Der var mange folk på kroen, ikke at det var usædvanligt for en tidlig aften. Hvis man ikke vidste, hvad man skulle kugge efter, så alt sikkert normalt ud. Ingen kunne være i tvivl om, at det næppe var Dianthos' bedste børn, der besøgte dette sted, men det var vel forventet, området taget i betragtning. Kiggede man dog nærmere efter, ville man dog kunne se, hvordan nogle af kunderne sad med hovederne tæt sammen, så de kunne have helt tyste samtaler, og hvordan krystaller forsigtigt skiftede hænder under bordene. Ved en af disse borde sad Declan sammen med en lur et udseende mand. Man skulle ikke kigge ret længe for at indse, at Declan ikke passede ind på baren. Hans tøj var ikke engang nært så pænt, som det sædvanligvis var, men hele hans udseende var så anderledes, at han næppe ville kunne have gjort noget for at passe ind. Bare det at han gik op i personlig hygiejne var formentlig nok til, at han stak ud som en bulen tommelfinger. Det var da også et sted som normalt var langt under hans standard, men hvad man ikke gjorde for forretningen.

Det var svært for alvor at bryde igennem med mere lyssky forretninger i en by som Dianthos. Der var allerede alt for mange spillere på markedet, og der var markant mere opmærksomhed fra vagterne. Ikke at det var noget der kom bag på Declan, han havde hele tiden vidst, at det var en risiko ved at udvide til lige præcis denne by. Men det betød ikke, at det ikke irriterede ham alligevel. Han havde kun været i byen i kort tid, men han var ikke kendt for sin tålmodighed, især nu hvor han vidste, hvad potentiale der var.
Den nemme løsning var at finde en niche, et område som ingen andre havde ret på, eller hvor det i hvert fald ville være nemt at skubbe andre spillere ud. Beskyttelse, bolighandler og handel med diverse tyvekoster var alt for populært, og han betragtede sig selv som værende over gemene indbrud. At forsøge sig med handel af ulovlige substanser var et rimelig åbenlyst valg, det var trods alt ikke langt fra hans sædvanlige område, men han blev nødt til at vælge klogt. For nu havde han ikke brug for, at der kom for meget opmærksomhed omkring ham, så det åbenlyse valg var at holde sig til små, men specifikke, grupper. Racer, som havde helt specifikke smage indenfor hvilke varer, de gerne ville købe.

Søgen efter netop disse varer havde bragt ham den lyssky bar. Han havde hørt, at det på dette sted var muligt at finde en mand, som kunne forsyne ham med kattegræs til en god pris. Det var en perfekt vare at starte med. Det var ikke et stort nok marked til, at der burde være konkurrence om det, men der burde alligevel være kunder nok til, at han så rigeligt kunne tjene sine lrystaller hjem igen. Han havde endda allerede sørget for så småt at sprede rygtet om, at der var en ny forhandler af netop disse varer, så forhåbentlig ville kunderne selv finde frem til ham. Hvis det endelig var umuligt at afsætte, kunne han altid få fragtet det sydpå, hvor en slaveejer sikkert kunne bruge det til sine halvdyr. 

Tænksomt trommede Declan fingrene mod bordpladen. Han havde fået fremlagt en pris efter længere forhandlinger, og han var ret sikker på, at der ikke ville komme en ny pris. Til sidst nikkede han ganske svagt, og krystaller skiftede hurtigt hænder skjult under bordpladen. Manden overfor ham som nu var et par krystaller videre mumlede nogle sidste ord, inden han forlod bordet og listede ud af baren, sikkert på vej mod et bordel, hvor han kunne bruge sin indtjening. Declan rakte ud mod sit krus på bordet, og i samme bevægelse fik han fat i pakken, som diskret var blevet efterladt på bordet. Nu var det et spørgsmål om at finde aftagere til pakkens indhold.

Det var svært for Declan at holde irritationen væk fra sit ansigt. Det var så forbandet nedværdigende, at han selv skulle henvende sig til sine kunder! Og så endda en bordelejer for at gøre det hele meget værre. Folk her havde virkelig ingen ide om, hvem han var, men de ville meget snart blive klogere. Hvis altså det her møde faktisk førte til et salg, og den fremmedes mands klæder i betragtning, var det nok langt fra garanteret, men Declan kunne ikke ligefrem tillade sig at være kræsen. Forbandet da også.

Efter en længere diskussion med sig selv, endte Declan til sidst med at rejse sig og sætte kursen mod bordet, hvor den unge mand sad. På bejen bestilte han to kris vin, det var sikkert ikke op til hans sædvanlige standarder, men det var sikkert godt nok. Desuden så lignede den fremmede ikke ligefrem typen, som havde råd til meget udover overnatning på den lusede kro, så han ville vel være taknemmelig uanset. Som han kom hen til bordet kastede han et hurtigt blik ned på papirerne. Declan var egentlig mest af alt imponeret over, at denne mand overhovedet kunne skrive.. Selvom ordene skrevet på papiret godt nok vidnede om, at han næppe var uddannet.

"Problemer med varerne?" Spurgte han og kastede en enkelt blik den vej, som kvinderne var gået. Mange ville sikkert omtale kvinderne på en noget pænere måde, men det var jo, hvad de var. En gode, en vare, som skulle betales for og derefter kunne bruges, som man lystede. Declan havde som sådan ikke noget problem med prostituerede, selvom det godt kunne lyde sådan, men han havde heller ikke nogen videre respekt for den, for de levede af at tjene andre, hvor hans mål i livet var, at andre udelukkende skulle tjene ham.

En svag trækning i Declans mundvig afslørede, at han faktisk var tæt på at smile af ren morskab over, at manden, denne Enzel Silene, troede at Declan var en ganske almindelig borger. Hna var på ingen måder almindelig. Ikke bare havde han langt flere rigdomme end den usle mand foran ham formentlig nogensinde kunne forestille sig, men hans indflydelse og planer for byen gjorde ham, on noget, ganske ualmindelig. Selvfølgelig kunne han ikke informere nogen om dette, og slet ikke manden foran ham, for han havde desværre brug for forretningsforbindelser, og en alfons der så ud til at have problemer med varerne, også måske endda problemer med lokaler til varerne, var en ganske fin mulighed.

"Ah, jeg tror de misforstår mig, jeg er ikke interesseret i at handle.. I hvert fald ikke med dine piger" Det var svært at holde på formerne og tiltale ham ordentligt, men det var vigtigt. Denne Enzel havde tydeligvis langt højere tanker om sig selv, end han burde. Nuvel, lidy selvtillid burde ikke være noget problem, så længe det ikke forvandlede sig til hovmod. 

Uden at spørge om tilladelse, for Declan spurgte aldrig om tilladelse, trak han stolen ud og satte sig ned. Med en hurtig håndbevægelse fik Declan tilkaldt en ung pige, som tog imod en ordre på to glas vin. Selvfølgelig af lidt bedre kvalitet, end man skulle tro, at Declan havde råd til. Det var hans måde at vise, at han bestemt ikke var nødt til at gå til et billigere bordel, hvis han faktisk var interesseret i kvinderne. Og så foretrak han generelt at drikke vin, som faktisk smagte ordentligt. Ærligt var Declan faktisk overrasket over, at man kunne få vin af bedre kvalitet i dette usle hul. 

Efter en sådan afvisning regnede Enzel med at personen ville være forduftet nu. Han havde egentlig rakt ud efter sin fjerpen igen for at kunne dykke ned i sit arbejde igen, men nej? Han havde ikke opsøgt ham for at tilsnuske sig rabat på en af hans piger? Enzels første tanke var af gammel vane, at manden ville have ham i stedet for, men det var mindre almindeligt at være så åben omkring sine præferencer her i byen, så roligt lagde han fjerpennen fra sig igen, for at lytte til hvad manden mente. 
Han mindes bestemt ikke, at han på noget tidspunkt havde lagt an til at manden kunne få lov til at sætte sig, og alligevel gjorde han det bare uden videre. Enzel blev straks mere påpasselig med denne her fremmede, og han rankede sig mere, tilbagelænet i træstolen.

“Men du er handelsmand?” Han mindes at have hørt lyden af nogen der diskuterede priser på et eller andet han ikke fik fat på, men pigerne havde afbrudt ham fra at lytte med, og overhøre hvad det endelige udfald blev. Enzel havde ikke noget at sælge ud af, andet end hans pigers tid. Han holdt alt for meget af sine ting, men på den anden side holdt han også meget af penge, så…
De blå, skarpe øjne lurede med i skjul, da Declan betalte for vinen. Han gloede ikke med samme lukkethed efter Declans pengepose som en tyv ville. Enzel stjal trods alt ikke. De ting han havde taget fra Llyon var det mindste han kunne give ham, ovenpå de to liv han havde taget fra ham… Men han fik fornemmelsen af at han nok havde fejlvurderet manden noget så grusomt på baggrund af hans alder og hans valg af kro… Men han havde både penge og tøj af langt finere kvalitet, end det man så andre gå med her… 

Han undskyldte ikke for sin upassende opførsel fra før, men nu havde manden da hans opmærksomhed. Enzel kiggede på de dyre glas vin. Hans eget glas stod desværre tomt. “Du mener måske at du har noget, som jeg virkelig gerne vil have?” Spurgte han yderligere. Rødvinen var velkommen. Men hvis det her var spild af hans tid, så kunne han godt tage glasset med sig. Han kunne betale sin egen rødvin, selvom budgettet var stramt i denne usikre periode uden fast forretning.

At Enzel rankede sig noget mere gik ikke Declans opmærksomhed forbi. Godt, endelig virkede det til, at han blev taget en anelse mere seriøst. Folk havde en tendens til at undervurdere ham, en fejl de som regel kun begik en gang. 
"Handelsmand.. Ja, det er nok det mest præcise at kalde mig" Det var den mest korrekte beskrivelse, men Declan brød sig egentlig ikke om at blive kaldt handelsmand. Ordet handelsmand gav ideer om en, som havde et sat udvalg af vare og solgte dem for en alt for høj pris. Nej, Declan var så neget mere end det, selvom man kunne argumentere for, at hans 'varer' også blev solgt til en alt, alt for høj pris.

Spørgsmålet fik det til at sitre svagt i mundvigen - var det antydningen af et smil? Enzels nysgerrighed var vakt, nu skulle han bare trækkes i land.
"Der er altid noget, som nogen vil have" Han lænede sig tilbage og tog en lille tår af vinen. Den gik vel an i mangel på bedre.
"Penge, genstande, magt" Han stoppede lidt og lod blikket glide vurderende ned over manden. Han gjorde ikke noget for at skjule, hvordan han mentalt vejede og vurderede ham. Det var en god del af Declans success, at han var god til at gætte, hvad folk havde brug for. Også ofte før de selv vidste det.
"Lokaler.. Kunder" afsluttede han sin liste. Han var ikke i tvivl om, at personen foran ham lystede efter både penge og magt, men hvad var er bordel uden fysiske lokaler, som kunderne kunne udføre deres beskidte lyster i? Der var selvfølgelig en mulighed for, at han havde gættet forkert, men hvis disse piger tilhørte et fysisk bordel, hvorfor så have dem på en ussel kro, hvor der skulle bruges yderligere penge på at booke et værelse, kun for at få en ganske kort stund med en kvinde?

Der var ikke én af de ting handelsmanden nævnte, som Enzel ikke ønskede mere af. Det var mistænkeligt, for det lød lidt for godt til at være sandt. Han var trods alt kun ved de første trin op ad den stige, der snart skulle føre ham derhen hvor han gerne ville hen. Enzel var netop kun fyldt 20, og med alt for lidt erfaring i denne her lorteverden vidste han godt, at han var et let offer for svindlere. Det vigtigste lige nu var ikke at vise Declan at han var ny til det her. Handel…

Enzels blik var ulæseligt. Hans blik var stirrende som en kat lige inden den enten skulle til at angribe eller stikke af. Men så rakte hans smukke hånd ud efter vinen og trak den nærmere til sig, stadig mens blikket blev på det rødhårede menneske. Blikket der før var stift tog sig nu tid til at studse over ham og vurdere om han kunne godkendes. Og så drak han af vinen, og anerkendte ham som handelsmand. Det hjalp meget at Declan var ung og ikke ligeså klam, som alle de menneskemænd der ellers opsøgte Enzel for et knald med en af hans skønne halvdyrspiger.

“Du har min opmærksomhed så længe der er vin i mit glas, men jeg er ikke let at forhandle med. Jeg har meget klare mål med min forretning, og noget af det sidste jeg vil er, at indgå en handel, som ikke er til min fordel.” Mon herrens vinglas var givet ud forgæves? Heh… Enzel var nysgerrig på at høre, hvordan ham den røde var så skråsikker på, at han kunne byde ham noget.  Men okay, han vidste jo heller ikke hvem han sad overfor, eller hvilken historie eller hvilke hemmeligheder han gemte på, bag den diskrete påklædning.

“Hvis du kan tilbyde mig alt det, så er mit spørgsmål bare, hvad det er du kræver tilbage i betaling?”

Det var ikke svært at læse manden på den anden side af bordet. Han vejede og vurderede ham, var det værd at bruge tid på ham? Declan var vant til, at folk var mistroiske overfor ham. Enten var han for ung eller hans udseende passede ikke med deres ide om, hvordan en mand af hans profession skulle se ud. Ellers virkede han for udspekuleret, for kold og kalkuleret. Med i sidste ende endte Declan oftest med at få sin vilje, og det virkede da også til, at manden overfor ham valgte at acceptere ham som handelsmand. 
"Jeg tillader mig at lave den antagelse, at de endnu ikke har et lokale, hvor de kan huse deres forretning. Om det er fordi de er ny til forretningen eller til byen, er som sådan ikke vigtigt, men uanset ved de sikkert, at de rigtige lokaler er yderst vigtige for en ordentlig forretning" Declan gav ham en chance for at reagere. Han var nu ret sikker på, at gættet var rigtigt, og derfor vidste han også, at alt hvad han kunne tilbyde ville være af yderste interesse.

Betaling var ofte et problem, som Declan løb ind i. I hans gamle liv, inden han overhovedet forlod sit hjem, havde det hele handlet om hemmeligheder. Hemmeligheder var stadig interessante, men desværre var penge nødvendige for at køre en forretning. Men hvad skulle man se finde af løsning, når hans ønskede kunde tydeligvis ikke ligefrem virkede til at være økonomisk velsignet.
"Det kommer an på, hvad de kan tilbyde mig" Han drejede vinglasset lidt mellem fingrene, lod som om han sad og tænkte tingene igennem. I virkeligheden havde han allerede en plan om, hvordan tingene skulle udvikle sig. Medmindre manden overfor ham selvfølgelig havde noget spændende at tilbyde.
"Det åbenlyse vil jo være krystaller, men hvis deres forretning er ny, ved jeg selvfølgelig ikke, om de har de nødvendige midler?" Det var meget direkte og formentlig ikke videre høfligt, men det var vel ikke videre vigtigt lige nu.

Bange anelser ramte den rubinsk-klædte herre. Havde nogen sladret til ham, siden han, en fremmed, var så skråsikker i sine antagelser om at de manglede lokaler? Det var sandt, men altså... Nej, den rødhårede måtte simpelthen have lagt to og to sammen fra hvad han havde hørt og set, lige inden han troppede op ved hans bord. Enzel tog i glasset og drak et eftertænksom tår, mens han lod ham tale lidt videre. Han forsøgte at gennemskue, hvad forretningsmanden mon ville få ud af at hjælpe ham, og om det kunne skade ham i det lange løb... Så erfaren var Enzel slet ikke... ikke endnu.

"Jeg har midler... nok." Svarede han lidt dæmpet, som han stillede sin næsten tomme glas. Den rødhårede måtte hellere skænke ham mere rødvin... Enzel havde da sørget for at tage hvad han havde brug for inden han forlod sit gamle liv, men midlerne kunne hurtigt løbe op, hvis ikke han brugte dem fornuftigt. "Mit store problem er at jeg er meget kræsen, og når jeg først har forelsket mig i ideen om et hjem, så er det dét hjem jeg vil have. Bygningen jeg har forelsket mig i er stor nok til at rumme en forretning som min i vækst. Der er en privat gårdhave til mine egne behov, og det ligger et sted der er let at tilgå for den slags kunder jeg ønsker at betjene," Han holdt en kort pause for at se om forretningsmanden stadig var interesseret, når nu han hørte at Enzel ikke var en let kunde at tilfredsstille. Især fordi der var en problematik med det hjem som han havde forelsket i... "Desværre bor der allerede en familie i bygningen, som ikke er interesseret i at sælge det til mig."

Mon herren, som stadig var som en fremmed for ham, forstod hvilken slags service han ønskede af ham? Måske var det for det bedste, at de to ikke havde præsenteret sig overfor hinanden.

Igen blev det tomme vinglas fyldt op, han havde trods alt lovet sin opmærksomhed så længe, at der var vin i glasset. Hvis han kunne få hældt nok vin på ham, ville det sikkert også gøre det nemmere at få en handel i hus, selvom Declan nu ikke var tilhænger af aftaler, som var indgået i fuldskab. De havde en tendens til at blive problematiske.

Declan trommede lidt med fingrene på sit glas mens han så tænksomt ud i luften. Det var ren skuespil, han vidste allerede, hvad hans svar på spørgsmålet skulle være, men han skulle jo helst ikke virke alt for skruppelløs. Han skulle jo helst ikke skræmme ham væk, nu hvor han virkede ganske interesseret i at handle.
"Ah ja, en forretning har selvfølgelig brug for de helt rigtige lokaler, og, vil jeg tillade mig at sige, virker de som en mand, som har smag for kvalitet" Declan var ikke typen, som bare smigrede sine kunder bare for at få en handel i hus, så ordene var skam ganske ærlige. Selvfølgelig lå det også et gram af smiger bag, kunder skulle smøres, men det var kvalme de at se de handelsmænd, som kun benyttede sig af smiger og slet intet kunne a det end det.
"Som jeg sagde før, så er der altid noget, som folk vil have. Det er bare om at finde noget, som er dyrt nok til, at de ikke kan betale det på en anden måde" i sidste ende kunne han altid bare 'fjerne' husets ejere, men det havde han selvfølgelig ikke tænkt sig at fortælle.
"Jeg er sikker på, at jeg kan skaffe dem det hus, som de har bestemt dem for" Blikket hvilede på manden overfor ham, studerede hans reaktion på løftet. Var Declans fornemmelse rigtig og manden havde faktisk bedt om at få huset uanset prisen? Det var da så sandelig en spændende kunde han havde fået slået kløerne i her.

Den forklædte unge mand hvilede sin hånd ved vinglasset mens det var tomt, og fingrene lukkede sig om dets hals, da Declan skænkede ham mere vin. Men lige nu gjorde han ikke noget for at tømme glasset hurtigt. Declan så ud til at være en seriøs forretningsmand alligevel, så han havde ikke længere travlt med at affeje ham.

Med opslugende opmærksomhed lyttede han til hvert et ord og enhver formulering der kom fra ham, for at lære hans motiver og metoder at kende. Han forstod sig ikke så meget på hans pengeafpresningsmetoder, som han lidt antydede om, men et eller andet sted behøvede han jo ikke forstå det. Han skulle bare vente på resultatet, ikke? Desuden… jo mindre han vidste, jo bedre.

Enzels hidtil sure mund trak langsomt på sig, da Declan forsøgte at tilluske sig smigr, blot for at sikre sig en handel på den måde. Han var bevidst om at det var en påtaget høflighed, men han kunne ikke lade være med at suge det til sig. Enzel var vant til at bade i komplimenter, men tiderne havde ændret sig for ham. Vigtigst af alt, så lod det til at han alligevel havde ladet sig lokke af handlen med den fremmede mand, der ikke engang kendte ham nok til at vide, om han kunne betale prisen endnu.

”Jeg kan næsten ikke vente nu,” Hans øjne reagerede på et eller andet. Der var et andet lys i dem, eller også havde pupillerne ændret sig, dirrende, til tanken om at han havde fundet nogen til at gøre den beskidte del af hans arbejde. Han løftede sit glas og bundede det på stedet. Vin forsvandt sjældent så hurtigt, selv fra den rubinske herres glas. Men han rejste sig og kiggede på Declan. ”Den lyse bygning på Opalstræde.” Sagde han, så ingen i rummet kunne høre det, pånær Declan der var indenfor hans stemmes rækkevidde ”Man kan ikke tage fejl af bygningen.” Den skilte sig i den grad ud, både hvad angik størrelsen, standen og arkitekturen.

Declan havde allerede en fornemmelse af, hvilket hus det var. Det skilte sig så sandelig ud, og han havde da selv stået og tænkt på, hvilken skam det egentlig var, at det kun blev brugt til beboelse. Gudskelov var det da snart fortid.
Han bemærkede godt, at den unge mands pupiller mndrede sig. På grund af udsigten til endelig at få det hus, han så tydeligt længtes efter? Eller på grund af noget meget dybere? Det var ikke til at sige, og Declan havde ikke den tid, som det ville kræve at finde ud af det.
"Så de ved, hvilken bygning, de vil have" Han trommede lidt på sit glas med fingeren.
"Så er spørgsmålet jo bare prisen" Det var trods alt det vigtigste. Ingen betaling, ingen service, sdåan fungerede verdenen jo.

Hans blik blev en smule fjernt, som han så ud i luften. Han forsøgte at regne ud, hvor meget han skulle tage for arbejdet. Teknisk set købte denne unge mand jo et hus, selvom Declan som sådan ikke havde tænkt sig at betale direkte for det. I hvert fald ikke den fulde pris. Og så var der jo den tid, han selv skulle bruge på det, og hans tid var vigtig og derfor dyr. Problemet var jo bare, at han heller ikke ville skræmme en kunde væk. Han nikkede lidt for sig selv, da han mente at have opnået et svar på regnestykket.
"8 diamanter burde være rimeligt" blikket gled tilbage på kunden for at se hans reaktion på prisen.

Den rødhårede blev tilsyneladende siddende, så Enzel flyttede sig ikke endnu, men blev stående efter at have rejst sig, for at høre hvad de skulle have på det rene.

"8 Diamanter?" Enzels ansigt var stift og ulæseligt i et langvarigt øjeblik, men inde bag den selvsikre facade var han faktisk usikker og uerfaren. Hvor mange måneders slid var der ikke lige i 8 diamanter? Hans forretning var endnu ung, og havde ikke nogen solklar statistik for, hvornår han ville kunne indhendte tabet af sin lille rigdom. Men så smilte han lidt afslørende, indikerende at han jo nok var i stand til at betale hvad det kostede, hvis det var det han altså ville. "Du må være tosset. Du kan få 6 diamanter, og to safirer oveni, hvis gulvet stadig skinner bagefter."
Han skulle lige til at sige at han bare kunne ordne det selv, helt regningsfrit, men det var nu ikke sandt. Han vidste ikke hvordan sådan noget kunne gøres, uden at blive opdaget - eller uden at miste et af sine dyrebare 9 liv. Og hvordan skulle en families bortskaffelse overhoved kunne sikre ham huset? Han var ikke eksperten her, det var denne... rødhårede, navnløse gut.

"Du kan få 2 diamanter nu. Resten efter." Enzel var trods alt ikke interesseret i at få unødigt blod på sine forholdsvist uskyldige hænder. Hans endnu ukendte ry i byen var yderst dyrebart lige nu, og han havde ikke brug for en dårlig start.

Smilet sagde mere end rigeligt. Den unge mand foran kunne sagtens betale prisen, han var bare ikke villig. Ikke at Declan havde forventet bare at få et ja med det samme, folk foretrak ofte at forhandle. Det var heldigvis heller ikke noget, som han havde noget problem med. Så længe prisen altså ikke blev presset alt for meget, men det punkt ville de forhåbentlig slet ikke nå til.

Prisen som blev foreslået var dog selvfølgelig slet ikke høj nok. Selvfølgelig var det slet ikke sikkert, at manden foran var klar over, hvor meget arbejde der potentielt ville være i at skaffe bygningen, mem uanset var det en skammelig pris at tilbyde for et så nydeligt hus.

Fingrene trommede igen let mod bordet, igen et tegn på at han sad og overvejede tingene.
"7 diamanter. To nu, resten senere" Han foldede hænderne og hvilede hagen på dem. For ham var det som sådan ligegyldigt, hvor meget han fik udbetalt nu, han skulle nok få resten udbetalt på den ene eller den anden måde. Folk som ikke betalte deres gæld til typer som Declan havde trods alt en uheldig tendens til at ende ud med at betale en langt dyrere pris, end det ellers originalt ville have været tilfældet.

Det var korrekt antaget, at den rubinsk-klædte herre ikke havde den fjerneste anelse om hvad der lå i arbejdet. I virkeligheden kunne han jo være ligeglad om det kostede en diamant til eller fra, så længe jobbet blev udført godt, og en hel families pludselige forsvinden, ikke skulle komme og spøge ham i fremtiden.
Da Declan kom med sit modbud, blev Enzels blik meget fladt, som om det fornærmede ham lidt at den rødhårede lagde en ekstra diamant oveni. Det var mange penge... Og der var også den risiko, at han havde med en snyder at gøre. Han kunne stikke ham to diamanter nu, og han ville måske aldrig høre fra ham igen. Enzel havde ikke været her længe nok til at danne sig nogen venner, han kunne stole på endnu. Alt han havde var midlerne.

En knuget, fin hånd lagde sig på bordet foran den siddende handelsmand, og åbnede sig, så diamantmønterne lå synlige for ham. Hvis der var noget han hadede, så var det at slippe grebet om så høje værdier. Men nu satte han altså sin lid til en komplet fremmed. Han stolede dog ikke på ham, bare fordi han gav ham et indskud. Enzel stolede ikke på andre end sig selv.
"...Jeg håber ikke du er ligeså lusket som du ser ud." Sagde han så, med en dyster alvorlighed over sig, næsten som om han skulle til at true ham. "Det er bedst at have mig på sin gode side."

Det flade blik fik ikke rigtig nogen reaktion ud af ham, det var langt de færreste, som faktisk havde lyst til at skilles med deres penge, så han var vant til de sure miner under forhandlingen. Men som regel endte det alligevel ud til hans side, og det gjorde det selvfølgelig også denne gang.

Declan ventede, gav personen foran ham en chance for at fortryde sin beslutning og tage pengene tilbage. Det var ikke til nogen fordel for ham at virke grisk og rive pengene til sig, så snart de blev lagt på bordet. Han var stadig ny i den her by og han havde brug for at skabe sig et godt navn og rygte.
Endelig stak han hånden frem og trak pengene til sig. Hna havde forventet en meget længere forhandling, og ham havde også været villig til at gå længere ned, men ak ja, sådan gik det ofte for kunderne.

"Jeg kunne sige det samme selv" svarede han med neutral stemme. Han var ikke bange for manden, som sad overfor ham, hvis det endelig kom til stykket, ville han ikke have en chance.
"Er der andet de har brug for?" Han ventede lidt, inden han fortsatte. "For ellers vil jeg vende tilbage til dem, når jeg har fuldført deres forespørgsel"

Godt så. Nu havde de begge ladet den anden vide, hvor lidt de stolede på hinanden, og hvor farlige de begge to var, hvis deres forventninger ikke blev mødt. Det var noget af en sats, men den forklædte halvkat søgte ned i sin krystalpose og fiskede to diamanter op i sin hånd, diskret. Han mærkede lidt længe på dem, i stedet for at give ham dem lige med det samme, som om han i et grisk øjeblik, ikke ville af med dem. Men så udleverede han dem til ham, efter at have sikret sig, at ingen i lokalet havde deres øjne rettet mod dem.

”Ikke andet. Måske dit navn?” Enzel havde skam tænkt på, at det nok var bedst ikke at kende hans navn, hvis nu deres kriminelle handel blev opdaget, og nogen forsøgte at afpresse ham. Men på den anden side, hvis han selv skulle få brug for ham, ville det være smart ikke at søge efter en ung gut med rødt hår og et surt ansigt. Hans nye ven vidste i øvrigt hvor han kunne finde ham. Han blev nok her på kroen, selvom det ikke var værdige kår for hverken ham eller hans piger. Men der var nu en chance for, at de blev nødt til at rykke videre, hvis nogen skulle brokke sig over, at han var i færd med at gøre kroen om til et bordel. Så derfor skulle han lige huske hvilket navn havde valgt at påtage sig, og han præsenterede sig med en ophøjet stolthed. ”Mit navn er Enzel Silene.”