En del af at være admiral var at håndtere absurde mængder papirarbejde, og det var derfor, Lynn i dag gik fra skib til skib på Juvelen. Hun havde nemlig vist sig at være så helt afsindigt dårlig til at holde den gode tone i både rapporter og svar til vigtige folk, at hendes førstestyrmand Sefris havde hevet i bureaukratiet, indtil det gav efter. Nu stod Lynette de Richelieu for at renskrive ting i den propre adels-jargon, og Lynn påtog sig de opgaver, en admiral normalt ville uddelegere til andre, men som faktisk lå til hendes evner: Uanmeldte inspektionsrunder.
    Her kom grimhed i munden og løftede øjenbryn nemlig meget bedre til sin ret end mellem linjerne. Lynn havde netop påpeget grusomme fejl ved seneste reparation af den fregat, hun lige havde forladt, og hun følte sig sikker på, at de nok skulle få sat det i orden, inden de endte med at gå på grund ud for Topalis, fordi de have sparet på krystallerne. 
    Denne næste båd var lidt en anden sag. Pæn nok i stand, men med malerpletter, der så forkerte ud på de nyskiftede planker, og tønder der så lige lidt for generiske ud til at være andet end et dække. Det her skib tog jævnlige knubs, blev repareret godt, men ville gerne ligne en gammel kending i havnen. Det betød som regel fusk.
    "Dig der!" råbte hun af en ung pige, der kom slæbende med en tønde. "Find mig kaptajn og inventarliste!"
    Det var Lynns gode dag i den forstand, at pigen straks tog imod ordren. Det var Lynns dårlige dag med dét, hun råbte.
    "PEARSON!"
    "Årh for zalan da også," mumlede Lynn og himlede med øjnene. Så viftede hun ad den skriver, hun havde med sig. "Hent nok folk til at endevende skuden. Vi finder med garanti smuglergods i lasten på hende her." 

Man vidste aldrig hvornår Lysets og dets admiraler ville ligge an til uanmeldte inspektionsrunder, hvilket selvfølgelig kun var en ting som var til gene for skibe og dets kaptajn. Det var også grunden til at Charles sjældent havde nogen større lyst til at blive længere end nødvendigt i en havn, og især Juvelen i Dianthos, det var her de var mest aggressive og det var her Lynn holdte til.
Der var ikke personer som Charles bag nag over eller havde det stramt med, men Lynn var en af dem. På trods af at han havde det svært med hende, så respekterede han hende, eftersom at de kig langt tilbage sammen. Hun fuldførte sit job, og hans sit. 
Det var også grunden til at han havde luret hende af, sørget for at kende de fleste af hendes træk og blot altid sørgede for at der ikke var noget at komme efter på de skibe som han befandt sig på. 

Charles var slet ikke ombord på skibet da Lynn og hendes tropper skulle til at borde. Han kom bag fra hende, hørte hvordan hun råbte af en ung kvinde som kom slæbende med en tønde. Han kom hende tættere, som hun kommanderede rundt med folk for at finde ham. 
"Minsandten, er det ikke Frk. Valeriev?" Lød det højt fra ham, som han nærmede sig og kom så tæt på hende at han tog plads ved hendes side, "De finder intet på skibet. Jeg vil gerne vise Dem rundt?" Det var både af høflighed og en lille næsvished, selvfølgelig gik han ikke i hendes fælde to gang. 
Han kiggede på hendes lajkajer som styrtede rundt, for at boarde skibet, så de kunne indvende det. "Hvornår har du sidst fundet noget på et af mine skibe, Lynn?" Spurgte han opfyldende og kiggede over på hende, som de begge stod foran det godt brugte, men ellers lækre skib. Lige nu havde han serven overfor hende. Han ville have kontrollen. 

    For en gangs skyld var Charles ikke langt foran, men at dukke op bag hende, irriterede Lynn mindst lige så meget. Hun vendte sig rundt med hænderne solidt plantet på hofterne og skød ubevidst brystet en smule frem for at fremvise admiralstjernen, som prydede hendes uniformsjakke. Det her var første gang, hun var stødt ind i Charles efter forfremmelsen, og selvom han uden tvivl havde hørt det fra sine utallige informationskanaler, skadede lidt underspillet praleri ikke.
    "Jeg tror de er for travlt optaget til at få en personlig rundvisning lige nu, en jeg tager da gerne turen," sagde hun, og havde tydeligt fuldstændigt misforstået hans formelle tiltale som at han snakkede om alle de folk, der kom op på dækket og kiggede i tønder. "Jeg tro ikke, at jeg kigger mindre grundigt bare fordi jeg ikke har fundet noget de andre gange. Jeg skal nok få dig en dag."
    Lynn prikkede ham tre gange på brystet med en skarp pegefinger, før hun vendte sig mod skibet og holdt en kunstpause.
    "Start gennemsøgningen i den modsatte ende af, hvor han viser mig rundt først. Holdt øje med at de ikke prøver at skjule noget som vi kommer rundt." Beskeden blev sendt telepatisk ud til skriveren, der forhåbentligt kunne give instrukserne videre. 
    Havde hun stået på kajen havde det ikke være muligt. Derfor insisterede hun oftest på at gå ombord, så hun kunne udnytte sin fordel af evnerne.
    "Hvad skal du overhovedet med sådan en skonnert?" spurgte hun Charles og slog ud med hånden for at aflede opmærksomheden fra sin pause i tale. Det var umuligt for hende at holde en mundtlig og telepatisk samtale samtidig, men det gjorde også at det var nemmere at lure, når hun brugte sine evner.

At Lynn var blevet forfremmet gjorde kun hendes ego og selvsikkerhed større, end det over hovedet havde været nødvendigt at være og det blev skubbet direkte op i hovedet på Charles, som hun vendte sig om med hænderne placeret solidt mod hofterne og med det fremskudte bryst. Det var helt sikkert ikke for at vise ham sin barm, men nok mere den stjerne som prydede hendes uniform. 
Han havde selvfølgelig hørt det fra flere kanaler af, men dette her var typisk Lynn og han havde ikke forventet andet. Derfor tog han det også med et gran salt, som hun sådan spillede op. Ville hun stå og måle noget, som hun ikke havde? 
Hendes undersåtter spænede rundt om skibet og ombord på det, hvilket han slet ikke var bekymret over. De ville ikke finde noget, han havde ikke noget at skjule denne gang. Alt var afleveret og hente som det skulle, men det havde skam også været i sidste øjeblik. "Selvfølgelig. Jeg skal gerne vise dig rundt, Lynn" Han kiggede på hende, og lyttede videre til hendes ord og tog imod den prikkende finger på hans bryst. Han var ikke videre skræmt, over hendes aggressive fremtoning, han forventede heller ikke andet end den attitude. Den skulle hun have. 

Han studsede ikke så meget over pausen i hendes tale, som hun gik tættere på skibet og slog armene ud imod det. Måske havde han fået det til at lyde som om det var hans, men han var egentligt blot hyret denne gang. "Hvorfor have en jolle, når man kan have en skonnert?" Han så hendes vej, som han gik imod hende, "Når man først har prøvet prøvet noget så stort, så tilfredsstilles man ikke med mindre" Kom det små kækt fra ham. 
"Skal vi?" Denne gang slog han hånden ud mod landgangsbroen, og hun kunne gå forrest ombord på skibet.

    "Ha! Så skal du ikke ombord på mit skib - så kommer du aldrig til at være tilfreds med nogen anden skude igen!" sagde Lynn.
    Hendes skuldre faldt lidt ned, og hun fik en mere afslappet positur. Det var svært at blive ved med at være streng og knotten over for Charles. Hun ønskede sig brændende at finde noget, der kunne stoppe hans illegale foretagener, men samtidig var hans iboende charme som en økse, der flækkede hendes påtagede, hårde skal. Det mindede hende om gamle dage, hvor de ikke havde været sådan her over for hinanden. Hvor hun ikke havde behøvet at være sådan over for ham.
    "Ja så vis mig da rundt," sagde hun. "Jeg skal altså også stadig bruge inventarlisten. Hvad fragter du?"
    Ikke at han ville give hende et ærligt svar, det var hun sikker på. Eller også var det blot halvdelen af sandheden. En eller anden dag... En eller anden dag...
    "Jeg troede  i øvrigt, du var holdt lidt op med at sejle. Hørte, du havde fået et sted inde i byen?" tilføjede hun, mens de gik.
    Bylivet interesserede hende ikke gevaldigt, men hun havde hørt hans navn nævnt i forbindelse med en eller anden bygning i Dianthos. Hun anede ikke, hvor den lå eller hvad den blev brugt til, men hun regnede med det sikkert var et varehus for smuglergods. Udover, at det var det, man havde folk på havnen til. Så en lille del af hende havde da håbet, at han endelig havde opstøvet et godt, skattebetalende erhverv og slået sig ned med det.

"Er det en invitation?" Spurgte han hende kækt, hvorfor ikke komme ombord på et større skib? Hun nød sine egne ord, men fortrød dem måske. Han regnede hvertfald ikke med at det var en invitation til noget som helst. 
Charles nød at se hvordan hun sænkede sine skuldre. Han kendte, eller håbede at kende hende, godt nok til at vide at hun ikke kunne opretholde den facade som hun holdt oppe overfor Charles. De kendte hinanden for godt, deres historie gik langt tilbage og et eller andet sted havde de et ømt punkt overfor hinanden, det kunne de næsten ikke komme udenom. 
Charles respekterede hende, og han følte at det var gengældt. 
"Så gerne" Svarede han roligt, og fulgte hende op ad gangbroen og kom op på dækket. Han tvivlede slet ikke på at han allerede kendte den taktik, som hun ville bruge, så meget kendte han hende da, men gjorde ikke noget større påstyr over det, "Selvfølgelig. Det lød næsten som om at du allerede havde fået en af de unge til at finde en liste til dig?" Det var næsten et retorisk spørgsmål, men listen skulle nok komme. "Skibet er tomt, Lynn" Svarede han ærligt, for det var det. Men selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at afsløre mere end rigeligt, og det regnede han da heller ikke med at hun forventede, "Fisk; sild, torsk og lignende. Men skibet blev tømt i morges, inden solen stod op" Det havde været et fandes arbjede, for alt det andet som skibet havde indeholdt, alle de ulovlige ting, de var også blevet fjernet, hurtigere end man kunne forvente. Charles tog ingen riskio.  
"Synger fuglene så højt?" Spurgte han nysgerrigt, men det kom ikke bag på ham at hun allerede vidste det, men hvor meget hun vidste, var faktisk et godt spørgsmål, "Men det er helt rigtigt, vi har købt et lille sted. Jeg har trukket mig meget væk fra havet, men jeg vil aldrig kunne trække mig væk. Vi bruger stedet til at hjælpe små fragtmænd, som mangler et sted til at opbevare deres gods" Og så indeholdte stedet selvfølgelig også "Ringen". Det var det der var den store indtægtskilde. Det var det der tømte folks lommer, for at sige det rent ud. Eller hvert fald de som ikke var dygtige. 
"Skal vi starte direkte i lasten?" Det var vel det hun var kommet efter.

    Lynn rystede på hovedet af Charles. Selvfølgelig bøjede han hendes ord i retning af en invitation. En invitation, han sagtens kunne få, men hvis han fik den, fordi hun tog ham i at smugle ude til havs, ville han næppe få den store rundvisning. Så ville han kun se indersiden af brummen.
    "Ja, lad os starte i lasten. Jeg håber for dig, at listen stemmer overens med det, der er blevet skrevet ned af havnekontoret i morges så. Og at lasten lugter fælt af fisk. Hvor længe var I til søs?" spurgte hun, men hun vidste allerede, at papirerne ville stemme. De havde leget den her leg lidt for længe til at hun ville fange ham ved uorden i papirerne. Gjorde hun det, ville hun faktisk blive skuffet over ham.
    "Er det ikke upraktisk med et lager inde i Dianthos, hvis du primært finder kunder her på havnen?" fortsatte hun, og fakisk af ren nysgerrighed. "Jeg kunne forestille mig, at kaptajnerne ikke orker at bringe det hele vejen til hovedstaden for et sted at have det. Det meste skal jo sælges herude alligevel, skal det ikke?"
    Måske havde Charles bare flere kontakter i storbyen, end hun havde regnet med. Han havde i hvert fald flere end hende, men det var nu mest fordi hun nød at bruge al sin tid på havet. Landgang var noget man havde brug for, men ikke noget hun som sådan så frem til.

Selvfølgelig fik han ikke andet end hendes rystende hoved, som svar på hans forsøg på humor mellem dem. Han havde muligvis ikke forventet andet, men Lynn havde alligevel selv lagt op til det. 
Det lå i hendes ord, hendes ivrighed efter at afsløre ham i at smulge, måske fordi at hun vidste at det var noget han stadigvæk gjorde sig i, efter første gang han havde stået på et skib som var blevet afsløret, og hun stod på den anden side. 
Efter den gang, hvor hun fik ham smidt af skibet, efter at han havde skyldt skylden på sin kaptajn og sendt ham i brummen, havde hun været efter ham og forsøgt at finde noget på ham - på trods af at det endnu ikke var lykkedes.
"Det skulle undre mig hvis det ikke stemte" Kom det selvsikkert fra ham, som han åbnede lemmen ned til lasten, så de sammen kunne gå derned. Der var altid orden i hans ting, når han var så stor en kontrol freak som han egentligt var, "Et par måneder, lidt mere. Frem og tilbage" Det var selvfølgelig en længere rejse, men fiskene var bedre mere nord på. Derfor havde det heller ikke været friske fisk de var kommet tilbage med, men saltede fisk, som kunne bruges til rygning eller tørring.
Charles gik føst ned ad trappen og tog imod hende som hun kom ned. 
Der var en historie mellem dem og hun havde betydet meget for ham, hvilket nok betød at han i bund og grund tog bedre imod hende en andre, og tog hendes besøg lidt lettere.
"Jo, når vi har med fragtskibe at gøre med, så er det ikke så praktisk. Men vi har forretninger med andre fragtmænd også, så for at møde dem alle på lige vis, så gav det mest mening. Og så har vi flere kontakter derinde" Det var måske også nemmere at have smuglere varerne på havnen, men der havde de forskellige løsninger, "Alt efter hvad vi fragter og hvem vi fragter for, så styrer de hvor det skal sendes hen og det har vi ikke så meget at gøre med. Men vi hjælper gerne med at opbevare fragtgods inde i Dianthos" Det var måske et større arbejde, men det hele var jo et skjul for deres smuglergods og så brugte de jo lageret til "Ringen"

    Lynn tog imod Charles hånd idet hun kom ned til lastrummet. For det første fordi det var smart at have en hånd, når man gik ned i andres lastrum og ikke kendte de bulede trappetrin, og for det andet fordi hun var vant til det. Var vant til at være sådan her med Charles, fordi hans forbandede charme fik en til at tage imod ting fra ham.
    "Du ved godt, det her skib er for stort til kun at være en fiskekuttert, Charles, og du burde vide, at jeg ved det," sagde hun og kiggede rundt. Tomme kasser var rigtigt nok det eneste, der var at finde hernede. "I har sat et flot hejseværk på, så jeg er ikke i tvivl om, at I faktisk hiver lidt fisk med hjem, men I har haft noget andet i lasten. Jeg ved du vil holde på en løgn over for mig, Charles, men en eller anden dag fanger jeg dig hernede før daggry."
    Det var også alt hun kunne. At tage ham i fusk inde i Dianthos var praktisk talt umuligt for hende. Primært fordi de to steder, hun kunne finde på egen hånd i storbyen var Ønskespringvandet og den nærliggende knejpe. Og fordi hun ingen ret havde til at konfiskere noget som helst uden for havet og havnen. Nok var hendes magt som Admiral ret så stor, men ikke på fastlandet. Der var hun til lige så meget nytte som en strandet fisk.

At mærke hendes hånd imod hendes igen, sendte små minder igennem hans hoved. Alt andet end at lade netop hende hjælpe ned i lasten, vile være fejt af hende. Han ville selvfølgelig altid vise sig fra sin bedste side over for hende. Lasten stank af fisk, som hun forhåbeligt havde regnet med at den ikke gjorde, hvilket ville få ham til at udstå som en løgner. Det var han også, han løgn og smed folk under bussen når han kunne, for at fremhæve sig selv.
Han vidste udemærket godt at skibet var for stort. Selvfølgelig var det det. "Lynn.." Startede han roligt og vendte sig mod hende for at forklare sig og fandt hendes øjne, "Du har helt ret. Men vi er ingen fiskekutter. Vi havde en større last med nord på, byttede den over med de mange tønder salte fisk, som vi havde med tilbage. Det hele står på invetarlisten" Forhåbentligt var den liste snart på vej, "Du ved lige så godt som mig at hejseværket er til mere end blot fisk. Vi har ikke været på åben hav for at fiske, vi har blot læsset allerede fanget fisk ombord og sejlet dem tilbage" Hun forsøgte at gribe hver en lille ting, for at få ham til at tøve, men lige nu ville det ikke ske.
Han var dog i bund og grund glad for at se hende, men han hadede at det skulle ske på denne måde. Nu var hun blevet forfremmet, det undede han og dette var hendes job. "Jeg ved at du er opsat på at tage mig i noget jeg ikke burde.. Men indtil videre har der intet været på mig. Hvorfor er du så målrettet, Lynn?" Han vidste at hun aldrig ville give op, efter første gang havde hun fået skovlen under ham. Han håbede blot at der i denne lille katten efter musen leg, var et venskab at finde.

    Lynn sukkede og himlede med øjnene. Han havde da også en forklaring på alting. Hver gang han kom med en søforklaring, havde han endnu en i baghånden til at smide i søen, når den første sank. Altid på forkant. Altid et skridt foran. Altid flere løgne.
    "Fordi... " Det var svært at sige, og det var ikke kun på grund af stanken af fisk, der krøb ind i ens næsebor.
    Hans forklaring gav jo mening. Der var masser af både, som primært fragtede andres tøndefisk, selvom der var flere penge i det, hvis man selv fangede og fik det leveret friskt. Altså medmindre man havde halvdelen af lasten fyldt med smuglergods og derfor tjente langt mere på fragtfisk end man burde.
    "Fordi jeg ved, du lyver for mig Charles," indrømmede Lynn endelig og mødte hans blik. 
    Noget af den fortrydelse, hun stadig holdt i hjertet over at have stækket hans ry, sivede ud af hendes blik i det øjeblik. Ansvaret ved at være hos Lyset kom først for Lynn. Før alle hendes venner, og til tider også før familien. Det skabte ofte revner i hendes forhold, og det var ikke noget, hun var særlig stolt af, når det kom til stykket.
    "Det plejede ikke at være sådan her," Hun tog hatten af med den ene hånd og kørte den anden gennem håret. "Jeg plejede at kunne stole på dig, men..." Hun rystede på hovedet. "Jeg ved, du laver noget ulovligt, Charles. Hvordan skal jeg kunne se den anden vej?"

Charles havde ofte et svar på de fleste spørgsmål, som det ville blive stillet ham, fordi at han altid forsøgte at være et skrid foran. Han ville være i kontrol over de fleste situationer, og derfor måtte han ikke efterlade noget til tilfældighederne, for det ville ødelægge alt for ham. Han fangede godt de himlende øjne, og tog notits hendes suk som blev sendt hans vej. Selvfølgelig var meget af det løgne, og det vidste hun nok godt.
Han vendte sig mod hende som han lyttede til hendes ord, men hun stoppede efter hendes fordi, vidste han hvad hun skulle til at sige? Der var ikke meget i det som han fortalte som var løgn, for det var sådan det var gået til, plus alt det løse de havde fragtet. Men det havde primært været fisk, som lasten havde været fyldt med.
Det gjorde ondt at høre de ord, som han stod og kiggede hende i øjnene. Det var hårdt, fordi det gjorde ondt at lyve for hende. Det skar ham i hjertet, men de var modstandere. Han kunne ikke være ærlig over for hende, dette var hans job. Hun ville bure ham inde, og ville nok ikke have nogen bekymring over det. 
Deres forhold havde været stærkt, men en naturlig gang havde skilt deres veje. Det var bestemt at hun skulle i lyset, hvilket han respekterede, men det betød også at de naturligt ville være modstandere. 
"Men meget har ændret sig, Lynn... Også selvom ingen af os bryder sig om de ændringer" Han havde ikke ønsket at miste sin veninde på den måde, men det var naturligt. De måtte respektere de veje som de havde taget, og få det ud af det med hinanden som var muligt. "Du kan da stole på mig, Lynn" Så længe det ikke gjaldt hans smugler forretning, selvfølgelig. "Du har ikke taget mig med noget, siden dengang.." Han vidste godt at hun aldrig ville lade denne jagt ligge.

    "Jeg ville bare ønske at det ikke skulle være sådan her," sagde Lynn stille.
    Hun rakte ud efter Charles hånd, men en smule halvhjertet. Som om det var svært for hende at gøre det hele vejen. Eller ville have ham til at møde hende på halvvejen. Kunne hun række en hånd ud til ham uden hans accept efter det, hun havde gjort mod ham?
    "Jeg savner, hvordan det var engang," tilføjede hun med en kant til stemmen.
    For det kunne være blevet så meget mere. Hvilken retning, deres venskab havde taget, kunne hun kun gisne om, men deres pludselige fjendskab havde sat en stopper for det hele. Hun ville aldrig finde ud af, hvad det kunne være blevet til, og selvom der var gået en del år siden hun havde valgt at ødelægge hans ry, var såret ikke rigtigt helet. Måske fordi de aldrig havde talt det igennem. Selvom Charles havde forurettet sin kaptajn, var det Lynn, der tog beslutningen om at ødelægge deres venskab. For retfærdighedens skyld. Fordi loven sagde det. Og selv der havde hun været nødsaget til at gå ad omveje og ødelægge hans ry, fordi hun intet konkret havde på manden. Siden da havde hun brugt mange kræfter på at finde det, der skulle til, for at bevise, at han en lusket smugler blandt ærlige handelsmænd. 
    ... Men var det i virkeligheden for hendes egen skyld, hun gjorde det? For at retfærdiggøre sine handlinger dengang?

"Det forstår jeg udemærket, Lynn" Svarede han hende roligt, med en blød tone, næsten som om han var skuffet over det der var sket i mellem tiden. Det var han jo egentligt også, men det havde været naturens gang. 
Han sendte hende dog et varmt smil, som hun rakte hendes hånd imod ham. Selvom det måske ikke virkede som det bedste tidspunkt, under en rensagning, så lod han sin hånd møde hendes halvvejs og tog hendes hånd.
"Uanset om vi står på hver vores side af det her, så er det vores job. Jeg vil aldrig glemme vores venskab, det betyder lige så meget nu, som det gjorde dengang. Selvom det ikke er lige så stærkt nu" Han kiggede roligt på hende, lod et varm blik udfolde sig på hans ansigt, som han gik hende nærmere, "Dette er blot naturens gang, og nu er du Admiral i Lyset og det under jeg dig virkelig. Det er et job, som kun du kan gøre så godt som du gør" Hun fortjente de rosende ord. 
Det var hendes job at sørge for at skibet blev indevendt dengang, så han tog det ikke så tungt. Det havde også været et skub for ham, i den retning som han var kommet i. Men det der var værst var at deres venskab havde fået et knæk, og de nu sjældent så hinanden. Ikke før at hun kom og bankede på hans dør, og fortalte at det var tid til en rensagning.
Charles vidste at hun var fantastisk til hendes arbjede, og derfor ville han altid gøre alt for at være et skridt foran hende. Han ville ikke knækkes af hende endnu engang, det var hans selvtillid der ville ryge. 

Deres lille moment blev ødelagt, da den unge kvinde mødte dem i lasten og hun overrakte inventarlisten, "Værsgo" Han kiggede over på hende, det var næsten et vredt udtryk i hans ansigt, "Det tog du din tid om" Han tog papirne ud af hendes hånd og rakte dem til Lynn, "Værsgo, alt er som det skal være" 

    Lynn smilede ved Charles' ord, men kunne ikke lade være med stadig at være lidt melankolsk. At det var deres arbejde, og derfor sådan det skulle være, var næsten værre end at det var endt sådan.Da de blev afbrudt, trak hun sin til sig og forsøgte at ryste sig tilbage i sit arbejdssind. Hun havde et job, der skulle gøres, og selvom hun lige havde stået og fortrudt forholdet til Charles, var en del af hende stadig opsat på at få ret i at han smuglede.
    Hun tog imod listen og gennemgik den nøjsommeligt. Ikke kun indholdet, men også om størrelserne passede til det, skibet faktisk kunne fragte. Når hun stod her i lastrummet, var det nemmere at vurdere, om noget af inventaret var falskt, fordi det simpelthen ikke kunne komme herned. Det var sådan, smuglerne oftest blev taget. Men ikke Charles. For Charles var klogere end det, og det vidste Lynn jo godt. Alt på inventarlisten passede med det, Charles indtil nu havde sagt, og intet var for stort til det lastrum, de stod i. Selv oversigten over overlevering til en en anden havn i Nordlandet var udfyldt og underskrevet. Det eneste, der kunne tolkes suspekt, var hvor lang tid, det havde taget pigen at finde listen, men hun så så grøn ud, at Lynn ikke kunne tillade sig at komme med den anklage.
    "Alt ser ud til at være i skønneste orden, kaptajn Pearson," sagde hun med et suk og rakte ham papirerne tilbage.
    Han kunne have købt et skib og sendt det ud på opgaver, mens han selv sad hjemme i Dianthos. Men som han selv havde sagt, var han ikke færdig med havet, og Lynn vidste også, at han var alt for stolt til at eje et skib, men ikke selv styre besætningen.
    "Er der andet jeg bør se på din flotte skude, inden jeg fortsætter min runde?"

Han forstod godt hendes tanker og ord, for han havde det på samme måde, men samtidig så tvivlede han på at det ville blive det samme, ikke når de stod på hver sin side at loven. De vidste begge to at han var ude på et side stykke, men han ville nok ikke kunne ligge det bag sig. Han ønskede ikke at ligge sømandslivet bag sig, men lige nu satsede han mere på "Ringen", men der ville han aldrig møde hende. Det var måske kun for det bedste.
Han nød at stå med hendes hånd, at hun havde rakt ud til ham, havde flere betydninger for ham. Inden I ham var venskabet og kærligheden til hendes person, og det gamle de havde sammen intakt, men det ville nok aldrig blive det samme.

Den unge kvinde som kom ned var grøn, og hvorfor hun havde taget så lang tid om at komme med listen havde han været uforstående overfor.
Lynn fik sedlen og han studerede hende i mens, ikke at hun tjekkede den igennem, men studerede hende gamle veninde.
Igen var han sikker på at han ikke havde lavet nogen fejl i deres lister eller over deres inventar og last. Han var perfektionist ned til mindste detalje, han overlod intet tilfældighederne.
"Som det gerne skulle" Lød det roligt fra ham, som han igen søgte hendes blik. Igen det her suk, som han havde hørt flere gange. Et suk som han tydeligt forstod.
"Det kommer an på, om der er flere steder du vil tjekke? Ellers ikke, Lynn" Hvis hun stadigvæk mistænkte ham, og det gjorde hun selvfølgelig, så ville han da gerne vise hende rundt. "Ellers så vil jeg selvfølgelig lade dig forsætte dit arbjede" Han savnede tiderne med hende. 

    "Det her bør være nok," sagde hun og vendte sig mod trappen igen.
    Hendes folk burde have haft rigeligt tid til at gennemse, de tønder, der blev rullet ombord, og lige finde mulighed for at snuse lidt rundt på dækket, men når lasten var så tom allerede, forventede Lynn ikke, at de havde fundet noget. Med Charles var det ofte blindgyde efter blindgyde. Det burde ikke frustrere hende så meget.
    Oppe på dækket havde hendes folk forladt skibet igen og var tilbage til deres opgaver på havnen. Skriveren stod tilbage med en notesblok og rystede på hovedet til Lynn. De havde intet fundet. Som forventet. Lynn trak sig resten af vejen op og denne gang var det hende, der rakte en hånd ud til Charles, da han kom op.
    "Hav en fortsat god dag," sagde hun og smilet viste, at hun ikke kun sagde det ud af professionel høflighed. "Vi ses nok til næste ransagning."
    Hun forlod skibet med tanker om, hvordan det ville være rart at møde ham uden for ransagninger og eftersøgninger, men at nogle gange ville Valeria noget andet med ens liv.