Hvis ikke det smertede nok at Jaris havde forladt Daphnie, var Aksel nu også forsvundet. Ingen havde set ham i et par uger, og Daphnie kunne ikke lade hver med at tænke at det var hendes skyld, at Aksel var væk. Han sagde han elskede hende. Hun var ikke i tvivl om, at han var forelsket i hende, men alligevel havde også forladt hende. Hun havde altid tænkt at alle kunne lide hende, at hun var et godt menneske, men nu var hun begyndt at tvivle. Var hun virkelig så forfærdelig at ikke engang ægte kærlighed var nok til at man kunne holde hende ud i længden? 
 Den livlige og munter Daphnie man var så vant til at se, var væk og hun var mere mut og indelukket. Hendes humør var begyndt at være utroligt skiftende, og at være blevet så forladt havde gjort hende utroligt følsom. @[Lukas Sheldon] havde været efter hende, givet hende skylden for at Aksel var væk, og hun var begyndt at tage afstand til vennegruppen. Det var akavet og anstrengt med Lukas, og siden også Aksel havde været en del af vennegruppen, var det også tit ham der blev snakket om. 

 Derfor havde Daphnie ikke planer om at sætte sig sammen med den når hendes vagt sluttede. Hun havde endda forsøgt at sende alle andre over at tage deres bestillinger og komme med deres drikkevarer, så hun ikke behøvede at snakke med dem. I stedet rendte hun rundt til alle andre - særligt dem der sad alene. Det var som om de tiltalte hende mere, hvorfor vidste hun ikke lige. 
 " En styks øl, " Daphnie smilte venligt til den unge krogæst der havde bestilt en øl, selvom smilet ikke rigtig nåede øjnene. Men uanset hvor trist man var, skulle man huske at smile til kunderne. 

Han kiggede op fra bordet, og de tanker han havde siddet i, han fangede det rolige smil som sad på hendes læber. "Mange tak" Kom det roligt fra ham, som han selv lod smilet brede sig. Det var ikke større end hendes, men nu hvor hun gjorde sit umage med at give ham et smil, ville det være uhøfligt ikke at smile tilbage til hende. Hun var en ung, smuk og interessant kvinde. Hun var nydelig i tøjet, og smilet på hendes læber var normalt større. De dage havde Bastian også selv.

Byens kroer var ved at være hans andet hjem. På godt og ondt. Han fandt et venskab herinde; her var altid mennesker, som altid var klar på en snak om alt muligt, også ligegyldigt. Der var ingen forventninger som der var til ham, alle andre steder. Forventninger som han dårligt nok kunne leve op til. 
Men det var også her han havde fundet sin last. Lasten som havde skabt ham så frygtelige mange problemer på det sidste, problemer som egentligt var svære at komme ud af, med mindre man ofrede noget på det. 
Terningerne og de andre som deltog i den slags, var blevet en del af hans liv og noget som han ikke lige sådan, kunne hive ud af det liv, som det nu var en del af. 

 Daphnie havde godt lagt mærke til den unge mand da hun tog hans bestilling. Hun havde undret sig over han sad alene. Pigerne burde sværme om ham. Men her sad han og drak helt alene. Daphnies smil falmede lidt da han takkede - ikke fordi han gjorde noget for at få det til at falme som sådan, men Daphnie kunne med det samme sig sig selv i ham. Mærke, at han ikke virkede til at have det meget bedre end hun selv havde det. Det grønne blik gled over mod det bordet hvor hendes vennegruppe sad. De var også triste, men hun følte ikke de forstod hende. 
 " Velbekomme, " sagde hun tilbage med et lille naj, inden hun forsatte med sit arbejde. 

 Der gik ikke længe før Daphnie fik fri, og i stedet for at sætte sig hen til sine venner, i stedet for at gå hjem, trak Daphnie en stol hen ved siden af den unge mand hun havde serveret en øl til få øjeblikke forinden. Satte sig nærmest helt op af ham og lænede siden af hovedet på hans skulder mens hun så halvtom frem for sig.
 " Du vil gerne være min ven i aften, ikke? " hun havde virkelig brug for han sagde ja,og det kunne nok også høres på hvordan hendes stemme lå på nippet til at knække. De kunne godt være ynkelige sammen, kunne de ikke?

Hvorfor sad han alene denne aften? Der var ikke så meget andet der sagde ham noget. Han kendte flere af ansigterne herinde, men på et niveau, hvor det var tomme og ligegyldige ord og emner som ville præge deres samtaler, og det var virkelig ikke det han magtede denne aften. At sidde foran øllen og se på menneskerne omkring sig, var måske nok for denne aften. Det var også grunden til at han sad længere ude til siden. Så han kunne gå uset hen og sidde i egne tanker. Han havde måske også bare brug for ikke at blive set, lige denne aften. 

Det var indtil at han blev overrasket over at blive hevet ud af egne tanker, da den unge kvinde fra før satte sig hos ham. Arbejdede hun ikke? Det var overraskende at hun kom så tæt på, at hun intet problem så i at sætte sig så tæt op at ham og lade sit hoved læne sig op ad hans skulder. Han havde intet imod det. Han kunne lide følelsen, det gav ham. "Meget gerne" Lød det lavmælt fra ham, som han lod en arm ligge sig om hende og lod sin tommelfinger ae hendes skulder, som hun lå der op ad ham og kiggede halvtomt ud i rummet. De behøvede ikke at kigge på hinanden, men blot vide at de var der for hinanden. 
Med hans venstre hånd lod han glasset føre op og smagte på øllen deri, inden han placerede det igen. "Har det været en dårlig dag, kære?" Spurgte han interesseret ind til hende. 

 Man kunne mærke på hele Daphnies krop hvor lettet hun var over at han accepterede hende konstatering. Hun slappede mere af og lod sig trykke mere ind til ham, og da han lagde arm om hende og gav sig til at nusse hende, lukkede hun øjnene i med en rystende vejrtrækning. Underlæben bævrede som hun prøvede at holde tårerne tilbage. Det var som om denne fremmede mands nærmest åbne arm bare fik alle Daphnies murrer til at falde sammen. 
 Daphnie tog nogle dybe vejrtrækninger for at få samlinger på sig selv. Selv om hun egentlig gerne ville se sin nye ven mere an, havde hun ikke rigtig lyst til at åbne øjne og se Lukas sidde og stirre dømmende på hende. Hun viste godt hvordan det her så ud, men hun havde brug for omsorgen.
 " Tak, " Hviskede hun lidt ud af det blå, men hun synes han skulle vide at hun var taknemlig for han åbenhed. 

 Daphnie havde egentlig nærmest få styr på sig selv da han spurgte ind til hendes dag. Noget der fik et lavt, ynkeligt klynk ud af hende og hun nikkede lidt for så at trække på skuldrene 
 " Dårlig uge.. " mumlede hun og åbnede endelig øjne og så op på ham. Betragtede hans ansigt. 
 " Hvad med dig?" Hovedet blev tippet lidt på skrå. Han var nu lidt som slik for øjnene.

Det var tydeligt at mærke at denne unge kvinde, lige nu ikke var der hvor hun burde være, sindsmæssigt. At hun havde krøbet op til ham på den måde, havde i første omgang virker chokerende, at hun blot lagde sig i hans hænder. Han kunne aldrig finde på at gøre en person som hende noget ondt.
Bastian elskede mennesker, han elskede at møde og opleve nye personer, og det måtte man sige at han var ved at ske her.
Han kunne mærke på hende, som hun fik sat sig til rette og han efterfølgende havde givet hende hans accept, hvordan hendes krop fandt et fredfyldt sted og slappede mere af.
Hun var en køn kvinde og hendes duft mærkede han med det samme, som hun lænede sig op ad ham. Det var tydeligt for ham, at hun ønskede at mærke nærvær fra et andet menneske, og det ville han glædeligt give hende og derfor virkede det også ganske normalt at lade armen ligge omkring hende, og skabe en kontakt og en tryghed overfor hende, skabe et skjold omkring hende.

Hun havde siddet i noget tid med lukkede øjne, som hun fandt sig til rette hos ham. Nysgerrigheden om hvordan hun havde det, og hvad der var grunden til den tilstand hun var i, voksede hurtigt. Han smilede svagt over det lille klynk som forlod hendes læber.
"Mhm okay. Har du lyst til at fortælle mere omkring det?" Det ville måske kunne lukke mere op for hende, og ikke mindst de tårer som han før havde mærket var på vej. 
Han sendte endnu et kort, varmt smil som hun kiggede op på ham. Hun var virkelig køn. "Min dag, eller uge, er ikke noget at tale om. Men de har heller ikke været perfekte" Det betød ikke så meget med ham, han ville hellere hjælpe sin nye veninde.

 Daphnie sank en klump da hun blev spurgt om hun ville snakke om det, og så kort hen mod vennegruppen inden hun flyttede blikket ned på hendes hænder. På den ene hånd sad ringen hun havde fået af Aksel, og hun sad og drejede den lidt rundt, inden hun så rystede på hovedet. Lige nu havde hun ikke lyst til at være gifte Daphnie. Selvom det nok var ret åbenlyst med ringen på fingeren. 
 Blikket blev flyttet op på ham igen og Daphnie pressede læberne lidt sammen. 
 " Jeg vil gerne tale om det.. " sagde hun, da han sagde det ikke var noget at tale om. Det var i hvert fald bedre end at snakke om hendes dage...

 Daphnie vinkede en af de andre kropiger der var på arbejde hen, og bestilte en øl, selvom det egentlig ikke var noget hun rigtig kunne lide. Hun havde bare brug for at glemme lidt.. Og hendes nye ven kunne vel altid hjælpe hende med at komme hjem. Da hun så tilbage ind i grønne øjne smilte hun blidt.
 " Jeg er Daffe, " præsenterede hun sig så. Der var vel ingen grund til at sige Daphnie, der var alligevel nærmest ingen der kaldte hende det. 

"Du vil gerne høre om min dag?" Spurgte han lavmælt og kiggede ned på hende, som hun hang op ad ham. Der var egentligt ikke meget at fortælle, men han kunne mærke på den unge kvinde at hun blot ville væk fra hendes egen hverdag, og ikke sidde og dvæle ved forfærdelighederne, hvis der altså var den slags. Men hvis det var det hun gerne ville høre om, så ville han ikke stille sig imod, og gøre hendes dag endnu dårligere. 
Bastians blik gled hurtigt ned på hende, som hun bevægede hånden, og så hvilken bevægelse hun var i færd med. Der gik ikke længe, før en af de andre piger, som havde taget over for Daffe, kom ned til bordet og hun bestilte en øl. Hans egen var stadigvæk halv fuld. Det var ikke længe siden hun var kommet ned med den. 

Som øllen kort efter blev stillet foran dem, kunne han nu fortælle hende lidt om det hun ønskede, blot for at berolige hende og få hendes tanker over på noget andet. Bastian smilede ned på hende, som hun præsenterede sig, "Dejligt at møde dig, Daffe" Kom det ærligt fra ham, "Jeg er Bastian" Så det på plads, og de kendte nu hinandens navne.
"Jeg ved ikke hvor jeg skal starte.." Lød det roligt fra ham, "Men jeg er lige startet hos en af byen smede, og der ligger et pres på mig fra flere mine omgivelser" Det var jo ikke helt forkert. Han skyldte penge til flere forskellige, han blev presset til at ændre og forbedre sig fra familiens side af. 

 Daphnie nikkede nærmest ivrigt til spørgsmålet om at høre om hans dag. For det var nemlig som han tænkte, at hun bare gerne ville glemme sig selv og sine egne problemer, bare for et lille øjeblik. Tanken om hendes egne problemer fik hende til kort at se over mod bordet hvor alle hendes venner sad, kun for at blive mødt at en stirrende øjenkontakt med Lukas. Daphnie slog hurtigt blikket ned som hjertet sprang et slag over. Hun kunne godt forstille sig hvad han sad og tænkte om hende.. 

 Øllen blev placeret på bordet, og uden at løfte blikket kunne Daphnie nærmest mærke det medlidende blik der blev sendt i hendes retning. Hun hadede det.. Især fordi ingen - ud over Lukas - rigtig vidste hvad der forgik oppe i Daphnies hoved. Alle troede bare hun var trist over Aksel var forsvundet. Da hun kunne høre fodskridt gå væk, tog hun hurtigt øllen til munden og tog et par store slurke. 
 Daphnie tørre munden med bagsiden af hånden og så på Bastian med brynene let rynket i et lettere tænkende udtryk.
 " Bastian.." sagde hun så, som smagte hun på navnet og overvejede det. Så smilte hun lidt.
 " Det kan jeg godt lide.. " Det var nok mere en kommentar til sig selv, end noget han skulle høre. Hun kunne egentlig ret godt lide meget ved ham. Mens han snakkede sad Daphnie med hovedet let på skrå og lyttede. Brynene rynkede sig lidt igen, da han snakkede om pres fra andre og så ned på ringen igen.
 "Det kender jeg godt.. " mumlede hun lidt, selvom det nok var forskelligt pres de oplevede. Da hun så op på ham igen var det med et nysgerrigt udtryk.
 "Det lyder hårdt, at være smed. " kommenterede hun, og flyttede blikket ned på armen der ikke lå om hende, inden hun så op på ham igen. Han så stærk ud.

Han vidste ikke hvem hun af og til lod blikket glide hen på, men i dette moment betød det ikke ret meget. Ikke for ham, men der var vel en grund til hun gjorde det. 
Der gik ikke lang tid efter at øllen var blevet placeret foran hende og tjeneren var trisset afsted igen, før han kunne se Daffe læne sig frem for at tage flere ordentlige slurke, Der var virkelig noget hun gerne ville glemme. Bastian kunne lige så godt gøre det samme, blot for at følge med. Han smagte på den gyldne som gled ind mellem læberne og placerede glasset på bordet igen, med en tilfreds lyd. 
Han smilede roligt som hun gentog hans navn og efterfølgende komplimenterede det, det var der ikke mange der havde gjort før hende. Men hun virkede også som en rolig og behagelig kvinde, med et udseende som de fleste mænd ville elske at have tæt på sig, som han havde lige nu. Hun var virkelig attraktiv, meget smuk kvinde. 
"Ja?" Kom det fra ham med smilet stadigvæk siddende på hans læber, "Jeg er også ret vild med Daffe.." Komplimenterede han hende. Han var godt klar over at det nok ikke var hendes rigtige navn, men han var vild med det. 
"Det tror jeg desværre, de fleste gør" Bare på hver deres måde. Sådan som hun havde søgt ham, så følte hun nok helt det samme, som han gjode. Blot på en anden måde. 
Hans hånd blev ved med at kærtegne hendes arm, som den lå omkring hende og holdt hende på en behagelig måde ind til ham, "Det er ikke så slemt" Kom det ærligt fra ham, for nogle ville det, "Det handler nok mest om at have den rigtige styrke" Selvfølgelig havde styrke og træning noget at sige, det var jo hårdt i sig selv.

 Et mere oprigtigt smil sneg sig over Daphnies buttede læber ved Bastians kompliment, og hun slog kort blikket lidt ned og trak lidt på skuldrene.
 " Det er ikke mit rigtige navn, " sagde hun bare, ikke helt god til at tage imod et kompliment. Hovedet lå stadig og støttede sig mod hans skulder, men hendes holdning i kroppen virkede ikke helt så opgivende som den havde. Det var tydeligt at både se og mærke at det allerede havde hjulpet på hendes humør at sidde og snakke lidt med hendes nye ven. 

 Daphnie smilte lidt skævt over det han sagde og nikkede lidt til det han sagde, inden hun tog fat om sit krus øl, og løftede det lidt mod Bastian.
 " For at have den rigtige styrke, " sagde hun med en lidt latter i stemmen, inden hun tog en slurk og satte kruset ned igen. Kruset drejede hun lidt rundt på bordet mens hun tænkte lidt. 
 " Hvad for noget pres lægger sine omgivelser på dig? " Spurgte hun, i en mere stille og forsigtig stemme, usikker på om det var noget han havde lyst til at fortælle hende. Det var okay hvis han ikke havde, men hun var da lidt nysgerrig. Han virkede meget påvirket af det, så måske hun ikke havde det så slet som hun troede?

Han opfangede godt det korte smil, som bredte sig på Daffes læber, inden hun lod blikket glide ned. Det havde hun en vane til, men det betød intet. Hun skulle blot føle at han var klar til at lytte og var der for hende. "Det tænkte jeg godt, Daffe" Lød det fra ham med et smil, "Men jeg er sikker på dig rigtige navn, er lige så pænt som Daffe" Det var rart at se hende lys mere op i sædet, hvor hun ikke hang lige så meget som før. Han måtte dog indrømme at han nød have hende siddende op ad sig. 

Bastian grinede kort over hende, som hun sendte ham det skæve smil. "Det kræver jo lidt træning og tilvænning" Smilede han til hende, som han blev mødt af hendes latter. Det var klart, at være smed var hårdt, men ikke for ham. Han havde jo den styrke som det krævede at være smed. Han lod sin latter forsætte, sammen med hendes og rakte selv over for at tage sig eget krus og lod dette tømme. 
Han lavede en bevægelse med hånden mod en af tjenerne, og bestilte endnu en. Hun var stadigvæk i gang med hendes, så det var nok ikke nødvendigt med en ny lige nu.
"Åh, du ved.." Svarede han roligt og kiggede ned på hende, hurtigt forsvandt den lette stemning sammen med latteren, "Familiens pres stemmer måske helt ind over mine egne" Det var blot en nem fortælling af realiteterne. "Jeg er måske ikke helt den person, som mine forældre havde regnet med at jeg ville blive. Stikker lidt for meget ud" Svarede hun ærligt.

 Kinderne blev lidt mere varme ved Bastians ord, og smilet blev lidt mere genert. Daphnie plejede ikke at være en der blev genert, men usikkerheden Jaris og Aksels forsvinding havde sat i hende kunne virkelig mærkes, hvis man kendte hende. 
 " Tak, " sagde hun stille og smilte lidt op til ham. 

 Det var en kort og fjollet skål, men Daphnie var begyndt at hygge sig. Hun flyttede sig lidt på stolen, og flyttede den lidt tættere på Bastian, selvom det nærmest ikke var muligt, så hun generelt kunne læne sig lidt mere op af ham, og ikke kun med hovedet. Hun savnede og manglede fysisk nærkontakt. Mens han fortalte vendte hun hovedet på så hun kunne se på ham, og som han fortalte, forsvandt smilet og hun kom til at se en smule stram ud i ansigtet. Læberne var foldet sammen, og blikket blev flyttet ned på kruset igen. Hænderne havde sat og drejet kruset lidt rundt i et øjeblik inden hun tog en tår.
 " Det er ikke nemt at passe ind i ens forældres billede af en.. " mumlede hun efter at have sat kruset ned igen. Hun kendte det alt for godt. Det var jo lidt derfor hun havde giftet sig med Aksel. Det havde jo været meget tydeligt at hendes far ikke var fan af Jaris, og selvom Daphnie frygtede at hun ville ende alene hvis hun valgte Jaris alligevel, så havde hun heller ikke lyst til at skuffe hende forældre med aldrig at blive gift. Aksel havde været fin nok, og hendes far elskede ham, så derfor havde hun sagt ja til ham. 

Han kiggede ned på hende, som hun sad der lænet op ad ham og fulgte hendes bevægelse, som hun nu rykkede i stolen, for at få denne tættere på ham. Der var næsten ikke mere plads i mellem dem, og denne plads blev nu helt op slugt af de to stole og de to kroppe. Det var nu ikke kun hovedet hun lænede op ad ham, men hele kroppen. Det skabte en varme i ham, det var ved at være længe siden at han havde følt sådan en kontakt med en kvinde, især med en med et udseende som hende. Hendes duft og varme blev forstærket, som hun kom tættere på. Han kunne ikke andet end at nyde situationen.
Han hyggede sig sammen men med hende, selvom han hele tiden tænkte på hvor meget han skulle fortælle om sig selv, hvor meget han skulle gå i dybden. Der var ingen grund til at udgive sig selv helt, og dermed lade alt for mange spørgsmål bygge sig op hos hende. 

Bastian rakte ud efter øllen og lod igen væsken glide ind mellem hans læber. Hvis han blev ved i dette tempo, så ville han blive godt beruset, men måske var det også det de i fælleskab havde besluttet, uden at nævne det. De begge trængte til at fortrænge deres verden. Han skulle nok hjælpe hende hjem. 
Han beholdt glasset i hans hånd, som han kiggede ned og blev fanget af hendes dybe øjne. "Nej, det er bestemt ikke nemt" Erklærede han sig enig, "Min mor er byrådsmedlem.." Startede han roligt ud, det var ingen hemmelighed, ".. Og jeg er måske familiens sorte får" Han behøvede ikke at bruge ordet måske, for det var han. 

 Da han begyndte at snakke løftede Daphnie blikket op til hans, og holdt øjenkontakten med ham, som prøvede Daphnie at finde et eller andet i den andens grønne øjne. De kendte begge til følelsen af forældres forventninger. Daphnie syntes det var rart at sidde og føle hun ikke var alene. Og det var rart ikke at sidde og hele tiden tænke over hvor ensom og trist hun var. 
 Hovedet lagde sig lidt på skrå som han fortalte videre og da han snakkede om at være det sorte får brummede Daphnie lidt. Underlæben blev suget ind mellem tænderne inden hun sagde;
 " Jeg syntes nu ikke det er noget galt i at været det sorte får. " Daphnie syntes i hvert fald han virkede til at være helt perfekt som han var! Hun rettede sig lidt op, med et muntert smil om de buttede læber så hun kunne lægge begge hænder op til hans overarm som hun gav et par klem.
 " Jeg er sikker på du ikke var blevet så stærk, hvis du var gået i hendes fodspor! " Fnes Daphnie lidt og flyttede blikket op til han igen, uden at slippe hans overarm.

 Daphnie havde aldrig haft særlig god alkoholtolerance, og hun blev altid relativt hurtigt påvirket af det. Hvilket nok også begyndte at vise sig nu. Selvom hun ikke havde drukket særlig meget, var hun begyndt at glemme lidt hvordan hun burde opføre sig, og lade lyst og behov tage lidt over.

Ved det sædvanlige bord i hjørnet sad Lukas med de andre og snakkede. Aksel var væk og det påvirkede uden tvivl hele gruppen, men nok mest ham selv. Han havde mistet sin bedste ven, men ingen var sikker på hvorfor eller hvordan. Der måtte være sket noget. Aksel ville ikke bare forsvinde, slet ikke nu hvor han lige var blevet gift med hende, han elskede mest; Daphnie. Lukas rynkede brynene og bed tænderne sammen. Han kunne blive så vred, når han tænkte på hendes opførsel. Specielt nu, hvor han kunne se hende sidde alt for tæt op af en fremmed mand. Aksel var måske væk, men det var ikke sådan en efterladt kvinde skulle sørge over tabet af sin mand.

"Jeg henter lige en øl," sagde han til de andre, der nikkede men stadig lige sendte lettere bekymrede blikke efter ham, som han bevægede sig op mod disken, direkte forbi bordet hvor Daphnie sad. Han gik direkte forbi uden at skænke hende et eneste blik og bestilte sin øl. Det var først på vej tilbage, at han lige stoppede op bag ved hende. Så lav han var, behøvede han dårligt at læne sig ned, for at have hovedet tæt på hendes.
"Allerede videre til den næste, nu hvor Aksel ikke længere holder dig tilbage?" Tonen var ikke hård, tværtimod helt rolig, men den dømmende intention var ikke til at tage fejl af.
"Jeg havde ellers forventet at se dig sammen med din fætter, men han er måske skredet hjem til sin kone?" Han var ikke engang sikker på, hvad der var sandt længere. Jaris var helt sikkert ikke hendes fætter, og han vidste ikke om han skulle tro på om den kone fandtes eller ej. Det var heller ikke vigtigt. Hans ord var kun sagt for at stikke til Daphnie, nu hvor hun gjorde sig til for en anden.

Lukas fnøs, rettede sig op og gik tilbage til sit bord, hvor han satte sig. Det var ikke kun bebrejdelse og vrede i hans blik, da han så over mod Daphnie og hendes nye ven. Han så næsten ked ud af det. Men det udtryk blev hurtigt erstattet, da han mærkede Oleanders hånd ramme ham i baghovedet med et lidt hårdt dask.
"Hey?!" Man kunne høre Lukas råbe frustreret op i hele kroen, og derfra sad han og diskuterede med Oleander, der bestemt ikke var enig i den unge mands opførsel over for Daphnie.

 Daphnie var fuldt optaget af Bastian og derfor lagde hun ikke mærke til Lukas havde rejst sig. Først da da han hviskede i hendes øre opdagede hun det. Som havde Daphnie brændt sig trak hun hænderne til sig og satte sig uden at røre den anden mand, mens en skygge lagde sig over hendes ansigt. Blikket blev slå ned og skuldrene blev trukket op til ørene i et forsøg på at gøre sig mindre. Det var jo ikke fordi hun var videre. Det gjorde bare så ondt at være alene og trist hele tiden.. 

 Lukas fik lov til at gå uden at Daphnie sagde noget eller gjorde noget, hun havde ikke lyst til at vise ham hvor ondt hans ord gjorde. Selvom han nok skulle se det henne fra hans bord af. Hovedet hang, hænderne lå nærmest helt slatne i hendes skød, og tårer var lige så stille begyndt at løbe ned over hendes kinder. Da Lukas var et par skridt væk fra deres bord slap et lavt, lettere ynkeligt klynk ud mellem hendes læber som hun hurtigt prøvede at kvæle med at snøft. 
 " Undskyld.. " lød det meget lavt fra det meget ødelagte pigebarn. Hvem undskyldningen var til, var ikke helt til at sige. Måske alle der blev påvirket af hende beslutninger. 

Bastian vidste ikke hvem denne mand var, da han kom hen til bordet, men det virkede til at han kendte Daphnie, hvilket han egentligt ikke havde noget imod. Han kunne ikke høre noget af det der blev sagt, som personen lænede sig ind mod Daffe og snakkede lavmælt. Det eneste Bastian kunne gøre var at sidde og vente på at deres korte samtale ville ende, så han kunne nyde hans nye veninde igen. 
Det var tydeligt da han gik at det ikke havde været en rar samtale som de havde haft, men han vidste også at Daffe intet havde sagt til ham. Han kunne se hvordan det smil han langsomt havde bygget op sammen med hende, som de havde siddet og hygget, var blevet pillet af hende og hendes tårer kort efter begyndte at trille ned ad kinderne. Han blev arrig og gal, han havde inderligt lyst til at rejse sig og gå overmod manden og slå ham. 

Han vendte sig mod Daffe og kiggede bekymret på hende, og lod en hånd glide ned ad kinderne og fjernede de små varme tårer. "Daffe.." Kom det roligt fra ham, "Hvad sker der? Hvem er det?" Han blev mere og mere irriteret, og han kunne godt mærke at den bløde side som han havde vist overfor hende, langsomt blev pakket væk. Han var der for hendes skyld, og hvis han kunne gøre noget, så ville han uden tvivl det. Han vidste ikke hvem hendes undskyldning var til, men fyren fortjente den ikke.

 Daphnie sad bare helt stille og prøvede at holde tårerne og hulkene tilbage, hvilket resulterede i at hun sad og skiftede mellem at holde vejret og tage hurtige, korte ind- og udåndinger. Hun var egentlig mest forberedt på at Bastian bare valgte at ignorere hende eller måske endda forlade hende, så da hun mærkede hans hånd mod hendes kind kneb hun øjnene sammen og lod et par hulk slippe ud. 

 Der gik lidt hvor Daphnie prøvede at få lidt mere styr på følelserne,så hun kunne snakke så det var til at forstå, og uden hun gav sig til at græde helt vildt. 
 " Lukas.. " Svarede hun endeligt på hvem han var med et lille hulk. Ikke at det nok hjalp han særlig meget.
 " Aksels bedsteven.. " Uddybte hun så, selvom det stadig ikke gav særlig meget forstående kontekst. Daphnie prøvede at krølle sig lidt mere sammen som hun gjorde klar til at komme med den sidste information, der måske ville få det hele til at give mere mening.
 " .. Min... Min husbonds bedsteven.. " Det sidste blev sagt utroligt lavt, med en stemme fuld af skam. Daphnie drejede hovedet til siden, væk fra Bastian, for hun havde ikke lyst til at se foragten og væmmelsen i hans udtryk over hvordan hun lige havde sat med ham når hun var gift.

Han kunne godt mærke at de ord som den fremmede nu var kommet med, havde sat sig i hende på den måde som han havde svært ved at forstå. Hvordan kunne man have det godt med at få en kvinde som hende, til at bryde sammen? At hun sådan sad og kæmpede med at sin vejrtrækning og sine hulkende lyde var hårde at overværede, hvilket også var grunden til at han lod sine fingre fjerne hendes tårer, hvilket blot åbnede op for en større omgang. Han lagde armene omkring hende, trak hende indtil sig og lod sine arme kærtegne hende ryg, som han var der for hende.

Der gik et par minutter hvor Daphnie prøvede at få styr på sine følelser og sin sindstilstand, hvor han bare kunne holde om hende, trøste hende, indtil hun havde nok styr på vejrtrækningen til at kunne tale og forklare, hvad han havde sagt og hvem han var. Lukas? Skulle det betyde noget for Bastian? Han kendte ingen ved det navn. Næste information gav heller ikke meget mening, andet end at endnu et navn, som han ikke kendte personen bag. Skulle han det? 
Hendes hvad? Hørte han rigtigt? Godt nok så var hun lavmælt, men han var sikker på at han hørte rigtigt, Husbond? Men.. Han var forvirret, for hvis hun var gift, hvorfor han hun så op ad ham? Hvis hun bare i det mindste havde fortalt hvorfor hun havde været ked af det fra starten af, så ville det måske give mere mening. 
Bastian kunne ikke andet end at føle en skuffelse i kroppen, som han trak armene til sig og trak sig lidt væk, "..Din husbond?" Han kiggede forvirret over på hende.