Fra en balkon kunne man se ud over en stor del af den dæmoniske by. De dragefødte havde været travle - for mange af bygningerne bar præg af for nylig at have fået en kærlig hånd, hvor de ellers have stået og fået lov til at forfalde i århundreder. En lille rynke var opstået mellem Ineshkas bryn, som hun skødesløst lænede sig mod balkonens rækværk, ladende blikket glide hen over sceneriet under hende.

"Dæmonrigets mægtige by .. hvilken pragt." Sukkede hun med en vis ironi i stemmen, for man kunne kun gisne om, hvordan stedet havde set ud før dæmonrigets fald. Det hun så, var blot et forsøg på at lappe det, der for længst var gået i stykker..

Hun vendte sig om mod døren, hovedet let på skrå og et smil over læberne, som en skikkelse dukkede op. En kort øjenkontakt inde i den prægtige sal med himmelloftet, og hun havde håbet, at den anden dæmon havde fanget hendes ønske om opmærksomhed. Herude, hvor der var fred til at tale, håbede Ineshka på at kunne lave sin første ud af mange alliancer..

Der var nok af højrøvede dæmoner til at mætte et helt kongerige med informationer af den ene eller anden form. Han var udmærket klar over, at det ikke var normalt for Verbatim at deltage i disse.. anliggender, men en sådan mulighed skulle ikke gå forbi hans næse. Ofte var det mere væsentligt for iagttagere at befinde sig i mængden, men Deavás havde ikke de store problemer med at tage del i morskaben selv. Mon ikke der var nogen, som ville bide på krogen?

Skikkelsen på balkonen var ikke gået ham forbi, men han havde ikke i sinde at fare derop, andre kunne få samme tanke. Derfor tog han sig god tid med at se sig omkring i den store sal. Men der var intet, som fangede hans opmærksomhed, som hun havde gjort det. Et blik havde været nok, nu følte han sig nødsaget til at opsøge hende for at finde ud af, hvad hun ønskede fra ham. For hun måtte have nogle tanker med at skabe øjenkontakt til ham. 

Deavás havde betragtet det meste fra en stor søjle i salen, som han stille efterlod, med retning imod den nærmeste trappe, som kunne føre ham til hendes placering. Der hvilede et triumferende smil på hans læber, som han besteg trinene og langsomt nåede frem til hendes position. "Nyder De udsigten, frøken?" Spørgsmålet var ment, som en samtalestarter, sagt på dæmonisk, selvom han sagtens kunne tale det almene sprog, men hun gav ikke ligefrem udtryk for at være kommet der efter noget alment.. 

Han havde ladet hende vente et godt stykke tid, men hun havde sat sin lid til, at han alligevel ville dukke op. Når man havde levet i en evighed, hvad var minutter og timer? En kort triumf kunne ses i hendes øjne, da hun vendte sig, og vidste, at han havde reageret på hendes øjenkontakt inde i salen. Han virkede både hemmelighedsfuld og magtfuld - to ting, der hastigt kunne drage Ineskha som en sommerfugl mod flammen.

"Den ville utvivlsomt have været bedre for et par årtusinder siden.."

Svarede hun, hendes tunge ligeledes elegant formende de dæmoniske ord, som de dødelige altid var ved at kvæles i. Hun var for ung til selv at have set Aztaroth den gang med sine egne øjne, men hun håbede at opfange, om han havde. Hun var sikker på, at han var ældre, end hun.

"Og De .. nyder de festligheden?" Fortsatte hun høflighedsuvekslingen. I salen havde han virket iagtagende. Men hvad var det, hans blik havde søgt, før deres øjne kortvarigt havde mødtes?

Det var sjældent, at man kunne se en persons tanker på så stor en afstand, men det korte øjeblik, deres blikke mødtes, var Deavás ikke i tvivl om, hvad hendes intentioner var. Hun lignede én, der spejdede efter nogen, men ikke bare hvem som helst. Hun virkede målrettet og fokuseret. Den slags typer, som han bestemt kunne forstå sig på. Men så var det mere et spørgsmål, hvad hun var ude efter. Når man dukkede op et sted, som dette, så var man enten ude efter magt eller ude efter en måde at beholde sin magt på. Deavás var en del af den sidste gruppe. Men han kunne ikke helt placere hende. Derfor måtte han tættere på for at stille sin nysgerrighed.

Hendes ord, var flydende i deres udtalelse. Som sød musik. Det var sjældent at han brugte sproget, medmindre selskabet var til det, og han ville bestemt ikke have noget imod at høre ordene komme ud af hendes mund. Der fandtes dæmoner, som ikke kunne udtale sproget ordentligt, men som forsøgte, blot for at fejle helt forfærdeligt. "Et mægtigt skue, til frygt og rædsel for alle andre, nu blot en hån imod fortiden" svarede han, der hvilede et glimt i hans blik, som det langsomt dalede ned over hende.

"Jeg havde forventet mere end illusioner og mundhuggeri" svarede han næsten skuffet, som han bestemt ikke var efter illusioner, men virkeligheden, noget håndgribeligt. Handling, fremfor tomme trusler. Deavás vendte sig mere direkte imod hende, som han gik hen ved siden af hende. Hendes dæmoniske træk var ikke til at tage fejl af, træk, som han bestemt ikke selv besad. Bortset fra de usædvanlige øjne og den magtfulde udstråling.

Dæmonisk havde altid lydt som en sang i Ineshkas ører. Hun afskyede at tvinge sine læber til at forme almindelige, krystalisianske ord, der for hende forekom grove og uden melodi. Begivenheden og dæmonernes returneren til Aztaroth betød, at det forhåbentlig snart ville være ganske slut med at skjule sig blandt dødelige..

"Jeg vidste, at vi burde tale sammen. De og jeg er ligesindede.. og det forholder sig tilfældigvis sådan, at jeg aktivt søger dem, som er ude på at skabe mere end blot illusioner.."

Sagde hun, intenst betragende den anden dæmon. Var hun for hurtig? Skulle de have danset om formaliteterne, ind til de begge blev trætte af det? Hun higede dog så frygteligt efter at komme til emnet - så hvorfor skulle de lade som om, de omgav sig med pragt, når de begge foragtede, at dæmonriget ikke var mere end en smuldrende ruin påført nogle glimtende illusioner, der lokkede med deres løfter, men ikke efterlod andet end tomhed.

Hun lænede sig igen mod balkonens rækværk, denne gang med ryggen, mens hendes blik søgte hans ansigt. Spørgsmålet blev endnu ikke stillet, men formede sig lydløst i hendes tanker: Hvad havde han forventet?

Nede fra salen var det nok umuligt at aflæse deres samtale, som Deavás ikke normalt meldte sin ankomst ved sådanne officielle arrangementer, men målet var vigtigere end vejen derhen lige nu. Så han var nød til at blande sig med mængden for at finde frem til de rette kilder. Selv hvis emnet blev en smule følsomt og risikofyldt, så var balkonen det oplagte valg til sådanne emner. Noget som den unge dæmon, ikke lod til at have problemer med at spore sig ind på.. gerne hurtigt åbenbart. En kvinde efter hans hoved, lige til sagen uden at spilde hans eller hendes tid.

"Lige til sagen.." kommenterede han, som han vendte kroppen mere direkte imod hende. Han bevægede sig ind foran hende, så hun skjulte hans skikkelse fra salen under dem, men de stadig stod ansigt til ansigt. Særligt da hun valgte at vende ryggen til gelænderet. Han løftede forsigtigt den ene hånd imod hendes kind, for at lade blikket vandre over hendes træk. Dæmoner med dæmoniske træk var bare.. så meget mere end dem, der skjulte sig for omverdenen. Hun var bestemt ikke bange for sit ophav. Men nærmere stolt, sådan som hun bar sig selv?

Han lænede sig tættere på hendes skikkelse, nærmere hendes kind, som læberne formede ordene. "Noget siger mig, at der gemmer sig noget bag illusionerne og legen. Vi skal blot finde indgangen." hviskede han stille, imens at blikket vandrede fra hende imod salen. Der måtte være tale om en facade. En illusion, der dækkede over, hvad der egentlig foregik i skyggerne. De skulle blot lede.

Ineshka lagde hovedet en smule på skrå, som han kom nærmere: "Jeg kan danse om grøden for en stund endnu, hvis De ønsker .. men De og jeg er vidst ikke kommet blot for at danse." Dristede hun sig til at sige. Åh, hun holdt af festlighederne og storheden, men den hulhed hun vidste var under det hele, efterlod en smag i hendes mund som af aske.

Hun lod ham suge alle hendes træk til sig. Hornene var ikke store og buede, som hos nogle dæmoner, men takkede og skarpe. Ørerne lange og spidse, men ikke helt samme form, som man så hos elverracen. Små glimtende skæl, næsten samme farve som hendes hud, kunne anes hen over pande, næse og kinder.

Hun havde lyst til at spørge ham, hvorfor han skjulte sit eget ophav bag så menneskeligt et udseende, men ikke endnu. Først ville hun sikre sig, at hun vidste mere om, hvem han reelt var .. og hvad hans motiver kunne være.

"Jeg kunne hjælpe med at bryde illusionerne.." Hviskede hun tilbage, hendes blik mødende hans og derefter spændt bevægende sig mod åbningen ud til balkonen, hvor de stod. Hendes fingre havde kriblet efter at bryde illusionerne, men hun kunne ikke alene stå imod dem, der kunne se det som en dyb fornærmelse..