I det høje nord
Angrebet var kommet fuldkommen bag på dæmonen, mest af alt fordi ingen havde forsøgt at angribe ham på det sidste, så han var nok begyndt at slappe en smule for meget af.. Det irriterede ham grusomt, som dusørjægeren nærmede sig hans lokation, imens at han ihærdigt forsøgte at heale sine ben, så han kunne komme videre. Vingerne var brækket, da han var blevet fanget af en slynge i luften og derved havde ramt træerne på vej mod jorden. Dusørjægeren havde tydeligvis læst lektion. Angrebene var konstante og præcise, hvilket tvang ham til at bruge sine kræfter på at vedligeholde kroppen, men det var slet ikke nok. Han blev hurtigt udmattet og befandt sig nu på knæ i sneen. Fødderne var forrevet, den ene knæskal knust, lårpulsåren var revet over, samt det store åbne sår på maven. Philotanus var lettere forpustet over udviklingen, som han forsøgte at tvinge dusørjægeren i knæ, men ikke kunne fokusere længe nok på skikkelsen til at aktivere sin magi, før at synet blev sløret.

Du kan tro nej…
Med ét forlod Philotanus den ynkelig krop, som den faldt forover og landede i sneen. Kroppen var blot en tom skal, så han havde ikke i sinde at forsøge at opretholde dens funktioner, når han bare kunne hoppe videre til den næste. Philotanus’ sjæl steg langsomt til vejrs, som han ledte efter den nærmeste krop, som han kunne besætte, men til sin overraskelse, så bevægede skikkelsen på jorden sig. Den fulgte efter ham? Havde dusørjægeren mulighed for at følge sjælene, når de forlod kroppen? Lettere frustreret måtte han indrømme, at det var en nyttig evne, når man skulle jage dæmoner, der blot kunne efterlade kroppen i forfald og stikke af. Men det betød også, at han var nødsaget til at drage så langt væk, som overhovedet muligt. For han kunne umuligt blive forfulgt til den anden ende af landet? Det måtte komme an på en prøve.

----

Ved vandfaldet
Vejret blev varmere, himlen lysere og lysere, som Philotanus tvang sig selv til at ignorere de mange muligheder, der befandt sig lige for næsen af ham. Hvis han valgte den første og bedste, så ville han blive indhentet af dusørjægeren og derved ville han skulle starte forfra. Han skulle sydpå og gerne langt, så langt hans magi kunne bære ham. Men kræfterne var også begyndt at slippe op, som han pludselig kunne fornemme en sjæl på kanten af liv og død. Skikkelsen var svag og ung, men ville være i stand til at bære hans sjæl længere syd på, så han måtte gøre et forsøg. Derfor tog han beslutningen om at skubbe drengens sjæl ud, blot for at overtage hans krop. Langt om længe kunne han slappe af.. og dog..

Kroppen skreg af smerte, som Philotanus vågnede op i kroppen med et smertefuldt støn. ”For Zaladin også” hvæste han, som han forsøgte at tage sig selv til anklen, men hurtigt konkluderede at hænderne var bundet sammen? Havde dusørjægeren fundet ham? Eller hvad drejede det sig om? Langsomt åbnede han de brændende øjne, den orange farve, havde slugt den grønne farve i øjnene, som han overtog kroppen. Han lå med hovedet nede i græsset, hænderne var bundet på ryggen og fødderne var også.. Det var ikke ligefrem det bedste sted at være endt. ”Hvad Zaladin foregår der?” spurgte han ud i det blå, som han forsøgte at løfte hovedet for at se sig omkring. Lyden fra vandfaldet afslørede lokationen, men skikkelsen foran ham, så bekendt ud? Det var efterhånden måneder siden, at han havde set hende, Leah,i sneen, men varmen fra solen og lyden fra vandfaldet vidnede om de højere temperaturer. Det prikkede i hans hud, som han bestemt ikke var van til den varme, når nu han havde levet så længe i nord. Hvad lavede hun der? Og hvorfor var kroppen bundet på denne måde? Han havde end ikke bemærket at ordene der kom ud af hans mund, blev sagt på dæmonisk. Det fløj bare ud af ham af ren og skær frustration.


//Philos nye udseende

Alt for lang tid var gået, og følelsen af at havde vandret rundt inde, i den flotte by samt natur, var noget skovelveren godt kunne lide. Der var noget roligt, og nærmest afslappende over det. Men generelt var Medanien bare et godt sted, også selvom det ikke var Elverly, så var det forfriskende at udforske, og opholde sig i andre byer. De brune øjne udstrålede beslutsomhed, og var låst fast på fangen nede i græsset foran sig. Vandfaldet kunne høres, og lyden af fuglene der kvidrede fik et lille smil til at folde sig over skovelverens ansigt. Der var intet bedre end varmen, og hovedet tiltede hun lidt, hvorefter hun satte sig lidt ned på hug ved fangen.

Lyden af støn, fik hende til at følge personens bevægelser, så meget personen overhovedet kunne bevæge sig. Hun havde jo bundet ham, med en ganske god grund. Øjnene fikserede hun ikke på lige nu"Der er en god dusør på dig, og jeg kunne godt bruge pengene" det var ganske sande ord. Leah kunne godt bruge pengene for denne person, hun havde fanget. For at han ikke kunne slippe væk, havde hun bundet ham. Ordene personen sagde, lød ikke til, at være på et sprog hun kendte, eller havde hørt før. Et kort øjeblik tillod hun sig også, at undre sig over det. Det brune hår faldt naturligt ned over brystet og ryggen, og smilet voksede sig lidt større.

"Kan du ikke ligge stille, det kommer bare til at gøre endnu mere ondt på dig, hvis du bevæger dig" fortsat havde Leah slet ikke sine brune øjne på personen foran sig. I stedenfor undersøgte hun omgivelserne, og efter ganske kort tid rejste hun sig op. Gik hen til fangens fødder, og sørgede for at rebet omkring dem var stramt, så han ikke kunne bevæge dem. Hvem var denne fange, det var ikke en person hun havde set før. Efter at have sikret sig, at rebet var stramt, gik hun hen til kanten af vandfaldet, og løftede sin bue lidt op. Hurtigt fik hun placeret en pil på strengen, og var klar til at sigte efter en af de skumle og luskede dursørjægere som luskede rundt herude ved vandfaldet.

Hvorfor havde han lidt på fornemmelsen af, at problemerne bare stod i kø, denne dag. Han sukkede irriteret og frustreret, som det blev gjort klart for ham, at han ikke bare sådan lige kunne komme fri. Placeringen af hans hænder gjorde det også udfordrende at bruge hans magi. Ikke at det var nemt, når han lige havde besat en ny krop. Magien skulle lige sprede sig ud i kroppen før at han kunne gøre brug af den. Så han måtte pænt vente på at komme fri, medmindre han kunne overtale sin tilfangetager til at slippe ham fri. For han var virkelig ikke i humør til at have problemer med endnu en dusørjæger. Det var selvfølgelig kun aktuelt, så længe han ikke kunne se hendes ansigt. Eller høre hendes stemme. Den kunne han nok genkende til enhver tid.

Det var uden tvivl Leah, der af en eller anden grund, mente at hun skulle forsøge sig som dusørjæger. Hvad var chancen også for at havne i hendes kløer efter de problemer han var stødt på tidligere. "Du mangler krystaller? Dem kan jeg godt skaffe for dig, hvis du bare lader mig gå først" forklarede han stille, som han dog havde valgt at tage krystalliansk, selvom han havde et svagt minde om at hun kunne forstå dæmonisk, men han kunne sagtens huske forkert. Det var jo efterhånden længe siden, alligevel var det sjældent at elvere brugte energi på at lære andre sprog end deres eget.

Philotanus brummede, som Leah lige pludselig insisterede på at stramme rebet omkring hans ben. Hvad var meningen med dette? Han skulle lige til at brokke sig, da hun gik hen til vandet og strammede buen. Hun havde opfanget andre ved vandet? Lettere utilfreds forsøgte han at falde til ro, så han kunne lytte til deres omgivelser. Hun tog ikke fejl.. Der var tydeligvis andre i nærheden. Var hun kommet dem i forkøbet? Men der var ingen ære iblandt dusørjægere, så de ville uden tvivl forsøge at stjæle byttet fra hende.. Det lod til at drama havde det med at finde ham, uden at han skulle gøre særlig meget for at lokke det til.

Lyden af en larm som kun blev højere, og højere fik alle hendes sanser til at reagere instinktivt. Hvordan kunne hun slet ikke havde, hørt efter. Jovist så havde hun skam hørt lidt lyde i nærheden, men hendes første tanke var ikke dusørjægere. At indrømme, at hendes tanke havde faldt på dyrene, valgte hun bestemt ikke at afsløre. Det var heller ikke noget som hun mente denne fange behøvede at vide, hun stod klar med buen i hænderne. Lod de brune øjne skimme omgivelserne fra venstre side til den højre side. Nervøsiteten voksede inde i hende, og hænderne rystede en smule. Hun ville så gerne fremstå selvsikker, og stærk. Men hvis dusørjægerne var herude, var de helt sikkert stærkere end hun var. En kamp imellem en skovelver som hende, og nogle jægere, som kunne være alt imellem vampyrer, dæmoner, og andre slags væsner, det ville ikke ende godt.

"Okay du bliver her, så kommer jeg tilbage lige om lidt!" råbte hun bevidst, som hun slet ikke svarede ham på hans ord, om at slippe ham fri. Hurtigt løb hun dybere ind i skoven, for at se om hun ikke kunne ramme nogle af jægerne, før de ville få chancen for at stjæle hendes bytte - fange. Med buen løftet, var hun på vagt. Sørgede for at gå stille rundt inde i skoven, men havde ikke opdaget en dusørjæger lå på skjul bagved hende. En kniv ramte hendes kind, som hun lige nåede at undvige så meget hun kunne. Nervøs bed hun tænderne sammen, og besluttede sig for at stikke sin pil hårdt ned i jægerens lår. Nu var der tid til, at hun kunne løbe tilbage til fangen. Da hun også nåede hen til ham, bukkede hun sig ned, og løsnede de reb som bandt både hænderne og fødderne.

Som Leah rettede sig op, fik hun endelig et glimt af øjnene på denne fange. Det var som om hendes hjerte stoppede, og blodet fra kniven, løb ned over hendes kind. Var det virkelig? ingen ord forlod hendes mund. Hvad skulle hun også sige, hun var splittet. På den ene side, havde hun så mange spørgsmål, og på den anden side, så var hun fristet til at stikke ham en lussing. Jægerne nærmede sig, og Leah vidste, at de nok begge to var nødt til at smutte væk, så alle de jægere ikke ville få fingrene i hendes 'bytte'. Hun bed sig lidt i underlæben, og tænkte ikke på blodet som løb ned ad kinden. Hvis det faktisk var Philo, eller det var ham. Øjnene løj aldrig, men hvorfor var han her? hadede han ikke varmen? Hun var nødt til, at stoppe alle spørgsmålene lige nu"Du.." formuleringen var svær, og Leah vidste slet ikke, hvad hun skulle sige, og reagere lige nu. Hjertet føltes som om det var gået i stå.

For zaladin også. Nu løb skovelveren den modsatte vej. I stedet for at slippe ham fri, så valgte hun at løbe imod den mulige fjende, som gemte sig i skoven. Han brummede en smule utilfreds, som han skævede rundt om sig. Det ville være rigtig uheldigt, hvis der lige pludselig kom nogen bagved ham. For han ville endnu ikke kunne forsvare sig.. der ville stadig gå lidt tid, før at magien atter ville aktivere sig selv.

22.. 23.. 24.. han talte langsomt sekunderne for hvor længe hun var væk og hvor langt han var fra at få sin magi tilbage. De åbne sår på kroppen var nød til at heale før at han ville være i stand til at bruge sin kræfter, så han måtte pænt vente. Hvilket ikke passede den knap så tålmodige dæmon, som han fortsat var bundet på hænder og fødder. Hvorfor havde hun ikke bare sluppet ham fri? Selvfølgelig havde de ikke haft tid til at redde trådene ud, men hun kunne da godt lige have sluppet ham fri, før hun stak af.. og efterlod ham der.

Endelig! Leah kom tilbage, denne gang med en rift på kinden, som han skulede imod skoven. Det var altså fjender i skoven og ikke dyr. Det var dog en befrielse at få hænderne fri og benene, som han straks satte hænderne i jorden, for at sætte sig op. Derpå valgte han at strække armene, for at få en fornemmelse af den nye krop. Lige i tide til at se en pil flyve direkte imod ham. Den stoppede dog midt i luften, før at den faldt til jorden, som han havde forandret tyngdekraften omkring den og derved gjort den langt tungere end hvad den var. "Hvad har du rodet dig ud i?" spurgte han stille og upåvirket, som var det intet særligt at være omringet af dusørjægere. Det var han efterhånden vant til.

Som det varme blod løb ned ad kinden på hende, var hun nærmest i chok over synet foran hende. Det var ikke til, at tage fejl af. Det var Philo, men hvad i al verden lavede han her. Spørgsmålene poppede sig op i hendes hoved, og hun forstod ingenting. Det var ikke det udseende hun var vant til, at se. Men nu havde hun efterhånden også set, og oplevet ham i andre kroppe. Det vigtigste var altid øjnene, eftersom hun altid kunne genkende ham på dem. Stilheden kunne mærkes, og larmen ude fra skoven fortsatte, og enlig burde hun nok sige et eller andet. Eller give ham en lussing, for at pludselig forsvinde, imens hun bestemt var sikker på at han var død.

"De er bare ude efter dig, intet andet.. Jeg vidste ikke, hvorfor.. Du skulle jo være død" okay det var måske ikke det bedste at sige, når man endelig så hinanden efter tusind år nærmest. Men Leah vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige lige nu. Pilen som pludselig kom flyvende fik hende til at bide sig nervøs i underlæben, måske det var en god idé at komme væk herfra, eller bare sørge for at få ramt på de andre jægere. Denne krop foran hende, var Philo. Hun havde været så sikker på, at det bare var fangen som dusørjægerne var ude efter. Forvirringen spredte sig hos hende, selvom hun var lidt vant til at Philo dukkede op engang imellem, altid i en ny krop. 

Buen løftede hun ned, og løftede en figner op til sin kind. Blodet fjernede hun lidt, og vendte de brune øjne hen imod skoven. Lydene kom tættere på, og de overdøvede vandfaldet. Det var nok et spørgsmål om tid, før de ville nå frem. Hun havde kun sin bue og pile, måske få knive, men det var det. Som hun stod ved fangen, som var Philo. Behøvede hun nok ikke være så bekymret, eftersom hun godt vidste, hvor stærk Philo enlig var. Men var han mon også så stærk i en ny krop, hun tvivlede på det"De nærmer sig os, burde vi ikke gøre et eller andet" hun gad ikke til at udspørge ham nu, om hvor han havde været henne, og hvorfor han ikke var død. Hun var nødt til at finde en løsning på situationen lige nu, så kunne hun altid kramme ham, og alt det andet derefter.

Der var altid konsekvenser ved at forsvinde, men han havde ikke haft noget valg, da først han blev efterlyst, fordi så ville han blot bringe de nærmeste i fare. Det var af selv samme grund, at han endnu ikke havde opsøgt Orcus, selvom han for længst burde have gjort et forsøg. Det var dog en helt anden historie at forsøge at indhente fortiden. Den fortid han havde delt primært med Orcus på det seneste, men nu havde han næsten ikke set ham i 2 år, så der kunne være sket en del.

Dusørjægerne havde ingen anelse om, hvad de lige havde kastet sig ud i. De forventede nok en anden forbryder end den, de lige pludselig var endt med. Den efterlyste, hvis krop Philotanus havde overtaget, var knap så farlig, som den dæmon, der nu havde besat kroppen. Øjenfarven havde også taget en drastisk ændring, hvilket de fleste ville bemærke, hvis bare man var tæt nok på. Men det krævede at Philotanus tillod dusørjægerne at komme tættere på, end det de allerede var. Pilen var et bevis for, at hans magi så småt var vendt tilbage. "De er ude efter kroppen" svarede han med et glimt i øjet, som han strøg hende stille ned af kinden. Han følte ikke at hun havde ændret sig meget, hun kastede sig stadig ud, hvor hun ikke kunne bunde, tydeligvis.

Leah virkede nervøs for, hvad det ville udvikle sig til, hvis de blev der. "Jeg er ikke klar endnu.." mumlede han, som tegn på at kroppen endnu ikke helt havde overgivet sig til ham. Derfor kunne han ikke bruge magien til at flytte dem. Vingerne var heller ikke dukket op, så han kunne heller ikke flyve dem et andet sted hen. "Bliv i nærheden" lød det hviskende, som han så den første dusørjæger træde ud af skoven og hen imod vandfaldet. Han bar på et spyd.. og et skjold. Ikke rigtig noget der ville hjælpe ham imod den nye udfordring, som lurede i drengens krop. Den gamle dæmon var langt fra så nem at få kål på, som drengen havde været. Men sårene var langt om længe healer, så Philotanus kunne fokusere på noget andet end lige netop den magi.

Et kort øjeblik tillod hun sig bare at lukke øjnene, bare for at nyde berøringen fra ham. Selvom det var en anden krop, og havde det været en fremmede, havde hun helt sikkert ikke tilladt det. Men fordi det var Philo, så gjorde det ikke noget. Et smil voksede sig på hendes ansigt, som hun faktisk bare var glad for, at han var så tæt på hende nu. Leah havde været sikker på, at han var død. Men heldigvis var han ikke det, og på den anden side, var han så ikke død, på en eller anden måde. Hans krop dødede jo, og heldigvis havde han fundet en ny. Selvom denne nye krop, virkede svag"Det giver god mening, men så burde du passe på. Den er vel stadigvæk svag for dig Philo" hun kunne ikke undgå at give ham et elevatorblik.

En dyb indånding blev taget, og hendes brune øjne rettede sig hen imod skoven. Hun var nødt til, at gøre et eller andet. Hvis Philo var alt for svag, var hun nødt til at beskytte dem begge to, så meget hun kunne. Selvom det var minimal hvor meget hun faktisk kunne gøre. Der var sikkert en helt masse jægere, og hvad de kunne finde på, ville hun ikke vide. Hun strøg en hårtot bagved det ene spidse øre, og ordene om at hun skulle blive i nærheden, fik hende til at synke en lille klump. Dog prøvede Leah at fremstå modig, og stærk, men det kunne hun sikkert ikke narre nogen med.

"Okay jeg går ikke langt væk, men jeg vil gerne hjælpe. Du kan ikke klare dem selv, ikke i den tilstand der lige nu"hun hentydede helt sikkert til hans nuværende krop. Leah trådte lidt væk fra ham, og holdte godt fast omkring sin bue og pil. Måske kunne hun ramme en eller flere jægere fra et træ. Det var en mulighed, ellers skulle hun gemme sig i nede i vandfaldet, så hun kunne være klar til at ramme dem når de kom forbi. Hun begyndte at gå hen imod skoven, lige til indgangen kort, så hun kunne klatre op i det nærmeste træ. Hvilket hun også gjorde, og hun var overraskende nok hurtig til det. Som hun stod på en af de øverste grene, havde hun en god udsigt, og kiggede ned på nogle af jægerne som kom gående.

Det var et besynderligt forhold, de to havde til hinanden. Der var som sådan ikke noget forhold, men blot et venskab, der til tider kunne vise sig som noget andet. Berøringen var blot en måde hvorpå han kunne sikre sig, at hun ikke lige pludselig stak af. Eller en måde hvorpå han kunne forsikre hende om, at det virkelig var ham. Han havde en ganske særlig måde at strejfe hendes kind på, som han afsluttede det ved at trykke hende på næsen. "I det mindste er den ung, så forhåbentlig kan den holde til lidt magi.." brummede han, det var tydeligt at høre på ham, at han ikke nødvendigvis havde været heldig med de kroppe han havde boet i. Han trængte til en krop, der kunne holde til hans magi, så han ikke længere skulle bekymre sig om, om den lige pludselig smuldrede imellem fingrene på ham.

Typisk. Leah forstod ikke altid meningen med hans ord, hvilket også var tydeligt, da hun valgte at rejse sig og endte med at gå hen til det nærmeste træ for at klatre op i det. "For Zaladin også" bandede han opgivende, men han kunne ikke nå at beklage sig til hende, før at jægeren sendte spyddet direkte imod ham. Han var desværre ikke hurtigt nok, som spyddet satte sig fast i hans skulder. Jægeren havde nok haft i sinde at gennembore hans hjerte, men heldigvis havde Philotanus haft tid nok til at flytte sig bare en smule. Han brummede af smerte, som han greb fat om spyddet og begyndte at trække det ud. Men så fløj det selv ud og tilbage i jægeren hånd. Den var altså belagt med magi.. det var godt at vide. Så snart spyddet var ude begyndte han at lukke såret med sin evne. Men det forsikrede også de øvrige processer og måde hvorpå han kunne komme ud af denne knibe. 

Som de brune øjne fulgte nogle af jægerne som gik nedenunder, gjorde hun klar med buen og pilen. Viljefast var hun pludselig, og havde fundet et godt sigte. Pilen blev affyret hen imod den ene jæger, og heldigvis ramte den, og manden faldt død om. Nu manglede hun bare at ramme den anden. Men balancen var svær at holde på grenen, især når den var så tynd. Men hun ville ikke give op nu, hun var så tæt på at få ramt på den anden også. Tøvende prøvede hun at få genskabt balancen på grenen, og gjorde klar igen til at affyre en pil. Uheldigvis ramte den kun jægeren i benet, og Leah bed tænderne sammen. Manden kiggede rundt, for at finde ud af, hvor pilen kom fra. Så det var ikke et godt tidspunkt, at klatre ned på.

"Please sig, at Philo klarer det bedre end mig.."mumlede hun lavt for sig selv, og fulgte den sårede mand lidt, før hun var sikker på at kysten var klar. Hun klatrede ned fra træet, og skyndte sig at løbe hen imod Philo, for at se om han var okay. Synet af spyddet som sad fast i hans skulder, fik hende til at betragte det med stor bekymring. Før hun nåede at gøre noget, eller sige noget bukkede hun sig lidt, for at undgå at blive ramt af et spyd fra skoven. Men heldigvis så det ud som om han selv havde trukket det ud, og kastet det tilbage. Et lettet suk forlod hendes mund, og hun lagde begge hænder rundt om hullet, hvor spyddet havde siddet i"Du står stille, imens jeg healer det, okay" hun skulle til, at bruge sine healende evner, men vidste ikke om han selv kunne heale det. 

Så imens hun afventede hans reaktion, og svar, prøvede hun at stoppe blodet med begge sine hænder. Hun skulle aldrig havde løbet væk, men bare blevet ved vandfaldet. Hun var så dårlig til at høre efter, men hun var her ved hans side, og blev stående fast. Buen lagde hun i græsset, med pilen ved siden af"Jeg fik dræbt en af jægerne, og ramt en i benet"nævnte hun som, hun overvejede om hun skulle finde noget til, at stoppe blødningen fra hullet hvor spyddet havde siddet.

Dusørjæger, de var forbandet hele bundtet. Og så hamrende irriterende, at det kun gjorde ham mere irriteret. Philotanus var kun lige sluppet af med én og nu var han ved at være omringet af flere? Det kunne næsten kun være en bande, for hvorfor skulle de ellers arbejde sammen mod et fælles mål? Uanset hvad, så var han nød til enten at gøre en ende på dem eller også skulle han finde en måde at få dem væk på. Ham og Leah. For han kunne umuligt efterlade hende der. Men lige nu skulle han lige håndtere det åbne sår i hans skulder, som han dog til sin overraskelse kunne se at Leah kom retur. Hun var uskadt, så langt så godt.

Det forbavsede ham en smule, at hun straks forsøgte at heale ham. Havde hun glemt hans sekundære evne? Sår ville heale sig selv, men noget kunne tyde på, at hun i kampens hede, havde glemt det. "Spild ikke dine kræfter på mig, jeg klarer den selv" forsikrede han hende, som hun tydeligvis var bekymret. Han skulle bare lige op i gear igen. Det var næsten stoppet med at bløde, så inden længe ville det være forsvundet igen.

Han lyttede roligt til hendes ord, som hun forklarede, at hun havde dræbt en og såret en anden voldsomt. Det var modigt at gå imod den type væsner, men hun havde egentlig ikke haft noget valg. Hvis hun skulle igennem det uden skrammer. Men lige med ét dukkede de mærker vinger frem på hans ryg. Endelig! Nu følte han sig mere som sig selv og ikke bare en knægt. Han slog dem straks rundt om dem begge, da en økse kom flyvende bagved dem. Vingen slog den helt automatisk tilbage ind i træet ikke langt fra angriberens hånd. "Hold fast i mig" beordrede han Leah, som han dog greb ud efter hende og trak hende til sig for at lette fra jorden. Hvis hun nu ikke kunne følge med det nye tempo.

Det var først ved hans ord, at det enlig gik op for hende, at hun slet ikke behøvede at tænke på at heale ham. Han klarede det selv, og det havde han altid gjort, hvad hun kunne huske. Det var ikke godt for dem begge to, at blive her ved vandfaldet, uanset hvor hyggeligt her var. Hvis man lige undgik jægerne, og den larm som de lavede. Leah kunne sikkert sagtens nyde en tur i vandet, og bare nyde omgivelserne, og den herlige natur. Men lige nu handlede det om alt andet, og det handlede især om at beskytte deres liv. Synet af vingerne på hans ryg, fik et smil frem på hendes ansigt. Hun ville lyve, hvis hun sagde at hun slet ikke havde savnet dem. Det havde hun, og hun huskede hvor tit hun bare havde rørt ved dem.

"Hvor skal vi hen Philo?" hun slog begge sine hænder rundt om hans nakke, og skulede kort hen imod skoven, som hun tydeligt kunne ane flere, og flere jægere var på vej i deres retning. Havde han en plan, om hvor de skulle tage hen. Hun var på en måde ligeglad, så længe de kom væk fra deres nuværende sted. Udover at hun holdte godt fast rundt om ham, lænede hun sit ansigt ind til ham også. En bekymring for hans styrke, og den nye krop kunne hun ikke skjule, den var der fortsat. Leah ville ikke sige noget lige nu, men hun håbede virkelig på at hans styrke var kommet tilbage, og den krop han nu havde ikke var en alt for svag én. 

Hvor lang tid var der gået, siden hun sidst havde fløjet med ham. Det var uden tvivl lang tid siden, ligesom at det var lang tid siden, at hun faktisk havde set de intense, og dybe øjne. Øjnene som indeholdt så mange ting, ting som man nok ikke kunne forklare. I et kort øjeblik tillod hun sig, at lade sine brune øjne hvile sig på hans vinger. De flotteste vinger, det var de. Hun huskede tydeligt, hvor vild hun altid havde været med dem"Det er godt at se dig igen..."lød det pludselig fra hendes mund, selvom hun fortsat havde så mange spørgsmål. Hun fik fundet et lille smil frem, og nød luften et øjeblik, og følelsen af at flyve med ham igen, at være i hans favn igen, var bare rart. 

Endelig.. det at få luft under vingerne føltes altid som en befrielse, selv når han havde gjort det i så mange år efterhånden. Egentlig blev han aldrig rigtig træt af det. Det var bare noget ganske særligt. Men lige nu var det vigtigt at få sat en stopper for balladen, de havde rundt om sig. Det var dog vigtigt at få hende ud af deres rækkevidde først, så kunne han altid håndtere dem efterfølgende. Lige nu sørgede vingerne for at holde dem begge langt væk fra økser, spyd og pile, som han tog et øjebliks fred og kiggede ud over det nye land område.

"Ingen steder" svarede han, som han holdt dem svævende i luften, imens at de langsomt drejede rundt, så han kunne få et overblik over omfanget af dusørjægere på jorden. De kom langsomt frem fra træerne, så han kunne tælle dem og nøje se deres lokation, som han planlagde sit næste træk. Philotanus forsøgte at skjule et svagt smil i mundvigen, som Leah endte med at læne sig ind til ham. Det var underligt altid at mødes under disse omstændigheder.

Med ét sendte Philotanus en bølge en tyngdekraft ned imod jorden, som den ramte, spredte den sig ud og væltede jægerne omkuld med smertefulde skrig. Langsomt lod han dem dale ned til jorden igen, hvor han atter slap hende, så hun kunne finde fodfæste igen.. i angrebet havde han hørt hendes ord, men ikke haft chancen for at gengælde dem. "Omstændighederne kunne være bedre." Det lød en smule henkastet, som han dog mente hvert et ord. De startede altid ud med blod, men hvorfor mon? Der var stille omkring dem, jægerne bevægede sig ikke og der var kun naturens lyde tilbage nu, samt det store vandfald.

De brune øjne scannede kort området selv, bare for at se om hun kunne se flere fjender. Det var lidt svært oppe fra luften, mest fordi hun sørgede for, at være så tæt på Philo som muligt. Hendes greb rundt om hans nakke var fast, og hun tillod sig et øjeblik at betragte de flotte omgivelser fra luften. Vandfaldet var faktisk et ganske flot, og hyggeligt sted. Det var altid de næsten farlige, og risikofyldte situationer, hun altid mødte Philotanus. Det var lidt spøjs, og lidt hyggeligt også på en meget underlig måde. Da jægerne begyndte at skrige, spredte der sig et tilfreds smil på Leahs ansigt, og hun lod sine øjne følge jægernes bevægelser.

"Vi mødes altid under lignende omstændigheder.. Det er lidt sjovt" et mildt grin forlod hendes mund, og hun strøg en hårtot bagved det ene spidse øre. Det var virkelig rart at se ham igen, selvom hun fortsat havde en lille lyst til at give ham en lussing, for at bare forsvinde, imens hun kunne tro, at han var død. Et kort øjeblik fjernede hun sit blik fra ham, og betragtede vandfaldet, og omgivelserne lidt. Var alle jægerne virkelig forsvundet væk fra stedet? Leah gik lidt rundt, imens hun lavede et kort træk med skulderen. Det havde ikke fysisk været for hårdt for hende, selvom man skulle tro det, når man tænkte på hendes spinkle krop.

Efter at have gået lidt rundt, stoppede hun op henne ved Philo igen. Smilet voksede, og hun prikkede ham hårdt ind i brystet. De brune øjne faldt frem til hans øjne, som hun tiltede hovedet en lille smule. Armene lagde hun afslappet over kors, og nød bare synet af dæmonen foran sig. Selvom det var en anden krop, så havde Leah altid kunne genkende ham på øjnene, hvilket var rart"Jeg troede at du var død.. Jeg var næsten sikker på det, selvom din krop dødede, så.. Troede jeg du var død, og forsvundet foraltid"stemmen var lav, som hun lod blikket blide lidt trist ned imod græsset.

De kunne sagtens være flygtet fra vandfaldet, men Philotanus var ikke sikker på, at han kunne bære dem begge langt nok til at dusørjægerne ville opgive deres jagt. Altså var han nød til at bruge en lidt mere ekstrem metode til at forhindre dem i at bevæge sig og samtidig med nok kraft til at slå dem ud, så de ikke bare vendte tilbage om lidt. At dræbe dem, midt i Medanien, ville ende med at få ham efterlyst for alvor, så ville dusøren blive højere og han ville ikke være i stand til at falde i ét med de øvrige efterlyste. Ikke når først dusørjægerne fik færten af ham. Men nu var der ikke meget de kunne gøre, udover at lade tingene ske, imens at Philotanus fik styr på sine egne kræfter og magi.

Leah havde ret, de mødtes næsten altid, hvor der var blod og fare på færde, så han kunne ikke andet end at smile af tanken. Det var nok svært at undgå, når man valgte at ses med en dæmon som ham. Den gang, han havde været sammen med Orcus og deres forretning, så var der mere kontrol på hans udbrud, men når der ikke var nok til at styre ham, så fik kræfterne lidt mere frit spil, særligt fordi han ikke følte, at han behøvede passe på de kroppe, som han endte med at besætte. "Men udmattende" lo han stille, som han lod blikket falde imod hendes skikkelse igen. Han fulgte Leah's bevægelser med øjnene, som de kom ned på jorden og han ikke længere var nødsaget til at holde fat i hende. Hun var jo fri til at bevæge sig, som hun ønskede.

Da hun vendte retur, havde han ikke forventet, at hun ville prikke ham i brystet og slet ikke på den måde. Derfor endte han med at kigge en smule forvirrende på hende, som han løftede det ene øjenbryn. Hendes ord forklarede det dog, som han lod blikket vandre forbi hende. Lidt som om, at han ikke ønskede at indrømme sin fejl eller bare ikke kunne se det store problem i det. "Så nemt slipper du ikke af med mig" svarede han med et skuldertræk, som han ikke kunne se, hvorfor hun så det som et stort problem, at han ikke havde vist sig længe.

På en måde så håbede hun virkelig ikke, at der ville komme flere jægere. De var efterhånden så trælse, og sommetider så svære at slippe af med. Heldigvis stod hun lige nu og nød lyden af vandfaldet, og den dejlige ro som der pludselig var over hele stedet. Uden at sige noget, vendte hun ryggen til Philo, og gik hen til kanten af vandfaldet. Satte sig ned på knæene, og lænede sig en smule frem imod vandet. Spejlbilledet kunne tydeligt ses, og hun fik et smil frem. Hvorfor hun faktisk smillede var hun ikke sikker på, men det handlede sikkert om omgivelserne som påvirkede hende på en ganske god måde.

"Er du sikker på det? du er da god til at forsvinde væk.. Lige pludselig"drillede hun, som hun lod sine brune øjne hvile sig hen på Philo. Det var nu sande ord, men hun havde heller ikke lyst til at slippe af med ham. Generelt var det nok også rimelig svært, at slippe af med en dæmon. Dog håbede Leah meget på, at han kunne holde varmen ud, han var sikkert mest til det lidt mere koldere klima, og temperaturer. Eftersom hænderne var blevet beskidt, og havde fået lidt skrammer, valgte hun at dyppe dem i vandet en smule. Dog efter ganske få minutter fik hun øje på noget nede i vandet. Hun åbnede munden, og skulle netop til, at nævne det for Philo, før hun pludselig blev trukket ned i vandet "Heey!!"råbte hun bare, før hun forsvandt ned i vandet. 

Om det var jægere, eller noget andet vidste hun ikke. Men det skulle ikke undre hende, hvis der fortsat var nogle jægere som lurede i det skjulte. Hun nåede at få sig selv op til kanten, og lyttede til vandfaldet kort. Det var som om hun ikke kunne høre noget andet, men de brune øjne blev pludselig store, ved følelsen af noget som havde grebet fat rundt om hendes ben under vandet"Giv slip dit kryb!" råbte hun højt, imens hun prøvede at sparke ud efter jægeren, eller væsnet. Hvad end det lige var som gemte sig i vandet. 

Eller måske hun bare var glad for at se Philotanus igen. Han havde i hvert fald ikke noget imod at være kilden til hendes smilende udtryk. Det var ganske beroligende at se hende gå omkring, imens at han lige skulle vænne sig til sin nye krop. Vingerne foldede han stille op ryggen, som han undersøgte skaderne fra tidligere, men de var så godt som healet, så dem behøvede han ikke at bekymre sig om mere. Han betragtede hende kort, som hun satte sig på hug, før at han nærstuderede tøjet, han havde på. Det var slet ikke hans stil.. men han nåede ikke at tænke længe over det.

Pludselig forsvandt Leah fra vandkanten, som han straks løb hen og kiggede ned i vandet. Var hun hoppet i, lige nu? Det var et underligt tidspunkt at tage et bad, selvom det nok var tiltrængt. Men det kunne også ligne hende at hoppe i vandet. Men da hun lige pludselig dukkede op et andet sted, rynkede han på panden. Hvad foregik der? Hendes ord gav ingen mening, før at han opdagede en skygge i vandet. De var ikke sluppet fri endnu. Uden at tænke videre over det, rejste han sig op, løb imod hende og sprang ned i vandet med hovedet først og arme strakt ud. 

Bevægelsen i vandet var flydende, som han greb fat i den fremmede og hev ham længere ned under vandet. Et solidt greb om nakken tvang jægeren til at slippe Leah, som Philotanus sendte en trykbølge af tyngdekraften ud imod vandet, så det forsvandt omkring dem. Nu kunne han bedre slå ham bevidstløs og trække ham med op til overfladen, hvor han smed ham op på bredden. "Leah" kaldte han for at sikre sig at hun var uskadt, før noget andet.

At der overhovedet skulle være fjender nede i vandet, havde Leah slet ikke regnet med. Det var en overraskelse, og bestemt ikke en god én af slagsen. Hendes fod gjorde pludselig ondt, som om fjenden havde skåret hende i foden, eller brugt et eller andet magi, evne noget imod den. Et eller andet havde han sikkert gjort, ellers ville hun ikke mærke noget til smerterne som hun gjorde lige nu. Under vandet nåede hun at spotte Philo, hvilket fik hende til at åbne munden, for at ville råbe på ham. Mest i forhold, til at passe på. Men hun glemte at hun var under vand, så hun slugte uheldigvis noget vand. 

Uden at svare ham med det samme, hostede hun noget vand op, som hun sad på alle fire på græsset. Hun var drivvåd, og havde smerter i foden. Hun nåede slet ikke registrere noget som helst. Som håret dryppede, løftede hun en hånd op til sin hals, og spyttede endnu mere vand ud"Min fod gør virkelig ondt, ellers har jeg det.."mere nåede hun ikke, at sige, før hun hostede mere vand op. Det var slet ikke godt for hende, at have slugt så meget vand. Det var også kun fordi, hun mente at hun skulle råbe, og kalde på Philo i vandet. Foden gjorde fortsat ondt, og hun følte det var svært at trække vejret med alt det vand i lungerne. Derfor hostede hun også lidt mere op, og tog så et kig ned imod sin fod.

"Hvad var det for nogle væsner.. Fjender, hvad var det"hun undrede sig, som hendes brune øjne betragtede hendes skadet fod. Forsigtigt strøg hun en finger hen over foden, og bed tænderne sammen over smerten. Sommetider var hun virkelig uheldig, men hun kunne heller ikke vide, at der ville være skygger, og generelt fjender nede i vandfaldet. De havde sikkert bare ventet på det rette øjeblik, hvor de kunne angribe når en dæmon som Philo ikke var opmærksomhed, eller kunne gøre noget. Alligevel hjalp han hende nede i vandet. Hun skulede hen til ham, og tog sig så til halsen"Er du okay?"spurgte hun uden helt at svare på, og give et klart tegn til ham, om at hun selv var nogenlunde okay.

Det irriterede den erfarne dæmon, at han havde overset en jæger i vandet. Men han havde lidt på fornemmelsen af, at han måtte være hoppet i vandet, da han havde set, hvad Philotanus kunne udrette med sine evner og derfor søgt tilflugt under vandets overflade. Derfra kunne han nemt angribe Leah, da hun kom tæt nok på og han havde nok haft planer om at bruge hende som middel til at få ham til at overgive sig? Men så langt var det heldigvis ikke kommet, da Leah havde haft chancen for at få hans opmærksomhed, så han kunne reagere hurtigt nok til at forhindre noget værre i at ske. Det var dog svært at tænke ordentligt i kampens hede, derfor var han heller ikke overrasket over at Leah forsøgte at kalde på ham, selv da hun var kommet under vandet. Men det betød også at hun nemt kunne drukne, hvis han ikke fik hende op igen. Når hun nu havde fyldt sine lunger med vand. Altså brugte han ikke lang tid på jægeren, men skyndte sig, så han kunne få hende op straks.

Philotanus havde ikke haft chancen for at trække sine vinger ind, derfor var de nu gennemvædet af vandet og dermed også langt tungere end de normalt ville være. Han hang derfor en smule ved vandkanten og kunne ikke rigtig trække sig helt op til hende. Men det forhindrede ham ikke i, at holde et vågent øje med hende, blot så han var sikker på, at hun ikke var i yderligere fare. Han skulle lige til at kommentere på hendes fod, da hun endte med at hoste vand op endnu en gang. Det var heldigt at hendes krop afviste vandet, så det ikke blev nede i lungerne.

"Endnu en jæger.. han må være hoppet i vandet, da han så mit angreb komme.." mumlede han lettere irriteret på sig selv, som han fik trukket sig helt op af vandet. Det irriterede ham fortsat at han havde overset ham. For så var det jo lidt hans skyld, at hun var blevet trukket ned i vandet og nu var kommet galt afsted med sin fod. Selv hvis han ikke umiddelbart kunne se noget på hendes fod. Det var muligvis ikke et direkte slag, men noget andet? "Tænk ikke på mig" svarede han med et opmuntrerende smil, som han satte sig ved vandkanten og åndede ud. Der skete altid noget uventet i hendes selskab.

I et roligt greb vred hun sig hår fri for vand, og tog et kig ned ad sig selv. Hun var nok også nødt til, at få tørret tøjet. Hvordan vidste hun ikke helt endnu, men hun skulle nok finde på et eller andet. Kort skulede hun hen til Philotanus, bare for at sikre sig at han var okay. Hun vidste godt, at det var hendes skyld, at hans vinger var blevet drivvåde. Så godt som hun kunne, gik hun hen til ham, en smule haltende. Det var ikke så nemt, at gå på en skadet fod. Dog klarede hun det meget godt, på trods af de slemme smerter. Hvad der lige var sket, vidste hun ikke. Det var som om hun heller ikke kunne se noget på foden, så måske det bare havde været et slag, eller noget andet. Da hun nåede hen til ham, satte hun sig ned ved siden af ham, og lagde en hånd på hans skulder.

"Er du okay Philo? dig og dine drivvåde vinger.. Det er min skyld, det må du undskylde" Leah kunne ikke undgå, at skule til hans våde vinger, hvis hun bare havde holdt lidt bedre øje efter fjender, så var det ikke sket. Så ville hun heller ikke havde haft følelsen af at miste vejret, grundet for meget vand i lungerne. På den anden side, så havde hun slet ikke set fjenden i vandet. Hans ord om at hun ikke skulle tænke på ham, fik hende til at give ham et puf med skulderen. Det var noget som var typisk ham at sige, men hun havde altid været god til at tænke på andre før sig selv. Hun kunne godt huske tilbage til dengang de stod udenfor, og kiggede på stjerner. Hvordan hun bare havde ønsket at alle skulle have det godt. Et lille smil kom frem på hendes ansigt, og hun fjernede hånden fra hans skulder.

De brune øjne gled ned imod hendes fod, og hun prøvede på, at forstå hvad der lige var sket. Umiddelbart kunne hun heller ikke se noget. Det eneste hun også kunne høre var lyden af vandfaldet, som hun bare sad og nød i et øjeblik"Der er nok ikke flere fjender.. Jeg håber det ikke, jeg ved ikke hvorfor de er så ivrige efter skovelvere" et suk forlod hendes mund, og hun lagde hovedet lidt tilbage. Gad vide om de skulle bruge hende til noget, eller om de bare ville have fat i hende, for at irritere Philotanus. Han var jo en dæmon, i en helt anden krop end, hvad Leah var vant til at se. Dog var det ikke fordi hun ikke synes om kroppen, det gjorde hun, men prøvede også at undgå, at stirre alt for megt.