Regnen var ikke holdt op, bare fordi Enzel Silene og halvdyret Lukas kom ridende fra Det Sorte Marked og videre ind til byen, og ind på en af de finere stræder, hvor bordellet stod bygget. Stort og prægtigt udenpå, men endnu bedre indenfor, hvis man spurgte Enzel.
 
Lukas, som havde drukket, havde Enzel haft sin arm om. Han havde sørget for at holde sit hoved højt, så Lukas ikke lige pludselig skulle få en af sine emotionelle kysseflips igen, men han havde også gerne villet holde ham tæt, fordi han netop lige havde forladt den våde gyde, hvor Lukas havde tilbragt sin såkaldte frihed ved. Enzel havde ondt af ham, også selvom han vidste at det var virkeligheden for mange. Stort set alle hans ansatte havde en historie, der på en eller anden måde lignede den som Lukas havde.
 
Enzel hjalp Lukas ud af kareten og førte ham med indenfor. Lige nu var det sent om aftenen, så de sidste kunder var ved at blive serviceret – man kunne høre en mand opnå klimaks fra værelset ovenover hovedindgangen. Der var også lyden at en lystig kvinde, der spillede sig til klimaks, for at tilfredsstille kundens ego. “Beklager larmen. Man vænner sig til det.” Smilte han til Lukas, og undersøgte ham med blikket, for at se hvordan han tog imod lydende og de rige, meget sydlige omgivelser i hallen. Enzel kunne vældig godt lide tæpper, gardiner, planter og kunst. Det lignede i den grad et bordel, men ikke et billigt eller snavset et af slagsen. På vuggende var der udsmykket med malerier af nogle af pigerne i forskellige positioner. Dog smagfulde og ikke alt for vulgære, selvom de intet tøj havde på. 
 
Eftersom at der ikke var nogle piger til at tage imod dem, måtte Enzel selv hente et tæppe. Han gik straks hen til Lukas og tørrede hans hår, hans krop og hans hale hurtigt, men relativt grundigt. “Er du tørstig? Træt?” Enzel var klar til at sørge for ham i aften og gerne uden ud, så hans nyeste fund skulle føle sig hjemme.

I den første halvdel af turen, sad Lukas og halvsov op af Enzel. Han trak vejret tungt for at holde kvalmen på afstand, som kun blev forværret af den let rystende karet, når den rullede hen over sten og grus. Uden de dybe indåndinger ville det nok have endt galt, men Lukas formåede utroligt nok at få styr på det.
Den næste halvdel sad han og stirrede ud af vinduet, for optaget af de mange indtryk, til at føle sig træt. Ørene rykkede sig febrilsk frem og tilbage i takt med de store øjne, lige indtil den stoppede.

Lukas holdt godt fast i Enzel på vej ind, han var ikke helt stabil på benene, trods det ikke var lige så slemt som på værelset tidligere. Det første han hørte var underlige lyde fra en mand ovenpå og dernæst lyde der mindede om fra en kvinde. Ørene lagde sig langsom længere og længere ned, ikke kun fordi de ukendte, dog let identificerede, lyde skræmte ham en lille smule, men også fordi de mange indtryk fra tæpper, gardiner og kunstværker der udgjorde flere nøgne halvdyrskvinder, var bare lidt overvældende.
"Hm.." Mumlede han overvejende, egentlig mest for at lade Enzel vide, at han havde hørt ham. Han var bare ikke så sikker på, om han troede på ham. Kunne man vænne sig til sådanne lyde?

Lige så stille satte Lukas sig på hug og lod hånden stryge hen over tæppet på gulvet. Det var en ucharmerende og kluntet måde han kom op igen, inden han tøffede tættere på malerierne. Sådan blev han stående og gyngede let med Enzels bevægelser, som tæppet blev ført rundt for at tørre.
"Huh?" Lukas havde vist ikke helt hørt efter. Det var nok ikke svært at se, at han aldrig havde set nøgne kvinder før og selvfølgelig var han da lidt nysgerrig.
"Jeg er træt," svarede han, da han et øjeblik efter fik processeret Enzels ord.
"Og tørstig," fortsatte han kort efter. Han rynkede brynene let i en tænkende mine, stadig stirrende på Enzel.
"Og sulten." Han skulle jo lige mærke efter. Han så nok mest træt ud.
"Er det ehm..." Han skævede mod malerierne, men kiggede ikke nærmere denne gang.
"Bor de her?" Var det hvad han kunne forvente at se? Skulle han vænne sig til så meget hud?

Lukas var meget betaget af malerierne. Det var klart, for det var ikke noget man normalt kunne se hænge i folks hjem. Selv Enzel, der ikke var til kvinder, kunne nu godt lide synet af pæne halvdyr uanset hvad. Han smed det våde klæde over på en ledig stol og nikkede til Lukas der trængte til lidt af det hele… Mad. Vand. Søvn. Alt sammen noget han kunne hjælpe ham med, inden han selv måtte gå i seng. 
“Ja? Er de ikke flotte?” Smilte han, forholdsvist frisk endnu, skønt trætheden også havde ramt ham, ovenpå vognturens vuggen. På køreturen hjem mindede det ham om dengang han selv blev hentet af Llyon. Skønt grunden de havde kørt på her var langt mere gruset og stenet, i forhold til sand.
 
“Jeg introducerer dig til familien til morgenmad. Din første uge går ud på at lære… og gøre dig godt bemærket blandt vores rige købere,” Han lagde en hånd på Lukas kind og aede den “Min lille guldgrube. Du skal gøre mig meget, meget rig, på et tidspunkt.” Han trak hånden til sig for at gabe, hvorefter han viftede ham med sig hen mod trapperne som tegn på at han skulle følge med. Nu var det på tide at blive vist rundt. “Hernede befinder jeg mig altid. Enten er jeg på mit værelse, eller også bag skænken derovre. Eller også i stuen eller ude i haven,” Forklarede han som han bevægede sig ovenpå til førstesalen, hvor lydende fra kunderne og nogle af pigerne stadig var i gang, mens andre var ved at afslutte deres sidste, gøre værelset og sig selv rene og pæne igen.
 
Heroppe kom de til en smukt pyntet gang med altaner ud til rosenhaven i den ene side, og store dobbeltdøre i den anden side. “De store værelser vil være der du meget snart skal betjene kunder. Vi går ikke lige ind nu, da der plejer at være optaget på nuværende tidspunkt.” Enzel skævede hele tiden til Lukas for at aflæse hans ansigtsudtryk og forstå ham bedre. Dette var kun en overfladisk rundvisning op til værelset, men alligevel kunne det måske vække hans virkelighedssans, at de bevægede sig igennem et bordel. Men efter at have set hvor Lukas kom fra, var han stensikker på at det her liv var langt bedre for ham.
 
For enden ad gangen var der en vindeltrappe op til anden sal, hvor pigerne, og nu Lukas havde værelser. “Det lille enkeltmandsværelse er ledigt lige nu, så der er du heldig. Det er op til jer selv at bytte rundt, hvis I vil have nye værelseskammerater… men… siden du er dreng, er det nok passende at du fortsat sover for dig selv.” Tredje sal var i tidernes morgen beregnet til tjenestefolkene der tjente en fornem familie, og man kunne se at gulvene og væggene ikke var nær så fine eller velholdte. Men det var stadig rigeligt møbleret, og der var hyggelige muligheder for at finde ro og afslapning fra det hektiske liv nedenunder, hvis man trængte til det. Heroppe var dørene ikke så fine heller. Det var små trædøre, der ledte ind til små værelser, hvor der lige akkurat kunne være en seng og måske en kommode eller et lille bord. Inde på det værelse, som Enzel åbnede for Lukas, var der en længe urørt seng med et lille bord og en kommode. Der var et lille tagvindue ud, hvor der var plads til at sidde og kigge ud på gadelivet, som lige nu virkede fredfyldt, i modsætning til Det Sorte Marked, hvor kriminaliteten var meget meget højere.
 
Enzel glattede tæppet ud for ham og arrangerede puden lidt bedre. “Er her ikke fint? Det er meget bedre end det du lå på i gyden, kan jeg forsikre dig om. Jeg har selv prøvet at ligge her, faktisk… Skal jeg ikke lige hente noget brød og noget te til dig?”

Lukas smilede lidt fjoget tilbage. Han svarede ikke, men de kolde kinder, som straks blev helt røde af forlegenhed, var vist svar nok i sig selv. Jo, de var flotte. Han blev kun mere forlegen ved tanken om at skulle møde dem alle dagen efter, når hans førstehåndsindtryk af dem havde været så... nøgent.
Han kunne mærke nervøsiteten i maven igen, den samme som sad i ham på værelset tidligere, da han skulle smide tøjet foran Enzel og beskues. Det var der hans tanker endte, når han forestillede sig hvordan han skulle gøre sig bemærket. Til gengæld hjalp den aende hånd lidt og denne gang var han ikke usikker på hvordan han ville mærke den mod sin kind.

Han tog et fast greb om tasken og fulgte lige så stille med Enzel, som han begyndte at vise rundt og fortælle. Han forsøgte lige at se ud mod haven, inden de trådte op ad trappen, men fik ikke rigtig noget ud af det. På anden sal holdt han god afstand til dobbeltdørene. Han kunne ikke høre de samme voldsomme lyde længere, men han vidste, at der stadig var nogle derinde. Han var en anelse skræmt ved tanken om at skulle træde ind på et af de store værelser med en fremmed og samtidig overvældet af de mange nye indtryk. Overordnet så han nok mest forvirret ud, hvilket blev understreget som han var begyndt at pille nervøs ved sit hår.

Med utrolige forsigtige skridt trådte Lukas med op ad vindeltrappen. Det så ud til at være et alt for let sted at skvatte. De røde kinder tog til igen, ved Enzels ord. Kunne han dele værelse med en af de nøgne kvinder? Det virkede næsten forkert, alligevel lidt interessant, men han nikkede alligevel. Specielt for nu, ville han hellere være alene.
Lukas blev stående i døren ind til værelset. Det så stort ud, selvom de fleste nok ville mene noget andet.
"Her er.. stort," svarede han mumlende og rettede så endelig blikket mod Enzel. Han nikkede let og trådte først ind, da den anden var gået.

Tasken blev ømfindtligt lagt på sengen og han satte sig selv på kanten. Til at starte med blev han helt rørt. Hans helt eget. Han smilede svagt og en lille tåre fandt vej ned over hans kind, men den glædelige følelse blev hurtigt erstattet af tvivl.

På den korte tid Enzel var væk, lykkedes det Lukas at bringe sig selv i panik. Sekundet Enzel trådte ind igen, rejste han sig fra sengen og huggede brødet fra ham.
"Hvordan skal jeg gøre mig bemærket? Jeg er jo bare mig, ikke noget særligt. Skal jeg males ligesom de andre? På den måde? Må jeg grave i haven?" Han tog en nervøs bid af brødet og fortsatte sit, måske irrationelle, tankemylder med mad i munden;
"Må jeg rulle mig på gulvtæppet? Hvad hvis de andre ikke kan lide mig? Hvad hvis kunderne ikke kan lide mig, eller er for hårde ved mig? Jeg er så skrøbelig. Enzel, jeg er bange," indrømmede han til sidst, ikke at det kunne være nogen overraskelse, med de mange, dumme spørgsmål. Han havde samtidig også glemt alt om reglen; Det var hr. Silene på bordellet.

Enzel var dårligt kommet ind på værelset før han følte at Lukas var helt oppe ad ham igen. Han havde tænkt sig at overrække Lukas brødet, men det blev taget, nej flået…! ud af hånden på ham. Lukas var nuttet, men havde et meget grisk forhold til mad! Ikke meget ulig diverse køtere.
 
“Jeg- eh,” Han mistede straks fatningen, da han forsøgte at besvare det første spørgsmål, men pludselig blev han overfuset af Lukas’ panik og alle hans spørgsmål. Og mere forvirret blev han over at Lukas proppede brød i munden og snakkede med mad i munden. “Grave!? Mener du i haven?” Det var helt sikker og vidst, at Enzel ikke havde tænkt sig at give Lukas lov til at grave hans nydelige rosenbuske op. Var det et behov hunde havde? Luna og Holly gjorde sig ikke i den slags, da.
 
Før Lukas skulle gå yderligere i selvsving, eller begynde at græde, skyndte Enzel at give ham et kram. Nok var han forfængelig og lod til at være en person der ikke brød sig om berøringer, var Enzel meget god til at yde omsorg, når behovet var der. Hans kram var ikke et fjernt et. Dog var det lidt fugtigt fordi han havde været ude i regnen. “Så så…” Trøstede han den panikramte Lukas “Du er ikke så skrøbelig som du tror. Du har været ting igennem, som ikke er normalt for almindelige mennesker.” 
 
Han forstod godt hans bekymringer… altså… nogle af dem forstod han ikke. Men overordnet set. Han trak ham med hen til sengen, så de kunne sætte sig på kanten. Han stillede den varme te på bordet og børstede nogle krummer af Lukas bluse. “Jeg skal nok svare på alle dine spørgsmål. Men det er sent, og jeg er træt… Når du har været her i en uges tid eller to, og du har vænnet dig til dine nye omgivelser, så har jeg allerede skaffet mulige kunder til dig. Der er allerede mange af stamkunderne, der efterspørger en sød dreng som dig. Du vil blive lært op i det basale optil, og kunden får ikke lov til at gøre skade på dig. Du har jo mig, ikke? Jeg er din alfons, og jeg passer på dig.” Enzel havde et tag på Lukas skulder, og han sørgede for at have Lukas’ øjenkontakt, for at sikre sig at Lukas forstod at han var i sikkerhed.
 
Ja, han så nok ikke ud af meget, men Enzel kunne sagtens blive voldelig, når det skulle være.

Lukas kunne mærke det alt for hurtigt bankende hjerte sidde i halsen, hvilket gjorde vejrtrækningen hurtig og overfladisk. Det hjalp ikke det mindste på hans panik, der kun blev værre og værre, som han stod og smed ord efter Enzel, der efterhånden blev mere og mere forvirret at se på. Selvfølgelig mente han i haven! Ikke at han havde tid til at svare.

Underlæben begyndte at bævre en smule og øjnene blev langsomt våde. Han var på randen til at lade tårerne falde, men det blev langt lettere at holde dem tilbage, lige så snart Enzel lagde armene om ham i et kram. Et fugtigt kram, men det gjorde ikke noget. Lukas maste sig ind mod ham og endelig kunne han finde ro til at synke det stykke brød, som efterhånden var blevet godt vådt i munden.
Okay, måske havde han ret.

Han fulgte med hen til sengen og satte sig. Vejtrækningen var en smule dybere nu, men stadig let rystende, som han lyttede til Enzel. Man kunne se på ørene, når noget gjorde ham nervøs. De mulige kunder fik dem til at lægge sig fladt ned, men det beroligede ham alligevel en del, at han ikke skulle i gang med det samme. At han kunne få noget tid til at vænne sig til det her og at han vidste, at Enzel ville passe på ham.

Han så måske usikker ud, stirrende Enzel i øjnene, men han nikkede forstående. Det skulle nok gå. Selvfølgelig skulle det nok gå. Fra nu af skulle det nok blive lettere.
"Ja, Enzel, undskyld." Det var ikke et panikanfald han ville have smidt efter Enzel som noget af det første.
"Og tak for brød og te. Og alt andet." Han var ikke alene mere, han behøvede ikke at stjæle mere og han skulle aldrig tilbage til den kolde og mudrede gyde.
"Må jeg.." Han skulle lige til at komme med et nyt spørgsmål, men stoppede sig selv.
"Nej, spørgsmål i morgen," konstaterede han med et lille, uskyldigt smil. Han havde forstået, han skulle bare lige lære at stoppe strømmen af ord, når han først var i gang.

Søde Lukas. Enzel blinkede venligt til ham, da han selv konkluderede, at det nok var bedst at holde alle de spørgsmål tilbage. Præcis. Det var hvad blikket sagde. Enzel var ikke vant til at blive overfuset med spørgsmål på den måde. De fleste han havde ansat her, spurgte i hvert fald maksimal ét spørgsmål ad gangen. Og folk havde også lært at afkode ham nok til at vide, hvornår han ikke brød sig om at blive forstyrret. For eksempel når han var træt, som nu. Lige nu var Enzel dog særlig medgørlig med Lukas, hans nye fine stjerne på bordellet, som han glædede sig til at vaske og skrubbe i morgen, så han bedre kunne vurdere, hvor mange dejlige penge han var værd! Enzel havde det svært ved hundene, men de var uundværlige, fordi de var så populære blandt kunderne.
 
"Ingen årsag," Svarede han, og rejste sig fra sengen og Lukas igen og stillede sig i døren "Jeg håber du får en god nats søvn, i en rigtig seng. I morgen bliver du hentet til morgenmad, højest tænkeligt af mig.” Han smilte bredt og træt, og lagde an til at lukke døren “Godnat Lukas."
 
Han forlod ham og bevægede sig nedenunder, og mødte nogle af pigerne, der netop havde sendt deres kunder ud af døren. De hilste, og pigerne begyndte at trække sig tilbage på deres egne værelser. De fleste havde værelseskammerater, og de sniksnakkede som de klædte sig om og lagde sig i seng.
 
Enzel fortsatte ikke direkte ind på Hans og Nicolas værelse, men låste sig ind i køkkenet og lukkede vinduerne, så han kunne gøre et bad klar til sig selv. Nicola ville kunne lugte halvhund på ham, hvis han gik direkte ind, vidste han, og han var ingenlunde interesseret i at blive opdaget i noget sidespring! Han kom rigeligt af sin parfumerede rosenvand i, hvilket ikke engang var mistænkeligt, da han altid overdrev med mængderne, og satte sig derefter i trækarret. Selv var han så søvnig ovenpå den lange dag, at han blundede og faldt i søvn i badet…

Lukas fulgte Enzel med blikket, sendte et par store øjne efter ham, som han lagde an til at lukke døren. Alt han sagde lød så underligt. En god nats søvn, en rigtig seng, han blev hentet til morgenmad. Intet af disse ting, var han vant til at høre. Han håbede bare at kunne få vasket sig inden. Han kunne ikke møde alle de pæne piger og se sådan her ud.
"Godnat, Enzel," sagde han idet døren blev lukket i.

Han forventede at blive mødt med stilhed, men i stedet hørte han pigerne snakke gennem væggene. Han lyttede nysgerrigt med, mens brødet lige så stille blev revet i mindre stykker og tygget. Trods han uden tvivl gerne ville bruge den første nat, hvis ikke flere nætter, alene, så kunne han ikke lade være med at blive en smule misundelig. Han ville nok ikke egne sig til at være alene i længden.

Stilheden lagde sig efterhånden som pigerne også gjorde, og Lukas forsøgte at være så stille som muligt i enhver lille bevægelse. Brødet var væk og han varmede sig på teen, inden han endelig selv lagde sig i seng. Den lille, slidte bamse blev trukket op af tasken og klemt i et tæt kram, mens Lukas forsøgte at lægge sig til rette.
Der gik dog ikke længe, før han endte med at tage bamse, pude og tæppe med under sengen i stedet.

Lukas lagde sig til rette helt ind mod væggen, men et lille skub mod undersiden af madrassen og en bunke breve blev rykket løst og ramte gulvet. Bamsen blev lagt op mod væggen og Lukas måtte rykke sig lidt længere ud, for at kunne se hvad der stod.
"Kære Nicola..." "... Hilsen Phillippe".
Som han læste lidt mere igennem, var det tydeligt at de to, hvem end de var, havde et forhold. Et hemmeligt forhold. Lukas lagde brevene tilbage mellem sengerammen og madrassen. Hvis Nicola stadig arbejdede her, måtte han vel møde ham i morgen. Mon deres forhold stadig var en hemmelighed?

Der gik ikke længe, før Lukas endelig faldt i søvn under sengen, godt rullet sammen med tæppe og bamsen i sin favn.

Enzel, der endnu sad i karret i det mørktlagte, aflåste køkken, sank længere og længere ned i vanden. Han fik sig noget af en brat opvågning af at der kom lunkent badevand ind gennem hans luftveje. Han gispede og hostede, og kom spjættende op at sidde. For Zaladan mand, man kunne jo miste et af sine liv på denne her måde! Han kiggede rundt og blev gjort opmærksom på, at klokken var ved at være mange. Frysende kom han op ad karret og trak en kåbe om sig. Han frøs så meget at han ikke ville bruge for lang tid på at klæde sig på det halvvåde tøj, der havde været ude i regnen, når nu folk alligevel var gået i seng her i huset. Han lod karret blive stående, så pigerne kunne tage sig af det i morgen tidlig, og han sneg sig ud af køkkenet uden sin vanlige forklædning og luntede hastigt ind på værelset, hvor han forventede at finde Nicola i sengen. Åh, hvor han håbede han var varm!

Han  tørrede sin krop, sit hår og halepelsen overfladisk med badekåben, hvorefter han i mørket forsøgte at finde Nicola, så han kunne krybe ind til ham i sengevarmen. Han vækkede ham garanteret med sin kulde og fugt, men han forsøgte ikke på at holde en samtale med ham eller søge tilfredsstillelse, som han ellers plejede. Han gøs og klamrede sig til Nicolas spinkle krop for at få varmen, så han forhåbentligt kunne falde i søvn.

Det føltes efterhånden som im det var en sjældenhed, at Nicola faktisk kunne få lov til at bruge en afgen uden Enzel. Ingen slet skjulte hentydninger eller bebrejdende blikke, når hans krop igen nægtede at reagere som Enzel. Og endnu bedre, ingen overgreb fordi Enzels tålmodighed efterhånden var tyndslidt.
Indrømmet, der var da bedre måder at bruge sin aften end at ligge og slænge sig i Enzels seng, men når han nu for en gangs skyld havde freden til det, havde Nicola faktisk tænkt sig at udnytte muligheden for at falde i søvn alene. Hvis han virkelig anstrengte sig for at glemme de behagelige omgivelser, så var det næsten ligesom hans gamle liv.

I forvejen havde Nicola aldrig sovet særlig tungt, men tiden med Enzel havde lært ham at vågne ved selv den mindste berøring fra hans plageånd, han vidste trods alt aldrig, hvad han ellers ville vågne op til.
Hvor sent var det mon? Og hvorfor kom Enzel først i seng nu? Diskret sniffede Nicola lidt ind. Han lugtede rent. Det var der jo som sådan ikke noget voldsomt usædvanligt i. Hvad der var noget mere usædvanligt var, at Enzel ikke søgte andet fra ham end varme. Ingen uønskede berøringer, end ikke en enkelt hånd, som forsøgte at gå på vandring. Mystisk. Men der var vel egentlig ikke nogen grund til at brokke sig over noget positivt.

Nu hvor han først var blevet vækket, var der ikke megen håb for at falde i søvn lige foreløbigt. I stedet lå Nicola helt stille og stirrede ud i mørket, indtil Enzel langt om lange slap sit greb om ham, så han ganske forsigtigt kunne liste sig ud af sengen. Så lydløst som nok kun en halvkat, eller en halvpanter, kunne, listede han sig ud af værelset, lukkede døren, og listede sig op ovenpå, hvor han satte kursen mod sit gamle værelse.

I det øjeblik han trådte ind på værelset, ramte et ubehagelig lugt ham. Hund? Havde en af pigerne været herinde? Han kunne ikke umiddelbart se nogen lige nu i hvert fald.
Hurtigt men stadig så lydløst som muligt, listede han hen til sengen og i nærmest en glidende bevægelse dukkede han ind under den. Eller det ville sige, han forsøgte at dukke ind under den, for pladsen under sengen var ikke tom. Der lå en køter på gulvet!
Med en lyd som nok bedst kunne beskrives som en blanding af en vred knurren og et forskrækket udbrud nærmest trillede Nicola baglæns, så han ikke længere lå under sengen. Hans blik var dog låst fast på den fremmede og der kunne næppe være tvivl om, at han langt fra var glad for at finde en fremmed køter på hans værelse.

Det var næsten lige før Lukas begyndte at få det varmt. Trods at den stort set altid fugtige gyde, hver eneste nat var bidende kold, var han stadig mere vant til det, end varmen under et rent tæppe. Tænk, at han skulle være her for mere end bare en enkelt nat, at han inden længe ville kunne samle tankerne nok, til at kunne kalde dette for sit eget. De alt for mange tanker gjorde det sværere at finde ro, men han var efterhånden så udmattet, at han ikke kunne holde sig vågen længere.

Efter lidt længere tid, hvor Lukas straks åbnede øjnene ved hver eneste lille lyd, faldt han endelig til ro og begyndte at trække vejret tungere. Det var dog ikke længe han nåede at sove, før han blev vækket med et chok.
“Enzel?” Nåede han lige at kalde, sekundet inden han fik set ordentligt efter ud fra under sengen.
“Hvem er du?!” Udbrød han straks, idet han klemte sig endnu tættere ind mod væggen og strammede grebet om den stakkels, slidte bamse. Det var først nu, hvor han reelt var en smule bange, at han også kunne lugte det; Det der var ikke Enzel. Enzel stank af kat og den fremmede stank af... anderledes kat.

Enzel? Møgkøteren under sengen kendte Enzel! Var det en ny prostitueret? Selvom Nicola da hellere end gerne ville erstattes som Enzels legetøj, så kunne han ikke lade være med at føle sig en smule truet. En ny mand på bordellet.. og så var det endda en hund!
"Hvem jeg er? Hvem er du!" Hvæste han. Vagtsomt og undersøgende glad blikket ned over dem fremmede. I det mindste så det da ikke ud til, at han havde stjålet noget! Bamsen så godt nok ud til at høre til i en skraldespand, så Nicola var ret sikker på, at denne fremmede køter ganske rigtigt var en ny beboer på bordellet og ikke en indbrudstyv. Selvfølgelig var der heller ikke nogen grund til, at en indbrudstyv lå og sov under sengen.

Langsomte rejste Nicola sig op, stadig med blikket låst på den fremmede. Om han var en ny prostitueret eller ej, så havde han intet at lave på hans værelse! 
"Det her er MIT værelse! Der er ingen adgang for beskidte køtere!" For lige at understrege ordene ekstra tog Nicola en dyb indånding for derefter at fnyse højlydt. Han var sådan set ligeglad med, hvor ren møgkøteren var, han stank stadigvæk langt væk af hund! 

Lukas krøllede sig mere og mere sammen, selvom det ikke ligefrem var muligt for ham at fylde mindre under sengen, end han allerede gjorde. Den fremmedes hvæsende ord gjorde ham kun mere bange. Det var ikke sådan her han havde forventet at blive budt velkommen, når han endelig skulle møde nogle af de andre.
"Jeg er.. Mit navn er Lukas," svarede han lavt, næsten hviskende, og han var ikke sikker på om den anden overhovedet ville høre det.

Han flyttede sig ikke det mindste. Han turde ikke, selvom positionen under sengen kun gjorde ham mere sårbar. Han var slet ikke i stand til at forsvare sig hernede.
"Dit værelse? Men Enz.. Jeg mener hr. Silene har givet mig det her værelse!" Sagde han straks, denne gang med lidt mere kraft i stemmen. Hans blik fangede kortvarigt brevene igen. Mon det var ham? Mon det var Nicola fra brevene? Han turde ikke at spørge.

"Undskyld, jeg kan godt flytte mig. Jeg sover bare på gangen i nat," skyndte han sig at sige. Han ville ikke skabe problemer allerede nu, og han ville stadig hellere sove på gangen, end at tage tilbage til gyden. Lige så forsigtigt gav Lukas sig til at kravle ud fra under sengen. Han havde sin bamse og tæppet i armene, da han rejste sig og lod blikket glide op og ned af den fremmede. Gemt under tæppet holdt han bunken af breve. Han var alt for nysgerrig til at lade dem ligge under sengen.
"Der er nok lidt... mudder.. under sengen. Og på sengen," mumlede han og foldede læberne undskyldende sammen. Han så stadig helt rodet ud, han havde ikke haft tid til at blive vasket endnu.

Normalt var der ikke noget, som vækkede Nicolas rovdyrsinstinker, de var godt begravet under mange års øvelse i at undertrykke dem. Desuden så var den dyriske side af ham jo ikke dominerende. Men denne møgkøter fik da for alvor sat ham i kontakt med hans indre panter. Han rankede sig, forsøgte at se større og mere skræmmende ud, end han reelt var, samtidig med han knurrede lavmælt.

Enzel havde givet ham værelset? Et øjeblik tvivlede Nicola, men så vandt vreden alligevel. Det kunne da godt være, at Enzel havde givet ham lov! Derfor skulle den latterlige hvalp stadig holde sig væk fra hans værelse!
"Nå, det kan godt være Lukas" Navnet blev nærmest snerret ud. "Men Enzel har ikke nogen ret til at give mit værelse væk!" Det var sikkert ikke nødvendigt at skælde ham mere ud, for han var jo allerede på vej væk, men det var Nicola da fuldkommen ligeglad med, køteren skulle slet ikke have været på hans værelse til at starte med!

"Hvis du har fået mudder i min seng kan du få lov til at gøre den ren!" knurrede Nicola utilfreds, man kunne da ikke bare sådan komme og mudre end andens seng til! I det mindste tog han da ikke fejl af, at Lukas faktisk var en møg beskidt møgkøter.
"Kom så, ud med dig!" Han krydsede afstanden mellem dem, så han kunne gribe ud efter Lukas' overarm, så han kunne trække ham ud fra værelset.

Det gibbede i Lukas næsten hver gang den anden lagde tryk på et ord, som om han var nervøs for at vreden i ordene ville udtrykke sig mere fysisk på et tidspunkt. Han var vant til at få et par flade eller værre, det var sket flere gange, da han boede i Rubinien. Selvom han næsten var sikker på, at det skulle være helt anderledes her, sad frygten stadig i den lille halvhund.

"Men jeg.. arh!" Lukas nåede ikke at reagere meget, før han blev grebet i armen og straks blev trukket mod døren. Han ville ikke gøre modstand, det ville kun gøre det hele værre og mon ikke noget af larmen allerede havde vækket pigerne inde ved siden af.

Lukas endte ude på gangen og vendte sig lige rundt for at skulle sige noget. Døren blev dog smækket i, var lige ved at hamre ind i hans næse, hvis han ikke havde rykket sig et skridt tilbage. Han lod blikket glide ned ad den mørke gang. Efter halvkattens snerrende ord, virkede her alt for stille. Men det var næppe meget anderledes, end at ligge på gulvet under sengen. Så Lukas lagde sig til rette lige foran døren, trak tæppet over sig og krøllede sig sammen.

Han sov ikke tungt, men bedre end han havde gjort længe.

Nedenunder havde Enzel sovet tungt efter en lang dag med forretningsforøgelse. Det havde tilsyneladende taget så hårdt på ham at opleve gadelivet så tæt på, at han var kørt helt ud. Han havde derfor heller ikke lagt mærke til at Nicola havde forladt ham i løbet af natten, og hans ellers observante ører havde ikke opfanget den konflikt der havde foregået på tredjesalen. Det var meget usædvanligt for ham.

Han løftede sig sløvt og omtåget og kiggede sig forundret til begge sider. Han lå alene? Han rejste sig op og fandt sig noget rent tøj at tage på. Han var rutineret i at pakke sin hale ind til sit ene ben og iklæde sig sine silker og turban. Det var først da han tog plads ved sit sminkebord, hvor han tog sit morgenskud af katteurt, som han kørte på tungen, at han blev mindet om, at han havde Lukas oppe på værelset! Nå ja. En ny travl uge gruede!

Morgenmennesket Enzel kom hele vejen op med et vaskefad med varmt sæbevand balancerende i sin favn. Normalt så han jo virkelig godt, men når man ikke var forberedt på at finde et halvdyr liggende på gulvet, nåede han kun lige at tage i værelsesdørens håndtag, da spidsen af hans sko stødte ind i maven på ham. Enzel gispede chokeret og trak sig hurtigt et skridt tilbage. Varmt, men ikke kogende vand plaskede til begge sider, men Enzel genfandt naturligvis balancen.

”Lukas?!” Var han død!? Nej. Enzel kunne se at han bevægede på sig ”Er du dårlig? Hvorfor ligger du dog herude... i gangen?” Det måtte da være hårdt for kroppen. Og her kunne være koldt om natten. Det forekom ham ikke utænkeligt, hvis hans nye præmiehingst havde bragt sygdomme med sig fra gadelivet, men stadig. Han burde ligge i sin seng uanset hvad.

Gulvet var hårdt og tæppet var ikke nok til at holde varmen helt gennem natten. Derfor var det også hurtigt blevet trukket op over begge ører og Lukas så efterhånden mindre ud end normalt, fordi han var krøllet mere sammen end aftenen før.
Alligevel havde han egentlig sovet helt fint. Trods det kølige, hårde gulv, var det stadig langt bedre end en iskold og våd, mudret gyde. Hans helt eget værelse, som var så overvældende at få foræret dagen før, var hurtigt blevet revet væk igen af en aggressiv halvkat. Det gjorde intet. Han var ikke kommet her for at skabe problemer, tværtimod for at løse en hel del af sine egne.

Spidsen af skoen var mere end rigeligt til at vække Lukas, der trods sin helt fine søvn, ikke havde sovet forfærdelig tungt. Tæppet blev straks trukket væk fra ansigtet og i et øjebliks panik over at ligge i vejen for den aggressive halvkat, satte han sig op og trak sig hen af gulvet, langs væggen og væk fra døren. Lige tids nok til ikke at blive ramt af den smule vand, der fald fra fadet.

"Åh. Nej, jeg har det fint, men..." Han blev afbrudt af et gab, og gned sig i øjnene i et forsøg på at se lidt mere frisk ud. Det lykkedes ikke.
"Jeg blev vækket i nat af en der sagde, at det var hans værelse. Han smed mig ud og jeg ville ikke have problemer med ham eller dig, så jeg.." Han gestikulerede hurtigt mod gulvet, for at afslutte sin sætning.
"Men jeg har sovet fint, det lover jeg," forsikrede han med et træt lille smil.

Nicola… Det kunne ikke være andre. Enzels øjenlåg blev tunge af træthed, da det var klart at Nicola havde set sig sur på den nye. Lukas havde jo taget hans gamle værelse og gamle plads i bordellet. Og Enzel havde været for træt til lige at tage snakken med Nicola inden han faldt i søvn i går… Puh… det var stressende allerede fra morgenstunden af med alle de ting han skulle ordne.

Han løftede brynet da Lukas lovede ham, at han havde sovet fint alligevel. Nok var det måske bedre end gaden, men han var den nye luksusskøge, og han skulle ikke være øm over det hele, eller gå sulten eller beskidt i seng. ”Det er ikke hans værelse længere… Min mand Nicola er ikke længere prostitueret. Jeg skal nok tale med ham om det om lidt,” Og skælde ham ud. Uanset hvad var Nicola overhoved ikke i en position hvor han kunne flå de nye ansatte ud af deres senge. Nicola skulle komme til ham. Men han var egentlig overrasket over, at Nicola kunne være… jaloux?

Måske han skulle give sin mand noget mere opmærksomhed.
Han kunne se at Lukas blev siddende på gangen, så Enzel knælede bare her med vaskefadet. ”Lad mig hjælpe dig med at vaske dig,” Bad han og gestulerede med hånden, at Lukas skulle tage sit tøj af. Han stolede ikke på at Lukas kunne vaske sig selv ordentligt, så derfor ville han sikre sig at det blev gjort.

Det trætte smil falmede en anelse, da han så Enzels reaktion. Han troede tydeligvis ikke på ham og det var aldrig blevet taget godt imod, når han havde løjet. Eller måske bare pyntet lidt på sandheden. Men det var ordene efter, som fik fanget hans opmærksomhed.
Nicola... Det var da et af navnene i de breve, som han havde fundet under sengen og nu gemt under tæppet. Han havde ikke læst meget af dem, men nok til at kende forholdet mellem Nicola og Phillippe og han var alt for nysgerrig til at lade dem ligge på værelset.

Lukas sad og stirrede på Enzel i stilhed, selv efter han var blevet tilbudt hjælpen. Men tøjet blev ikke taget af.
"Enz.. Hr. Silene.. Er der et andet værelse vi kan gå ind på?" Spurgte han lettere nervøst. Hvis Nicola var Enzels mand, ville han vise ham brevene. Han havde ikke fået lov til at give ham et enkelt lille kys, men hans mand havde tilsyneladende lavet meget mere med en anden. Måske han allerede vidste det?

Han klemte bamsen tættere ind til sig og rykkede lige en smule på det ene ben, bare for at mærke om bunken af breve stadig lå der. Det gjorde den. Hans nervøse spørgsmål lød dog mere som angst for at smide klæderne på gangen. Tænk, hvis pigerne kom ud og så ham. Det var ikke sådan han havde lyst til at lade sig vise første gang.

Klar til at få dagens første gøremål overstået, afventede Enzel på at Lukas fik smidt det tøj. Men han så ind i halvhundens tiggende blik, da han spurgte om det ikke nok kunne gøres på et andet værelse. Enzel havde haft tankerne alle mulige andre steder end at tænke på hvad der var rarest for Lukas. Nicola var jo jaloux! Han var både vred over hans opførsel, men på en eller anden måde også beæret. Det passede lige ind i Enzels ide om hvad et forhold var.

”Åh…” Jamen. Enzel gad ikke rigtig rykke sig. Nu stod de jo her på gangen, og Enzel var hurtig og grundig. Han overvejede først at fortælle ham om de nye forventninger til ham, om at han snart skulle leve af at være nøgen, og at pigerne var vant til at vandre nøgne rundt mellem lokalerne. Lukas krop ville blot være en ud af mange herrekroppe de ville se, måske dog… meget smukkere. Han havde absolut ikke noget at skamme sig over. ”Okay, lille hvalp.” Han så overvejende mod Nicolas gamle værelsesdør. Der var helt stille derinde, men han gættede at Nicola var derinde lige nu. Han ville ikke skælde ud lige nu, da det blot ville skræmme den i forvejen skræmte Lukas. ”Lad os gå ned på et af de store værelser nedenunder så.” Svarede han og nænnede ham et morgentræt, venligt smil. Han rejste sig op med både tøjet og fadet og gik langsomt ned af den stejle trappe ned til andensalen. Her gik han ind på det tredje værelse, der blev brugt til at glæde kunderne i.