Knap halvanden uge var gået siden sidst de så. Han havde sørget for hun kom hjem i sin tid, men uden at de direkte havde haft nogen form af kontakt til hinanden. Nu stod hun atter ved byen i syden.

Pompeias forældre havde gået ud over dem selv. Fint og effektivt havde de ladet hende blive teleporteret til Kazimis palads med sine rejse genstande. Der var ikke længere nogen grund til at hun skulle pendle frem og tilbage. Fint og velnæret, gevandter der omfavnede hendes hudtone, øjne og kropsfigur. Det eneste der manglede var Jontar der tog imod hende, men hun havde ladet sig fortælle at han i øjeblikket befandt sig i byen, pligten havde kaldt på ham i slavehandlen, hvorfor hun havde ladet familiens tjenestefolk bærer hendes kufferter ind hvor de skulle være. Selv stod hun ved familiens port indgang og ventede på hans tilbagevenden.

Der var ingen grund til at hun begav sig ud i byen på egen hånd endnu, det skulle gerne være Jontars opgave at introducer hende til hvor i byen hun kunne tillade sig at bevæge sig hen, samt at introducere hende i sig selv.

Hænderne blev foldet sammen.

Timingen havde været alt andet end ideel. Det var næppe gået Jontars næse forbi, at hans kommende kone ville komme på besøg. Ved zalans skæg, Jontar havde selv været med til lidt at planlægge dagsordenen. Men ak, hans arbejde havde trukket ham ind til byen. Så længe det endnu kunne dette for prinsen. Der var ved at være en mere fast tidsbegrænsning på, hvor længe Jontar kunne kalde sig for slavehandler. Derfor havde prinsen nok også valgt at lade sig overtale til at begive sig til byen. Suge det sidste ind, inden livet langsomt - eller hurtigt, hvis man spurgte ham - ville begynde at formere sig. Som en larve, der skulle i sin puppe for at blive en smuk sommerfugl. Eller et grimt møl. Alt efter hvordan formeringen tog form.

Efter lidt for lang tid var Jontar endelig færdig i byen og på vej til paladset. Han vidste, Pompeia ville vente der på ham. Hun ville allerede havde ventet længe. Hvad kunne prinsen sige som sin undskyldning? Skulle han overhovedet undskylde? Den tid, den sorg. Der var endnu nogle minutter, inden Jontar var i det korrekte lokale på paladset.
Med en halvlang kappe i smaragdgrøn flydende henover gulvet bag sig var Jontar på vej mod et af sine kamre. Der ville Pompeia nok vente. Hun ville næppe blive huset i Jontars personlige sovekammer. Så moderne var de endnu ikke at lade ugifte sove sammen. Selvfølgelig kunne regler ændret. Jontar var jo den rebelske af fyrstens sønner.

Tøven og fortvivlelse ville have været almene træk at se i sådan en situation, opgivenhed og utålmodighed. Men dette var ikke tilfældet her. Pompeia stod solidt i jorden, ikke en mine var blevet foretrukket, såvel som hendes kropslige position.
Det havde næsten været naturligt at tro hun var en skulptur ved første øjekast. Men håret og gevandterne kunne ikke boltes fast på samme måde, brisen trak i det og gav hende væk som værende levende af en art.

Frit fremme for sig, kunne hun ane en shilutte. Uden at være i tvivl, vidste hun det var Jontar. Pompeia løftede hovedet en anelse siden hun placeret sig, såvel et lille smil blev formet på hendes fyldige læber som en velkomst til ham. Det havde været et kønt syn hvis hun havde reageret anderledes end hvad hun gjorde, ude af takt og tone. Men så snart Jontar nåede hende, var hun blot klar til at gå ved siden af ham som hun havde ventet ham - hvilket hun havde, og dog. "Hvornår tænkte du, at det ville være passende at introducere mig til byen?" - ".. og velkommen hjem, Jontar," hun sagde det med en drilsk undertone, dog fyldt med kærlighed til bare ham. Hjem, som det var deres fælles hjem, hvilket det ville blive, men hvad det endnu ikke var. Det tog sin tid, og den tid løb absolut ingen vegne. Hvis den endelig gjorde noget, tog den nærmest en omvej hen til dem.

Et andet spørgsmål, som hun ikke ville kunne stille ham, var om han havde bekendtskab med mødet mellem hende og hans fader. Kunne Jontar måske lurer det på en måde, uden at hun afsløret dette.

Ikke engang inde i et kammer eller lokale ville Jontar finde Pompeia. Han blev mødt af den både nordlige og sydlige kvinder ude på gangen, halvt gående ham i møde, halvt afventede på ham. Som en kone efter mange år, der havde fået ét tidspunkt at vide og det var for længst gået over tid. Men hun var ikke alvorlig i sin tone. Tværtimod. Drilskhede i den var legende, ja, drillende. Dertil kunne Jontar heller ikke lade være med at trække i den ene mundvig. Velkommen hjem. Den sætning skulle han nok vænne sig til med tiden at få at vide fra en, der ikke var en Kazimi. Endnu i hvert fald.
"Mange tak og velkommen tilbage, kære Pompeia. Altid en fornøjelse af se dig." Som for at gøre bod for sin sene ankomst bukkede Jontar sig overdådigt og alt for dramatisk taget deres stillinger i betragtning. Måske dette kunne frembringe et smil på hendes kønne læber, som hun havde på ham.

Jontar vendte halvt rundt på sine fødder og gjorde signal til at gå frem ad. Ingen grund til at være stillestående væsener. De var ingen skulpturer jo. "Du vil gerne se Balzera?" Jontar kiggede kort frem, før han svarede sekundet efter selv. "Nu er jeg lige kommet derfra, men jeg har intet imod at tage tilbage for din skyld, Pompeia."

Det ville have været en oplagt mulighed at give ham et munter grin for hans handling, men hun holdt masken og smilte så kinderne puffede op og dannede små bjerge til øjnene. Det var ikke svært at se hun holdt et grin tilbage. "Du ter dig fjollet," sagde hun henkastet med et smil og rystet vagt med hovedet til siderne. Set ude fra, som en subjektiv person, kunne de allerede nu ligne et par der havde haft mere med hinanden at gøre end blot to møder, hvor af dette var det andet af de to.
Men virkeligheden var en anden - heldigvis.

Spørgsmålet var blot lige blevet givet og hun havde endnu ikke fået vendt det i hovedet, før han atter talte og tilbød at de kunne tage turen nu. Men hun gav et venligt, dog utroligt - næsten ikke eksisterende - ryst på hovedet; "Hvor meget jeg end gerne ville takke ja til tilbuddet, må det nok blive en af de kommende dage,". Det lagde ikke rigtig op til at Jontar kunne have en mening med dette end blot accepterer hendes valg. Men hun gik stille slentrede hen i mod paladset. "Husker du hvad vi talte om på dit kontor?" Blikket fandt ham som hun skævede hovedet svagt i hans retning og så på ham med sine honning brune øjne. "Jeg har vurdere.. at alt form af fortrolige forhold mellem os, hører til når vi bliver gift," det var med nøje overvejelser af brug af ord hun beskrev det som engang skulle være deres intimitet. Men samtidig lå der en betænkelig frygt for at han ville søge andre steder hen i mellemtiden for at lette sit indre tryk. Men hun turde ej at sætte deres mulige ægteskab på spil. Jontars fader vidste i 99% af tiden af hvad der foregik, og sådan en fornøjelse ville næppe kunne blive skjult for ham.

Pompeia vidste at hun ikke kunne fortælle ham det, men hun gik på glasskår, og et forkert skridt kunne vælte et puslespil og noget som måske i kunne være forudbestemt af guderne længe før de overhovedet var født.

Det overdramatiske buk fik lige præcis den reaktion, Jontar ønskede. Nu var hun endnu en adelig kvinde, så at grine som en fra pøblen var ikke anstændigt. Derfor blev grinet skjult bag et sødt smil, men pressede Jontar blot ekstra, vidste han, at han ville opleve hendes grin. Det fjogede grin, alle havde dybt i sig. Siden hvornår havde nogen et imponerende grin af sandfærdighed? Alle grinte sjovt, ellers grinte de ikke ubevidst.
Skønt hun virkede til at ville opleve sin kommende by, var endnu for travlt. Derfor fortsatte de blot deres gåtur på paladset. Godt at Pompeia virkede til at have noget på hjertet. Ellers kunne dette hurtigt blive en kedelig gåtur. Og ligegyldig. "Ja, det er jo ikke for evigt siden." erklærede Jontar, hvis hukommelse endnu var god. Med alderen kunne den måske forværres og der var da detaljer af kedelige ting og sager, som prinsen bevidst og ubevidst valgte at glemme. Hvem gad huske, at de fik røræg til morgenmad? Det var ligegyldigt jo.

Fortrolige forhold. Jontar vidste udemærket godt, hvad hun mente. Deres intime forhold. Hun ville vente. Var det Pompeia, der skiftede mening, eller havde nogen skiftet den for hende? "Du vil måske gemme dig selv til vores bryllupsnat?" Var det en hver anden kvinde, havde Jontar nok danset med øjenbrynene for at få svaret vendt mod et nej. Men dette var kvinden, han om noget tid ville sige 'ja' til. Og kendte Jontar sin fader, ville han være gift, inden året var omme. Kun spild af tid at vente jo.

Nok det ikke var evigheder siden, kunne det på mange måder godt have haft den følelse. Men han tog det mildt, som man jo kun kunne ønske sig. End havde Pompeia ikke oplevet noget som kunne forbinde Jontar til flertallet af adelige af uanset status. Han var mere løsrevet i det.

Et spørgsmål som kunne have lydt så anderledes, fik hende til at se medgivende på ham; "Det er bedst at følge traditionen, Jontar." han måtte på sigt hade det ord og dets følge. Tradition var så tøvetrillende et ord, det gjorde at alle havde gennemgået det samme og ingen skilte sig ud. "Det kan have betydningsfulde konsekvenser at modsætte sig traditionen," .. for hende, ikke for ham i dette tilfælde. Så nu måtte Pompeia begynde at gøre sig selv klar til at Jontar måske havde kvinder i sengen med sig indtil deres skæbner var forbundet i det hellige ægteskab. Ægteskabet stod ikke lige rundt om hjørnet, måneder kunne ligge på lur så længe de ville. "Men det er måske meget godt, jeg ville nødig se hvad der gemmer sig bag dig i det åndelige og ukendte," det blev sagt med en blid tone og et kærtegnende smil, men alligevel lå der mere bag sætningen end hun gav udtryk for.  

Traditioner, traditioner. Nu var det ikke, fordi Jontar var fuldt ud moderne og følte, at traditioner skulle bortskaffes punktum! Men han kunne da stille spørgsmål til visse traditioner og hvor gammeldags disse kunne være. Et traditionsbrud, som prinsen ville være enig i, havde han dog aldrig nævnt. Det at kun en mand kunne være fyrste. Der fandtes mange kvinder, hvis hoved var mere velfungerende end mange mænd. Hvorfor ikke lade dem komme i magt i syden? Det var jo ikke fremmed af have en fyrstinde. Men når faderen var en mandschauvinist, var det næppe nemt at snakke om kvinder i magt. Dér var fader og søn som ild og vand. Kvinder kunne være zalans farlige. Bare tag hans egen moder som et træls eksempel.
"Hvad er livet uden et par konsekvenser på turen?" Jontar puffede meget blidt til Pompeia. Havde det været en af brødrene - eller Meena for den sags skyld - havde puffet været hårdere og tættere på balanceforstyrrende, men ikke mod hende. Han skulle nødigt ende med at have væltet sin kommende kone. Det skulle ventes med til efter brylluppet. "Åndeligt siger du? Tror du, jeg er dårlig åndeligt set, kære Pom-Pom?"

Jontar kunne, grundet hvem han var, tage det hele med et gran salt, der var ingen spildte vin dråber for ham. Pompeia kunne ikke nægte ham det, ej heller hvordan han så deres mulige liv sammen. Han ønskede den frie kvinde, en hustru som sagde sine meninger, holdninger og deltog i samråd med mænd. Et noget så visionær syn den unge prins havde. Pompeia skulle tilsidesætte alle sine egne idealer, idéer - i sådan en grad sine levevis. Traditionstro og visionær ville have sine gnidninger, men muligheden for at finde en fællessti som kunne behage dem begge måtte være et sted i mellem minefeltet.

Pompeia trådt ind foran Jontar og hindret ham i at kunne gå videre. Ryggen rank, hænderne så fint foldet ned langs lænden, hvilende på numsen svaj. Hovedet lagt en anelse tilbage. Øjnene var store og søgt efter hans. "Et liv hvor hverken du eller jeg er ægtefolk, min kære.. Min fader, som din, kan stoppe alt samarbejde ved et forkert fejltrin fra min side af," hun ønskede virkelig ikke at give ham indtrykket af at hans far havde intimideret hende, for det var ikke faktummet. Faktummet var at Fyrsten traditionstro og Pompeia skulle samtidig behage ham, som Jontar i et hvis omfang. Det hele blev sagt med en mild og lav stemme.

Men det hindret hende ej fra det næste. Hovedet tiltede let til siden og hun så søgende, men afklaret, op på ham; "Vi gemmer vel alle på nogle.. åndelige genfærd, det handler vel blot om man kan se dem af den ene eller anden slags," det var hemmelighedsdeling. Pompeia betroet sig vagt til Jontar om at hun kunne se noget fra efterlivet, men hvad var ikke præcist. Skulle hun være ærlig og fortælle ham præcist hvad, eller lad ham summe ved det - ville han selv dele noget tilbage til hende?

Ah, dér kom det hele fra. For dette havde ikke været et direkte problem under deres første møde. Der havde Pompeia meget blidt leget med visse tanker, men nu var disse tanker bag lås og slå, gemt til efter ægteskabets start. Og hvem stod bag det? Selvfølgelig fyrsten. Hvem ellers? Han havde uden tvivl haft nogle møder med Pompeia. Både før og efter mødet mellem de to kommende ægtefæller. Traditioner og meget andet blev uden tvivl snakket om.
"Meget vel har min fader ører og øjne mange steder, men selv ham kan hemmeligheder holdes for," sagde Jontar med tydelig hensigt rettet mod deres nuværende samtale, men det var lige vel også rettet generelt. Pompeia skulle ikke frygte fyrsten. Jovist havde han magt og var fyrsten - og hendes kommende svigerfader - kunne han ikke vide alt om alle. "Men lad det lægge. Hvad du vil, skal nok ske. Ingen grund til ægteskabsproblemer før ægteskabet."

"Og hvilke åndelige genfærd mener du, jeg monstro kan gemme på?" Jontar vidste ikke, Pompeia var i det spirituelle spektrum. Ville hun sidde med krystaller og lade utallige og uægte guder diktere hendes liv? Tiden ville vise, men skete dette ville Jontar uden tvivl have brug for alenetid væk fra en skør kone. Medmindre hun kunne få fornuft i hendes mulige galskab for ham.

Diskret kunne man ikke kalde Jontar, tænkte Pompeia. Alligevel grint hun stille for sig selv i hovedet med dette. Ingen havde sagt han var nem at have med at gøre i sin direktehed. "Selv uden øjne og øre, ville selv han kunne vide alt ..  det handler blot om vilje," sagde hun stille, med ordene svøbet ind i forsigtighed og intimitet. Jontar ønsket en som sagde tingene, og hun gav det en chance for ham. At betro sig til ham var næsten det sværeste, at kunne føje ham i lyst og agt ville være en nemmere sag. Det var hvad hun var blevet lært til, uden at vide det var til ham. 

"Ægteskabsproblemer," gentog hun med et lille grin og smil. Det måtte fornøje ham, at han kunne få hende til at grine, smile og virke generel afslappet i hans nærvær. 

Pompeia trak skævt på skulderen og blinkede tungt. Tøvende åbnede hun munden og sagde: "De du... monstro kan have solgt" hun brugte hans ord mod ham, det var et uvant ord, det krøllede så fint i munden at den formede sig i en trutmundsform for et sekund. 

"Jeg fortæller dig præcis det du vil vide, hvis du deler noget med mig," en lille forhandling var vel fair. Stedet kunne dog diskuteres, men ingen forhindret Jontar i at tage styringen og lede dem andetstedshen. 

På en måde var Pompeias ærlige ord en befrielse. Jontar havde længe oplevet kvinder, mænd og andre blot snakke ham efter munden. Sige, hvad han ville høre. Nogle gange ville han gerne høre, hvad han ikke ønskede at høre. Sandheden kunne være hård til tider, men det viste ham bare en anden side af en person, når de valgte at sige sandheden. At se bort fra hans prinsetitel og sige, hvad de tænkte, om så det var en fornærmelse mod ham. Det viste en form for tryghed og mod. Og begge havde Pompeia. Eller hun prøvede i hvert fald at afspejle dette.
"Min fader kan have en stålfast vilje, korrekt." sagde Jontar. Blot tag dette ægteskab som eksempel. Selv der havde hans fader haft en deadline. Han søn skulle ægtes og det kunne kun gå for langsomt. Alligevel havde fyrsten valgt at give sin søn lidt frihed. At Jontar så ikke have udnyttet friheden i fulde drag var mere hans skyld end fyrstens.

Hendes grin var, ligesom sandheden, et godt tegn. Jontar ville ikke kunne leve med en tør og humørløs kvinde. Nej, han kunne ikke overleve med den slags kvinde. Der skulle være plads til mere end bare, hvad der virkede som et tvangsægteskab.
Men det var hendes næste ord, der virkelig fik Jontar til at tænke. "Der er mange i årenes løs," Faktummet var sandt. Jontar havde været slavehandler i nogle år og i de år var der solgt og købt slaver. Prinsen kunne næppe huske alle. Papirarbejdet over dem alle var tungere end en elefant. "Hvad skal jeg så dele med dig, Pompom?" Forretning selv i ægteskabet. Ja, Pompeia ville passe perfekt ind som kommende Kazimi.

En vis form af anerkendelse og bekræftelse af det hun sagde, vidnet om at Jontar på en måde var enig i det hun fortalte ham. Privatliv var måske en mulighed i et enkelt eller to værelser, men mere råderum havde de heller ikke. Det var af give sig selv til hen til et liv uden frihed og selvudvikling. Dog havde Jontar noget frihed, han var ikke sin far, tværtimod. De var nat og dag, ild og vand, lyn og gummi. Det ene afledte det andet. Som så mange andre ting.

Jontar delte et faktum som selv de uægte guder vidste. Der var blevet solgt en del, købt lige så mange formentlig. Men det var sagen irrelevant. Købene ville fortsat finde sted, såvel ville salgene næppe ophøre uden lige. Men han tog imod handlen og efterspurgt hendes søgen af viden. "Evne, hemmelighed eller hvad du kan tilbyde mig af informere," det var lige på og ærligt. Ingen svinggerninger, intet lå til eftertanke i det skjulte. Kortene var handlen for vidensdeling lå frit for dem begge nu. Ville Jontar byde på eller feje hende hen.

Pompeia havde allerede lært, hvad den mest dyrebare valuta blandt Kazimi'er er. Hemmeligheder. Informationer. Rigdomme havde de rigeligt af. Men det var ikke alt, der bare kunne købes fra. Andre gange skulle man have hånden i en anden form for krukke. En krukke, der får krystaller til at virke værdiløse.
Kort gnubbede prinsen sig på sin glatte hage. Spørgsmålet var ikke, om han skulle fortælle noget til Pompeia. Spørgsmålet var hvad. Hvad kunne han dele med sin kommende hustru? For skønt de ville ende som mand og kone, ville der endnu være hemmeligheder i deres forhold. Dem, der sagde, at der ikke eksisterede hemmeligheder i et ægteskab, havde aldrig været i et adeligt ægteskab. "Lad mig sige, at jeg har en vis fordel ved at få slaver og andre til at være mere lydige." Hvorfor sige det direkte, når det var sjovere at danse rundt med vage forklaringer. Det ville vække spørgsmål. Jontar havde ikke travlt. Resten af dagen var sat af til Pompeia. Lidt af en gentleman skulle en prins jo gerne være, ikke sandt?

Det var ikke det man normalt ville sige var en hemmelighed. Ikke med første øjekast, tværtimod. Hemmeligheden kunne snildt være evne-deling. Noget som mindede om manipulation, men manipulation og lydighed kom sjældent hånd i hånd, så hvad han helt konkret mente, måtte hun finde ud af med tiden. Måske være vidne til hvis hun var heldig. Men hun havde givet ham fordelen nu, han måtte spørge ind til lige præcis det han ville vide, og hun havde ikke i sinde at svare tvetydigt som han. En af de to skulle være den stod ved sit ord. 

"Fair, ikke et naturligt talent fra din side af så." anerkendte hun det. Charme var altså ikke alt. "Hvad vil du vide, Jontar?" antallet af evner, hvilken af deres formål - der var frit på alle hylder, han skulle bare stille det rigtige spørgsmål.  

"Naturligt, jo. Medfødt og trænet, også det." erklærede Jontar. Han gav lige akkurat nok informationer til at lade Pompeia regne det ud. Jovist var han overtalende som person. Både med charme, personlighed og status. At han har en magisk evne, der blot forstærker denne evne, var kun et plus. Desuden var det ikke direkte hjernevask. Han kunne skubbe folk i retninger. Hvis de allerede vil noget, kan prinsen få dem til at gøre det. Eller plante en ide i deres hoved. Han kunne ikke overtale dem til at gøre noget, de ikke ville. Så stærk var manipulationen ikke. Det var også derfor, Jontar kaldte det for overtalelse.
Et skævt smil bredte over prinsens læber. Han måtte decideret vælge? Jamen, hvor var Pompeia gavmild. Hun havde jo ikke valgt at hans hemmeligheder. Han måtte vælge for dem begge. Sikke en ære. "Jamen, hvad med at uddybe, hvad du mente helt præcis med åndelige genfærd?"

Så en kombination af natur talent, medført evne og herved trænet op til en hvis grad af ukendthed. Et nik af indforståelse blev givet til ham som tak for informationen. Men hans skæve smil fik hende til at få et vagt glimt i øjet og smile kort for sig selv som han stillede spørgsmålet: "Hvis du er på en måde medvirkende til en persons bortgang, vil jeg kunne se denne person, og eftersom du er slavehandler.." hun ledte den lidt hen til ham. 
Slaver levede ikke de bedste liv, uanset hvad man bildt sig selv ind, måske en af Jontars forhenværende salgsinventar var bortkommen, og det gjorde ham til et led i denne persons bortgang, selvom han spillede den mindste rolle i det. 

Forklaringen fik Jontar til at tænke. Havde han været medvirkende til en persons bortgang? Det havde han vel. Direkte og inddirekte. Nogle slaver overlevede ikke. Det var en selvfølge. Ligesom visse kreatur ikke overlevede, overlevede alle slaver ikke. Nogen var bare svage rent genetisk. Nok fysisk straf og modgang, og så var de lige så godt som gødning.
"Og hvad kan du med disse? Bare se dem eller kan du interreagere med dem på en eller anden facon?" Dette var en interessant evne. Jontar vidste ikke, hvor brugbar den var. Eller igen, hvis han havde været medvirkende i en persons bortgang, der gemte en eller anden form for viden, som Pompeia kunne få fra dem. Dét var værdifuldt. Hans fader ville i hvert fald kunne se fordelen i en mulig evne som dette. End ikke til deres grav kunne nogen tage deres hemmelighed med i. Hvis altså Pompeias evne virkede sådan. Det vidste Jontar jo ikke, blot en antagelse fra prinsens side.

"Evnen i sig selv er rimelig passiv. Jeg kan ikke kommunikere med dem. Jeg kan se dem i et lilla flammehav og den følelse de har mod den jeg ser dem hos." Det lød ikke som noget særligt, men det krævede vel han også vidste det næste, men det ville nu være en ting hun ikke fandt så relevant at dele med ham. Tænk hvis hun skulle bruge det på ham. 

Pompeia valgte at gøre det rigtige og bare være ærlig: "Men foruden den evne, har jeg en - som er afhængig af den - der gør jeg kan implantere denne ånd i ens underbevished så de møder dem i drømme.. på deres præmisser." Det ville næppe være en fornøjelse at være vidne til det eller den som den afdøde måske havde nogle stærke følelser mod. 

Passive evner var altid de farlige. For de kunne ikke slukkes. De kunne drive enhver til at blive skør, men Pompeia virkede meget normal. For nu i hvert fald. "Kan du se nogen i et lilla flammehav ved mig?" spurgte Jontar. Han skulle spørge. Det var nærmest et krav, skønt han nok næppe ville kunne huske, hvis Pompeia begyndte at beskrive. At huske specifikke slaver, der ikke længere var under prinsens kontrol, var som at spørge en kok at beskrive ét enkelt riskorn fra de andre fra gårdagens risret. De var meget vel individuelle, men end ikke en kok ville kunne se forskel.

Hendes anden evne virkede dog langt mere anmassende. Det lød, som om hun ville lade et spøgelse hjemsøge en persons underbevidsthed og drømme. "Skal vi ikke aftale, du ikke bruger dén evne på mig?" Jontar sagde det med smil og afslappethed, men han mente det dybt seriøst. Det at få invaderet ens sind var brud på privatlivet. Og som prins havde man ikke megen af dette, hvorfor Jontar gerne ville beholde den smule, han endnu havde.