I et solidt fælleskab, havde Eskild indvilliget i at tage med på det halve svin efter end arbejdsdag. Han kunne ikke altid kun lade sig gå sammen med Issac, det ville nok kun virke besynderligt i sidste ende. Men han havde endnu ikke haft muligheden for at fortælle hans overordnet omkring væddemålet de havde indgået. 

Den unge disciple Samuel hjemsøgte en anelse hans tanker, men ikke på en ubehagelig måde. Nej, Eskild havde i sinde at komme igen og se hvor meget længere han kunne komme. Der var kommet blod på tanden og han var jo nød til at reagere på det. 

Eskild var sakket en anelse bagud i forhold til de andre vagter som var med på turen. Han hørte dog hvordan stemmerne blandede sig med hinanden, deres klukkende latter. Det var ikke lige nemt at lade sig falde i snak med dem, som med Issac, men det kunne han vel kun takke sig selv for. Så han overvejet en del over hvem af dem, han skulle lade sig sidde sammen med. Stian var nok en af de vagter, han havde ladet sig omgåes mindst med, så måske var det en mulighed for at komme han lidt ved. 
Det gjorde nu heller ikke noget, han havde en behagelig stemme og der var en form af ro til hans vejrtrækning, som de andre kunne tage en anelse ved lære af. 

"Du, Stian," spurgte han og listede op ved siden af Stian. "Hvad siger du til at vi slå os lidt sammen derinde?" det var ikke for at udelukke de andre, men der var vel kun så meget en mand kunne overkomme efter en så lang dag. 

Døren til det halve svin blev åbnet og de kom alle ind. Eskild fik hurtigt listet et ordenligt krus i hånden før han selv fandt plads nede i en af krogene, hvor larmen var mindre forstyrrende og de ikke ville kunne lade sig falde så nemt over hinandens fødder med andre. Han fik lænede sig tilbage i den halv knirkende stol og lod kruset blive placeret på bordet over for sig og sukket ordenligt ud, mens han lod det tomme blik vandre omkring. 
Det var næsten en større udfordring at skulle fortsætte med sit skuespil med øjnene, end bare at kunne stirre blank og tomt ud i intetheden. Men eftersom nærmest ingen vidste dette, blev han nødt til at lade sig holde hovedet igang indtil han kunne tage hjem for natten og sove. "Hvilket distrikt er det egentligt du er fordelt til? Må erkende, jeg ikke just har sat mig særlig meget ind i hvor de fleste af jer er,"

 I sociale situationer, kunne man ikke just kalde Stian en social sommerfugl. Han sagde ikke meget, kun hvis han blev talt til, og havde egentlig ikke meget at tilføje til andres samtaler. Det betød dog ikke at han var utilpas, for han kunne godt lide at lytte, Stian havde det bare med at trække sig lidt tilbage i baggrunden. Men det var kun på sin plads at han tog med; han kunne ikke blive ved med at negligere sit forhold til dem. 

 Stian gik ved siden af et par grinende byvagter der tjattede til hinanden da de snakkede om en eller anden kvinde de havde set forleden - han hævede mundvigen op i et skævt smil og nikkede kortfattet til hvad de sagde før han lod dem gå ind i kroen først- han skulle lige til at følge efter da Eskild kom op på siden af ham og snakkede til ham. Slå os sammen? Forespørgslen overraskede ham en smule, for Eskild og Stian havde vidst kun udvekslet et par ord med hinanden som kunne tælles på den ene hånd. Men hvorfor ikke? Han burde lære sine kollegaer bedre at kende trods alt.
 "Selvfølgelig, lad os det." lød det dæmpet, men venligt fra ham og han lod Eskild træde ind før ham selv. Ikke at han behøvede at lave denne gestus; det forekom ham bare naturligt at gøre. Inden Stian selv gik ind skævede han rundt for at se om deres sergent Alister Sølvklinge ville deltage i aftenens begivenheder, men han var ikke til at se. En skuffelse, som Stian ikke ville indrømme begyndte at brede sig lidt i ham. Han prøvede at overbevise sig selv om at det ikke var vigtigt om Alister var der  eller ej. Det er ikke vigtigt!

 Ligesom Eskild, fik Stian også hentet et krus øl til sig selv. og han fulgte efter den langårede byvagt så de kunne sidde en smule afsides - stadig forholdsvist tæt på gruppen, men uden at de selv blev overdøvet af larmen. Stoisk tog han en tår af sin øl, og prøvede at finde ud af hvad han skulle sige til den anden. Småsnak var ikke en af hans stærke sider. Men heldigivs kom Eskild ham i forkøbet. "Det samme som Alister," nævnte han og blev så bevidst om at det nok ikke helt var et så fyldestgørende svar. Hurtigt tilføjede han, "Det midterste distrikt." Han stillede øllen fra sig og foldede hænderne på bordet, og betragtede sin kollega, "Du hører til det øvre, ikke?" Selvom Stian ikke kendte mange af sine kolleager på venskabelig vis, så havde han alligevel en ret god hukommelse når det kom til at vide noget om dem. Han skævede over mod døren da nye gæster trådte ind, og underbevidst, havde han håbet det var Alister, men det var det ikke. 

 "Så.. er du faldet godt til?" prøvede han for at være sikker på at samtalen ikke gik tabt imellem dem - og nu blev han usikker på hvor længe Eskild rent faktisk havde været i byvagten. De var jo ikke i det samme distrikt. Så han håbede lidt at spørgsmålet ikke var for mærkeligt at stille. 

Meget kunne man sige, men Stian var klart anderledes end de andre. Stilfærdig og fluen på væggen type, men ikke noget som Eskild tog sig meget af, han skulle vel nødig selv snak. Havde han valget, ville han da klart foretrække Issacs selskab, for der vidste han hvad der kunne blive bragt til bordet. Skønt de kun havde deres dumheder at grine over, ville det da være en garanti for en god aften. 

Han kunne godt nøjes med at lære andre at kende, det var alligevel kun for en nat. En nat som kunne have været brugt på så meget andet. Men en bekræftelse nåede ham og han trak på smilebåndet og lavede et opløftende nik med hovedet som tegn på at det glædede ham at de kunne få noget en-til-en tid sammen. 
Skulle man føje sig og sige at Stian måske havde en god personlighed, en beroligende hjerterytme eller tiltalende vejrtrækning? Ikke sige det som i det åbenlyse, men for sig selv. Nej, for det var jo en ligegyldighed, alligevel var behøvet et andet sted, selvom det ikke kunne blive opfyldt. Frusterende. 

Eskild kunne kun fornemme at der skete noget aktivitet i Stians hovedhøjde, men ikke hvad det var, hvorfor han undlod at kommentere på det, kunne jo ske at han så nogen han kendte og sendt dem et smil som hilsen. Alt var muligt. 

Kruset med øl fik taget først slurk fra sig som det første spørgsmål var stillet og svaret han fik, ikke just hjalp ham. "Ah," nåede han at sige som en opfølgning kom til ham. Så Alister var at finde i det midterste distrikt, hvilken skuffelse. Det havde da ikke gjort noget, hvis Alister kom i det øvre lidt oftere, for hvem ville nyde af at være i nærheden af den mand. Selvfølgelig var han ikke Samuel, men han var .. rå. "Jo, det øvre. Issac rekrutteret mig frem for at lade fordelingen af min deling ske tilfældigt i sin tid. Jeg klager skam ikke, men det er ikke der hvor, der sker mest." hvilket jo så blot resulteret i dumheder og ulovligheder. Men hvem klagede over at tjene ekstra penge? 

Deres forsøg på small-talk var forfærdelig og Eskild kunne næsten ikke begribe sin egen idioti. Så han valgte at tage en tår til, en ordentlig mundfuld. "Så, er der noget man skal vide omkring dig Stian?" frem for at kede sig selv og Stian, kunne de lige så godt drop alt det ind i mellem og gå direkte til sagen. Hvad var vigtigt at vide om den anden.  

 "Nååå, så Issac har haft en finger med i spillet." Kommenterede han tænksomt. Det gav fin mening, for det var ikke så ofte at der ved fordelingen kom mange byvagter op til det øvre distrikt - da det ikke rigtig var deroppe omkring at meget kriminalitet foregik. "Nej, det kan jeg forestille mig. Men det er jo kun godt for dem der bor dér." Kom det standhaftigt fra ham. Stian var overbevist om at hvis freden kunne bevares, så blev deres arbejde gjort rigtigt. Også selvom det kunne betyde at det blev kedeligt for byvagterne i perioder, men det var trods alt borgernes sikkerhed der kom i første række. Sådan var Stians overbevisning i hvert fald. 

 Han tappede lidt på kruset, og overvejede om han skulle sige mere til det, og skævede hen mod sin langhårede kollega. Stian havde det med at være for sat i sine egne meninger som han følte stærkt for - og det gjorde at han nogle gange havde svært ved at spejle sig i andre. Hvilket resulterede i at han ofte blev misforstået til at fremstå som én der ikke lyttede ordentligt til hvad andre sagde. "Men," sagde han så kort efter, og tog en lille indånding inden han forsatte, "Jeg kan godt forstå hvis det til tider er lidt kedeligt deroppe. Arbejdsmæssigt." tilføjede han og prøvede at give Eskild ret i et snævert forsøg på at knytte bånd til den anden.

 Stian bemærkede at Eskilds blik var fjernt, som om han ikke rigtig så på ham - men det kunne der være mange grunde til. Det var ikke noget Stian ville kommentere på, for hvad vedkom det ham? Han vidste jo også fra sig selv, at han havde det med et kigge fjernt frem for sig nogle gange. Måske Eskild bare var på samme måde.

 På en eller anden måde føltes det lidt forfærdeligt at sidde og ikke ane hvad man skulle sige til hinanden. Og da Eskild tog en slurk af sin øl, fulgte Stian trop og stoppede først da Eskild gjorde. At sidde og drikke var en god undskyldning for ikke at tale. 
 "Noget man skal vide om mig?" papegøjede han overrasket ved spørgsmålet, og så forvirret frem for sig. Der var intet der kom til ham. Der var sikkert masser han kunne fortælle om sig selv - men ligefrem 'skal vide' fik ham til at ryge ud af kurs. 
 "Hmm.." Hans blik gled hjælpeløst rundt i kroen i et håbløst forsøg på at komme nærmere et svar. Stian pillede ved sin ørering som han ofte gjorde når han blev forlegen eller nervøs. 

 Stians umiddelbare tanke faldt på hans magiske evne. Det var ikke så hverdagsagtigt - og han tvivlede på at den anden gad at høre om hans mor eller at han havde en hest for den sags skyld. "Jeg kan få andres blod til at koge." kom det faktuelt fra ham. "Ved brug af talismaner, og mit eget blod altså." Det var vel en fin ting at starte ud med. Stian fugtede sine læber og så ned i sin boblende øl, imens han kløede sig uvilkårligt på halsen. "Eller.. var det måske noget andet du ville vide?" Kom det spørgende fra ham, og han så nu på Eskild. 

"Mhm." ingen grund til at gå unødvendig i dybden med hvorfor og det virkede heller ikke til at Stian havde nogen interesse i at vide besked om det. Så de kunne lige så godt lade vær og ruske rundt i det. "Det er det. Issac har prioriteret at jeg primært opholder mig i den hellig by, men der sker endnu mindre. Men han fortalt mig, at det var vigtigt at præsterne og deres disciple følt sig i sikre omgivelser," det gav jo alligevel god mening. Der skulle jo nødigt brænde endnu et tempel ned, men det var vel så også det. Men der måtte være lidt mere at opleve i det midterste, det kunne man næppe komme uden om. Mere at opleve og mere at tjene. 

Lyden af kruset som blev løftet fra bordet, gik ham til at have et lidt mere fokuseret blik i den rimelige traditionelle kollega. Det var et forsøg på noget, men hvad vidste han ikke helt og trak blot på smilebåndet over forsøget. "Det går. Jeg får set templerne," sagde han - og mere til endda. Det fik kort tankerne til at vandre tilbage til Samuel, den unge discipel som nok fortrød at have foreslået sit kammer som samtalerum. Skulle Eskild være ærlig, havde han da klart selv foretrækket at kunne have nærmet sig Samuel et sted inde i templet. 

Hovedet og dets blik blev vendt mod bordet, som han valgte at tage kruset og smagte en smule mere på sin øl. Blikket, som aldrig rigtig var rettet noget bestemt sted hen, blev kørt rundt i rummet. Som hvis han så efter nogen han kendte, men tilfældet og heldet var næppe med ham, så han lænede hovedet en anelse tilbage og lod det blive vendt blankt i mod Stian igen. Ufokuseret og som han ikke ænset ham, men alligevel var tilstede i deres samtale.

Nok havde Eskild selv bedt om noget omkring ham, måtte han erkende var har en anelse skuffet. Men alligevel lidt nysgerrig på hvad evnen dog gik ud på. Det krævede alligevel en del for at få nogens blod til at koge, men var det ikke også en risikofyldt evne at have med sig. Hvis blodet kogte bare en anelse for meget, kunne de så ikke ende med at dø i sidste ende?
Var det Stian man skulle holde sig på god fod med, eller var han bedst at have som fjende i det lange løb, for en evne som hans var næppe noget som gjorde ens død så traditionel. "Det lyder alligevel som lidt af en evne at have med sig. Har du brugt den på noget tidspunkt i arresten for at få en kriminel til at fortælle sandheden?" måske en måde at vække folks opmærksomhed mod en, men det var jo en god teknik, hvorfor ikke bruge den til sådan noget. 

"Det ved jeg ikke helt, måske." han tøvede lidt og lod hånden glide om kruset, men lod det stod: "Da vi kom her ind, det var som om du kiggede efter nogen, ser du nogen specielt da?" det var et sats - noget han næppe ville have kastet sig ud i normalt, for andre ville kunne have set det for sig, om han mødt nogen han kendte eller rent faktisk havde virket søgende for andre. 

 Emnet om det øvre distrikt faldt en smule i sig selv. Stian gav ham ret i de ting han sagde, at det var vigtigt at bevare sikkerheden for dem der arbejdede og boede ved templerne. Samt tilføjede han at der var smukt deroppe. 

 "Tortur er ikke lige mig." Svarede han og fik en dårlig smag i munden over at Eskild overhovedet kunne foreslå det. "Jeg bruger det kun hvis situationen byder det. Og det er mest i ekstreme situationer." Eller hvis der ikke var nogen anden udvej. For eksempel hvis hans sværd blev taget fra ham i kamp, og han kun kunne forsvare sig selv ved hjælp af evnen. Men det tænkte han ikke var vigtigt at tilføje. 

 Nå, det var måske ikke det rigtige emne at starte alligevel. Stian følte sig lidt på bar bund, og havde egentlig kun arbejdsmæssige emner at tale om. Det forekom ham fjernt at tale om sig selv, og han havde ikke lyst til at bringe sin fortid op heller.

Men så kom de ind på et emne som, Stian formodede, at Eskild ville tale om. For hvorfor ville han ellers bringe det op? Det var tilgengæld meget anderledes end det Stian havde bragt på banen forinden- og nu ærgede han sig over at han ikke bare havde startet ud med at sige at han havde en hest. 

 "Jeg troede måske Alister ville være her" lød det henkastet fra Stian uden at afsløre for meget. Men tanken om Alister fik ham til at pille ved sin ørering igen. "Ikke af nogen speciel grund dog." Tilføjede han, og forsøgte at lyde så neutral og upåvirket som muligt. Han skuttede sig dog lidt for at dække over at hans hjerte hamrede en smule hurtigere ved tanken om hvis Alister nu skulle træde ind ad døren. 

 Det var noget tid siden de to havde set hinanden udover det sædvanlige; og han var usikker på om Alister undgik Stian, eller om det var omvendt. Det kunne tælles på een hånd hvor mange ord de havde udvekslet med hinanden siden ballet. 

 Stian ville gerne skifte emne, og forsøgte at kaste bolden tilbage på Eskild. "Og, hvad med dig selv? Er der noget jeg skal vide omkring dig, Eskild?" Han kiggede afventende på den anden, og mødte hans fjerne blik, der både så på ham, men ikke rigtig gjorde det alligevel.

En svag strejf af skuffelse snittet Eskild. Stian var nok mere end af de fine og gode mænd. En af de, som vægtede alle de rigtige beslutninger som det første og sjældent så sig nødsaget til at gøre hvad ingen forventet af en. Men han tvivlede dog alligevel stærkt på, at han gjorde det hvis situationen brød på det. "Så formodentligt aldrig?" spørgsmålet stak ud fra normen, men det var alligevel rart at vide. Til ens egen lille arkiv om sine kollegaer. 

Men stemningen var måske en anelse spændt, ramt af mangle på kendskab til hinanden og fælles interesse. Så selvom han famlede lidt i blinde for et samtale emne og mulighed for at få noget information ud af sine kollega, var det næsten sjovere at være på nattevagt nær templerne. Men som spørgsmålene alligevel blev stillet, var der noget som faldt for Eskilds øre. Alister nævnelsen syntes at have en effekt for Stian. 
Slog hjertet hurtigere ved tanken eller udspørgelse af Alister? Et skævt smil voksede "Han er også en tiltalende mand," de kunne lige så godt bare være ærlige omkring det. Alister forekom måske altid en smule firkantet og svært at få væk fra arbejdet, men han var en mand selv Eskild kunne suk lidt efter. 

Men spørgerunden fik vendt sig og nu var det ham som stod for skud til nogle spørgsmål. Kruset som lå i hånden blev løftet og han tog en tår, indholdet svandt stille hen og inden længe skulle det fornyes. "Jeg kan høre hvis folk lyver eller på anden vis er prøver at skjule noget, end ikke hjertet kan tæmmes for," det var jo ingen hemmelighed, bare en mindre deltajle af hans evne (og syn). Men det afsløret også, at han havde luret Stians lille pumpende hjerte og hvorfra kommentaren til Alister kom fra.

 "Formodentlig aldrig." Gentog han som svar på den andens spørgsmål. Man skulle aldrig sige aldrig. Men det var lang tid siden sidst at han havde brugt sin evne. Sidst det skete blev han overfaldet - og efterlod ham med meget grimme minder og en knækket selvtillid. Det var første gang han havde slået nogen ihjel. 

 Stian spidsede øre, og så forbavset hen på Eskild da han sagde som han gjorde om Alister. En tiltagende mand? Han sank en klump og fjernede blikket fra sin kollega inden han sagde dæmpet ned i sin øl; "Han er dedikeret og dygtig til sit arbejde - det ser jeg op til ham for." Rettede han den anden nonchalant. Han forsøgte at virke så stoisk som muligt, og tog så en ordentlig slurk af sin øl - det var nok også snart på tide med en ny. 

 Hurtigere end lynet drejede Stian ansigtet mod Eskild ved denne afsløring. Han kunne høre når folk løj? Han hævede det ene øjenbryn, og kunne mærke en klump i maven. "Altså som i.. hele tiden? Eller kun når du vil?" Hvis Eskild kunne dét, ville han så lige nu kunne mærke Stians hjerte hamre hurtigere? Var det derfor han sagde det om Alister? Han ville ikke vide svaret. 

 "Jeg henter mere øl." Skyndte han sig at tilføje og rejste sig op med det samme. Han skævede til Eskilds krus, og tog det med sig da han kunne se det var tomt, eller lige ved at være det. "Jeg tager med til dig." Og så smuttede han hurtigt og møvende op efter mere. 

Der gik ikke længe før han nåede tilbage, og som han skulle til at stille krusene fra sig, bumpede een af de andre kolleager ind i ham. Hvilket resulterede i at øllene skvulpede, og sprøjtede udover bordet og hen mod Eskild.

  "Argh." Han så bag sig, og den anden kollega undskyldte halvhjertet til Stian med et grin, og satte sig med de andre igen. Uden at skænke Stian en tanke mere. Han så mod Eskild - "Undskyld!" Der var en snert af irritation der omkransede hans toneleje. Irriteret over kollegaen, irriteret over at han spildte på Eskild,  irriteret over at Alister ikke var der, irriteret over at han ikke bare var hjemme. "Det er jeg ked af." 

Stian stod mere og mere som en reel skuffelse end noget andet. Eskild var næsten flov over at kalde ham kollega. Hvilket byvagt var så troligt og uden interesse i at misbruge sin position eller evne for at få sandheden frem af de kriminelle. Skulle de virkelig have en fair retsag for sig i sidste ende. Man kunne næsten lige så godt bruge håndjernene på Stian siden han ikke havde interesse i at bruge sin evne. Så Eskild lod den dø der. 

Havde Eskild kunne se det som foretog sig nu, ville han nok have rynket panden og set akavet til siden, men han lod blot hovedet finde en anden måde at stå på og tog sig ikke synderligt af det. Selvfølgelig kunne han godt høre at der var en form af ekko i Stians stemme, men det eneste som gav mening for det, var kruset han drak af. Hvorfor skulle nogen ville snakke ned i sit krus som et tegn på der absolut intet var forkert i det? "Eh, ja. Han er hvert fald dedikeret," det kunne han vel lige give Stian ret i. Men om de talte om den samme form af dedikation var nu ikke til at sige. Eskild så mere dedikationen i selve personen end arbejdet han gjorde. 

"Mhm. Ja" bekræftede han blot og lyttet let til hvordan hjertet i Stian tog sine slag, som han stod med en kniv for struben. Men det kunne betyde så meget, Eskild ville næppe antage at det betød noget særligt for Stian. Alister kunne vel få alles hjerter til at hamre lidt hurtigere, uden at det af den årsag. Men han lyttet blot til Stian som forsvandt efter mere øl. Mon man kunne drikke ham underbordet? lysten til at prøve var der, men Eskild kunne næppe drikke mere end ham, så de ville nok ramme bunden samtidig. 

Men uanset hvordan han alligevel så det an, så var der alligevel en frist i at se hvad Stian havde at byde på. Men som han sad der, lod han lidt tankerne rive ham væk fra fokusset om at orienteret sig i hvad der skete i lokalet omkring sig. Så da han endelig fik mindet sig selv om det, modtog han øl spredt fra bord til ham selv, bukser som det primære. 

"Det er okay," sagde han med et irriterende suk bag sig, før han fik rejst sig og prøvede at banke de sidste dråber af sig før de satte sig helt i stoffet. Han havde ingen idé om hvor skidt det så ud, men han kunne godt mærke at der var vådt omkring ham. Han sukkede irriteret ud igennem næsen. "Lidt sjovt at du lyder mere irriteret over det end jeg," 

 Stian stod og tog et par hurtige indåndinger for at forsøge at køle sig selv ned igen. Lige nu følte han sig utilstrækkelig, og tåbelig over at have spildt øl -Og at det så til og med havde ramt den anden kollega, som han knapt nok kendte var endnu mere.. ja, pinligt vel. Det var flovt når Stian gerne ville vise sig fra sin bedste side af. Han ville fremstå som en god kollega, én man kunne regne med og dygtig. Den unge byvagt følte sig langt fra som den byvagt han gerne ville fremstå som, i dette øjeblik. 

 Det var også bare den.. snak om Alister forinden - der havde skubbet ham en smule ud af kurs. Han gnavede sig lidt i underlæben, og knugede hænderne en smule for at presse sin pirrelighed tilbage, da Eskild påpegede at han lod til at være mere irriteret end ham selv. 
 "Jamen det var da også utrolig tåbeligt at jeg ikke kunne holde balancen." sagde han så, og rettede blikket mod ulykken der havde ramt Eskilds skridt da den anden forsøgte at banke dråberne af sig. Det var meget vådt af øl. Han skævede kortvarigt bag sig til ham der havde bumpet ind i ham, men sagde ikke noget.. ingen grund til at skabe unødig splid. Stian kunne bare have sat øllen på bordet hurtigere. 

 Den unge byvagt så overvejende på Eskild, og kløede sig beklagende i nakken. "Skal du have hjælp til noget?" Papir hjalp nok ikke på problemet - øllen havde allerede gennemblødt bukserne så det var ligegyldigt at hente. At skifte bukserne var nok den bedste løsning, eller... bare sidde med våde bukser og håbe på at det tørrede hurtigt. 
 "Det.. ser ret slemt ud." påpegede han dæmpet. 

Uheldet var ude eller sket. Eskild kunne ikke rigtig gøre noget for at ændre på det, men det virkede til at genere Stian mere end Eskild gad involvere sig i det. Det var næsten en helt kvindelige opførelse, men måske Stian bare var mere i zen med sine følelser og lod dem komme mere til udtryk (så altså en kvindelige adfærd). Men det var ikke pænt at tænke så lavt om sine kollegaer, for end ikke Svampus... jo end Svampus Bladhat kom sådan til udtryk. Eskild måtte bare bære over med ham og se på de andre ting Stian bød med sig. 

Uvidende om hvad Stian helt gjorde lod Eskild blot omgivelserne danne ham et billede for hvor folk var, bevægede sig hen og foretog sig. Bukserne blev næppe tørret af dette, så da Stian beklagede sig over sit uheld der fik det til at ligne, at Eskild havde haft et uheld. "Du har også bundet en øl hurtigt, så det er vel intet at balancen driller os alle," forsøget på at være forstående var lidt en svag omgang selv for ham, men han ville ikke lade Stian gå nede om og hjem af sådan et salg på værdigheden. 

Tilbuddet var lidt tvetydigt for Eskild, men han prøvede at holde kursen ren, men Stian gjorde det ikke bedre med sin påpegning. "Mhm. Bor du måske tæt på eller vil du have vi lejer et værelse her" han bed måske en anelse af Stian, men tilbuddet var dog alligevel rimeligt reelt. 

 Heldigvis var der så meget larm og mange mennesker at folkene herinde overså deres lille optrin.. heldigvis. Eller også var de bare ligeglade. 
 "Hm.. Ja." Brummede han og sukkede lidt. Han tænkte dog at øllen nok ikke havde spillet nogen faktor på hans balance.. så meget mærkede han den ikke til den- måske hvis han havde drukket to - men det kunne han så ikke komme til nu. Irritationen begyndte at foretage sig en smule, men det sad stadig og stak i ham 

 Stian blev en smule overrumplet da Eskild bed af ham - hvilket fik ham til at pille en smule overvejende ved øreringen. Leje et værelse ligefrem.. Så vidt behøvede det da ikke at komme.
  "Jeg bor ikke i nærheden." Beklagede han en smule stift, og rømmede sig. "Men hvis du gør - kan jeg godt følge dig hjem." Tilbød han som en sidste udvej. Det lød fjollet som ordene forlod hans mund. Selvfølgelig kunne en mand.. en byvagt da godt selv finde hjem. 
 "Altså for selskabets skyld, hvis du vil." Han trak lidt opgivende på skuldrende og svang vagt ud med armene. Hvad kunne han ellers gøre? 

Det sidste han ville var at de ligefrem skulle leje et værelse på kroen.. desuden havde Eskild da heller ikke nogen skifte bukser med- så hvad hjalp det med et værelse uanset? 

Øl ville dog have løst så mange problemer for dem lige nu. Så spørgsmålet var vel nok, skulle de begge lige bunde en øl hver før de gik? Bukserne løb jo ingen steder og måske det kunne løsne Stian en anelse mere op, for han var endnu for stram i betrækket. Men han ville ikke bare påfylde sin kollega med sprut for at få ham med hjem og være villig, det var jo tæt på grænsen til forkert, men på den anden siden hjalp Stian heller ikke just sig selv med sit fimse-fimse. 

"Fint," brummede han hæst "Men før det tager jeg en bunder-- og du med" det var ikke meget af en mulighed for Stian, men skulle den ene have en lorte aften, skulle den anden også. Det var solidaritet Eskild forstod sig på. Så lidt brutalt greb han fat i kraven på Stian og gik fokuseret op til baren. 
Det var ikke just natten han havde regnet med ville ske og tankerne havde været lidt af at virvar, men nu var han altså besluttet på at slæbe Stian med sig hjem. Til hvad nytte dog? 

Krusene kom nærmest flyvende og han greb om sin uden problematik og 'så' afventende på Stian. Det var deres eneste højde punkt for aften jo. 

 Stian blev en smule forbløffet over at Eskild villigt takkede ja til at blive fulgt hjem af ham. Han havde regnet med at han måske var blevet spist af med en eller anden undskyldning, eller et rungende nej tak. Men nu fangede bordet altså. Og Stian skulle bruge.. mere af sin tid med sin fremmede kollega - og så endda væk fra kroen. Det var ikke lige det han havde regnet med at få ud af aftenen. Men det var nu hvad det var blevet til.

 "Hah?" Udbrød han lidt overrasket, og hævede begge bryn højt op i panden. Krusene var store - så det var ret meget øl Eskild ville have dem til at bunde. Og hvad var idéen med at de fik mere indenbords når de alligevel var på vej hjem? Stian regnede med at han bare skulle følge ham hjem, og så gå igen. Det var da planen i hvert fald. 

 Før Stian fik ytret nogle indvendinger, blev han taget ved kragen og trukket afsted af Eskild. Med sin ene hånd tog han fat om Eskilds der havde fat - for at vride sig fri, men endte bare med at følge trop op til baren. De kunne vel lige så godt - og nærmest med det samme fik han stukket et krus øl i hånden. Han så vurderende på denne, dernæst over på Eskild som så afventende på Stian. Det virkede ikke som en klog idé; men.. det var sådan byvagter morede sig; så lad gå for denne ene gang.

 "Okay.." han tog en dybindånding, usikker på hvor godt det ville gå ham. Han havde ikke bundet mange øl i sit liv. "På 3..?" Han begyndte at tælle ned, og forsøgte at overdøve larmen omkring dem. 
 Som var det blevet til en konkurrence imellem dem, begyndte han at bunde da nedtællingen var forbi. Han lukkede øjnene hårdt i og forsøgte at åbne svælget så meget han kunne. Han holdt vejret imens han drak og drak i et forsøg på at blive færdig før Eskild.

Intet var som det skulle være. Havde Issac været der, havde ingen af disse problemer opstået og de kunne have nydt deres øl i ro og mag. Stian var tydeligvis hooked og påvirket af Alisters manglende tilstedeværelse, men skulle Eskild se på den mand hele dagen, de fleste af ugens dage, ville han måske have stået i samme båd som Stian. Men han havde Issac, en gift heteroseksuel mand der stod sig på at more sig. 

Så selvom han på sigt tvang Stian til at følge trop og bunde med på noget som kunne slå dem begge ihjel, de var begge ranklede set på de andre, så deres kroppe kunne vel knap nok indholde al den væske. Ikke at det udelukkende var væske, øl var en sær bygning, noget som Eskild næppe ville gøre sig i eller vidne en fortælling ting. "Ja" og han afventede på nedtællingen før han han kunne vende bunden i vejret og lade sig svælge i alkohol. Men Stian virkede til at tage det mere seriøst til sig, for hans forsvandt hurtigt, Eskild tog alligevel sin tid. 

Måske med næsten tyve sekunder var han bag Stian før han kunne sætte kruset fra sig. "Klar?" han rystede let på hovedet for lige at få rusen fra hovedet før han satte kurs mod døren. Det ville ikke ramme dem før de kom ud i kulden, men det gjorde nu heller ikke noget. Måske Stians bund havde haft en effekt på hans person. "Så Alister?" nævnt han som det første, som de kom uden for igen. 

 "Ah!" Sukkede Stian da han blev færdig og endelig kunne få luft ned i lungerne igen. Han måtte lige tage et par indåndinger, inden han trak vejret normalt som før. Det var besværligt at bunde, men han klarede det.. og før Eskild endda. Et undertrykt triumferende smil blandede sig med Stians sammenklemte læber - generelt blev Stian langt mere udtryksfuld når han drak alkohol - og til nogen grad, kunne han også mærke øllens snigende effekt. Han følte sig dog ikke slået omkuld af den- og tænkte at øllen nok ikke ville påvirke ham særligt så. 

 Stian sank en klump og så overvejende på Eskild da han spurgte om han var klar. De lyse kinder var begyndt at få en let rosafarve; for når Stian var beruset.. blev han rød i hovedet som en tomat. 
 "Mhm. Klar." Gentog han og begyndte at følge med udenfor. 

 For hvert skridt syntes han at det summede mere og mere i benene, og samtidig var han blevet en kende mere svimmel. Han rystede lidt på hovedet for at få fornemmelsen til at gå væk - det blev blot være da den kølige senaften luft ramte ham i hovedet. Det var som et slag lige i ansigtet. 
 "Uh." Stønnede han dæmpet og tog sig lidt til hovedet. Nu kunne han mærke øllen.

"Alister?" Gentog han undrende og kiggede rundt for at se om grunden til at han blev nævnt, var fordi han måske var der - men det var ikke tilfældet. Han skævede hen til Eskild og gnavede sig lidt i sin fyldige underlæbe, "Hvad med ham?" Spurgte han nysgerrigt, men stadig en smule påpasseligt. Stian følte sig dog mere løsnet op jo mere beruset han blev. 

Man måtte give Stian en applause for det, nok kunne mange af byvagterne bunde en øl på ingen tid, men det Stian havde gjort var med en fuld ihærdighed, næsten på grænsen til tiltalende og frækt.  Men han skulle næppe sige det højt, det var slemt nok at han tænkte sådan en tanke omkring Stian. Stian der simp'd Alister. Men Eskild var næppe helt uskyldig i det. Han havde da også øje for nogen jo. Alister var bare guf for fritiden. 

Eskild formåede at bevare fatningen og ikke lade alkoholen ramme ham alt for hårdt, måske det var hel at han ikke kunne se, at han måtte arbejde med de rummelige skitser han fornemmede, de flyttede sig næppe for fødderne af ham. Så han havde en mere fattet gang. 

"Sikken stønnen," lo han let, men alligevel nød han lyden af det. Hvad ellers havde han at arbejde med? Stian kunne se bedre ud end solguden, Eskild ville ikke vide besked omkring det. Lyde var han det han kunne tænde på. Som han gjorde nu. Men kulden var alligevel rar, røde kinder hos dem begge - såvel næsetippe måske. Hvad skulle han overhovedet svare ham på med det? Hvad med Alister, ja? Fuck Alister. 
Eskild pressede hælen i jorden og fik vendt sig mod Stian, før han greb ud om nakken på ham i forsøget på at trække ham tæt nok ind til sig, for at Stian kunne få Alister ud af hovedet. Bare lige for natten. Det var måske et ufint trick, men Eskild var på ingen måde til fin brug. 

Læberne ville dog nok blot smage af det samme, eneste forskel var nok, at Stian havde fyldigere læber at gøre godt med. 

 Stian smilede svagt og pegede lidt i retningen af sit hovede, "Bare lidt svimmel.. det er det hele." Forklarede han uskyldigt da Eskild kommenterede på hans støn. Men sandheden var at han var meget svimmel nu, og hans berusede tilstand var blot ved at forværres. Det gjorde at Stian følte en lethed om hjertet, men han var stadig ikke helt væk - ikke som han havde været ved et uheld til ballet. 

 Den unge byvagt havde ud af øjenkrogen fået øje på en lille brun rotte der kravlede over brostenene - hvilket havde fået hans fulde opmærksomhed nu hvor Eskild ikke svarede ham angående Alister. Den skarpe lyd af støvle på brosten fik dog Stian til at vende sig mod Eskild der pludselig var meget tæt på og havde hånden i nakken på Stian. 
 "Hva--" prøvede Stian at sige chokeret i det han blev presset ind til Eskild, og med ét prøvede han at træde tilbage for at give dem afstand igen. Men styrken gad ikke som han ville i beruset tilstand, og det resulterede i at deres læber mødtes hårdt mod hinanden - en smule magtfuldt fra Eskilds side.
  "Nhn!" Stønnede Stian chokeret i kysset og forsøgte at bryde det. Han tog begge sine hænder på den andens skuldre og klappede ham usikkert derpå, som hvis de var igang med at bryde, og man tappede for at den anden skulle give slip. Hans hjerte hamrede hurtigt. Usikkert, nervøst, en smule forbavset. 

Eskild var et par hoveder højere end Stian, og selvom han var ranglet at se på - følte han sig stadig overmandet af kysset. 
 "Sto- ..p" brummede han frustreret i mellem deres læber og gjorde hvad han kunne for ikke at gengælde dét. 

Eskild havde ikke gjort sig meget notis af hvad årsagen var til, at Stian stønnede. Uanset årsag, var det en indbydende lyd der kunne få hjerter til at pumpe en anelse hurtigere. Eskild havde næppe lige så meget held med at komme andre nær og kær, som andre, men han kunne ikke se de signaler folk måske, eller måske ikke, sendte ham. Hvorfor han måske fandt nogle ofre af en art. 

Selvom den chokerende lyd der havde forladt Stian, burde være et tegn til at stop det man havde i gang, men han kunne ikke nænne sig selv at stoppe lige nu. Nej. Han havde ikke i sinde at slippe ham nu. Selvom han stønnede og klappede ham på skuldrene i et rask væk. Dette var blot at puste til ilden. Nok var han ranglet, men han var ikke svag og dette kom måske let til udtryk i hans greb om Stian. 

Panden stødte næsten mod Stians, men som han indså at Stian havde fået viklet munden til sig for at brumme et stop ud, tog Eskild et yderlige step og tungen glide mod Stians læber. "Hold nu bare kæft," - "Forstil dig det er med Alister, øvelse gør mester," det var en irriterende sætning at sige, men det gjorde nu ikke noget. Eskild kunne lige så vel forestille sig at Stian var Samuel. Samuel ville dog næppe gøre lige så stor modstand. 

 Stian fandt hurtigt ud af at det ikke hjalp noget at hamre sine hænder på Eskild, og istedet knugede han fingrene ind i stoffet - hvis han ikke kunne få ham væk, kunne han måske styre ham ved at have fat i ham. Men styrken fra sin kollegas side var overrumplende - og han havde et godt tag i Stian - som en høg der havde lukket kløerne om sit bytte.

 Ufrivilligt kunne han mærke at blodet pumpede hurtigere rundt i ham - det snoede og summede og det var ikke med vilje at han kunne mærke det spænde op i omkring sit skød. Det var helt uvilligt at han skulle føle nogen som helst ophidselse ved dette. Men det kom han til. Ikke fordi han nød det.. men hans fysiske reaktion kunne han ikke kontrollere.

 Stians blik flakkede rundt - de var alene herude, ingen mennesker at se. Det var et absurd foreslag Eskild kom med - at Stian skulle forestille sig at han var Alister.. Det var forkert; forkert at kysse med sin kollega.. og forkert at fantasere om sin sergent der var meget ældre end ham selv. men idéen om det var pirrende. 
  "Esk-- ahh!" I et forsøg på at tale og standse hvad de havde gang i, fik Eskild istedet spredt Stians læber, efterfulgt af tungen der sneg sig dominerende ind i ham. Modvilligt mødte Stians tunge Eskilds - der begyndte at bryde sig med hinanden. Hans øjne gled hårdt i, og fingrene knugede sig strammere ind i sin kollegas skuldre, og prøvede igen at presse på for at fjerne ham fra sig. 

 Stian var beruset og sitrede af uvilje.. men også en smule af lyst. Hans muskler gik dog fra at spænde op, til at slappe af.. hvor de så hurtigt spændede op igen som hvis Stian havde en kamp med sig selv.