Rejsen var lang fra Rubinien til Dianthos.. men Yotul var beslutsom, som hun endelig havde fået sin gamle krop tilbage, så skulle den bestemt også bruges til noget fornuftigt. Det havde været helt umuligt at opstøve noget sjov i Balzera, da fyrsten styrede området med hård hånd. Der var mulighed for at lave ballade, men Yotul ville langt hellere lokke mænd i fordærv end at tilfredsstille deres vildeste fantasier. Ikke at de kunne overtale hende. Hun var fri.. fri til at gøre, hvad der passede hende. Særligt fordi hun ikke var mødt op hos Mørkets hær i snart 2 år. De forventede nok at hun for længst var død. Så hvem ville lede efter hende?

Tanken om at forlade hæren, var noget der dukkede op jævnligt. Særligt efter hun havde set Rubinien og dets beboer. Nærmere bestemt fyrstefamilien. Hun havde set muligheder i stedet for begrænsninger. Måske det var på tide at hun startede på et nyt kapitel. Det var årsagen til at hun befandt sig i Sarghos på vej mod grønnere enge, men først skulle hun have en opgradering til hendes garderobe. Den kjole hun havde stjålet undervejs var slet ikke hende, selvom den stadig var til at bevæge sig i. Men hun foretrak bukser.. Det var langt mere pålideligt.

Rubinien stedet hvor alt uventet kunne ske et sted Jonathan, havde søgt hen for at finde noget der kunne interessere ham, men mest af alt fordi der var ikke rigtig noget interessant der fangede hans opmærksomhed lige for tiden, han havde været på en del opgaver for mørket, men det havde været opgaver som ikke rigtig var noget vildt eller spænende ved, så han havde søgt andre veje nu.

Normalt vil Jonathan altid være på gå ben, men denne gang havde han valgt at flyve, også fordi at han kom hurtigere frem, plus han kunne se mere oppe fra luften, en bekendt skikkelse fangede hans blik, men han var ikke sikker.

Jonathan valgte derfor at lande 30 meter foran den skikkelse som han havde set, ide han landede slog han vinger ind, han vende sig om og rettede på tøjet, hvor efter han begynde at gå imod den skikkelse som han havde set…..

‘Ku det virkelig være hende’ det var den tanke der var i hans hovede, og til hans meget stor overraskelse så han at det var hende ode da han kom tæt på, en flabet elver kvinde fra mørket som han havde mødt før, men hun så anderledes ud end hun plejer, hendes beklædning var anderledes dog ligner hun sig selv “ ser man det, hvad man ikke finder på disse kanter nu om dage “ sagde han med et smil på læben

Det kunne godt være at Yotul havde opholdt sig i Rubinien i snart 2 år, men hun havde stadig ikke vænnet sig til sandet. Det blæste ind alle steder og var blot i vejen, når man forsøgte at komme frem til sin destination. Lige nu savnede hun virkelig sin drage, men han, var nok allerede blevet givet til en anden. Mon de solgte portaler i Sarghos? Så hun kunne komme hurtigere frem til sin destination. Det var uden tvivl et forsøg værd, som hun traskede igennem det tørre ørkenlandskab. Byen havde bare mere.. sand. Hun stoppede ved indgangen til byen, som hun så sig omkring efter en skrædder eller en bod med tøj. Men til sin store overraskelse endte blikket med at strejfe en skikkelse hun sidst havde set i skoven..

Yotul stoppede op, som hun lagde armene over kors og skød den ene hofte ud til siden. Kjolen bevægede sig ganske let i vinden, som den sad tæt omkring hendes overkrop, men var løs omkring benene. Hans ord fik hende til at hæve det ene øjenbryn, som hun fniste ganske let af dem. "Hvad har katten nu slæbt med sig, en lille mus?" spurgte hun med et smil på læben, som hun lod blikket dale ned over hans skikkelse. Den forbandede engel tilhørte også mørket. Mon han var kommet for at trække hende tilbage til Obsidianøerne? Så hun kunne stå skoleret igen? 

Hun gik stille tættere på ham, som hun dog valgte at gå forbi ham, blot for at stoppe ved siden af. Hun kiggede sig over skulderen for at møde hans blik. "Hvad gør du her?" spurgte hun, før at blikket gled tilbage imod byen. Hun havde stadig én opgave, der skulle klares, før hun ville videre. "Er du kommet for at hjælpe med at slæbe varerne?" spurgte hun køligt. Han kunne da godt bære de ting, hun 'købte' eller nok nærmere stjal på sin tur igennem Sarghos.

Kæk og flabet det var hun stadig, men igen Jonathan var ligeglad, der skulle mere til at få ham op at køre, dog kunne han heller ikke lade med at mærke sandet ramme hans ansigt, men nu havde han jo selv valgt hvor han ville flyve hen, han fulgte hver en bevægelse hun tog, og da hun nærmest blot valgte at placere ham smilede han blot og rystede kort på hovedet,
Ide hun kom om på siden af ham, og spurgte flabet indtil hvad han lavede her, og om han ville hjælpe med at slæbe for hende, grab han fat i hendes arm og vende hende i samme ryk mod sig, dog havde han ikke taget mål for hvor tæt hun så ville komme på ham. 

“ hvad jeg gør her er dig underordnet, men hvad laver du her? For så hvidt jeg ved så har du ikke været på nogen opgaver for mørket i langtid, rygtet siger at du faktisk er død “ hans greb blev mere fast om hendes arm, og hans blik mere intenst i hendes, for hvad lavede hun egenlig her?!!.

Han kiggede kort og ned af hende, hendes beklædning var mærkelig, han kiggede tilbage undrende på hende “ og hvad er det for noget tøj du har på?” sagde han spørgerne, da han selv altid var iført hans speciel lavet rustning. 

Spørgsmålet var fair, eller det synes Yotul i hvert fald, som hun ikke kunne se de store problemer i at bruge hans muskler fornuftigt og derved lade ham slæbe de varer, hun kunne opstøve i området. Men Jonathan havde tydeligvis ikke den samme opfattelse af hendes ord, som han straks greb ud efter hendes arm og forsøgte at låse hende i en lettere ubehagelig og trang position. Hun slog blot en latter af, som hun placerede den modsatte hånd imod hans brystkasse og mødte hans blik mere direkte denne gang. Var det nu smart at opføre sig på denne måde på åben gade? Hvis han virkelig gerne ville tæt på hende, så skulle han jo bare have sagt det. For smerten gjorde bestemt ikke noget dårligt for hende, hvilket han burde være bekendt med efter deres første møde. Men måske han havde fortrængt det? 

Den arme kriger af mørket var tydeligvis presset over situationen. Måske fordi hun var blevet ridder og han ikke var? Yotul lod det dog ikke gå hende på, som hun ikke havde de store udfordringer med at se forbi hans fejltrin. I hvert fald denne gang. Hans kommentar til hendes formodet død, fik hende til at trække ganske let på skulderen. "Og?" spurgte hun henkastet og uinteresseret. For det var bestemt ikke et interessant emne og slet ikke noget, hun havde planer om at diskutere her. Eller med ham for den sags skyld.

"Det var det eneste, den lokale kromutter, havde" svarede hun med et grin, som hun direkte indrømmede, at hun havde stjålet tøjet, da hun ikke havde haft nogen anden mulighed. Yotul havde ikke haft mulighed for at tage sin garderobe med, da hun var blevet ført til Rubinien. "Derfor jeg skal finde noget mere.. passende" fortsatte hun, som hun hev en smule i armen, som han holdt fat i.

Endnu engang skuffede denne elver ikke Jonathan, som de stod tæt i den korte tid det vare, kiggede han blot hende direkte i øjne, der var sku et eller andet ved denne kvinde, noget som fangede ham i hende, det var ikke til hans fordel hvis hun fandt ud af det, eller eretreya for den sags skyld, han mærkede hvordan hun prøvede at ryste sig ud af hans greb, han slap armen på hende. “ du ved ligeså godt som jeg at dit ‘og’ ord ikke er noget du mener, for du ved ligeså vel som jeg, at man ikke bare kan  forlade mørkets hær hvis det var det man vil, så det kun et spørgsmål om tid før en som ikke er mig finder dig, også skåner den person dig ikke som jeg gør “ sagde han roligt, men man kunne Ane en smule bekymring for hende, i hans tone.

Hun burde vide at det han sagde var rigtigt, og det ikke var for at spille smart overfor hende, men måske hun bare skjulte sandheden bag hendes facade, Jonathan kig så tæt på hende som han kunne, og kiggede direkte på hende hans øjne flakkede rundt på hende “ hvad genmer sig inden under den kæmpe facade du render rundt med “ sagde han søgende efter svar i hendes kolde memik.

Hvor hun var på vej hen, stolede han ikke på hende nok til at han ville tro hende, men igen interesseret ham heller ikke, “ men igen jeg skal ikke stoppe din ferten omkring disse kanter “ var de sidste ord han sagde inden, han lagde hænder på hendes hofter og hev hende tæt ind til sig, stadig med blikket i hendes.

Der var et ganske svagt spor i hans blik. Yotul kunne næsten ikke tro det, han virkede faktisk oprigtigt bekymret for hende, men hvorfor? For en stund så hun forvirret ud, som det ikke gav mening, at han overhovedet tænkte i de baner. Hvad hun gjorde, var hendes sag og hendes helt alene, så hvorfor skulle han forsøge at blande sig. Det var faktisk umuligt, særligt når hun allerede havde taget beslutningen. Mørkets hær var efterhånden så udbrændt, at der var tale om en synkende skude og hvem ville gå ned med skibet, ikke hende. Det var hun slet ikke dum nok til. Så meget betød Mørkets hær heller ikke. Yotul veg dog ikke fra hans nærvær, som hun blot lo af hans ord og trak på skulderen. Det betød ikke meget for hende. "Hvorfor bekymrer det dig? Jeg har allerede taget beslutningen." svarede hun med et løftet bryn. Han kunne da være ligeglad. Hvis hun blev jaget, så måtte det være sådan.

Englen fortsatte i det samme spor, som hun rystede en smule på hovedet. Som om han ville kunne se forbi det. Hun havde lært en del i de to år hun havde opholdt sig i Rubinien. Hun måtte kæmpe for sit eget og ingen anden. "Hvad betyder det for dig?" spurgte hun direkte, som han forsøgte at undgå alle spørgsmål, der omhandlede ham selv. Hvorfor bekymre sig om hende, når de ikke havde delt andet end kampens hede fra tid til anden. "Men ikke mere alvors snak, nu skal vi have det sjovt" lo hun legende, som hun løftede en hånd imod hans hage og strøg en finger ganske let op over hans kind, til hans ører og videre op igennem hans hår. Der hvilede hånden sig ganske let.

Yotul fejede al snakken til siden, som hun lagde hovedet ganske let på skrå og stille bevægede hofterne fra side til side, særligt da han valgte at lægge sine hænder på hendes hofter. Stille løftede hun det ene knæ, for at stryge det langs med hans inderlår, imens at hun holdt øjenkontakten med ham. De kunne sagtens lege, mere end én leg, hvis det blev nødvendigt.