Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Garr
Kaldet: Garr
Køn: Mand
Alder: 28
Fødselsdag: 12.5 år 1996
Tilhørsforhold: Neutral Ond
Tro: Anti-Theist.
Erhverv: Slave
Nuværende levested: Rubinien - Korotums slavefold
Race: Menneske

Udseende

Højde: 183 cm
Vægt: 58 kg
Øjne: Store, årvågne og blå-grønne.
Hår: Langt og lysebrunt.
Hud: Solbrun, lys og arret.
Kropsbygning: Underærneret. Giver indtryk af, at han ville være en flot mand, hvis han fyldte sin krop ud. Store knogler, brede skuldre - bare intet sul på kroppen.
Hverdagstøj: Sort kutte eller brunt lændeklæde.
Ar, permanente skader el.lign: Blind på venstre øje, størstedelen af fingrene er vokset skævt sammen af flere omgange og er derfor krumme eller varigt "bøjede" til den ene eller anden side. Ar på hele kroppen i alskens afskygninger. Fra hvad der ligner stiksår, til "skæresår", til brændsår, til ar fra pisk og meget andet.
Særlige kendetegn: To brændemærker: En sabel på hver side af et æg, med klingerne peget indad, på højre skulder. Teksten "Svinehund" brændt i huden lige under navlen. En smule duknakket og krumrygget, og halter en kende på sit højre ben. Derudover en kløft i hagen og hans særligt raspende, hæse stemme.

Magi

Magisk evne (1): Endnu ukendt.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Magisk evne (2): Endnu ukendt.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Styrker: Ukuelig, lynende intelligent, snu, snarrådig, selvhjulpen, modig, charmerende, observant.
Svagheder: Lunefuld, arrogant, asocial, apatisk, hedonistisk, nihilistisk, egoistisk, usamarbejdsvillig, destruktiv, grådig, ærgerrig, hævngærrig, brutal, hadefuld, nådesløs.

Generel beskrivelse af personlighed:
Det er ikke til at vide præcist hvordan Garr havde været, hvis han havde haft en normal opvækst iblandt en familie som elskede ham, og som han kunne elske. Han er født ind i fangenskab, og Garr har befundet sig blandt folk som ville ham ondt hele livet; om det så har været andre slaver, vagter, slavemester, besøgende, eller hvad det nu kunne være. Aldrig har Garr været noget værd i deres øjne. Han har været et objekt. Umenneskeliggjort. Garr kender ikke til glæde, lykke eller kærlighed. Han kender til pauser fra en dagligdag, som han drømmer sig væk fra hver eneste dag. Garr er en fordærvet skikkelse.

Med en virkelighed overalt omkring sig, som han ikke har kunne forholde sig til, og egentligt komme overens med, så har Garr levet hele sit liv inde i hovedet. Han har hørt om glæder. Om glade mennesker. Om hvordan de har realiseret sig selv. Han har siddet og underholdt i utallige timer med en masse historier og fakta, som han har læst i bøger. Ting han aldrig har oplevet. Ting han i virkeligheden ikke aner noget om. Garrs hjerte er for mange år siden blevet revet ud af hans bryst. Tilbage sidder en flamme. En flamme som kun fodres af tanker, og derfor nægter at gå ud. En flamme som brænder for frihed, og at bringe hele verden i knæ. En flamme som ønsker at vokse og fortære. En flamme som ikke skyr nogen midler.

Garr glemmer ikke. Han glemmer aldrig. Alt hvad han nogensinde har set, hørt, følt eller på anden vis blevet opmærksom på er blevet lagret oppe i hans hjerne. Det er både godt og skidt. Godt fordi Garr aldrig glemmer det gode, og skidt fordi Garr ikke rigtigt har noget godt at huske – kun det skidte. Kun det som mange andre ville glemme. Det skidte er så Garrs drivkraft. Det han ønsker at give mangedoblet tilbage til dem, som har givet det til ham.

Apropos den virkelighed Garr har levet i, og hvordan den har formet ham, så er han blevet fantastisk god til at aflure kropssprog og ansigtsudtryk. For at kunne undgå afstraffelserne, så blev han nødt til at se dem komme. Det er blevet et af hans største talenter. At aflæse andre. Det kan være alt fra det telegraferede slag, via et lille vip ved skulderen, til hvordan grådighed prøves et skjules, men kan ses i øjnene. Det er at se menneskers værste sider, og genkende dem, fordi man kigger i et spejl.

Garr er en velovervejet ung mand, som er mere end almindeligt klar over, hvor han kommer til kort. Det betyder, at han altid forsøger, ikke at tage en større mundfuld en han kan synke. Aldrig indgå et væddemål han ikke er sikker på at vinde. Aldrig åbner en dør han ikke kan gå igennem. Intet bliver gjort uden fuldt overlæg, og absolut intet er tilfældigt. Alt er teater, og intet er troværdigt. Alt kan ændre sig.

Ingen har nogensinde haft noget til overs for Garr, så det har Garr heller ikke for andre. Han søger ikke kaos for kaosset skyld, eller har et særligt behov for regler og struktur – han ønsker blot sin egen frihed. Frihed til at gøre hvad han vil, når han vil. Så er der underordnet hvor mange hoveder han skal træde på, for at nå dertil. Samtidigt betyder der også, at Garr ikke ligger inde med et rigidt indre regelsæt, som han ikke kan gå på kompromis med. Livet er flygtigt, og det er Garr ganske klar over. Altså er han mere end villig til at gøre hvad der skal til, for egen vinding. Den eneste agenda som betyder noget, er Garrs egen, og den er ganske simpel: Få magt, rigdomme og muligheder til at gøre alt, altid. Få total magt for at få total frihed.

Den stærke æder den svage.

Kongen er død, længe leve kongen.

Baggrundshistorie

Slaveri er lovligt i Rubinien. Vores lille kriger var end ikke fem dage gammel, da han blev solgt til en mindre slavemester med en lakterende kvinde i dennes fold. Drengen havde ikke noget navn. Han blev ikke bare solgt billigt - slavemesteren, Shalal, blev endda kompenseret for at have taget imod ham, hvad der var højst besynderligt, men ikke noget Shalal klagede over. Den lille dreng var lysere i huden end alle omkring sig, og som han langsomt voksede op, så stod det klart at han havde svært ved at passe ind, og få venner. Snart blev han sendt videre; han var kreativ, og en anden slavemester så potentiale i drengen. Shalal nåede dog, naturligvis, at give et brændemærke af ejerskab i afskedsgave. Et symbol som indikerede Shalals slavefold: Et æg med en sabel på hver side, med klingerne rettet mod ægget, fik drengen på højre skulder.

Slavemester Korotum, drengens nye ejer, så lyset i sin nyerhvervelse. Han skulle komme til at blive mange penge værd, og en dag komme videre til en køber som virkeligt ville betale prisen. Drengen måtte oplæres i alverden, var planen, for den enorme kvikhed og kreativitet var ikke til at tage fejl af. Det eneste problem var bare, at drengen ingenlunde havde til sinde, at gøre som det blev sagt. Drengen var måske næsten født ind i slaveri, men han var ikke knækket. Det måtte han blive. Korotums ord blev ikke bare brændt på drengens nethinde - det blev bogstaveligt brændt ind i huden på ham. "Svinehund" fik han svedt dybt ind i huden under drengen navle. Han var ikke længere bare "Slave", "Uduelige skravl", "Blegfis" eller alverdens andet - nu var han "Svinehund". Svinehund modsatte sig så godt han kunne, men det kostede alt fra afrevne fingernegle, brækkede tæer, ætsning ved varm olie, og så videre, og så videre, for da slet ikke at tale om alle de mange slag, spark, knæ og albuer, som resulterede i alskens – for det meste - midlertidige skader. Svinehunds fingre var efterhånden helt krumme og ødelagte, og ingen var hverken noget det lignende lige eller havde været forskånet årene i slaveri. Fingrene, som Korotum jo sagde, behøvede Svinehund ikke for at kunne tjene – så længe han kunne holdet på en pensel, hvad end til at udforme et visuelt mesterværk, nedfælde dybfølte tanker eller komplicerede regnestykker. Han behøvede sit hoved. Årene gik, og drengen blev mere og mere arret, både indvendigt og udvendigt. Han lærte at leve inde i sit eget hoved; det eneste sted, som ikke kunne tages fra ham. Korotum fik nys derom, og indkaldte en magiker udelukkende med det formål, at invadere Svinehundens tanker, så han kunne fratage drengen alle de glæder han måtte have; så han endeligt kunne knække ham.

Drengen nægtede pludseligt at tale. Intet, i hvert fald intet ordinært, kunne få ham til det. Det var en protest. En demonstration. Drengen bestemte selv, og ville ikke lade sin selvbestemmelse fuldstændigt fordufte. "Sidste advarsel!" lød Korotums hvæsende stemme, men Svinehundens øjne mødte ham bare i en fantastisk, opspilet trodsighed. Drengen vågnede to dage efter, med bandager om hovedet. Bandage om venstre øje. Synet dér, var væk. Spiddet.

Drengen svor i sig selv, dybt inde i sin kerne og i sit væsen, at han en dag ville lade hvad som var gået ud over ham, gå ud over alle andre. Indtil den dag hvor det var muligt, så måtte han finde sig til rette i sin station. Erkende, at hans fortsatte trods kun ville føre til hans tidligere død. Planen var langsigtet, men det var en plan. Det var et lys. Det var et håb. Det var ild til bålet. Næring til ilden, som brændte i drengens hjerte.

Tiden gik, og trodsigheden hørte langsomt fuldstændigt op. "Godt," sagde Korotum som resultat deraf, "Du er min, og endelig forstår du det. Jeg var bange for at du ville tvinge mig til at tage dit liv. Det ville ingen af os bryde os om." Drengen husker stadig smilet i Korotums mundvig da han derefter kiggede ham i øjnene og sagde ”Det næste der var røget var dine kønsdele” og hvordan smilet efterfølgende erstattedes af et alvorligt blik: ”Også selvom den slags har færre købere…”

I stedet blev der terpet: Alt fra historie til sprog og alverdens andre ting. Korotum trak i en del tråde på de lokale markeder, og fremskaffede litteratur og planter fra alle dele af riget. Han havde store forhåbninger til drengen; en drøm om, at salget af den ”lærde slave”, som skulle mestre alkymi - i hvert fald til husbehov; slaven som kunne underholde og byde ind med stor viden, oversættelse af alverdens sprog, smukke tegninger og enormt meget andet, ikke bare ville bringe Korotums ry som slavemester til tops, men også indbringe en afsindig sum penge.

Heldigvis var drengens hjerne noget helt specielt - og det var som om, at i takt med, at hans krop blev mere og mere ødelagt, så blev han mere og mere i stand til, at fokusere sin mentale energi. Folden havde en hund tilknyttet. Korotum havde fundet ud af, at de yngre slaver responderede positivt på dens tilstedeværelse. Svinehunden brugte også oceaner af tid med det firbenede kræ, og det var sådan han fik sit navn: Ofte sad drengen og dagdrømte, med hunden ved sin side. Drengens tanker snurrede og snurrede, lige indtil de ikke gjorde. Han gik fra en orkan til orkanens øje. I sit stille sind sad drengen og knurrede med hunden. "Grr" sad de og sagde til hinanden. De legede. "Garr" blev drengens navn, for det lød som knurren. ”Du er alligevel ikke andet end en hund”, fik han at vide. ”Svinehund”.

Drengen sugede viden til sig som en svamp - for måske det hele ville vende sig, når han en gang blev solgt? Han måtte gøre sig selv så attraktiv en vare, som det overhovedet var muligt; en person som ville bruge mange penge på ham som slave ville nok også være mindre interesseret i at gøre ham ondt - ikke? Det var Garrs ræsonnement.

Korotum favnede Garrs øgede engagement med at sælge et par af sine andre slaver, for at kunne fylde mere på drengen, som langsomt var ved at blive en ung mand. Slavemesteren hævdede også, at have fået henvendelser på ham - men at de var for nærige. Korotum balancerede efterhånden på afgrundens rand med sin slavefold. Langsomt satte han mere og mere på ét bræt: Garr. Garr måtte og skulle lykkedes for den midaldrende slavemester. Han var billetten. Garrs firbenede ven måtte en dag lade livet - for Garr skulle jo stadig, selvom han var åh-så-lydig og velopdragen, huske hvem som havde magten over liv og død i Korotums slavefold: Slavemesteren selv. Garr huskede da atter på, at han måtte leve inde i sit eget hoved. Leve hvor livet ikke kunne tages fra ham. Han måtte leve ikke for hvad der kunne ske om femten dage, femten måneder eller femten år - men leve for hvad der kunne ske i netop samme sekund. Han måtte være klar. Klar til at gribe chancen. Igen kom en magiker ind, for selvom Garr ikke opførte sig på en måde han ikke måtte, så var Korotum helt sikker på, at han havde planer derom – og det måtte han i hvert fald ikke. Korotum ville have, at den unge mand skulle vide, at han ejede ham, også hans tanker. Garr gjorde modstand. Inde i hovedet samlede han al den energi han overhovedet havde, og gjorde modstand.

Først prellede det af på magikeren. ”Telepaten Theo”, kaldte han sig. Sikke en opblæst nar. Hver uge kom han, bare for at rode rundt i Garrs hoved. Garr lærte hans kneb, lærte at forstå de mentale strabadser som det krævede. Lidt efter lidt vandt han sit hoved tilbage. Theo havde naturligvis et ry og rygte at værne om, hvorfor intet om de sidste mange måneders fejlslåede forsøge på at trænge ind i Garrs hoved blev nævnt for Korotum. Han skulle jo faktisk også til at have sin løn nu, og så måtte han i øvrigt videre – drengen var også knækket, formidlede han. Der var ingen vilje tilbage. Theo havde klaret det, hævdede han.

Garrs første triumf. Den første af mange, var han overbevist om.

Sekunder blev til minutter, minutter blev til timer, timer blev til dage, dage blev til måneder, måneder blev til år og Garr mestrede alle discipliner som blev sendt i hans retning. Den enorme mængde ar som dekorerede den unge mands krop var med tiden helet og blevet næsten helt hvide. Knoglerne var vokset sammen igen - omend ikke alle sammen på lige hensigtsmæssige måder; det eneste som aldrig ville komme igen, var synet på det ene øje.

--

Nu er tiden ved at være oprandt. Korotum fabler hele tiden om, at Garr skal sælges, og det er nu. Der er en seriøs henvendelse, og personen kommer snart for at danne sig et billede af Garr, selv. Det er vist mange penge det handler om. En formue. Garr skulle være den mest lærde og kunstneriske slave i hele riget. Hvem køber monstro sådan en slave?

Familie: Alle ukendt. Endnu.

Garr finder dem en dag. Måske. Måske de så overlever, måske de ikke gør.

Andet

Shalal, Garrs første slavemester, blev kompenseret et eller andet for, at tage i mod drengen som slave.

Hvad var det - og hvorfor?

Garr er desuden udstyret med fotografisk hukommelse.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Elendig
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Under middel
Kløgt: Fantastisk
Kreativitet: Fantastisk
Mental Udholdenhed: Fantastisk
Chakra: Elendig