De hektiske tider for Enzel var forbi. Nicola var kommet hjem til ham igen, og tingene var næsten ved det gamle igen. Dog havde nogle små uafklarede anliggender fyldt meget i Enzels hoved. Han havde lovet at hævne Nicola, finde denne overgrebsmand, som ingen i Dianthos, tilsyneladende, kunne udlevere til ham. Og det gjorde det hele meget besværligt at overholde. Alt Enzel kunne håbe på var, at manden ville komme tilbage og vise sit ansigt, og til den tid var Enzel parat til at ødelægge ham… Som en ekstra beskyttelse til ham selv og Nicola, havde Enzel ansat halvkatten Monty. En høj, bred mand med rødt hår og rød hale, der i den grad måtte have noget Maine Coon over sig, for at have den størrelse.

Monty vågede ofte over Nicola, når Enzel skulle ud, og sørgede for at han altid var sikker… Men også alene. Nogle gange, når Enzel skulle ud, trak han alligevel Monty med sig. Eksempelvis når han skulle true nogen, guderne måtte vide for hvad. Eller også når han skulle på det kriminelle hjørne af byen, det sorte marked.

Hævnen over Nicolas overgrebsmand var således sat på pause, og Enzel havde igangsat et nyt projekt for hans og Nicolas parforhold. Enzel ville så vidt muligt prøve at give Nicola plads til selv at opsøge ham, i håbet om at Nicola ville udvikle en eller anden form for… længselsfuld og passioneret lyst? Men Enzel håbede forgæves, og det var nu blevet ham selv der led under sine dumme regler til et umuligt projekt.

Der skulle nogle bær til at få Nicola til at kvikke mere op.

”Vågn op misser,” Enzel bragede ind på deres fælles værelse, hvor han vidste at Nicola stadig lå og blundede i den store seng. Hans morgenfriskhed var næsten manisk. Enzel klatrede over Nicola, fuldt påklædt, velduftende og sober. Han trak ned i sengetæpperne, så Nicolas varme overkrop blev blottet, så han kunne kysse ham op ad armen til han nåede skulderen. ”Hvordan kan du overhoved sove på en særlig dag som i dag?”

I forvejen havde det påståede 'ægteskab' mellem Enzel og Nicola virket meget mere som et fængsel for Nicola, og for at gøre hele situationen havde Enzel nu også skaffet en livvagt som var irriterende dygtig til sit job. Nicola satte virkelig meget pris på de få øjeblikke han havde uden Enzel, men nu var han ikke engang rigtig alene selv når Enzel ikke var hjemme! Nicola havde været godt muggen over situationen, og som en stille protest havde han holdt sig så meget inde på Enzels indelukkede værelse, som han nu lige magtede. Det var et utroligt kedeligt liv, men hvis han nu nægtede at gøre noget som helst, kunne det være Enzel til sidst fattede budskabet.

Nærmest spærre sig selv inde havde betydet, at Nicola havde sovet meget og han havde sovet længe. Det var ikke en luksus han nogensinde havde haft før han mødte Enzel, og han var faktisk ikke sikker på, at han brød sig om det. Men hvad var der ellers at lave? I det mindste betød det da at han for første gang i lang tid fik lov til at være bare en lille smule udhvilet fremfor hele tiden at gå rundt i en træt døs. Hvis altså nogen ikke vækkede ham så pludseligt, at han nær var blevet skræmt fra livet.

Det var en noget grov måde at blive vækket. Først kom Enzel bragende ind på værelset og så blev Nicola næsten overfaldet, og inden han overhovedet rigtig var nået at vågne var dynen hevet ned og et par læber bevægede sig op over hans krop. 
"Enzel?" Forvirret gned Nicola sine øjne mens han fik sat sig en anelse op. Han havde ikke ligefrem forventet at blive vækket så pludseligt, så kroppen skulle lige i gang. Hvad var det overhovedet der foregik? Var der noget særligt over i dag? Indrømmet, Nicola gik ikke ligefrem op i at huske særlige dage, men hvis han havde en eller anden form for mærkedag sammen med Enzel så ville Enzel vel have lagt op til det lidt tidligere? Han elskede trods alt at få gaver, og Nicola kunne ikke købe gaver, hvis han ikke vidste, at det var forventet. Så godt kendte Enzel ham da trods alt.
"Hvad er der særligt ved i dag?" Han strakte sig lidt og kiggede forvirret på Enzel. 

”Mmm, så dejlig varm. Må jeg mærke?” Nynnede Enzel meget lystigt og fornøjet, frem for at svare Nicola på hans spørgsmål. En hånd var alt for ivrig efter at varme sig, til at vente på Nicolas respons, og mærkede Nicola op ad overkroppen. Enzel havde virkelig ikke haft i sinde at have morgensex med Nicola, men nøj, hvor gjorde Nicola det ikke let for ham, ved altid at sove så meget. Nicola befandt sig stort set altid i sengen for tiden. Det gjorde det naturligvis lettere for Enzel at holde afstand om dagen, mens han arbejdede, men om natten kunne han slå knuder på sig selv.

”Ved du det virkelig ikke? Det er din fødselsdag.” Enzel formåede at trække sin hånd til sig, før det endte galt, og han kiggede ned på trætte, uvidende Nicola. Ganske vist havde Nicola virket som om at han aldrig havde kendt sin fødselsdagsdato, og da Enzel havde krævet at vide det under en af sine sjældne, dog meget insisterende interviews, havde han lokket en dato ud af ham. Uanset hvad, så var dette dagen, hvor han og Nicola skulle nyde dagen sammen, og måske ville Nicola ikke kaste op denne gang.

Og denne gang havde Enzel jo flere overraskelser i vente, som nok skulle sætte skub i Nicolas projekt om, at komme til Enzel for at blive tilfredsstillet.

”Pigerne og Monty er ude i dag. Så vi har huset for os selv” Han kyssede ham på Hans dejlige læber og han trak sig væk fra ham og sengen, før han blev yderligere fristet. ”Jeg synes vi skal nyde hinandens selskab inde i stuen, hvor jeg har fået pigerne til at pynte op og dække bord. Du kan jo lige vaske dig…”

Enzel mente at vaskefadet her på værelset var fyldestgørende nok. Og så gik han hen til skabet og kiggede noget af det tøj frem han havde haft i tankerne, at Nicola skulle have på. Fordi det var Nicolas fødselsdag fandt han et midnatsblåt silkesæt frem med snørklede grene og småfugle-syninger på. Et sæt Enzel holdt meget af selv at gå med. Men i dag ønskede han at se Nicola i det.

Der var ingen grund til, at Nicola svarede på Enzels forespørgsel, så han sagde ingenting. Enzel var jo allerede godt igang med at beføle ham, så om han sagde ja eller nej betød jo tydeligvis ingenting, ikke at det var spor anderledes i forhold til hvordan det normalt var. Så længe det holdt sig til en være en nysgerrigt følende hånd var det også fint, det gjorde da i det mindste ikke ondt.

Hans fødselsdag? Nu Enzel nævnte det, som kunne Nicola godt huske, at han havde sagt en eller anden fuldkommen tilfældig dag, han havde jo ikke tænkt at Enzel nogensinde ville bruge det til noget. Nicola havde ingen ide om, hvornår hans fødselsdag var. Hans mor havde ikke været den omsorgsfulde type, så et barns fødsel var ikke noget, som hun nogensinde havde haft brug for at fejre, og eftersom Nicola aldrig havde haft en fødselsdag, havde han heller ikke haft noget videre savn efter at fejre den.

At Monty var ude i dag fik han til at kvikke op. Ham havde som sådan intet personligt imod livvagten, men hna hadede at føle sig overvåget. En hel dag med Enzel var normalt ikke noget, som han ville se spor frem til, men hvis han kunne komme lidt ud uden den alt for opmærksomhedskrævende livvagt, så var det lige til at klare.
"Så hvad skal vi lave i dag?" Han rejste sig fra sengen og gik hen til vaskefaddet, hvor han begyndte at pjaske vand i ansigtet. Han kunne næsten ikke forestille sig sit tidligere liv, hvor bade havde været en sjældenhed.

Tøjet gjorde ham urolig. Det var et af Enzels pæne sæt, det vidste selv Nicola, selvom han ikke havde dem fjerneste ide om tøj. Hvor speciel skulle den her dag være? Og hvordan ville den ende for ham. Han forsøgte st skubbe bekymringerne i baggrunden mens han træk tøjet på. Uanset hvad kunne kun tiden vise, hvad Enzel mon havde af planer.

Enzel lod Nicola klæde sig på, men han trådte til da stof og silke skulle rettes til. Nicola så brandgodt ud i hans tøj, men han ville ikke bryde sig om hvis Nicola så bedre ud i det end ham selv. Ikke hvis der kom piger og kunder rendende hele tiden. Men nu hvor de var alene hjemme sammen, kunne han nyde ham uden bekymringer. 
 
“Alt hvad hjertet begærer,” Svarede han og kiggede ham i øjnene. “Jeg har planlagt morgenmaden og en bog jeg kan læse op for dig senere, men ellers vil jeg give dig lov til at bestemme hvad vi skal.” Enzel glædede sig mest af alt til at præsentere tærten for ham, men han vidste at han måtte være tålmodig. Nicolas sult kom sjældent lige efter at han var stået op. Han tog hans hånd og tog ham med ud af værelset.
Der var en blandet, overvældende duft af blomster og morgenmad. Særligt tærten, der lige var bagt færdig, duftede gennemtrængende. Men det var ikke en duft der kunne defineres som hverken jordbær, hindbær, brombær eller andre almindelige bærsorter.
 
Enzel ledte ham ind i stuen, hvor de før i tiden havde spist morgenmad sammen med pigerne, og den selvsamme stue der blev brugt til særlige aftener, hvor kunder kunne tale forretning sammen indbyrdes, alt imens pigerne elskede med dem eller med hinanden. I dag var det en ganske nydeligt pyntet stue, med åbne døre ud til rosenhaven. Indenfor var der pyntet op med flerehundrede blomster til ære for Nicola. Og på det lange spisebord var der dækket op med frugt og oste. Og en indbydende tærte med lilla bærfyld i sin egen glasklokke. Tænderne fra orkbærene var mast til ukendelighed, naturligvis.
 
Enzel lukkede dobbeltdørene bag dem ind til hallen og gik hen og smed sig i en stor dynge puder som han personligt havde arrangeret pænt iblandt alle blomsterne. “Kan du lide det?” 

Morfenmad og en bog. Det var ikke ligefrem Nicolas ide om den perfekte morgen. Han forestillede sig, at bøger var markant mere spændende, når man selv kunne læse dem, men at blive læst op for fandt hn utroligt kedeligt. Selvfølgelig havde han tænkt sig at finde sig i at blive læst højt for, men han håbede altså virkelig, at der også skete nogle lidt mere spændende ting.

Nicola spærrede øjnene så meget op, at man kunne være bange for, at de hvert øjeblik ville trille ud af hovedet på ham, da de trådte ind i stuen. Hvornår havde Enzel overhovedet haft tid til at gøre alt det her klar? Og endnu vigtigere, hvad ville ham forvente at få som 'tak' for alt det hårde arbejde? Nervøsiteten fik hans mave til at slå knuder på sig selv. Enzel havde godt lidt lagt op til, at Nicola selv måtte bestemme, hvad de skulle lave, så det spinkle håb klamrede han sig til.

I et forsøg på at genvinde bare lidt af kontrollen over sin egen krop, rømmede han sig kort.
"Enzel det her.. Det.. Det er alt for meget. Du havde jo slet ikke behøvet.. behøvet at" Han gik i stå. Han havde ikke lyst til at gøre Enzel sur, men det her var virkelig alt for meget. Han det været alle andre end Enzel som slængede sig i puderne, havde det måske været anderledes, men stadig! Ingen havde nogensinde gjort sådan noget for ham før, i realiteten burde han jo nok være glad. Han stod fuldkommen som forstenet, han havde ikke rigtig lyst til at smide sig i puderne sammen med Enzel, men han kunne jo heller ikke ligefrem gå tilbage på værelset.

Enzel havde virkelig ingen ide om, hvad der ville interessere Nicola. Nicola var jo altid deprimeret, og syntes aldrig at blive begejstret for noget af det Enzel godt kunne lide. Han antog nu at det var fordi at han havde levet sit liv på gaden, og ikke rigtig havde haft de samme muligheder som ham, for at samle nogle hobbyer op. Men Enzel drømte om et pensioneret liv sammen med Nicola, hvor de to bare kunne have sex og slappe af sammen. Et bekymringsfrit liv, mens pigerne tjente penge ind.
 
Når han kiggede på Nicola, og ventede på hans reaktion, håbede han på at få bare lidt begejstring at se. Nicola smilte sjældent. Han kunne egentlig ikke helt se hvad der gemte sig bag denne overvældelse, og Enzel var ellers god til at tyde folk. Det mente han i hvert fald selv.
 
Som et tegn til at Nicola skulle komme hen og smide sig, daskede han lidt til den fyldige, store pude, som hans ene arm slængede sig ved. “Selvfølgelig behøvede jeg det. Du er min mand. Du fortjener kun det bedste, der kan købes for penge.” Enzel havde gjort hvad han lige kunne finde på, men nu hvor han så hvor lidt glad Nicola så ud, følte han at han nok burde have gjort mere ud af det. Men hvad kunne Nicola overhoved lide? Andet end at sove altså…
 
 

Der var ikke nogen grund til at ødelægge Enzels gode humrø, i hvert fald ikke endnu, så uden nogen brok gik Nicola hen og smed sig i puderne. Han gjorde dog sit bedste for ikke at sidde fuldkommen presset ind mod Enzel. For en god ordens skyld rakte han også frem og tog et stykke frugt, han vidste allerede, at han ikke ville slippe afsted uden at røre noget af bordets indhold. Tærten rørte han dog ikke endnu, den var sikkert til dessert, og selvom Nicola ikke var opdraget med noget der bare lignede manerer havde han lært sig selv nok til, at han vidste, at han ikke bare kunne tage et stykke, selvom den stod der og fristede.

"Der er aldrig nogen, som har gjort så meget for mig før" forsøgte han at undskylde sig. Var det her normalt? Var det sådan det var, at have fødselsdag? Han havde da godt hørt andre børn snakke om det, da han var yngre, men han havde altid overbevist sig selv om, at så fantastisk kunne det umuligt være. Måske var det bare en Enzel-ting. Han vidste trods alt ikke meget om Enzels liv før de havde mødtes, men han vidste, at deres opvækst måtte være meget, meget forskellig. For eksempel kunne Nicola aldrig have fundet på det her festmåltid, selv hvis han faktisk ønskede at gøre noget godt for en anden.

Enzel flyttede på sig og slængede sig mageligt om på siden, så han havde det fulde udsyn til Nicola, som så nydeligt havde smidt sig ved siden af ham og havde taget for sig af frugten. Naturligvis kiggede han lidt efter, om Nicola overhoved havde interesse for tærten. Men i dag havde han forberedt sig på, at Nicola nok ville gå direkte i frugten. Der var heldigvis en grund til at der kun var tærten som det eneste, udover lette anretninger af ost og frugt.

“Nej. Jeg er jo også den eneste der elsker dig,” Svarede Enzel uden at skænke det en tanke, at det lød utroligt hårdt. Han havde aldrig hørt Nicola beklage sig eller noget, men han var jo den eneste der elskede Nicola.

Han ene arm var lagt henover den pude ved Nicolas hoved, men han søgte ikke hen for at røre eller pille ved Nicola endnu. Men han kælede ham i den grad med øjnene. Han havde ikke sniffet sin urt her til morgen, så pupillerne var ekstra skarpe og stikkende, som en kats. Nicola så virkelig dejlig ud i hans yndlingssæt, tænkte han utålmodigt for sig selv.

Av. Det var ikke løgn, hvad Enzel sagde, han var den eneste som elskede ham, men derfor gjorde det ikke mindre ondt. Især fordi Nicola jo vidste, at en anden havde elsket ham, men det havde han fået godt og grundigt ødelagt nu formentlig. Ikke at han kunne bebrejde Phillippe, når han nu var skredet uden at sige noget, selvom det lidt havde været Phillippes egen skyld Og Enzels. Det havde mest af alt været Enzels skyld, men der var trods alt ingen som havde tvunget Nicola til at skride i ly af natten.

Tankerne af Phillippe blev tvunget ud af hovedet, det nyttede ikke, at han sad her og tænkte på en anden mand. Han vidste godt, at Enzel jo trods alt ikke kunne læse tanker, selvom man da til tider nogle gange kunne blive i tvivl, men lige nu ville Enzel nok gerne have hans udelte opmærksomhed.
"Vil du have et stykke tærte?" Nicola forsøgte at lyde ivrig, tærten så jo trods alt virkelig lækker ud, men egentlig var det mest fordi han ville gøre næsten alt for ikke at holde den her samtale kørende. Selvom manglen på familie og tætte venner ikke havde rørt ham i mange år, så var det ikke ligefrem sjovt at blive mindet om, at Enzel var den eneste, som han havde.

Enzel fik ikke muligheden for at indse at han havde sagt noget forkert, eftersom at Nicola udenpå ikke reagerede det mindste på det. Selvfølgelig var Enzel den eneste der elskede ham. Og det var rart ikke at skulle dele ham med nogen. Forældre eller andre bejlere. Nicola var hans. Og en dag som i dag, værdsatte han ham endnu mere. Han var utroligt sød og nuttet, særligt i dag, her på hans fødselsdag. 
 
“Åh” Enzel begyndte at le med munden hemmelighedsfuldt gemt bag sin hånd, så snart Nicola nævnte tærten “Tærten. Den er nu til dig, min kære Nicola.” Det var jo ham der var fødselaren. Selvom Enzel i den grad ville nyde tærtens saft og kraft på Nicola, så måtte det da også glæde Nicola, at han endelig kunne tage del i glæden ved sex igen. “Mmh, jeg ligger jo lige så godt. Vil du ikke hente et stykke og komme herhen med det?”

Tænk sig at tærten skulle komme i spil så tidligt på dagen. Men heldigvis var der jo rigeligt af den. Måske endda flere dage? Han havde forsøgt ikke at være alt for ivrig, men nu kiggede han forventningsfuldt på Nicola.

Enzels latter forvirrede Nicola. Hvad sjovt var der i at spørge om, om han ville have et stykke tærte? Det var vel det høflige at gøre? Nok havde meget af Nicolas opdragelse været overladt til ham selv, men så meget vidste han da! Men tærten var jo så åbenbart til ham.. En hel tært? Selv hvis det var Enzel forsøg på at forkæle ham, så virkede det underligt. Enzel var ikke til at blive klog på, det var der jo ikke noget nyt i, så det her var vel bare endnu en underlig ting i den, efterhånden meget lange, række af underlige hændelser.

"Selvfølgelig" svarede han og rejste sig, så han kunne tage et stykke af tærten. Hver lille mulighed for at få lidt afstand til Enzel var mere end velkommen.
Nicola sørgede for at stå så meget med ryggen til Enzel, som han kunne, mens han tog et stykke af tærten. Nøje undersøgte han hver lille detalje ved tærten, var der noget mystisk ved den? Var det grunden til Enzels opførsel? Han kunne ikke se noget, det lignede en ganske normal tærte.

Forsigtigt, så han ikke tabte tærten, dumpede Nicola atter med i puderne.
"Du er sikker på, du ikke vil smage?" Han tog selv en bid af tærten og rakte den så frem mod Enzel. Det virkede forkert, at han sad her og proppede sig, mens Enzel bare kiggede på 

Enzel havde det godt, og han hyggede sig i ene selskab med Nicola. Han magede sig, mens han betragtede Nicola der skænkede et stykke tærte til sig selv, og fulgte ham hele vejen tilbage i pude- og tæppeanretningen. Mon Nicola overhoved mistænkte noget? Enzel tænkte nej, for ellers havde Nicola nok ikke taget et stykke.

De blå øjne forblev på tærten der blev gaflet og ført ind i Nicolas smukke mund. Orkbærtærte havde i den grad været nytænkning i forhold til indtagelse, for man skulle bare tage 1 eller 2 bider, og så havde man fået mere end rigeligt af orkbær, for den ønskede effekt. Enzel havde skam overvejet at informere Nicola om det inden den første bid, men han lod det være en overraskelse.

”Nej nej,” Takkede Enzel fornøjet og blokerede for tallerkenen, der nærmede sig ham. Enzel skulle lige se hvor meget virkning det havde på Nicola, før han turde indtage et sådant middel. Hans egen sexdrift fejlede jo ikke noget, og han havde ikke lyst til at blive udsat for uønsket, konstant rejsning.
Derfor greb han alligevel kanten at tallerkenen, før Nicola kunne nå at tage for sig af tærten igen.

”Men er den god? Kan du lide den?” Smagte den mon sødt eller surt? Orkbær var jo ikke ligefrem jordbær. Han stillede faktisk tallerkenen med tærten bag sig, væk fra Nicolas rækkevidde. ”Kan du lide din fødselsdagsgave fra mig?”

Et øjeblik kiggede Nicola forvirret på Enzel, da tærten blev fjernet. Hvad foregik der nu, han havde jo knapt nok nået at spise noget af den? Han skulle lige til at åbne munden og spørge, om han mon havde gjort noget galt, siden tærten blev fjernet, men modet svigtede ham. Der var ingen grund til at risikere at sige noget dumt og ødelægge Enzels gode humør.

Nicola var ikke den rigtige at spørge, når det kom til smagen på mad. Jo, han spiste da bedre nu, hvor han boede på bordellet, men det var svært at slippe holdningen om, at mad bare skulle være godt nok til at kumne overleve.
"Den smager godt" svarede han, lettere nervøs for, om Enzel ville få et mindre sammenbrud, hvis han ikke havde den ønskede reaktion på tærten.
"Det er en rigtig flot gave, Enzel" For en gangs skyld fortalte Nicola sandheden. Alt hvad Enzel havde gjort var rigtig flot, hvilket Nicola da bestemt mente, at han havde gjort klart. Selvfølgelig havde han nok, helt personligt, valgt en anden gave, men det var vel stadig bedre end ingenting.

Hans blik gled tilbage mod tærten. Han hvade en underlig følelse i kroppen, noget føltes helt forkert. Han var sikker på, at Enzel ville kunne fornemme hans usikkerhed..
"Er der noget galt Enzel?" Spurgte han forsigtig, ude af stand til at skjule sin nervøsitet over svaret.

Der var et spørgsmål der nagede ham, og det var, at han ikke vidste hvornår han kunne forvente en reaktion fra Nicola. Han frygtede at han var blevet narret, men sælgeren på det sorte marked havde virket reel nok. Så hvis Nicola ikke blev påvirket af orkbærenes saft, så var det måske fordi, der var noget fysisk galt med Nicola? Enzel undersøgte ham grundigt med blikket, spændt men ikke alt for utålmodigt. Lige nu skulle han bare nyde samværet med sin elskede mand, og pludselig, før han vidste af det ville Nicola måske springe på ham og trygle ham om hjælp til at tilfredsstille ham. Eller det var i hvert fald drømmescenariet. Som det var lige nu, ville Enzel tage til takke med hvad som helst.
 
De undersøgende øjne kiggede atter på Nicola, og Enzel smilte… skyldigt. ”Jeg er bare glad for, at jeg kan give dig en rigtig fødselsdag.” Svarede han ham. Han kunne allerede nu høre på Nicola at han var nervøs. Altså mere end han plejede at være. Mon det var fordi han begyndte at kunne mærke noget? Allerede? Enzel måtte holde sig selv fra at afsløre, at han havde noget med det at gøre, så han lod som om han ikke bemærkede at Nicola opførte sig anderledes. ”Der er ikke det jeg ikke vil gøre for dig, min elskede.”

Nicola gjorde sit bedste for at smile taknemmeligt til Enzel. Var det alt? Var Enzel bare nervøs over, om fødselsdagsoverraskelsen mon var god nok? Det ville ikke ligne Enzel, men så igen, det var ikke ofte, at han planlagde så store overraskelser.. I hvert fald positive overraskelser.
"Selvfølgelig.. tak Enzel" Han forsøgte sig igen med et smil, forsøgte han mon at oversælge sin taknemmelig for meget? Han rykkede lidt rundt på sig, han havde det lidt underligt, måske han ikke kunne tåle tærten? Var det derfor Enzel havde været så nervøs og ikke ville lade ham smage ret meget, var der en eller anden sjælden frugt i, som nogle halvdyr ikke kunne tåle ret meget af?  

En underlig og men alligevel velkendt følelse bredte sig i Nicola. Var det virkelig..? Han kiggede hurtigt ned ad sig selv, og ganske som frygtet, så var der begyndt at komme en alt for tydelig bule i bukserne.
"Åh" Udbrød han forlegent, mens han forsøgte at dække sig med hænderne, og samtidig presse den ned i håbet om, at det ville få bulen til at forsvinde. Han vidste, at han var tydeligt rød i hovedet. I realiteten burde han jo slet ikke være flov, Enzel havde set ham stiv mere end en gang, men det var jo så længe siden! Desuden så var hele hans undskyldning for ikke at være sammen med Enzel jo, at han ikke kunne få den op at stå! 

Også Enzel gispede, så snart det gik op for dem begge to at Nicolas krop reagerede. Det virkede virkelig? Kunne det passe? Nicolas ansigt viste i hvert fald at der var noget, men Enzel ønskede at se det med sine egne øjne. ”Nej vent,” Han var pludselig havnet på begge sine knæ og havde lænet sig frem mod ham. Han tog i hans håndled og bremsede Nicola i at gemme sig mere. ”Du må ikke dække for det,” Bad han. Han fik øjenkontakt med Nicola et hurtigt øjeblik, mens han forsøgte at flytte hans hånd fra at dække for sig selv. Men nænsomt, for at få Nicola til at acceptere det, så han forhåbentlig ville se det som en god ting.
 
Det var ret nemt at få et glimt af bulen, der kun var dækket til af Enzels silkesæt, som Nicola havde på. Blot synet af den gjorde Enzel utroligt glad. Og meget opstemt. ”Se Nicola! Se hvad du er i stand til!” Sagde han, som om det skulle være den største bedrift i verden. Men for Enzel var det noget der betød noget. Nok var Nicola ikke blevet hård efter ham, men tærten. Men hvis det var det der skulle til, så skulle han da på det Sorte Marked noget oftere!

Nicola var bestemt ikke glad for det, men han tillod Enzel at fjerne hånden, som ellers dækkede bulen i bukserne. Hvad kunne han nu gøre? En ting var at ligge stille og bare finde sig i at blive udnyttet af Enzel, men Nicola vidste jo, hvor meget Exel havde længtes efter, at han også kunne blive hård og komme for ham. Og det var jo tydeligt at se, hvor glad Enzel var for at se lidt aktivitet i det område nu.

Hvis Nicola ikke havde været ved at gå fuldkommen i panik over sin situation, så havde det næsten været grinagtigt, hvordan Enzel snakkede til ham, som om han lige havde taget sine første skridt eller noget.
"Men Enzel, jeg ved slet ikke, hvad der sker, hvorfor det pludselig..." Ordene døde ud, før han fik sagt dem færdig. Uanset hvad, så var han sikker på, at det her ikke var naturligt. Selvfølgelig fulgte der da en lyst med hans 'tilstand', men det føltes slet ikke, som det normalt gjorde, når han for eksempel var sammen med Philly!
Han skævede lidt til Enzel. Der var ikke rigtig nogen tvivl om, hvad der ville komme til at ske, og Enzel ville uden tvivl også forlange noget af han. Ville han overhovedet stadig være i stand til at komme, når alene tanken om, at Enzel skulle få det til at ske, var nok til, at han havde lyst til at kaste op?

Enzel fniste samme hemmelighedsfulde latter som fra før. Han tog i silkebåndet der hold Nicolas bukser oppe og løsnede den. Hans mål med det var i første omgang at se den. Enzel havde ikke set ham hård i det der føltes som et år. ”Du ved, med sund kost får man en sund krop.” Han skævede til Nicola og derefter hen på det næsten uspiste stykke fyldige orkbærtærte, der stod på gulvet bag ham. Men så kiggede han ned på Nicolas pragtfulde krop, der for engang skyld lignede, at den strålede af lyst efter ham. Præcis som han huskede fra dengang... før deres mange kampe...
 
”Det er din fødselsdagsoverraskelse.” Enzel gjorde ikke noget ved den, endnu, han så til gengæld forventningsfuldt på Nicola, som til gengæld virkede forskrækket frem for glad. ”Bare rolig. Når først de er plukket er de ufarlige at indtage.” Han lænede sig ind til ham og kyssede ham ømt på munden og nærmede sig ham med sin krop.

En del af Nicola studsede godt over Enzels underlige latter, men hans tanker havde for travlt med at stikke af i en million forskellige retninger til, at han rigtig kunne fokusere på den ene ting.
"Men.." mere kom der ikke rigtig ud. Han kunne jo ikke sidde og sige til Enzel, at han var hård stærkt mod sin vilje! Så ville det da frøst gå helt galt. I stedet forsøgte han at dække sig til, da Enzel begyndte at befri ham fra bukserne, pludselig flov over at være nøgen overfor sin plageånd. Det var da ellers ikke nogen ny situation.

Forvirret kiggede Nicola på Enzel, gavde han hørt rigtig?
"Hvad mener du?" Spurgte han. Langsomt begyndte brikkerne at falde på plads. Var det derfor, at Enzel ikke ville have et stykke af tærten! Forvirringen blev stille og rolig erstattet af vrede.
"Enzel, hvad har du givet mig?" Han kæmpede med lysten til at gribe fat i Enzel samtidig med, at han stadig forsøgte at dække sig til.
"Hvad var der i den tærte!" Stemmen var hævet en anelse nu. Normalt vovede han ikke at råbe at Enzel, men det har var, af en eller anden grund, langt mere grænseoverskridende, end når Enzel bare tog ham med magt!