Bryllupper. Det ultimative bevis på det, som mange valgte at kalde kærlighed. Eller det, som også kunne kaldes en usund og midlertidig besættelse. Ægteskaber var ikke skabt til at holde, men alt for mange blev i dem for ikke at tabe ansigt, og det ville sikkert med tiden også ske med dette. Bare en skam det aldrig ville nå sin naturlige afslutning. 
Det var Daphnies bryllupsdag. En dag som sikkert var så lykkelig for hende, men Declan havde været i tiltagende dårligt humør siden han havde hørt de ’glædelige’ nyheder.
Gæsterne var så festligt klædt på. Declan selv var ikke inviteret til brylluppet, ikke at han ville have deltaget uanset, så han var klædt i mørkt tøj, så han kunne falde sammen med skyggerne, så ingen så ham overvåge kirken. Der kom de jo, det lykkelige par. Selvom Daphnie ikke så nær så glad hun, som hun sikkert burde. Der var en anden, som optog hendes tanker, men han var et problem for en anden dag, lige nu var det brylluppet, og i særdeleshed den nye ægtemand, som var det vigtig.
På afstand fulgte Declan med, som festen bevægede sig mod andre lokaler, hvor de kunne tilbringe resten af dagen. Declan havde overvejet at blive stående som festen udfoldede sig, men han kunne ikke bruge hele dagen på det her, så da selskabet forsvandt bag lukkede døre, forsvandt Declan ned ad gaden. Han efterlod dog nogle vagter som var posteret rundt omkring i gaden, men det var intet nyt, der var altid folk, som holdt øje med Daphnie.
Da mørket faldt på, vendte han dog tilbage. Hvorfor, egentlig? Hans planer kunne ikke udfoldes i aften. Det her var mere tortur af ham selv. Tanken om at en anden vovede at besudle hans legetøj, hans ejendom fik vreden til at stige. Han havde lyst til at styrte inde i huset, tage Daphnies nye ægtemand i kraven og slæbe afsted med ham. Problemet var bare, at han gerne skulle forsvinde uden at Daphnie anede uråd om, at Declan var indblandet. Det var en svær lyst til tøjle, men alligevel blev han stående udenfor det lille hus indtil solen første stråler begyndte at kravle hen over himlen. Det var hans tegn til at komme hjem, der var mange ting, som skulle gøres klar.
 

 
Ugen efter brylluppet var travl for Declan. Planer skulle ligges, de rigtige folk skulle findes, og de folk skulle have klare instrukser, så ingenting gik galt. Og så skulle han selvfølgelig finde passende tid og sted, så ingen opdagede, hvad der foregik. Omkring en uge efter brylluppet forsvandt Aksel. For udefrakommende skulle det ligne, at han ganske enkelt var forsvundet som dug fra solen, men i virkeligheden havde et par af Declans vagter overmandet den spinkle mand og slæbt ham med til en faldefærdig bygning udenfor byen, hvor han var blevet placeret på en stol og så efterladt.
Der gik en dags tid, inden Declan endelig fandt vej ud til huset, det ville jo være meget belejligt hvis han forsvandt samtidig med Aksel, så han havde væbnet sig med tålmodighed. Daphnies ægtemand var allerede ilde tilredt. Vagterne havde været hårde ved ham, og Declan var ret sikker på, at den sølle udseendet mand ikke havde været i stand til at gøre megen modstand, så han lavede sig en mental note om at straffe vagterne for ikke at følge ordrer. Men først skulle han tage sig af Aksel.
”Aksel. Et tillykke med brylluppet er vel på sin plads” hilste han, da han gik ind i lokalet.
”Hv-hvem er du?” den lille mand var jo allerede helt hvid af skræk, det her ville blive alt for nemt.
”Mit navn er Declan. Jeg er en.. jeg ville sige ven af Daphnie, men det dækker på ingen måde, hvad vi har” han stod nu helt foran sin fange, ansigtet var som altid køligt, beregnende og helt umuligt at læse.
”Ser du, jeg betragter Daphnie som, lad os kalde det min ejendom. Hun tilhører mig, og desværre så kommer du i vejen for mine planer”
”Daphnie?” Aksel var tydeligvis forvirret. Declan kunne ikke bebrejde ham. Som sådan havde denne relativt fremmede mand jo intet gjort ham, han havde bare været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
”Ja. I virkeligheden er alt det her hendes skyld” han lænede sig frem og begyndte at knappe Aksels skjorte op. Det var næsten kedeligt, han gjorde jo stort set ikke modstand. Han overvejede næsten at forbarme sig over ham, og få det overstået hurtigt. Men så kom han i tanke om synet af Aksel og Daphnie efter brylluppet, og de mange timer han havde brugt udenfor huset på deres bryllupsnat. Nej, han skulle have det sjovt med Aksel, han havde ventet alt for længe på det her.
”Jeg vil ikke lyve for dig, det her kommer til at gøre ondt” og med de ord hev han den kniv, som han altid gik med fri fra dens skede, og lod den glide ned over den blege overkrop. Selvfølgelig blev det med det samme efterfulgt af et skrig.
Igen og igen lod Declan kniven danse hen over huden, lod kniven tegne detaljerede små mønstre. En gang imellem lagde han hånden hen over sårene og brugte sin evne på at heale dem, Aksel skulle jo heller ikke dø for hurtigt. Hvis det så ud til hans offer var ved at besvime, blev kniven stukket ekstra dybt, og så vågnede han med et skrig.
Declan havde ingen ide om, hvor lang tid han var i gang, han var fuldkommen opslugt af sit arbejde og den vidunderlige lyd af Aksels først smertes udbrud og derefter ynkelige gråd og bønner om barmhjertighed, som selvfølgelig gik for døve øre. På et tidspunkt fandt der endda et nærmest nydelsesfuldt smil vej til Declans læber. Efterhånden var Aksels overkrop malet rød af blodet, som var sivet fra sårene. Declan var holdt op med at heale ham, det var på tide at afslutte legen. Snittene blev dybere og længere. Endelig trådte Declan et skridt tilbage. Aksel var dækket af så mange snit og så meget blod, at man skulle tro, at der ikke var et stykke af overkroppen, som ikke var blevet berørt af kniven. Det var nok nu, han var jo dårligt nok vågen efterhånden. Declan lænede sig frem, så hans mund var ud for Aksels øre.
”Og husk så hvem der er skyld i det her” Hviskede han, inden han trak sig tilbage, vendte sig om og gik. Han smilede stadig, det hele var gået efter planen.


 
Vagterne var instrueret i at lade Aksels sidde en dag. Hvis han ikke var død når de hentede ham, havde de tilladelse til at gøre arbejdet færdigt, som de nu så bedst. Derefter havde de fået ordre på at skille liget af vejen. Det eneste han satte et krav om var, at hånden med vielsesringen skulle begraves så tæt på Daphnies hus som muligt, det var ikke planen, at hånden nogensinde skulle findes, men det var Declans ondskabsfulde lille interne vittighed.