Davian havde ikke snakket med Yume'Ave i fire år. FIRE ÅR var gået hvor Yume'Ave havde pakket sig inde i sin egen bolig og arbejdet. hun havde ikke engang været forbi kroen. Hver gang han havde prøvet at komme i tale til Yume'Ave blandt vagterne for at forlange at se hende var han blot blevet skubbet væk og sendt videre. For en enkelt krofatter skulle ikke tro at han kendte de bedrevidende i Elver rådet. Han hadet at han ikke kunne snakke med Yume'Ave. Han hadet at Yume'Ave ikke ville tale med ham. Havde hun kastet deres venskab til side?! Hun kendte ham bedste. De havde altid været et med hinadnen og kunne snakke om alt, og lige pludselig var alt ændret hvorfor?!

Endnu en gang havde han vandret oppe ved det store træ og forlangt at snakke med Yume'Ave men endnu en gang blev han skubbet væk og denne gang landede han på jorden med ryggen først. Han var træt af dette råd. De troede de var bedre end alle andre elvere og lukkede elverly så meget i at han ikke vidste om han skulle lukke sin elskede kro eller om han skulle leve i Elverly mere. Det var ikke det samme efter som at Yume'Ave havde lukket sig inde i sin egen lille boble.
Han kom på benene og vandrede frem og tilbage langs de lange grene og broerne. Først helt ned til den ene ende af broen så den anden ende af broen men der skete intet. Vinteren var ved at være på vej og han havde ikke engang tænkt på at klæde sig på til det kolde vejr. Han havde blot en hvid skjorte på og nogle tynde bukser. Ja han frøs og hans læber var en smule blå men dette her var vigtigere end at han kunne drage sig en forkølelse! Han savnede sin ven, hans bedste ven. Den der kendte ham fra det gode til det dårlige. Hende der kunne få ham til at falde til ro når han var stresset og ikke kunne slappe af fordi arbejdet tog overhånd.

Han havde ikke set at de store egetræsdøre gik op i fortet og han havde ikke lagt mærke til at Yume'Ave kom ud som en af de første. Det var ved et tilfælde at han gik ind i hende med skulderen og straks kom det fra ham. "Det må du undskylde" med en halvt skælvende stemme af kulde. Dog fik han ikke set ansigtet ordentligt men han kendte håret. "Yume?" mumlede han  og så hende blot bevæge sig væk. Det var da hende ikke sandt?! Nok måtte vær nok dette her måtte have en ende! Straks satte han sine kolde ben i fart og kom op på siden af hende for at tage hende i armen og få hende til at stoppe op. "Yume'Ave Så stopper du! Jeg ahr prøvet at få kontakt til dig i fire år! FIRE ÅR YUME! OG hvad er takken for vores venskab?! At du bare smider det på gulvet?! Hvad sker der?! Tal til mig!" han holdt hende stadig i armen i håb om at hun vendte sig om for at kigge på hans kolde ansigt. Næsen og ørerne var røde, hænderne var kolde og han lignede ærlig talt en der skulle bruge noget varme, men han var lige glad med sig selv. Han savnede den gamle Yume'Ave, hende der kunne komme forbi kroen på ny og snakke om løst og fast.

Siden hun havde besluttet at skære ned på sin daglige sovn frem for en tolv – ti timer, ned til otte – ni timer. Det kunne umuligt være så stor en forskel, sådan havde hun tænkt til at starte med, men møder følte så forfærdeligt lange, og ideen om at sove midt på dagen var ikke nu, kun mere dominant disse tider. Alt var noget rod, man var tvunget til at holde sensuelle og perverse tanker i baghovedet fra mødets start til slut bare for at holde mentalisterne for at gå for dybt ned, hjalp at rette disse tanker mod dem der prikkede til sindet – en god måde at få dem til at stoppe nærmest øjeblikket. Nogle helt andre problemer var at den forbandet blå øjet mand havde taget ejerskab over hendes rige i nattens ly, hvilket gjorde natten til alt andet end den engang var. Og så var der hende den forbandet aggressive, dyriske tøs. Tanken fik hendes kort til at tage sig til låret som hun rejste sig fra sin kontor plads. Den varme blad flet frakke blev trykket over skuldrene men ellers holdt åben. Det lette silke der dækkede resten og stadig lod syn nå hendes hud gjorde ikke meget for at dække for den kulde der var begyndt at ligge sig over elverly, men det gode med kulden! Det gav god grund til at bruge langt flere timer i de varme kilder og familiens badehuse. Derfor gik hun også ud i det kolde vejr med et smil på læben gemt under sløret. Dog varet det ikke smil ikke særlig længe, hun var knap kommet ud af døren før en for frosset mand, puffede til hendes skuldre, en handling der mødte et hårdt blik som hun tog sig til skulderen og let nussede området men ingen grund til at gøre noget nu! Hjem i varmt bad! Tænkte hun kort før mande faktisk tog fat i hende efter at have mumlet hendes navn. Hun kiggede overrasket hen over ham, nærmest igennem ham før hun så hvem det var. Davian. Det gjorde det endelig ikke bedre for hendes humør at han nu skulle komme med et af sine udbryd. Kunne han ikke fatte en hentydning? At hun arbejde sig selv næsten ihjel og holdt sig fra sine bekendte var jo ikke uden grund.

”Davian..Fire år, er meget kort tid for os. Har selv været hjerteknust i længere. Så. Slip. Mig. Før det her ender galt.” ved ordet så, blev tonen hård og hun begyndte at samle chakra, meget af det, ikke at Davian ikke vidste at hun kun skabte illusioner i den virkelige verden, men for håbeligt havde han glemt det i netop dette øjeblik. Nogle gange var det nemmere at slutte ting hårdt og direkte. Og et sted, dybt i sit sind tiggede hun ham om at give op, det mindre hun sås med fysisk, dets bedre var det. Men det kunne hun ikke sige, det var nok et liv var på spil grundet hende, flere behøvet ikke blive blandet ind i dette rod. Så vær sød at slippe, og gå væk, og holdt dig langt væk, gik tankerne, i et håb om han på en eller anden måde hørte det. Hvor meget af disse tanker kunne ses i hendes blik var hun ærligt ikke klar over, men en tåre blev kæmpet med for at holde den væk.

De blå læber og tænderne klaprede næsten af den kolde luft som han ikke havde taget det ordentlige efterårsvejr og næsten vintervejr var kommet til Elverly, men han var fuldkommen lige glad. Han ville snakke med hende, uanset hvad hun havde at sige til sit forsvar! Han forstod ikke hvordan hun bare kunne trække sig længere ind i sig selv forid hun var kommet med i det latterlige Elverråd. Det gav ikke mening for ham at det var opstået og de skulle bestemme hvem der kom ind i Elverly og hvoror racer blev udlukket. Det gav ingen mening at Yume'Ave havde trukket sig fra omverden og at man kun lige så skyggen af hende på gaderne og  trækronerne for hurtigt at forsvinde om bag et hus igen. Han kunne aldrig få tid til at snakke med hende fordi hun var fordybet i andre tanker. Denne gang måtte han hurtigt stampe i grenene og sige fra. Det kunne ikke være rigtigt at hun skulle glemme de dybe følelser de en gang havde delt i ny og næ og hvordan de havde udnyttet hinanden. Hvordan hun havde fået ham til at glemme alt om kro og at arbejde sig halvt ihjel!

Da hun endelig sagde noget til ham og kiggede måske en smule hårdt på ham slap han ikke hendes arm men rystede mere af kulde end at tage fat. "Du skal ikke belære mig om Elverår Yume, jeg er stadig ældre end dig. Fire år er måske ingen ting, men siden du kom med i det latterlige Elverråd har du trukket dig mere og mere. ser du overhovedet din datter?! Får du sovet om natten?! Eller er du dybt begravet i det latterlige arbejde i et råd der ikke engang kan klare de mest simpleste opgaver i Elverly!?" hans stemme skælvede en smule og han kiggede en smule hårdere på hende end han egentlig ville. Ærlig talt fortrød han det ikke. Han måtte have svar på den ene eller den anden måde! Hun skulle bare svare før gav han ikke slip på hende! "Og du kan godt lade vær med at bruge dine evner på mig, ellers får du samme behandling!" han kunne sagtens manipulere med hendes følelser hvis det var det hun ville have. For den sure mine og hårde tone hun satte for eftermiddagen kunne hun umuligt være glad! Hendes følelser sendte vibrationer igennem hans hår på armene som langsomt begyndte at rejse sig og han var klar til at gøre hende mere mild hvis det var der hun ville hen. DEtte skulle ikke være en magtkamp, mere en venlige samtale om håb og drømme og omkring deres venskab.

Blikket skiftede flere gange fra hendes arm hvor hans kolde hånd lukkede sig om hendes arm, til hans blik, til de kolde, klappende læber, og tilbage til hendes arm. Mens hun lyttede til han ord. Hårde ord både imod hende og rådet selv. Noget de to aldrig blev enige så var det rådet. Ord hun håbede så sandelig han havde tænkt over før han valgte at kaste dem ud i sin uvidenhed. Hun sukkede dybt og lod hendes chakra falde hen og forsvinde. Som den forsvandt rakte hun også en fald hånd imod døren bag ham, døren hvor to vagter nu havde stil sig og tvivlede om de skulle handle eller ej men med tegnet blev de indendørs, dog stadig med et blik på scenen der var ved at udspille sig.

”At du truer mig med at lege med mine følelser, giver mig så meget lyst til at lytte til dig. Men jeg siger det ikke igen, slip mig.” hun sukkede dybt.

”Det gør faktisk ondt. Så slip, og lad os gå en tur. Lidt tid kan jeg spare. Jeg formoder dette handler om Isidora  der har sagt et eller andet dumt igen?” hun sukkede og håbede virkelig han ville slippe, få hun ønskede ikke at få vagterne mere involveret end de var. Det var ikke længe kroppen ville forblive varm, og frakken sad på ingen måde ordentligt mens han holdt hendes arm. For alt i verden ønskede hun ikke at fryse som han stod med sine havblå læber.
Isidora var vel kommet hjem, så det gav vel mening at hun kunne forvente rod i alle hendes gamle forhold, sådan som hun altid skulle stikke næsen i det hele. Hun var fanget for uden vagterne havde hun ikke magten til at få ham af sig, eller afstand, en ulempe med folk der kendte hendes evner.

Han var ikke bleg for at sige sin mening omkring rådet. Det havde han altid gjort, og han synes det var synd hvis han skulle ende med ikke at være venner med Yume efterfølgende, bare fordi hun var kommet med i et eller andet elverråd! Han hadet den tilgang de fleste elvere havde på mørkelvere og halvelvere der egentlig bare var kommet til fordi der var nogle der havde forelsket sig i et menneske. Den slags skete, bare se på Yume hun havde @[isiodra] og det fortrød hun vel ikke, Eller gjorde hun? De havde aldrig rørt det emne,og ahn ville heller ikke træde Yume over tærene ve at spørge ind til det. Ja han havde haft ondt i hjertet da han hørte om Yume's kærlighedsforhold til et menneske, inderst inde havde han jo nok lidt håbet på at det ville ende med de to i et hjem. I hvert fald sådan som de havde udnyttet hinanden fra tid til anden.

"Meget muligt Yume..." han klaprede tænder igen mens han talte. "...Men du skal have samme behandlig hvis du bruger dine evner på mig" ja ja han ville ikke være hurtigere end hende på noget område, ikke engang hvis han forvandlede sig til en ulv. Han ville kunne lugte sig frem og vælte hende bagfra men hun ville stadig have et forspring.

"Fint jeg slipper hvis DU taler med mig!" kom det fra ham og gav lige så forsigtigt slip på hendes arm for til sidst at lade hendes arm helt være. Straks satte han armene over kors og løftede det ene øjenbryn. "Dette her har INTET med kære Isi at gøre, hun er som familie. Hun har INTET gjort, dette her er mellem dig og mig!" konkluderede han og kiggede på hende med et lidt hårdt blik. "Nå hvad har du at sige til dit forsvar?!" han ville vide hvorfor hun havde trukket så meget væk fra ham. Han ville vide hvorfor hun ikke engang sagde hej til ham når deres veje havde krydset. Hvorfor hun ikke var kommet hen til kroen for en bid mad som hun plejede at gøre. Han var arrig og ha ville vide besked, så måtte kulden gøre ham syg!

Det var ikke helt tilfældigt at hun valgte ordene lege med hendes følelser, for den kunne han, magisk, men som så mange andre kan det også opnås helt uden magiske egenskaber. Desværre noget hun selv flere gange havde været skyldig i. Og modsat ham, var hendes evner på ingen måde farlige, så den udtalelse han kom med. Samme behandling. blev mødt med et dybt, suk, det værste hun kunne var at dannede billede, ham, klør, følelser, sanser. Det var næsten til at grine af situationen, men vagterne lyttede, lukkede døren og lod dem være alene. Så snart han slippende træk hun hånden til sig og nussede forsigtigt huden han havde klemt.
Hun sagde intet og lod ham tale, komme ud med hans frustration, i det mindste havde dette intet med Isidora at gøre, men havde alt med ham ikke lidt det, han brugte endda ordet kære. Han forstod aldrig hvorfor ting var som de mellem Isidora og hende selv.

”Til..mit forsvar?” hun drejede hovedet let, og løftede den ene hånd imod bygningen hun lige havde forladt.
”Først. Var der en blomst i vores land, en blomst jeg ofte har i mit soveværelse, som fik fat i jorden og begyndte at dræbe folk. Det var et politisk mareridt at forklare menneskerne at det bare var naturens gang.” hun tog en dyb indånding og begyndte at gå, gav et kort, lille, subtilt tegn på at han skulle følge med. Der var et tehus i nærheden var der ikke?
”Så blev mørkelvere fanget i vores land, en jeg fik lov at udspørger! Så begyndte mørket at lege krig og soldater igen, og sidst men ikke mindst, så har lyset begyndt at lade sort elverne vandre rundt i deres byer?” hun slog lidt ud med armene.

”Mit forsvar?” lyd det lettere hårdt, træt og frustreret, men hårdt. ”Jeg har haft alt for meget at se til, og det her er kun arbejdslivet! Mit privat liv har været endnu mere kaotisk! Nu hvor dæmoner begyndt at invaderer mit rige i nattens ly!” hun sukkede dybt og slog ud med armene bare for at lave en eller anden frustreret bevægelse.
”Så beklager meget, at jeg ikke har haft tid til at være privat. Har knap haft tid til at se min kæreste!” hun puste opgivende ud, og som savn skyllede over hende faldt blikket på broen de gik på, opgivende.

Yume havde bare at svare på hans spørgsmål, han hadet qt blive lukket ude. Han var lige glad med alle andre, men lige af hende??? Nej han ville ikke acceptere det. De havde været så tætte en gang, og siden hun var kommet så langt med arbejdet var hun bare langsomt forsvundet. Han kunne ikke fordrage det! De mange timer de kunne sidde og snakke sammen, lige fra vind og vejr, til det mere venskabelige. Han ville have svar på hendes spørgsmål, men han ville aldrig kunne forstå hendes forhold til Isidora, uanset om isidora var halv elver eller hel! Yume havde trods alt aldrig sagt hvem isis far var, ikke at det ragede ham, han regnede jo bare med at de var lidt mere tætte end hvad yume åbenbart mente.

Han kiggede på bygningen som Yume snakkede inden hovedet gik tilbage til hende. Det var en virkelig dårlig forklaring. Mennesker havde trods alt ikke lov til at komme i Elverly, ikke engang halv elvere var vældset i Elverly. I det mindste vidst Yume ikke hvad han lavede i sin fritid med at smugle halv elvere eller andre racer ind der ville se stedet. Nej jo mindre Yume vidste om den del jo bedre!
Da hun gav tegn til at han skulle følge med lagde han hovedet lidt på skrå, stadig med armene over kors men vendte sig dog om for at komme op på siden af hende og følge med. Endnu en gang skulle hun forklare sig, og denne gang omkring mørkelvere. Hvad ragede det rådet om at menneskerne lukkede mørkelvere ind i deres byer?? Det var jo ikke her. Alle vidste at mørkelvere ikke var velkomne her.  Så endnu en dårlig undskyldning! 

Yume havde for meget om ørerne og det kunne høres på hendes skarpe og hårde tone, men han fortrød ikke at han havde været mindst luge så hård! Hvis ikke hun ville talrige med en ven, hvad betød deres venskab så?! Da yume endelig var færdig med sin lange smøre oh dårlige undskyldninger kiggede han på hende. Det eneste han bed mærke i han måske havde lidt ondt af hende over var hendes kæreste. Siden hvornår havde hun fået en kæreste?! Ikke engang DET havde hun fortalt ham! Hvad skete der lige?! Lige pludselig følte han at han slet ikke var en del af hendes liv mere. De to som altid havde været tætte. Det hele smuldrene imellem hans fingre. "Du ender med at arbejde dig ihjel! Og siden hvornår har du fået en kæreste?!" tonen var lidt hårdere end først tiltænkt, men ærlig talt, hvad skulle han gøre?! Han havde brug for en ven til lige at minde ham om ikke at arbejde for meget. At han lige skulle tage en fridag., eller noget helt tredje...