Stående i sin bod, som var fyldt med blomster havde Bailey stået i lidt tid. Det store og varme smil spredte sig på hendes ansigt, som hendes blik gled lidt rundt. Hun håbede inderligt, at der var nogen som ville komme og købe nogle af de smukke og fine blomster hun solgte. Bailey elskede det, og var nærmest altid i godt humør. Hun hilste pænt på de forbigående personer, og følte sig i godt humør. Det var meget sjældent, at hun var i dårligt humør. Hun var tit bare en omvandrende solstråle, og man kunne altid se et stort smil på hendes ansigt. Hele hendes ansigt strålede, og hun rettede kort på hendes blomstrede og yndige kjole. Altid var Bailey klædt i flotte farver, og hun strøg en hårtot bagved det ene øre.

Som hun duftede til blomsterne, som hun solgte kunne hun ikke undgå, at føle at nogen holdte øje med hende. Hun blev lidt bekymret og bange. Guderne vide, at det bare ikke var nogle onde væsner. Hun havde været udsat for flere møder med onde væsner, som hun heldigvis var stukket væk fra, i live. Nervøs rystede hun på hænderne, som hun i et øjeblik holdte rundt om sig selv. Alle de traumer hun havde fået, af alle de dæmoner og møder med vampyrer. Der var ingen gode minder, og heldigvis var hun undsluppet en voldtægt. Hun beskyttede sin uskyld til den helt rigtige person. Som hun hørte en kvinde tale, vendte hun tilbage til nuet, og fik solgt nogle måneliljer til kvinden, som hun derefter valgte at rette lidt på de blomster, i vaserne som bare stod på boden, lidt spredt"Hmmm.. Måske" mumlede hun lavt for sig selv, som hun overvejede at ændre på rækkefølgen af alle blomsterne i boden. Der var utrolig mange, det var slet ikke til, at finde ud af, hvor mange hun havde solgt.

Kain var kommet lidt på afveje af sit formål her i livet. At nedlægge vampyrer. Men han havde ikke set Seth i noget tid så den tid om at få hjælp var ude for nu. Han var kommet til Dianthos og han rettede lidt på sit hår for at gå forbi de mange boder der lå hist og pist på markedspladsen. Han stoppede op et stykke væk fra blomsterboden og han holdte godt øje med hvad der foregik rundt omkring ham. Han var meget opmærksom som altid. Hans sværd sad på ryggen af ham og man kunne svagt se de små lysglimt komme fra bunden af sværdet inden han bevægede sig over til blomsterboden.

"Undskyld mig.... Men kan de hjælpe mig?" han talte altid høfligt til kvinder, mænd var noget andet, de kunne bare få tæsk hvis de ikke opførte sig ordentligt. Eller lade livet. Det var sådan set deres valg. Det handlede bare om hvordan de tog det hele om de ville være ordentlige eller dø for sværdet i hans hånd. Få taget deres sjæle og blive indfanget i sværdet. "Jeg leder efter noget" kom det fra ham som han kom tættere på blomsterboden og den pæne unge dame. Hun måtte ikke være ret gammel, synd at hun skulle spilde sin tid på at stå her og sælge blomster i stedet for at nyde livet.

Imens hun var igang med, at betjene en kunde, hørte hun en stemme. Ikke ligefrem en stemme som hun før, havde hørt. Den var dragende, og fik hende til at vende hen imod stemmen. En person stod ved boden, og hun løftede først et øjenbryn. Gad vide, hvad han ville. Før hun overhovedet fik svaret på hendes eget spørgsmål, havde han stillet hende et spørgsmål. Bailey vendte tilbage til virkeligheden, i stedenfor at stå og stirre på ham. Det var ikke særlig høfligt, eller pænt gjort. Hun lod smilet vokse, og var klar på at hjælpe ham.'

"Ja selvfølgelig! jeg hjælper altid" svarede hun med en glad tone, og ligeså glad og munter stemme. Hun havde ingen grund til, at være andet end glad, og munter. Men det var hun næsten altid. Hun var sjældent i dårligt humør, man så hende også altid som en omvandrende solstråle. Kort skulede hun ned til sværdet, og var allerede hurtig klar til at beskytte blomsterne hun solgte i boden. Han ville vel ikke skade hende, eller blomsterne. Hun kunne hurtigt mærke nervøsiteten. Bed sig kort i underlæben, som hun rakte armene ind foran nogle af blomsterne.

Hun var klar til at beskytte dem. Da han så nævnte, at han ledte efter noget, trak hun sig tilbage. Fjernede armene, og rettede en smule på sit hår"Hvad leder du efter? og du vi..vil ikke skade blomsterne vel" hun kunne vel ligeså godt være helt sikker. Hun fjernede ikke blikket fra ham. Afventede blot hans svar og reaktion. Hvem var han også. Hun var sikker på, at hun ikke havde set ham før. Kort duftede hun til nogle blomster i hendes favn, hun skulle til at sætte dem ned i en glas vase. Men hun var også nødt til, at hjælpe denne person. Bare han ikke var ond imod hende, eller blomsterne. 

Kain smilte til hende som hun sagde at hun gerne ville hjælpe. Så var han måske ikke gået helt forgæves. Men måske var han alligevel. Han vidste jo ikke om ingredienserne kunne findes i denne bod eller han måtte over til healerhuset for at få sine sager. Forhåbentlig kunne hun pege ham i den rigtige retning. Hun var køn ja venlig og smilende. Lige som en person i en bod skulle være. Ikke at han så på hende som en potentiel kæreste, den slags gjorde han sig ikke i. Han havde jo aldrig kysset nogen før. Eller haft sex. Så helt ærligt hvorfor skulle han tænke i de baner?!

"Jeg leder efter nogle ting. Jeg leder efter følgende Fakkellyng, Gælletang, Morgengry, Måneblad og Måneskinslilje. Er det noget de har her eller skal jeg forbi healerhuset?" spurgte han og kiggede på blomsterne inden han bukkede sig ned og duftede til en af blomsterne. "Bare rolig dine blomster er sikre" svarede han blot og kiggede på hende inden han rejste sig op for at ligge hovedet lidt på skrå. Han skulle forhåbentlig ikke til healerhuset for så kunne han lige så godt tage ud i skovene og finde sine ingredienser helt gratis. Desuden havde han alligevel nogle krystaller han skulle brænde af her i byen når han alligevel var her.

En tænkende grimasse dukkede op på hendes ansigt ved hans ord, måske havde hun det han ledte efter. Hun var meget sikker på, at hun uden tvivl havde blomsterne, men der var også nogle ting som hun ikke havde. Men som hun stod og tænkte lidt over de ting han søgte, kunne hun ikke undgå at skule hen til nogle af de andre boder. Havde hun ikke set nogle af de ting han søgte, ved nogle af de andre boder. Huskede hun forkert? Bailey tænkte lidt mere, og vendte så tilbage til virkeligheden igen. Hun fastholdte smilet, og blikket hvilede på ham

"Måneblad, og måneskinslilje kan jeg godt hjælpe dig med. Jeg har begge dele"svarede hun med en blid og venlig stemme. Hun vidste godt hvor de andre ting var henne. Ved et uheld havde hun også haft noget gælletang, men det var blevet solgt til en kunde. Hvad kunden skulle bruge det til, vidste hun ikke. Om hun også ønskede at vide det, var hun ikke så sikker på. Selvom personen var flot, så tænkte hun ikke yderligere over det. Hun havde aldrig kysset nogen før, eller haft sex med nogen før. De fleste væsner hun havde mødt, hvor der havde været bare lidt potentiale, havde altid vist sig, at være onde og ville dræbe hende.

Hans ord om at hendes elskede blomster var i sikkerhed fik hende til at ånde lettet ud. Hun var en typisk blomsterpige, hvor blomsterne bare var det bedste for hende. Hun kunne blive knust, og trist hvis der skete noget med dem. Roligt rakte hun en hånd frem imod ham"Jeg har glemt at præsentere mig!" råbte hun pludselig, som hun var tæt på at tabe blomsterne i favnen. Hun rakte en hånd frem imod ham, som smilet voksede, og hun holdte øjenkontakten med ham. Blomsterne havde hun godt fast i, imens hånden var rakt frem"Jeg er Bailey" præsenterede hun sig med venlig stemme, og i en matchende venlig tone.

Han kiggede på hende og smilte venligt. Så da hun fortalte hun havde nogen af tingene ærgrede han sig over at hun ikke havde alle tingene. DEt var næsten en skam og ha kom da med et kort suk. "Hvor meget har de af Måneblad og Måneskinslilje?" spurgte han og kiggede på blomsterne på ny. Forhåbentlig havde hun mere end bare en enkelt blomst. Men man kunne ikke vide. Forhåbentlig havde hun nok til at han kunne komme i nærheden af at lave flere eliksirer når han havde de sidste ingredienser.

Da hun ville præsentere sig tog han forsigtigt fat i hendes hånd og vendte den om for at kysse den blidt på håndryggen. Han var vel en gentleman. "Bailey, det er et navn der er værd at huske. Mit navn er Kain" kom det fra ham og bukkede for hende da han havde slubbet hendes hånd. "Så Bailey kan de fortælle mig hvor jeg kan finde Gælletang, Morgengry og Fakkelryg?" spurgte han og kiggede på hende.  Forhåbentlig kunne hun få ham lidt på vejen, ellers måtte han jo undvære at få de sidste ingredienser. Så måtte han nøjes med Måneblad og Måneskinslilje. Så måtte han bare tage ud i skovene og lede efter dem, i stedet for at betale sig for det

Ja hvor meget havde hun enlig af de måneblade. Hun var meget sikker på, at måneskinskiljer havde hun en masse af. Selvom de også var meget populære, så havde Bailey rigtig mange af dem. Hvorfor de var så populære vidste hun slet ikke, men de var meget flotte. I hendes øjne var alle blomster dog utrolig smukke, og hun havde ikke engang en yndlingsblomst. Ikke hvad hun lige kunne huske. Hun vendte lidt rundt, for at kigge efter en stor rund skål. Havde hun ikke lagt de blade ned i den. En undrende mine kom frem, som hun kiggede lidt nærmere på skålen"Arh de er her!!" udbrød hun så pludselig, og grinede lidt fjoget over det. Gudskelov for, at hun faktisk fandt de blade. Hun greb blidt fat rundt om skålen, og løftede den op på boden. Så stod skålen da heller ikke på jorden, så det var kun godt. Det store smil var nærmest limet fast på hendes ansigt. Nu manglede hun bare måneskinsliljerne. Hvor havde hun lagt dem henne, de måtte helt sikkert stå i en vase. Kort tænkte hun, som hun betragtede de mange vaser som stod på boden. 

Der gik lidt tid før hun endelig fik øje på dem. Utrolig, at hun var ved at glemme, at de stod så tæt på hende. Et fjoget, og genert grin forlod hendes mund, og hun greb blidt fat rundt om vasen"Jeg har mange måneskinsliljer... Bare du ikke tager dem allesammen" lød det bestemt fra hende, med en blid undertone. Kinderne blev lidt røde, som hun mærkede kysset imod hendes håndryg. Man skulle godt nok lede længe efter gentlemen. Ikke at hun havde noget imod det, det var rart når hun endelig mødte en gentleman. Det var ikke fordi, hun allerede var vild med ham, eller noget. Men den høflige, og nærmest elegante gestus af kysset kunne da få enhver pige til at rødme. Kunne det ikke? Da han fortalte sit navn, lod hun det gå ind igennem hendes hoved. 

Sørgede for, at hun helt sikkert ville kunne huske det"Kain.. Det er et flot navn!" råbte hun i en glad tone, som hun fniste lidt tøset derefter. Da hun så hørte spørgsmålet, duftede hun til måneskinsliljerne kort, som hun efter få minutter vendte blikket hen imod nogle af de andre boder. Hun var næsten sikker på, at de andre boder havde det gælletang, morgengry og fakkelryg, som han ledte efter. Men hun følte sig også lidt i tvivl. Havde de også alle tingene"Jeg ved, at boden derhenne har gælletang og morgengry.. Men ved ikke om manden sælger fakkelryg også" det var ærlige ord, som hun følte sig lidt skræmt og nervøs over manden ved boden. Han havde tit kigget lusket på hende, som om han ville spise hende. Det kunne godt være, han fremstod venlig også, men Bailey stolede ikke på ham.

Hun virkede lettere.... Forvirret over alle de blomster som stod på boden. Hun kiggede i hvert fald lidt rundt for at finde det hele, og alligevel virkede hun til at være forvirret over hvor hun havde sat tingene. Det var en smule sødt når det kom til stykket. Så han smilte blot til hende og lod hende være som hun ledte. Han satte hænderne om bag ryggen mens hun ledte, og da hun endelig fandt dem smilte han endnu mere. "Kan du undvære seks af hver?" spurgte han og kiggede på hende og på de ting hun havde fundet frem. Forhåbentlig var det ikke alt hvad hun ejede, han ville jo ikke købe alt. Han ville bare have nok til et par eliksere til sin evne. Han skulle trods alt være godt oprustet når han skulle på jagt.

"Jeg takker, det er min mor der har valgt det. Men hun lever ikke mere" kom det fra ham uden så meget som at miste smilet en eneste gang. Hvorfor skulle han dvæle ved fortiden når fremtiden havde mord med sig. Forhåbentlig ville slå den vampyr ihjel der havde startet angrebet på gården og gjort Seth til en vampyr. Ham som havde troet han var den eneste levende i hele familien, og som alligevel havde fået en forbandelse ned over sig, men som alligevel havde fået en bror tilbage, selvom de var ærkerivaler. Kunne han bare ikke slå ham ihjel. Seth var det han havde mest af alt, men det var hans bror og han stolede på ham.

"Hmm... Måske jeg skulle gå der over og forhøre mig" kom det fra ham og kiggede på hende. "Men jeg vil selvfølgelig gerne betale for Måneskinsliljerne og Måneblade først" kom det fra ham og smilte stadig til hende. Han skulle forhåbentlig ikke betale overpris eller noget, men koste hvad det ville skulle han have de ting!

Spørgsmålet om hun kunne undvære seks af hver, fik hende til at nikke. Selvom hun sagtens kunne give ham nogle af dem, så ville hun fortsat have nogle stykker tilbage. Selvom det nok også betød, at hun ville blive nødt til at få anskaffet nogle flere. Det ville ikke være så heldigt, hvis hun ville løbe tør for dem. Bailey holdte det blide smil på ansigtet, og betragtede ham lidt mere, før hun begyndte at finde de seks stks frem til ham. Det var ikke hver dag, at det her skete. Men hun havde intet imod det, det var nu helt fint. Hun duftede kort til alle blomsterne som stod på boden. Hvor elskede hun bare duften af dem, men det skulle ikke få hende i trance som det tit kunne.

Hun fik fundet de seks stks frem til ham, og rakte dem hen imod ham"Værsgo. Jeg må også sørge for, at få fat i nogle flere, så jeg ikke løber tør"hun grinede lidt over det. Men det var sande ord også, hun vidste bare ikke hvordan det ville gå at få fingrene i nogle flere. Måske det ikke var så svært, for hun havde jo gjort det en gang, så hvorfor ikke tro på at det nok skulle gå en gang til. Bailey fik et trist udtryk på ansigtet over, at han nævnte hans mor ikke var her længere. Skulle hun spørge ind til det? spørge ham, hvad der var sket. Var det ikke uhøfligt at gøre sådan noget. Måske det også var alt for privat, så hun undlod at spørge ind til det.

Da han nævnte han ville betale for månebladene, og måneskinsliljerne, kunne hun ikke undgå at smile. Han behøvede ikke betale for dem, men om han var typen som var stædig og gerne ville betale. Det vidste hun ikke, men hun lod blikket hvile sig på ham"Du behøver ikke betale, jeg er bare glad for at kunne hjælpe" svarede hun med et stort smil, og en venlig og varm stemme. Hun stod med liljerne i hænderne, og var klar til også at give ham dem. For at gøre det nemmere, havde hun sørget for at hun både kunne give ham liljerne og månebladene sammen. Det var bedre end, at hun skulle give ham det ene efter det andet, så var det bedre samlet.

Bailey måtte virkelig vide hvad hun gjorde med alle disse blomster. Dyrkede hun dem selv? Havde hun et lager et sted. Købte hun dem for at sælge dem videre? Måske var det forkert af ham at spørge om det så han lod vær. Måske skulle han bare passe sig selv og bide i det sure æble for ikke at få noget af vide. Bailey var jo ganske sød, desuden ahvde hun en flot bod her. Der var jo masser af blomster, nok til en hel buket.

Som hun skulle til at give ham Liljerne og månebladene fortrød hun lige pludselig da hun ikke ville ave penge for dem. Han rystede lidt på hovedet af hende og smilte efterfølgende. "Sådan fungere det ikke kære Frøken. De sælger vare og jeg køber dem. Så hvad skylder jeg?" spurgte han og ville ikke tage imod dem gratis. Han rystede lidt sin læderpung med snor på for at finde nogle ravstykker frem. Hun skulle bare nævne en pris, og så var han næsten lige glad med hvor meget det blev. Han vidste jo at Månebladene og Måneskinsliljerne ikke ville være billige.

"Jeg kan ikke tage dem gratis. Jeg er en kunde, og en kunde betaler. Hvordan skal De ellers kunne overleve uden en eneste krystal på lommen. De forære vel ikke bare blomster væk?" han kiggede på hende og smilte lidt til hende. Han lagde hovedet en kende på sned så hans nakke knækkede og han rettede hovedet op. "Måske De kunne lave en buket med nogle roser i af forskellige slags blomster?" kom det fra ham. Han havde da tænkt sig at Bailey skulle have den buket. For hvis hun ville give ham dyre blomster og blade som en gave så måtte han vel betale for en buket blomster så hun kunne have noget at leve for.

Han virkede stædig, men hun ville da heller ikke have noget imod, at få betaling for blomsterne. Smilet sad fortsat på hendes ansigt, og hun fjernede heller ikke blikket fra ham. Han insisterede på en pris, og hun forstod ham faktisk godt. Normalt plejede hun heller ikke, at give nogen noget gratis. Men måske hun give ham en billigere pris, selvom det ikke ville blive særlig meget. Bailey grinede lidt, som hun flyttede lidt rundt på nogle af vaserne. Der skulle være lidt orden på alle blomsterne. Det var kun et spørgsmål om tid, før der ville komme nogen forbi, og købe flere blomster, eller andet. Efter at have flyttet lidt rundt på blomsterne for at skabe lidt mere orden, vendte hun sin opmærksomhed og fokus tilbage på ham.

"To ravstykker og en safir" svarede hun med en venlig stemme, og et matchende smil. Normalt ville de fleste nok blive træt, af at hun hele tiden var så glad, og i godt humør. Men sådan var hun bare, hun så ingen anden grund til, at være andet end glad. Hun var altid i godt humør, det var utrolig sjældent at det skete, at hun var i dårligt humør. Bailey var generelt en omvandrende solstråle, og de gange hvor andre havde nævnt, at hendes gode humør og blide smil smittede, gjorde hende altid virkelig glad og lykkelig. Om hun gav blomster væk, fik hende til at tænke lidt. Havde hun gjort det før. Det mente hun, men blev lidt i tvivl"Jeg har givet blomster væk før, gratis. Det har ikke betydet så meget for mig, men for det meste er jeg også nødt til at tage betaling for dem" det var sande ord, som hun lod blikket falde ned på måneskinsliljerne og månebladene, som han skulle have.

En buket med en masse forskellige blomster, var hun god til. Det var også noget som hun gjorde engang imellem, så spørgsmålet fik hende til at smile lidt. Hun elskede at lave buketter og gøre andre glade ved personlige buketter. Bailey lagde hovedet på skrå, og lod blikket hvile sig på ham"Du må sige til, hvis du mangler en personlig buket.. Eller vil have en" nævnte hun med et større smil.

Normalt var Kain stædig ddet lå bare til ham i hans natur. Det var sådan han var blevet god til at bruge sit sværd. Det havde kostet blod sved og tåre, men det var lykkes ham ved at være stædig. Dette her var ingen sag, han skulle nok betale for den Måneskinslilje og Månebladene. Der var ingen tvivl om at han nok skulle betale for dem koste hvad det ville. Men nu skulle hun lige give en pris, og som sagt som gjort gav hun ham en pris. Det var lidt dyrt, men han kunne ikke bebrejde hende. Det var ikke lige frem billige ting og nemme at få fat i. Så han kunne godt forstå hende hvis prisen var så dyr. Alligevel havde han spurgt efter en buket blomster og den havde hun ikke givet en pris på. Hellere betale for det hele på en gang end det var ikke at betale for noget af det.

"Jeg mener at De skal betale for alle blomster de sælger. De skal jo også have mad på bordet hver dag kære Frøken" svarede han og smilte til hende. Han holdte sin læderpung i hånden og rystede den kort for at rasle lidt med krystallerne der var der i. Han havde krystaller nok efter at have haft et job for nogle dage siden uden for Dianthos mure. Det var et Vampyr bolig der skulle udryddes og den havde han klaret så let som ingen ting. Det havde godt nok været unge Vampyrer og de havde været mere blodtørstige, men livet havde de måtte lide og nu var deres sjæle i hans sværd. Et sværd der gnistrede når han tog det frem fra sin skede på ryggen. Han rettede lidt på sin pelskrave og kiggede på hede

"Jeg vil gerne have en buket blomster med nogle roser i. Resten af blomsterne bestemmer de. Tag lige hvad de ønsker, og det er lige meget om den er stor eller lille" kom det fra ham og lænede sig lidt op af bodens ene ende for at stirre på hende. Forhåbentlig ville hun gerne lave en buket blomster. Når hun nu ville give en gratis blomst væk til fremmede så skulle hun da også have en buket blomster hun kunne stirre på i et stykke tid. Så var han lige glad med om hun solgte den videre eller om hun ville beholde den.

Siden han insisterede på at betale, var det helt okay med hende. Så længe at han havde penge nok, så var det intet problem. Hun var meget gavmild, og venlig af sig. Det var utrolig sjældent, at hun faktisk var i dårligt humør. Det var nok underligt for mange, men Bailey var bare generelt en solstråle, som altid var glad. Man så hende nærmest aldrig i dårligt humør, eller sur. Hendes blik faldt ned på nogle blomster foran sig. Det hjalp meget, at hun lige fik flyttet lidt rundt på dem, så det så bedre ud end før.

"Ja det er rigtigt.. Så er det skam helt iorden at du betaler" svarede hun med et stort smil. Hun grinede blidt bagefter, og lyttede så til hans ord. Han ville have en buket, og det var intet problem for hende, hun kunne lave rigtig mange buketter. Men det ville også tage lidt tid, hvis hun skulle lave rigtig mange buketter. Selvom hun godt kunne være hurtig med det, så ville det fortsat tage lidt tid. Det gjorde hende dog meget glad, at han gerne ville have en buket, selvom det ikke var tit at det skete for hende, at der kom en kunde som ikke var en kvinde eller pige. For det var tit kvinder eller piger som ønskede buketter. Det var meget sjældent, at hun havde mødt en mand eller dreng som ønskede en buket. Hun lod smilet vokse, og lod blikket glide forbi de mange blomster foran sig.

Som han nævnte en buket med nogle roser i, nikkede hun med et smil. Roser var noget af det hun selv elskede, og var nogle af hendes yndlings blomster. Hun begyndte straks at lave buketten til ham, som hun var vild med det. Der var intet bedre at røre ved blomster, og dufte til dem. Der gik ikke så lang tid, før hun blev færdig. Hun rakte ham buketten, efter at have bundet lidt rundt om stilkene på blomsterne"Værsgo, en smuk buket er klar" nævnte hun med en munter stemme.

Den nådige Frøken forstod hvor han ville hen og det var han taknemlig for. Så slap han for at diskutere det med hende. Når man efterspurgte noget skulle man også betale. Sådan var det i hans verden. Om det så omhandlede liv eller død. Alt havde en pris, det var bare om at sige den rette. Så i stedet for at sige noget til hende nikkede han blot. Hun havde forstået udskabet og han var tilfreds med den del. Nu manglede bukket bare.

Som sagt som han tænkte på det begyndte hun at samle blomster ind og lave det om til en buket. Han havde ingen ide om hvilke blomster hun tog eller hvorfor, og egentlig kunne han ikke være mere lige glad. Bukketen var jo ikke til ham, den var til hende. Det vidste hun bare ikke noget om endnu. Han smilte blot til hende som hun begyndte at forme bukketen til en fin størrelse, ikke for stor og ikke for lille. Den var lige tilpas, og da hun rakte ham bukketen tog han imod den og kiggede på hende. "Så nu har vi fastslået at De skal have to Ravstykker og en Safir, hvad skylder jeg så for denne fine bukket?" spurgte han og duftede lidt til bukketen inden han lagde bukketen under armen med stilken og lod fingrene grave ned i sin læderpung for at finde nogle Krystaller til hende. Han gravede først Safiren og Ravstykkerne op da han endnu ikke havde fået svar på hvad hun skulle have for bukketen. Så længe hun ikke sagde at den var gratis, det ville han ikke acceptere og han var ellers stædig.