Juno kunne slet ikke tro, at alting var ved at falde på plads. Han havde magien til at blive til en ulv og nu havde han også snart magien til at fjerne en af sine evner, så han ville have plads til den magi han så gerne ville have. 
Alt han manglede var at Pax godtog foretagendet. Ikke fordi at Juno ikke kunne gennemføre det uden ham, men fordi hele ulve-tingen var Paxs ting, og hele pointen var tabt, hvis ikke det var noget Pax ville dele med ham. 

Han kom direkte fra den gamle mands shop, da han trådte indenfor derhjemme og til sin skuffelse var alene i det store hus. Han havde ikke synderligt lyst til at opsøge Pax, for han ville have hans fulde opmærksomhed og ikke kun den opmærksomhed han kunne snige sig til, imens han arbejdede, så selvom det ikke lignede ham, besluttede han sig for at tage sig af deres vasketøj, imens han ventede. Han nåede dog ikke længere end til at stirre på det i dørkammen, før også dét virkede forfærdeligt, når han bare gerne ville snakke med Pax, og han sprang ned ad trapperne igen, to trin ad gangen, og fløj ud af døren, på jagt efter sin mand i byen. 

Hvis man kendte tegnene, var det ikke svært at finde Ulven. Der var bestemte mennesker og andre væsner, der var oplagte at spørge, der var dem, der var kendt for at følge efter ham eller blive sendt ud af ham, og deres område af byen var kun så stort, før man nåede grænserne af det. Befandt Pax sig mod forventning udenfor grænserne, kunne Juno alligevel ikke føre en samtale med ham derude, ikke uden at føle sig utryg. 
Da han endelig fik øje på ham, på et gadehjørne i noget der lignede en vigtig samtale med nogle af hans køtere, havde Pax tydeligvis allerede for længst fået øje på ham - eller færten af ham, måske. Juno brød ud i et smil ved synet, og satte hastigheden op, indtil han kunne stoppe op ved siden af ham, og i stedet for at sætte ord på, at han gerne ville have ham for sig selv, lod han sin tilstedeværelse tale for sig selv, velvidende at Pax ville give ham sin tid så snart han var færdig med det, han havde gang i.
Spændingen over at føle, at han endelig kunne dele sin hemmelighed med ham, fik ham næsten til at vibrere på stedet, så meget energi summede hans krop med. 

Pax stod med korslagte arme og betragtede de to unger overfor ham. Deres kroppe bar tegn på slåskamp, deres øjne blå og hævede, deres næser blødende og deres knoer fulde af friske sår, og deres brødbetyngede ansigter afslørede, at Pax ikke havde været tilfreds, da han først støtte på dem. Følelsen var heller ikke blevet mindre des mere de havde fortalt og til sidst stod han og skulede overvejende til dem - ifølge drengene... alt, alt for længe.
Forhelvede, tænkte han træt, ikke rigtig i humør til at tage sig af det men heller ikke i stand til at lade være. Heldigvis var der ingen skade sket - deres medsammensvorende var fra en af de mere venligstillede klaner og Pax var sikker på, at han kunne tage sig af konsekvenserne senere samme dag - men det gjorde ikke situationen mere tålelig. Faktisk gjorde det det næsten kun værre.

Junos duft ankom før resten af Juno gjorde, hjulpet på vej af den bistre vind og Pax' altid fokusering på den. Som var hans krop justeret til at opfange den anden hurtigere end alle andre, måske fordi Juno var hans eller fordi, at hans duft, for Pax, var gennemtrængende.
Pax skævede over skulderen og nikkede til Juno, stående længere oppe af gaden, hvorefter han med et suk vendte sig mod de to drenge igen.
"Jeg tager mig af der her senere", annoncerede han, hvilket fik drengenes skuldre til at spændes yderligere. Det var langt værre at straffen først ville falde senere, de ville hellere have den nu og få den overstået. "Jeg skal nogle til at hive børnene i den Øvre Del hjem. Har I våben på jer?" Pax hævede et misbillihende øjenbryn men var inderst inde også tilfreds, da de begge rystede på hovedet. Med en elegant bevægelse fremdrog han en af sine egne dolke og overrakte den til den dreng, der havde følt de andres næver mindst. Kniven var næsten ligeså lang som hans ene tynde arm.
"Kan du huske, hvad du har lært?"
"Ja."
"Prøv at se om I kan gøre det uden at hive Zaladins forgård op fra afgrunden. Det ville jeg synes var rart", mumlede Pax sarkastisk, hvorefter han med et nik sendte de to børn afsted. Han sukkede med himmelvendte øjne, da det gik op for ham, at kniven ikke var forsvundet nogle steder hen og at knægten løb afsted med den, som var den et sværd.

Pax lagde en arm om Junos skuldre og så ned på ham.
"Hvor har du været?" Spørgsmålet var ude af hans mund før, at han nåede at stoppe det og skønt Pax ikke brød sig om at behandle Juno som var han underdanig til Pax, var det også for sent at gøre om. Straks tilføjede han derfor: "Jeg er bare nysgerrig."

Selvom de to unge drenge allerede var på vej væk i fuld fart, da Pax lagde sin arm om Junos skuldre, kæmpede han alligevel mod det instinkt, der bød ham at møve sig tæt ind under Paxs arm og grådigt indånde hans duft. Derhjemme kunne han godt, men han kunne ikke slippe nødvendigheden af at se uafhængig ud, så længe de var ude i offentligheden. 
Han havde det dog som om han var ved at sprænges, og det var noget nær umuligt både at kontrollere både sine ord og sine handlinger, så alligevel faldt hans øjne i, og han var ved at sætte tænderne i den anden, da spørgsmålet nåede hans ører. 
"Ude," svarede han nonchalant, men da han trak sig nok væk fra den højere fyr til at kunne se ham i øjnene, var det med et slet skjult smil. "Det var faktisk det, jeg ville snakke med dig om. Hvis du har tid?" Det var et tomt spørgsmål, for Juno kunne ikke få sig selv til at vente, og forventede også at Pax ville skabe tid, hvis ikke han allerede havde den.
"Jeg snakkede med én i dag. Én, der kan hjælpe mig." Det var sværere at få ud, end Juno havde regnet med, og han gned fraværende en hånd over sit bryst, for at få sit hjerte til at sætte farten ned. Det her var hans projekt, det han havde holdt hemmeligt så længe, og han kunne ikke tage, hvis Pax afviste ham nu, og alt hans arbejde ville være spildt og han aldrig ville kunne lukke den sidste afstand imellem dem. "Han tror at han kan fjerne en af mine evner. Så jeg kan erstatte den med.. en anden evne." Junos mod forlod ham i sidste øjeblik, og hans ansigt blev varmt, imens han fortrød, at han ikke kunne få den sidste del af fortællingen ud, men hans hals var ved at snøre sig sammen og det virkede pludselig umuligt skulle sige direkte, som var det noget forkert eller beskidt han bad om, ligesom det med ét gik op for ham hvor dumt det var, at lægge op til den diskussion de skulle til at have, midt ude på åben gade, i stedet for blot at have ventet på at Pax kom hjem. 

Pax kom ubevidst til at stramme taget om Junos. Hans spændte vibrationer tegnede ikke godt og Pax selv vidste ikke, hvad han skulle stille op med den; som var Juno ved at sprænges indefra. Pax kunne ikke huske hvornår han sidst havde oplevet Juno på en lignende måde, og det ukendte gjorde ham ukomfortabel. Ikke, at han lod det vise…
Han svarede heller ikke, men lyttede intenst til den blonde mands ord, alt imens de begyndte at gå. Da Juno tav, så Pax sig omkring, både for at skjule hans grænsende til desperate nervøsitet men også for at kigge efter for nysgerrige ører. ”Vent…”, bad han stille, hvorefter han behændigt førte Juno afsted i retning af en af Flokkens huse.

De nåede det ikke lang tid efter. Pax havde ikke svaret, men i stedet gået og grublet over Junos indrømmelse, dét, der havde holdt dem adskilt og den hemmelighed, Pax havde forsøgt at afsløre alt, alt for længe.
Skulle sandheden frem, anede han ikke, hvad han skulle tænke om det. For Pax var hans evne ikke blot en del af ham; det var ham. Det kunne aldrig fjernes eller flyttes eller gøres mindre foruden, at Pax ville lide smertefuldt. Dét vidste han instinktivt. Gjaldt det også for andre? Kunne Juno, uden større konsekvenser, fjerne noget og erstatte det med noget andet?
Og hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?
Pax rømmede sig og gik fra hoveddøren ud til et køkken, der ganske åbenlyst ikke besad nogle fornødenheder. Fordi, at det heller ikke var det, at huset blev brugt til, var der heller ingen der havde gidet at gøre noget ved det. Han lænede sig op af køkkenbordet og tog omsider Juno i nærmere øjesyn.
”Hvorfor vil du – hvad vil du erstatte med hvad?” I ly af husets solide trævægge, kunne Pax omsider afsløre sin egen grundlæggende forvirring og angst. Den satte sig fast i hans ansigt, hans ene øje og i en dyb fure i hans pande. Det var også hans tur til ikke at være i stand til at stå stille, hans krop let dirrende af anspændthed. ”Det lyder fuldstændig sindssygt… og farligt. Hvem er det, du har snakket med?”

Juno tav, da han blev bedt om det, ligeså ængstelig efter at være et mere privat sted som Pax var, og taknemmelig for ikke selv at skulle foreslå et skift i omgivelser. Han kunne ikke umiddelbart se noget farligt i at dele nyheden hvor de stod, men Juno havde holdt sin hemmelighed så længe, at det var underligt at lade enhver høre den nu, for slet ikke at tænke på hvor sårbar en position han ville være i, når først Faust begyndte på sit arbejde med ham.

Derfor brød Juno heller ikke tavsheden, før de befandt sig sikkert og alene i et af Flokkens huse, og han stillede sig ved siden af Pax, lænet op mod køkkenbordet i hele to sekunder, inden han svang sig op at sidde på det, hans hæl rytmisk bankende ind i en af lågerne under ham.
"Det er ikke.. så sindssygt," mumlede han, men kunne ikke sige det sammen om faren ved det, for Pax havde trods alt selv set ham, efter han havde forsøgt at optage en tredje evne i sin krop. Hans knoer strammedes om kanten af bordpladen, imens han ledte efter ord - en forklaring, der ville få Pax til at forstå vigtigheden.
"Én af mine evner. Med en anden," gentog han, uvillig til at slippe sin hemmelighed helt, selv nu. "Bare én af dem. Ham, der vil hjælpe mig, Faust, han tror at det er muligt, at jeg selv kan vælge hvilken. Han sagde.. At jeg gerne må tage dig med, når vi prøver." Juno mødte ikke Pax's blik, kunne ikke engang få sig selv til at se i hans retning. Han var overbevist om, at han allerede vidste, at han ville blive mødt med en vrede, som han ikke havde lyst til at se. 

Pax forsøgte distræt at tage en dyb indånding. For optaget af Junos tvungne ord var han dog ikke sikker på, at det lykkedes ham. Han havde frygtet det øjeblik, de nu skulle til at dele og skønt han stadig var skræmt, var det dog en anden følelse der overskyggede alt det foruroligende, nemlig iver. Indebrændt, næsten klinisk iver. Han havde ventet alt for længe. Juno havde været væk fra ham i månedsvis. Og nu skulle han endelig, endelig have -

Hvad?
Pax rømmede sig og lod blikket farer frem foran sig. Hans øjenbryn var fordrejet i forundring, hans læber knebet sammen til smalle sprækker. For Pax var det, Juno ønskede, det samme som villigt at få amputeteret sine ene arm, det halve af alle tyvenes levebrød. Havde Pax fået samme mulighed, ville han end ikke have overvejet det. Det, magien i hans blod tillod ham, var så inkarneret en del af hans væsen, at Pax ikke kunne se en mulighed for at overleve, skulle det nogensinde blive taget fra ham.
Ikke, at det var det værste. Pax behøvede ikke forstå en beslutning for at respektere den. Det værste var, at det ikke lød sikkert. Selv med det sparsomme kendskab til magi, som Pax besad, kunne han godt regne ud, at det kunne have vidtrækkende konsekvenser.

Pax rømmede sig og skubbede sig fri af køkkenbordet. Dernæst vendte han sig mod Juno og begyndte langsomt at nærme ham sig. Da Pax kunne stoppe foran ham, lagde han sine hænder på hver side af Juno og derefter sin pande mod hans.
"Hvad er det, der skal byttes ud og hvorfor?", hviskede han råvildt, hvorefter han forsøgte, at forsikre Juno med et opmuntrende kys.

I tavshed blev Juno siddende på køkkenbordet, imens han afventede en reaktion fra Pax. Da den høje fyr endelig kom hen til ham, spredte Juno sine knæ og trak Pax helt ind imellem dem, ved at hive insisterende i hans trøje. Skulle Pax blive sur på ham, kendte Juno ikke nogen bedre møde at få hans tilgivelse, end ved at få ham helt tæt på sig. Nervøst holdt Juno vejret, indtil Pax' pande mødte hans, og der var en ubeskrivelig længsel i det, da den fysiske kontakt fik en lettet udånding ud af ham.
På trods af at have besluttet sig for at fortælle Pax sin hemmelighed, og selvom Pax indenfor få dage alligevel ville få det at vide, var det endnu svært for Juno at indrømme hvad det var han ville og hvorfor, og han lod sig lykkeligt glemme Pax' spørgsmål, da han i stedet kunne besvare hans kys. Han havde håbet på mere end blot det korte, opmuntrende kys det var, og fiskede også efter mere; han lænede sig fremad og slap sit tag om sin mands trøje, for i stedet at lægge sine arme op over hans skuldre og skæve op til ham under lange, lyse øjenvipper, hans mund let åben og hans fingre begravet i de grå krøller.
Et eller andet sted vidste han godt, at han ikke kunne udsætte det længere. At det var nu eller aldrig og at han var irriterende, når han direkte opsøgte Pax for at lukke ham ind, kun for alligevel at nægte ham adgang til sin hemmelighed.
"Jeg vil bare gerne kunne følge med dig overalt," indrømmede han lavmælt og sank en klump. "Jeg vil være en ulv. Ligesom dig." På intet tidspunkt var Junos blik nået højere op end til Pax' læber og nu faldt det kun yderligere, til pladsen imellem deres kroppe, imens Juno ubevidst strammede sit greb om Pax, bange for hvordan den ældre fyr ville reagere, når det gik op for ham at Juno mente det bogstaveligt.

Pax lod sig villigt guide ind imellem Junos ben, også han udhungret og sulten efter den yngre mand på spisebordet. Hans arrede hænder forlod deres hvileplads mod træet og landede på hver af Junos lår, de ivrigt derefter begyndte at kærtegne hengivent, fingrenes dans langsomme men insisterende.
Endelig fuldte ordene. Endelig kom forklaringen på hemmelighedskræmmeriet. Aldrig havde Pax dog kunne forestille sig, hvad de ville afsløre...

For et langt øjeblik stod han tavs mellem Junos ben, ikke i stand til at sige eller gøre andet. Hans pande hvilede fortsat mod Junos men hans hænders søgen var langsomt holdt inde, som kunne Pax' tanker ikke sameksistere med hans hænders kærtegn.
Han vidste ikke, hvordan han havde det med det; at Juno ville undergå, ville risikere -
Og for hvad? For ham? Eller for sig selv?
Pax sank en klump og lod sine øjne glide i. Samtidig lagde han sine hænder på hver af Junos kinder, ikke for at tvinge det nogen andre steder hen men for at mærke ham, have ham tæt mens han sorterede i sine tanker.
Pax havde aldrig mødt nogen ligesom ham selv. Ulvene i skovene ville ikke have ham nær og aldrig havde han løbet med dem. Han havde i lange tider levet med en mærkværdig følelse af afklaret ensomhed; der var måske, måske ikke, andre som ham derude men han ville aldrig finde dem. Hvis han ville løbe, hvis han ville mærke vinden ruske i hans pels og hviske i hans ører, måtte han gøre det alene. Og det havde altid været okay. Pax vidste, at hans bitterhed ikke havde noget formål, at den ikke kunne tjene ham.
Men nu...
Men risikoen...

Pax rømmede sig og tvang hans ene mundvige en smule op. "Jeg ville give en mindre formue for at se dig - som jeg kan se ud", hviskede han, hans hæse stemme præget af oldgammel længsel. "Og løbe med dig. Lægge i solen med dig." Pax tog en hørbar indånding, pludselig bevidst om at hans hænder skælvede let mod Junos hud. "Er det sikkert? Kan du - dø?"

Juno sad i nervøs spænding, utålmodig efter en reaktion fra Pax, og efter at få hans berøring igen. Så snart Pax svarede ham, faldt der en vægt fra Junos skuldre. Hans største frygt i alt det her havde ikke været hans egen sikkerhed, men derimod Pax' reaktion. Hvis ikke Pax ønskede at se ham som sig selv, ville al hans arbejde have været ligegyldigt og hans eget ønske om at løbe i skoven med ulven ville aldrig blive opfyldt.
Nu vidste han, at Pax i det mindste ønskede det samme som han gjorde. Alt andet var ligegyldigt ved siden af dét, og Juno lænede sig smilende ind mod Pax, hvor han udlignede den sidste afstand imellem deres læber, indtil han hørte den anden mands spørgsmål og stoppede sig selv, inden hans begejstring fik ham til at kysse ham. 

"Det ved jeg ikke," svarede han ærligt. Havde han tænkt sig om, ville han måske have løjet, men spørgsmålet kom så meget bag på ham, at han ikke havde chancen. "Kom med hen til Faust til min aftale," bad han ham, imens han trak sig nok væk igen, til at kunne se sin mand i øjnene. "Så kan du selv spørge ham."

Hvad Juno ikke selv sagde var, at han også gerne selv ville have Pax der, fordi han var bange. Bange for smerten og for at noget ville gå galt. Bange for at blive snydt af en gammel vis mand midt i byen, så tæt på én der kunne have beskyttet ham. Men han var lige så bange for, at Pax ville sætte en stopper for det, og i en eftertænksom bevægelse strøg Juno en hånd over Pax' brystkasse. "Du kan lige vove på at forsøge at stoppe mig."
Juno løftede sit blik fra sin hånd og op til Pax' øjne, som han mødte med fuld overbevisning om, at han havde ret til at gøre hvad som helst uden Pax' indblanding, selv når det pontentielt var farligt.

Pax lod ikke dét han tænkte sætte sig fast som en grimasse. Han værdsatte Junos ærlighed, men var heller ikke så naiv, at han antog, at den var givet med et egentligt ønske om det. Frygten forblev også samme størrelse som før, Junos ord gjorde i sig selv hverken til eller fra. Og måske de heller ikke burde…
”Okay”, lød det mumlende, efterfulgt af et kort nik. ’Okay’ til den manglende indblanding, ’okay’ til at gå med Juno hen til denne Faust, ’okay’ til det hele.
Pax rømmede sig lavmælt og lagde en hånd om Junos nakke, trak ham indtil sig i en blid kommando. Atter lagde han sin pande mod sin mands og lod sine øjne glide i.
”Lov mig, det er det værd”, hviskede han, hans hæse stemme præget af en dirrende bekymring. ”Og hvis det ikke lykkes… ikke igen…” Pax vidste, at det var uretfærdigt, at han, om nogen, ikke kunne afkræve sådan af Juno. Skønt han vidste det, kunne han dog ikke undgå at bede om netop dét. Juno var hele hans liv. Han kunne ikke miste ham, hverken til Kile eller til en anden.
Langsomt rettede Pax sig op og kort forinden, at hans ryg atter var rank, kyssede han Junos mundvige flygtigt. Hans tanker ræsede afsted, hans kontrollerede sind i gang med at række ud i verden omkring ham, præcis som den plejede.
”Har du – forberedt dig på omvæltningen? Selv efter det første år…” Pax lod ordene hænge i luften, stadig stående tæt op ad Juno, begge hans hænder hvilende på hver sin side af ham. ”Hvis du bliver ligesom mig… alting stinker i byen. Måske du finder ud af, du ikke hører hjemme her. Ikke helt.” Pax skar en grimasse, pludselig bevidst om, at han aldrig rigtig havde sat ord på de tanker, der nu for igennem hans krøllede hoved. ”Vi må også have skaffet amuletter til dig. De kan være dyre men… det er ikke umuligt. Vi – du bliver ikke et halvdyr, men minder om. Og de ved det, hvis vi ikke passer på.” Pax havde i grunden aldrig været bekymret for at blive offer for den handel af halvdyr, nogle steder var kendt for. Hans beslutning om at skjule sig knyttede sig kun til handler, forretninger, tyverier… men var det anderledes med Juno? Burde det være anderledes?

Juno var mildest talt overrasket, da Pax ikke havde nogen indvendinger. Hverken mod at møde Faust, eller selve aftalen, eller mod den fare, som Juno ikke havde gjort noget for at modsige. Derfor sad han også stiv i kroppen og undrende, indtil Pax lagde en hånd om hans nakke, og Juno genkendte berøringen som noget kærligt og trygt, og han kunne roligt lade sine øjne glide i, da Paxs gjorde det samme. 

"Det er det værd," insisterede han straks. "Det bliver så godt. Dig og mig i skoven." Også Junos stemme skælvende. "Jeg kan mærke det inde i mig allerede. Lysten til at bide dig i øret, begrave min snude i din pels, vælte omkring med dig på skovbunden, det er så tæt på, at jeg næsten kan smage det. Jeg har det som om jeg allerede er der med dig, men er fanget i en drøm, jeg ikke kan vågne fra, og alt jeg skal gøre, er at vågne op, og så er vi begge i skoven, frie og -" Juno holdt sin talestrøm inde med en dyb indånding, inden han besvarede Paxs næste anmodning; "Hvis ikke det lykkes denne gang, så prøver jeg ikke igen." 
Det var et tomt løfte, for Juno var overbevist om, at det ville lykkes, og at det derfor ikke betød noget, om han lovede det eller ej. 

Junos øjenbryn rynkede sig sammen, da Pax begyndte at tale om en omvæltning. Dén del af det havde Juno ikke skænket en eneste tanke, men han havde ikke tænkt sig at lade den ældre fyrs formaninger stoppe sig. "Hvis du hører hjemme her, så gør jeg også," mumlede han stædigt. Det var lige så meget et 'hvad end du kan, kan jeg også', som det var noget som helst andet.
"Er jeg ikke den smukkeste mand i verden, eller hvad?" spurgte han med et kæphøjt smil og et glimt i øjnene, i håb om også at kunne få Pax til at smile og, bedre endnu, måske endda slappe lidt af igen. "Jeg kommer ikke til at være mere værd, bare fordi jeg bliver noget der minder om et halvdyr. Du skal kun bekymre dig om præcis lige så mange kidnappere, som du bekymrede dig om før." Juno kunne ikke lade være med at grine hæst af sin egen joke, og da han mødte Paxs blik igen var det med den rene glæde, som han følte ved tanken om endelig at kunne slutte sig til ham. 

Pax betragtede Junos med et uransageligt blik alt imens, at han talte. Ophidselsen over det snarligt forekommende var til at smage i luften mellem dem, mærke som elektricitet af opstemthed og jo mere Juno forklarede, des nemmere blev det også for Pax at se.
For at tæmme sin egen indestængte begejstring, stak Pax sine hænder i koftens dybe lommer. Dernæst sank han en klump, og lod sit blik vandre mellem sine egne støvlesnuder og Junos alt for blå øjne, der lyste af iver som den klareste stjerne på en mørk nattehimmel. Omsider nikkede han, enig i Junos udlægning men samtidig også til stadighed på vagt. Der var så meget, ingen af dem kunne begribe om forvandlingen. Ville det være smertefuldt? Ville Juno tigge om at lade gøre det om, så snart var det hændt? Kunne det blive for meget for et hoved, der ikke før havde været van til at høre og lugte og fornemme blodets brusen i andres åre?
Junos spøg hev Pax ud af sine mørke tankestrømme og straks nikkede han igen. Jo, Juno var den smukkeste mand i verden. Om dét kunne der ikke herske nogen tvivl… men hvad med alt det andet?
Pax var tavs for et langt øjeblik før, at han omsider hev sine skuldre en anelse op i resignation. ”Jeg flår hovedet af ham medicinmanden, hvis der sker noget, jeg ikke er blevet advaret om på forhånd”, advarede Pax slutteligt, hans tofarvede øjne pludselig hårde som nådesløse sten. ”Og hvis du ikke er fuldstændig ærlig med mig nu, så – ved jeg ikke, hvad jeg gør.” Pax tabte pusten, i grunden ikke interesseret i at true Juno til trods for, at alt brændte i ham efter at gøre netop dét. ”Jeg finder på noget, og du vil ikke kunne lide det.” 

Med en lavmælt latter trak Juno på skuldrene, da Pax truede med at rive hovedet af Faust. Konsekvenserne for begge deres handlinger havde det med at ende på Paxs skuldre, om han ville det eller ej, og Faust var ikke den første mand, Juno havde fundet, der havde tilbudt af kunne gøre det han ønskede fra ham, men han var deres bedste bud. Han virkede heldigvis ikke som typen, der ikke gennemtænkte sine handlinger. Bare dét, at han havde sendt Juno hjem først, i stedet for at gå direkte i gang med arbejdet, talte godt om hans praktik. 
"Jeg er ærlig med dig." Lovede Juno, hans latter forstummet, erstattet af et mildt smil. "Jeg har fortalt dig alt, der er at fortælle. Jeg skal miste en evne for at få den erstattet af en anden. Han tror virkelig han kan gøre det. Det er ikke sikkert at jeg kan vælge hvilken evne." Ved den indrømmelse rykkede han en smule utilpas på sig på køkkenbordet. Der var klart én evne han favoriserede over den anden, og dén ville han nødig slippe, selvom Faust havde givet udtryk at det kunne være nemmere at slippe af med dén han havde god kendskab til. 
"Du får ingen grund til at straffe mig, medmindre jeg gerne vil straffes," lovede Juno med et voksende smil og trak Pax ind i et åndeløst kys.