Lilac kiggede på den sjuskede tegning i hendes hånd. Hun kunne ikke udlede meget fra den, tjo udover at det var en sort kat de var på jagt efter. Den havde også et afsindigt stort hovede og øjnene var tegnet sådan de nåede ud fra stregerne. Da hun havde bevæget sig ud denne morgen, havde hun ikke regnet med, at hun skulle lede efter en gammel dames kat. Her stod hun dog med en meget ikke-virkelighedsnær eller detaljeret kattetegning. Ud fra dette skulle hun både lokalisere, fange og bringe den tilbage. Åh det ville blive en lang dag. Hvorfor var det nu, at hun gik med på den igen? Det måtte være en blanding af godheden i hendes hjerte og findelønnen.

Der var snart gået en halv time, men hun havde ikke stødt ind i en eneste kat. Hvor var det mon mærkværdigt, normalt var stræderne fyldt med de små firbenede dyr, men så snart hun skulle finde en, rendte de alle væk fra hende. Hun sukkede og kiggede sig videre omkring. “Undskyld mig? Har de set denne kat?” Spurgte hun en kvinde. Hun rakte tegningen hen til hende og lod hende studere den. Dog kunne den nok ikke hjælpe hende, da hun var 90% sikker på, at den ikke ville ligne den reelle kat. Det eller den ville ligne enhver anden. Kvinden hvis opmærksomhed hun havde fanget var ikke et menneske. Hun havde horn i siderne af sit hovede, men hun virkede imødekommende og stod alene. Der var da en lille sandsynlighed for, at hun havde set den lille pjuskede kat.

Avira havde været på havnen for at sælge de sidste bestillinger af de skulpturer hun lavede ud af træ. Kunden som var en ældre kvinde var blevet så glad for dem og roste hende til skyerne. Avira blev en anelse flov men også enormt glad for, at kvinden var tilfreds. Hun modtog betalingen og lagde de 5 jadestykker ned i sin læderpung som hun havde om livet, fastgjort til sit læderrem.  For 3 mellem skulpturer af kaniner i hver deres position. kvinden her var meget glad for disse dyr og havde engang 3 kaniner som hun nu ikke længere havde og de havde stået hende meget nært. Så Avira havde så godt som hun nu kunne, forsøgt at lave dem i de stillinger de nu var kendt for, så når kvinden så på disse, ville det være et minde om dem hun elskede.

Avira havde sagt farvel og bevægede som mod Dianthos. Vejret var skønt og gaderne var ikke fyldt men lige til at overkomme og derfor valgte hun at tag forbi hovedstaden. Hvad hun skulle der, viste hun ikke rigtig endnu. Aviras ansigtsudtryk ændrede sig da hun kom i tanke om at hun nok skulle finde turen ned til smeden, da hendes kniv var blevet en anelse sløv efter mange timers brug.. Imens hun tænkte lidt over det, sprang der en sort kat ned fra en afsats idet hun rundede højre hjørne i den lille gade  hun lige nu befandt sig i. Avira havde ikke set katten da den var i hendes blinde vinkel. Plus, hun havde tankerne et helt andet sted, så hun blev faktisk en anelse forskrækket men hun forsatte dog og katten luntede væk uden at virke til at havde set hende. - Da hun nåede gågaden efter der var gået ti minutter, blev hun stoppet at en ung pige som spurte om hun havde set en kat. Avira så på roligt pigen og tog imod den tegning hun rakte hende og hun tog sig tid til at studere den. "hmm, Jeg så godt nok en sort kat her for cirka ti minutter siden" sagde hun og rakte tegningen tilbage. 

Lilac var lykkelig da kvinden fortalte hende at hun havde set en kat! Isari havde bragt hende held igen, nu kunne hun endelig fuldføre dagens mission! Smilet bredte sig fra kind til kind. “Hvor har de set katten? Kunne de eventuelt vise mig vejen?” Spurgte hun en anelse tiggende. Kvinden måtte kunne høre hvor desperat hun var efter at finde den lille sorte kat. Det var en stor by, hvem vidste hvor damens kat var rendt hen. Hvis dette var den rigtige havde hun ramt jackpot og hun følte virkelig hun fortjente de små skillinger i findeløn så. Desuden kunne hun sige hun havde god karma og havde udført en god dyd 

“En ældre dame har mistet sin kat, så det er egentlig derfor jeg er på kattejagt. Kvinden kan desværre ikke gå Dianthos rundt for at lede, så derfor er jeg sendt ud efter den,” forklarede hun sig i håb om kvinden ville hjælpe hende med at finde katten. Hun tænkte da at de kunne splitte krystallerne, sådan de begge ikke havde brugt en dag på ingenting. Ja, så ville den gamle dame også blive glad for at blive genforenet med sit kæledyr. Hun havde ikke fortalt navnet på det, men hun havde i sit hovede kommet frem til, at den skulle hedde Kenneth - ligemeget kønnet. Katten Kenneth. Det mente hun var et perfekt navn. Så måtte den ældre dame kalde den hvad hun ville.

Hun kunne ikke undgå at se det brede smil der bredte sig i pigens ansigt. "Det godt nok omkring ti minutters tid siden jeg så en sort kat, den havde meget travlt så jeg tror næppe den er i det område mere." Avira rykkede sig så hun stod mod den retning hun var kommet fra, i stedet for med ryggen til. "Så skal vi denne vej" hun løftede armen og pegede i retningen af en lang smal gade..  Der var et ældre par som kom forbi og som snakkede lystigt sammen. Parret passerede dem uden at bemærke Aviras og pigens tilstedeværelse. Avira så kort efter parret idet de passerede dem imens hun lyttede til pigens forklaring om hvorfor hun egentlig lede efter en sort kat. Hun vente opmærksomheden mod pigen igen. "Jeg hjælper gerne, men før jeg gør det, synes jeg vi burde være dus, hvis det er okay? " Hun ragte sin højre hånd frem til en hilsen. Den var godt forslået af små sår.. det var ikke altid ufarligt at være skulptør og arbejdede med træ, splinter og en kniv der smuttede af og til vis hun faldt i staver, fanget i sine egen tanker. 

Orderne De, Dem og Deres.. det var ikke noget Avira brugte, men det var en høflig måde at tale til en anden på som man ikke kende. "Mit navn er Avira, Halv satyr og Halv Topalis" Præsenterede hun sig. Pigen her virkede til at være menneske.. men var hun så også det. I så fald mente hun lige så godt kunne præsentere sig helt. 

Det slog hende ikke ud, at det var ti minutter siden hun havde set katten. At hun vidste der var en kat i området var nok for hende. Hun havde katten nu! Det vidste hun. Åh hvor ville hun blive en helt når hun kom tilbage med katten. Så var dagens gerning da gennemført. Så kunne man roligt smutte i seng igen uden dårlig samvittighed. Kvinden vendte sig mod den vej hun var kommet fra og gjorde tegn til, at der var den sti de skulle hen ad. Hm, der var ikke særlig mange på gaderne i dag. En underligt stille dag i byen, gad vide om der skete noget i den anden ende af byen? Var kattene også taget derhen?

Lilac kiggede mod damen som nu præsenterede sig som Avira. “Det er godt at møde dig Avira og jeg er glad for du vil hjælpe mig,” sagde hun taknemmeligt og fake sin hånd frem til hendes. “Jeg hedder Lilac og, øh, jeg er bare et menneske,” de fleste indbyggere i Dianthos var mennesker. Hun var dog det mest ordinære menneske af dem alle. Ingen i hendes blodlinje havde evner, hvilket betød, at Lilac også var helt strippet for dem. Nogle gange forestillede hun sig dog, hvilken kræft hun ville have, hvis hun pludselig en dag vågnede op med en. “Topalis, hvad indebærer dette,” hun havde kun en vag ide om hvad en satyr var, men topalis? Det var sim volapyk for hende.

Avira tog imod pigens hånd som præsenterede sig som Lilac. Et meget specielt navn at have, men pænt. "Ingen årsag, man må hjælpe hvor man kan og jeg har ikke travlt i dag. Mit arbejde er slut for i dag." Hun sendte Lilac et venligt smil. Hvis de skulle fange katten og bringe den hjem måtte hun vide mere om katten adfær. Hvis det viste sig ikke at være muligt, måtte de tag et skridt ad gangen. 

Da Lilac spurte ind til racen tropalis-folket, blev Avira lidt overrasket over at hun ikke kende til racen. "Topalis-folket er beslægtet med menneskeracen. De er meget religiøse, mørke i huden... Lang tilbage levede de på Topalisøen før de blev drevet væk af folket fra fastlandet." Hun tog fat i sin halskæde og viste den frem til pigen. "Dette er et  Topas smykke som jeg har arvet fra min far og som er gået i gennem genrationer, min far var af Topalis folket." 

Smykket hang på en brun lædder snor. Selve smykket var rundt, i midten var der en smuk poleret ravstykke som nærmest bare skinnede når man så på den. Rundt om ravstykket var der indgraveret små runer. Hun lagde smykket tilbage under tøjet. "Nå.. skal vi finde den kat?" 

Lilac måtte give Avira ret i sine ord. Det var trods alt ikke hendes egen kat hun var på udkig efter. Hun var aldrig vokset op med dyr og hendes forældre virkede ikke synderligt begejstret for dem, selvom hun var vild med dem som barn. “Hvor arbejder du?” Spurgte hun nysgerrigt idet hun nævnte, at hun lige var blevet færdig. Hun mente ikke, at hun havde set hende i byen før. Samtidig var Dianthos også en stor hovedstad, hvilket gjorde der altid var nye ansigter. Det var jo ikke ligefrem fordi Lilac kendte alle og enhver og huskede deres ansigter. Det ville dog være sejt med en god hukommelse. Det var ofte en nyttig evne.  

“Huh interesant,” Lilac vidste ikke, hvorfor hun aldrig havde hørt om Topalisfolket, måske fordi hun aldrig havde opsøgt viden om dem? Det var så også svært, hvis man ikke vidste, at de eksisterede. “Det er et smukt smykke. Hvad er det der står på siden?” Spurgte hun Avira da det stod med runer. Hun var meget fascineret af, hvordan ravet skinnede i solen. Det var et virkelig vedligeholdt smykke til trods for alderen. “Jo, lad os finde den!” Udbrød hun begejstret og stoppede tegningen i lommen. De gik nu ned af den rute som Avira kom fra. 

Avira så pigen som meget ung. Hun virkede meget nysgerrig og ikke særlig genert. "Jeg arbejder som skulptør, med træ .. så har ikke et fast sted. Men er meget omkring havnen her i Dianthos da mine fleste kunder er der" Det mindede igen Avira om, at hun snart skulle forbi Davian med de skulpture hun havde lovet ham. Hun var faktisk færdig med dem, men der havde været så mange kunder for tiden at det tog alt hendes tid. Og den ældre herre ved navn Eli, havde været syg de sidste par uger.. han var den som hun altid kunne komme til hvis hun havde brug for et lift, efter han var så taknemlig for hun hjalp ham med hans fjedervogn, da den fra år tilbage, var gået i stykker. - Der var gange hvor hun skulle lave større skulpture end hun lige kunne bære. Så var han barr en kæmpe hjælp. Og denne gange, var der flere små end hun lige kunne bære.

"Hvad med dig? Hvad laver du? ... ud over at lede efter katte." Spurte hun med et lettere skævt smil. Avira begynde at gå tilbage den vej hun var kommet fra, alt imens hun så søgende omkring. 

Hendes erhverv lød meget spændende. Træ, hm. “Hvad laver du så inde i selve byen?” Spurgte hun nysgerrigt da de sammen gik ned af gaden. Selv var hun født og opvokset her. Det var sjældent hun bevægede sig udenfor byens mure. Ja faktisk var det kun sket to gange. Første gang sammen med Faust Thunder Mountain hvilket hun ville kalde en succes. Anden gang havde hun besluttet sig for at tage på ekspedition alene, hvilket resulterede i at Aqi Unqi måde redde hende. I hvert fald var hun altid spændt på at høre hvad der foregik bag Dianthos mure.

“Uh, altså, jeg er kunster! Jeg maler en del i min fritid, men ellers elsker jeg at være ude med mine venner. Jeg kan lide at danse, flotte kjoler, farver og dyr,” sagde hun og tænkte sig atter om. Måske lød hun en smule højrøvet, fordi det kun var de få som kunne betale for farverige og smukke kjoler. “Men så hjælper jeg vel også til hvor jeg kan,” afsluttede hun om smilte til sin nye samtalepartner. Lilac havde aldrig haft svært ved at holde samtaler med nye personer, men spørgsmålet om ‘hvad man gik op i og foretog sig’ var altid svært at besvare. Lilac lavede vel bare det hun havde lyst til på den pågældende dag.

"Nogle gange har jeg bare brug for at gå en tur. Se mig lidt omkring og såd'n" svarede hun roligt imens hun stadig så sig søgende omkring. Der var alligevel en del vildkatte i gaderne men den de søgte var ikke lige til at finde. 
"Kunstner... det lyder spændende, sælger du så ud af det du laver eller er det bare fritid?" 

"Avira! Hej." Avira vente sig rundt og så en ung kvinde kom vinkende imod hende. "Jeg ville bare igen sige tudsind tak for den flotte skulpture! Vi er så glade for den, den står så flot ved hoveddøren og der er mange der kigger og spørg ind til den og jeg fortæller selvfølgelig om dig." Sagde hun da hun var kommet dem nærmere. "Åh... jamen det var da så lidt, så det måske derfor der har været så mange kunder på det seneste" grinte hun og sendte Emma et smil. Hun kunne stort set huske de fleste af hendes kunderes navne.. men det kom også an på hvor ofte de sås og hvornår de havde haft en handel. "Det kan muligvis være, men det jo kun godt, ik?" Sagde hun med en glimt i øjet. "Nå, jeg må videre, vi ses jo nok." Hun vinkede og forsvandt om det næste gadehjørne.