Hecate havde omhyggeligt inspiceret Shireens klædedragt, før de var draget af sted mod byens Helbredelseshus. Det var vigtigt at den unge pige så anstændig ud, samtidig med at hun ikke havde for mange skørter i vejen - det skulle være tydeligt, at hun godt kunne tage fat. Dog måtte der ikke være så meget som en ankel synlig, for selv om en mand lå i sygesengen, kunne han hurtigt få idéer.. desuden havde Hecate ingen anelse om, hvorvidt de havde unge, mandlige lærlinge på stedet..

Det, samt mange andre ting, var naturligvis noget hun agtede at finde ud af.

Skridtene var afmålte og hendes mund en tynd streg, som de drejede om gadehjørnet og Hecate bankede på døren. De var kommet tidligt, for ikke at forstyrre for meget i det arbejde, der utvivlsomt hobede sig op i løbet af dagen, når folk kom til skade under deres daglige arbejde - men ikke så tidligt, at det kunne give problemer i forhold til de patienter, der skulle tjekkes op på efter natten.

Efter at en healer ikke havde været i stand til at gøre et ordentligt stykke arbejde med skaden i hendes ben, havde Hecate svoret at have så lidt med dem at gøre som muligt .. men nu hvor Shireen ønskede en læreplads, måtte hun bide i det sure æble og vise sig i Helbredelseshuset trods alt. Det var, når det kom til stykket, en anstændig arbejdsplads..

Dhalia Bigwig, som hun gik under disse dage, efter hun og byvagtsløjtnanten var blevet smug-gift en sommeraften. Der var aldrig blevet lavet nogle officielle udmeldiniger eller invitationer, men rygterne var hurtigt begyndt at gå mellem vaskekoner og byvagterne, de to steder hvor sladderen florerede mest.

Denne morgen var velsignet stille, og Dhalia nød en kop te i køkkenet mens lærlingene så til de overnattende patienter. Det havde ikke været nemt at ligge arbejdet fra sig, men de to gamle mennesker havde haft en fremragende indflydelse på hinanden, og havde efterhånden nedtrappet til almindelige, humane arbejdstider.

Der var stadig et muntert strejf som den ældre helbrederskes læber da det bankede på døren. "Jeg har den!" kaldte hun til lærlingene som hun rejste sig, og kort efter blev hendes høje humør nådesløst ødelagt som hun åbnede døren og fik øje på Hecate.

"Frøken Reier... Hvad kan vi gøre for Dem her til morgen?" spurgte Dhalia med sin sædvanelige halvtørre tone, inden hendes blik faldt på den unge frøken i Hejrens selvskab. Havde Dhalia ikke set hende før et sted?

Det var med en vis mængde spænding og frygt at dagen hvor Hecate og Shireen ville tage ned på helbredelseshuset ankom. Shireen var nu stadig meget sikker i sin sag om at det var det her hun gerne ville, det var bedre end templerne, men hun havde ingen rigtig forståelse for de her steder. Hun var meget sjældent selv blevet tilset af helbreder, og havde ikke haft det store behov efter hun flyttede ind hos Hecate. Hendes skrammer virkede i hvert fald aldrig super slemme.

At stå dernede ved Hecates side var ikke den bedste position, og hun følte sig underligt lukket inde i den kjole hun bar, men hun stod med ryggen rank, og hænderne var foran hende, i en neutral position.
Der var noget næsten lidt varmt over som overhelbrederen kom ud til dem, og hun vidste bedre end selv at sige noget, og kiggede i stedet for op på Hecate for at hun kunne overtage samtalen.

Hecate gjorde en kort og afmålt nejen, udelukkende af høflighed, da bestyrerinden af helbredelseshuset åbnede døren. I det mindste kunne de tale direkte med hende, uden at skulle igennem en eller anden uduelige assistent. Hendes spidse fingre gav Shireen et lille puf fremad, så Dhalia bedre kunne tage hende i øjesyn.

Hun kendte Dhalia af navn og udseende, men havde meget sjældent stået ansigt til ansigt med en anden kvinde, der var kommet lidt op i årene, siden Hecate sidst havde sat sine ben her. Healere. Hun gav ikke meget for dem.

"Jeg håber ikke, at vi forstyrrer." Sagde hun med et høfligt smil, der ikke nåede øjnene. "Min unge grandniece her er på udgik efter en læreplads, og jeg håbede derfor, at De ville tage hende i betragtning. Hun har ingen magi, desværre, men hun har et kvikt hoved og er villig til at arbejde hårdt." Forklarede hun i et tonefald, der antydede, at hun naturligvis ikke ville tolerere et nej.
Der var ingen grund til at kredse om den varme grød. Shireen skulle få sin læreplads og mødet overstås så hurtigt, som muligt.

Dhalia tog imod undskyldning til at se nærmere på den unge dame i Hejrens selvskab. Dhalia mente ikke hun var så gammel at hun ikke kunne genkende et ansigt, men alligevel havde hun svært ved at placere det. Hun havde nok ikke været patient, men pårørende måske?

Det var et spørgsmål der måtte vente til senere. Hecate derimod, behøvede ingen introduktion. Skønt Dhalia ikke havde haft den tvivlsomme fornøjelse af selvskabet før, så havde hun hørt mere end rigeligt om hendes rædselsregime fra Bigwig. Og nu mente hun at hendes lille grandniece skulle være helbreder. Det var jo bare skønt...

"Magi er intet krav, men villighed er" bekræftede Dhalia med et lille nik "Og et kvikt hoved skader ikke" tilføjede hun, inden hun vendte blikket tilbage ned mod den unge kvinde "Men sig mig. Med et kvikt hoved og så fornemt et efternavn, hvorfor ønsker du så at bruge din tid med blod og nødtørft?" spurgte den garvede helbrederske ligefrem. Dette var ikke den første gang en fager ung frøken var kommet til husets dør med en vragforstilling om at 'hjælpe staklerne i nød'. Men Dhalia havde ikke tid til folk drevet af medynk og ærbare idealer. Hun viste af erfaring de aldrig stod distancen når ting blev rigtig grimme.

Shireen følte sig lille ved siden af Hecate, stadig som et lille barn, selvom hun godt vidste at hun ikke rigtig var det mere. Det sad bare i hende, men hun følte alligevel sig selv kvikke lidt op som det lød til at helbredersken faktisk var interesseret i hende og hvad hun havde at sige.

HUn kunne dog ikke ligeså godt fortælle præcist hvorfor hun var her, især fordi hun ikke var sikker på at helbredersken mente at det var af så gode grunde hun var her i første omgang. Hendes øjne flakkede op på Hecate, og et kort øjeblik tøvede hun inden hun smilede. "Jeg ville gerne supplere mine studier op, og jeg følte der var rigtig mange ting jeg kunne lære herfra. Jeg er ikke bange for hårdt arbejde, eller blod." Hun havde set sin del af det, ikke at hun kunne fortælle hende det her, som Hecate stadig stirrede. Shireen havde aldrig fået fortalt om hvor slem hendes far havde været, hendes omgang med gadebørn, eller hele situationen med at være en dreng. Hun følte ikke at Hecate ville kunne forstå det alligevel. 

Et lettere strengt sideblik blev kastet i Shireens retning. Det var godt, at hun udviste lærevillighed, men Hecate synes nu ikke, at det burde være nødvendigt at tale om blod. Helbredelseshus eller ej - det var ikke et passende emne for at ung dame at tale om. Og hvad viste hendes unge grandniece egentlig om det?

"Som De ser, er villigheden på plads. Det er vigtigt at en ung kvinde får et passende erhverv, hvis hun altså ikke skal giftes med det samme .. og som hun selv siger, er dette så sandelig et sted, hvor man kan lære."

Hun gav Shireen et lille, opmuntrende klap på skulderen og så op og ned af bestyrerinden:

"Så .. med det på plads, skal vi aftale praktikaliteterne?"

Dhalia gav en tvivlende lyd, der var halvvejs mellem et brum og et fnys. Aldrig havde det været en god idé at få adelsfrøkener indenfor døren, hvert fald i Dhalias optik. De forventede at sidde yndigt ved de sendesiden af nogen med en mild forkølelse, og dubbe deres pande med en snehvid, fugtig klud.
Ikke desto mindre var dette næppe den første eller sidste frøken helbrederhuset måtte trækkes med, for at holde freden.

Dhalias blik gled tænksomt over Shireen. Desuden, så virkede den unge frøken her til at være gjort af en kraftigere vævning end de gængse silkekjoler.

"Nuvel." medgav hun. Det var alligevel håbløst at diskutere med Hejren. Så hellere få hende ud af håret hurtigst muligt. "Normalt byder vi alle lærlinge 1 måneds prøveperiode, for at se om de kan lærer og er gjort af det rette stof. I dette særlige tilfælde..." Dhalia skiftede sit blik til Hecate. Dhalia var normalt ikke en smålig person, men noget ved Hecate fik det op i hende "..så bliver det 3 måneders prøve. Hvis hun klarer det, vil hun blive taget i betragtning som lærling" erklærede den gamle helbrederske. Det var ikke til diskussion.

Dhalias blik gled mod Shireen igen "Jeg forventer at se Dem i morgen ved solopgang, i praktiske klæder".

Hvis Shireen ikke stod ved siden af grandtante Hecate, så ville hun have jublet da hun hørte om praktiske klæder. 3 måneders prøve periode kunne hun godt klare, og at hun kom ud at denne stramme og lidt ubelejlige kjole var kun bedre, selvom Hecate sikkert også havde andre gode idéer til at gøre beklædningen surt for hende.

Hun nikkede, og med et lille begejstret glimt i øjet, uden tvivl var hun begejstret for også at komme lidt væk fra Hecates årvågne syn. "Naturligvis. Jeg vil sørge for at være her til tiden," sagde hun, med så meget neutralitet hun kunne formå, hvilket alligevel var en god del.
Hun håbede bare at hun kunne tage det, selvom blod og hårdt arbejde aldrig havde afskrækket hende, men hun kunne også godt mærke den fordom der normalvis kom med at være en adelsfrøken, og så at arbejde i noget der ville kræve så meget fysisk af en. Hun kendte de typiske, og hun vidste godt at de nok ikke ville overleve en dag i helbredelseshuset. Men det var hun sikker på at hun ville.

Hecate havde så sandelig haft en indflydelse på Shireens tøjvalg den seneste tid. Det skulle helst være noget, der dækkede hals, håndled og ankler i en sådan grad, at ingen kunne få uanstændige tanker. Samtidig skulle det ikke sidde så stramt, at man kunne se hendes former for meget.

Praktisk tøj ville nu engang blive nødvendigt, men Hecate skulle personligt sørge for, at det stadig sad, som det sømmede sig for en ung og ugift kvinde! Hvis der var nogen unge mænd i lære på healerhuset, skulle de nødig få tanker .. tanken derom fik øjeblikkeligt Hecate til at strække en smule hals for at se, om hun kunne få øje på nogen bag Dhalia.

Hendes kiggeri blev imidlertid hurtigt afbrudt af Dhalias forklaren om prøveperioden og Hecates øjne blev smalle. "Jeg forventer så sandelig, at De behandler hende som alle andre. Hun skal nok vise sig arbejdssom." Hånden hvilede på Shireens skulder, som hun gjorde mine til at styre hende ud derfra. Hun havde ikke i sinde at diskutere med helbredersken - næh, Shireen skulle nok snart få vist hende, at hun var værdifuld. Andet kunne man jo ikke forvente med den opdragelse, Hecate havde arbejdet på at give hende..

"Nuvel. De vil se hende i morgen tidlig." Sagde hun afsluttende, mens hun kiggede sig over skulderen. Hun havde ikke i sinde at befinde sig dette sted et sekund længere, end nødvendigt .. helbredelseshuse blev nu engang aldrig hendes kop te. "God eftermiddag." Hilste hun, en smule hvast, idet hun trak af sted med sin grandniece, begyndende at snakke formanende:

"Vi må sørge for at få dig op i ordentligt tid i morgen .. og skaffe noget anstændigt du kan have på."

Dhalia mødte hejrens blik uden at kny. "Jeg vil bestemt behandle hende som alle andre" bekræftede helbredersken stramt. Enhver forskelsbehandling ville intet have med den unge lærling at gøre, men derimod alt med hendes hverve. Det var næppe retfærdigt overfor den unge kvinde, men sådan var verden nu engang til tider.

Shireens prompt svar og seriøsitet tegnede dog overraskende positivt, og Dhalia svarede hendes ord med et bestemt nik. Hun fortrak sine lærlinge hårdtarbejdende og kortfattet. Især efter det ord-vandfald der var Éir Ó Coileáin. Også selvom han havde skabt noget stærkt tiltrængt liv i helbrederhuset...

Dhalias tanker vendte tilbage til nuet, og så til sin velsignelse at de to var ved at gå igen. " 'eftermiddag" hilste hun dem kort farvel, inden hun lukkede døren før de kunne ombestemme sig.

Shireen var ikke døv for at høre hvordan der lige kom en næsten spids tonen fra helbredersken, og som Shireens blik kort gled mod Hecate, så havde hun godt en fornemmelse af hvordan det skulle tages. Forhåbentlig ville hendes grandtante ikke blande sig alt for meget i hvad der ville foregå hernede, for det sidste Shireen havde behov for, var to kvinder der begge havde et lidt for åbent blik på hende. Det var jo ligeså meget for at komme væk.

”God eftermiddag,” lød det fra Shireen også, som de endelig gik fra healerhuset, som et sidste farvel til helbredersken. Hun lyttede dog kun halvt til Hecate som de forlod stedet, men nikkede blot og sagde et par bekræftende lyde når det var passende. Hun kunne virkelig ikke vente til i morgen, hvor hun forhåbentlig endelig kunne få noget afstand, og måske en mulighed for ikke at føle at hun gik på nåle hele tiden.