De var blot fire måneder fra at have været i fangarmene på den altopslugende blæksprutte. Fyrst Sephyran af Kazimi havde, om end han måske vidste det, et greb ud til alle i sin familie. Skabte et sammenhold, såvel som had. Pompeia var indfanget i hans tentakler, disse fangarme i form af et arrangeret ægteskab med hans søn Jontar af Kazimi. På daværende tidspunkt var Jontar ikke i nogen særlig position foruden sit arbejde i slavehandlen. Dette havde sidenhen ændret sig og nu var han blevet arvefølgen til Kazimi slægten, den næstkommende fyrste. Det betyde altså en ting: Pompeia ville blive fyrstinde.

Jontar og hun, de havde lagt kortene på bordet fra start af. Hun kendt sin plads, Jontar ønskede noget andet - noget mere. Pompeia var gået fra blot at være dennes kommende hustru, pyntegenstand, hun skulle være en samarbejdspartner, ligeværdige og støtte.

Der var ingen problematik i hvor de stod nu. Hun var endnu af interesse i at være hans hustru til den tid, men det betød ligeledes også at hun kunne efterspørge en mulighed i at vælge sin egen slave såvel som tjenestepige. Det var af den årsag de stod her af alle steder. Bygaden, starten af den såvel. Jontar måtte føre an. Pompeia ville aldrig i sit live gå et skridt foran ham.
Hun stod med et sort slør løst hen over hovedet som dækkede håret let til og var svunget en enkelt gang over den ene skulder. Silkekjolen var lang, sort og lå i flere små lag, taljen var den bundet let ind.

"Må jeg bede en solparaply?" spurgt hun Jontar, som hun vendte hele kroppen i hans retning. Hun var vokset med opgaven omkring slaver, men siden hendes egen ikke længere var at finde, var det mere tilforladeligt at Jontar selv bad sine understøtter om gøremål.

Eskalationen af handlinger skete og Jontar følte, at denne eskalering skete mere drastisk som en ny handling trådte frem. Først havde det været faderens snak om ægtefælle. Så var det aftalen mellem de to. Så var det faderens valg efter aftalen. Så var det mødet med Pompeia. Så var det deres aftale. Så var det snakken om arvingen mellem fader og søn. Så var det offentliggørelsen af denne. Hvor lang tid var der gået? Ét år? På ét år var Jontar gået fra at være en enlig slavehandler til at være en forlovet arving som fyrste. Som tiden kunne ændre alt på alt for kort tid. Men på en måde fortrød Jontar det ikke. I hvert fald ikke alt.
Og nu. Nu var det endnu en eskalering. Denne gang var det heldigvis en eskalering med Pompeia, ikke fyrsten. Men lokationen. Handlingen, der skulle ske. Det bragte kun minder tilbage for prinsen. Det var en nødvendighed, men at komme tilbage forstærkede kun savnet.

"Selvfølgelig," sagde Jontar og rakte hende solparaplyen. Skønt hendes hud var gylden, var den sikkert ikke komplet vant til sydens sol takket været opvæksten i hovedstaden, hvor solen ikke var nær så skadende som her. Ikke for Jontar. Han var født under denne sol. Vant til denne sol. Hungrede efter denne sol. "Har du nogle tanker om, hvad du ønsker, Pompy?" Jontar drejede blot hovedet mod sin forlovede. En arm var halvt rundt om hende. Hånden hvilende mod hendes læn. Bag dem gik en blanding af tjenestefolk og slaver, hvor Morosa var en af disse. Prinsens egen - selvvalgte - personlige slave.

Det havde måske været naivt at tro, at hun ikke skulle lide lige så voldsomt som de blegehudet mennesker, men hun var på ingen måde vanedannet til det. Faktisk var hun oftest at finde i skyggen. Jontar havde dog været hurtig til at opfange dette. Om det var blevet en vane for ham at have en solparaply på hold, var svært at sige. 

Det fik lige så stærkt som et fingerknips; "Tak," det blev sagt med mild stemme. Pompeia foldet den selv ud og lagde den over skuldren længst væk fra Jontar. Sekundet han begyndte at gå, gjorde hun. Men spørgsmålet han spurgt hende, det var yderst relevant, men havde hun nu gjort sig nogle særlige tanker. Ja. "En kvindelige en af slagens, hvis muligt. Hvis denne kan have en evne med hænderne i form af varme , ville det være en fordel,". Det var måske bare seneste måde, men Pompeia havde krøller, og hun måtte da erkende at hun ville se en teknik an. Hvis varmt vand kunne udstrække det lidt, hvad kunne damp så gøre. Men det var der vel ingen grund til at bryde Jontars hoved med. 

"Har du nogle forbehold for hvad jeg må få?"

Hans fader prøvede uden tvivl ihærdigt at rive slavehandleren ud af Jontar for at erstatte denne del med fyrstearvingen. Men onklen havde gjort et godt stykke arbejde med Jontar. Der var for meget slavehandler i ham. Det sad for dybt i prinsens rod i hans mave. Derfor, da Pompeia begyndte at beskrive sin ønsket slave, begyndte Jontar straks at lægge en slagplan. Race var underordnet. Det var evnen og kønnet, der var vigtigst. Kvindelig, hvilket var meget normen. Størstedelen, hvis ikke alle af slægtens personlige slaver, var af hunkøn. Og evner var også brede for slægten. En varmende evne burde ikke være det sværeste. Det sværeste ville være at finde en, der kun ville brænde Pompeia frem for at varme hende. Trænet.

Jontar gik uden tvivl i sine egne tanker og blev først revet ud af disse fra Pompeias eget spørgsmål. "I princippet ikke, nej," Pompeia kendte allerede til historien bag Morosa. Hvordan en lille JoJo havde erstattet slaven givet af forældrene til fordel for en af eget valg. Og det var nok af denne grund, at prinsen intet havde at sige i forbindelse med Pompeias. Hans valg var hans. Hendes valg var hendes. "Men kommer du i tvivl eller brug for hjælp eller råd, giver du bare min arm et klem, ikke?"

Jontar var i det hele taget tavs omkring hendes præferencer, men det kunne betyde mange ting. Pompeia ville ikke unde ham, hvis han blot var faldet i staver over det. I alt ærlighed, så skete det også for hende. Specielt hvis nogen af særlig karakter fik talepres på. 

Med hånden svunget om hans arm, gik hun overvejende ved siden af ham. Tænkte om hun kunne få et lignende forhold til sin, som han havde til sin. Men Jontar gav hende frit spil og mulighed for hjælp. Det skulle jo være nemt nu. Men nemt var ikke nemt, tvært i mod. Nemt var ofte svært. Det krævede velovervejet beslutninger, som skulle komme på kort tid. "Vil du føre samtalen når det kommer til købspris?" selvfølgelig ville han vel det, hun ville nok bare skyde ved siden af. Desuden var det hans penge. 

Der var gået lang tid siden nedbrændingen af slavehandlen. Den var langsomt blevet bygget op, men endnu ikke i sin gamle storhed. Og nu kunne Jontar ikke længere hjælpe den tilbage til en større storhed end nogensinde før. Han måtte gøre sig klar til at blive fyrste. Blot tanken gav ham en underlig smag i munden. Og det var ikke nødvendigvis en af den gode slags. Hvem ønskede at være fyrste? For at være ærlig, hvem higerede efter positionen? Jontar lod den forblive hos ham, for konsekvenserne var for slemme til at overveje. Men hvem ville vælge den for at vælge den? Havde hans fader gjort dette? Havde hans fader elsket at vide, at han ville være fyrste efter sin egen faders bortgang? Eller havde han også haft sin tvivl og uønsker?

"Selvfølgelig, min kære. Du skal ikke snydes af en snedig sælger," forsikrede Jontar. For det var netop, hvad sælgere gjorde. Om deres salg foregik i slaver, smykker, klæder eller andet, så prøvede de at oversælge deres produkter eller tilføje unødvendige produkter for at forøge prisen på den måde. Det krævede en ekspert på samme salgsvare for at undgå dette. "Heldigt, du har mig med."

Pompeia skævede kort til Jontar ud fra øjenkrogen, til hendes fordel skyggede hendes hår lidt for det, så måske han ikke kunne fornemme det. Det var lidt at gnide salt og citron i såret. Slavehandlen havde engang været hans sted at opholde sig, have et formål med dagligdagen. Dette var bortkommen og ikke længere en mulighed for ham. I stedet skulle han stå til lære for at være den bedste fyrste han kunne (altså som sin far). 
Der var vel ingen hemmelighed i mellem dem, at far og søn var forskellige, selvom de havde nogle fællestræk. Kvindekærlighed var noget de ligeså delte. Men ellers havde Jontar beklaget sig mere end hvad nogen ville have troet var muligt. De havde opbygget denne tillid, men det betød ikke at alt blev delt i mellem dem. Hun fortav nok kun det halve af have han fortav. Men det var vel resultatet af at leve i sådan en for af angst. Dog var det nok Pompeias mission af kvæle denne angst følelse. 

Hun trak på smilebåndet da han bekræftede at han hjalp hende. Men det gjalt også for hans selvtilfredshed. Det osede ud af ham som varme i vinterkulde. "Nu skal du være sød," det blev sagt med et glimt i øjet. Hun løftede næsen let i vejret og holdt minen. "Ellers kan det ske, at du mister nogle af de mange puder," puder i hans seng, puder som de begge havde benyttet sig af i de hemmelige holdte nætter for sig selv. For den uskyldige tilskuer, kunne det blot lyde til, at hun fratog ham sine bløde omverden i nattesøvnen. 

På mange fronter kunne det tydeligt ses, at Jontar var sin faders søn. Især efter hele situationen med moderen havde prinsen valgt at fordybe sig mere med sin fader. Dog var der endnu forskelle mellem dem. Især kvindekærligheden, som var en stærk del af fyrsten, var skam endnu at se i Jontar. Dog var det mindre hos ham. Mere komplekst. Prinsen elskede det kvindelige køn og formerne på kvinder. Nøgenheden af dem. Men han anså ikke kønnet for at svagere. Blot tag moderen som eksempel. Hun var nok den, der havde forvoldt størst skade på slægten. Det kunne et svagere køn ikke gøre.
Og Pompeia var lige så ikke en svag kvinde. Hun havde holdninger, var standhaftig, havde ønsker. Hun føjede ikke Jontar som en eller anden forhøjet tjenerinde. Hun var hans forlovede, ikke undersat. De var ligemænd, ikke chef og ansat. De var lige høje - på nær de fysiske centimeter.

"Du tager stadig de puder uanset hvad," sagde Jontar jokende. Godt de havde rigelig med puder at deles mellem. Ellers kunne der altid hentes flere. Men der ville ikke gå lang tid, før de fast ville dele kammer. Eller have muligheden for det. Nu havde de hver deres. De var kun forlovede. Men brylluppet var på trapperne. Snart ville Jontar og Pompeia være forbundet. "Måske jeg skal købe nye puder. Det fortjener jeg vel, når du får en personlig slave, Pompy, ikke?"

De nærmede sig ganske rigtigt slavehandlen med høj fart, selvom de nu engang slentret afsted i et roligt tempo. Måske havde Jontar egentlig mere fart på, end hvad Pompeia egentlig registeret. Men hun havde sin arm svunget om hans, lænede hun sig vagt op ad ham af og til. Små uskyldige puf. "Tys," sagde hun stille, som han jokede med de puder. Hun grinte med et lille smil og ånde lettet ud. "Min Herre, du fortjener absolut ingen nye puder af sådan en ligegyldig grund," Jontar kunne miste alle sine puder, han skulle bare vente sig. 

Men det gjorde nu ikke noget. Det var hans måde at være sød på. "Hvad er maks pris?" hun skulle jo nødig lade sig forelske i en bestemt tjenestepige, for så at få et nej. Det ville tilligemed være en pinlig sag for dem begge. 

Skønt deres tempo ikke virkede hurtigt, kom de nærmere og nærmere slavehandlen. En blanding af prinsens lange ben og sikkert også en form for indre lyst til at komme tilbage. Tilbage til en del af hans liv, som blev mere eller mindre revet væk fra ham. Aldrig mere ville han komme på slavehandlen som arbejdende. Kun på besøg som dette og selv disse ville oftest være slavehandlernes opgave. Jontar havde aktivt efterspurgt selv at være med til dette frem for hans onkel. Hvem turde sige den kommende fyrste imod?
"Hvis ikke jeg fortjener puder, fortjener du ikke tæpper." sagde Jontar drilsk. Der var to, som kunne lege denne drillende leg i deres forhold.

At snakken kom tilbage på slavehandel var intet problem for Jontar. Han kunne komme tilbage i sit es. "Tror endnu ikke jeg har set en enkelt slave gå til mere end 4 diamanter," forklarede Jontar. Normen for en god slave var mest på 2 eller 3 krystaller, medmindre noget gjorde den pågældende slave unik eller ekstravagant. Personligt forventede Jontar kun at komme af med 2 krystaller og måske lidt safir eller jade for Pompeias slave. Hun virkede ikke som typen, der krævede toppen af poppen, for hvad skulle man bruge det ekstra tid? "Hvad forventede du da, Pompy?"

"Så du foretrækker at vi sover uden andet end vores varme kroppe .. i hvert vores rum?" tilføjelsen var nødvendig, den var sikkerhedsnettet for at følge reglerne. Havde de været foruden vagter som tilhørte Fyrsten ham selv, havde de kunne snakke mere frit omkring det, men det var ikke tilfældet. De havde hele dagen for sig, hele dagen til at tale i halv dumme sætninger og volapyk for uvidende. Men Jontar gav sig en god forklaring på pris for en slave. Pompeia var på glat is, hun havde ikke rigtig ville have en slave såvel som en tjeneste pige i første omgang, for de kom fra et og samme sted. Hun var vokset op med moderens nærmeste bekendte som 'hofdamer'. Men Jontar havde, uforklarlig vis, lokket hende til selv at vælge nu. 

Men som de var nogle få meter fra slavehandlen stoppede hun op og så på Jontar; "Jeg havde ingen forventninger, det er et ukendt domæne for mig, hvorfor du er med," det lød næsten som et 'dooh' i tonen. Men hun lidt hovedet tilte let til siden og smilede skævt til ham med et glimt i øjet. "Lad os gå ind og se hvad de har at byrde på, før jeg alligevel begynder på en dialog omkring prisen på diverse ting som er ude af mine hænder," hun gestikuleret lidt med den frie hånd som hun sagde det. 

Selvfølgelig var Pompeia på den sikre side. Jovist var de trolovet, forlovet og brylluppet på vej, men det betød endnu, at de ikke var gift endnu. Ugifte sov ikke sammen. Kun i hemmelighed. Det var normen for dem. Jontar var kendt som en lettere regelbryder og endnu mere traditionsbryder, men Pompeia ville forholde deres uskyldige facade. Det mindste han kunne gøre for sin kommende kone var at støtte hende. "Vi må varme hinanden op. Når vi er mand og hustru." Jontars tilføjende sætning var måske en mere tydelig tilføjelse frem for forlængelse. En eftertanke frem for hovedpointen.

Pompeias stop fik Jontar til at stoppe også og kigge på hende. En af deres første samtaler sammen - dengang de endnu var fremmede og prinsen var endnu skeptisk over hende - var netop om slaver. Og der havde hun ikke just virket som den største tilhænger. Hun var heller ikke fra syden. Fra normen om slaver. Hun var fra hovedstaden, hvor slaver var ulovlige. Selvfølgelig var hendes holdninger sådan. "Lad os først se, om nogen vækker din interesse. Ingen grund til at spilde krystaller på en, du alligevel ikke vil." Slaven kunne sikkert bruges til andet end at være hendes personlige, men selvom de var fyrsteslægten behøvede de ikke at bruge unødvendige krystaller. Selv deres tank med krystaller var endelig omend tættere på uendelig end andres.

Han var en charmør. En sand Kazimi. Pompeia glædet sig ganske vidst mere og mere til når de skulle 'dele' seng rent og skær officielt. Det skulle nok blive godt, varmt, fugtigt og få pulsen op. Jontar havde været fristende. Men kun så meget kan gøres, kun så mange regler kan brydes. 

De havde mødt et common ground. Se det hele an, før man begyndte at bekymre sig om pris for noget så ligegyldigt. Selvom hun endnu havde en form af medlidenhed med disse, var det også grænsen for hende. Pompeia måtte tilvende sig, hvilket skete lige så langsomt. Til gavn for ham, hende og slægten. "Selvfølgelig," bekræftede hun. Pompeia vendte snuden atter frem igen. En neutral mine faldt henover ansigtet som de igen begyndte at træde frem. Slavehandlen ventede, og ingen skulle kunne tyde hende - hverken sælger, medarbejder eller slaver. Jontar, han havde vel sine fordele, men det kom vel som en del af deres 'pagt'. 

Hun vidste at luften derinde kunne være ækel, men det var ikke pænt at trække vejret åbentligt med munden, så næsen skulle gøre sit, for ikke at opsamle alle disse partikler, som ville kunne få selv en død til at vende sig. Men igen - Jontar førte i sidste ende an.  

Når de officielt kunne dele seng, delte de også samme navn. Eller Pompeia kom til at dele navn med resten af de vigtige beboere på paladset. Men når deres ægteskab var officielt, var det kun startskuddet for, hvad hans fader nok mente var den eneste brugbare egenskab ved kvinder. Afkom. Om Jontar ønskede dem nu eller generelt, var underordnet. Han var arving til fyrstetitlen. Og den skulle gå videre til hans afkom. Hans førstefødte søn - for Jontar nægtede at ville give titlen videre efter sin førstefødte søn. Der ville ikke ske hans afkom noget. Jovist ville Jontar have børn. Om Pompeia ville var dermed underordnet. Men hun burde have regnet den ud nu, at hun ville skulle bære barn ikke lang tid efter, at de havde haft deres første officielle nat sammen. En ægteskabsgave til fyrsten.

De ankom til slavehandlen. Det velkendte syn fangede straks Jontars øjne. De mange handlende med deres varer, både til salg og indkøbte. Lugten havde prinsen vænnet sig til. End ikke årtier ville kunne få lugten til at lugte igen. Det var en duft for prinsen. Duften af hans frihed, hans valg, hans fortid.
"Lad os gå rundt og kigge, min kære." Jontar var tydelig energisk. Der var en snert af barndommelig glæde over ham. Som dengang hans onkel for første gang havde trukket sin lille nevø med den første gang. Sådan følte Jontar sig lige nu. En genforening, der var tiltrængt. Lige nu var Jontar ikke fyrstens arving. Han var tilbage i sit eget liv. Hans domæne.

Hun fornemmede hans begejstring, den ville for enhver anden have været smittende. Hendes indre smilede tåbeligt af ham. Der var så mange ting, som var planlagt forude for dem, men dette var uventet. Et lille pust i hverdagens ellers ensformige tilgang. Kontra Jontar, var Pompeia mere i snor på en måde. Men det var okay. Det betød ikke noget, det var ikke så anderledes end derhjemme hos forældrene. 

Lugten var ikke hendes smag. Det kunne ikke skrives nok gange. Men de kom derind, og de skulle igennem dem. Mænd var udelukket, så de ville springe dem over, som de var rådne æbler blandt det resterende udvalg, ikke at det var grønne og friske æbler, men snarer æbler på sit sidste vers. De passeret enkelte som kort kunne få Pompeia til at se dem lidt an med et enkel hævet bryn, til at blive skuffet. Der var bare noget ved dem, som ikke tiltalte hende. Hvorfor var hun blevet så kræsen. 
Det ville næsten være synd at sige, at det var en stor skuffelse for nu. 

Der var typisk altid en nogenlunde ligelig fordeling mellem mandlige og kvindlige slaver. Mandlige slaver var bedst til det hårde, fysiske arbejde, hvor kvinder var bedre til det finere. En personlig slave til en adelig var deraf bedst at være af kvindelig køn. Mænd var udelukket.
Alder var også i en bred vifte. Helt ned til små børn, der knap nok havde lært at tisse og skide selv, stod side om side med fuldvoksne og rynkede. Begge af disse var udelukket også. Det skulle være en voksen eller ung voksen. Ikke alt for gammel. Slaven skulle jo gerne kunne holde til hele Pompeias liv.
Og så var der hendes personlige ønsker. Race var ligegyldig - hvoraf der også var af de fleste slags, dog mest mennesker - men evnen var ikke. Det kunne være sværere at finde en præcis evne. Det var typisk ikke så tydeligt som spidsørerne ved elvere eller de hvide vinger ved engle.

"Vi kan gå to retninger, hvis du spørger til min erfaring," sagde Jontar, dog fortsatte med at gå. De kunne altid vende om, skulle dette være nødvendigt. Han tænkte mere bare højt, hvorfor han heller ikke ventede på at få accept for at dele sin erfaring. "Enten kan du udpege dem af udseende, du gerne vil se nærmere på. Eller vi spørger de individuelle sælgere og efterspørger varmeevnen." Meget vel var Jontar eksperten af de to, men det var Pompeias slave. Hendes handel. Hun skulle have det sidste ord til beslutningerne. Beslutninger som denne. 

De stod delvist i en suppedas grundet hende, et konkret ønske var svært at efterkomme. Men som de havde vadet rækken igennem, kunne hun tænke videre over dette. Men det var svært at finde ud af hvad det var. De tiltalte hende på ingen måde. Deres udseende var det som fik hende til at betvivle sit formål i stalden. 

Men som Jontar valgte bringe det lidt på banen, sukkede hun eftergivende: "Ingen af dem tiltaler mig af udseende, tvært i mod væmmes jeg mere," det var hårdt sagt, de gav hende ikke den følelse af at de kunne efterkomme hendes behov eller mangle på behov. "Ville vi kunne vende retur og se om nogen dage, om det har forandret sig?" eller at der var kommet nye til. Det kunne umuligt være så svært, men alligevel var det umuligt for hende at finde hvad hun søgte. I sidste ende undret Pompeia sig en anelse over hvad hun egentlig helt konkret søgte. 

Kræsen? Eller var der noget dybere i Pompeias mangel af tiltrækkelse af slaverne, der var at se? Jontar kiggede kort rundt på dem. Jovist var der en god slat af dem, som ikke just var tiltalende, og andre, prinsen rent ud sagt væmmes ved. Men at sige, at ingen tiltalte hende? Det virkede meget dømmende.
"Jo. De fleste handlere cirkulere nye slaver ind dag for dag. Altid nyt at se en ny dag." sagde Jontar. Dog var han skeptisk, om det ville være bedre andre dage. Pompeia havde ikke rigtig givet disse slaver en chance. Ét hurtigt kig og de var dømt for dårlige. Slaver var ikke noget, hvor man bare så én og tænkte 'dette er den rigtige'. Det skete ikke. Jontar havde i hvert fald ikke oplevet det endnu.
Derfor valgte han at stoppe op. Armen var endnu om Pompeia, så hvis ikke hun stoppede også, ville hun gå ud af hans arm, væk fra ham. "Pompy, vær ærlig med mig. Jeg er din kommende mand. Ingen grund til skjulte hemmeligheder," Han kiggede ned på hende. Den lille højdeforskel gjorde endnu, at han kunne se ned på hende som den søde kvinde hun var. "Hvorfor er du tøvende lige nu? Det er normen for os. At have en personlig slave." Øjnene forblev på hende, men havde han kigget op, ville han have kigget direkte på Morosa. Hans personlige slave. At have en personlig slave var normen for alle Kazimi'er og Pompeia ville snart være en. En del af normen.

Set ude af sig selv, så ville Pompeia nok erkende, at hun stod i en ukendt situation. Jovist hun fremstod kræsen, men i bund og grund var det hele nok baseret på det faktum at det var slaver. Det var ikke et påkrav, men alligevel en forpligtelse at følge normen i slægten. Jontar kunne nok godt se at det var mere end bare tvivl og væmmelse i sidste ende. Det var ikke bare lige sådan at forholde sig til det. Skjulte hemmeligheder, hendes indre jeg rynkede på næsen af ham, men lod det af fysisk appearance prale af. 
Hun så skeptisk op på Jontar med de centimeter de alligevel havde bag sig, før hun drejet hovedet en anelse og fik et glimt af Morosa, men blikket faldt igen tilbage til Jontar. "Jeg er bekendt med normen af det, men at kunne bryde min personlige holdning og opvækst op i sådanne brud, er en lang og irritabel process," det blev sagt med lavmælt stemme, munden bevægede sig næsten ikke, men alligevel kom der fulde ord og sætninger ud. "Jeg rykker min grænse for dig, men det æder mig op, Jontar. Er der andre alternativer end at købe et individ?" hun bad om meget nu, men de måtte kunne finde et kompromis. 

Ellers måtte han i sidste ende vælge for hende, som en rigtig mand normalt ville gøre. At bestemme og beslutte for sin hustru i sidste ende. 

Det var på en måde poetisk, at Pompeia var traditionsbryder af den ene eller anden form. For havde Jontar ikke selv brudt traditionerne ved at have fravalgt sine forældres valg af personlig slave til fordel for sin egen? Men det havde skabt drama, især blandt faderen. Hvad ville fyrsten ikke sige, hvis Pompeia ingen personlig slave havde? Så snart pandoras æske var åbnet, kunne den aldrig lukkes. Derfor frygtede Jontar også konsekvenserne ved mulighederne.

"Jeg ved det ikke," indrømmede Jontar hudærligt. Kunne hun bare undvære en personlig slave? Men hun ville nok også nægte resten af paladsets slaver. "En personlig tjener kunne måske gå an." En form for smuthul, men prinsen var alt andet end sikker. Uanset hvad ville det skabe diskussioner og samtaleemne uanset hvad, hvis et alternativt blev fundet og gjort.