En stjerneklar himmel besøgte Fristavn. Dis gled ind fra havet, sneg sig op i gaderne og pressede sig ind mellem klaprende skodder og utætte vægge. Den koldklamme fugt lagde sig på alle overflader i de små, uopvarmede kroværelser. Alligevel vågnede Zirra badet i sved.
Som det første kastede hun sin overkrop ud over sengekanten og nåede ikke at famle sig frem til natpotten, før gårdsdagens mad tvang sig hele vejen op og ud. Lige dele sved og tårer faldt ned på gulvet, da kroppen endelig lod hende trække vejret mere end to gange, før maven trak sig sammen igen. Rystende fik hun fat i kanten af sengetæppet og tørrede mundvigende. Hun lagde sig stakåndet tilbage på puden med hånden på maven. Og mærkede noget presse ud mod håndfladen.
Den ene albue blev sat i underlaget, lige som endnu en krampetrækning rullede gennem hende og hun væltede ud ad sengen i den modsatte side af den ildelugtende pøl. Knæene gav efter, da en skarp smerte steg op fra maven. Hendes ene, flagrende arm fik fat i sengens ramme, og den anden rev op i nattrøjen, som var en af Trestons store tunikaer. Noget var helt galt. Maven var opspilet som bare zalan, og mens Zirra stirrede på den, pressede noget på størrelse med en kastanje sig ud i en bule til højre for navlen. Bulen holdt sig der flere øjeblikke, før den rykkede sig hårdt henover maven og Zirra blev tvunget forover i en krampetrækning. 
"Aaaeerrh!"
Med et godt tag i sengekanten kæmpede hun sig op at stå og vaklede hen til kommoden med dirrende ben og usikre fødder. I sammenstødet med kommoden fik hun væltet både vaskefad og vokslys, der trillede væk i det dunkle værelse. Et nyt smertesjag tvang hende fremad for at holde sig oprejst, og hun fumlede med låsen til døren, hvorefter hun kæmpede sig ud på gangen med armene udstrakt i mørket mod væggen. Brædderne knirkede under Zirras bare fødder, mens hun følte sig frem fra håndtag til håndtag. Kroppen prøvede at kaste op igen, men kun savl og mavesyre kom op. Hulk blandede sig med de stønnende opkastforsøg, og da hun endelig nåede den rette dør, var hendes syn sløret af tårer.
"Treston," Zirra forsøgte at banke på døren, men det tog al hendes styrke at blive stående. "Treston!"
Det sidste blev sagt i en skinger, grædende tone, mens hun famlede sig frem til hårnålen, der stadig sad i hendes uglede fletning, som hun ikke havde gjort noget ved i et par dage. I rent held tabte hun den ikke, før den blev hamret ind i nøglehullet, og hun brugte al sin vægt til at smadre låsen frem for at dirke den. "Treston!"
Døren gik op. Zirra væltede ind i lokalet, som hun allerede én gang havde tvunget sig ulovlig adgang til. Smerten rev i hende, og hun landede på knæ og hænder med trøjen klæbende fast til ryggen og rystelser i hele kroppen. 
"Treston," græd hun. "Treston, hjælp mig. Hvad er det, der sker?"
Armene gav efter under hende. Hun væltede rundt og landede med skuldrene op ad klædeskabet og hænderne febrilsk gribende om den stødt voksende mave. Flere buler vandrede rundt under huden. Zirra skød ryg og skreg, da fremmedlegemet i hende slog en kolbøtte. Alt i hende føltes som om det byttede plads og blev presset op under hendes ribben, mens maveskindet udvidede sig selv i stykker. Flere af de stadigt tyndhudede ar, som Sednas glassyle havde forvoldt, sprang op, så blod piblede ned over hoften.  Bulerne dansede fra den ene side af navlen til den anden med et unaturligt højt riitch, idet noget der lignede en lille hånd pressede mavemusklerne fra hinanden og kom til syne bag det udspændte maveskind. Den trak sig væk igen og blev afløst af en anden uformelig klump, der sparkede mod mavefængslet. Zirras skrig tog til i styrke. Ru skrig, der flænsede gråden med sig på vej op gennem struben. Værre skrig, end da Treston have fundet hende i skoven. Zirra aldrig havde været så bange i sit liv.

    Treston blev flået ud af en ellers ganske behagelig søvn af dét brag, det gav, da døren hamrede op imod væggen. Gammel vane og indgroede soldaterinstinkter fik ham viklet ud af Sednas arme og på benene, inden hans hjerne vågende for alvor og fattede, at det var Zirra - dér, grædende på gulvet med hænderne imod en mave, der var unaturligt opsvulmet. Inden han kunne nå at sige noget - at gøre noget - spændtes hendes ryg i en bue og hun skreg hjerteskærende, og noget... noget bevægede sig under hendes maveskind.
    "Zirra!" Han faldt på knæ ved hendes side, netop som maven tog endnu en voksespurt og arrene fra Tusmørkeskovene sprang op, så blodet gav sig til at flyde. Febrilsk lagde han hænderne på hende - forsøgte at fatte, hvad der foregik; hvad han kunne gøre for at hjælpe - men hans chokerede hjerne nåede ikke at formulere så meget som et spørgsmål, før hun skreg igen og noget, der meget umiskendeligt var en lille menneskehånd et øjeblik stod aftegnet imod Zirras maveskind.
    Treston kunne et splitsekund ikke gøre andet end bare at stirre. Stirre på omridset af den lille hånd, der var kommet til syne - mast udad imod bughulen ...indefra. Hvad var det, der skete? Hvordan? Hvor-
     Så gav hans hænder sig desperat til at forsøge at stoppe blødningen fra Zirras gamle ar uden rigtig at have spurgt hjernen om lov. Og det var måske meget fint, for hjernen var lukket fuldstændig ned af chokket - af benægtelsen. Af manglen på mening...
    Og så alligevel. For pludselig var der nogle ting, der satte sig sammen i hans frygttomme sind. Zirra, der med den mest hadefulde stemme, han havde hørt, fortalte Sedna, hvordan Kester havde kunnet kvæle hende med fire hænder. Treston selv, der både på kamppladsen og i felten havde set, hvordan Kesters evner udmøntede sig - hvordan Ridderen kunne duplikere sig, så hans modstandere pludselig skulle koncentrere sig om en dobbelt trussel. Zirra igen, i domssalen, da hun fortalte, at Kester havde fulgt hende hjem og opført sig, som om de allerede var gift - ét af de forfærdelige minder, Treston aldrig var i stand til at pakke langt nok væk. Kromutteren i den lille fiskerby, der havde fortalt om 'budbringeren', det stakkels skind, der havde været så syg, så syg... 
    "Nej..." hviskede han - chokeret og i benægtelse - da det gik op for ham, hvad det var, der var ved at kæmpe sig ud af hans lillesøster mellem hans hænder, der desperat forsøgte at standse blodet. "Zirra..."

Treston var ikke blevet mødt af en kold skulder, da han sammen med Zirra henimod slutningen af aften var kommet tilbage fra havnekanten. Zirra lignede stadig noget katten havde slæbt ind, men den anspændte stemning fra tidligere havde været knapt så signifikant. Det hjalp måske også en hel del at der ingen konfronterende ord eller skarpe hentydninger, omkring Josefine eller de undertrykte kærlighedsfølelser havde været.
Sedna havde derimod aldrig virket varmere, idet de endeligt var blevet alene. Hun havde kysset ham grådigt, rørt ham med længsel og passion. Hun havde gjort alt for at lade Treston indirekte vide, at han aldrig ville finde en kvinde et andet sted, der kunne elske, og elske med, ham som hun gjorde.
Alt virket til at være fryd og gammen. Treston komplet udvidende om den voksende træng til at krydsforhøre ham, mens han lå mest sårbar i mørket. Med øret placeret mod hans brystkasse fandt Senda det svært at følge sit tankespring. Desuden fungerede han som et uden mærket alternativ varmekilde til det manglende ildsted, så i stedet endte hun med at trykke sig længere ind i Treston's arme, hvor hun overgav sig til nattesøvnen.
Sedna var allerede revet ud af den dybe søvn af de knirkende gulvbrædder og den tilhørende pulse ude fra ganen, da døren blev brudt op og med et rabalder hamrede mod væggen højt nok til at vække den halve kro, hvis ikke den hele. Treston var oppe og ude af sengen først, med Sedna lige i hælende. En forbigående irritation over realiseringen af, hvem der lå på alle fire nåede kun lige at indtræffe før det blev klart at noget var helt galt. Hvor alvorlig en tilstand Zirra var i blev kun tydligere gjort, da Sedna fik liv i olielampen.
"Hvad ved Zaladin's rådne tænder..." Sedna havde set meget, men aldrig dét dér eller noget der lignede og selv hun kunne ikke skjule den gru synet gav hende. Var det omridset af en hånd hun kunne se presse mod maveskindet? Lyden af muskler der gav efter fik instinkter til at tage over og tvang hende ud af den fast frosset tilstand, der havde holdt Sedna i at træde nærmere. Få lange skridt efter sad hun knæende ved siden af Treston, overfor Zirra, og lod de gyldne øjne og hænder bevæge sig vurderende over den udspilede mave.
"Kniv. Jeg skal bruge en skarp kniv, klude og vand. Spiritus eller en åben flamme.".

"AAAAAARRRRRH!"
Hånden pressede sig atter ud mod maveskindet, der nu syntes oplyst indefra at en svagt, pulserende lyskilde. Det underlige, indre lys, gav maveskindet et orangerødt skær og fremhævede den uformelige klump, der væltede rundt inde i Zirra. Mens hånden rakte frem mod verden udenfor, spredte fingrene sig og i mellemrummene mellem de enkelte, begyndte flere at vokse frem. Samtidig begyndte noget at vokse ud fra det, der burde have været en albue, og snart hamrede endnu en hånd mod indersiden af maven. 
Det næste skrig, Zirra kom med var halvt i smerte og halvt i rædsel over at se de voksende lemmer inde i sig selv, oplyst bagfra - eller måske inde fra lemmerne selv? - og oplyst udefra af olielampen, så alle bulerne stod mere tydeligt frem.
Hendes hjerne nægtede stadig at forstå, hvad der foregik. Et eller andet var inden i hende, og det lignede ikke noget som helst, hun nogetsinde havde hørt om. Smerten var i nogenlunde samme kategori, og frygten havde et så godt forspring, at hun glemte al sin træning og hvad end øvelser, der kunne have været behjælpelige med at håndtere smerten.
"Jeg vil ... ikke ... dø ..." fremstammede hun og greb ud efter Trestons hånd med et bedende blik.
Nok holdt han om nogle af de blødende sår, men hun havde brug for at holde om ham. Zirra hyperventilerede mellem sine skrig nu, og da en mund, der på ingen måde lignede, at den sad fast på et ansigt, et øjeblik blev gennemlyst i maven, tvang hun blikket væk og lagde nakken tilbage, mens den rædselsfyldte gråd igen tog over.

    Trestons hjerne havde været godt i gang med at blæse sig selv tom i panik, da Sednas kommanderende tone skar igennem forvirringen og ramte noget - dybt inde i ham. For hvis der var noget Treston havde fået ind med modermælken, så var det at parere ordre - og dét aldeles prompte. Derfor var det også soldatens kølige overblik og afrevne, distancerede opmærksomhed, der lagde sig over ham, da kom på benene i et fart og fandt de ting, Sedna havde bedt om - vandet i vaskefadets kande, håndklæderne i kommodeskuffen og kniven i hans eget våbenbælte, der hang over stolen og så en lille smule tomt ud uden Riddersværdet, som han naturligvis havde været nødt til at aflevere.
    At storebroren så sad et sted i hans baghoved og skreg i panik var en anden sag - dét hjalp ikke Zirra.
    "Olielampen er det bedste jeg kan finde, hvis jeg ikke skal ud og løbe efter det," informerede han forhastet. De vidste begge to, at den billige olie, hele havnekroen stank af, sandsynligvis ikke ville gøre meget andet end at sværte bladet. "Men jeg kan prøve at tætne lyset fra det - se om jeg kan få det varmt nok?" Han ventede ikke på svar, men gik i gang med det samme - gav sig til at suge lyset til sig og samle det i sine hænder - kontinuerligt i en lysende strøm - som var hans håndflader magnetiske og olielampens skær flydende jern. Det var sværere end det burde have været, for selvom Treston gennem sine mange år i hæren var trænet i at bruge sine evner under kamppres, var dette noget ganske andet - det var Zirra. Ikke en soldaterkammerat, ikke en fjende, der forsøgte at slå ham ihjel, ikke en ukendt bonde, der skulle have hjælp. Det var Zirra, der lå dér, og var ved at blive revet op indefra...
    Hans fokus var nær glippet fuldstændig, da hun greb efter hans hånd, men med en kraftanstrengelse lykkedes det alligevel at få mast lyset sammen i en lang, tynd glødende tråd, han fik dirigeret omkring knivsbladet, så varmeoverførslen ville være størst mulig. Zirras hånd var kold og klam af smertenssved, og Treston stak den nu glødende kniv til Sedna, så han kunne holde om lillesøsterens hånd med begge sine. 
    "Du kommer ikke til at dø, Zirra," forsikrede han med en stemme, der havde en desperat undertone, selvom han prøvede at være hendes klippe. Den paniske storebror, der blev holdt nøje indespærret bagerst i hans sind, gjorde sig voldsomme anstrengelser for at få overtaget... "Zirra, se på mig. Vi har dig - du kommer ikke til at dø!"

Selvom Sedna havde haft sine mistanker allerede ved morgenmaden, om hvilken tilstand Zirra befandt sig i, så var hun på ingen måde forberedt på det syn der udspillede sig i maven på hende. Hjernen registrerede den voksende maven og bevægelserne under maveskinnet som værende en baby, men det indvendige lys og de deforme legemer kunne på inden måde forlig sig med den tanke.
Hun havde nært ikke hørt hvad Treston havde sagt, mens en indre panik for alvor kom snigende. Registrerede fjernt at han talte noget om lystætning og varme, mens hendes egne tanker betvivlede om der overhovedet var noget at stille op. "Ja - ja, det er... Ja gør det." Fik hun formet, med øjnene stift rettet på misfosteret i maven.
Ved Kile om hun ville give op så let! Med en rømme formåede hun at samle sig og holde panikken i arge. Det nyttede intet de alle tre tabte fornuft og overblik, hvis Zirra skulle have bare en jordisk chance for at overleve.
Atter fattet greb hun et af håndklæderne og i hårde trak fik det revet i mindre strimler, hvor den ene blev snoet omkring sig selv. Resten endte i vaskefadet der stod ved siden af den restende stak af håndklæder. Var det nok? Sedna var på ingen måde sikker, men tvivlen holdt hun for sig selv.
Hun tog imod kniven fra Treston og løftede blikket til Zirra's ansigt "Jeg får den ud okay? Jeg får den ud og du kommer ikke til at dø." Det sidste var ikke så meget et spørgsmål som det var et løfte. Døden var ikke en mulighed, hun ville ikke lade den være en mulighed.
En tung vejrtrækning blev taget inden de næste ord, som et tilløb, men hun kunne ikke byde Treston at skulle holde Zirra i ro, mens der blev åbnet op indtil, tingesten. "Undskyld." Beklagede hun oprigtigt, mens hun søgte Zirra's blik med sit måneblege. Holdt det længe nok til lammelsen af kroppen indtraf, før guld endnu en gang kom til syne og det snoet stykke håndklæde blev rakt frem mod Treston "Giv hende den i munden, så hun ikke ødelægger sine tænder eller bider tungen af sig selv, og hold øje med hun ikke stopper med at trække vejret.".
Knivens blad var ikke længere rødglødende, da Sedna satte det mod bunden af Zirra's mave og lukkede ned for en del af sig selv som lært. Med rolig hånd førte hun den skarpe æg over huden, til hun havde åbnet op ind til bugen og punkterede fosterhinden så Zirra som gulv blev lige dele våde. Hvad der skulle have været én hånd, men i stedet lignede tre smedet sammen til én, strakte fægtende sig ud gennem åbningen.

Knapt nok have Zirra sluppet Trestons hånd, fordi endnu et spark op under ribbenene krævede at hun støttede albuen mod gulvet for ikke at falde helt bagover. Langsomt sænkede hun sig helt ned på ryggen, selvom det gav væsnet i hende mulighed for at hamre sig selv ned mod gulvet med hendes ryg som pude. Trestons forsikring hjalp, selvom man ikke kunne se det på de tårevædede kinder og paniske blik. Han var her for hende, selv igennem noget så forfærdeligt.
Sednas ord trak Zirras opmærksomhed til sig, og mens hulk og halvkvalte, paniske lyde steg op fra hendes mund, holdt hun øjenkontakten med mørkelveren og nikkede. Var der noget, hun troede på, Sedna var god til, var det at skære i folk. Zirra vidste fra lejrbålssnakken, at Sedna var ganske habil til at lappe folk sammen, hvis de kom til skade, og at den slags viden var kommet gennem et par menneskelivs træning i tortur, gjorde ikke taknemmeligheden mindre. Var det her sket mens Zirra havde været på den lille kro i Medanien, eller værre på vej hjem mod Dianthos, ville ingen kunne gøre andet end at se hende blive sprættet op indefra. Selv hendes egen familie ville være lige så hjælpeløse som Treston havde været, inden Sedna bjæffede ordre ad ham. Lige præcis i den her situation, lagde Zirra villigt sit liv i Sednas hænder, for hun var den eneste i nærheden, der havde en chance for at redde det.
Sednas øjne blev hvide. Zirra stirrede direkte ind dybet og hørte næsten ikke undskyldningen, før musklerne frøs med det snert af  magiske snurren, som Zirra var blevet lidt for fortrolig med ude i Tusmørkeskoven. En indre stemme brød frem og gjorde opmærksom på, at Sedna kunne skære Zirra op nu og lade hende forbløde. Noget Treston ikke ville være fan af, men ville han vide, om det var noget Sedna kunne have forhindret? 
Stemmen fik dog ikke meget taletid, da stoffet blev proppet i hendes mund, og hun straks bed sammen om det med sine endnu fungerende kæbemuskler. Lige i rette tid, for tænderne havde med sikkerhed brækket hinanden, havde de ikke fået den bløde barriere, før smerten kom. Zirra skreg gennem stoffet og kneb øjnene hårdt sammen. Hænderne havde knyttet sig, hvis de kunne.
Følelsen af væske udover sig selv fik Zirra til at åbne øjnene og stirre så langt op i loftet, hun kunne. Om det var blod eller fostervand, havde hun ingen anelse om, men hun vidste med sig selv, at hun aldrig ville glemme det, hvis hun kiggede ned nu. Måske kunne hun slet ikke se det herfra, men risikoen var ikke værd at tage. Hun skulle bare fokusere på at skrige.

Ude på gangen kom kromutter gående med hårnet og tællelys og så mange rynker i panden, at det halve kunne være nok. Hun behøvede ikke engang at nå til den åbne dør for at vide, hvilke gæster, der gav ballade. Igen. Men hun var på ingen måde beredt på at se det syn, der mødte hende. En mørkelver på knæ foran en tilsyneladende fødende kvinde, der absolut ikke havde været så højgravid for et par timer siden, og blod udover hele gulvet, drivende ned over maven på det skrigende pigebarn, som i øvrigt lå helt unaturligt stille under proceduren.
Og ikke mindst, hvad der nærmest af egen kraft begyndte at kravle ud af den opspilede mave. Nej, ikke kravle. Forme sig. De tre hænders arme voksede imens de strakte sig ud af såret, som om verdens uendelige plads gav dem den frihed, de havde søgt. Efter dem kom et ben med et øje, hvor knæet burde have været. Et øje, der ikke så noget, glasagtigt og mat. Alle lemmer lyste op, som om en indre ild havde erstattet knoglerne. Der var ingen gråd som en normal fødsel foreskrev. Ikke andet end moderens hastige åndedræt og dæmpede skrig.
Tællelyset faldt på gulvet og slukkede sig selv, da voksen blev til en pøl på trægulvet. Man kunne lige nå at se kromutter stå med hånden for munden og skrækken malet i ansigtet, før hun flygtede fra den gruopvækkende scene.

    Trestons hænder bevægede sig mekanisk - næsten som om de ikke var hans. Han kunne se dem tage imod det opvredne håndklæde, kunne se fingrene tage om Zirras kæbe, se stoffet blive lirket på plads, så lillesøsteren ikke kunne bide tungen af sig selv. Men hans sind var fuldstændig afrevet fra handlingerne, for oppe i Trestons hoved var der ikke andet end hvid, tynd frygt og invaliderende panik. Det var simpelthen... for meget. For meget, for meget, for meget...
    Da Sedna satte kniven til Zirras maveskind og lod æggen bide, gik Treston i stykker indeni. Men stadig havde hans hænder fast i Zirra - stadig forsøgte hans arme at holde hende oppe, så Sedna kunne komme ordentligt til. Stadig var der en kold, afrevet del af ham, der formåede at følge Sednas ordre - at holde øje med Zirras vejrtrækning. Den samme del, der formåede at blive ved med at handle i kampsituationer, selvom folk blev slået ihjel på bestialsk vis omkring ham. Dén del, der var blevet formet møjsommeligt, først af Dastor og senere gennem årtiers træning. Dén del, der ikke tog sig af, hvor stort et traume resten af ham samlede op...
    Da skabningen kom til syne, og nærmest gav sig til at vælte ud af Zirra, blev det dog for meget for selv den kolde soldater-indstilling, og Treston trak sig instinktivt væk fra massen af lemmer, der stadig voksede, delte sig, vred sig. 
    Det værste var næsten, at selvom skabningen var så forvreden og forkert og mareridtsagtig, var det stadig muligt at finde genkendelige træk i de slimede, blodindsmurte lemmer - en hånd dér, en albue dér, en mund, to, et ben... Øjne... alt for mange øjne... 
    Mareridtsbabyen klaskede ud på kroværelsets slidte gulvplanker, akkompagneret ar Zirras skrig. Fra væsnet selv kom ingen vrælen, som man måske ellers kunne have forventet - som Treston selv huskede fra Sorris' fødsel. Nej, i stedet lød en snøvlende, våd rallen, som om de lunger, der skulle have understøttet en sund vejrtrækning, var hæsligt misdannede - eller måske fyldt med væske - mens mareridtet vred sig i noget, der lignede smertetrækninger på gulvet. 

Et eller andet sted allerbagerst i mørkelverens sind blev tilstedeværelsen af kromutter registreret, men stærkt optaget af at få åbnet ind til mutantfosteret og samtidigt forhindre Zirra i at bløde ud på gulvet, var hun ude af stand til at skelne om skrig og gisp tilhørte den traumatiserede halvdæmon eller skyggedanseren.

Med en malplaceret ro givet omstændighederne blev kniven instinktivt lagt på gulvet ved siden af olielampen, hvorefter Senda rakte frem mod det gabende hulrum med den fægtende deformitet. Hun var ingen gang sikker på at der et sted i bughulen var et hoved med en hals at finde, der kunne gribes om for at trække misforstået ud.
Hænderne nåede aldrig at forsvinde væk i det blodige indre af Zirra. Mareridtsbabyen satte dens muterede legemsdele mode det opskåret maveskind. Det var med en våd svuplyd at den trak sig selv ud i friheden, for at lande i pølen af kropsvæsker mellem de to kvinder.
Den professionalisme Sedna hidtil havde holdt slog revner og det var med gru i malet over de mørke træk, at hun rykkede sig tilbage - væk fra monsteret foran sig, så en hånd måtte støtte på gulvet bag hende og den anden fumlende efter kniven.
Ude afstand til at tage blikket fra misdannelsen, lykkes det at få fat om skæftet og løfte kniven over skulder højde før musklerne frøs. Klumpede lignede ikke noget der mindede om et sundt og rask spædbarn. Alligevel var det lige netop hvad den var og Sedna kunne ikke få sig selv til at gøre en ende på dens eksistens.
Intet havde kunnet forberede det fulde syn af Kester ynglet og hvordan en forsatte med at danne nye øre, led, næser, sammenvoksede munde og flere øjne; nogle mælkehvide, andre manglede pupil og iris og et enkelt lige så blåt som Treston og Zirra’s.
Zirra…
Påmindelsen af den opskåret svigerinde, vækkede hjernen fra sin choktilstand. Kniven sang da den landede på det tilsølede gulvet. ”Amuletten, hvor er amuletten?” Blikket blev slået rundt, søgende efter den amuletten fra Lyset.

Mareridtsbabyen ikke bare blev ved med at vokse, men pulserede også med et indre lys, mens den gjorde det. Strakte lyset ud gennem arme og ben, og kastede klatter af lysende materie op fra de åbninger, der ikke var tillukket af hud inde bagved. Zirra havde ikke kunnet se den komme ud af sin mave, og det var nok ret heldigt, men da den klaskede til gulvet, blev blikket tiltrukket som en myg til lys. Havde hun ikke været så optaget af at skrige i smerte over den opskårne mave, havde hun nok kastet op. Der var intet naturligt over skabningen. Det var ikke engang helt en skabning, men den bevægede sig - det bevægede sig. Underligt, uhyggeligt og uvirkeligt. Zirras blik lå fastlåst på det alt imens Sedna tog og tabte sin kniv. Det blev slet ikke registreret i hendes hjerne, at mørkelverkvinden havde tænkt sig at gøre udfald mod det levende materie. Det her var forkert. Helt, helt forkert.
Sednas ord skar gennem gruen.
Amuletten, hvor er amuletten?
Spørgsmålet fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Zirra.
"Å i æ-e-e!" forsøgte Zirra at skrige ud gennem kneblen, som hendes kæber nægtede at give slip på. Måske ville hun ikke bide tungen over mere men hun var sikker på, hun ikke ville kunne holde op med at skrige igen, hvis hun først fik lov. Ikke med det monster, der stadig kravlede rundt på gulvet. Kravlede... henimod hende. Åh ved Aladrios... Hænderne trak sig fremad og rakte ud efter hende. Med en kraftanstrengelse fremkaldte hun sine ildfluer og lod dem virre forvirrede hen til Sedna, hvorefter de skød ud ad rummet og drejede ned ad gangen mod hendes værelse. De kunne vise vejen til amuletten, der stadig lå i hendes jakkelomme i bunken af tøj, hun skødeløst havde kastet fra sig på gulvet aftenen forinden.
Imens vendte Zirra blikket, opspærret og panisk, mod Treston og skreg gennem stoffet, da monster-arme-dyret greb fat om hendes paralyserede arm og begyndte at kravle op mod hende. De mange munde åbnede og lukkede sig i forventning om en næring, hun ikke besad, og hun kunne ikke flytte sig. Ikke trække sig væk fra uhyret, der først havde forsøgt at sprætte hende op indefra og nu søgte hendes bryst ud fra et instinkt, der slet, slet ikke passede til dens deforme krop.

    Trestons blik havde været som klistret til skabningen - til det ene, færdige øje, der havde præcis samme farve som Zirras; samme farve, han selv så i spejlet... Der var noget helt igennem skræmmende og hypnotisk ved monsterets krampetrækninger - en skrækiblandet fascination. En frygtfuld paralyse. Samme følelse, som han forestillede sig fik en lille mus til at sidde helt stille for ikke at blive opdaget af katten...
    Men den klirrende skramlen fra Sednas kniv, der faldt til jorden, og det efterfølgende lysglimt fra Zirras ildfluer vækkede ham fra trancen, og nærmest søvngængeragtigt vristede Treston blikket fra det ene, blå øje. Tvang sig til at tage situationen ind igen. Fattede, hvorfor Zirras panik havde nået nye højder.
     Det var næsten, som om hans opmærksomhed snevrede sig ind til lige netop dét - at noget truede Zirra. At Zirra var bange, og at det var hans opgave som storebror at gøre noget ved det.. 
     Og det var nok meget godt, for Treston kunne ikke rumme mareridtsbabyen - havde ikke haft modet til at samle kniven op ellers. Var i komplet, sort panik indvendig, men handlede per instinkt, da han flåede skabningen fra Zirra, selvom dens urimeligt mange arme greb grådigt efter hende.
     Han landede først rigtigt i sit eget hoved, da kniven sank ind i monsteret - besværet og med modstand; sener, knogler og indre organer var alle steder og ingen steder på samme tid. Det var bestemt ikke som at stikke kniven i en modstander i en træfning...
    Tilbage til virkeligheden. Han måtte samle sig om dét, der skete - også selvom hans tanker gjorde deres ypperste for at flygte alle andre steder hen. Mareridtsbabyen hvæsede rallende - tyndt og gurglende på samme tid - og Treston trak kniven til sig, så han kunne hamre den ned i massen af lemmer igen; spidde monsteret til gulvplankerne, så den, trods de sidste krampetrækninger, ikke kunne komme i nærheden af Zirra.
     "Zi," nærmest gispede han, og så var han henne ved hende - havde taget hende i sine arme, inden han rigtig nåede at overveje, om det nu også var en god idé, sådan som hun var tilredt. Men han havde brug for at mærke et andet menneske - et rigtigt menneske - for ellers havde han det, som om hans sjæl ville flygte ud af ham og efterlade ham som en tom, tør ærtebælg...

Små dansende ildperler virrede i luften foran Sedna og forsøgte at tiltrække sig hendes opmærksomhed, men hjernen kørte i sin eget ensporede sti, hvor der kun var plads til amuletten. Hun viftede instinktivt den ene ildflue væk, idet den fløj helt op i ansigtet. Munden åbnede sig for at bede Skyggedanseren om at kalde sine kræ til sig, da et klarsyn fik læberne til at slutte tæt. Det var ikke kontroltab af hendes evne, ildfluerne forsøgte at lede hende med sig - Zirra forsøgte at vise hende vejen.
Foden gled i væske blandingen før det lykkes at finde fodfæste og hun med et kraftspring kom på benene. Med blind tillid til Treston's evner til at handle som nødvendigt, overlod Sedna både Zirra og rædelsskabningen i eksridderens varetægt.

Aldrig nogensinde og næppe nogensinde igen ville Sedna værdsætte de ellers uduelige ildfluer som da fingrene lukkede sig omkring det kolde metal, i jakkelommens dyb efter at havde gravet sig gennem stofbunken. Lysets symbol borede sig dybt ind i håndfladens tynde hud, på vej tilbage til mareridtsværelset.

Sedna brød gennem den usynlige grænse mellem omverden og hvad der stadig mest føltes som en mareridtsagtig drøm, ingen af dem havde været i stand til at vågne fra. Den løftede klinge blinkede i olielampens lys, før den sank ned i den udefinerbare subsans af en baby, så den hvæsende, rallende og pivende blev kilet uhjælpeligt fast til gulvet. Hjertet sank ved synet eller også var det over det faktum, at hånden der havde ført kniven tilhørte Treston. For første gang mærkede Sedna, hvordan maven truede med at tømme sig selv.
Den ville have muteret sig ihjel. Kniven var en langt mere nænsom død. Reciterede hun i sit indre, påmindende. Øjnene lukkede sig og luft blev suget dybt ned i lungerne og langsomt pustet ud igen, gennem næsen. Det lykkes at genvinde kontrollen og i næste sekund befandt Sedna sig knælende ved pseudotvillingerne.
"Treston, du bliver nødt til at slippe hende, så jeg kan komme til." Stemmen var langt mere fattet end det blik der søgte mod hans. Hænderne derimod var lige så rolige, som da de havde lagt snittet over skambenet, idet hun denne gang med amuletten i den ene hånd forsøgte at komme til det åbne sår.

    Treston havde knuget sin søster med lukkede øjne, til den sidste rallen fra den deforme klump ophørte, og Sedna kom tilbage i fokus - bad ham lade hende komme til. 
    Det føltes som om han skulle tvinge sine muskler til at adlyde - som om de var frosset og blevet helt stive, så han knapt følte, at hans krop var hans egen. Men han mødte Sednas blik - så oprøret derinde, samtidig med, at han genkendte autoriteten i hendes stemme. Og med en skælven gjorde han sig forsigtigt fri af Zirra og rykkede væk så Sedna kunne komme til med amuletten.
    Uvægerligt - næsten som om der var en snor bundet til hans blik - endte hans øjne på massen af væv og halvfærdige barnelemmer, der sad spiddet til gulvet - stivnet midt i en dødskrampe. Og dér forblev hans blik, som var det klistret fast, mens Sedna arbejdede på at redde Zirras liv.
    "Hvad..." Hans stemme var hæs og chokeret, da han endelig fandt den. Tynd og skælvende. "Hvad er dét dér?! Hvordan er dét hér sket?"

Smerte og rædsel. 
Det var det eneste, der var plads til i Zirras sind, selv da Treston tog hende i sine arme. Hendes krop var stiv af Sednas lammelse, og det gjorde omfavnelsen akavet, fordi hendes arme stadig var bøjet i vinkel bag hende for at støtte overkroppen i den stilling, hun havde haft før. Selvom det stod hende frit for ikke længere at bide om stoffet i hendes mund, spændte kæbemusklerne så meget, at hun ikke kunne spytte det ud. Tårerne væltede ud ligesom blodet fra maven, og gråden pressede sig op i halvkvalte stød fra halsen. I sekundet inden Sednas tilbagekomst, var Zirra overbevist om, at livet var rindet ud mellem fingrene på hende. Måske som en syg form for metafor for det liv, der var vokset helt forkert i hende.

Amulettens lys overtog det, der før var kommet fra mareridtsbabyen, og det havde den helt rigtige effekt på Zirra. Magien vævede sig ind i hendes krop og dulmede nervebanerne. Panikken kom en tand ned, mens huden strakte sig for at flette sig sammen igen henover det snit, Sednas kyndige hånd havde lagt. Kroppen sad stadig ubehjælpeligt fast i lammelsen, men musklerne holdt op med at spænde af andet end magiske årsager. Selv kæben slappede synligt mere af rundt om stoffet, som tungen ikke magtede at skubbe ud.
så meget som hun nu kunne, prøvede Zirra at lægge hovedet ind mod Treston og fokusere på den følelsesløshed, helbredelsesamuletten spredte i hendes krop.

"Tak." En hurtig hånd lagde sig over Treston's, inden den var tilbage på Zirra for at gøre bod på den skade hun havde forvoldt svigerinden. Med en indvendig bøn sendt til guderne om at lade amuletten virke som mørkets, lagde Sedna det kolde metal mod det brudte maveskind. Øjenbrynene var trykket koncentreret sammen mens fingrene nøje granskede det nydannede arvæv for ufuldkommenheder. "Det ser ud til du har vundet endnu et kampløb i mod Kile, Skyggedanser." Bekendtgjorde hun, stadig høj på adrenalinen.
Fokus flyttede fra en opgave til den næste; Zirra's lammelse. Sedna var midtvejs i sin bevægelse, da hun registrerede Treston's stemme og chokket der klemte om den. En monstrøsitet var hendes første indskydelse, inden en indre stemme skarpt rettende med spædbarn. "Det er..." Sedna rystede en smule på hovedet, hvor udefinerbare klumpen på gulvet så end var, så ændrede det ikke på kendsgerning at dén var et barn. Hun kunne ikke få sig selv til at sige det højt og gled i stedet bagsiden af håndledet over et bryn. "Jeg bliver nødt til at ophæve paralyseren." Blikket fandt Zirra's "Beklager, men det kræver et kys." Beklagede hun ærlig med en klat formodning om at de begge ingen interesse delte i at komme hinanden så nært ved.

    Langt om længe faldt stoffet i hendes mund ud, da Treston rykkede på sig. Zirra selv havde ikke gjort noget for at få det til at ske, men friheden i munden gav hende mulighed for at svare Sedna. Det ville være nemmere at nikke, men den mulighed havde hun ikke, før Sedna havde ophævet paralysen. Og selvfølgelig, selvfølgelig, krævede det et kys. Af alle magiske muligheder krævede Sednas noget intimt. Der var virkelig nogle spøgefulde kræfter til stede i verden til at uddele magier.
    "Jeg er overlevet så langt," raspede Zirra. "Så kan jeg også klare et kys. Kile må virkelig have noget imod mig."
    For det var rigtigt som Sedna havde sagt. Endnu engang havde Zirra med nød og næppe undgået en envejsbillet til dødsriget. Det skete efterhånden for ofte til, at det kunne være helt normale sandsynligheder, hun arbejdede med. Måske havde Kile hørt for træls historier fra de folk, der var endt dernede på grund af Zirra. Måske var det blot endnu en syg spøg til det Reynlest-barn, der aldrig havde passet ind. Ikke engang dø kunne man få lov til her i livet.

    Først da amuletten gav sig til at lyse, og flængen over Zirras mave begyndte at lukke sig, følte Treston, at han kunne trække vejret igen. Det første åndedrag var nærmest et raspende hulk og de næste, der fulgte, var skælvende og utilstrækkelige - som om han havde været under vand så længe, at det var begyndt at sortne for ham...
    Han hørte knapt de to kvinders korte ordudveksling - ville måske ellers have kunnet beroliget sig med, at hvis Zirra kunne komme med halvhjertede vittigheder, var hun næppe længere i livsfare. Men alting var gledet i baggrunden, for nu kom kroppens reaktion, og han kunne af én eller anden grund ikke fokusere på andet end hvor voldsomt hans hænder rystede...
    Han havde aldrig oplevet noget lignende. Det kølige, professionelle overblik, der var blevet banket ind i ham med soldatertræningen var fuldstændig uden for rækkevidde, og tilbage sad han i stedet - totalt lammet - og kunne ikke forholde sig til andet end at Zirra havde været lige ved at dø imellem hænderne på ham...

Sedna var ikke blind for hvordan alt i Treston syntes at falde sammen. Der var intet hun hellere ville end gribe ham i hans fald, men hvor meget det end smertede, at se ham sådan så kunne hun ikke duplikere som Kester. Hun var nødt til at fokusere på én person ad gangen.

Lysten til at kysse Zirra var dog umådelig lille, men ikke desto mindre nødvendig for at løfte en yngre af Reynlest børne fra sin paralyserede tilstand. Sedna sig frem og trykkede læberne mod svigerindes, i et passionsløst kys.
Selvkontrollen der hidtil havde præsteret at holde tæt på at opløses, da lammelsen slap og gjorde det muligt at rette opmærksomhed imod den knækkede kæreste.

"Treston, se på mig." Hænderne lukkede sig med et blidt klem om hans rystende. "Hun er okay. Zirra er okay." Forsikrede hun, og forsøgte at fange hans blik med sit. 

    Det var som om Sednas ord skulle rejse igennem vand - som om Treston lå på bunden af en mørk, kold sø og hun stod oppe på bredden og råbte ned til ham. Han havde en susen for ørerne og en trykken for brystet, men begge dele føltes underligt afrevet fra resten af hans tilstedeværelse - netop som hvis han allerede halvt-om-halvt var druknet...
    Til sidst trængte hendes ord dog igennem til ham, og han tog en skælvende indånding; prøvede at få forsikringen til at synke ind. Zirra var okay. Zirra var okay...
    "Hvordan..." begyndte han, og måtte så rømme sig, fordi hans stemme var en raspen. "Hvordan kunne dét hér ske...? Hvad er..." Hans blik var vandret til kødblæveret på gulvet og synet fik endnu en skælven til at gå igennem ham. Hjertet satte farten i vejret igen - som en fugl, der flagrede op. Han løftede blikket og blev grebet af Sednas. Zirra var okay... Zirra var okay, for Sedna havde været her. Sedna havde formået at holde hovedet koldt, mens han selv var gået fuldstændig i stykker. "Hvad er dén tingest?"