En rynke af bekymring havde dannet sig mellem fyrstens bryn i den seneste tid, og den så ikke ud til at gå væk igen. Der var mange ting, der gik ham på .. hans krop havde ikke været helt på toppen, og han havde en snigende iskold fornemmelse af, at det så småt var alderdommen, der havde indhentet ham.
Han var ikke klar til det endnu. Der var endnu så meget, han skulle nå, og havde han ikke altid brystet sig af, at han var i topform, som dengang han stadig anførte mænd i krig?
Og så var der sønnerne. Eller nærmere, forbandelsen, der tog dem fra ham en efter en. Den frygtelie viden om, at Safiya var derude et sted, og han havde været for svag til at henrette hende dengang.. det var dén svaghed, han og de af hans blod betalte nu. Det safirblå blik så op på den endnu unge søn fra silkepuderne: måske ville han blive tvunget til at tiltræde titlen som arving.. og ville det endegyldigt koste ham livet, lige som dem før ham?
Et kort øjeblik stod alle disse tanker at læse i fyrstens øjne, før sårbarheden trak sig bort. Han rettede sig op og vinkede Jontar i retning af en ledig plads. En slave havde lydløst placeret forfriskninger i deres umiddelbare nærhed. Et svagt nik blevet givet i anderkendelse af den ranke ryg og de nye klæder. Hans søn lignede den fyrstesøn, han var.
"Naturligvis. Dagene flyver forbi, og det er alt for sjældent, jeg giver mig ordentlig tid til mine børn. Så .. fortæl mig, hvordan står det til?" Spurgte han. Han kunne kredse om emnet en stund, men ultimativt måtte Jontar spytte ud med, hvordan det gik med at finde sig en hustru..