Den lille thehandel var Beaus kæreste eje. Ikke at han faktisk ejede stedet endnu; for han havde kun netop råd til at leje sig ind i den smalle bygning. Selvom Skumringskvarteret var kendt for at være den barske og kriminelle del af Dianthos, så var det ikke noget der gik Beau synderligt meget på i forhold til hvordan han selv havde det med det. Det var mere et problem for de kunder der besøgte ham. 
 
 Heldigvis for ham, lå hans butik i den lidt "bedre del af kvarteret" - i hvert fald efter hans egen mening - han havde trods alt kun oplevet at have haft indbrud to gange i de år han havde boet der, samt en smadret rude.
 Når han havde afbetalt sin gæld til Declan.. ville han købe en butik i den pæne del af Dianthos - det skulle nok kunne lade sig gøre en dag.

 Beau stod og var igang med at opfylde de mange thedåser der prydede hylderne, og på disken stod en nybrygget the og dampede af. Der var en liflig duft af the der fyldte rummet. 

Skumringkvarteret var ikke ligefrem det sted Cole besøgte mest, og i hvert fald ikke noget han nævnte til Dag at han overhoved besøgte. Men der var en grund til at han stadig den dag i dag stadig tog derned. Teen han købte, så de altid havde lidt at drikke, men så også for at besøge en vis person. Det var efterhånden det ene sted hvor Cole lod sig selv slappe lidt af. Ikke at han i forvejen havde mange venner at begå sig med.

Han lignede da heller ikke en der passede til gaderne, som det fine sorte, brandsikre tøj, der virkede næsten nyt, men den tynde sorte kappe skjulte det, selvom hvis man kiggede lidt nærmere på det, så kunne man se kanten var blevet broderet i sort tråd med små sirlige mønstre. Den tynde kappe lignede dog også næppe en vinterkappe af nogen art, men det var nu også mere af syn end nød at Cole havde den på tiltrods for det kolde vintervejr.

Som han havde nået tebutikken, var han også hurtig til at skubbe døren op, og træde ind i butikken, og lukkede en forsigtig efter sig igen.
Et lidt mere afslappet smil gled over Coles læber. Han havde behov for at komme lidt væk fra mylderet i det øvre bydistrikt, og det her var det bedste sted at slappe af… og så kunne han jo købe noget te med. Forhåbentlig noget der kunne berolige hans nerver lidt. ”Hej Beau,” sagde han, som han trådte nærmere hans ven. Det så heldigvis ikke ud til at der var vanvittig travlt her. 

 Den lille klokke over døren afslørede at der kom gæster, og Beaus blå, sløve, øjne betragtede skikkelsen ud af øjenkrogen der trådte ind. Hans ene mundvig pegede op i noget der mindede om smil, da det gik op for ham at det var en han kendte. Han forsatte dog uforstyrret med at hælde theblade ned i en beholder,  

 "Hey knægt." Sagde han venligt til Cole, uden at fjerne blikket fra hans opgave. Han skruede nænsomt låget på beholderen inden han satte den på plads. Selvom de to var jævnaldrende, havde Beau tilegnet sig en vane at give den slags kælenavne til sine venner og bekendte. 

 De dybe, dådyrs agtige øjne mødte nu hans velklædte ven. Beau havde kendt Cole i en god rum tid nu, og hans thehandel var et slags tilflugtssted for den anden når han behøvede ro. 
  Kunde, ven og fast inventar. Det gjorde ikke Beau noget, og selvom han kunne fremstå en smule ligeglad udenpå, nød han selskabet. 

  "Hva' så, min ven?" Beaus ord var altid velovervejede, da han ellers godt kunne lyde en anelse snøvlet når han talte - hvilket nok var grundet rusmidlernes bedøvende effekt på ham. 

Hvor det måske kunne stikke første gang, når man blev kaldt knægt, så havde Cole accepteret det. På mange punkter lod han kun den barnlige side vise overfor Beau. Den del der stadig ønskede at han var et barn, uden problemer,, og ikke den voksne mand der skulle sørge for at forretningen forløb som den skulle, og at Dag ikke manglede noget.
Men alligevel fandt han sig nu alligevel ranke lidt op, som om at han ville stå lidt højere. Ikke at det gjorde nogen forskel når de to af dem trods alt så øje til øje allerede.

”Jeg tænkte jeg lige ville svinge forbi,” svarede Cole, den lidt længere sætning fik den mere bondske runde accent til at bryde igennem, selvom hans år i Dianthos havde gjort sit for at gøre hans accent mindre tydelig, men den var der stadig, især hvis man fik ham op i gear. ”Og så er jeg også ved at være lidt lav på min tebeholdning.” Nu købte han heller ikke så meget af gangen, så han kunne tillade sig at komme forbi lidt oftere. På et eller andet punkt, så kunne han godt lide at have undskyldningen, i stedet for bare at erkende, at han var der for lidt selskab. 

  Beau betragtede den anden afslappet, og satte sig på sin skammel bag disken. Han lænede sit fregnede ansigt i den lige så fregnede hånd uden at tage blikket fra den anden.

 Det var meget hyggeligt når Cole valgte at svinge forbi. Og samtidig var det sjældent fordi den jævnaldrende forventede noget af Beau, eller bare skulle bruge ham for egen vinding skyld som han ellers længe havde været vant til fra andre.
 Som en fast kending i det lidt hårdere miljø, havde the-bryggeren tilegnet sig nogle bekendtskaber der ikke rigtig var gode for ham i det store hele, og som han bare endte ud med at skulle finde sig i. Selvom der var nogle gode æg imellem.. Så var det lidt anderledes med manden foran ham. Cole føltes som en rigtig ven. 

 Beau bemærkede godt de små bevægelser i Coles krop der, sikkert uvilkårligt, fik ham til at stå mere rank end før - han vidste godt at det havde været en tilvænning for den anden at blive tiltalt som knægt -og det påvirkede ham vidst stadig en smule. Det fik ham til at smile skævt, og nu hvor han havde sat sig havde han givet Cole en klar højdefordel.

  "Selvfølgelig." Han løftede hovedet fra sin hånd, og hans øjne lyste mere livligt op da Cole havde forklaret sit ærinde, "Ska' du have den samme - eller prøve noget nyt denne gang? Der var et snert af noget drilsk i hans rolige toneleje. Og han drejede om på skamlen for at komme op at stå, allerede på vej hen til Coles typiske køb. 

 "Og, har du travlt? Jeg ka' lave en kop the til dig hvis du bliver lidt længere." Han nikkede hen til sin egen kop der stod på disken. Det var ofte at Cole blev i længere tid end først antaget. Men, på det seneste var det kun blevet til at lille visit, da den anden havde fået flere ting at se til - broderi arbejdet og den slags.

 

Cole fulgte Beau over til disken i et roligt tempo, og lod da også skuldrene falde lidt mere i, så han stod mere afslappet. Han vidste at der intet ondt var i måden Beau omtalte ham, men måske var der stadig en del af ham der forsøgte at virke til at han var ældre end han var. Han følte i hert fald at han havde noget ansvar, som han ikke var sikker på at han i det hele taget kunne leve op til.

Et lille skævt smil sprede sig på hans tynde læber, da Beau alligevel havde et snert af drilleri i hans tone. ”Hvorfor prøve noget nyt, når det man kender fungerer,” spurgte Cole, selvom det ligeså meget var en trøst i ikke at risikerer at noget gik galt, selvom han tvivlede på at Dag ville bebrejde ham hvis de ikke kunne lide teen han købte, eller at han bryggede den forkert.
”I dag kan jeg godt blive lidt længere,” sagde han, selvom han godt vidste at de havde travlt i butikken. Midvinterballet stod for døren, og der var så ufattelig mange der lige ville have et par ting færddigjort inden. Han ville alligevel arbejde aftenener, så at bruge et lille stykke tid her inden da, følte han sig berettiget til. ”Selvom jeg ikke føler at du får solgt meget te, hvis du tilbyder alle dine kunder til at drikke det, når de er her,” kom en lidt mere drillende tone tilbage, inden at også han var på vej væk fra disken, dog for at hente stolen han vidste plejede at stå ude i baglokalet.
Den blev hurtigt fundet, så han kom tilbage og satte den foran disken, og satte sig til rette. Det var ikke den bedste plads, men den fungerede til de her besøg. 

 "Det er så sandt, som det er sagt, min ven." sagde han med en løftet, anerkendende pegefinger, og smilede behageligt. De løftede mundvige afslørede et hint af smilehuller; hvilket kun tilføjede ekstra charme til hans fregnede ansigt og store blå øjne. Det var ikke mange der fik lov til at se denne muntre side af Beau, da fremmede oftest blev mødt af den mere stoiske og kyniske version af ham. Det var nemmere at bevare respekten hvis folk troede man var farlig; også selvom det blot var misforstået frygt. Det gjorde det nemmere at omgås i undergrunden. For Beau var alt dog ikke så sort og hvidt. Man kunne være ond og god og alt det grå inde i midten. Og Beau landede nok et godt sted i midten. Det kunne godt være at te-bryggeren havde et hjerte af guld, men hvis han blev skubbet til det, var han ikke bleg for at slå ihjel. "Fedt - bare gør dig det behageligt." tilbød han, og vidste godt at Cole var vant nok til at bevæge sig rundt i hans hjem, at han vidste hvor det meste var.   

 Beau fik fat i krukken med Godnat symfoni; en the der havde liflige frugt noter, samt en anelse elver-rod der gjorde den god at tage inden senge tid hvis man havde tendens til urolig søvn, stress eller var præget af angst. Og så smagte den helt igennem fantastisk. Han skruede låget af, og kunne ikke dy sig for at dufte til noterne der kom ham i møde. "Jeg blir' aldrig træt af at dufte til den." sukkede han af velbehag, og begyndte at fylde en pose op med 100 gram af theen. 

 Cole havde fundet en stol, og kom ud at satte sig i butikken igen, baglokalet som han lige havde været ude på, fungerede både som lager og soveværelse. Det bestod blot af en madras med sengetøj - og så havde han nogle af sine klæder pænt foldet sammen og af vejen. Han boede temmelig simpelt. 

 Han klukkede muntert af Coles respons, og drejede hovedet for at se på ham, "Årh, jeg kan vel godt tilbyde en smagsprøve i ny og næ." han satte nænsomt en lukning på theposen, så det var nemmere for Cole at tage den med sig når han skulle gå. Han placerede den nemt og tilgængeligt på disken.
 "Der sker heller ik' så meget i dag, underligt nok." Han trak lidt på skuldrene, og kiggede hen på døren; og rigtigt nok var der ikke mange kunder der overvejede at træde ind i dag.  

 "Nå, det var den the." kom han i tanke om og vendte rundt for at begynde at koge vand. Han fandt med det samme, også en kop frem. "Jeg tænker du nok ikke ska' ha' Godnat symfoni lige nu." smilede han skævt til den anden og betragtede kappen han havde på. Dog vendte han hurtigt tilbage til at forberede theen til sin ven. Han dryssede theblade fra dåsen med Bayrons blend i Coles kop. En sort the, perfekt til eftermiddagen med sine friske noter af bergamot. 

Imens han ventede på at vandet begyndte at koge, betragtede han endnu engang sin ven der sad overfor ham, og roligt lænede han sig tæt ind til Cole over disken, og tog fat i kanten af hans kappe for at nærstudere den lidt. "Har du selv broderet det her?" han løftede blikket for at se den anden i øjnene med et imponeret udtryk i ansigtet, "Du har altså talent for det der, du har." 

”I ny og næ?” spurgte Cole en anelse drillende tilbage. ”Jeg føler du tilbyder hver eneste gang jeg er her.” Og i det fleste tilfælde tog Cole også imod det, når han kunne tillade sig at gøre sit ærinde lidt længere end det strengt talt var. Det havde været lidt nemmere at finde tid da det ikke kun var blevet ham og Dag, men i det mindste lavede han noget at han kunne lide, selvom det var stressende til tider.
Han kunne ikke helt stoppe sig selv fra at pille lidt ved armbåndet Dag havde givet ham ved de tanker. Et tyndt vævet armbånd han efterhånden havde haft på et par år.

Han rystede lidt på hovedet. ”Jeg regner i hvert fald ikke med at sove lige foreløbig,” sagde han smilende. Selvom det ikke var mange øjeblikke inden Beau tog fat i kappen for at kigge på de fine broderier der løb langs kanten. Han var stadig ikke helt vant til at folk faktisk komplimenterede hans ting på den måde, men det var blevet bedre. Nu om dage var der trods alt heller ikke samme slags uheld, som havde plaget hans tidligere år.
”Mmmhhh… ja. Det er bare lige når jeg har lyst og tid til det, så tilføjer jeg lidt mere,” sagde han. Siden det var hans egen kappe, så kunne han gøre hvad han ville. Der var også en vis forskel på motiverne der løb der. Han forsøgte ikke at gøre noget der så underligt ud i forhold til hvor meget han havde lavet på resten af kappen, så han kunne forsætte med at bruge den. ”Men jeg vil mere sige at det bare er meget arbejde, frem for talent.” Han havde aldrig været god til noget, men broderi var noget han havde holdt ved når han havde tid. Det havde hjulpet ham til at slappe af, selvom en vis mængde var gået op i røg grundet frustrationen også. 

 "Man skal forkæle sine stamkunder, så man er sikker på at de kommer igen." Sagde han som hvis han var den viseste mand i Dianthos der havde knækket koden når det kom til handel. Hans døsige smil hang forsat ved hans læber - sandheden var vel egentlige bare at han gerne ville give Cole ting. Venner sørgede for hinanden; og det var ikke ikke fordi han mistede meget ved at give en kop the til Cole når han kom på besøg. 

 Beau studsede over det Cole sagde, imens han lod sin tommelfinger glide forsigtigt hen over de flotte broderede tråde. Han rystede lidt på hovedet af den andens ord, uenig, før han så trak sig tilbage og placerede numsen på sin plads igen.
  "Uanset hvor meget arbejde jeg ville lægge i sådan noget dér, ville det aldrig komme i nærheden af det du ka'." Han tog fat om sin egen kop the og tog en lille tår af denne. Den var begyndt at blive lunken. 
 "Ta' imod komplimenten Cole. Du er talentfuld." Lød det opfordrende fra Beau, men med et lille glimt i øjet. 

 Vandet bag dem var begyndt at koge, og uden besvær begyndte han at brygge theen til Cole, og rakte ham den fyldte kop der allerede var begyndt at blive farvet i et rødligt skær af bladene. "Den ska' bare lige have fem minutter, så er den klar." Forklarede han, men det vidste Cole nok allerede - Beau havde det med at sige det hver gang. Bare for en sikkerhedsskyld. 

Coles øjne fulgte Beaus fingre ned af broderierne. Ikke fordi han var bange for at Beau ville gøre noget, men bare af nysgerrig, og måske fascination. Han var ikke helt sikker på hvorfor. Men hans blik gled også afslappet op, som Beau trak sig væk igen.
”Mmmmhh… talent føles nu stadig lidt for stort,” sagde Cole rystende på hovedet, men gjorde ikke mere end det for at affeje det. På nogle punkter så føltes det som om at man ikke tænkte på hvor mange timer han havde lagt i håndværket, men han vidste også godt at det ikke nyttede noget at pille ordene ned. Pointen var at det var noget der var værd at kigge på, om det var talent eller fordi han var flittig, det var vel… måske underordnet.

Ligeså snart han blev givet koppen med kogt vand, så tog han begge hænder om den, selvom han lod den hvile på bordet. Koppen var varm, næsten brændende, som det nykogte vand varmede koppen op, men for ham var det blot en behagelig varme. Det var noget han efterhånden altid gjorde når han fik te.
”jeg regner med at du tæller ned,” sagde han næsten per automatik, inden han overhoved tænkte over det.

”Så hvordan går det ellers på disse kanter?” spurgte han endelig. ”har du kunder nok?” han kiggede lidt rundt i lokalet, som stadig lå øde hen. Nu var teforretninger nok heller ikke stedet folk var af længst tid af gangen, med mindre man åbenbart var Cole. 

 Beau vidste godt at Cole ikke altid var lige god til at tage imod en kompliment, hvilket også var grunden til at han lod emnet ligge. Hans mundvige trak sig op i et overbærende smil, imens han nikkede opmærksomt til Coles respons. "Mhm-hm."
 Ikke at han var enig med udsagnet og hvordan hans ven talte sig selv ned, men hans nikken indikerede at han lyttede og anerkendte den andens ord. 

 Hans blik landede på den andens hænder der med det samme lukkede sig om den brandvarme kop. Det var jo frisk lavet kogende vand - men det lod ikke til at genere Cole overhovedet. Beau havde lagt mærke til at det var en vane hans ven havde tilegnet sig, men han kunne stadig blive lidt fornøjet, hver gang det skete. Det var vel ligefør han kunne stikke hele hånden ned i koppen uden at brænde sig. 
 
 Han må virkelig have hård hud på hænderne.

 Hans blik hang lidt ved den andens delikate fingre - og han tænkte mon hvor ofte han stak sig på nåle når han arbejdede. Det var først da Cole talte at han vågnede lidt fra sin trance. Beau lavede en klik lyd med munden, for at vise at han havde styr på det, og tog en større tår af sin the nu hvor den var blevet køligere. Det var en blanding med måneurt i, for at holde sin påvirkning ved lige. 

 "Det' udemærket" svarede han og så tænksom ud. Det gik i og for sig fint nok med thehandlen - den blev besøgt og han havde fået sig et par stamkunder. Der var jo også kun gået et år siden han fik butikken op at køre. "I sidste uge var butiksdørens vindue dog smadret." Sagde han og lød upåvirket af det - men det var dog rimelig irriterende at skulle bruge krystaller på at fikse. "Din the er klar nu." Tilføjede han hurtigt, og gjorde et nik mod Coles kop.

Cole havde det fint med at folk bare kunne acceptere at han var lidt mærkelig når det kom til varme, så lang tid at de ikke stillede for mange spørgsmål. Det var ikke en del af ham selv som han ønskede at dele information ud af om, for det var i sidste ende blot en anelse for kompliceret. Kompliceret fordi han aldrig rigtig selv havde forstået det, eller hvordan han var endt i den situation han var.

Han hævede lidt et øjenbryn da Beau nævnte at vinduet var blevet smadret, inden han gav et lille nik tilbage, for at hentyde at han havde forstået at teen havde trukket færdigt.
”Bare tilfældig hærværk?” spurgte han. Han kunne ikke forstille sig at nogen umiddelbart giv efter Beau af en grund, men på den anden side, så havde de to af dem måske ikke brugt alverden af tid sammen udenfor tebutikken, så det var ikke til at sige hvordan Beau var ude på gaderne. Selvom hidtil havde han ikke haft grund til at tænke at Beau var andet end bare en ganske rolig person, mest af alt fordi han havde samme effekt på Cole. En effekt som Cole meget ledte efter hvor end han kunne få den. 

 Beau sad og kiggede lidt overvejende på Cole da han spurgte ind til om det var tilfældigt. "Muligvis." Svarede han så endelig, "Det' jo.. et lidt grimmere miljø her. Folk ska' ha' sine frustrationer ud med et eller andet." Han trak lidt på skuldrende.
 Om det var tilfældig hærværk, eller om nogen rent faktisk havde set sig sur på Beau kunne han ikke vide. Så længe det ikke tog overhånd, var det ikke noget som Beau ikke kunne håndtere.
  "Der var dog ingen tegn på indbrud." Tilføjede han, for at bløde emnet en smule mere op. Beau var meget påpasselig med at lukke Cole for meget ind i sit komplicerede natteliv. Og med god grund; han ville aldrig kunne tilgive sig selv hvis der skete Cole noget ondt. Derfor var det bedre at holde de to Beaus separate fra hinanden for at skåne sin ven. 

 Om det egentlig gik op for Cole at Beau var påvirket hundrede procent af tiden, var han også i tvivl om. Det var ikke fordi han prøvede at skjule det, eller var hemmelighedsfuld omkring dette - men der var heller ingen grund til at komme ud og sige; hey, jeg er forresten på stoffer konstant. Håber du kan leve med det.

 Han sad og trommede lidt tænksomt på sin kop med tommelfingrene, "Hva' med dig, Cole? Har du det godt?" 

På det punkt der var Cole virkelig glad for at han ikke havde haft muligheden for at være arbejdsløs længe i Dianthos inden at Liv havde tilbudt ham et job. Det gjorde at han kom ud af det her miljø, inden det også prøvede at fange ham i det. Det var ikke fordi Cole var blind eller naiv anlagt på det punkt. Han vidste hvad der foregik, men han ville nok aldrig være for klar over hvad Beau også havde gang i, i det store hele, selvom der var da tidspunkter han kunne se at Beau var mere eller mindre beruset. Men hvor meget af det var noget han tog og hvor meget af det var bare hans personlighed, det havde Cole svært ved at bedømme.

”Derfor skal de vel stadig ikke volde skade på en tilfældig butik,” sagde ham mumlende, selvom han kiggede en ekstra gang på Beau. I det mindste var ingen kommet til skade og han havde ikke mistet noget. Selvom Cole nu havde sine fordomme om at der nok ikke var så forfærdelig meget at stjæle herinde.

Da de kom ind på Coles liv, så kunne han dog ikke helt undgå sukket der gik igennem. ”Det er stressende for tiden,” indrømmede han og tog en tår af teen for lige at hjælpe ham med ikke at stresse op over det. ”Midvinterballet er ved at være over os, så der er mange der lige vil have nogle ting ordnet inden da, så jeg regner med at jeg nok bliver nødt til at arbejde længe det næste stykke tid.” Endnu et suk. Han elskede sit arbejde, Knap så meget når han blev nødt til at klemme flere timer ind på døgnet end der var. ”Og så er jeg også blevet bedt om at møde op, og jeg er ikke ligefrem… bal typen.” Han havde været afsted mange gange, men altid som ledsager til Dag. For så skulle hun hjælpes rundt, og det var noget han kunne fokusere på, men denne gang var det bare… Ham. 

 "Neej, det ville da være fedest hvis de ville lade vær'." Sagde Beau anerkendende, og var enig med Cole. Lidt hærværk kunne dog ikke slå ham ud af kurs, men han var taknemmelig for Coles utilfredshed på hans vegne. Det var sødt. 

 Beau lyttede opmærksomt men med et uanfægtet udtryk over ansigtet. Han betragtede Cole uafbrudt uden at fjerne blikket fra ham. Hans blik faldt på hans læber da han snakkede, hvordan øjnene kiggede til siden, ned i teen, og tilbage på Beau, mimikken og alle hans træk. Beau tog det hele ind, ganske afslappet. 
 
 Han hørte alt hvad Cole sagde, og var ærgerlig på den andens vegne over at han skulle være så stresset. Men meget arbejde betød jo også at de var efterspurgte; hvilket betød at Cole var og blev dygtig til sit arbejde. Det kunne Beau ikke lade være med at være lidt stolt af. Han valgte dog kun at kommentere på det sidste hans ven sagde.

 "Ka' du ikke bare takke nej til at møde op til ballet hvis du ikke vil med?" Spurgte han lidt tænksomt; det ville da være en skam at bruge sin tid på noget man ikke havde lyst til. Det var livet da for kort til. Beau tog en slurk af sin te og så på Cole igennem sine tykke øjenvipper. 

Cole rystede lidt på hovedet. Han kunne vel i teorien godt, men det var ligeså meget for at vise deres ting frem, og bare være tilstede hvor klientellet var, selvom det uanset hvad ville blive lidt af en katastrofe at sende Cole afsted alene. Han kunne godt snakke med folk, men han blev altid lidt akavet hvis det faldt udenfor rammerne, og han ville nok altid være lidt bange for at hans temperament fangede ham.

”Det er for det bedste for forretningen, og nu har jeg lovet det,” sagde Cole med et suk og hans skuldre sank lidt, som han tog koppen op til munden for at tage en tår af teen der stadig var ganske varm, men det var også som han tog tåren, at han slog øjnene lidt op og kiggede over på Beau, før han satte koppen ned.
”Du kunne tage med mig,” sagde han. Det var jo næsten en genistreg, mest af alt fordi Beau trods alt nok ville være ligeså akavet som ham omkring det. ”så er jeg ikke alen, og der er gratis mad.” Han var ikke helt sikker på at det var sådan han skulle sælge den, men det var da en god idé ikke? Om ikke andet så kunne de hænge ud hele aftenen, og Cole kunne føle at han ikke var alene omkring alle folkene. 

 Beau sad og nikkede lidt fraværende til det han fortalte. Det var der vel ikke noget at gøre ved. Det var også vigtigt at holde det man har lovet. Og når det var i forbindelse med arbejdet, blev man også nødsaget til at gøre nogle ting man ikke havde lyst til. 

 Han sad forsat og nikkede, da det gik op for ham hvad Cole sad og sagde, og han blev atter nærværende igen. Beaus mundvige trak sig op i et vantro smil, og han begyndte at lave en tilbageholdt latter, indtil det gik op for ham at Cole ikke lavede sjov. Han mente seriøst at Beau kunne tage med. 

 Beaus mine trak sig nedad igen til en grimasse, og han hævede et spørgende øjenbryn  til den anden. "Du er seriøs." Konkluderede han, og lod en hånd glide igennem sit korte hår.

"Jeg kan da ikke tage med, Cole." Lød det en smule afvisende fra ham. Han strak armene frem for sig og så på den anden, overvejende. 

Der var ikke den mindste mine af morskab at spore i Cole, som han havde lagt forslaget ud til Beau. Men alligevel så faldt ansigtet lidt, som Beau begyndte at virke som om at han mest af alt ville grine af forslaget. Ikke nok til at Cole følte sig forlegen eller blev defensiv eller sur, men alligevel trak det lidt ned i humøret. Måske havde det været et dumt forslag. En ting var at de brugte tid sammen her, men at tage op til ballet? Det var på nogle lidt andre præmisser.

Et lille suk af opgivelse undslap ham. Det var for meget at tilbyde, var det ikke. ”Altså der er ingen grund til at du ikke kan. Alle er inviteret.” sagde han, og tog teen op for at tage en tår af den. Den var stadig varm, men meget af varmen var allerede ved at gå ud af den. Der ville det være rart at have mere kontrol over hans egen evne, men han ville ikke engang forsøge sig. Især ikke omkring Beau. ”Jeg tænkte bare at det kunne være en god løsning, og så ville du også komme lidt ud af kvarteret.” Det var ikke fordi at han behøvede at kunne lide de finere distrikter, men nogle gange var det rart at opleve noget andet. Og ballet var alligevel noget ganske særligt, fordi der var fra flere samfundslag. 

 Beau så overvejende på Cole, og bemærkede godt hvordan den andens humør dalede langsomt ved afvisningen. Det virkede bare så fjernt for Beau at komme sådan nogle fine steder. Hvis man så på Beau var det ikke ligefrem typen der gik til bal man ville tænke at han var. Men han måtte jo betyde nok for Cole til at han ville have ham med. Det var da alligevel smiger han kunne tage til eftertanke. 
"Mhmm.." brummede han tænksomt, og gumlede lidt på indersiden af sin kind imens han skævede fra sine hænder til Cole da den anden forklarede sig. 

 Han gned sig lidt tænksom i skægget - for han ville ikke såre Cole. Men var det grund nok til at give sig? Beau nikkede anerkendende til sin hvid-hårede ven der modløst forsatte med at tale, og Beau prøvede at forudse hvordan det ville se ud at han kom vadende ind til et bal. Havde han egentlig prøvet noget lignende? Et event der bare kom tilnærmelsesvist derhen af var nok til karnevallet i medanien da han var barn. Og det kunne vidst ikke helt måle sig med et bal. 
 

Men han kunne ikke lide at se hvor nedslået Cole blev, også selvom den anden prøvede at virke upåvirket - så kunne han se at stak en smule til ham. Bare lidt. 
 "Hm." fnøs han lidt i vantro over sig selv og trak så opgivende på skuldrende. "Jeg har ikke noget jeg kan tage på." sagde han endelig og kiggede på Cole. Han havde opgivet kampen, og på en eller anden måde havde Cole fået sin vilje. Men hvad skulle han gøre ved tøjet? 

Det var ikke fordi at Cole ville give Beau dårlig samvittighed. Nej, men det var ikke nyt fra ham at Beau var en af de få der kunne få ham til at føle sig tilpas og som om at han ikke skulle putte en facade på. Beau accepterede ham som den han så, og det var rart, selvom visse ting aldrig havde været relevant at nævne. Og det var heller ikke en ting Cole regnede med nogensinde at fortælle ham.

Men alligevel kunne han ikke helt skjule hvordan hans øjne lysnede lidt da Beau virkede til at bide afvisningen lidt i sig, i hvert fald med en undskyldning der kunne gøres noget ved. Han prøvede på ikke at vise det for meget, men han havde altid været meget letlæselig. Følelserne var svære at gemme væk.
Hans hænder greb lidt strammere fat omkring koppen, som han lænede sig fremad en lille smule, som hans hovede arbejdede på højtryk over hvad der kunne gøres ved det. Men han arbejdede vel i en klædeforretning. "Jeg tror jeg kan finde noget du kan være i. Nok ikke noget super fint, men noget lidt bedre?" tilbød han. Han vidste godt at pænt tøj næppe var der Beau lagde sin interesse, og det havde Cole heller ikke i mange år. Han havde trods alt primært broderet til puder og andre småting. Det var Dag der havde haft de store tanker om en butik til alt slags broderi. Han var der nok mere for arbejdskraften, hvilket var fint. Han kunne lide hvad han lavede.
Hans tanker sværmede dog også nærmere omkring hvad han måske havde. Beau var bredere end ham, men han var ikke klar over hvor meget egentlig. Måske noget der var lidt for stort til ham?