Tidspunkt: d. 18.07 2022 klokken 18:45.
Sted: Korotums palæ, det nordøstlige Sarghos, Rubinien.
 
Himmelflugt

***
 
Det var nu. Lige nu. Det var da over et døgn siden, at Garr havde indtaget den nænsomt morterede thatos’ urt, som han havde gemt længe. Babybælgen havde han knust til et fint pulver, og rullet i et blad, som han gemte under tungen. Garr var indbegrebet af selvdisciplin, og holdt sin tunge så meget i ro, som det overhovedet var muligt. Alt hvad han indtog gennem munden ville ikke påvirke ham, men det ville være spildt. Garr og de andre slaver blev udelukkende bevogtet af Hasan Ibn Al-Daef denne aften. Slavemester Korotum væltede ikke i krystaller, hvorfor vagterne langsomt var blevet sparet væk, hvor de kunne blive det. Bare ikke Hasan. Aldrig Hasan. Korotums kompagnon. Kumpan. Håndlanger.
 
Slaverne kunne frit gå omkring og passe deres gøremål, som de plejede; Hasan var bare også så hjælpsom, som den eneste af vagterne, at han sørgede for, at deres fødder var lænkede. Nøglen befandt sig naturligvis i Hasans eget bælte og ingen andre steder. Det komplicerede processen en anelse, men det ændrede ikke nødvendigheden af, at det var nu det skulle ske.
 
Garr havde fået nys om, at hans køber ville komme på besøg dagen efter, og – såfremt alt gik som det skulle – ville tage Garr med derfra. Garr havde også ladet sig fortælle, af den åh-så-venlige Korotum, at hans kommende ejer var en herre med et endnu mere iltert temperament end Korotum selv, og at alle herremandens slaver var iført permanente fod- og halskæder. Efter sigende var det også et ritual for nye slaver: at ”lade” sig brændemærke på hele ryggen, og derefter skære et led af en af deres egne fingre. En oplevelse, som Garr meget nemt kunne være foruden.
 
At Korotum tænkte at han havde fået afsat Garr dagen efter, betød desuden at han var taget ud i byen for at fejre, drikke og hore – og han havde taget alle med han kunne, inklusive en enkelt af sine egne kvindelige slaver. De var i alt otte slaver tilbage i palæet. Tre yngre kvinder, to børn, en dreng og en pige, og tre ældre mænd. Nåh ja – og så Garr. Ni slaver og en vagt.
 
Hasan havde meldt sig til at holde styr på ”rakkerpakket” som han kaldte dem. Han skulle nok vise slaverne hvor skabet stod, hvis de prøvede på noget, sådan som han plejede. Garr kendte de andre slaver. Kendte deres øjne. De var slukkede, knækkede, ødelagte. Deres flammer var brændt ud. De stærke åd det svage. I dag ville Garr spise. I dag ville Garr ville æde.
 
Hasan sad iført sin rustning af ko-læder og skrev på noget pergament, da Garr gik forbi. ”Svinehund!” råbte Hasan, som aldrig havde taget Garrs navn til sig, men insisteret på, at fortsætte med øgenavnet han havde haft fra barnsben, ”Vin. Nu!” lød det fra den temperamentsfulde vagt. Garr drejede hovedet imod ham, men så ikke op, og sagde ikke noget; i stedet bukkede han dybt. Garr traskede dernæst afsted imod vinen med stille skridt. De andre vagter talte med ham, når de var der, var af og til venlige ved ham – og de fik alle sammen de kvindelige slaver til, at være deres husslaver og hente dem til og sager. Ikke Hasan. For Hasan var det altid Garr. Hasan hadede Garr, og følelsen var gengældt. Med vinen mellem hænderne gjorde Garr sig klar i hele kroppen. Han var vågen. Frisk som aldrig før. Det var ikke den første kande vin, som Garr hentede til Hasan denne aften. Han placerede den fyldte foran manden, og nåede at tage fat i den tomme, inden han nøs da ud over det hele. Ud over vagten. Garr skyndte sig at holde sig for næsen, så han indåndede så lidt som muligt af babybælgen, som han med nyset havde spredt i luften mellem ham selv og vagten.
Hasan sprang på benene og slog hårdt Garr på skulderen, så han tabte den tomme kande. ”Hvad i Gudernes navn har du gang i, idiot-slave!?” råbte Hasan og slog Garr igen, denne gang på venstre tinding, så han gik i gulvet. Garrs blinde vinkel. ”Og se nu der!” Hasan pegede imod den smadrede kande og rystede på hovedet. Garr havde ondt i hovedet, og det føltes som om der var gået hul på siden, hvor han var blevet ramt – selvom han godt vidste, at det ikke var tilfældet. Det dunkede, og et øjeblik sejlede det hele. Garr måtte lukke øjnene og samle sig. ”Undskyld Hr.!” fik slaven fremstammet, efter at have tygget og sunket de to sammenrullede blade, som han havde været påpasselig med ikke at ”nyse” med ud. ”Op med dig, og få gjort det der rent, Svinehund!” hvæsede Hasan tilbage. Garr kom med besvær på benene og bukkede dybt for vagten.
 
***
 
Babybælgen måtte man sige var trådt i kraft. Den havde sin virkning. Garr havde, med en anelse nervøsitet, betragtet Hasan på afstand i den sidste halve time, hvor Garr også havde iført sig sin egen sorte kutte. En beklædning man ikke kunne være fuldstændig sikker på tilhørte en slave. Hasan var begyndt at råbe og skrige. Påkalde sig alverdens guder. Garr havde ikke kunne planlægge denne del mere nøje, da han ikke var sikker på hvordan Hasan ville reagere. Udelukkende, at der ville komme en reaktion.
 
Garr bemærkede hvordan vagten havde afklædte sig, men stadig beholdt sit våbenbælte på. Helt nøgen var han, foruden sine sko, daggerten ved venstre ankel, og sværdet i bæltet. Ved siden af sværdet dinglede også nøglerne til slavernes fodlænker.
 
Hasan kastede sig over en af de kvindelige slaver. En gerning han ellers, som den eneste af vagterne, endnu havde haft til gode. Det måtte være Garrs vej ind. Mønstret brydes. Garr trådte langsomt frem. Det var svært at liste, med lænkerne på, men han gjorde et forsøg.
 
Hasan var hårdhændet. Den kvindelige slave beklagede sig, og hun blev mødt med et slag fra en knyttet hånd med en sådan kraft, at hun mistede bevidstheden og slaskede imod jorden. Hasan rev tøjet af hende, uden at tjekke om hun stadig trak vejret, og tog dernæst sit sværdbælte af, så han kunne fuldende sin planlagte handling.
Vagten havde tydeligvis end ikke ænset Garr, da han kom listende. Garr samlede sværdbæltet op, og så hvordan de to børn, drengen og pigen, stoppede hvad de var i gang med og stirrede – ikke grundet vagtens handling, men i stedet Garrs. Først bøvlede Garr med nøglerne, sin fodlænke, og dernæst trak han Hasans sabel. Garr havde aldrig før holdt et våben. Garr stod bag Hasan og den kvindelige slave, som langsomt vågnede op igen. Garr havde måske aldrig brugt et våben før, men han havde læst meget om menneskets anatomi. Set mange illustrationer.
 
Hasan stønnede. Kvinden klynkede. Hasan vrissede. Kvinden græd. Hasan stønnede og befalede. Kvinden skreg og protesterede. Så kom sværdet. Det var skarpt og spidst. Det stak pludseligt ud gennem Hasans bryst, og blod sprøjtede ud på kvinden, hvis’ skrig kun blev mere paniske som resultat deraf.
 
Den nøgne vagt sank sammen. Garr havde sigtet efter hjertet, men var ikke sikker på, om han havde ramt. Uanset om han havde, så havde det udelukkende betydning for hvor længe Hasan ville trække vejret, og ikke andet. Uanset hvad, så kunne det ikke være længe, for så meget kunne Garr heller ikke have ramt ved siden af. Garr væltede med stort besvær vagten om på ryggen. Kvinden vedblev at skrige, men de andre slaver stod som støbt i jorden. Ingen fortrak en mine. Alle betragtede bare det uvirkelige spektakel, det fantastiske skuespil, som udspillede sig foran dem. Garr satte sig på knæ ved siden af den døende vagt og bøjede sig ind over ham, så han kunne kigge ham i øjnene. Garr talte lavmælt, næsten hviskende: ”Fatima” begyndte han, og Hasans øjne blev store, som han lå der og forblødte. Deres blik mødtes, og det blev holdt. For første gang nogensinde. Fatima var Hasans hustru. ”Abdel, Adnan, Khalid, Tariq” Garr smilede lusket, næsten djævelsk, imens han søgte efter fortvivlelse og vrede i vagtens øjne – og fandt det. Hasans fire sønner. ”Ayda, Farah, Mirella” afsluttede Garr. Hasans tre døtre. Forældre og svigerforældre ville være, at trække den i langdrag.
 
Vagtens øjne lynede, og pludseligt mærkede Garr en stikkende smerte i sin venstre skulder. Han havde slet ikke kunne se hvad Hasan havde haft gang i, på Garrs venstre side, imens Garr sad og remsede navne op - men han var ikke i tvivl om hvad der var sket. Garr tumlede på benene og mærkede efter på skulderen, imens han kiggede ned på den døende vagt, som nu lå og forsøgte at grine. Inden Garr fik fat kendte han allerede svaret: Det var daggerten fra Hasans sko. Garr bed tænderne sammen, fattede grebet om vagtens sværd igen, og stirrede på vagtens ansigt, med rendyrket had i blikket, imens han skar halsen over på ham. Det var det første liv slaven tog, men det ville ikke blive det sidste. Blodet løb ned af Garrs arm, og det piblede fra vagtens hals, efter at have oversprøjtet sværdets klinge. Garrs sår var ikke dødeligt, men ville måske kunne blive det.
 
Garr kastede Hasans sværd fra sig, og lod dernæst nøglerne til de andre slavers fodlænker falde på jorden ved sin side. Kvinden Hasan havde forulempet var endelig holdt op med at skrige. Garr gik imod palæets indgang imens han sagde: ”Gør som i vil” til de som kunne høre det. Han var ligeglad nu. Han skulle ud. Overstå det værste. Han måtte nu sætte sin lid til rent og skært held.
 
***
 
Garr humpede ned gennem Sarghos’ gader. Herremænd kendte ham, i byen, men ikke alle var herremænd. Endnu var han nogenlunde under dække. Det primære problem var daggerten i hans skulder, som han ikke turde trække ud, i tilfælde af, at han ikke ville være i stand til at standse blødningen.
 
Det var nu. Det var sket. Garr havde aldrig været mere vågen, frisk, vildere eller haft mere gejst end han havde lige da, som han trak sit højre ben afsted, og gik krumrygget gennem gaderne og stræderne. Han gik selv. Han gik hvorhen han ville. Han drejede fordi han kunne. Han havde intet mål. Intet han skulle. Han bestemte selv. Han havde ingen begrænsninger. Det smertede i skulderen, men så meget smertede det ikke. Det rev i benet, i hovedet, og i fingrene, men så meget rev det ikke. Garr var okay. Han var i live. Han var fri.
 
Garr begyndte at grine, som de første regndråber faldt. Guderne måtte græde for Hasan, tænkte han, hvad som kun gjorde hans latter mere kraftfuld og fyldte ham med endnu mere energi.
 
Han var blevet overvældet. Måske det var babybælgen. Garr kunne ikke holde op med at grine. Han kunne ikke stoppe. Han havde gåsehud over det hele. Han var ikke længere slave.
 
Omkring hundrede meter bag Garr sprang en dør op fra en kro. Det var Korotum. Garr vidste det med det samme, og satte tempoet op så godt han kunne, men det gjorde ikke den store forskel. Skulle det hele virkeligt falde på gulvet sådan her? Garr rystede på hovedet. Nu stoppede han med at grine. Han vidste, at Korotum var på vej imod ham, at han var genkendt. Han gik forbi forskellige mennesker, og han gjorde sig lille, og sin stemme skrøbelig, vaklende. Som ham selv til bens. ”Hj-Hjælp” bad han den første. ”Kom en undertrykt, så-såret slave til undsætning” prøvede han den næste.
 
”Stop ham de—Urgh!” lød Korotums stemme højt bag Garr, efterfulgt af et bump. Den fedladne slavemester på næsten 2 meter var vist tumlet i jorden; gledet i mudderet. Det stod ned i stænger, og Garr havde sat sin lid til rent og skært held. Dumt held. Om guderne græd for ham eller med ham, om de ønskede ham godt eller skidt var ham uvedkommende. Garr skabte sit eget held. De stærke åd de svage. Det kunne ikke ende i aften.

Det sortnede et øjeblik for Garrs øjne, og han blev angrebet af en stikkende smerte i brystet, som tvang ham til at stoppe op. Garrs tidligere slavemester: stor, kvabset og kluntet som han var, var langsom om at komme på op at stå – men det forspring, som Garr kunne have udbygget, blev mindsket. Han hostede og sank sammen. Slog sig på brystet. Hostede igen. Sank en klump og rettede sig op. Flere forbipasserende gik i en stor bue uden om krøblingen; ynkeligt og betændt som han så ud. Garr blev klar over, at dette var en kamp han måtte kæmpe alene, som det altid var. Ingen andre så hans vej, eller banene vejen for ham. Intet ændrede sig; nogle mønstre var i konstant forandring, og nogle forandrede sig aldrig. Dét var et af dem.
 
I en nærmest krampeagtig bevægelse kastede Garr sig fremad, og fandt sit næste gear. Måske det sidste. Gangen blev genoptaget, mere resolut, selvom Korotum nu var begyndt at hale ind bag fra. Den store mand bandede og svovlede. Garr havde ikke råd til fejltagelser, og han begyndte at blive meget bevidst om sin vejrtrækning. ”Ind gennem næsen, ud gennem munden. Ind gennem næsen, ud gennem munden.” Det var ikke luft han havde smagt før. Det var fri luft. Garr drejede ned i en vilkårlig gyde, og trak kniven ud af sin skulder med det samme. Hvorfor vidste han ikke helt. Måske han ville være herre over egen skæbne, måske han ville have et våben. Det var uovervejet og impulsivt. Blodet fossede ud. Grebet om det lille våben strammedes så meget, at den unge mands knoer blev hvide, og årene i håndryggen slogedes om at bryde igennem huden. Kniven skiftede hånd, så den nu var i Garrs venstre, og med sin højre lagde han en hånd på sit sår. Pressede i huden. Det gibbede i ham, og han fik opkastfornemmelser et øjeblik. Hånden holdt han da foran sit ansigt, og så hvordan regnen skyllede blodet af fingrene. På et øjeblik var hele historien forsvundet fra hans fingerspidser. Så let det gik.
 
Korotum rundede hjørnet bag ham. Der var ikke andet end ti meter mellem dem, omend de ikke var helt alene. Mennesker færdedes fortsat mellem dem, i alverdens afskygninger. Garr og hans tidligere slavemester stirrede på hinanden. Så kom en anden mand til syne fra den modsatte retning. ”Du bliver der, slave-lort!” brummede han højt, så han overdøvede den silende regn. Det måtte være en af Korotums slyngel-kammerater. Blodet blev skyllet væk fra Garrs skulder næsten så hurtigt som det kom ud. Grebet om daggerten blev spændt så det føltes som om hans underarm var ved at sprænge. Pludseligt gav det dårlige ben efter. Garr skvattede på røven i mudderet, midt i det hele. Korotum begyndte at grine, og det samme gjorde den anden mand; Korotum råbte højt, tydeligt ekstremt veltilfreds ”DU TROEDE VEL IKKE DU KOM NOGEN STEDER, SVINEHUND!?”. Den anden mand, en persom Garr ikke kendte, kom langsomt nærmere, skridt for skridt. Korotum rørte sig imidlertid ikke ud af flækken. Garr stak daggerten i jorden, og støttede sig til den, imens han forsøgte at kæmpe sig på benene. Han rystede på hovedet, som han prøvede og prøvede, uden en chance i hele verden for at slippe fra det hele. For at få en chance. Havde det været dumt at håbe? Flammen brændte i det mindste. Stærkere end nogensinde. Han havde grebet chancet og ikke set sig tilbage.

Garr lukkede øjnene og begyndte at nynne en melodi, som ingen andre kunne høre. En melodi som kun han kendte, da han fandt på den imens han nynnede. Det var den gladeste melodi, som Garr nogensinde havde hørt, højere inde i hovedet end noget han endnu havde prøvet, og da han åbnede øjnene igen, skjulte regnen hvor blanke de var blevet. Melodien fortsatte, selvom slaven i mudderet var stoppet med at nynne. 

Ingen andre kunne høre den, sådan som det altid var.

Garr nåede end ikke rigtigt at opfatte hvad der passerede lige foran ham, førend Korotum pludseligt lå på jorden og skvulpede blod ud af munden, med hvad der måtte være hans sidste vejrtrækninger. Det hele skete så hurtigt. Alt for hurtigt. Garr nikkede, som hans redningsmand talte til ham. Hjalp ham. Det var uvirkeligt. Garr satte sit hoved på skrå, og betragtede sin ridder i dennes ganske beskedne påklædning. Så anonym. Garr holdt sin skulder frem, så godt han kunne, så den anden kunne lægge kompres på hans sår. Garr lukkede øjnene og trak vejret dybt ind, holdt det, og spillede scenen igen, for sit indre blik: Korotum som famlede i blinde og derefter sank om. Det var specielt. Så begyndte Garr at tænke. Rigtigt tænke. Han tænkte på alle de rædsler, som Korotum havde udsat ham for, som han lå døende, få meter fra ham.
 
Garr tænkte på alle sine brandsår. Garr tænkte på sine fingre. Tænkte på sit øje. Alt sammen var Korotums fortjeneste. Garr begyndte at dirre. Kompressen var nu lagt. Han kunne svagt høre Korotums forsøg på, at trække sine sidste åndedræt endnu, og Garr åbnede da øjnene igen. Han stirrede på sin redningsmand – den muskuløse mand med det korte hår, den skæve næse og arrede ansigt. Sikke et kæbeparti – og nogle ører som så næsten en smule elviske ud. ”NEEEEEEEEEEJ!!” satte Garr pludseligt i et vildt, panisk og desperat råb, og grab daggerten med sin gode arm, kastede sig til siden for at undgå den fremmede, og satte dernæst i et anstrengt, anspændt og særdeles voldsomt løb hen mod Korotum. ”DU FÅR IKKE LOV!” råbte han til den døende slavemester, og tog hans hoved i hænderne. ”Korotum. Vågn op. Du er der. KOM NU!” Prøvede Garr at få kontakt til ham. Der var ingen kontakt – bare gurglelyde, og de var ved at ebbe ud. Garr indså, at der ikke var nogen vej tilbage. Den tidligere slave slap den døende slavemesters hoved og tog daggerten i begge hænder, som han hævede over hovedet, så kompresset gled. Garr lukkede øjnene ganske kort, var i øjeblikket, og så hamrede han våbnet så hårdt han overhovedet var i stand til, lige ned i Korotums tinding. Den andens hoved gennembores af klingen, som neglede ham, om end noget usikkert, til den mudrede jord. Der var ikke flere gurglelyde. Det skulle ikke have været så hurtigt. Det var planlagt til mange timer, dage, uger, måneder.
 
Garr væltede ned på numsen i mudderet, efterhånden godt smurt ind i det brune stads, og kiggede imod sin frelser: En person, som han fik lyst til at glemme. En han følte som om, at han ikke havde mødt alligevel. Han bed tænderne sammen og samlede tankerne om den anden, en anelse højere end ham selv, dennes lyseblå øjne og gebrokne, usikre sprog. Så sagde Garr et ord, som han havde sagt ubeskriveligt mange gange, men indtil nu aldrig ment:
 
”TAK” højt nok til at kunne høres af den anden og så smilede han, Garr – slaven som heller aldrig smilede. Han blev overvældet af følelser. Han mærkede blodet fra skulderen, og var heldigvis selv i stand til, at trække kompresset på plads – om end det måske skulle strammes lidt igen. Manden Garr ikke kendte ville uden tvivl komme tilbage. Måske med flere. Måske mange flere. Nu var der købt tid – og det var det eneste, som Garr havde turde håbe på. Det hele havde været rent kaos; nu ville der komme ro på, om end kun en stund. Han var fri. Nu skulle han bare sørge for, at han ikke bare fortsatte med at være fri, men også fortsatte med, at være i live. Der var ikke andet at gøre, end at forsøge sig med bjærgeren igen. Han havde reddet Garrs liv én gang – så hvorfor ikke igen? Garr kæmpede sig lidt tættere den anden, nærmest møvrede sig i mudderet.
 
”Jeg flygter. Du hjælpe mig sted at sove?” spurgte han, formuleret på en måde så han håbede den anden kunne forstå ham.

(Beklager det langsomme svar, det sker ikke igen!)
 
Garr modtog taknemmeligt først den ranke mands håndsrækning, og dernæst dennes arm om livet. Han var som sendt fra Guderne, denne mand. En helgen, om nogen nogensinde var det. Garr lod sig føre. Han havde ikke andet valg. Hans liv var i den fremmedes hænder, om han ville det eller ej. Han ville leve eller dø på den andens befaling og handling. De kom væk fra bymidten, til kvarterer som Garr ikke kendte til. Steder han ikke havde færdedes. Han gjorde sit for at memorere bygningerne som de passerede. Han følte sig et øjeblik som passagerer i sit eget liv – en følelse han havde haft utallige gange. Den var ubehagelig, og han vidste, at den ville være svær, at ryste af sig. Pludselig lød der bestyrtede stemmer. Stemmer som flød sammen i nattens mulm og mørke, i en frygtsom, ophidset duet. Garr kendte ikke stemmerne, det var han sikker på, men han var i stand til, at tyde ”Hasan” igennem regnen, hvad som affødte at hans øjne blev opspilede, og han lettere sammenbidt så på sin heltemodige kompagnon.
 
”Nej, ikke kende, men de kende mig” svarede Garr og trak et smørret smil. ”Du kende sted jeg kan gemme mig?” spurgte han lavmælt, selvom der ikke var nogen chance for, at andre end manden ved hans side kunne høre ham. Manden havde gjort nok. Garr skyldte ham allerede en gæld han aldrig ville være i stand til at betale tilbage – og det var på tide, at stå på egne ben, og ikke være afhængig af nogen andre. Såfremt, altså, at det ikke var nødvendigt. Garr vidste, at han snart ville kollapse; sove. Han skulle bare være sikker på, at kompresset sad ordentligt først, og at han var et sted hvor det var muligt. ”Ikke mere kamp. De kun komme flere…” Garr kneb øjnene lidt sammen og spyttede imod jorden. ”Rotter. Bare komme flere og flere.” tilføjede han. De to menneskers tilknytning til Hasan var umulig at gætte - og egentlig også underordnet. Faktum var, at nok lige nu var på udkig efter en som så ud på præcist den måte som Garr gjorde. Garr var ikke i tvivl om, at nogle af slaverne ikke var flygtet; hvis nogle af dem overhovedet var. De havde også snakket. Det vidste han. Uduelige undskyldninger - det var hvad de var. Ynkelige.
 
Garr lukkede et øjeblik øjnene og tænkte. Han havde virkeligt et problem, hvis den anden ikke havde nogle kvalificerede gæt eller forslag omkring hvor han kunne komme sig. Garr kendte slet ikke den del af byen. Han havde hørt om den, ganske givet, men aldrig egentligt befundet sig der. Med undtagelse af én gang for længe siden, men det var en længere historie. Under alle omstændigheder besad Garr i hvert fald ikke den nødvendige kunnen til at finde det rigtige sted. Det skulle helst være helt deserteret, tænkte han, for der ville unægteligt blive sat en dusør på hans hoved – om end den ville være mindre. Han måtte have et sted hvor han kunne sove, og derefter tage sig af sig selv, ændre sig, inden han kom ud i byen igen. Gøre så han ikke kunne genkendes med det samme. Garr måtte væk fra Sarghos, inden han kunne komme tilbage og iværksætte sit hævntogt. Han var ukendt, men hans navn var varmt. Han var ingenting, og alligevel ville hele byen snart kigge efter ham. Den tidligere slave føles med en fantastisk følelse af værdi.