Amara havde taget sig den frihed at smutte fra fæstningen og befandt sig i stedet i Tusmørkedalen. Det var noget tid siden hun efterhånden havde befundet sig her, så det var ikke sikkert hun kendte nogle folk her længere, men det kunne hun naturligvis komme til. Hun havde fløjet mere eller mindre hele vejen og var landet i en mørk baggyde, hvor der ikke var nogen der ville bemærke en bevinget kvinde. Det ville dog sikkert ikke være det underligste de havde set i dalen, men hun tog alligevel ingen chancer. Igen forsvandt vingerne ind i ryggen på hende, før hun rettede på tøjet og gik ud af gaden, som om alt var ganske normalt. Blikket søgte efter kroen, for hun havde nok brug for en seng før eller siden, så hun kunne lige så godt indlogere sig, for så kunne hun drikke hvad hun ville og så gå ovenpå og sove, når hun ikke kunne holde til mere. Lyden af en mand der piftede efter hende, fik hende da til at stoppe og i stedet vendte hun sig om mod manden med et nærmest sødt smil på læberne, men under det ellers uskyldige ydre, lå et rovdyr på lur. Manden trak på smilebåndet som hun vendte sig ”Hvad laver sådan en smuk kvinde her i dalen?” spurgte han og gik hende nærmest i møde som hun også selv gik tættere på ham. Et kækt smil kom frem på hendes læber som de stod overfor ham ”Såmænd ikke noget. Kroen kaldte på mig, men så var det som om der var en der piftede… Så hvis du ikke har noget at tilbyde… Så går jeg bare nu.” sagde hun og var ved at vende sig som han lod et hånligt grin undslippe og greb hende hårdt i armen. Amarathena skulede over sin skulder på mandens hånd der havde grebet fat i hende og inden blikket blev rettet mod mandens ansigt, havde hun allerede grebet i hans arm og vredet den om ”Hænderne af mig… Ellers skal jeg sørge for du aldrig ligger dine klamme hænder på nogen kvinde igen…” hvislede hun ud gennem hendes sammenbidte tænder og trak armen længere op. Manden kom med en masse beklagelige lyde ”Forstået?” sagde hun hårdt og gav ham et godt puf og vendte sig da i retning af kroen. Det virkede til han havde fattet hentydningen og nu kunne hun endelig gøre det hun var kommer for.
 
Der var allerede en god del mennesker inde på kroen da hun ankom nogle minutter efter at havde håndteret denne idiot af en mand. Hun kom op til disken uden forstyrrelser og sørgede for at få et værelse som noget af det første, før hun overvejede alkohol. Her gik hun op med de ting hun alligevel ikke ville få så meget brug for, så som den smule rustning hun nu havde på. Det blev smidt i kisten for enden af sengen og hun gik tilbage i krostuen for at få en flaske alkohol. Der var ingen grund til at bruge glas, hun var ikke så fin på den. Det var kun de gange hun havde haft middag med Ra at det var en ting. Så en flaske rom som en start. Blikket lod hun glide over omgivelserne og hun spottede en plads. Et lille bord og to stole, som var placeret under bordet, så der var ikke så meget lys, hvilket i virkeligheden ikke gjorde hende så meget, så det var der hun satte sig og blot nød atmosfæren på kroen.

Efter at have fucket flere jobs op, takket været hans kærlighed til giftige stoffer, og fordi han ikke ligefrem behandlede sine patienter godt. Dimitri var kold og kynisk, og generelt meget ligeglad med andre end ham selv. Egocentreret, ja det var han. Han var glad for sit arbejde som læge, også selvom det havde kostet ham at få mange liv på sin samvittighed, så var han ligeglad. Det var ganske hyggeligt, at dræbe og tømme mennesker og væsner for blod. Et gab forlod hans mund, som han ikke gad slikke blodet ved mundvigene væk. Det måtte gerne blide siddende, så de folk han gik forbi, ikke var i tvivl om hvem han var, eller hvad han var. De fleste i hele tusmørkedalen havde han set før, og kendte ret godt. Det var kun et spørgsmål om tid, før den ene efter den anden ville brokke sig over ham, og hans handlinger. Var han ligeglad, og bare kunne knække deres nakke? jeps... Det ville ikke tage lang tid, og Dimitri følte en stærk tørst pludselig. Han gik i et roligt tempo, som han slæbte en kvinde med sig, hen ad jorden.

"Du er heldig, at du fortsat er i live dukkebarn... Jeg mangler lige et krus, så tømmer jeg resten af dit indhold, og krop for blod.. "det lød ærligt fra ham, som han blinkede ned til den halvt bevidstløse kvinde, som slet ikke havde det særlig godt. Hvem ville også det, hendes hals var næsten skåret over, og hun havde ikke særlig meget blod tilbage i sig. Dimitri havde haft voldtaget hende, for derefter at næsten dræbe hende. Han holdte hende kun i live, med vilje. Han skulle lige på kroen, efter nogle krus, så han kunne nyde det sidste blod fra kvindemennesket. Han slæbte hende fortsat hen ad jorden, og han kunne godt se at hendes mund begyndte at skumme. Et opgivende suk forlod hans mund, som han sparkede døren ind til kroen. Skubbede til de folk som stod i vejen, og han havde fortsat ikke givet blodet ved mundvigene en tanke. Hans blik faldt på krofatter, som han slæbte kvinden hen imod bardisken"Skum er normalt.. Når man er proppet med stoffer" nævnte han ganske afslappet som om det var hverdag, og helt normalt for ham.

Han mødte krofatters blik, som han hev lidt op i kvinden. Han behøvede ikke sige mere, for krofatter vidste godt hvad der var sket, og hvad der skulle ske. De kendte hinanden ret godt ham og Dimitri. Et skævt smil kom frem på vampyrens ansigt, som Dimitri skulede ned til kvinden, som mere og mere så ud til, at forsvinde fra livet. Han greb fat rundt om hendes hals, som var hun en skudt kronhjort. Løftede hende længere op, som han lænede sig ind imod kvinden"Dumme tøsebarn.. Hendes hals er kun halvt skåret over, og så mener hun, at hun skal opføre sig dumt, og virke fjern..." han sukkede som han lod et koldt smil komme frem, som han lod tungen glide lidt hen over den halvt skåret hals. Han kunne godt fornemme de undrende og næsten bange blikke som blev kastet hans vej, og han var ligeglad. Han tiltede hovedet, og imens han holdte kvinden oppe i et greb, ventede han på korfatter fandt krusene frem. Han kunne ligeså godt nyde de sidste dråber blod inde på kroen, og om det var alene eller sammen med nogen, var ligegyldigt"To krus.. Eller en spand.. Du bestemmer selv" nævnte Dimitri bestemt til krofatter, som han skulede til kvinden, hvis hals snart var tæt på at fuldt skåret over, men han vidste der var tid endnu. Hun var fortsat i live.. Lidt endnu..

Hvor var mænd dog fatsvage. Bare fordi man havde kvindelige former, så skulle man åbenbart lytte til klamme kommentarer. Jo komplimentet om hun var smuk var da fin, men det var ikke noget hun ikke havde hørt før, der skulle mere end bare det til at slå benene væk under hende. Hun satte flasken til munden og tog en tår, men da døren ind til kroen blev sparket op, rettede hendes blik sig mod en mand. Hvad var det han slæbte på? Hun hævede et øjenbryn da det gik op for hende, at det var en kvinde. Hun var ilde tilredt og så godt som død. Nu kendte hun ikke historien bag, men noget sagde hende at det bestemt ikke var fordi manden og kvinden var perlevenner. De mange andre der sad på kroen kom med nogle forfærdede gisp, nogen rejste sig og gik, men der var alligevel nogle der blev der, for dette skulle ikke ødelægge deres aften med druk.

Krofatter virkede ikke specielt oprevet over dette, men nu var det jo også Tusmørkely de var i, der var det lidt anderledes... Her var der en stor forsamling af de lyssky væsener og specielt vampyrer. Blodsugere var spændende væsener hvis du spurgte Amara, meb sådan var folk jo så forskellige. Hendes blik rettede sig igen mod manden der nu havde grebet kvinden om halsen og brokkede sig over der ikke var mere liv i hende. Amara fnøs og rejste sig da og gik mod ham. Blikket låste sig fat på kvinden og hun trak på smilebåndet "Kæreste lille blodsuger. Det er bedre hvis du holder dem i live, så kan du jo blive ved med at drikke af dem." sagde hun og havde endnu blikket rettet mod kvinden, men et smil havde fundet vej frem til hendes læber. Hun betragtede nærmest den døende kvinde og så da mod krofatter " Der er ikke andet end til to krus, bevares af en god størrelse. En halv liter måske i alt. sagde hun og rettede blikket mod kvinden igen og betragtede hende, eller nærmere, stirrede direkte ind i de sørgelige rester der var tilbage af liv i hendes øjne.

Kvinden rakte svagt ud mod Amara, men havde på ingen måder kræfter nok, så det virkede slet ikke til hun bevægede sig, men så man på hendes hånd, kunne man godt se det. Dog var der ingen form for medlidenhed fra Amara og hun fnøs blot.