Kais ru hænder greb fat om endnu en klippe, og hev sig selv endnu engang længere op af den. Hans rygsæk hang stadig på hans ryg, og han var mere dækket ind i tøj end normalvis, for at skærme sig mod den hårde vind der var heroppe.
Hans fødder fandt fodfæste endnu engang, mens de havblå øjne kiggede op, for at finde den næste klippe han kunne hive fat i. Hele hans krop var spændt, og sveden piblede af ham af anstrengelse, men der var et udtryk af iver i hans øjne, som var han på sit livs opdagelse. Det var som om at han ikke engang ænsede, at skulle han miste sit greb i dette øjeblik, så ville han falde til sin død under sig. Hvis ikke af faldet, så af de skarpe klipper der stak ud.

Endelig nåede han dog op til en klippeafsats, og smed sig på den kolde klippe, mens han prøvede at få vejret. Bag ham stak endnu mere af bjerget op, og selve afsatsen var ikke forfærdelig stor med ingen tydelige nedgange. Heroppe kunne vinden dog også rigtig blæse omkring ham. Han satte sig op, og flere af de utæmmelige krøller blev hevet ud i knolden han havde sat det i, som vinden hev fat i det. Hans krop var både varm og kold på samme tid, men ligeså snart han havde fået vejret igen, så rejste han sig helt op og kiggede ud over havet og bugten, som strakte sig vidt under ham. Han kunne smage salten på tungen, og følelsen af hjem var ved at overvælde ham. Der var ikke langt til at han ville være hjemme, og intet virkede til at have ændret sig markant. Hvis han kiggede til højre, så kunne han svagt ane bjergene der husede templet. Turen ned af bjerget ville være ligeså hårdt, men han havde bare haft behov for at føle at være i bjergene endnu engang.

Hans øjeblik af fred varede dog ikke ved, og han blev forstyrret, som en stemme bed igennem, til trods for den hårde vind.
”Hvem er du, og hvad laver du her?” stemmen var bestemt og fjendtlig af tone, og som Kai vendte sig om, var han mødt af et par elvere, og hvad der lignede kæmpede ørne. De havde allerede deres buer og pile trukket og rettet mod ham.
”Jeg var bare på vej igennem -,” han nåede ikke at sige mere, som der kom et ubehageligt ryk i ham. Et ryk som han svagt kunne erindre om at have oplevet før.
Elvernes øjne spærrede ligeledes op, som det var tydeligt at de også opfattede at noget skete og slap pilen, så Kai måtte kaste sig til siden, så den ikke ramte ham. Ikke at han nåede at ramme de hårde klippesten, som han blev opslugt af magien og hevet afsted mod andre steder. Det her var præcis hvad der var sket da han var endt i ørkenelverbyen, bortset fra at han ingen alf havde set sidst.