Davian havde været på jagt i over 3 dage. Han havde ikke fanget ret meget efter som vinteren havde sat sine spor i sneen. Han havde været heldig at fange nogle kaniner i sine fælder rundt omkring, men de store dyr havde ladet sig forsvinde fra landskabet. De var som forduftet fra Elverly,og det var næsten en skam. Davian var 1400 år gammel og havde stadig tiden og lysten til at drive sin kro i Skovfortet. Han ønskede intet andet i sit liv,han havde haft kroen siden han var omkring de 600 og han elskede det til en hver tid. Somme tider tog han væk fra kroen for at drage imod storbyerne og handle ind i form af mjød og øl. Ja han kunne da producere det selv, men det havde han bare ikke tiden til. Han var alene på kroen, han havde ingen hjælpere selvom det var det han ønskede sig til tider. Måske han skulle sætte en ansøgning på et sted i Elverly. Måske der varet halvdyr der ville tjene lidt penge eller en yngre Elver.

Buen sad på ryggen af ham som han kom nærmere den aflåste kro. Kaninerne havde han i hånden, pelsen var lidt blodig efter at have kæmpet sig fri af fælderne, men Davian havde været lidenskabelig, og slået dem ihjel på den pæneste måde han kunne komme på. Han var ikke helt ung til at finde frem til en venlig måde at slå ihjel på. Meget nænsomt åbnede han kroen og kiggede sig lidt omkring da han trådte indenfor. Der var helt mørkt og koldt efter den lange og hårde vinter. Men der var jo heller ikke nogen til at passe pejsen i disse tre dage han havde været væk. Meget omhyggeligt gik han ud bagved og smed kaninerne på en stub inden han vandrede indenfor og begyndte at tænde op i pejsen og ude i køkkenet så han kunne bage noget brød.

Det var tidligt morgen omkring kl 8 at han var færdig med at varme stedet op, og han vandrede lidt rundt i lokalet for at tage stolene ned fra borderne og gøre klar til gæsterne. Man kunne aldrig helt vide hvor mange der dukkede op. Kroen var allerede begyndt at duft af nybagt brød, stegt bacon og æg. Men det var standart. Han skulle blot have gjort det sidste klar inden folk ville begynde at dukke op.  Men så igen han havde ikke så travlt igen.

Det var mange år siden Morigan havde været i Elverly, det føltes næsten som et helt andet liv De levede, da De var her som ung elver. Der var sket så meget i Deres liv på de flere 100 år der var gået. Dog tog skoven og skovelvernes arkitektur vejret fra Morigan. Ikke meget havde ændret sig, fra skovens store skønhed, selvom det var vinter. De store træer der omsluttede Dem, fik Haga- Morigans ørn, som sad på Deres skulder, til at pive lidt, som små brokkelyde. Af en ørkenørn var hun gladere for store åbne terræner og varmere vejr, men Morigan beroligede hende med at nusse hende blidt på hovedet. 

Som ung rejsende, havde det været lettere at komme ind i Elverly med Morigans ledsager, der tog sig af alt det praktiske for at kunne træde ind i skovene. Denne gang var Morigan en maskeret elver og De kunne mærke de opmærksomme blikke fra skovelverne, fra alle sider. Heldigvis var det alligevel lykkedes Dem at trænge igennem de bevogtede skove og havde kun behov for at tage sin hætte og maske af en gang. Om det var fordi De var ørkenelver at skovelver vogteren blev mere venlig efter at Morigan tog masken af, vidste De ikke. Men De var glad for at det var okay at dække sig til igen. 
Det gjorde ondt i maven på Morigan, for De var stadig kun for nylig flygtet fra Deres familie i Rubinien og var stadig frygtlig bange for at blive opdaget. Dog håbede De at familien ledte efter Dem i Dianthos og Morigan var faktisk glad for at være tilbage i Elverlys beskyttede skove.

Det var stadig morgen da Morigan fandt frem til en kro, De var sulten og kunne allerede dufte æg og bacon, før De trådte ind af døren. Med Haga stadig siddende på sin skulder, gik De ind. Ved første øjekast, virkede kroen som et hyggeligt sted og der var dejlig varmt. Morigan som havde klædt sig på til vinter, var dog stadig blevet kold på hænderne. De fik øje på en meget høj skovelver, der var ved at tage stole ned fra bordende. Morigan gik ud fra at denne skovelver måtte arbejde her og sagde så "undskyld mig, er der plads til mig og min ørn?" Morigan ville smile, men det var ikke til at se for Deres maskering.       

Davian var i fuld fire spring og dansede rundt i kroen med at tage stole ned. Der var mange border der skulle ordnes og tørres af. Støvet var ved at ligge sig på borgerne af ikke at have været hjemme. Me  det kunne hurtig klares med en våd klud. Han stoppede kort op ved pejsen for at smide noget mere brænde i ilden, inden han fortsatte dagens arbejde med at tage stole ned.

Døren gik op og kulden udefra kunne mærkes som var det et uvejr. Dog var Davian lige glad, han var netop hjemvendt fra den ikke helt så gode jagt. Kaniner var det blevet til. Og til alt uheld ville der ikke være meget kød på når de først var pillet af pelsen. Hans ansigt drejede op imod den fremmede og nikkede venligt.

Da en blid stemme kom fra den fremmede kiggede han lidt rundt på den tomme kro. "Selvfølgelig er der plads. Hvor kunne du tænke dig at sidde. Ved baren eller ved et bord?" spurgte han venligt og tog de sidste stole ned fra borderne. Han bevægede sig op til baren og gik om bg den for at tage en klud og væde den i et kar med varmt vand han havde varmet op ude i køkkenet. Han vred kluden og bevægede sig hen til den nærmeste bord omme ved hoveddøren.

Kroen var stor i Skovfortet, den eneste kro der var i hele Elverly og han var stolt af den. Han havde passet godt på den i de mange år han havde haft kroen. Det kom ikke bg på ham hvem der kom ind på kroen. Godt nok regnede han med at den fremmede var en skovler, dog var det svært at se med masken på. Måske var det bare for at beskytte ansigtet imod kulden.

Langsomt begyndte han at bevæge sig rundt i kro stuen for at tørre borderne af. Som han stoppede op og mindes om den fremmede. "Ønsker de noget at spise?" spurgte han venligt og satte kluden ned i snoren på sit forklæde, som var bundet rundt om ham. Han lignede en rigtig krofatter der havde styr på tingene. 

Morigan var glad for kroejeren ikke sagde noget til Haga og gættede på det var okay hun sad sammen med Dem. De fleste steder fortrak Morigan at lade Haga vente udenfor, for at holde øje, men i dag var det som om Morigan havde brug for den ekstra lille tryghed som Haga gav. 
De kiggede sig omkring i kroen, efter korejeren gav Dem lov til at vælge frit hvor de ville sidde. Morigan mærkede igen sine kolde fingre og sagde så "Jeg tager en plads henne ved pejsen, tak". Og begav sig hen og sidde ved bordet. Kroejeren virkede venlig ud fra Morigans førstehåndsindtryk og kiggede på imens han tørrede borde af. Morigan faldt lidt i staver, ved pejsen. Varmen gjorde Dem helt saglig og De mærkede en behagelig følelse i kroppen, en følelse De ikke havde haft i lang tid. Det var meget sjældent at Morigan tillod sig den luksus at spise tilberedt mad og ikke det De selv fangede, på sin evige rejse. De mærkede hvor træt deres krop egentlig var og gav et lille suk. 

De blev en smule forskrækket da kroejeren spurgte om De ville have noget at spise. Morigan kiggede op på kroejeren og mærkede sine øjne få fokus igen. De sagde så "Her dufter skønt, jeg takker gerne ja til noget brød, æg og gerne ekstra bacon. Min ørn elsker bacon, selvom jeg siger hun ikke har godt af det"  Morigan smilede igen under masken og kiggede så på Haga som gav et tilfreds skrig. 

Da kroejeren havde fået Deres bestilling, satte Morigan Haga på stoleryggen ved siden af, så De kunne tage noget af deres overtøj af, heraf også deres hætte, som gjorde Morigans flettede hår og besmykkede ører blev synlige. Dog forblev masken på. De satte sig tilbage og nød varmen endnu engang og kiggede tilfreds på Haga.    

Hvorfor skulle han sige noget til en ørn? Det var blot en fugl og den havde vel ret til at være her som halvdyrene havde? Han kiggede på hende de og smilte lidt hvorefter han kiggede på ørnen. Den var flot men nu havde han ikke evnen til at snakke med dyr som de fleste skovejere havde. Nej han kunne forvandle sig til et dyr i stedet for. Mest når han jagede for at få en ulvs instinkter. Men ellers manipulerede han med følelser utroligt sjældent. Kun hvis der var problemer i kroen  eller problemerne skulle til at opstå. Så nej han var ganske rolig at et dyr havde fundet vejen her ind også.

Som han kom over til hende efter hun havde sat sig ned tørrede han hendes bord af for det værste lag støv og smilte venligt. "Er det første gang du er på kroen?" spurgte han venligt og kiggede på ørnen der blev sat fra sig på dne anden stol. Hvis der blev proppet måtte ørnen nok hellere sætte sig på skulderen igen. Med mindre dre den lavede problemer, men det tvivlede han på. Den så velopdragen ud, også selvom om en ørn var et vildt dyr og levede sine egne veje.

"Skal ske" kom det fra ham og satte kluden i forklædet som hun havde afgivet sin bestilling. Han bevægede sig ud imod køkkenet og begyndte at hælde en masse bacon op på tallerknen og noget brød. Brødet var nybagt det samme var æggene og baconen. Æggene kom fra hønsene ude bagved og bacon fik han som regl fra Dianthos. Man skulle aldrig gå ned på bacon! Han kom vandrende ud til baren og satte talerknen fra sig inden han bevægede sig over for at tage et krus. Langsomt helt han en hvid væske op i kruset og tog tallerknen og kruset ned til personen der endelig havde fået overtøj af. "Mad og varm gedemælk. Regner ikke med du vil have øl, mjød eller elveren så tidligt på dagen?" Han  kiggede på hende og smilte lidt for sig selv. Det var dejligt at snakke med et civiliseret elever igen.

Morigan nikkede til Kroejerens spørgsmål om det var første gang De var på kroen og derefter kiggede De på Haga for at se hendes reaktion på kroejeren. Hun virkede rolig, så Morigan valgte at tro på at han var venligt stillet. 
Det var svært at bedømme en kro, før man havde smagt på maden der blev serveret og på andre folks adfærd når de var her. Dog var Morigan stadig den eneste kunde, hvilket var forståeligt nok, når det endnu var så tidligt på dagen. 

Da kroejeren havde taget imod Deres bestilling, gik han målrettet mod køkkenet. Morigan følte sig bedre tilpas, efter at have taget sit overtøj af og kunne mærke sine fingre igen. De glædede sig til et ordentlig måltid mad. De nussede Hagas hoved, da kroejeren viste sig igen, med en tallerken fyldt med hvad der lignede lækkre æg, bacon og brød. Haga lavede et glædesskrig ved synet af bacon og Morigan smilte under sin maske.

Det var heldigt at Morigan havde lavet en maske, der gjorde at De stadig kunne spise uden at vise Deres ansigt. Der var ligesom åbent nede ved hagen og masken bestod af så meget stof, så man ikke kunne ane mere end Deres underlæbe når De tog en portion mad op til munden.

Da der blev stillet et glas varmt gedemælk foran Morigan, kiggede De lidt mistænksom på det. Det havde De aldrig prøvet før, eller ikke varmt i hvert fald. Kroejeren stillede et spørgsmål, men Morigan glemte at lytte, for De var alligevel blevet nysgerrig og tog et sip af gedemælken. Det var dejligt med varm væske og mælken smagte næsten sødt. De tog en ordentlig slurk til og stillede koppen fra sig for at kigge op på kroejeren med store øjne og sagde så "Det smager himmelsk!" Lidt efter tog De øjne væk. Morigan blev lidt forlegen over sin egen opførsel og rømmede sig så, hvorefter De spurgte "Er det deres kro?"  

 

Davian var ikke sippet når det kom til kunder. Der kom mange forskellige typer her inde. Som regl brugte han aldrig sine evner her inde, men det kunne da ske at han blev nød til det. Han var ikke sikker på om han skulle blive stående eller om han skulle gå. Så i stedet trak han en stol ud foran hende og satte sig ned. Han kiggede eftertænksomt på hende som hun smagte gedemælken.

Da det lød til at hun kunne lide det og tog en større slurk smilte han til hende og nikkede lidt til hende. "Dejligt. Gederne står ude bagved sammen med hønsene. Så det er fra eget avl" svarede han og kiggede på hende med et smil. Han tog fat i sin klud og roede lidt ved den inden han nikkede til hendes næste ord. "Det har det været siden jeg var omkring 600. DEt var blot et gammelt forladt hus. Så der har været en masse ombygning af egne kræfter. Men det er kommet til at se meget godt ud. Jeg prøver så vidt muligt at gøre det hyggeligt for halvdyrene og elverne der kommer her ind" svarede han og tog ikke notis af at hun stadig havde maske på. Hvis hun var flov skulle han ikke sætte sin lid til at hun ville smide masken.

"Er det din ørn?" spurgte han og rakte forsigtigt en hånd op imod ørnen for at se om den ville kæle. Dog gjorde han det langsomt men trak ikke hånden til sig hvis den bed efter ham. Han var yderst forsigtigt. Han var ikke bange for skovens dyr,også selvom han ikke kunne snakke med dem som så mange andre skovelevere.

Kroejeren satte sig overfor Dem, normalt var Morigan ikke glad for at sidde med nogle når De spiste, men De havde savnet at snakke med andre end sin ørn, så De blev faktisk glad for lidt selskab. Det var interessant at høre hans historie om kroen og dens udvikling. 600 år, Morigan kunne næsten ikke fatte den var så gammel, kroen var næsten ligeså gammel som dem selv. De kiggede undersøgende på denne skovelver. Det var altid svært at gætte alder på elvere, men De kunne alligevel ane en del visdom i kroejerens øjne. "Jeg må sige jeg er imponeret over at de har kunne holde gang i et sted i så mange år, men du har gjort et godt stykke arbejde. Her er hyggeligt, næsten hjemligt."

Da han spurgte ind til Haga, nikkede De og sagde "Ja hun er min ørkenørn, hun hedder Haga. Vi har et meget tæt bånd" og da han rakte hånden ud for at røre hende, kiggede Morigan på hende for at se hendes reaktion. Der var aldrig nogle som havde rørt hende før, udover Morigan, så De var bange for hun ville blive gal på ham. Men overaskende nok tillod hun det og det lignede hun rent faktisk nød det. "Det må jeg nok sige, det er ikke alle hun ville tillade det, men jeg må gætte på du er god til dyr" sagde Morigan med et glimt i øjet. Hvis Haga godkender denne kroejer, så er han nok en man kan stole på. 

Han kiggede på hende og smilte lidt hvor efter han nikkede lidt. Kroen var ret gammel, men der kom jo halvdyr i kroen så det hjalp da en smule påå omsætningen. Hvis ikke det var elvere der kom ind så var det halvdyr. Også selvom nogen halvdyr var voldsom usorineret så tillod han dem at være her. Der skulle være plads til alle, sådan havde han haft den altid. Der var ingen der gik forbi en god bid mad og lidt at drikke til ganen. Så hvorfor skulle en kro ikke løbe rundt i Elverly? "Ja eller 800 der omkring, jeg har ikke rigtig styr på det mere. han nød bare at være kroejer og så alligevel kunne få en skilling med i købet og at kroen kunne løbe rundt. "Jeg takker for de fine ord, det har også taget lang tid, og somme tider tænker jeg på om der mangler noget her" han lod blikket glide lidt rundt i lokalet for at sætte en finger på hvad der manglede, men han kunne aldrig helt finde ud af det. Måske hvis der en dag kom en ind og sagde hvad der manglede ville han skaffe det. Det var jo heller ikke fordi udsmykningen manglede. Der hang billeder på væggene og bordene havde små statuer og salt og pepper bøsser stående, samt lidt at tørre munden i. Så han kunne ikke helt se hvad der skulle mangle.

"Hej Haga kom det fra ham da han fik lov til at røre den. Han strøg den meget blidt med fjerene et par gange inden han trak hånden til sig igen. Han ville jo ikke være på tværs. "Hvad kan jeg sige, jeg kan åbenbart det med dyr" han smilte til hende og kastede et sidste blik på Haga inden han vendte blikket mod den fremmede. "Men det må vel betyde at jeg er godkendt til at underholde dig mens der ikke er nogen gæster. Med mindre du vil have ro til at spise i fred? For så skal du bare sige til." Han lod kluden han havde tørt borderne af med rulle lidt rundt i hans hånd og kiggede på hende, han ville jo ikke være nærgående. Men en kro kunne være umådelig kedelig når der ikke var nogen kunder.

Det var helt underligt at føle sig tryg i en andens nærvær, men efter Hagas rolige opførsel, slappede Morigan endnu mere af. Varmen der omfavnede Dem fra pejsen og med lidt mad og drikke i maven, følte Morigan sig næsten helt normal igen. Det havde været en lang rejse til Elverly, så det var det rene luksus at være på denne kro.

Da kroejeren spurgte om han måtte blive siddende og underholde, nikkede Morigan og sagde så "Jo tak, hvis du har tid ville jeg ikke takke nej til at høre mere om din fantastiske kro." Morigan tænkte sig lidt om i forhold til hvad De kunne tænke sig at vide. Denne kro måtte rumme mange historier. Deres øjne som var det eneste der ikke var dækket ind i maske og hætte fokuserede på kroejerens vise øjne. De spurgte så "Der må være mange spændende fortællinger om ting du har oplevet her, men er der især en oplevelse på din kro, du aldrig har glemt?"  
 

Han kiggede på ørnen og smilte lidt for sig selv. Han havde ikke så travlt, han havde allerede klaret det mest praktiske, så han kunne lige så godt udnytte situationen og snakke med en ny elver. Eller var det et halvdyr? Det var lidt svært at se med påklædningen og maskeringen af personen. Det rørte ham dog ikke, hvis det var det hun ville så skulle han ikke klage. Han var bare glad for at han havde nogen at snakke med til tider virkede det lidt kedeligt altid at have med det samme at gøre, men han ville ikke undvære det for noget.

"Jeg har masser af tid, der er stille lige nu eftersom du er den eneste der er her, og jeg har allerede klaret det mest praktisk" han smilte til hende og satte kluden i forklædet inden han samlede hænderne foran sig på bordet i foldet hænder. Han smilte lidt for sig selv og var egentlig lidt fascineret af ørnen da hun snakkede igen. Han vendte blikket hen på hende og kløede sig lidt på hagen for at tænke sig om. "Lad mig se... Der varselvfølgelig den gang hvor der udbrød en større slåskamp mellem to elvere der skulle have en match om hvem der var bedst.Det endte med en slåskamp i hele kroen fordi folk blev skubbet. Der blev da smidt nogle ting ud efter som at der kom skader på nogle af møblerne. Jeg nåede desværre ikke at stoppe slåskampen inden helved brød løs" tanken om det ødelagde ham lidt. Han havde altid styr på sine kunder, og hvis ikke skulle han nok få det. "Men som regel...." han kiggede lidt rundt og ud af vinduerne for at se om nogen elvere gik forbi, da det ikke var tilfældet fortsattehan i en hviskende tone. "... Så sniger jeg folk ind som vil se Elverly. Men det er meget tys tys" svarede han og smilte til hende.

Morigan lyttede forventningsfuldt med da kroejeren fortalte om en slåskamp der var fundet sted. Det lød til at have været en voldsom omgang og De nikkede med til historien med store øjne. Morigan havde godt oplevet slåskampe på kroer før, især de mere skumle af slagsen, som De havde besøgt i Dianthos nedre kvarterer. Morigan var ikke en der ville opsøge slåskampe, De ville hellere side i skyggen af kroen og se med og holde øje. 
I sådanne situationer måtte det være hårdt at være kroejer og især når man skulle håndtere fulde folk eller stolte elvere. 

Da kroejeren kiggede sig vagtsom omkring og derefter hviskede til Morigan, spidsede de øre, hvad der blev sagt havde De slet ikke forventet og De kiggede op på kroejeren med et smil i øjnene. De kunne godt lide hvad han havde sagt. Det var svært at komme ind i Elvery, så Morigan fik en vis respekt overfor kroejeren. 
Morigan sad og tænkte de måtte introducere sig på et tidspunkt, de havde endnu ikke fået fanget navnet på denne kroejer. I stedet sagde De "Jeg lover at holde det hemmeligt" og gav et blink med det ene øje. "Du må have et godt netværk for at kunne finde folk på den måde, må jeg spørge hvordan det foregår, eller er det en hemmelighed?" 
 

Davian hadet når der blev slåskamp i kroen mellem stolte elvere der ikke ville give slip i hvem der havde ret. Som regel kunne han nå at stoppe det og sende dem hjem inden helvede brød løs, men der var bare nogen gange hvor det gik helt amok. Han hadet når der skulle købes nyt invatar fordi tingene blev kastet med, det var jo ikke lige frem fordi han var på forretningsrejse hver uge. Der gik gerne 2-3 måneder før han kom til Dianthos. Så det var bare med at holde tungen lige i munden og give slip å en stolt elvers meninger.

Han kiggede på hende som hun sagde at hun nok skulle holde det hemmeligt og han smilte. Det var ikke mange han sagde det til, men denne elver virkede real nok og virkede ikke til at skræmme andre folk væk. Hell hun havde en ørn indenfor som ikke gjorde en fugl fortræd. Han kunne ikke andet end at smile og kigge lidt på ørnen som han endnu en gang tog hånden frem imod den og aede den på brystet inden han tog hånden til sig og kiggede på elveren som spurgte om noget. "Det er egentlig en hemmelighed. Men jeg har ikke det store netværk. Som regel er det fordi nogen kommer i nærheden af Elverly når jeg er på jagt, eller når jeg er på forretningsrejse til Dianthos. Som regel er de blevet smidt væk fra Elverly når de kommer for tæt på. Jeg har bare den mulighed at skjule dem i min vogn der står ude bagved." Hvorfor han lige præcis sagde dette her vidste han ikke, men det var jo en fælles elver og hun virkede ikke særlig bekendt, ej virkede hun til at være skovelver så hvad skete der ved at sige hende et par ting eller to. Med mindre hun gik til ældste rådet bagefter og forklarede hvad han netop havde siddet og sagt.

Morigan ville ønske de havde modet til at hjælpe andre som denne kroejer gjorde. Nogle gange var De kede af altid at være på flugt, nå man i stedet kunne være et sted i en længere periode og skabe et liv. Endda eje en kro. Det måtte være så spændende at opleve de ting og ikke mindst møde så mange forskellige mennesker som der måtte træde ind i en kro. Morigan kunne godt lide at forestille sig forskellige liv ud fra de mennesker og andre væsner De mødte på deres evige rejse. Kroejer ville nok være en af de jobs som tiltalte Dem mest. Så at høre mere fra denne herre var virkelig interessant og at han endda havde modet til at hjælpe folk som var udstødte fra Elverly gjorde ham bare endnu mere beundringsværdi. De værdsatte kroejerens ærlighed og at han turde fortælle hans hemmeligheder, Morigan sugede hvert et ord til sig. 
De spurgte med iver i stemmen "Hvad gør de så med dem de smugler ind? Kan de bo her på kroen?" 

Selvfølgelig var det en hemmelighed det han fortog sig, og der var ikke ret mange der vidste det. I det mindste behøvede hun jo ikke at vide det var mere end halv elvere der blev smuglet ind vel? Nej det måtte forblive en hemmelighed for nu. Et sidste blik blev givet til Haga og han smilte venligt til hende. Det var et pragtfuld dyr, men samtidig vild af natur, det måtte have taget sin tid at træne den til at være så venlig, og lige frem ikke bide fra sig. Betød det så at Haga ikke havde en vild natur? Eller var det pillet af hende? Det var egentlig et godt spørgsmål, men ikke noget han havde tænkt sig at spørge om lige nu. Til gengæld nød han at snakke lidt med en tom kro. De fleste gæster kom jo ikke før om nogle timer alligevel.
Hendes spørgsmål kom egentlig ikke bag på ham. Han kunne vælge at svare på det eller han kunne lade vær. Så han kløede sig lidt på hagen der var fyldt med skægstubbe inden han sagde. "Altsåååå... hvordan skal jeg sige det... halv elver bliver ikke lige frem set særlig positivt på her i elverly. Jeg giver dem et sted at være, som regel på et af værelserne. De fleste ren blods elver er nogle værre... ja hængemuler når en halv elver kommer her ind, men dette er et frirum for alle, og jeg ser helst ikke nogen komme op at slås" det var ikke løgn. Han hadet slåskampe, og han var virkelig ringe til en slåskamp med næver, men at bruge en bue.. det kunne han finde ud af!