Rejsen havde været lang. Først nogle dage til søs og så nogle dage på hesteryg. Det ville uden tvivl have gået nemmere, hvis de havde taget turen på drage, men sådan skulle det ikke være. Efter flere dages ridt var de langt om længe nået til Tusmørkely. Mørket hang som altid tungt over byen så det var svært at vide hvad klokken var, da man ikke havde solen at gå efter, men to ud af tre maver var i hvert fald begyndt at rumle lidt. Den sidste af disse mænd var Azrael. På hesteryg red de gennem byen, hvilket fik folk til at rydde gaden. De vidste godt hvem disse mænd var og der var ingen der ønskede at ligge sig ud med mørket. Som de ankom til kroen, fik de afsat dem til en stalddreng, men inden de gik indenfor, greb Azrael knægtens skjortekrave og trak ham helt hen til sig og lænede sig ned over ham ”Hvis der sker noget med hestene… Så husk vi ved DU passer på dem…” hvislede han nærmest ind i den unge mands øre og skubbede ham væk fra sig. Han var ikke til at spøge med, for han ville sørge for at denne knægt kom til at stå til regnskab, hvis der skete noget.
 
Døren blev åbnet ind til kroen og straks blev de mødt af en varme, lyden af musik og en masse råben. Præcis som en kro skulle være. Blikkene blev rettet mod de mørkklædte mænd som gik gennem kroen og op til disken for at bestille hvad end der var på menuen og noget alkohol. De fandt et bord der netop var stort nok til der kunne sidde tre personer med en tallerken fuld mad og de tre øl de havde bestilt. Bedst som de sad der kom en mindre flok mænd over til dem og prøvede at se faretruende ud ”Vi vil ikke have jeres typer her i byen…” kom det fra ham som han stod sammen med den lille flok, men da blikkene blev rettet mod dem, var det tydeligt at frygt skød gennem dem. To af mændene var allerede begyndt at bakke tilbage, da Azrael havde rejst sig fra sin stol og hamret hænderne ned i bordet på hver side af hans tallerken. Et skævt smil kom frem på hans læber som han rettede sig op og stillede sig foran denne mand ”Mhm… Så sig mig… Hvem er vi? For lige nu ser jeg to maddiker bag dig… Og så er der ham til din højre… Han stinker allerede af pis… Og du. Du forsøger at virke hård, men på samme tid er dit fede korpus ved at falde sammen fordi du ryster…” sagde han og holdt en lille pause, men der kom ingen ord fra manden. Azrael sukkede ”Det var præcis det jeg tænkte. Her er min ide… Enten kan du gå tilbage til din plads og slå røven i sædet, eller også bliver du betragtet som et slagtesvin. Dit valg.” sagde han med et smil på læben. Manden så sig over skulderen på de folk han ellers var sikker på ville have hans ryg og valgte også selv at trække sig. Igen satte dæmonen sig ned på sin stol i håb om at få lov til at få mad uden at der var en eller anden nar der skulle spille smart.
 
Døren gik op, hvilket fik hele kroen til kortvarigt at rette blikket i den retning, men Azrael holdt blikket på kvinden. Hun virkede så bekendt. En af dem han var ankommet med daskede til ham ”Hey Azra? Hvad går der af dig?” kom det fra ham med et grin. Han selv grinede ikke, men havde rettet blikket mod hans kammerat ”Det er min søster… ” svarede han nærmest dødt og mærkede hvordan en varme bredte sig indeni ham. Det kunne ikke være sandt. Han havde ikke set hende eller hørt fra hende siden han stak af i Kzar Mora. Han havde været overbevist om hun var død, men her stod hun… Det var han sikker på.

Dagen har faktisk været rimelig kedelig og lort, men det havde også ført til at hun havde lavede en mindre brand ude i skoven i nærheden. Selvfølgelig kunne det ikke lade sig gøre, at lade ildebranden sprede sig, eftersom der var nogle enkle mænd og kvinder som fik ondt i røven over det, og mente alt muligt med, at rode redde skoven og blah blah blah. Slet ikke noget Misandra var interesseret i, hun ville blot brænde skoven lidt ned. Det var dog endt med mændene havde angrebet hendes arm, og hun havde blot stået og taget imod det. Troede de virkelig det kunne skade hende? nogle rifter og flænger på armen, og det var alt? Som hun stod foran kroen, kunne hun mærke blodet fra armen gled længere ned ad armen. Det nærmede sig fingrene og fingerspidserne, hvor at blodet bare dryppede ned på jorden. Hun trådte ind på kroen, og kiggede hurtigt hen imod krofatter. Hvordan fjernede man bedst blod, og rifter samt flænger på hendes arm, uden at skulle bruge tid på en eller anden dum healer.

Misandra greb fat i en whisky flaske på bordet, og holdte blikket på krofatter som hun bed proppen af. Spyttede den ud i ansigtet på ham, og derefter vendte rundt. Før hun ville hælde whisky på skaderne på armen, var det som om hendes hjerte stoppede kort. Øjnene spærrede hun op, som hun blot stod og stirrede på Azrael. Det var bare løgn.. Af alle personer, og skabninger som fandtes. Hvad lavede han her, og hvad ville han. Hun huskede godt, at det var lang tid siden at hun havde set ham sidst. Hun havde primært brugt mest tid med deres mor. Det overrasket blik hvilede sig på ham, før hun gik hen til ham med lette skridt. Satte sig ned foran ham ved bordet, og krydsede det ene ben over det andet"Og jeg som troede at kroen havde nok røvhuller..." lød det fra hende med et lille smil, før hun fik sat whisky flasken på bordet, og bukkede sig lidt ned. Greb fat rundt om sin kniv, og skulede kort hen på sin bror. 

 Varmen inden i kunne hun godt mærke, men hun havde også så mange andre følelser. Havde hun tænkt sig, at plaprer ud med dem lige nu? næh. Hvorfor skulle hun det. Hun vendte blikket hen imod den blødende arm, og gav tegn til at krofatter skulle komme hen til dem. Han kom efter nogle ganske få minutter, og stirrede på blod pletterne på bordet. Misandra begyndte at skære lidt i skaderne på armen, før hun løftede et øjenbryn over krofatters reaktion"Jeg vasker ikke bordet, hvis det er det som du tror og venter på" pointerede hun som hun satte kniven tilbage i ben hylsteret. Hun greb fat rundt om whisky flasken, og begyndte at hælde noget af den stærke væske hen over skaderne på armen. Jovist det gjorde ondt, men hun var vant til smerte, så hvad gjorde lidt ekstra skade? Hendes blik gled ned over blodet der dryppede lidt på bordet, og hun kunne se at krofatter bare stod stivnet. Et suk forlod hendes mund, som hun fandt kniven frem igen. Hun rakte ud efter krofatters hånd, og placerede den på bordet. Et lille skævt smil kom frem, som hun lod knivens spids røre krofatters hånd"Hvis du vil undgå at miste en hånd, så må du hellere tørre bordet af" det kom koldt og næsten kynisk ud af hendes mund, og hun skulede kort hen til Azrael. 

Krofatter gik i panik og løb tilbage til bardisken. Misandra lod blikket hvile sig på sin bror, som hun fortsatte med at hælde whiskyen udover skaderne på hendes arm. Overtøjet hun havde på, var alligevel gået i stykker, så hvad havde det gjort, at hun blottede hele sin arm. Men at se sin bror igen, hvad skulle hun sige. Hvordan skulle hun reagere. Kniven puttede hun tilbage i ben hylsteret og tiltede hovedet lidt. Hun kunne vel ligeså godt starte med at sige et eller andet"Hvad laver du her?" spurgte hun kort, som hun lænede sig tilbage i stolen.

Azrael var sikker på han drømte, men som hans kammerat havde dasket til ham og Misandra stadig var der, var han overbevist om dette ikke var en drøm. Han fik rettet blikket mod sin tallerken igen og forsøgte at ignorere det faktum at den eneste kvinde han i virkeligheden havde følt noget for var her på kroen. Han blev igen dasket til ”Hvorfor har du aldrig fortalt din søster er så lækker?” spurgte den ene med et kækt smil på læberne. Dette fik Azrael til at se op i et ryk med sammenknebne øjne ”Hvis du så meget som ligger an på hende, kastrerer jeg dig med en smørkniv…” hvislede han ud mellem sammenbidte tænder. Ordene havde kun lige forladt hans læber som Misandra sluttede sig til bordet. De to andre han sad sammen med, forsøgte at tage sig sammen til at spise den mad foran dem og som Misandra talte var de ved at kvæles i mad, grundet de grinte. Azrael trak på smilebåndet over hendes kommentar ”Og endnu et slog sig til vores bord. Vidunderligt.” sagde han og tog en tår af sit krus med øl. Blikket faldt på grebet hun tog om sin kniv, hvilket blod fik ham til at trække på smilebåndet.
 
Hans blik faldt på sin søsters arm og han fnøs kort, men som han skulle til at sige noget kom krofatter ned til bordet. Han stirrede mod blodpletterne og skar en grimasse over hun sad og skar lidt i skaderne. Det virkede ikke til han vidste hvad han skulle sige til hendes kommentar og stod nærmest og så på Azrael og de andre, nærmest i håb om hjælp. Azrael så på krofatter med et dystert smil, hvilket hurtigt fik ham til at rette blikket mod Misandra i stedet, hun var i det mindste ikke lige så skræmmende at se på. Han bukkede sig nærmest, som hans hånd var blevet placeret på bordet og der blev sat en kniv mod hans hud. Azrael og de andre havde lænet sig tilbage og blot så på scenen der spillede foran dem. Han selv sad med et smil på læben, mens de to andre skar lidt grimasser. Som deres blikke låste blinkede han en enkelt gang til hende over kommentaren til krofatter. Da manden gik i panik og løb febrilsk afsted mod baren for at finde noget at gøre rent med, trak han på smilebåndet ”Du må gerne låne mit sværd til hans hånd.” sagde han med et kækt smil som han tog den sidste bid brød på hans tallerken. Krofatter fik hurtigt benene på nakken efter den kommentar.
 
Azrael så på Misandra’s arm og sukkede igen, men sagde ikke noget. Det krævede nok der var en der tilså det, men i det mindste sørgede hun for at rense det. Bevares så var whiskey en dyr måde at gøre det på, men det var i det mindste ikke ham der betalte, så det kunne være ligegyldigt. Som hans søster talte, trak han let på smilebåndet, men inden han kunne sige noget lænede en af dem han var der sammen med sig ind mod Misandra ”Skal jeg lappe dig sammen snuske? Jeg kan heale. Så bliver du fri for at spilde alkohol på det.” sagde han med et kækt smil på læberne. Dette fik Azrael til at trække en kniv fra bæltet og hakke den ned i hans tallerken, der flækkede ”Hvis i så meget som overvejer at ligge an på min lillesøster, fodrer jeg jer til Eraxxiz, naturligvis lader jeg hende lege med jer inden hun æder jer…” sagde han og skulede mod dem begge. Hurtigt fik kammeraten smidt sig tilbage i stolen han sad på og løftede hænderne som et tegn på overgivelse ”Jeg ville blot heale sårene på hendes arm…” svarede han og himlede med øjnene. Han hev kniven op af bordet og rettede spidsen mod ham ”Nok er hun kvinde… Men jeg ved hun ikke er lige så stor en svagpisser som du er, Zalaniel…” sagde han uden så meget som at fortrække en mine. Han rettede da blikket mod sin søster og trak let på skuldrene ”Hvad laver du selv her?” spurgte han og satte kniven i bordet igen og holdt stadig om håndtaget, blot for at sende en besked til Zalaniel og den anden han var her med.

At hun faktisk sad overfor sin egen bror, som hun havde følelser fik det til at snurre rundt i hendes mave. Ingen dårlig måde, det var tværtimod en god måde. Han lignede nærmest en som havde set et spøgelse, men det var nu også helt forståeligt når han sikkert troede at hun var død. Jovist så havde hun været tæt på, ret mange gange. Nogle af de mange gange, havde været deres mors skyld. Alle de paranoide episoder, og måden hun selv mente alt muligt medicin ville hjælpe. Da hun hørte en stemme, overvejede hun at hælde den stærke whisky ned i øjnene på manden. På den måde kunne han vel ikke kigge på hende, og det fik det skæve smil til at vokse. Måske hun ikke burde sidde med så mange morderiske tanker, men det var da også sjovt at netop sidde med den slags tanker. Hun vidste godt at de fleste mand synes det samme som manden, og det fik hende til at kigge ligegyldigt væk. Hun hældte lidt mere whisky ned i skaderne på armen, og lod en finger tvære det lidt ud, så det bedre ville glide ind i skaderne. 

Ordene fra Azrael fik hende til at mærke den samme varme, som da hun ved første øjekast af ham fik. De mænd var da også alt for dumme, vidste de overhovedet hvem de snakkede til. Hvis de endte med at miste syn, tunge eller et øre, var det kun selvfortjent. Hun sad kort og forestillede sig det, som hun blot sad roligt på stolen. Krofatter var nærmest i voldsom panik, og det var utrolig dumt at se på, men også underholdende. Det var bare lidt blod, hvorfor opførte han sig som en eller anden tøs. At blive kaldt røvhul fra sin bror, fik smilet til at vokse, som hun fortsatte med at tvære whiskyen ud i skaderne på armen. Da hun var sikker på, at det ville være nok til at skaderne selv kunne heale, kiggede hun rundt. Nu manglede hun bare noget som hun kunne binde armen med. Tænksomt betragtede mændene herinde og kvinderne. Men sukkede så, og vendte blikket på armen. Hun rev et stykke stof af trøjen, og bandt det rundt om armen. At hun blottede lidt mere hud, var hun ligeglad med. Ville mændene prøve på noget skulle hun nok få dem til, at fortryde det. Enten hende eller Azrael, det var sikkert"Jeg vil gerne låne dit sværd..." lød det kort fra hende, som hun rejste sig op. Hun gik hen til ham med lette skridt, og lige i samme øjeblik som hun bukkede sig ned imod ham, og lod hånden stryge ned over hans overkrop kunne hun ane krofatter bagved sig.

Hun greb fat rundt om sværdet, og greb derefter blidt fat rundt om Azraels manddom selvom han havde bukser på. Hun greb blidt fat rundt om hans nedre dele, som hun holdte blikket på ham. Sværdet pegede hun på krofatter, selvom hendes blik hvilede sig på sin bror lige nu. Hun kunne vel godt tage det andet sværd også. Sværdet i hans bukser, men der var vel masser af tid til at netop gøre det. Hun rettede sig op, som hun gik tilbage til sin plads. Satte sig ned igen, og greb fat rundt om whisky flasken. Hældte en stor tår ned, som hun kunne høre krofatter panisk og nervøs begyndte at nævne om de skulle have noget at spise. Hun sukkede lidt, før hun betragtede sin brors sværd i hånden. Det var uden tvivl et smukt sværd, og uden at advare krofatter, skar hun en af hans fingre af, og før det begyndte at bløde ud over det hele, hældte hun lidt af whiskyen udover. Tydeligt skreg krofatter, men hun holdte hurtigt en hånd hen over hans mund. Det var da godt nok irriterende at høre på hans skrigeri. Han mistede blot en enkelt finger"Hvad skriger du sådan for.. Du mistede kun én finger, du har stadigvæk 9 fingre tilbage" lød det kynisk fra hende med en opgivende undertone. Hun betragtede den paniske, og oprevet krofatter. 

Før hun nåede at svare manden på hans dumme ord, om at heale hende. Troede han virkelig hun havde brug for det. Hun var ikke en eller anden skøge, eller håbløs kvinde som havde brug for hjælp. Havde Misandra endelig brug for hjælp, var hun sikker på at hun kunne få hjælp fra sig selv, eller Azrael. Hun ville skam gerne se mændene blive ofret, og spist.. Det ville bestemt ikke gøre hende noget. At de så troede de var så dumme, at sige sådanne ting foran Azrael var godt nok dumt. Hun drak lidt mere af whiskyen før hun kiggede op på krofatter der skyndte sig ud i køkkenet. Misandra tog fat rundt om den afskåret finger, og lod kort blikket være på sin bror som hun hørte spørgsmålet. Et kækt smil kom frem, og hun rakte sværdet hen imod ham"Det samme som dig vel.. Jeg havde intet andet at bruge min tid på" svarede hun i en rolig tone. Enlig havde hun sikkert en masse at lave, men nu havde hendes forsøg på at futte hele skoven af i nærheden, mislykkes. Overvejede hun at gøre det igen? ja det gjorde hun. Endda endnu mere, og måske brænde de mænd og kvinder som havde et problem med det. Men hun kunne godt mærke en form for glæde og tryghed som Azrael sad overfor hende.

Azrael kunne godt mærke han skulle tage sig selv lidt i nakken og forsøge ikke at vise for meget. Dog havde han det stadig ret underligt med at se hende igen efter så mange år og han var ikke engang sikker på om hans følelser var gengældt, men det måtte tiden jo vise. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet da hun igen hældte whiskey udover side sår og tværede lidt i det. Hun havde altid været sådan, selv da de var små og han så på hende der trænede sammen med deres far og hun kom til skade. Det var blandt andet en af grundene til han havde en ting for hende…. De var så ens og så overhovedet ikke. Til tider ville han ønske han ikke havde stukket halen mellem benene og stukket af alene, men havde spurgt om hun ville med… Den gang havde det sikkert været et ja, men nu… Var han ikke sikker.
 
Nok var de to mænd han sad sammen med en del af mørket, men forsøgte de så meget som at lægge hånden på Misandra, ville han sørge for de ikke ville være i stand til at ligge hånden på nogen anden kvinde. Ingen i mørket vidste rigtigt noget om hans familie og sådan ønskede han det forblev. Der var ikke nogen grund til at lege med ilden, for hans far kunne nemt dukke op, hvilket han ikke ønskede. Han bemærkede smilet på hendes læber efter han havde kaldt hende et røvhul, hvilket også fik ham til at trække på smilebåndet. Den første hilsen efter flere års separation… At kalde hinanden for et røvhul. Han kunne ikke lade være med at smile over det. Som hun begyndte at rive noget af trøjen, skulede Azrael mod de to mænd og kneb let sit øje sammen ”Jeg har sagt det før… Jeg siger det igen… Bliv ved med at glo som savlende køtere på min søster… Og jeg fodrer til min drage.” hvislede han og rettede da blikket mod Misandra da hun talte. Han lænede sig tilbage og holdt hænderne ud til siden, som tegn på hun bare kunne komme over og tage hans sværd.
 
Som hun kom over til ham, bredte der sig et letter lumsk smil på hans læber og mærkede da hånden mod hans brystkasse. Hans hjerte stoppede et kort sekund og varmen for tidligere mærkede han igen. Blikket faldt på hånden der tog om hans sværd, men da han mærkede hånden glide fra hans overkrop og til hans manddom, blinkede han til hende, stadig med det lumske smil på læberne. Hun var så forbandet fristende, men ikke her… I hvert fald ikke endnu. De andre to ved bordet blev forargede over hånden og skulle lige til at sige noget, men så Azrael’s blik vende sig mod dem, som om han kunne mærke de ville til at kommentere på det. Hans blik fulgte hans søster som hun gik tilbage til sin plads og så krofatter febrilsk komme ned til bordet, men uden han kunne nå at gøre alverdens lød der et skrig, hvilket blev til flere. Nogle folk smuttede i en fart, andre blev siddende og to store mænd kom over til deres bord, hvilket fik Azrael og de to andre til at rejse sig. Da det gik op for de to store mænd hvem de var ved at lægge sig ud med, bakkede de blot tilbage til deres plads og de satte sig ned igen alle sammen. Der var ikke nogen tvivl om dette havde skabt noget tumult inde på kroen, men så igen… Det var trods alt Tusmørkedalen. Hans blik faldt på sin søster og derefter på krofatter og hans afhuggede finger ”Hold dog kæft igen… Den gror ikke tilbage fordi du skriger af den… Kraft idiot.” sagde han og fnøs. Hvorfor alverden var folk så sarte?
 
Hvis et blik kunne dræbe, havde hans venner allerede været døde utal af gange, men en eller anden form for dødsønske måtte de næsten have, taget i betragtning de endnu havde nosser til at spille smarte overfor hans søster, med ham til stede. Hans blik rettede sig da mod krofatter der hurtigt fik benene på nakken og løb ud bagved, formentlig for at få en til at overtage så han selv kunne blive tilset af en healer, hvis der overhovedet fandtes sådan en i Tusmørkedalen. Hans blik rettede sig mod hans søster og nikkede let ”Så jeg skal ikke være bange for at far dukker op pludselig?” spurgte han og lod blikket skule rundt på de endnu panikramte folk for derefter at rette blikket mod hende igen ”Som du kan se gik sidste møde med ham ikke sådan… Super.” sagde han og hentød naturligvis til det manglende øje og klappen der nu dækkede, dog var arret endnu til at se.

At der var så mange som skreg var næsten nok til, at få hendes ører til at bløde. Langt fra de bedste toner, selvom lidt skrig ikke gjorde noget, men når krofatters pipende stemme, var så skinger i øjeblikket var det nok til, at hun overvejede at lade Azraels sværd afskære krofatters hoved fra kroppen. Så behøvede hun ikke bekymre sig for, at skulle høre ham skrige som en kælling. Hun undslap et suk, for hun havde da ikke adskilt hans hoved fra kroppen, som hun uden at blinke sagtens kunne have gjort. Ordene fra Azrael med, at mændene ikke skulle glo som savlende køtere, fik det brede smil til at vokse. Han havde altid passet godt på hende, selv de gange hvor han ikke selv mente han havde gjort det. Ville de prøve på noget skulle hun nok fjerne deres manddom, det ville ikke være det værste at gøre.

"Tvivler de vil savle, hvis de mistede deres manddom, og forblødte på gulvet..."Det lød nærmest mere fristende og overvejende fra hende, som hun lod blikket falde hen på nogle af mændene. Det var tydeligt, at se hvor håbløse de var og hvor dumme de ovenikøbet så ud. Ikke ligefrem noget som faldt i hendes smag, for der var jo også kun en mand herinde som faktisk faldt i hendes smag. Lyden af krofatter som nok ikke ønskede at blive yderligere, fik Misandra til at smile lidt mere. Tåbeligt, og tøset af en ældre mand at løbe skrigende væk. Det betød vel også, at de ville have kroen for dem selv, så de kunne gøre lige hvad de ville. Kroen skulle vel også styres af nogen, indtil krofatter ville vende tilbage. Hvem kunne vide, om han faktisk var stukket af eller bare forsvundet lige kort.

Om deres far ville dukke op vidste hun ikke, men det ville slet ikke overraske ham hvis han gjorde. Hun var ikke i humør til det, og slet ikke lige nu. Stående med sværdet i hånden, gik hun hen imod baren, og lænede sig ind over bardisken kort. Greb ud efter nogle flasker, og glas. Kort tid efter gik hun tilbage til bordet, hvor Azrael sad. Dog gik der ikke lang tid, før hun kunne mærke noget imod sin røv. Uden at vente, greb hun instinkt og hurtigt fat rundt om manden som det var. Troede han virkelig at han kunne rage på hendes røv, og tage på den foran Azrael og hende. Var han dum?"Hvis far dukker op, bliver han da glad for at se hvor eksemplarisk vi opfører os" det passede slet ikke, og hendes tone havde også tydeligt præg af sarkasme. Hun knuste glasset i hånden, og greb hårdt fat rundt om mandens kæbe. Skar hans tunge af med et stort stykke glas, før hun proppede glas stykkerne ned i halsen på manden. Han ville nok dø, men hellere det frem for hun skulle glo på ham. Hun sukkede kort, som hun lod manden falde ned over bordet han stod ved.

Misandra gik hen til Azrael, og pegede imod hans hjerte med spidsen af sværdet. Smilet voksede og hun lod sine ellers kolde øjne blive lidt mere varme, som hun ikke fjernede øjenkontakten. Klappen for øjet havde undret hende, men hun havde aldrig gættet, at det ville være deres far som var årsagen til det. Kort lagde hun sværdet på bordet foran ham, og rakte en hånd op imod hans klap for øjet. Med vilje, fjernede hun kort hans klap for øjet"Heldigvis har dit manglende øje også en form for charme... Hvorfor fjernede han dit øje, og hvad skete der" spurgte hun nærmest undrende og nysgerrig, som hun plantede et hurtigt kys ovenpå det manglende kys, og satte klappen foran hans øje igen. Dernæst satte hun sig ned ovenpå hans lår, og lagde en arm rundt om hans nakke.

Azrael havde altid været der til at beskytte sin søster, om han ville det eller ej. Nok havde han stukket halen mellem benene for flere år siden, men han havde lovet sig selv at skulle finde sin søster... Og her var hun. Dog var han ikke i tvivl om at deres far havde trænet hende tilstrækkeligt til at kunne klare sig selv, det ville i hvert fald undre ham, hvis ikke han havde. Et bredt smil kom frem på hans læber som han hørte hendes ord og skævede da mod hans kammerater, der var blevet ligblege over kommentaren "Jeg tror du har ret..." sagde han som han rettede blikket mod sin søster og lod et grin undslippe. Det var de færreste mænd der kunne holde til at tage et slag til løgene, så tanken om spontan kastrering, var uden tvivl noget der ville sende dem i jorden uanset hvor hård en type man ellers var. Det morrede ham at se hvordan hans kammerater havde gået fra at være vittige og komme med tilnærmenede kommentarer, til at blive hvide som lagner "I skulle se jer selv... Blege som lig." sagde han og smilede kækt. Den ene af dem så på Azrael med sammenknebne øjne, men sagde intet. Han skævede mod baren, men krofatter var ikke til at se nogle steder, men der var stadig forfærdede stemmer rundt om i kroen. Ikke det var noget der var unormalt for Azrael, for hans udseende var i forvejen voldsomt, så der var ikke nogen der ville ligge sig ud med ham, med mindre de havde fået for meget og drikke og alligevel ikke fattede en skid. Han rettede blikket mod Misandra og trak på skuldrene "Jeg tror zalme du fik skræmt den kære mand væk nu... Misandra altså...." sagde han med et grin i stemmen. 

Azrael håbede inderligt ikke på deres far kom, for han kunne vitterligt ikke overskue den idiot på nuværende tidspunkt. Han skulle stadig lige forsøge at falde på plads efter at have mødt Misandra efter så mange år. Dog var deres forhold ikke lige så smadret som det han havde til deres far. Eller det kom vel an på hvilke øjne man så med... Mange ville nok se skævt til dem, taget i betragtning af de var søskende, men inderst inde føltes dette mere rigtigt end noget andet forhold Azrael havde udsat sig selv for gennem tiden. Som Misandra gik op mod baren fulgte hans blik hende for hvert skridt og himlede med øjnene "Far er fuldkommen ligeglad med hvad jeg laver... Han sagde han ledte efter dig, Satiana og mor... " sagde han og så da manden der befamlede hans søster. Netop som Azrael havde rejst sig og skulle til at fare op for at klappe manden i smadder, havde Misandra selv gjort noget ved problemet. Flere skrig spredte sig i kroen. Han selv kunne ikke lade være med at smile over situationen og fik blot bekraftet, hvorfor hun var den rette for ham. Hun var lige så sindssyg som han selv. Folk sprang nærmest ud fra kroen, mens nogen var mere klar på at flyve i flæsket på både Misandra og Azrael, men de holdt alligevel tilbage, nu hvor de havdde set hvad hun i hvert fald var i stand til at gøre uden problemer. Azrael havde ikke gjort meget andet end at se skræmmende ud... 

Som hans søster igen kom over til ham og satte sværdet imod hans brystkasse, kunne han svagt ane hvordan hans kammerater var ved at springe op af stolene og flyve på hende, men da de så hvor roligt Azrael selv tog det, havde de blot deres hænder klar på deres egne sværd, skulle det være nødvendigt. Normalt var der ikke nogen der skulle så meget som overveje at røre ved den klap han havde for det ene øje... Et eller andet sted skammede han sig over det, men han måtte nok også bare erkende, at deres far var stærkere end dem... Dog rørte han sig ikke ud af flækken som Misandra fjernede klappen og lænede sig ind for at kysse hans manglende øje, der nu blot var lukket. Han kunne sagtens få et falsk øje, men det ville han alligevel ikke kunne bruge til noget udover at ligne en "normal" person. Efter hendes spørgsmål trak han let på skuldrene "Du kender mit temperament og mit forhold med far... Så vi endte i en slåskamp og jeg mistede øjet." sagde han med et suk som klappen igen kom over øjet. 

Hans kammerater så med store øjne på dem, som Misandra satte sig på Azraels lår med hånden omkring hans nakke "Var.. Hun ikke din søster?" spurgte den ene en smule forsigtigt. Med et ryk blev blikket rettet mod ham og Azrael kneb let øjet sammen "Skulle i ikke også til at skride, hmm? Få fingeren ud af røven og kom afsted..." snerrede han, hvilket fik hans kammerater til at lette røven og smutte. Et suk undslap ham og han rettede blikket mod Misandra "Hold nu kæft nogle inkompitente idioter...." kom det fra ham efterfulgt af et hæst grin. Han lænede sig ind mod hende og placerede hovedet på hendes skulder og sukkede "Jeg har savnet dig..." sukkede han igen og lod et kys ramme hendes hals, før han så på hende med et varmt smil.