Talice havde fået lov at holde eftermiddagen fri, hvilket passet hende fint. Der var alligevel ikke meget at foretage sig for tiden. I teorien venter de alle bare på et eller andet sker.
Charmander 10.01.2023 19:31
Intet nyt var vel godt nyt. Selvom hun nu foretrak en form af nyt. Det var nogen dage siden af Pompeia havde sendt et brev afsted til Jontars mor, Safiya. Det var måske ikke det klogeste hun havde gjort, men det var for hende en nødvendighed. At bede til at Jontar ikke skulle lade last, heraf at Pompeia ikke skulle lide last eller deres barn til den tid. Så i troen om at alt var fryd og gammen, lod hun sig gå ned ad hjemmets bredeste gang. Talice havde fået lov at holde eftermiddagen fri, hvilket passet hende fint. Der var alligevel ikke meget at foretage sig for tiden. I teorien venter de alle bare på et eller andet sker.
Beanstalk 11.01.2023 10:00
Mødet med moderen havde været, ja, havde været unikt. Prinsen ville nok have fordybet sig i sine tanker i alt for lang tid over alt dette, men det lod verdenen ham ikke gøre. Her til morgen havde Morosa, hans personlige slave, kommet til ham. Tvivlen havde tydeligt været på hendes ansigt. Noget gik hende på. Hun ville have noget af sit bryst. Noget, hun havde holdt for Jontar de sidste par dage, men i sidste ende vandt loyalitet altid. Jovist var han og Pompeia gift og dermed var Morosa som forlængelse lidt hendes slave også. Men hun var i første og sidste ende Jontars. Hun viste sit værd vær.Med skridt, der kunne give ekko mod væggene, stormede Jontar hen til sin kone. De havde haft deres første diskussion før dette, men denne ville kunne slå den. Hvis ikke Jontars ansigt var rødt, følte han varmen fra hele sin krop. Han var som sat ild til. Og ild var altid vrede.
"Hvordan kunne du!?" Jontars stemme var hård og kontant, som han stod i døren ind til Pompeia. Der var ikke en snert af glæde eller den trofaste husbond at se på prinsens ansigt. Han var kort beskrevet vred. Arrig med Pompeia.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 11.01.2023 17:26
Skønt der ingen tegn havde været for noget, tog hun det stille og roligt. Tankerne flød mere omkring for sig, og hendes opmærksomhed og fokus lå langt fra det, som ville ske inden for nogen sekunder. Ekkoet af stumpende fødder, fik hende først til at tro det var en af tvillingerne som var umulige igen, hvorfor hun ikke gav notis af dette. Men i selv samme sekund som stemmen lød, vendt hun hovedet mod lyden af den glohedende ægtemand. Hun havde kun lige fået gjort sin entre til et rum, og følt sig fanget. Taget i betragtning at hun var i Kazimi-slægtens hjem, var det første gang hun så en af dem oprigtig vrede, fulde af arrigskab. "Hvad mener du?" spurgte hun, men som ordene forlod hendes mund, fik hun lagt to og to sammen. Armene blev lagt feminemt overkors og hun hævede hovedet. Denne her gang skulle hun holde fatning og være klar i spyttet, men at tale med sådan en stemme kom man ingen vegne med.
Beanstalk 11.01.2023 20:14
Hendes spørgsmål kunne få ild til at skyde ud af de limegrønne øjne. Syrlig ild. Farlig ild. Og så havde Pompeia fræheden i at have armene over kors. Som om hun ville komme med kloge og retfærdige ord. Nej, det skulle hun ikke have lov til.Jontar tog ét skridt ind. Nok til at kunne smække døren. Dette var en sag mellem rette ægtefolk. Og kun rette ægtefolk! Alle andre behøvede ikke høre eller vide dette. Ingen behøvede overvære dette på nær Jontar og hans kone.
Hans zalans kone!
"Du ved udemærket godt, hvad jeg mener, Pompeia!" Stemmen var endnu hævet, skønt de var i samme lokale. Hun kunne uden tvivl høre ham, men han var i tvivl. Han havde troet, hun havde hørt ham sidste gang. Hun havde sågar sagt ja til det. Hun havde lovet. "Du lovede. Det var så simpelt og du lovede. Og alligevel. Alligevel brød du det. Brød et løfte. Vores løfte." Øjnene var endnu fyldt med vrede, men der var også en snert af andet. Af skade. Af sorg. Af skuffelse.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 11.01.2023 20:48
Døren af et ordentlig slam bag sig og hun veg ikke ud af flikken, men stod fast og beslutsom for at tage det som kvinde. Dette var måske dumt, men hun vidste at hun havde al ret til at ville passe på sin familie. Sin mand, sit barns far og sit barn. "Du skal ikke hæve din stemme af mig," advaret hun ham, blikket var bestemt i sådan en grad, at det næsten kunne overtone Jontars rasende øjne som kunne sætte ild i alle andre end hende. Men hun frygtede ham ikke - lige nu. Men hun sank en klump af spyt og spændt lidt i munden. "Min handling er mest lige så retfærdig gjort, som din mission. Jeg kunne ikke stole på, hvad du ville gøre ved hende, hvis hun ophævede forbandelsen. Det jeg gjorde, var for os, Jontar." det var udelukket gjort af kærlighed, men selvfølgelig ville denne lide last når de ikke var enige.
"Du bad mig love noget, jeg ikke kunne garantere dig," det gjorde måske ondt. Men hun vidste allerede dengang, at garantien for løftede måske ville blive brudt. Men spørgsmålet var vel, kendt han til brevets indhold, havde Morosa selv læst det og fortalt ham det eller?
Beanstalk 11.01.2023 21:33
En dyb indånding blev taget. Pompeia var korrekt. Der var hun korrekt. Jontar skulle ikke hæve stemmen. Men det var ikke på grund af hende. Det var kun på grund af deres barn, han prøvede at forhindre det. Stresset kunne forvolde skade sikkert. Selv med alt muligt i prinsens hoved, var hans afkom endnu i fokusset. At afkommet endnu var i Pompeia betød, at han ikke kunne gøre noget mod hende fysisk. Men hun skulle ikke slippe af sted med dette. Det måtte hun ikke. Ikke efter hvad hun havde lovet. Hun havde givet ham sit ord.Efter den dybe indånding og de lukkede øjne blev åbnet igen, var Jontar stille. Han stirrede bare på sin kone. Lod hende snakke, før han snakkede tilbage. "Forskellen mellem vores handlinger er, at jeg spurgte efter din accept. Du vidste, hvad jeg gjorde," Et skridt nærmere hende blev taget. "Du gik bag om min ryg. Løg til mit ansigt og gik bag min ryg."
Det var lige så meget hendes valg at handle som det var selve handlingen, der påvirkede Jontar. Hun sagde det selv bagefter. Hun lovede noget, hun ikke kunne holde. Men hvorfor så love? Var det virkelig nemmere at spørge om forgivelse end accept? Skulle deres ægteskab virkelig ændres til at bygge på det koncept?

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 12.01.2023 13:32
Lyden af hans indånding og metode for at dæmpe sig selv, var korrekt håndteret, så langt så godt. Men dette ville næppe følge resten af dialogens vej. Hvis de var stille længe nok, kunne de høre hvordan det skrattede i væggene for sig og skabte revner der ville tage tid at lave igen. Forskellen var at han ikke havde haft i sinde at bede om hendes accept, hvis ikke hun havde stejlede, udtrykt sin utilfredshed eller bekymring. Men hun flyttet blikket mod hans ben som de bevægede sig og nærmede sig et skridt, før hun atter så op på ham: "Kan du fortælle mig, hvad du vil gøre ved din mor i samme sekund som hun måske får ophævet forbandelsen?" hun ville have svar, han stod alligevel blot og anklaget hende for noget, som måske kun havde haft større effekt for deres fremtid, end de voldstanker han gik og byggede på.
Skønt han ikke ville erkende det, var han sin fars søn.
Beanstalk 13.01.2023 10:55
"Skift ikke fokusset." sagde Jontar med det samme. Hun kunne ikke skubbe hans ord til siden og stille sit eget spørgsmål, som om det var ham, der var på vidnesskranken. Det var Pompeia, som skulle stå til ansvar for de forbrydelser mod deres ægteskab, hun havde gjort. Hvis ikke de kunne stole på hinandens ord og løfter, hvad kunne de så? Jontar ønskede ikke, at deres ægteskab blev rykket med ødelagt fundament. Det var meget vel det, der var sket mellem hans forældre. Og hvordan var det endt dem? Alligevel valgte Jontar at svare på hendes spørgsmål. For han fejede ikke den andens problematik af vejen. Han stod til ansvar for den. Lige i dette tilfælde i hvert fald. "Som udgangspunkt ingenting. Jeg lader hende være." Men lige nu var det bare ord. Det samme havde det været for Pompeia. Hvorfor skulle han stå bag sine ord sagt til hende, hvis ikke hun gav samme handling tilbage? Man skulle give for at kunne tage.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 13.01.2023 20:21
Hun løftede en finger for at stoppe ham, men den kom for sent op, han var i gang. Men hun spændt øjnene en anelse og prøvede at kigge på ham, som hun så igennem ham. Det var tomme ord, det kunne hun fornemme, hvorfor, vidste hun ikke. Men det var måske hende, som ikke havde været ærlig, men hendes handling var af mindre betydning, end det han ville og kunne gøre. Med en pæn betænkningstid, valgt hun at åbne munden for at sige tingene som de var: "Du vover at underminere mig nu med dine tomme ord og løfter, for det jeg gjorde var udelukkende for os. Har din slave måske fortalt hvad der stod i brevet, eller kunne hun overkomme ikke at gøre det?" en del negativitet var tydelig rettet mod Morosa, for skønt Pompeia vidste det var hans, havde hun bedt til noget diskretion og dette var blevet set borte fra.
"Jeg vil kunne se fra det sekund af, at du vover at være medvirkende i at tage en andens liv, om du så blot beder om henrettelse eller lignende, jeg vil vide besked og jeg ønsker ikke at kunne se ånder ånde dig i nakken resten af dit liv,"
Beanstalk 13.01.2023 21:52
"Indholdet er underordnet. Du gav mig dit ord, Pompeia. Min moder er en farlig kvinde. Jeg vil ikke have hendes fokus på dig eller vores barn." sagde Jontar. Det lød så nobelt, men det var også zalans egoistisk. Hvorfor skulle han bestemme over deres lille familie? Nemt, fordi han var manden. Han var prinsen. Han var arvingen. Og det med indholdet var underordnet var ikke helt sandt. For Morosa havde ikke nævnt, hvad der havde stået deri. Hun havde knap nok nævnt noget. Hendes skyldfølelse og følelse af disloyalitet havde fået hende til at åbne op. Ikke meget mere end det. For hun skulle også være loyal over for Pompeia. Han og hun var et par nu. En duo. Eller det havde Jontar i hvert fald troet.
"Pompeia, jeg skal være den næste fyrste. Jeg får fjender, hvis ikke jeg allerede har. Selv hvis jeg ikke selv giver ordren, vil jeg stadig kunne være medskyldig." Det var sandt. Dog håbede Jontar ikke, at det ville ske med hans moder. Der havde været en grund til, at prinsen havde undladet at have faderen til at høre det. Selv efter alt dette ville han ikke have en afdød moder.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 13.01.2023 23:33
"Indholdet er på ingen måde underordnet," konkluderet hun hurtigt for dem, selvom han næppe var enig i dette udsagn. Men hun vidste at det ikke var underordnet. Langt fra. "Mon ikke din moder ved jeg findes og at jeg er din hustru, Fyrsten holdt en ordentlig fest for at vise sig frem, så hun må have hørt om det og mig," uanset hvordan han vendte og drejet det, var hun ikke just blevet gemt væk i en skotøjsæske, nej. Hun var blevet vist frem til hele verden for at vise familiens præg og at den endnu stod stærk. "Kun jeg kan afgøre din deltagelse af din mors bortkommen, hvis det er tilfældet, om jeg så skal lukke op for at se alle ånder i Belzera til den tid, gør jeg det." det var en trussel hun stod bag. Jontar vidste hvad hun kunne og hvad der var for øje af hendes træning med evnerne. Skulle hun sørge for, at han blev hjemsøgt i drømme såvel som vågen, gjorde hun det, blot for at straf ham.
"Hvad gør du, hvis din mor svare mig?"
Beanstalk 15.01.2023 22:54
"Fint," sagde Jontar trodsigt og som en afslutning. Men han var langt fra færdig. "Hvad var indholdet af dette brev så? Oplys mig." Armene blev foldet over kors. Hvis indholdet var så betydningsfyldt, ville Pompeia ikke have noget imod at fortælle det. Medmindre der skulle være flere hemmeligheder i deres partnerskab. Selvfølgelig vidste Jontar, hvad Pompeia var i stand til med sin evne. Derfor var det ikke tomme ord i hendes mund. Men prinsen var for oprevet til at føle sig direkte truet. "Spændende at se, hvilke hemmeligheder de ånder vil dele så."
Og hendes sidste spørgsmål fik intet svar. For Jontar havde intet svar. Ikke lige nu. Hvis han skulle være ærlig, vidste han ikke, hvad ville og ikke ville gøre. Og dette mangel på svar ville Pompeia nemt kunne læse på ham. Havde prinsen et svar, ville han have givet det. Længere var den ikke.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 16.01.2023 12:10
Det stod så frisk i hukommelse, at det kunne komme ud som en flydende tale. "Safiya, De kender mig ikke, men rygterne om Dem går dybt i krogene hjemme i Kazimi-paladset. Som De nok ved, står den næste af Deres sønner for skud i arverækken." - "Her må jeg appellere til Dem, som moder til moder." - "Lad ikke Jontar lide last for den gerning fyrst Sephyran har budt Dem. Jeg beder Dem, ikke alle sønner er som deres fader."
Brevet fortalt nok flere hemmeligheder end Jontar ønskede ud, men dette kunne ikke ændres, for en måde at kunne nå ud til en, var ved at give lidt af sig selv, vise at deres fremtid ville krydses. Hun skulle være mormoder.
Men hun åndede irriteret ud over hans kommentar. Men han vidste lige så vel som hun, at truslen ville have konsekvenser ingen af dem kunne forudse, så det ville i sidste ende blive hans valg om han ville hjemsøge dag og nat.
Beanstalk 16.01.2023 17:23
Som Pompeia læste op fra sit sind, kom der bølger af følelser igennem Jontar. Hensigten bag brevet var for ham. Hans sikkerhed. Hans velvære. Hans fremtid. Havde det været alle andre situationer, ville han have smilt, kysset og takket sin kone. Men denne situation var ikke fyldt med glæde. Han lagde mærke tl de negative ting i brevet. "Rygter på paladset," gentog Jontar alvorligt. Rygter på paladset. Ville det gøre hele paladset til en målskive nu? "Du har selv sat fokus på dig, Pompeia," Hænderne blev foldet bag nakken. De kørte rundt om halsen, indtil de ikke længere rørte andet end hinanden. "Hvad tænkte du, Pompeia?"

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 16.01.2023 19:05
"Rygter?" gentog hun og ville vide hvad han mente med sådan noget. Jo nærmere de kom sig på emnet, jo mere ville hun blot indse at Jontar var sin far mere op ad dage end han nok ville erkende og stå ved. Hun vidste ikke hvem hun skulle frygte mest, begge hans forældre var magtefulde og havde gjort ubarmhjertige ting, men den ene af disse, havde blot gjort det som en varsel (selvom Pompeia ikke var helt bekendt med dette). Hun rystede let på hovedet: "Jeg har hele tiden været i fokus hvis det endelig har været noget, Jontar. Det er byrden at være gift med en arving, at vide, at man altid er for skud for at ramme arvingen," det var så basal viden, at det undret hende at han ikke selv vidste det. Tænkte på det eller overvejet det.
"At mellem du og jeg, er jeg den af os som må håndtere problemet som den voksne. Jeg nærer ikke det had til din moder, som du gør, men jeg ser det fra en moders perspektiv såvel en hustru,"
Beanstalk 16.01.2023 20:49
"Jeg burde spørge dig. Du mener jo, der går flere rygter på paladset om min moder. Udover hvor hun har været." Jontar havde gentaget dele af hendes eget brev. Hvordan kunne hun stille spørgsmål til sine egne ord? Det var nemt. For det havde ikke været kloge ord at bruge. Især ikke mod en farlig kvinde som hans moder."Meget vel er det korrekt, men nu har du sat dig selv på forreste række for min mor. Du har taget intiativet. Hvilken slags invitation ses det ikke som?" Hvordan kunne Pompeia ikke se det større billede? Se alvoren i hendes handlinger? Lige nu opførte hun sig lige så barnligt og umodent som Darkhan, syntes Jontar. Hun ville have en finger med i legen, så hun lagde sin egen finger på blokken, uvidende om mulige knive i baggrunden.
Jontar var stille. Han stirrede på sin kone. Prøvede hun virkelig at give et foredrag? Omkring hans egne følelser, hans egen moder, hans eget liv? "Så fortæl mig det fra en moders perspektiv."

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 16.01.2023 21:49
En hustru skulle kontrollere sit temperament. En moder skulle vælge sine ord med omhu. "Du ligger mere vægt i ordene end der er, samt dit fokus er forskåret på alt det forkerte, Jontar" affejet hun ham. Der var rygter om hende, hvorfor hun gjorde som hun gjorde, hendes formål med forbandelse, han kunne ikke være blind for det. Men han var blind, forblændet af samme had som hans far havde. Pompeia valgte ikke at svare på hans spørgsmål, hun betragtede det som værende retorisk. Intet der krævede et svar. Skønt hun vidste hvad hans formål med det måske var. Men skulle de se på det i hans søskende niveau, var han som dem. Født med forventninger om at alle skulle føje sig for en, at de havde al ret til hvad de gjorde, men det var en mands ret. En kvinde var en anden ting, hun skulle være en pynte genstand, men Jontar havde bedt om en kvinde med ben i næsen, men kunne ikke tåle hvad han fik.
"At mine børn ikke skal blive som sin fader, have hans værste egenskaber, se at der er mere til verden end det han gør," hun rettet nøje ordene mod Jontar, uden at vide hvad Sephyran havde budt på Safiya. Men hun vidste, at hendes børn skulle vide, at uanset deres køn, var der rammer, der var nok normer til at forhekse deres sind, hvorfor hun skulle sikre sig for deres fremtid, hvor Jontar måske ville gøre andet.
Beanstalk 17.01.2023 11:09
Det var uden tvivl en fornærmelse rettet mod både Jontar og hans egen fader. 'Børn ikke skal blive som sin fader'. Hvordan kunne det ikke være om Jontar lige nu? Og dermed gjorde det ham blot mere rasende. Selvfølgelig var han skurken her og Pompeia var heltinden. Han ville sige, at det var moderen altid, men blot se hans egen moder. En morder, en moder. Ét bogstav fra, så selvfølgelig var det ikke utænkeligt, at det ville ske. Og det havde sket. Mange gange.Kort nikkede Jontar blot. Han var stille. Skræmmende stille. Han vendte ryggen til sin kone og gik væk fra hende. Han frygtede, hvis han trådte nærmere hende, ville han lægge sin hånd på hende. Og det var noget, prinsen altid have lovet aldrig at gøre. Selv i en oprevet situation som denne ville han ikke gå imod sine egne principper. Den slags mand var han ikke.
"Du frygter, vores barn får mine værste egenskaber? Bliver for meget som mig?" Dette var et spørgsmål, Jontar ønskede hendes svar på. Alligevel forblev ryggen rettet mod hende. Måske var det, så de ikke kunne se hinandens ansigter. Lige nu gjorde Pompeias ansigt kun Jontar mere vred. Hendes kønne ansigt, der altid kunne argumentere for sin sag. Men denne gang ønskede han ikke, at hun argumenterede for sin sag.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
Charmander 17.01.2023 17:38
Alt der var at se nu, var bare ryggen af sin ægtemand. Det var ingen hemmelighed, at han ikke ønskede at se på hendes ansigt, og hun ville ikke fratage ham muligheden ved at gå foran ham blot for at se ham i øjnene. Hendes ord, som hun selv så nøje havde valgt, var rettet mod ham, og måtte have gjort ondt på ham. Spørgsmålet var næsten ventet og hun sukkede lavmælt og lod blikket falde en anelse og slappede mere af i kroppen. "At vores barn tager ved lære af de forkerte mænd i familien og tager deres måder til sig," dette var både og ment som Jontar, men han var ikke den værste, tvært i mod. Han havde sine dårlige sider og i presset situationer kom de mere til syne, skønt hun ikke havde set Sephyran i vrede eller en presset situation, var der ingen tvivl om at hans blot var værre og farlige at være i nærheden af end Jontars.
"Dine værste egenskaber er ubehagelige, men næppe de værste i et hjem fuld af Kazimier,"
Beanstalk 17.01.2023 20:28
Godt, han havde ryggen til hende. Så kunne hun ikke se det skæve og meget svage smil, der poppede op på hans læber. Han var ikke den værste. Selv i et skænderi kunne de ikke rette deres fulde vrede mod hinanden. Der var nogen værre end deres ægtefæller, skønt de var i en oprevet diskussion. Men ligeså hurtigt smilet var kommet, ligeså hurtigt forsvandt det igen. "Husk, vi er alle Kazimi'er." pointerede Jontar, endelig vendende sin front atter mod sin kone. Meget vel var hun gift ind til navnet, men hun bar endnu navnet som resten af paladsets beboere. Hun var ikke en engel blandt djævler.
"Pompeia, den her snak handler ikke om vores barn eller deres fremtid. Den handler om os. Hvad du gjorde. Hvad jeg gjorde." Helt uskyldig var han nok ikke, men det var ikke ham, der havde lovet én ting og så gjort det komplet modsatte. Han havde i det mindste sagt, hvad han ville gøre og ikke prøve at holde det hemmeligt.

~ Don't just take me as a handsome face. I am so much more than that ~
1 2
Chatboks
IC-chat▽
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 2
Lige nu: 0 | I dag: 2