Siddende på en lille bænk af guld, sad Dain, og nød at blive fodret af sin unge slave. Slaven han nemlig havde fået fra sin broder. Det havde været en glædelig gave, og han kunne ikke ønske sig en bedre slave. Hun var god til, at ikke beklage sig, når han ønskede sig noget. Udover det, var hun ikke grim at kigge på. Men slaven var også god til, at lytte til ham. Dain havde det virkelig godt i slavens selskab, og kiggede lidt rundt. Han håbede virkelig inderligt på, at hans bror var i nærheden. Sin elskede broder Jontar. 

Hovedet tiltede han lidt, og spiste nogle vindruer som slaven fodrede ham med. Et lille tilfreds smil foldede sig på ansigtet, og han lod sine øjne glide ned over slaven. Den unge kvinde rødmede, og følte sig sikkert forlegen. Men det var den unge fyrstesøn ligeglad med, og tænkte han slet ikke på - og over. Men han var i godt humør, og nød alt det som slaven gjorde lige nu.

Han rettede en smule på sit hår, og kiggede på slaven. Bad hende om at fodre ham med lidt flere vindruer. Men da Dain kort kunne skimme en bekendt skikkelse, holdte han en hånd op foran sig"Stop lige et øjeblik..."lød det undrende fra fyrstesønnen, som han nysgerrigt prøvede at følge skikkelse, for at se om det mon var Jontar.

Deres fader havde nok næppe været glad over Jontars påvirkning på den mindre prins. Ikke nok med, at en prins havde skiftet sin personlige slave ud, nu havde hele to gjort det samme. Og selvfølgelig ville Jontar få skylden for dette, for det havde jo været ham, der for mange måneder siden havde taget sin lillebror med på slavemarkedet og været meget medvillig til at hjælpe med at finde en ny personlig slave. Deres fader var en god fyrste, men at finde den perfekte slave til et knap nok født barn var ikke lige i mandens kort. Og Dain havde virket mere end glad for udskiftningen. Jontar kunne kun huske følelsen. Smide den gamle, kedelige slave ud for i stedet at have Morosa ved sin side på daglig basis. Et mere end godt skift.

Gående på paladset kunne ens tanker hurtigt finde andre steder at være. I stedet, når man havde noget at tænke på. Jontar tænkte for tiden mest på aftalen, han i sin tid havde lavet med sin fader. Han havde indtil udgangen at året til selv at finde en hustru, ellers ville fyrsten tage kontrollen over valget. Og med første dag af sidste måned som dagens dato var tiden ved at rinde ud for Jontar. Måske var det med disse tanker, at han ikke lagde mærke til Dain, der sad på bænken ikke langt fra ham. Ej heller lagde han i starten mærke til lillebrorens kald efter ham. Først fodtrinnene mod sig rev Jontar ud af sit eget hoved og han stoppede op for at kigge, hvem disse fodtrin tilhørte.
"Dain dog. En prins burde ikke løbe i sit eget hjem." smågrinte Jontar. Han havde stoppet op, nu ventende på sin bror. Hvadend lillebroren ved, var det mere veltrængt end at tænke på fyrstens nye magt. En magt, Jontar selv havde givet ham. 

Slaven lagde tydeligt mærke til, at der kom en gående hen imod sin herre. Dain lyste kort op ved synet af sin bror, og var tæt på at løbe hen imod ham, med armene åbne. Alligevel tænkte han, at han hellere måtte opføre sig anstændigt. Især når han befandt sig på paladset. Så den unge fyrstesøn blev nødt til, at have en god og passende opførsel. Han lod det brede smil være på sit ansigt, og stoppede op henne foran sin bror. Det var alt for lang tid siden, at han følte at han havde set Jontar.

En glæde spredte sig inde i ham, og han gav sin bror et tæt kram. Kort skulede han hen til sin slave. Et smil blev sendt i hendes retning, og han vendte dernæst sin opmærksomhed og fokus tilbage på sin bror"Jeg vil gerne sige, at jeg gør hvad jeg vil... Men jeg blev bare glad ved at se dig" nævnte han i en glad og munter tone. Han havde det altid så godt, og var så glad i nærheden og i selskab med Jontar.

At han ikke måtte løbe, eller det mente sin broder ikke. Men Dain synes nu ikke, at han kunne få øje på deres fader, så det gjorde nok ikke så meget, at han løb i sit eget hjem. Som han betragtede sin storebror, kunne han ikke undgå, at klappe sin bror på maven, bare for at drille lidt"Du ser da lidt tyk ud, gør du ikke"grinede han, men det var nu heller ikke for at være ond. Han kunne bare godt lide, at drille lidt. Han var også i humør til det, så hvorfor ikke gøre det.

Selvfølgelig kom Dain med en af sine nok lidt for dumsmarte kommentarer. Igen, det mindede om en meget spæde og lettere umoden udgave af fyrsten, der stod over for Jontar lige nu. Havde deres fader mon været lige sådan? Ung, bestemmende, kvindeglad? Det var jo sådan, fyrsten var nu. Det ville kun give mening, at barndommen og ungdommen havde starten af karaktertrækkene i voksenlivet. Og at hans afkom arvede fra ham var jo heller ikke utænkeligt. "Selvfølgelig gør du, bette dreng."

Respektér dine ældre havde Dain vist ikke lært. Eller også vidste drengen, at han kunne lave sjov med sin storebroder uden de store konsekvenser. Derfor puffede Jontar da også til sin yngre bror. "Ikke alle har endnu vokseværk som en lille dreng som du," Jontar smilte og grinte. Puffet var næppe hårdt nok til at vælte lillebroderen. Måske nok til at skabe ubalance, hvis Dain ikke havde forventet det. "Jeg kan jo nødig være tyk, hvis fader pludselig fremviser mig til sine kandidater." Snakken havde Jontar taget med fyrsten. Og Dain havde skam også været nævnt i samme kontekst. Dain og Darkhan. Fyrsten havde ventet mange år med Jontar. Samme ville han nok ikke have til at ske med tvillingerne. Jo før jo bedre. Selvfølgelig havde Jontar andre tanker. Og dem havde han også delt rigeligt med deres fader. De havde bare kun udsat det åbenbart uundgåelige.