Ansigterne på de forsamlede Rådsmedlemmer var alle dystre og sammenbidte, da Eyid lod blikket glide ud over salen. De var alle mast sammen i Ke'Jaelin-familiens palæ, selvom pladsen faktisk var bedre i Cyreesais relativt nybyggede hjem. Men Cyreesai var ved fronten med Krigerne, og Eyid og Atha'ame var blevet enige om, at holde politikken på hjemmebane, nu hvor Hjertet naturligvis ikke længere kunne agere samlingssted.
    Det var godt halvanden uge siden at Eyid havde indledt den længste og blodigste fase i planen med Hjertets komplette ødelæggelse, og siden da havde ingen af dem siddet stille så meget som ét sekund. Cyreesai lod til at have iført sig skyklapper oven på sin udbasunering af deres 'kødelige omgang', som hun så passende havde kaldt det, og Eyid havde hende mistænkt for at gøre, hvad hun gjorde bedst - nemlig at fokusere på den forestående opgave med en sådan intensitet, at hun ikke behøvede at forholde sig til andet.
    I hvert fald var deres første angreb imod Gojira faldet kun en dag efter eksplosionen i Hjertet, hvilket vidnede om, at Cyreesai måtte have knoklet som et bæst for at få mobiliseret Krigerne. De omliggende Distrikter havde naturligvis reageret med chok og forfærdelse, og Atha'ame havde med Eyid som rådgiver, siddet igennem det ene møde efter det andet i et forsøg på at forsikre diplomat på diplomat omkring legitimiteten af deres fremstød. 
    Arkitekterne følte sig vist en anelse ansvarlige, og fra dén side var der betydelig mindre fordømmelse og langt flere forsikringer om støtte og hjælp til genopbygning - ja, sågar lovning på forsyninger og ressourcer, skulle krigen trække ud...
    Najubi-distriktet var meget forståeligt dem, der havde udvist størst forfærdelse, og dét med god grund; efter Cyreesais første fremstød imod Gojira, havde modsvaret været, at Gojira uden undskyldning åd halvdelen af distriktet...
    Atha'ames gamle venner fra Reformist-tiden havde ikke været udtalt begejstrede...
    Så nu var Najubi-distriktet blevet deres krigszone , og dét, der var tilbage af Najubi-krigerne var blevet deres ufrivillige allierede i kampen mod Gojira. Det sidste havde Eyid ikke forudset, og dét irriterede ham ret så meget - for nok var Gojira en gammel og uforskammet rig familie, der havde en skræmmende magt... Men med hjælpen fra Najubi-distriktet, kunne Cyreesai meget vel ende med at være en lidt for ligeværdig modstander, og Eyid havde brug for krigens kaos, hvis planen skulle finde sin rette konklusion....
    Han måtte vel sørge for, at de fik hjælp et sted fra...
    "Det er et kæmpe logistisk problem, at Gojira har direkte adgang til Tangskoven, mens vi må fragte forsyninger til tropperne ind fra øst og igennem både Takhee'ta og det sydlige Thuki'ath-distrikt, for at kunne affodre vores folk i Najubi..." Det var Samlerne Ældste, der havde taget ordet, fordi deres Taler meget forståeligt var et andet sted, og i fuld gang med at koordinere netop dén indsats, der lige var blevet nævnt. 
    Dyster enighed blev nikket salen rundt, og Atha'ame skar en lille grimasse.
    "Men hvilket valg har vi?" spurgte hun og besvarede selv sit spørgsmål: "Jo - vi kan forsøge at forhandle om adgang gennem Thuki'ath-distriktet, men så mister vi støtten fra Arkitekterne! Det var jo ved Dybet deres uvenskab til Thuki'ath, der lagde kimen til hele dette rod til at begynde med..."
    "Nej, Distriktsleder. Det var dit forslag om at imødegå Arkitekterne og forhandle med Najubi på deres vegne, der lagde kimen til denne konflikt!" Det var Håndværkernes nye Taler, der havde taget ordet, og den komplette stilhed, der fulgte, vidnede om, at selv de, der ikke ligefrem selv havde tænkt tanken, i hvert fald heller ikke opponerede så voldsomt, at de ligefrem ville tage Atha'ame i forsvar. Også Eyid forblev tavs, selvom han ud af øjenkrogen fangede dét jagede sideblik, Atha'ame sendte i hans retning. Hvis hun spurgte ind til det senere, måtte han forsøge at forlede hende med, at en Distriktsleder ikke kunne modtage hjælp fra sin storebror uden at se svag ud...
     Hun endte da også med selv at tage til modværge: "Må jeg minde dig om, Taler, at beslutningen om at mediere forbindelse imellem Arkitekterne og Najubi blev vedtaget ved flerstemmig afstemning i dette Råd?"
     "Flerstemmig," medgav Håndværkernes Taler og sendte så et sigende blik i Eyids retning, der forsikrede ham om, at alting gik præcis efter hans herres plan. "Flerstemmig, men ikke samstemmig, Distriktsleder Atha'ame."

Blod blandede sig med vandet som rødt røg og sænkede sigtbarheden, så Cyreesai ikke kunne se længere end to spydlængder frem for sig. Lige nu kun en halv, men det var fordi hendes spyd var begravet i maven på en Gojirasoldat. Koral dele fra rustninger flød som vraggods omkring dem, og hun var alt for bevidst om, hvor meget af det, der var hendes eget. Hoften var blottet, og så snart krigerne for alvor opdagede det, ville de alle komme til at gå efter hende. Lige nu var hun for langt inde i kampen til at kunne lave en nem tilbagetrækning, så hun måtte bero på sine kampevner og vinde, indtil det var muligt. Dén del var hun heldigvis ekspert i.
   Det sværeste i den forgangne uge havde været at finde nok værdige modstandere til, at hun faktisk var udmattet om aftenen. Udmattet nok til at falde i en dyb søvn uden at hjernen fik ro til at tænke tanker inden. Tanker om at Rhodion lå i helbredernes del af revet og ventede på at hans lemmer groede ud igen. Tanker om, at han ikke havde givet lyd fra sig, siden hendes indrømmelse, og at hun heller ikke havde opsøgt det. Tanker om Eyidivan... Hvis de sidstnævnte først fandt vej ind i hendes hoved, var hun sikret en søvnløs, frustreret nat. 
    "Va'Chakessa!" råbte en af lederne, mens hun baskede liget af sit våben. "De trækker rundt om bygningen derhenne. Jeg tror de prøver at hive os med."
    En fælde? Selvfølgelig. Gojira prøvede altid at vise sig som smartere i kampaituationer, og nu hvor kampen ikke foregik på deres jord, men et uheldigt mellemdistrikt, kunne de tillade sig at finde de beskidte kneb og det tunge skyts frem.
    Cyreesai skar ansigt i en snerrende grimasse og gav liget et irriteret spark så hun kunne følge krigerens pegende gestus.
    "Hiv rokkerne frem," beordrede hun. "Lad os tage dem med storm."


"Du ønsker måske et system som Gojira, hvor Råder blot er en formalitet, men deres Øverste bestemmer det hele?" Atha'ame kommentar var mere spydig end hun plejede, og Taleren åbnede straks munden for at give svar på tiltale, men Samlernes Taler kom ham i forkøbet.
    "Vi stemte om det, og sådan blev det," sagde hun. "Hvis du ikke er enig i måden, vi gør det på, og ikke er villig til at tale om fremtiden frem for fortiden, bør du overlade posten til en anden, indtil Taler Rhodion vender tilbage." 

    Eyid kunne tydeligt mærke, hvordan vandet imellem Talerne simrede af indestængt arrigskab - af beskyldninger og fordømmelser, der ikke blev ytret. Alle var pirrelige, for hver og én i dette rum havde mistet venner, bekendte eller familiemedlemmer i eksplosionen. Og alle var trætte, for der havde ikke været et øjebliks ro siden da...
    "Hvis jeg må vende tilbage til spørgsmålet om forsyninger..." Eyid tillod sig at bryde den ladede stilhed imellem de forsamlede, inden den groede sig endnu skarpere, end den allerede var. "Jeg tror ikke, vi nødvendigvis skal være bekymrede over, at tage kontakt til Thuki'ath-distriktet. Arkitekterne er næsten lige så forfærdede over Gojiras angreb, som vi er det, og de er udmærket klar over, at vi sandsynligvis ikke havde befundet os i denne situation, hvis vi ikke havde valgt at række dem hånden..." Det var med fuldt overlæg, at Eyid mindede salen om, hvad der havde ledt hertil. Den beslutning, de alle huskede som Atha'ames - præcis som Håndværkernes Taler havde påpeget. Ud af øjenkrogen fangede Eyid et skarpt sideblik fra sin lillesøster, men han lod som ingenting. "Jeg tror, Arkitekterne er klar til at støtte os - ligegyldig hvilke beslutninger, dette Råd tager. Og jeg tror, vi skal gribe enhver hjælp, vi kan få - udnytte enhver fordel."
    Der blev nikket med dystre miner salen rundt, og Eyid satte sig stilfærdigt ned igen - lod samtalen fortsætte videre i retning af, hvilke folk, der burde sendes af sted til Thuki'ath og hvad deres instrukser skulle være, mens han bemærkede sig, hvor let dét havde været. Hvor gerne folk ville tages i hånden, når det brændte på, og hvor let det var at æde sig ind på magten, når man bare fremstod som én, der kunne vise dem vejen ud af krisen...
    Folk, der frygtede, stillede ikke kritiske spørgsmål - de havde bare brug for at tro på, at nogen kunne løse problemerne.

    Da mødet endelig var ovre og de store dobbeltdøre blev lukket efter den sidste havkvinde, sank Atha'ame sammen i sin stol, som om hun simpelthen ikke havde kræfterne til at holde sig oppe længere.
    "De er bange..." mumlede hun - mere til sig selv end til Eyid. "De er bange, og dét sår mistillid og uvenskab imellem os. Jeg er ved at miste Håndværkerne fuldstændig, og jeg aner ikke..." Hendes stemme forsvandt et øjeblik bag den opgivende hånd, hun gned over øjnene. "Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre..."
    "Du skal blive ved med at give svar på tiltale, som du gør," rådede Eyid og rejste sig fra sin rådgiver-plads - forsøgte at rulle stivheden ud af skuldrene med en grimasse. "Og så skal du tro på Cyreesai og dén indsats, hun laver i Narubi. Så længe vi ikke lider alt for massive nederlag dér, skal Håndværkerne nok holde sig i skindet. De har ikke andet valg."
    Atha'ames ansigt var blankt og uden håb og et øjeblik stirrede hun bare tomt ud i rummet - næsten som om hun ikke havde hørt ham. Så gik en lille rystelse igennem hende, og hun lod til at vende tilbage til virkeligheden. Tvinge sig selv til at forholde sig til nutiden, selvom hun til Eyids fortrydelse ignorerede dét, han lige havde sagt og gik i en langt farligere retning:
    "Der bliver hvisket om jer to i krogene, at du ved det," bemærkede hun og sendte ham et blik, der kunne betyde lidt af hvert. 
    Eyid holdt meget bevidst sit ansigt neutralt og sit blik rettet imod vinduet. "Man skulle tro, at folk i disse tider havde mere interessante ting at hviske om..."
    "Eyid..." 
    Hendes stemme var så træt og så fortvivlet, at han følte sig nødsaget til at vende hovedet og se på hende. Hun så plaget ud. "Hvad er det egentlig, der foregår...? Med dig - med Sai? Med alting? Mor Riyeena opfører sig enten som en sammenklappet østers eller en arrig moræne-ål, og hun bliver helt hvid i ansigtet, når jeg nævner dit navn - og alligevel ved jeg, hun stemte for at forfremme dig til Sangernes nye Ældste. Cyreesai nærmest flygtede til fronten, og alt jeg har fået fra hende siden er korte, stikordsagtige rapporter om kampene - intet om, hvad hun har brug for, jeg gør herhjemme. Intet om en fælles strategi..." Atha'ame bed tænderne sammen. "Og du... Du tager bare dit stenansigt på, og lader alt prelle af. Og alligevel kan jeg jo mærke, at noget er fuldstændig galt, Eyid, og jeg kan ikke... Jeg kan ikke klare dét hér, hvis jeg hverken kan regne med dig eller Cyreesai."
    Eyid kunne mærke noget mørkt og farligt røre på sig nede i maven, men han lod det ikke komme til orde - kvalte det hårde spørgsmål, der eller havde ligget forrest på hans tunge. Hun skulle ikke opfordres til at udforske de tanker, hun netop havde sat ord på - dét kunne potentielt lede i en retning, der ville tvinge ham til at handle langt før, end han var klar til. 
    Nej, hun skulle lukkes ned. Skulle holdes i mørket, indtil alting var på plads...
    "Selvfølgelig kan du regne med mig, 'Ame..." mumlede han derfor bare og tvang en lille snert af varme ind i sin stemme, selvom hans indre var iskoldt. "Ligegyldig hvad der sker - så har jeg dig."

Atha'ame blev siddende i sin sammensunkne stilling, men vendte dog ansigtet mod sin storebror med et forvirret og sorgfuldt udtryk i øjnene. Aldrig havde det været så svært at føle sig i kontrol som nu. Selv lige efter borgerkrigen havde det ikke været så svært at sidde ved bordet og tale med de andre Ældste. Bølgerne var gået lige så højt, men... Men hun havde haft Cyreesai ved sin side, og det var bare ikke det samme med Eyidivan.
    "Men kan jeg regne med Cyreesai?" spurgte hun opgivende. Hendes stemme var dreven af træthed. "Eyid, hun hænger jo ikke sammen. Hun begraver sig selv i kampene og jeg er ..."
    Ordene satte sig fast i halsen på hende, og hun måtte læne sig frem og gemme ansigtet i hænderne et par lange øjeblikke for at genvinde fatningen. I starten havde det her været lige så forfærdeligt som borgerkrigen. Nu var det værre.
    "Jeg er bange for, hun ender med at skade sig selv i processen," sagde hun. "Jeg ved, hun er stærk og handlekraftig, men nogle gange tænker hun ikke. Det har altid været min rolle i vores lederskab, og hun har trukket sig langt væk lige siden... Lige siden I to..."
    Frustrationen tog over, og selvom hendes krop var på randen af total udmattelse og en hovedpine var ved at snige sig ind under begge øjenlåg, hamrede hun hænderne ned mod bordet.
    "Hvordan kunne I overhovedet gøre sådan noget?!" tonelejet var overraskende behersket, mens ordene dryppede af indestængte følelser. "Det har kun stillet os dårligere hos Rådet! Kunne hun ved Dybet ikke bare have holdt sin kæft, så kunne vi stadig Forene hende med Rhodion og fikse alliancen med Håndværkerne!"

    "Jeg skal gerne indrømme, at jeg heller ikke ved, hvad der foregår i hovedet på Cyreesai - og at det bestemt heller ikke var en del af min plan, at hun skulle udbasunere vores... situation, sådan som hun gjorde det..." Eyid havde bevæget sig hen til Atha'ames stol, og lod sig nu synke ned foran den - lagde hånden over sin lillesøsters på armlænet. "Men 'Ame... I stedet for at se det som en svaghed, så betragt det som et nyt værktøj. For nej, Foreningen mellem Sai og Rhodion bliver nok ikke til noget," hvorfor føltes det så godt at sige det? "..men oven på, hvad der skete i Hjertet, er Rhodion under alle omstændigheder ikke en magtfaktor i øjeblikket, så du kan i sidste ende være ligeglad. Selv når han kommer tilbage, vil du faktisk kunne vende alt dette til en fordel, for han kommer til at blive forfærdelig forudsigelig - endnu mere, end han har været hidtil." Eyid hold en hånd op, og strakte én for én sine lange fingre i takt med de ting, han nævnte: "Han kommer til at hade alt, jeg har at sige, i endnu højere grad end før. Hvis bare du og jeg - og måske Cyreesai - taler sammen, kan dét bruges til vores fordel... præcis som vi har gjort det før. Desuden kommer han til enten at ville vinde Sais gunst tilbage..." Dén finger blev betragtet lidt, inden Eyid fortsatte: "Eller også kommer han til at svømme i den modsatte strøm og modarbejde hende i samme grad, som han vil modarbejde mig - igen; forudsigeligt." Eyid fangede sin lillesøsters blik. "Og så er der ligesom kun dig tilbage at støtte, hvis han ikke vil afsættes af sine egne for at være komplet umulig at arbejde sammen med. På samme måde har vi Håndværkerne - for nej, de er måske ikke synderligt begejstrede for dig lige nu, og historisk set heller ikke for Cyreesai... Men med mig er det en anden sag. Faktisk..." Han overvejede et øjeblik om han burde indvie hende - om det ville være bedre at vente. Men lige nu havde han brug for, at få Atha'ame overbevist om, at de var på samme side, så hun ikke pludselig skulle give sig til at stille de forkerte spørgsmål... Og derfor endte han også med at sige det, som det var: "Faktisk ved jeg, at både deres Ældste og deres nye Taler gerne så mig på Distriktstronen. Og dét kan vi bruge til vores fordel, søs."

Storebrorens ord burde have dæmpet hendes frygt for fremtiden. Men der var kommet en knude i hendes mave i stedet for. Nok havde han været væk i mange år, men hun kendte ham - og den familie, han var opdraget i - nok til at kende det udtryk, han havde lige nu. Måden han sagde tingene på. 
    To ældste ville se ham på distriktstronen? Der var også noget i måden han sagde det på. Ikke tage hendes plads, men sidde på den. Alene? 
    "Er det derfor, du indledte noget med hende?" Atha'ame fattede næsten ikke, at hun stillede det spørgsmål, men det kunne være en logisk forklaring. 
    For uanset hvor meget Cyreesai levede i nuet, havde Atha'ame stadig svært ved at forstå hvorfor alt det her var sket. Hun følte, hun manglede en del af historien, og hvad hvis dén del var, at hendes bror var i gang med sit helt eget spil? 
    Det var ikke svært at høre, at han var glad for Rhodions nuværende fravær, men måske det kun handlede om her i Rådet og ikke j forhold til Cyreesai ellers fastlagte Forening med ham. Der var også den måde, hvorpå Eyidivan hele tiden bragte samtalen over i det politiske frem for at tale om det mindste følelsesmæssige. Men måske var det kun politik for ham. Men der var et eller andet ved hele situationen, der ikke føltes som det plejede. Ikke følte som Ke'Jaelin.
    "Eyidivan," Hun kneb øjnene sammen på den meget karakteristiske Ke'Jaelin-måde. "Hvad er det, du planlægger?"

    Et øjeblik overvejede Eyid meget alvorligt, om det kunne betale sig bare at sige ja - at stikke Atha'ame en grund, hun både ville tro på og blive vildledt af. En grund, der kunne være en tilfredsstillende forklaring på dén forvirring, han så i hendes blik.
    Men det ville være en fejl. Nok vidste hun, at han var kalkuleret... Men han ville ende med at skubbe hende endnu mere fra sig, hvis hun begyndte at tro ham decideret kold... Og dét kunne Zahinael ikke bruge til noget. Det var Atha'ame, der skulle stå alene...
    Derfor holdt han også hendes blik uden at løfte sløret for alle de tanker og vurderinger, der foregik i hovedet på ham.
    "Hvordan vidste du, at det var rigtigt med Innogen?" Kontraspørgsmålet var det ældste trick i bogen, og det vidste de begge to - men han var også klar over, at det var præcis sådan noget, hun ville forvente fra ham. "De hér ting... Jeg tror ikke, jeg kan komme med en logisk forklaring, 'Ame - for der er ikke nogen. Jeg har ikke en plan, og det skræmmer livet af mig. Jeg ved bare at- " Ordene satte sig rent faktisk på tværs i halsen af ham, og han måtte til sin egen forskrækkelse bryde øjenkontakt for at få hold på sig selv. Undertrykke den pludselige, isnende frygt i maven. Ikke en del af manuskriptet...
    Med hende er du svag...
    "Jeg ved bare," fortsatte han, da han turde stole på sin egen stemme igen. "Jeg ved bare, at jeg elsker hende, 'Ame, og så må alt andet ligesom tilpasses omkring dét. Og nej, det er ikke perfekt når vi står hér midt i kaos - og ja, det distraherer mig mere end det burde..." Alt for sande ord... "Men jeg kan ikke gøre andet end at følge strømmen - og så efterrationalisere så meget jeg kan."

Atha'ame kendte alle tricksne. Derfor rynkede hendes pande sig sammen, så snart Eyidivan kom med sit modsvar forklædt som et spørgsmål. Hans stemme var stadig fattet og kontrolleret, og det stak i hende lige dér, hvor hendes tiltro til familien burde ligge. Følelsen havde simret i hende lige siden han blev bragt tilbage, for selvom det var meget Ke'Jaelin-agtigt at begrave sig i arbejde oven på hårde begivenheder, følte hun stadig en utryghed over hans evige planlægning. Hvordan havde han ikke mistet den under så mange års fangeskab hos Mørket? Ingen havde forventet, at han nogensinde ville komme tilbage til dem igen, og dem der havde, regnede med en ødelagt sjæl som minimum. At han konstant var et skridt foran og havde tænkt udfaldsmulighederne igennem virkede alt for... øvet.
    Men lige der krakelerede storebrorens maske, og han kunne ikke sige de ord, han havde haft i tankerne. Atha'ame gav ham tid, og det gav hende selv tid til at tænke også. Sådan havde hun ikke set ham mange gange før. Når han brød sin egen talestrøm og lod til ikke at kunne få ordene ud, kunne hun som familie altid se, at han spillede skuespil. At det var for at få sin agenda fremmet i et møde. Men lige nu... Lige nu var det ikke skuespil.
    "Eyid," sagde hun blidt, og nu var det hendes tur til at tage hans hånd i sine. "Åh, du tænker for meget."
    Hun kunne ikke lade være med at smile en smule bedrøvet. Selvom han var den ældste af dem, havde hun pludselig mere erfaring end han. Selvom han havde ligget med de fleste fisk i havet som ung, havde han mistet nogle meget vigtige formative år på kærligheds-kontoen.
    "Du lyder præcis som jeg gjorde, da jeg mødte Innogen," sagde hun. "Jeg vidste heller ikke, hvad der gik af mig, og mor vil sikkert elske at fortælle dig om de alliancer, jeg ødelagde i løbet af de måneder, fordi jeg slet ikke tænkte klart. Det bliver nok aldrig nemt sådan noget," Slet ikke, når det var sket lige oveni en krigserklæring. "Du skal vide, at jeg gerne vil støtte jer. Nok som den eneste i familien ved jeg faktisk, hvad du ser i Cyreesai. Men Eyid, vi bliver nødt til at tone det lidt ned. For vores egen skyld her i forhandlingerne. Hvis I først går offentligt med det, kommer mor med garanti til at planlægge endnu en borgerkrig bag vores ryg. Hun vil aldrig lade jer være sammen."
    Det sidste blev sagt med et strejf af sorg i stemmen på Eyids vegne. Selvom både Atha'ame og Cyreesai bar kronerne, havde Riyeena stadig alt for meget magt bagved.

    "Mor Riyeena tror, alt dette med Cyreesai er skuespil..." mumlede Eyid og undgik at møde Atha'ames blik, uden helt at vide hvorfor. Han fortalte sig selv, at det var for at hun skulle tro ham skamfuld - for dét ville hun vel forvente af ham, ikke? Burde han ikke lade som om han godt vidste at en sådan 'løgn' malede ham i et suspekt lys? "Hun overfusede mig - dén dag Hjertet... Den dag det hele gik fra hinanden. Og jeg vidste ikke, hvad pokker jeg skulle sige, så jeg stak hende en historie om at forsøge at vinde magt i Rådet ad en mere... ukonventionel vej..." Han tillod sig et stramt, humorforladt smil. "Hun var ikke synderligt begejstret. Og hun har gjort det meget klart med sin opførsel, at jeg ikke ligefrem er hendes ynglingsyngel i øjeblikket... Men ja. I det mindste tror jeg ikke, vi behøver at bekymre os alt for meget om hvad hun kan finde på..."
    Med et lille klem slap Eyid sin lillesøsters hånd og fik sig selv på benene - rullede en enkelt gang med skuldrene og rettede åndsfraværende på konkylie-kæderne om sin hals, mens han overvejede, hvordan han skulle fortsætte. 
    "Dét med at tone det ned..." endte han så med at sige, og tvang sig selv til at trække den ene mundvige op i et lille, skævt smil. "Dét må du hellere snakke med Cyreesai om. Stod det til mig havde vi holdt det fuldstændig hemmeligt. Du kender mig, 'Ame - dét hér rod... Jeg finder det alt andet end optimalt..."

    Atha'ame sendte sin storebror et medlidende smil. Hun ville nok have gjort det samme, hvis deres mor havde overfuset hende på den måde. Og Eyidivan behøvede ikke fortælle hende, hvad moderen havde sagt. Atha'ame kunne levende forestille sig nærmest hvert eneste ord. Især fordi det ikke engang var rygter, Rriyeena havde konfronteret ham med. Hun havde set med sine egne øjne, hvad de to havde lavet, og alt under at være ærkefjender var uacceptabelt i den konservative fisks øjne. Så at have stukket hende en løgn var nok det bedste, han kunne have gjort, og så måtte de finde ud af detaljerne på den anden side af krigen.
    "Hm, at snakke med Cyreesai om at holde en bestemt tone ved du godt er lige så let som at få en spækhugger til at..."
    Atha'ame blev afbrudt, da en vagt kom susende ind til dem. "Distriksleder Cyreesai er vendt..." 
    Længere nåede han ikke, før Cyreesai fik skubbet han til side med sin egen ankomst. Hun havde ekstra fart på fra hurtigstrømmene og arme og ben var klistret til kroppen mens finnerne var slået ud for maksimal hastighed. Rød tåge fulgte hende ind i rummet. 
   "De udspekuleret, forpulede gydegyllere til Gojira," udbrød hun med en snerren. "De lagde et baghold bag bagholdet. Fik nappet to af vores bedste krigere. I live, men nu har de forhandlingsfordelen. Argh! Vi slagtede  tre af deres, inden de trak sig tilbage, men de var ikke blandt de dygtigste." 
    Det var omtrent her det gik op for Cyreesai, at hun ikke kun stod over for Atha'ame, men at Eyidivan også var i rummet. At Eyidivan faktisk var tættest på lige nu. Lidt rødt blandede sig med vandet fra et snitsår, der lå henover hendes lår, men som hun rutineret ignorerede. Alt hun havde øje for nu var Eyidivan. Adrenalinen brusende i hendes årer, og hun greb ham om hoften og trak ham ind til sig i et kys, der var så overvældende at se på, at vagten langsomt lod sig glide baglæns ud af lokalet. 

    Eyid havde bøjet hovedet under et lille smil, der føltes mere oprigtigt end han ville være ved. For Atha'ame havde ret - at få Cyreesai til noget, sådan helt generelt, havde gennem tiden vist sig at være en større opgave...
    Han nåede kun lige akkurat at forholde sig til den indbusende vagt, før selv samme Cyreesai indtog rummet med en eftertrykkelighed, som var hun stadig på slagmarken. 
    Eyid brystede sig af at have en hurtig hjerne - altid at være en skridt foran og altid at have gennemtænkt en situation, før den kunne ske. Derfor tilføjede det et ekstra lag til hans handlingslammethed, at Cyreesai dukkede op så uventet - og at hun desuden gik så... fysisk til værks. 
    Før han rigtig havde nået at fatte, hvad der foregik, havde hun trukket ham ind til sig og lagt sine læber imod hans. Og så var det lidt, som om de gode, rationelle planer om at tone alt med Cyreesai en smule ned, så Atha'ame ikke mistede tilliden til ham, forsvandt imellem fingrene på ham. Hans krop reagerede på hendes inden den på nogen måde havde fået lov og i et par velsignede øjeblikke var det, som om hjernen blev fuldstændig koblet fra, mens han overgav sig til kysset.
    Ingen planer, ingen skam, ingen lille stemme i hans baghoved, der hviskede: Med hende er du svag...
    "Ved Dybet, altså..." 
    Det blev Atha'ames trætte mumlen, der bragte Eyid tilbage til virkeligheden, og han fik åbnet øjnene - registrerede den mere eller mindre traumatiserede vagt - og trak sig så skyndsomt tilbage fra Cyreesai. Greb hende om overarmen som en ordløs advarsel.
    Atha'ame lignede én, der mest af alt havde lyst til at gribe dem begge om nakken og slå deres hoveder sammen. Hun og Eyid delte et langt blik, før hun vendte sig til vagten med endnu et suk. "Det var..." En frustreret lyd og et hvast sideblik til Eyid. "Det var vist alt, tak."
    Havmanden stirrede bare tilbage med store øjne og flygtede så ned ad gangen efter at have afleveret et lille buk i Atha'ames retning. 
    "Fantastisk," bemærkede Atha'ame syrligt. "Jeg giver det... en halv dag. Maksimalt. Så har vi jeres lille romance ud over hele Distriktet..."

    Måden hvorpå Eyid slappede af i hendes arme, fik Cyreesai til at holde kysset endnu længere, end hun ellers ville have gjort. Atha'ame var trods alt i rummet, og hun havde lige givet meget vigtige informationer om kampenes forløb og nu forestående forhandlinger, så planen havde været... Okay, Cyreesai havde ikke haft en plan. Ikke én, der involverede Eyid, og nu var alt hun ønskede at involere ham i resten af sine aften- og natteplaner. Der fandtes ikke noget bedre end at mærke ham give slip under sig. Selv hans overarbejdende, altid tankefyldte hjerne så ud til at slå fra, og hun higede allerede efter at se det halvdøsige, salige blik, han havde sendt hende, igen. Hun havde kun haft ham for sig selv én enkelt aften, og det var langt fra nok. Hun havde slet ikke fået nok at ham.
    Atha'ames ord og Eyids vriden sig ud af hendes greb fik hende til at lægge hovedet på skrå og knibe de mørke øjne let sammen. Hun skævede ned til Eyids hånd om sin arm og så fra ham til lillesøsteren.
    "Men ved alle det ikke alligevel? Riyeena har vel udbasuneret det for alle vigtige folk, så de kan prøve at så mistillid til min post på tronerne, antager jeg," sagde hun, og hvor et normalt havfolk ville føle en smule skam over at tale sådan om de andre i lokalets mor, var hendes stemme utvetydig tør i det.
    Der var ingen tvivl om, at Cyreesai forventede det værste af sin nu svigermor, men på samme tid holdt hun ikke fast i lige så mange slamtanker, som Riyeena. For Cyreesai var fortidens kampe nemme at lægge bag sig (når hun havde vundet dem), og mens Ke'Jaelin-overhovedet gik og skumlede over sin skæbne i livet, havde Cyreesai ikke behov for at bære det store nag. Hun havde så bare heller ikke behov for at være i rum med den gamle fisk, men det var nu mest for at bevare sit mentale helbred. Det havde taget noget af et slag sidst, da Riyeena var kommet uanmeldt ind i en lidt for prækær situation.
   "Men det er vel også ligemeget," fortsatte Cyreesai lige som Atha'ame åbnede munden. Afbrydelsen var ikke ilde ment - Cyreesais blik var bare fæstnet på... noget andet. "Vores fokus burde ligge på Gojira."
    Ikke at det var dér, hun havde lyst til at lægge fokus lige nu.

    Atha'ame lignede én, der var kommet til dén konklusion, at hun ikke længere havde ægte misbilligelse at give af - kun  opgivenhed. Da Cyreesai afbrød hende, netop som hun havde åbnet munden, fik opgivenheden dog et øjeblik en snert af irritation.
    "Faktisk," svarede hun Cyreesai, idet hun lod sig dumpe træt ned på en koral-chaiselong, "så har Mor Riyeena været ualmindelig afdæmpet omkring det! Spørg selv Eyid hvorfor - det er åbenbart blevet hans opgave at sno familien også, vi kan få bare en anelse samling på dét her forbandede Distrikt..." Selvom det sidste jo i princippet burde være positivt nok i Atha'ames øjne, sendte hun alligevel Eyid et hvast, bebrejdende sideblik, før hendes øjne vendte tilbage til sin medleder igen. "Og hvad angår Gojira, så er jeg da enig med dig. Men man kan også fokusere så hårdt på noget, at man stirrer sig blind, Cyreesai... Det nytter jo heller ikke noget, at vi lægger så meget i kamphandlingerne i Najubi-distriktet, at vores eget distrikt går i Dybet." Hun kørte en langfingret hånd over ansigtet, før hun gjorde en håbløs, lille gestus. "Og ikke fordi jeg skal hælde blæk i vandet eller noget, men det føles altså efterhånden, som om det er dén vej, det går..."
    Eyid havde diskret trukket sig en anelse væk fra Cyreesai, mens hans lillesøster talte. At dømme fra hendes beklædning og tilstand kom Cyreesai lige fra slagmarken... og hun lugtede svagt af blod. Det fik hans hjerte til at hamre hurtigere - fik hans blik til hele tiden at glide op ad hendes hals; at fæstne sig på den bløde, sårbare hud lige under hende kæbeparti. Hans hænder rystede stadig oven på kysset og for at skjule det, lagde han dem om på ryggen i dén positur, Mor Aleissan havde indprentet i ham som 'god holdning' engang for hundrede år siden. Skjult bag ryggen kunne vride en enkelt gang i de løse skæl på håndleddet - mærkede fokus indfinde sig som et nålestik.
    "Atha'ame er ved at miste Håndværkerne fuldstændigt..." mumlede han som en slags opfølgning på lillesøsterens ord. Og for at distrahere sig selv... "Og Samlerne bryder sig meget lidt om de nye opgaver der ligger i at fragte proviant til vores Krigere i Najubi. Stemningen lader til at være, at vi forsøger at bygge bro med Thuki'ath-distriktet, så alting skal fragtes kortere... Men så bliver Arkitekterne helt sikkert ikke glade. Og jeg tvivler også ærlig talt på, at vi kan vinde nogen over lige nu, der ikke har været impliceret fra starten af. Vi lugter af blod og problemer. Dét er ikke ligefrem attraktivt i en forhandlingssituation..." 
    Atha'ame viftede endnu en træt hånd - som forsøgte hun at verfe problemerne væk. "Jeg har ikke hørt på andet hele dagen, Eyid... Vil du ikke hellere fortælle, hvordan det står til ved fronten, Sai? Du sagde, de fik taget nogle af vores Krigere? Hvad.... gik der galt?"
    

    Cyreesai kiggede undrende frem og tilbage mellem Atha'ame og Eyidivan. Der lå et eller andet i vandet mellem dem, og hun forstod ikke, hvad det var. Atha'ame var sur over deres nye forhold, og tydeligvis havde Eyid forsøgt at holde fokus på det nede og han havde... Han havde formået at få Riyeena til ikke at udbasunere det? Der var en ubehagelig trykken i hendes mave over, hvordan alle prøvede at holde det hemmeligt. Intet havde været hemmeligt, da hun besluttede at forene sig med Rhodion, for alt hun gjorde endte ude i folkemunde hurtigere end en krabbe kunne trække sig ind under sin skal. Samtidig havde hun ikke lyst til at holde det hemmeligt. Nu var de gået så længe med hemmeligheden om deres blodsbånd, og bare det havde været svært at holde på for hende. Smykket om hånden var en evig påmindelse om, at det ikke skulle siges til nogen. Men det her kunne ikke undgå at slippe ud, så hvorfor prøve? Især når hun havde forventet, at Riyeena ville klare det for hende inden for et par timer.
    Atha'ames spørgsmål til kampen trak hende ud af følelsernes vold, og fik hende til at komme med en hvæsen og snurre en hurtig omgang om sig selv i vandet. 
    "De lurede os, de usle rejer," sagde hun vredt. "De havde et baghold i anemonedalen, som jeg så på flere stimers afstand. Vi lagde os klar til at gøre første udfald mod dem, da en større gruppe kom bagfra. Tog vores bagtrop som en hvirvelvind og fik fat i Ekto og Illi'ame. Da vi fik vendt fortroppen om, var de allerede i gang med deres tilbagetrækning. Mit spyd fik en af dem i maven, og to andre røg til Reeshens pigrokke, men der havde de allerede trukket sig så langt tilbage, at vi ikke kunne forfølge. Så kom resten af de folk, de havde i bagholdet. Vi fik presset dem tilbage, men de lod heller ikke til at ville gøre en seriøs indsats. De sørgede bare for, at vi ikke forfulgte den anden flok."
    Hun snerrede igen og lod sine negle bore ind i den bløde håndfladehud. Smykket på den ene hånd fik hende til at stoppe med det lidt tidligere der og blot bore dybere i den anden.
    "Så nu har de forhandlingsfordelen, og vi kan ikke bare angribe, før vi har hørt fra dem," selvom Sai ikke var en Ke'Jaelin, forstod hun trods alt stadig basisprincipperne i krigsførelse. Hun havde prøvet det her et par gange før i sit liv.