Hver gang Lilac tog forbi markedspladsen stoppede hun op ved ønskespringvandet og kiggede på de glitrende krystaller i vandet. Selvfølglig tog hun aldrig nogens ønsker fra dem ved at tage krystallerne, også selvom det nogengange virkede fristende. Især når ukendte valutaer kom til byen så hun ekstra hårdt på ædelstene. Det var præcis hvad hun havde gang i nu. Øjnene var knebet sammen idet hun havde fået øje på en lilla krystal. Hun sad på kanten af det smalle springvand som så mange gange før. Det var netop derfor hun ikke var bange for at læne sig lidt hen over vandet… og så lidt mere. Til sidst kom det et kæmpe plask og pludselig var krystallerne ikke det eneste i vandet.

Den lyseblå kjole var helt gennemblødt og lettere gennemsigtig grundet den lyse farve. Springvandet var endnu dybere end hun havde forventet og derfor var hun faldet i med hovede og hale. Man kunne ikke engang finde er hørt hårstrå nu. Lilac spyttede en smule vand ud af munden og tørrede sit ansigt af. Argh, hvor var det bare pinligt at hun var faldet ned i vandet! Det var endda myldretid. Det var omkring middagstid og alle borgerne i Dianthos strømmede rundt på markedspladsen. Hun havde fået en del blikke, da det ikke var velset at komme for tæt på springvandet, da folk troede man ville stjæle nogen af krystallerne. Lilac sukkede over sin situation, hvor var det dog bare typisk hende at ende helt våd i efteråret.

Luften var nu ikke nær så frisk som ude på havet, men til gengæld var den ikke bidende kold heller. Phoebus elskede at være på det åbne hav, hvilket også tydeligt forklarede hvordan han var blevet en del af flåden. Men for dette øjeblik, og den nærmere fremtid, var han i land, og brugte sin tid i Dianthos. Besøgte venner, familie og bekendte fundt om i byen, mens hans kaptajn aflagde rapporter.

Den unge soldat gik muntert ned igennem markedspladset og kiggede lidt fraværende på diverse boder. Nok fik han løn, men soldaterlivet var ikke noget man blev styrtende rig af. Derfor gik han også med hænderne i lommen. Han havde en krystal, som var skæbnebestemt til at havne et bestemt sted.
Phoebus ville næppe mene han var overtroisk, men man behøvede jo heller ikke udfordre skæbnen for meget. Derfor lagde han altid vejen ned forbi ønskespringvandet for at afgive et lille tribut.

Han ensede ikke rigtig folkene der myldrede omkring ham, mens han så ned på det skinnende vand, som solen så fint oplyste. Krystallerne som skinnede tilbage op imod ham, vidste andre også kom forbi med jævne mellemrum.
Længerede nåede han ikke, før et højlydt pladsk skar igennem summen af mennesker. Phoebus blik skød op og så den unge kvinde, der på uheldig vis var landet nede i springvandets kolde vand.
Overrasket, løb han rundt om kanten, får at nå frem til stedet hun var snublet i og tilbyde sin hjælp. "Oh nej, er alt i orden, frøken?" Hun var faldet et stykke ind, og satte derfor et knæ op på kanten, for at række sine hænder ind imod hende, tilbydende hende hjælp til at komme op ad det kolde vand. Helst også inden hun blev syg!
Høflig som han var, gjorde han alt for ikke at bemærke alt for tydeligt hvordan kjolen var blevet let gennemsigtig af at blive gennemblødt.

Dagen gik lige fra tier til etter og så tilbage til femmer, da en ung mand kom til hendes redning. Det var prinsen på den hvide hest som kom hende til undsætning! Til trods for at han ikke havde en hest med sig men blot kom på sine egne to ben. Selvom Lilac var dybt flov over den situation hun havde udsat sig selv for, så var hun da taknemmelig for at sådan en gentleman kom og ville hjælpe hende op. Hans øjne var lige så blå som hendes egne, håret var blond med brune striber, som så helt unaturlige ud uden at være det. Han var høj - meget højere end hende og huden havde en mørkere glæd. Måske var grunden til at hun fandt han så fantastisk i dette øjeblik fordi at han var den eneste som ikke gav hende et dømmende blik. Og ja, Lilac havde en tendens til at falde med hovedet først for en fyr der viste interesse.

“Ja! Jeg mener nej! Hvis de ikke har lagt mærke til det sidder jeg en smule i springvandet,” svarede hun hurtigt med en lettere opgivende stemme. Argh, det var altså bare typisk hun skulle udsætte sig selv for denne situation i offentligheden og oven i købet foran en sød ungkarl. Hun tog imod den udstrakte hånd og tænkte dette ville være endelsen på hendes lidelser, men det viste sig kun at være begyndelsen. Det var en kombination af han ingen balance havde i sin position, og hun gled på en af de mange krystaller. Igen faldt hun ned i vandet med et plask og trak nu også hendes redningsmands arm med sig.

Et skævt undskyldende smil kom frem på Phoebus læber. "Ja, undskyld. Dumt spørgsmål" Selvfølgelig var alt ikke i orden når hun sad i et springvand om efterhåret, gennemblødt og med en solid mængde folk der gik forbi dem med dømmende blikke. Nogen gange, skulle han lære at tænke før han talte.

Phobus lukkede sin hånd omkring hendes og begyndte så småt at læne sig tilbage for at få hende op, da et pludseligt ryk resulterede i, at han lænede sig alt for langt frem for at kompensere for at hun pludselig gled. "Oh åh"
Her kom hans nuværende position på kanten af springvandet til at spille en tragisk rolle, da han intet havde at stå imod med, og dermed landede ned i vandet over den unge pige.

Forskrækket og spruttende trak han hovedet op over det kolde vand og rystede hovedet som en hund. Efter at have fundet balancen på sine knæ, greb han ud efter den unge kvindes skuldre og hev hende op ad vandet. Først da hun begyndte at hoste og trække luft ned i lungerne, åndede han lettet op og begyndte at grine over situationen. Han holdte fortsat fat om hendes skuldre, lidt i frygt for at hun skulle få hovedet under vand igen, hvis han slap.

Det hele gik så hurtigt, at Lilac slet ikke kunne følge med. Først var hun på vej op igen og pludselig var hendes hovede under vandet igen. Hvad skete der lige for, at hun havde fundet sig redningsmand, men endte i springvandet for anden gang? Nu var Lilac sikker på, at hun var den største ulykkesfugl som hun selv kendte. Det var altid hende som det gik ud over. Der gik ikke lang tid før hendes hovede atter var over vandet igen, men grundet chokket havde hun fået en del vand galt i halsen. Hun hostede vandet op og måtte ikke se særlig charmerende ud i den situation de var i. Under hendes lille anfald opdagende hun ikke engang, at manden fra tidligere holdte om hendes skuldre og kiggede på hende. Det var først da hun endelig kunne få vejret igen, at hun indså han havde kigget hele tiden. Pinligt.

“Jeg ville advare Dem om at komme for tæt på kanten, men det er vidst for sent for os begge,” sagde hun som en spøg, men hostede da hun prøvede at komme ud med en let latter. “Nu er vi i det mindste to som ligner nogle komplette idioter,” forsatte hun og kunne endelig få rent luft i lungerne. Stadig kom hun dog med et undskyldende smil. Hvis det ikke var for hende, var han ikke endt i denne akavede situation. Hvis alle ikke kiggede på før, så blev hovederne i hvertfald vendt nu, hvor det var dem begge som havde valgt at slå lejr i springvandet. Lilac blev helt rød i hovedet over de andres blikke, men også at hun havde udsat sin redningsmand for dette, alt på grund af sin eget klodsethed.

Phoebus så bekymret på hende, og bankede hende lidt forsigtigt omend insisterende på ryggen så hun kunne få hostet vandet op ad halsen igen. Hans anden hånd holdte stadig fast i hendes skulder for at være sikker på at hun holdte sig oven vande. Han fandt ikke noget ved situationen synderligt pinligt. Mest af alt var han faktisk bare virkelig bekymret for om den unge kvinde havde det bare nogenlunde i den situation de nu engang sad i.

Phoebus grinede let "Lige lidt. Men hey, i det mindste tog jeg noget af opmærksomheden fra masserne" nu var hun trods alt ikke alene om at være gennemblødt og sidde midt i springvandet. Da han var sikker på at hun trak vejret ordentligt, rettede han sig lidt mere op og fik sig lidt usikkert rejst sig, siden bunden var noget ujævn af krystallerne. "Vi prøver igen" tilføjede han opmuntrende og trak hende med sig op at stå.

"Her, den er godt nok våd nu, men.." han havde knipset låsen åben på sin kappe og rakte den tilbydende til hende, for at kunne dække sig. Måske havde hun ikke opdaget at kjolen var blevet lidt gennemsigtig, og Phoebus vidste ikke helt hvordan han skulle påpege det. En ting var dog sikkert! Han regnede med at hun gerne ville have noget at skærme sig med, siden så mange kiggede på dem lige nu.

Det var selvfølglig rigtigt, at hun nu ikke var den eneste som skulle gå rundt og dryppe. Hvis man var flere om det ville det ikke ligne, at det kun var hende sim var et fjols. Ja, nu var de to om det og selvom det tydeligvis ikke var intentionelt, så virkede det en anelse sjovere, når det var to frem for en. Hun måtte se det på den lyse side, ligesom manden ved hendes side. Hun tog fat i hånden der blev rakt frem og kom nu atter op og stå igen. Hendes fodfæste var dog langt mere stabilt denne gang. “Mange tak,” sagde hun og begyndte derefter at nærme sig kanten igen for at komme ud af vandet.

Kjolen var helt tung siden den var gennemblødt, og selvom hun vred noget vand ud af den, så virkede det som en tabt kamp. Hun måtte blot acceptere, at hun ville ligne en våd hund indtil hun nåede sit hjem. “Tak…” Hendes stemme var en smule undrende siden en våd kappe næppe ville gøre andet, end at være endnu en vægt på hendes skuldre. Alligevel tog hun imod den nu hvor den flinke mand så gavmildt gav hende den. Det værste vand prøvede hun at vride ud, hvorefter hun tog den over sine skuldre.

“Jeg fik aldrig Deres navn?” Indså hun så efter hun havde iført sig kappen og manden havde bevæget sig ud af springvandet. Heldigvis var temperaturen ikke alt for kølig til trods for, at de nærmede sig vintermånederne. Vejrguderne var i det mindste med dem på det punkt. Hun mente dog, at Isari havde været en smule efter hende på det seneste. Dog kunne hun ikke påpeger, hvad der skulle have gjort hende sur.

Phoebus tog hele situationen med et stort smil på læben, selvom vejret ikke rigtig bød sig til at skulle en tur ned efter en dukkert. Heldigvis var Phoebus vant til strid blæst og alt for meget salt, til rigtig at blive mærket af kuldem trods månederne endnu var milde. "Jeg beklager den er tung. Vi må hellere se at få dig hen hvor du kan få noget varmt tøj på" Han uddybede ikke overfor hendes undrende blik. Der var ingen grund til at gøre hende mere pinligt berørt! Specielt ikke når der stadig var en del folk som sendte dem mærkelige blikke.

"Phoebus. Phoebus falkenstein, men de fleste kalder mig bare Falk eller mit fornavn." svarede han muntert og rystede sin støvler for at få det værste vand af dem. "Hvad hedder De?" spurgte han tilbage og gjorde en gestus til om de skulle gå imens de talte. Han ville nødig hun blev syg! Det kunne i hvert fald ramme lige pludselig. Det kendte han selv! Men det var ikke lige ham selv der var i fokus i hans sind lige nu.

Han havde ret i, at kappen var tung, men hun holdte den stadig til sig, fordi det var et tegn på hans venlighed. Det var ikke ofte at folk ville ofre sit tørre tøj for at redde en fra en dum situation. Han var dog kommet, og det var hun virkelig taknemmelig for. Manden introducerede sig som Phoebus falkenstein. Et navn hun aldrig havde hørt før og ærligtalt lød en smule specielt. Ikke fordi hun havde noget imod det. Falkenstein, hm, interesant. 

“Jeg hedder Lilac Evergreen, men bare kald mig Lilac,” introducerede hun sig selv, da de nu var begyndt at gå. “Kalder folk Dem Falk, ligesom fuglen?” Spurgte hun måske en anelse dumt, men det var det eneste hun kunne komme på. Alle hendes taleevner var forsvundet i det kolde vand og gemte sig under det våde tøj. Det var først når hun havde fået et ordenligt bad og noget tørt tøj, at de ville vende tilbage. Hun var totalt hylet ud af den, da de gik væk fra markedspladsen og hen mod boligkvarteret.

“Mit hjem er i den øvrige del af boligkvarteret, men hvad med Dem? De skal jo også have noget tørt tøj,” pointerede hun og kiggede stadig en anelse undskyldende på ham til trods for, at hans humør var mange niveau højere oppe end hendes eget. Ganske vidst var Lilac en person, der så lyst på tingene, men hun kunne ikke hamle op med denne Phoebus. Det var et helt andet niveau, men hun var glad for, at han tog situationen med hovedet højt.

"Rart at møde Dem, Lilac" det var altid specielt at kalde nogen ved fornavn første gang. Specielt når han var vant til at kalde mere eller mindre alle udenfor hæren, som ikke var overordnede i hvert fald, for frøken, herre og hvad end titel de havde sig. Men det var et smukt navn, og et for ham lige så unikt efternavn som hans eget nok måtte være. "Ja, det. Det er lidt et pudsigt sammentræf at jeg både hedder det, men også kan forvandle mig til en" grinede han uden at syntes hun lød spor dum.

"Oh, det går nok. Jeg kan vride skjorten. Det vigtigste er at De får noget varmt tøj på igen. Jeg ville så nødigt hvis De blev syg." Om ikke andet, hvis han kunne finde et ildsted, ville det værste af vandet nok også fordampe rimelig hurtigt. Ellers kunne han jo gå tilbage til sin lånebolig, når han var sikker på at Lilac var kommet godt og sikkert hjem! Der var en løsning på det hele - der skulle meget mere til at hyle ham ud af den!

Hvad der dernæst kom ud af munden på Phoebus tog virkelig Lilac med bukserne nede. “Nej vel? Sikke et tilfælde! Og det er ikke noget som render i familien? Ligesom at nogen bliver kaldt sit erhverv til efternavn?” Spurgte hun og pludselig var nysgerrigheden blevet aktiveret i hende. Det var ikke altid hun begav sig med folk som havde en evne udenfor det normale. Den eneste formskifter hun havde snakket med før havde været Faust Thunder Mountain. Han gav hende en ret detaljeret forklaring om sine former, og hvilke fordele han kunne bruge dem til. 

“Hvordan finder man bare ud af, at man kan forvandle sig til et dyr? Vågner man blot op og pludselig er man i en falkekrop eller er det noget som sker gradvist? Er der nogen som helst sandsynlighed for, at man som 18-årig får en evne?” Spurgte hun ivrigt og slyngede det ene spørgsmål i hovedet på ham efter det andet. Hun vidste ikke om det var uhøfligt at spørge så meget ind til det, men Lilac var en naiv sjæl, der spurgte ind til det meste. Hvis hun ville vide noget kunne intet stoppe hende fra at få sit svar.

Phoebus var lige så gennemblødt som hende selv, så det undrede hende, at han var så bekymret for hende, men ikke skænkede sig selv en tanke. “Men hvad med Dem? Jeg kan da ikke bare lade min redningsmand gå rundt i vådt tøj i efterårsvejret! Hvis De vil, er De meget velkommen til at få tørret Deres tøj ved et ildsted hjemme hos mig. De er også meget velkommen til at få en kop varm te med imens,” foreslog hun gavmildt og sendte ham et lille smil.

Phoebus smilede bredt og kom med en lavmæld latter. Det var spøjst, og så alligevel, for det kom jo nok af en grund. "Min bedstefar kunne også forvandle sig til en falk, så det ligger til familien. Han fik tilnavnet efter at have tjent i hæren i sine unge dage, inden han blev gift og stiftede familie." forklarede han, så ja deres efternavn var egentlig opstået af at formskiftning lå i familien, trods det var startet som et kaldenavn af en art. Phoebus kom ikke af en adelig fin slægt, og hans bedstefar havde intet efternavn haft før dette, så det var stadig virkelig nyt.

Phoebus smilede roligt og lod hende gerne stille en masse ivrige spørgsmål, selvom han ikke var sikker på at han kunne besvare dem alle. "Jeg fandt ud af det som barn. Det er svært at forklare. Men der er en drivkraft i en, noget, ja magisk, som kalder. Jeg blev kaldt til himlen. Jeg følte mine arme var anderledes, og nogen gange som lille, føltes det som om jeg havde et næb. Jo mere jeg tænkte over det, des mere rigtigt føltes det.. Og pludselig, var jeg en falk. Det tog noget tid at komme tilbage første gang" grinede han og kløede sig bag øret. Hans mor havde panikken fuldstændig.
"Jeg har hørt om andre der finder deres magi senere i livet. Nogen endda langt over 50 år." han kunne fornemme at hun ikke havde evner, men havde et håb og drøm om måske engang at få det. Det håbede han for hende, hvis det var hvad hun ønskede.

"Det vil jeg meget gerne" tog han imod tilbudet med et varmt smil på læben. Så var der også en mulighed for at tale noget mere sammen og lære hende bedre at kende. Phoebus havde ikke så mange venner på fastlandet, da han sjældent var i land, så han håbede altid på at møde nogen han faldte i god snak med! Også selvom han måtte tage en dukkert i springvandet først.

Wow Lilac havde faktisk gættet rigtig for en gangs skyld! “Er De så fulgt i hans fodspor?” Spurgte hun og studerede sin redningsmand mens de gik. Han virkede ikke synderligt skadet fra kamp, hvis han nu var på frontlinjen. Faktisk meget fin uden ar eller andre urenheder, som man ofte så på mænd i hans alder. Det var utroligt, hvordan mænd formåede at have sådan en smuk hud uden, at deres hygiejne var noget at råbe hurra for. Lilac måtte selv kæmpe sig igennem flere forskellige urteproduktuer for at se ud som hun gjorde. Hun ville ikke kalde sig selv for forfængelig, men nu var hun også en 18 årig pige. Selvfølglig gik hun op i, hvordan andre så hende.

“Oh Wow. Sådan har jeg aldrig fået det forklaret. Jeg vidste ikke, at man ligesom blev ‘kaldt på’. Det lyder specielt… hvordan føltes det så at flyve? Og hvordan kom De tilbage til din egen krop? Der er vel ikke risiko for, at De bliver menneske igen mens De er oppe i luften?” Spurgte hun halvt interreseret og halvt i spøg. Hvis han var blevet til et menneske mens han fløj flere meter over landjorden, så ville han nok ikke være i god nok stand til, at gå på den befolkede gade sammen med hende. “Senere i livet? Virkelig?!” Udbrød hun lidt for begejstret, men samlede sig selv op igen. “Det har jeg aldrig hørt om før,” forklarede hun så og holdte kappen endnu tættere ind til sig. Okay, når hun blev 50 ville hun være halvdød. Det ville være meget rart, at få evnen inden sådan man kunne bruge den til noget.

Normalt inviterede kvinder ikke bare fremmede mænd ind i deres hus, men Lilac gjorde en undtagelse denne gang. Hun tænkte ikke, at en mand som Phoebus havde noget ondt i sinde. Han havde jo redet hende fra en af de mest pinlige dage i hendes liv. Ja, ikke succesfuldt, men det var trods alt tanken der tællede. Snart svang de ind i boligkvarteret i Dianthos, hvorefter Lilac satte kurven mod sit hjem - en vej hun havde taget tusindvis af gange før. Der var et lille stykke, men derefter kunne de sætte sig ind og få varmen.

Phoebus smilede og nikkede "Ja, jeg er godt nok i flåden i stedet. Men det er også en del af hæren" Phoebus ville måske også en dag være færdig i hæren for at stifte familie, men det var svært for ham at slippe livet til søs. Det kunne bare noget helt specielt. Det hjalp selvfølgelig at Phoebus ikke havde set ret meget decideret kamp endnu. Et par piratskibe var da blevet kabret, men ellers havde han været utrolig heldig til søs.

Det var mange spørgsmål på en gang, og Phoebus skulle tænke lidt for at finde ud af hvad rækkefølge han besvarede dem i. Han morede sig over hendes ivren men også den spøgfulde side, trods hun egentlig ramte ret plet! "Det var i hvert fald en risiko da jeg var barn! Der var min kontrol ikke så god." grinede han. "Det er meget befriende at flyve, men svært at lære. Det er meget unaturligt når man altid har været vant til at have fødderne solidt placeret på jorden!.. og jeg tror jeg faldte i søvn som barn og vågnede som menneske igen. Efter noget tid, skulle jeg blot tænkte på hvad jeg ville og det skete." det var ikke den mest spændende forklaring, men nu engang sådan det føltes for ham. "Tror også det mest normale er meget tidligt. Men man skal ikke opgive håbet!" pointerede han opmuntrende og optimistisk.Phoebus fulgte hende igennem gaderne og op imod boligkvarteret, som han tords alt godt vidste hvor lå men ikke så tit besøgte. Han ville ikke indrømme det, men vinden gjorde faktisk temperaturen ret kølig, specielt som hun havde kappen over sig, der kunne tage det værste trods den var våd. Men det var det værd for at hun ikke skulle fryse, eller drage sig blikke hun nok helst så sig fri for på grund af den let gennemsigtighed på kjolen.

Flåden. Hæren. Potato potato. For Lilac gjorde det ikke den store forskel, men hun vidste nu, at Phoebus var en mand, der rigtig havde været i kamp. Hans optimistiske sind virkede dog ikke mærket af, at han nok havde haft nogle voldsomme oplevelser i flåden, men hvad vidste Lilac. Hun havde ikke engang prøvet at være i en slåskamp før. Medmindre det talte, at få en baghånd af en mands mens hun prøvede at bryde en op. “Virkelig? Hvorfor har De valgt flåden i stedet så?” Spurgte hun, fordi hun reelt set ikke vidste noget om flåden. De kæmpede vel til vands frem for på land?

Lilacs mande spørgsmål virkede først en smule overvældende for Phoebus, men efter nogle korte stunder fandt han endelig hovede og hale i dem og begyndte at besvare dem en for en. Lilac smilte af hvad han sagde, fordi han fortalte det som et nostalgisk minde. “Dengang jeg var lille tænkte jeg altid på, hvordan det ville være at flyve. Jeg plejede at drømme om det og så blive skuffet over, at jeg vågnede i min seng,” fnes Lilac og kiggede så på sin makker frem for på vejen. “Hvordan føles det så at flyve? Hvis De altså kan forklare det,” spurgte hun forventningsfuldt med store øjne. Man skulle tro, at hun var et barn som så et stykke slik for øjnene af hende.

Phoebus trak let på skulderne. "Det var der behovet var størt, da jeg startede." svarede han ærligt. Han havde ikke gjort sig mange tanker om hvor han skulle ende henne i hæren, andet end der hvor han gjorde mest gavn. Måske ville han engang flytte til fodfolket. "Desuden, hvem elsker ikke den friske havbrise" lo han muntert. Når der ikke stormede var det fantastisk at sejle! Desværre stormede der ret tit ude på det åbne hav.

Phoebus var ikke sikker på at han helt kunne besvare hendes spørgsmål på en fyldestgørende måde. Netop fordi det var ekstremt svært at forklare når man ikke havde prøvet det. En ting var dog sikkert, forestillingen var langt anderledes end når man prøvede.
"Det er meget instinktpræget. Når der er stille vejr, er det befriende og let. Når stormen raser, eller regnen hamre, kan man ikke andet end at lytte til sine instinkter. Man har meget lidt magt over hvad der sker, og skal ofte følge vindene, og finde en måde at bøje dem til sin fordel. Man har overraskende lidt magt, trods man føler sig fri fra tyngde." han syntes ikke selv det var verdens bedste forklaring, men når alt kom til alt, var det ikke nemt at sætte ord på. Han vidste hvad han skulle gøre, efter mange års øvelse, men han var ikke født fugl, og derfor lavede han fejl hvor der kunne komme katestrofale følger. Det var skræmmende, men man kunne ikke lytte til den følelse, for så mistede man kontrollen.

Selvom Lilac aldrig havde været på havet tvivlede hun på, at det ville være en køn affære. Hun havde hørt at det blæste meget, var koldt og så vippede båden fra side til side. Nogle blev endda søsyg og brækkede sig over bådens kanter. Derudover havde hun hørt skrækhistorier om, at både kæntrede og forsvandt ned i den dybe havbund. Lilac kunne ikke svømme, så hun havde ikke engang en chance for, at få sig selv sikkert i land. Det var netop derfor, at hun ikke havde nogen trang til at sætte sine fødder på sådan et styretøj. Hun smilte bare til Phoebus ord i stedet for at sætte sig på tværs.

Forklaringen på at flyve var langt mindre eventyrlig end hun havde regnet med. Faktisk var Lilac ikke sikker på, hvad hun havde forestillet sig? At man kunne flyve lige derhen, hvor man ville på kort tid? Hun nikkede til forklaringen og prøvede at ligne en, som vidste hvad han mente, når han refererede til ‘instinkterne’. Det lå jo ikke lige til hende, at man kom ud og flyve. “Så man kan ikke bare flyve til de varme lande selvom man har vinger,” sagde hun med et smil og kom med et lille fnis. Om vinteren så hun altid fuglene flyve i grupper mod syden. “Men kan De så også kommunikerer med andre fugle? Har de noget spændende at sige?” Spurgte hun derefter.

Phoebus grinede let over hende ord. Han måtte lyde vanvittig som han forsøgte at forklare noget der bare kom fuldstændig naturligt for ham nu. Ligesom at gå. Det var noget de engang havde lært som børn, men nu var så almindeligt, at de aldrig nogensinde lod tankerne hvile på at et ben skulle foran det andet. "Det har jeg aldrig tænkt over. Men jo, hvorfor skulle man ikke kunne flyve mod de varme lande, nu vingerne alligevel er der" Han havde faktisk ikke rigtig været der, kun når båden var i nærheden, hvilket var begrænset.

Han havde ikke lyst til at skuffe hende, men det var ikke ligefrem fordi han havde ført lange samtaler med andre fugle. Mest af alt, fordi de små undgik ham, hans egen "art" vidste han var forkert, og de større rovfugle forsøgte at slå ham ihjel. Det var, nu han tænkte over det, en ret barsk verden at være blandt dyr. "Desværre ikke. Jeg ville ønske jeg kunne spørge en vis ugle, eller de flittige små fugle om deres liv!" det ville være spændende at høre hvad de andre racer egentlig havde sig af tanker. For noget måtte de da tænke, det gjorde alt levende! Nogen mere end andre selvfølgelig.

Oh Wow, de varme lande! Lilac havde kun hørt om, hvordan det var i syden. Rubinen skulle være et ganske fint sted, hvis man havde pengene til at bo der. Samtidig var de ret gammeldags i deres syn på mennesker og andre væsner. Så vidt Lilac vidste, havde de stadig slaver der, hvilket var derfor, at hun aldrig ville flytte dertil, også selvom det ville være lækkert med evig sol og sommer. Det var ikke sjovt med den lange vinter, især ikke når man var iført en våd kjole. “Så vil man bare kunne lægge alle bekymringer på hylden,” sagde Lilac drømmende, selvom man nok mere flygtede fra dem frem for de faktisk gik bort.

“Men er ugler virkelig kloge? Eller er det blot en talemåde?” tænkte Lilac højt uden at forvente et reelt svar. Det var ofte, at hendes tanker bevægede sig i helt andre retninger, og hun ville stille spørgsmål som folk ofte ikke selv kendte svaret til. Nok fordi, at spørgsmålene ofte ikke var særlig mindeværdige eller en information man burde undersøge. “Men vi er nået mit hus. Det er den hvide bygning lige der,” pegede hun med et smil, hvorefter de åbnede lågen ind til det halvstore hus på to etager. En anelse fumlende fik hun nøglerne frem. Fingrene lyttede ikke til de signaler hendes hjerne gav, men efter en brag kamp fik hun endelig åbnet døren op, hvorefter hun lod sin gæst komme ind.

Phoebus smilede og følte egentlig en hvis glæde ved den optimisme og lyse syn Lilac syntes at have på tilværelsen. At flyve sydpå lød altid som en eksotisk og livsbefriende ting som fuglene gjorde hvert år. Han havde ikke i sinde at ødelægge hendes drøm om hvordan det måtte være, trods han havde været i Rubinien, og ikke nødvendigvis ville kalde det spor bekymringsfrit. "Det ville være livet, ville det ikke?"

Hendes spørgsmål, som ikke helt virkede som et reelt spørgsmål fik ham til at rynke brynene i undren. Han anede det faktisk ikke, det var vel bare en talemåde. Han havde trods alt aldrig konverseret med en ugle, så han skulle ikke kunne sige det. "Godt spørgsmål" pointerede han selv eftertænksom. Det var vel en af dem man aldrig rigtig fik et svar på.

Phoebus kiggede frem og så overrasket på det store hus. Hold da op. Det var ikke lige det han havde forventet. Hun måtte havde gjort noget helt rigtigt for at havde råd til sådan et hjem. Phobus skuttede sig lidt, som han godt kunne mærke kulden bevæge sig ind til benet på ham, men hans tollerance var en anelse større end de fleste. Til gengæld bemærkede han godt hvordan hendes fingre rystede, som de fumlede med nøglerne og han blev bekymret.
"Skynd dig med ind - vi må hellere få sat noget varme på inden dine fingre bliver helt blå" han var opmuntrende i sin stemme, men det var ikke uden en hvis bekymring. Der var trods alt en bedre varme inde bag husets fire vægge end udenfor. Som hun kom med ind, løftede han den våde tunge kappe af hende, nu der ikke var andres blikke til at følge den gennemsigtige kjole. Han selv sørgede for ikke at kigge. "Er ildstedet herinde? Eventuelt nogle håndklæder? Jeg kan ikke lide at De fryser"