrømme." Han ville nok ikke være her næste gang manden ønskede noget mere, men en af hans sælgere ville uden tvivl, hvis ikke flere af dem.

Det var først da han havde overleveret krystallerne til den grå fremmede, at han selv fik lov til at tage flasken op og nærstudere dens fortryllende indhold af drømme. Ligesom alle andre førstegangsnydere, havde han ikke travlt med bare at indtage indholdet med det samme. Han følte jo lidt at det var for smukt til at havne nede i mavens mørke… Og så havde han heller ingen ide om hvor appetitligt det var.

Stadig med sit mørke blik fokuseret på magien der hvirvlede rundt nede iblandt vandet, lyttede han til den simple vejledning. Det lød jo som om det var ganske ufarligt, og alligevel var han lidt nervøs for at tage det, af en eller anden grund.

”Vil du ik-” Romulus ville vel ikke gå nu, vel? Han drejede hovedet så han kiggede på den lige så høje mand, for at sikre sig at han ikke trak sig væk endnu ”Vil du ik' blive her lidt, så der ikke sker noget..?” Hvem vidste? Med Elemérs held var han sikkert allergisk, eller sådan noget. Hans fingre knugede lidt om proppens materiale, og de ville gerne åbne den. Åbne den her på Det Sorte Marked, af alle steder. 

Han var ikke helt logi-forladt, han var blot en uviden turist…

Romulus havde regnet med at det var det han skulle med kunden. Noxen var blevet betalt, og det var vel bare at finde den næste kunde hvis det var. Han havde stadig en del flasker på sig, og han ville foretrække at have så få som mulig tilbage, når han skulle bevæge sig videre.

Derfor var det også med et tilbageholdt suk at han kiggede på manden der nu også ville have selskab i sin første oplevelse. Han var næppe en givende person på noget punkt, men måske det var bedre at sørge for at staklen fik drukket det. Det lød til at han behøvede at være lidt væk fra alle de nerver han allerede udviste.
Så han plastrede det mest oprigtige smil på sine læber som han kunne. ”Selvfølgelig,” sagde Romulus og kiggede sig om, inden at han trak lidt mere ind på hjørnet. Det her var vel så godt et sted som alle andre. Ikke at Romulus ville gøre noget skulle der ske staklen noget. ”Der er ikke noget at være bange for godt nok.” Inden i kunne Romulus dog allerede godt mærke at han ikke havde meget tålmodighed. Idioten skulle bare få drukket væsken.

Selvom munkene i Ango Corda var et smilende folk, var Elemér vant til at blive mødt med sure miner, og indtil videre havde han kun set Romulus kortvarigt, så situationen havde han svært ved at aflæse. Han var ikke opmærksom på, at han tog en handelsmands dyrebare tid - Der hvor Elemér kom fra havde man jo alverdens tid.
Hans skuldre sænkedes af lettelse over at høre, at han gerne ville blive der, mens han tog det. Elemér fulgte ham de få skridt tættere på væggen, hvor han lænede ryggen mod. "Jamen, så skål da," NOX'en blev hævet i en skålene gestus, selvom Romulus ikke ligefrem havde så meget at skåle med selv, og Elemér drak det uden så meget som at skænke det én bekymret tanke om, at måske var det en dårlig ide at indtage noget, bare fordi det ikke var farligt. Snyd var der jo ikke rigtig noget af der hvor han var vokset op, og ingen havde advaret ham om verdenen udenfor tempeløen.

Det smagte bare af vand.

Elemér virkede først skuffet, men ret hurtigt slog magien til og han mærkede at tankerne blev isolerede og kroppen begyndte at føles let. Det var en rar fornemmelse, og ikke nogen uhyggelig en. Den fik ham til at grine kælent, bare fordi han aldrig havde oplevet noget lignende, eller at miste kontrollen over sig selv på den måde.  En smule svajende stod han og stirrede på den sortklædte folkemængde, og så kiggede han på Romulus, og uden at sige noget drejede han om på hælene og bevægede sig afsted ud i det ukendte, men funklende marked!

Romulus lagde armene over kors, som han ventede på at manden fik taget den magiske væske, og et tilfredst smil gled over hans læber, da han endelig tømte det og et lille "Skål," undslap han slæber, som han ventede på at magien tog fat. Han vidste det nok skulle. Det var de færreste der ikke blev påvirket af det, selvom det altid var en mulighed. Ligesom at Romulus heller aldrig havde oplevet den magiske virkning. Alt han kunne gøre var at tage udgangspunkt i hvad andre havde sagt om det.
Men tilgengæld så kunne han se som magien tog hold på manden, og et tilfredst smil spredte sig. "Jeg håber du får en fest," sagde han stille for sig selv, som manden trods alt selv bare smuttede. Han var ikke engang sikker på at han overhoved kunne høre ham mere, eller han fuldstændig var forsvundet, men Romulus havde ikke kvalerne med at overlade manden til sin egen skæbne. NEj, han stillede sig are op på gadehjørnet på ny, for at finde sin næste kunde.

Det var ikke den bedste ide at indtage stoffer, når man skulle repræsentere Diplomaterne fra Ango Corda, men på intet tidspunkt føltes det som en dårlig ide. Præcis som Romulus omtalte det, fik han en fest ud af dagen. En fest hvor han følte sig ædru nok til at kunne passe på sig selv, men hvor lyde og billeder omkring ham blev behageligere og langt mere farvestrålende. Han kunne godt se hvorfor folk kaldte det for drømme, for han følte at han kunne bevæge sig frem, bekymringsløst og uden fortidens smerter. Når folk så på ham, var han blot ekstra smilende og glad, og dem han kom til at gå ind i, blev blot vinket til, mens han glad undskyldte og smågrinede for sig selv over ikke at være i kontrol over sin egen krop.

I løbet af aftenen, men først da det var blevet sent, blev drømmetilstanden kun stærkere, og han kunne kun huske billeder af hvad han havde foretaget sig på det sorte marked, og huskede ikke engang dem som hjalp ham med at finde tilbage til hovedgaden igen. Han huskede at han havde fået sig en masse gode snakke med nogle dianthosianere fra markedet. Han havde købt en usædvanligt stor sukkerroe, fordi han fik talt roe-pigen til en god pris, men også fordi han på det tidspunkt syntes at den havde Calanis' ansigtstræk, og en tanke slog ham, at Calanis ville blive begejstret for at modtage den slags i gave. Men undervejs på sin tur, glemte han lidt hvad han skulle med den, og gav den til en lille dreng der komplimenterede den, hvilket sikkert gjorde hans mor glad. 
Elemér kunne ikke huske, hvornår på dagen at hans indre ur fortalte ham, at nu var det tid til at drage hjemad, men han fandt vej - hvordan vidste han ikke, men måske var han gået til slottet? Slottet var trods alt som en slags nordstjerne med dets høje, funklende spir.

Vagterne udenfor slottet genkendte Elemér som dronningens højt ærede gæst, og lukkede ham ind uden et ord om den tilstand var i. Det var tydeligt at der var noget galt med ham, men han var ikke beruset overhoved, bare... underlig. 
Elemér virkede usikker på benene. Hans hoved havde været så længe i drømmen, at han ikke havde bemærket hvor meget han havde gået og slidt på kroppen. På et tidspunkt greb han ud efter en livgarde, der stod ubevægeligt stift, for at støtte sig til ham. Han slap ham igen og gik op ad trapperne på hovedgangen og ledte efter den sal hvor han havde fået tildelt et værelse. Han åbnede en dør og kiggede ind i et rum, der var identisk til det han selv havde, men ærlig talt lignede intet sig selv, når man var høj på dagdrømme, men han kom frem til at det måtte være det her. Det var da på denne her sal, ikke? Han overså fuldstændigt, at der var fremmede klæder foldet pænt sammen på sengen og fremmede smykker lagt til side ved sengebordet. Lige nu ville han bare gerne hvile, så han kunne blive ædru igen! Han smed sig på sengen, vandret, og forsøgte at skubbe sine støvler af med fødderne, men med så lav indsats, at de forblev på, og han måtte opgive for nu.

Festen havde været fantastik, selvom det havde været lidt akavet på en underlig måde med Idrys, men han var klar på at arbejde på det. Selvom den store sten i maven ikke helt ville forsvinde. Han havde det dårligt over at udnytte en anden vogter på den måde, men han prøvede at fortælle sig selv at det var okay. Han var trods alt også interesseret i at lære Idrys at kende, så det var ikke helt spildt, selvom han ikke havde lyst til at stå indenfor hvad han havde gang i.
Derfor var det også med et lille suk at han åbnede døren ind til sine gemakker. En lille krystal lyste hans vej, og han lukkede døren i efter sig.

Han skulle til at tage sin jakke af til at starte med, som han havde placeret krystallen på bordet, som han fik øje på noget i hans seng, og et lidt højere gisp brød det stille rum.
"Hva-..." udbrød han lidt, uden at færddiggøre sætningen, inden han begyndte at bevæge sig over mod skikkelsen i hans seng, for fra hans vinkel, så kunne han ikke ligefrem se hvem præcis det var der havde indtaget hans seng. Det var formentlig en der var lidt for fuld, for dem var der massere af. Sata havde i hvert fald passeret to mennesker der havde ligget og brækket sig i en busk.

Værelset var mørklagt, men Elemér var ikke helt faldet i søvn endnu, troede han da nok. Det var svært at vide, om de drømme han havde ligget med var ægte eller forårsaget af NOX. Men på et tidspunkt drømte han, at han lå i sin seng på slottet, og at nogen åbnede døren og tændte et lille lys – et lille blåhvidt lys fra en lille magisk krystal. Han hørte en stemme og følte at nogen kiggede på ham, så Elemér kæmpede sig op at hvile på den ene albue. Han blinkede et par gange med øjnene. Han var væsentligt hurtigere til at genkende hvem der kom ind – Han var trods alt blå, og af blå personer var der kun 2 han kendte. På drømmeeliksir så han ekstra blå ud.

”Sata?” Elemér kendte hans navn. Han vidste hvem han var og havde stået ved siden af ham til samling masser af gange. Men han mindedes ikke at han havde udvekslet mere end et par ord med ham i ny og næ. Selvom man i Ango Corda ikke skelnede mellem folk på baggrund af deres racer, kunne Elemér ikke komme udenom at han blot var et menneske, og Sata var en vindelemental med imponerende magiske evner, og evnen til at leve flere menneskeliv mere. Elemér var selvfølgelig misundelig på ham over dette, men med den tilgang kunne han jo være misundelig på de fleste i Ango Corda, der trods alt bestod af mange magikere og elvere. Men Sata var bare altid flot i tøjet og håret… Og han og hans drage var et populært team.

”Hvad vil du?” Spurgte han og tog sig til hovedet og redte det røde pandehår igennem med fingrene for at sætte det. Hvad ville han på hans værelse?

Sata rynkede brynene, for det sidste han havde forventet var at støde på en mand i hans seng. Ikke at det ville være første gang at han havde taget en mand med i seng, men det var et lidt andet scenarie end hvad end der skete der. Det mest underlige var nok, at det kun tog et par øjeblikke for ham at genkende det mørkerøde hår som trods alt alligevel var ret karakteristisk. Desværre for Elemér, så var det primære Sata kunne huske om ham, var at han var den der havde tabt et drageæg.
"Elemér?" sagde han forundret, og trådte nærmere den halvsovende mand, for at få et bedre udsyn. Han virkede lidt langt væk, selvom han kiggede på Sata, og han kunne ikke finde ud af om det var alkohol, søvn eller noget helt tredje.
Han tog lige et hurtigt kig omkring for at bekræfte at det var i sandhed ham selv der boede der, men alle ejendele indikerede det trods alt, så det var ikke Sata der var på det forkerte værelse trods. "Jeg tror du er gået forkert. Det her er mit værelse," sagde han, og var efterhånden kommet helt hen til sengen, så han rigtig kunne se den unge mand. Han håbede da at Elemér boede i nærheden, så han bare kunne måske vise ham tilbage til sit eget sted, og så kunne Sata selv gå i seng. Det havde trods alt alligevel været en lang dag, og han skulle være frisk til i morgen.

Det var ikke til at tro at sådan en som Sata havde opsøgt ham. Han var lidt beæret, men straks begyndte han at blive nervøs for, at det var kommet for øre, at han ikke deltog til ballet. Men ærlig talt havde Elemér forventet at han var så usynlig alligevel, at ingen ville bemærke det.

Men Elemérs bekymringer skulle hurtigt vise sig at være spild af energi, for Sata var her af en helt anden årsag. ”Hva- Hvad?” Lød det langsomtopfattet fra ham ”Nej, jeg var sikker..” Han tog sig et godt kig rundt i rummet, og blikket faldt hen på smykkerne. Elemér havde ikke så mange smykker andet end dem han havde i ørene lige nu. Åh nej… Han begravede sit ansigt i begge sine hænder og klynkede. Hvor var det pinligt alt sammen!

Han gned hænderne videre op ad ansigtet og tog fat i pandehåret og knugede til, næsten straffende. Men han var for flov til at se Sata i øjnene. ”Undskyld, jeg tror ikke jeg kan huske hvor mit værelse er. Det har været så lang en dag og de her dagdrømme på flaske vil ikke stoppe.”

Hvor blev hans filter af? ”Vær rar ikke at sige noget til Calanis.”

Det var næsten som et lille ulykkeligt barn, eller bare en person der var blevet totalt overstimuleret af hele verdenen, og Sata fandt sig selv sætte sig på sengekanten, og en hånd lagde sig på Elemérs skulder. Det var nok den anden vogters første tur ud i verdenen, så Sata kunne forstå hvis det på en eller anden måde var gået galt hen af vejen. Han håbede blot at han ikke havde rodet sig ud i alt for meget ballade.
"Jeg skal nok lade vær med at fortælle Calanis noget som helst," sagde han i et roligt tonefald, men det var lidt mere bekymrende at Elemér ikke kunne huske hvor han skulle sove. Der var næppe heller ikke nogen der var vågen på pågældende tidspunkt til at kunne hjælpe dem. "Kan du slet ikke huske hvor du er blevet huseret?" Men selv hvis han kunne. Så kunne han også huske forkert, og det ville næsten være mere akavet hvis de gik ind på det forkerte værelse. Men det var også lidt underlig at lade den yngre vogter sove i seng med Sata.
Han hånd forsatte med at nusse ham over skulderen, som han overvejede situationen de var i. Han kunne dog næppe smide ham på porten. Han havde et ansvar overfor en af hans kollegaer trods alt, selvom de dårligt kendte hinanden. 

Elemér kendte ikke Sata nok til at vide hvordan han ville tage Elemérs erkendelse med hensyn til at han var høj. Der fandtes vogtere der ville føle sig personligt angrebet af at få deres ry tilsmudset, også selvom der ikke var sket noget, og så var der dem der gerne ville fremme sig selv, ved at gå til Calanis. Elemér syntes det var lidt slangeagtigt. Men Sata havde altid virket som en af de mere medmenneskelige, selvom han var elemental.

Satas stemme var så behagelig, og hans hånd som lagde sig fortrøstningsfuldt på hans skulder, fik Elemér til at sænke sine skuldre beroliget. Kunne det virkelig passe at han sad her sammen med Sata, eller var det drømmene der havde taget overhånd? Var de i stand til at rode ens hoved igennem, og få ens drømme til at gå i opfyldelse? Selv dem man ikke selv var klar over? Det var i hvert fald rart at få omsorg for en gangs skyld. Elemér fandt sig selv søge en smule tættere på Sata med skulderen. Men han kunne umuligt hvile i hans nærvær!

”Altså, jeg var sikker…” Forklarede han igen, men var jo bevidst om at han ikke havde den fjerneste ide om hvor hans værelse lå i forhold til slotsdørene ”Da vi ankom blev jeg vist til mit værelse. Jeg stillede mine ting og gik igen… Måske var værelset her, men salen over? Eller måske under…”

Det nyttede ikke noget at tænke for hårdt, for han var ikke i stand til at koncentrere sig. Sata havde sikkert ikke den fjerneste ide om NOX eller dens virkning. Hvorfor skulle han begå samme fejl som Elemér? Den eneste grund til at Elemér havde været villig til at prøve, var fordi han fik et øjebliks opmærksomhed fra en pæn og flink NOX-sælger. Og så fik han lov til at mærke magi på egen krop, bare for et øjeblik, men lige nu ville han bare gerne være ikke-magisk igen.

Elemér sank ligesom… helt ad sig selv.. mere ind mod Sata, og hovedet hvilede mod hans skulder.

Sata lyttede roligt til Elemérs ord som de sad der, og det gjorde det kun mere klart at han ikke kunne forsøge at smide Elemér ned på sit værelse. I hvert fald ikke uden at de nok ville blive fanget, og det sidste Sata ønskede var at den anden vogter kom i problemer, bare fordi han var lidt ung og måske lidt dumdristig at indtage et eller andet mærkeligt middel der var gået direkte til hans hoved. De havde vel alle været der på et tidspunkt i deres unge dage, selvom en del af dem havde fået det ud af systemet inden de var kommet i templet, men som et menneske... Sata kunne til dels forstå det.

Han kunne mærke den mindre, men nok mere robuste form af Elemér læne sig ind mod ham. Kroppen var varm i det ellers næsten lidt kølige rum, og han kiggede forundret ned på manden. De havde aldrig været så tætte som de allerede var nu. Det var nok bedre at få ham til at sove så.
"Du kan overnatte her i så fald," sagde han endelig. "Lad mig lige få skiftet tøj." Hans blik gled ned på Elemérs støvler. "Og lad os også få dine støvler af." Det var vel bare at passe en fuld ven, noget Sata godt havde oplevet før, selvom han ikke havde forventet at han ville stå i denne her situation med en anden vogter. 

Her? Elemér kunne sove her? Med ham? Det her var dømt til at blive akavet, men han så lettere på det nu, end hvis han havde været ædru. ”Tak,” Det var en lettelse ikke at skulle tænke på at komme op ad sengen og begynde at lede efter sit værelse. Elemér ville højest tænkeligt lægge sig et sted på gulvet udenfor, indtil nogen fandt ham og skældte ham ud. Sæt hvis dronningen snublede over hans krop? Eller værre, Calanis!

Hans krop føltes så tung, da han løftede den fra Satas skulder, for at Sata kunne få lov til at skifte tøj. Sata var i sine pæne balklæder stadigvæk. ”Var det et godt bal…? Talte Calanis godt med dronningen?” Spurgte han nysgerrig på, om han var gået glip af noget spændende. Han havde aldrig været til et bal, ligesom han aldrig havde været på et slot. Men alligevel havde han følt sig utilpas ved tanken om at skulle klæde sig pænt, med alle dianthosianernes øjne på sig, og skulle danse og more sig foran samtlige vogtere.

Elemér gjorde et halvhjertet forsøg på at få sin støvle af selv, men havde fornemmelsen af at Sata var villig til at hjælpe ham af med dem, siden han havde sagt ’os’, og stadig sad her med ham. Så han drejede kroppen og løftede op i sin støvlebeklædte fod, så Sata kunne hive, og Elemér kunne trække. Ved samme lejlighed fik han nok kigget på Sata i længere tid end han nogensinde havde prøvet med ham. Det var svært ikke at være betaget af hans endnu ufiltrede, glatte hår og den fejlfrie blå blå hud… Den var virkelig blå… Pæn og behagelig for øjet. Sata var virkelig fremtrædende i hans drømmesyn. Hele baggrunden af værelset stod uklart sløret i kontrast til Satas fine ansigtstræk og skarpe kæbelinje.

Sata fik endelig muligheden for at rejse sig op, og begyndte ligeså stille at tage klæderne af. I en anden situation ville blikket på ham nok været anderledes, og han ville have gjort noget ud af det, men ikke som de var her. Der var ikke nogen intentioner hos Sata. Som tøjet ligeså stille kom af, begyndte han at svare på Elemérs spørgsmål. "Det var det. Vi blev budt godt velkomne, og det virkede til at de havde nogle gode snakke. Folk var også glade, så jeg har forhåbninger om at vi skal nok få lov til at blive sendt ud i hele landet for at fuldføre vores opgave." Som tøjet var kommet af, viste den blå hud sig under, og de store symbolske indgraveringer der var overalt på huden som normalvist ikke blev vist. Det havde utvivlsomt været en smertefuld process, som man kunne se arrene, men det var ikke noget han havde skjult i templet, omend de sjældent blev vist frem hvis man ikke klædte om med ham.
Da han næsten var nøgen, begyndte han at tage smykkerne ud. Hårnålene, der fik det lange hår til at falde ned i bølger omkring hans skuldre, og et par af de mere dinglende øreringe blev taget ud og lagt. Ligeledes med et par armbånd og halskæder. Smykker havde han nok af. Til sidste hev han sin natrobe på, for at han ikke skulle fryse for meget, og vendte sig så mod Elemér.
Han kunne se at han skulle have hjælp med støvlen, og gik over for at hive fat i dem og hjalp ham med at hive dem af og stille dem or fodenden af sengen, og kiggede så en ekstra gang for at være sikker på om Elemér skulle have hevet mere tøj sig inden de kunne sove.