Papirarbejde var nok næppe det første, der kom i ens tanker, når man tænkte på arbejdet som slavehandler. Men der var faktisk noget papirarbejde, som skulle ordnes. Regelmæssigt faktisk. Foruden en masse slaver at holde styr på var det også transaktioner af slaver. Både til og fra Kazimi paladset. Orden var nødvendig. Især i det omfang og størrelse, slavehandel nu var for Kazimi-slægten og paladset. Hurtigt kunne overblikket blive sendt bort og der var absolut intet styr på noget. Og når først, der ikke var styr, ville kaos følge efter. Jontar havde oplevet nok kaos i forbindelse med slavemarkedet i form af nedbrændingen af dette. Den unge prins havde næppe brug for mere af den kaliber. Drama var der rigeligt af allerede, når man var en prins og en Kazimi. Drama i det profesionelle behøvede han heller ikke.

Siddende ved sit skrivebord, ikke langt fra hans personlige soveværelse, sad Jontar med hovedet bøjet ned over nogle pergamenter og en fjerpen dyppet i friskt, sort blæk. Hvis han havde haft behov for briller, ville man nok næppe kunne genkende ham. Normalt var Jontar jo prinsen, der stod med rank ryg og viste sine flotte klæder frem. Han var ikke typen, der sad med hovedet nede og med kroppen dækket af et stort skrivebord af det fineste træ. Men det var sådan, han brugte denne tirsdag formiddag. Solen skinnede blidt igennem vinduet uden at ramme i nærheden af ham. Den ville første kaste sine stråler på Jontar og hans arbejde om mange timer. Forhåbentlig var han færdig til den tide.
Dagens klæder var ikke nær så fornemme som normalt. Lange klæder i en sart brun uden det store mønster på sig. Dog var der lag i lysere og mørkere nuancer af brun. Jontar kunne jo nødigt have, at han lignede en gemen borger i Medanien. Han var en Kazimi. Det skulle ses, selv når han var alene på i et rum på paladset.

Hvis man hørte godt efter - og havde ekstrem god hørelse - vil man aldrig finde ro i det store palads. Der var altid nogen vågne. Der var altid nogen, der lavede et eller andet. Om det var størrelsen eller det faktum, at Jontar havde levet hele sit liv på paladset og dermed vænnede sig til de mange lyde, vidste han ikke. Men han hørte intet af det rabalder, der skete etager nede under i køkkenet. Hvorfor skulle han også det? Det var ikke prinsens opgave at sørge for, at frokosten blev lavet ordentligt og serveret som sædvanligt. Det var hans opgave at spise frokosten. Og fortælle, hvis noget var galt. Som lille havde Jontar ikke vidst, hvad der ville ske, hvis han sagde, han ikke kunne lide maden. Men nu, som voksen og slavehandler for slægten, vidste han, at den pågældende slave eller ansat, der havde stået for det, som fyrstesønnen brokkede sig over, ville blive reprimanderet eller straffet. Og han havde intet imod at sige sin mening. Sådan var livets gang på paladset. Hvis ikke noget levede op til Kazimi'erne, ville det blive hørt og ændret på. Intet bedre fortjente de jo!

Og med det var Jontar også vant til, at slaver, tjenestefolk og andre på paladset bankede på døre og kom ind, når han gav dem besked. Nogle gange var han nødsaget til at vente med at lade dem komme ind. Hvis han nu var gang i noget - eller nogen. Men denne gang var det kun arbejde, han var igang med. Og som enhver anden toogtyveårig var meget andet end hårdt papirarbejde ønsket. Derfor tøvede prinsen ikke med at sige: "Kom ind."
Som døren åbnede, kiggede Jontar. Mest for at se, hvem det var, der ville ham noget. Meget havde han mistænkt, at det ville være frokost. Klokken var nær dette. Og han var korrekt. Ind kom Emin med to fade fyldt med mad. Deres blikke mødtes i et splitsekund, før slaven kiggede ned på sine fødder. Som enhver anden god slave ville gøre.
Jontar lod ham komme nærmere med fadene. Faktisk fjernede han selv papirene for at gøre plads. Ingen grund til at skabe pletter på arbejdet. Emin var en slave, Jontar kunne huske fra hele sit liv. Helt fra femårsalderen og til nu. Emin havde været den bedste slave, drengen havde overværet. Kunne han have valgt, ville Emin nemt være blevet hans private slave, men elveren var for værdigfuld til at lade én Kazimi kun have ham. Som barn havde Jontar fandt det uretfærdigt, men nu, som voksen, forstod han. Emins evner ville være spildt, hvis han konstant skulle rende efter en af fyrstens afkom. "Hvad er der til frokost, Emin?" spurgte Jontar, velvidende om han nemt blot kunne kigge, men han kunne lige så godt teste Emin. Det havde han ofte en tendens at gøre. Teste slaverne i de små akter i hverdagen. Bare for at se, om de gjorde deres opgaver ordentligt.

Hvad der normalt var en ordentlig frokost, var i stedet en bakke med sølle skåle med frugter og tørkager samt te. Havde Emin ikke med det samme forklaret grunden til dette, ville Jontar have mistænkt køkkenet for at tvinge en diæt over adelsfamilien. Meget vel skulle de holde sig godt, men der var ingen overvægtige i familien. Med mindre man medregnede fætter Mehdi, men det problem havde den få år yngre Kazimi jo selv klaret. Og i stor stil endda. "Okay så. Så længe den pågældende får passende reprimande."

Jontar lod Emin trække sig op ad væggen, før han tog et skive æble. "Ja. En del papirarbejde." sagde han, før han satte tænderne i æbleskiven. Det høje knas af bidet kunne høres i hele lokalet. Normalt forblev slaverne i skyggerne, når Jontar spiste, eller også forsvandt de helt. Men som prinsen tog endnu en skive, drejede han rundt i stolen, så de limegrønne øjne var fikseret på Emin.
"Hvad mener du, der burde gøres ved den pågældende slave nede i køkkenet, Emin?" Det var ikke fremmed for Jontar at spørge de slaver, han finder gode og ordentlige, for lidt testende spørgsmål. Se, hvor loyale de var. Hvor godt opdraget de var. Og derfor havde prinsen ingen bekymringer for Emin. Var der nogen af slaverne, som skulle opholdes på en pedestal, ville Emin nemt være en af kandidaterne. Selvfølgelig ville Jontar aldrig indrømme dette. Emin behøvede ikke at føle sig værdig eller noget i den dur. Positionen for ham var stadig en slave. God eller dårlig, slave det var han.

Lige nu var de to individer mere forskellige end blot deres statusser. Jovist var det at være en prins og slave forskelligheder nok. Men selv deres ændringer i årenes løb var som ild og vind. På femten år havde Jontar ændret sig markant. Den lille og uskyldige af udseende dreng havde forvandlet sig til en flot, ung mand. Emin på den anden hånd lignede præcis sig selv. Som om der ikke var gået én dag siden dengang, hvor han havde fundet Jontar liggende for foden af et træ og taget vare om den dengang så lille og arme JoJo. Ja, årene havde sat deres mærker i Jontar, men ikke i Emin.

"Nu er jeg ikke som enhver anden Kazimi jo." sagde Jontar. Selvom samtlige Kazimi'er, Emin havde været slave hos, havde ment dette. Men prinsen mente sit. Han var ikke som den typiske Kazimi. Han havde ikke bare levet med slaver. Han arbejdede med dem. Derfor var hans tilgang til dem anderledes end resten af slægten. Han ledte altid efter deres værd. Direkte og inddirekte. 
Som Emin stod der, virkede han rolig og naturlig. Årene måtte have trænet ham godt, for spørgsmålet ville uden tvivl få selv de fødte slaver til at få slørede hoveder. Det var ikke normen at høre en slaves holdning. Efter manges mening havde slaver ingen holdning, så at Jontar efterspurgte den var, uden at pynte det, mærkværdigt. Yderst mærkværdigt. "Præcis. Den slægt, I er slaver hos, står uden frokost og vi bør nok forvente en okay ventetid. Det er alt andet end optimalt, Emin." Måske havde Jontar bare brug for en distraktion væk fra arbejdet. Og Emin var den nemmeste til dette lige nu. Have en snak med en af de slaver, Jontar var født og opvokset med. Prinsen kendte ikke til en hverdag uden Emin. Fra første husket minde var slaveelveren til stede.

Hånden gned blidt mod den markede hage og lidt ud på kæberne i en tænkende position. Øjnene hvilede roligt på Emin. "Men er det virkelig straf nok? Hvad du antyder til er mere en straf på følelser og samvittighed end noget andet. Hvis en slave kan udskyde hele paladsets frokost og sende mange på dobbeltarbejde uden de største konsekvenser, hvad stopper andre for at gøre lignende? Bare bevidst. Begynder afstraffelserne at blive for milde, vil ingen tænke på konsekvenserne." Et fejltrin fortjente en passende afstraffelse. Alt efter, hvad fejlen var, ville en tilsvarende straf findes. Dette var, hvad Jontar tænkte om afstraffelse. Havde en slave hældt et lidt for koldt eller lidt for varmt bad op, ville prinsen næppe straffe med mere end kravet om et nyt. Men blev et måltid tabt på gulvet, ville Jontar finde en større straf. Konsekvenser fandtes, for hvad ellers ville forskellen på tjenestefolk og slaver være?

Bukket fra Emin var mere end forventet for Jontar. Det var tydeligt, at prinsens holdning ikke var i overensstemmelse med slavens. Og i dette tilfælde var en af dem forkerte. Emin var en mere end god nok slave til at vide, at det var ham. Mellem Kazimi og slave var Kazimi aldrig forkert, og slaven var altid, hvis de ikke var enige. Hvis deres holdning overhovedet blev efterspurgt. Som sagt så var der mange, som mente, at slaver ingen holdninger burde eller havde overhovedet. Der var Jontar dog anderledes. Skønt de var slaver, havde de endnu deres tanker. Det var bare, hvad de bør gøre med dem, der var forskelligt fra en som ham selv.

"Det er fint at lade sit hjerte rive med. Bare gør det passende. Dit hjerte kan få dig til at komme slemt til skade jo." Det var ikke en trussel som sådan. Tonelejet var i hvert fald ikke i det truende. Men det var heller ikke et råd. Det var ikke, fordi der var barmhjertighed i Jontars rolige stemme. Det var mere en konstatering. Hvordan den blev opfattet var op til modparten. Trussel, råd.
Jontar havde en del minder, hvor Emin var en statist i baggrunden, men der var også få minder, hvor slaven var i fokus. Prinsen kunne endnu svagt huske, hvordan der var blevet taget vare om ham, da han havde slået knæene. Der var endnu et svagt ar på det ene knæ som fysisk minde dengang. "Man lærer med tiden. Sådan er det altid. Man lærer, hvordan man skal opføre sig og hvordan man ikke skal." Og det vidste Emin mere end godt om. Eller det gik Jontar delvist ud fra, og delvist vidste han, at det var sandt. Hvis ikke elveren havde været en god slave, havde slægten ikke beholdt ham så længe. Så var han blevet solgt i årenes løb, men han var endnu under Kazimi-slægtens magt. Og der var jo nok en grund bag dette.

Til sidst ville alle slaver blot nikke og så ville enhver mindre diskussion med de stoppe. Enten det eller en fysisk afstraffelse ville gøre, så de stoppede. Af egen vilje eller påtvunget. Jontar havde set slaver på hele spektrummet. Dem, der var født som slaver og dermed ikke kendte til andet. De ville gøre deres bedste, for det var, hvad de kendte. Men prinsen havde skam også oplevet det helt modsatte. Dem, der var for nyligt blev gjort til slaver af den ene eller anden grund. De kendte endnu stærkt til livet som fri, hvor det at underkaste sig ofte en komplet fremmed var utænkeligt for dem. Hver slave skulle håndteres på hver deres måde. Nogen havde brug for en hård hånd, imens andre nærmest kunne behandles som en almen tjener. Jontar vidste også, hvor han ville placere Emin. Og det var næppe i den dårlig side af spektrummet.

"Korrekt. Enten har køkkenchefen eller en anden håndteret situationen. Jeg kan jo ikke være overalt til alle," fortalte Jontar. Det var ikke hans opgave at holde øje med samtlige individer på paladset. Det havde slægten andre til at stå for. Prinsens arbejde var jo mere et frivilligt valg end en nødvendighed. De kunne snildt have ladet andre være med i slavehandlen, men Jontar havde valgt det. "Studier er det ikke. Arbejde. Jeg er ikke en lille skoledreng længere, Emin." Dét blev sagt i et toneleje, der ikke kunne misforstås. Der var ingen sure følelser eller tanker i de ord. Nej, de blev sagt muntert og nærmest som en joke. Smilet på læberne hjalp også i retningen for at vise oprigtigheden. Emin havde jo set ham som den lille skoledreng, der havde hjemmestudier givet af en gammel nisse af en vidensmand. 
"Min søster kræver altid så meget," sagde Jontar, mere som en broderlig kommentar end sandfærdig af slagsen. Kort drejede han stolen tilbage i sin normale position, men hovedet var endnu i retningen af Emin. "Hvis du er lige så nænsom i dine hænder nu, som da du lappede mine sår som lille, stopper jeg dig skam ikke." Ikke en direkte ordre, men for alle slaver var et ønske fra en Kazimi stort set det samme som en ordre. Ville de noget af en slave, skulle de få det. Ingen diskussion, ingen indvendinger, ingen men'er.

Komplimenter kom i overflod, når man var en Kazimi. Især, når man så ud, som Jontar gjorde. Han var ikke naiv. Han vidste udemærket godt, at han så godt ud. Foruden de gode gener af slægten havde han et stærkt ansigt og markerede muskler på kroppen. Når prinsen var til bal og andre arrangementer, hvor store flokke mødtes, havde han da lagt mærke til de unge - og måske lidt ældre - kvinders blikke. Hvordan de kiggede på ham, sikkert i håbet om at få hans opmærksomhed. De højeststående personer i landet ville uden tvivl vide, at Jontar endnu var ugift. Ung, flot, Kazimi, rask. Hvad ellers kunne nogen ønske sig i en husbond?
Derfor nikkede Jontar blot også. Han havde hørt ordene før, også fra en slave. Komplimenter fra slaver var som sand i ørkenen. De betød ikke rigtig noget, for man ville altid kunne få noget mere af samme kaliber.

Det virkede ikke til, at Emin hørte ordene først. Slaven begyndte blot på massagen bag Jontar. Prinsen kunne dog pludselig mærke i slavens bevægelser, hvordan ordene endelig ramte ham. Jontar kunne ikke lade være med at smile over slavens langsomhed. Sådan måtte livet være, når man var så gammel. Man skulle huske på så meget. "Jeg husker dele af det. Måske jeg blander sammen med andre episoder," fortalte Jontar. Prinsen kunne nemt blande sammen med andre situationer, hvor en slave havde lappet ham det ene eller andet sted. Små drenge formåede altid at komme til skade, adelig eller ej. "Du nynnede en sang, hvis jeg husker rigtig, ikke?" Jontar lænede sig tilbage, slappede af i hele kroppen og bare tog imod Emins gode massage. Slaven gjorde det helt perfekt. Ikke for blidt, men heller ikke for hårdt. Han ville uden tvivl finde et par knuder her og der. At arbejde med slaver kunne altid frembringe lidt stres i selv en prins.

Massagen fik Jontar til at slappe af i alle sine muskler. Ja, han dumpede nærmest ned i stolen, kun opretholdt af hans indfødte manerer ved kun at sidde oprejst. Alt andet var for uhøfligt og dermed uadeligt. Emin vidste lige præcis, hvor han skulle massere og hvordan. Måske prinsen skulle skrive dette bag øret. En god omgang massage kunne være tiltrængt efter en lang arbejdsdag. Sidde i et stort bad med Emins masserende hænder. Det kunne sikkert gøre underværker. Ja, det ville prinsen huske. Han fortjente det. Han var søn af fyrsten jo.

"Kan også være, jeg blander slaver sammen." sagde Jontar henkastende, men der var en undertone af noget andet. For han kunne huske, at det var Emin, der havde nynnede den. Hvis alt andet var sløret fra de minder, var den nynnende elver det klareste. Men som slaven selv formulerede det, var det så blevet gjort for at berolige og ikke få den dengang lille prins til at føle sig alene. Hvad ville det ikke betyde, hvis Jontar viste svagheder over for en slave? Nej, så hellere lade den ligge end måske få Emin til at huske engang, hvor Jontar havde været svag. Kazimi'er kunne ikke være svage. De var løverne af adelsfamilierne, ikke killingerne.
Øjnene lukkede dog afslappende i, som tankerne forsvandt for prinsen. "Mmhh." En samling af nydende mumlen undslap læberne, som Jontar blot nød seancen, der skete på hans nakke og ryg. Emin vidste i hvert fald, hvad han skulle gøre. Hvor han skulle presse, klemme, massere.

Spørgsmålet fik dog Jontar til at snappe ud af sit nydende og afslappende stadie. Ikke med et sæt. Han blev jo ikke forskrækket. Men de limegrønne øjne åbnede da og kiggede ud i lokalet, ikke på Emin. "Lidt endnu," svarede han tilbage, selvom det bedste nok var gjort. "Sig mig, Emin. Du har været her hele mit liv. Jeg kender ikke til en tid uden dig, men hvor længe har du været her?" Det stod sikkert et sted i Emins papirer. Prinsen havde sikkert læst det, bare forglemt det. Men nu var nysgerrigheden tilbage. Det kunne uden tvivl godt være, at han havde spurgt flere gange som barn, men Emin ikke havde svaret rigtigt. Men nu var Jontar voksen. Hvis ikke han fik et tilstrækkeligt svar, kunne brænde falde.

Grådigt lyttede Jontar til, som Emin gav et svar. Havde prinsen ikke hænder på nakken, havde han nok drejet rundt og kigget, da slaven svarede. Faizan den første. Det var næsten et årtusind siden, hvis Jontar huskede rigtigt fra sine skoletider. Det var ikke just det, der havde fanget den lille prins i sin tid. Hvorfor skulle han lytte efter en flok gamle nisser, når der var så meget andet at lave for en ung prins dengang? Men lidt sad da fast kunne han mærke. 
"Så har du jo set samtlige fyrster blive født, vokse op, blive fyrster og til sidst dø, æret være deres minde." Hvis han tænkte længere over det, ville Jontar nok tænke i timer. Det var ikke kun ham, der var vokset op med Emin. Hans fader havde også, og den nuværende fyrste var langt fra den ældste Kazimi, der havde vokset op med Emin. Denne slave var et levn.   

At tænke på, at engang var slavehandlen udbredt i hele landet. Sikke en tid. Jontar kunne stadig ærgre sig over, at størstedelen af landet havde ændret deres holdning. Heldigvis var syden endnu til deres fornuft. 
En hånd blev løftet som tegn på, at massagen skulle stoppes og hænderne fjernes fra nakken. Når de var fjernet, drejede Jontar rundt, så de limegrønne øjne kiggede direkte ind i Emins. "Hvordan formåede min forfader at fange dig? Gøre dig en slave, der nok vil komme til at bruge tusind af år her på paladset?" Jontar måtte da høre, hvordan fyrst Faizan havde gjort det. Lige i dette øjeblik var det nok denne fyrste, prinsen var mest imponeret over. Virkelig imponeret.

Allerede inden historien blev fortalt, beklagede slaven sig over den. Dog følte Jontar ikke, at han beklagede sig over kedsomhed, nok snarere ikke ville fortælle alt. Som slavehandler havde Jontar set sin del af nedbrydelser af slaver. Når realiteten ramte dem, når de tænkte på dén dag, når de havde mareridt over alt og intet. Derfor lænede han blot tilbage, lagde det ene ben over det andet og gjorde sig klar til at høre fortællingen om, hvordan Emin endte som det, elveren var nu og ville højst sandsynligt blive, til han døde.

Havde Emin fortalt denne historie til alle andre end Jontar eller en Kazimi, havde reaktionen og responsen nok været det stikmodsatte af, hvad Jontar gjorde. Han yndede ingen medlidenhed til Emin. End ikke, da han fortalte, hvordan hans kammerat blev slået ihjel eller da han så sit eget billede blive kidnappet. End ikke, da han løsnede halsbåndet for at vise arrene, viste Jontar samvittighed. Prinsen lænede sig ind, men mere for at se arrene end føle sorg over dem.
Jontar sagde først noget, da Emin stoppede sin fortælling og var gået ned på knæ med bukket hoved for ikke at se på Jontar. Dog valgte prinsen, frem for ikke at røre slaven, at strække den ene arm ud, indtil hånden kunne røre halsen. Bestemt, men ikke voldsomt tog han fat i hagen for at løfte elverens hoved, indtil deres blikke var låst fast på hinanden. Jontar ville se afmagten i Emins øjne. Sorgen over at genopleve den dag. Se, hvad Emin mærkede i hele sin krop og sjæl. Nogle ville kalde dette for sadistisk opførsel. Jontar kaldte det normalt om slaver. Se deres sårbarhed var mere end passende.

"Og ingen har prøvet at gøre dig fri? Ingen fra dit gamle liv?" Jontar kunne meget nemt have været hårde i sine valg af ord. Ingen gad få dig tilbage? Men han lod være. Meget vel var Emin en slave, men han var en speciel slave for Jontar. Det var ikke nemt for prinsen at forklare det, men han følte ikke det samme over for Emin, som han gjorde ved størstedelen af slaverne. Det var på samme niveau som med Morosa.