Hullede koraller indtog de flænsede skibsplanker som grådige fangarme. Små stimer fisk svømmede ind og ud af huller, der havde været meningen i designet af skibet, og huller, som fjender havde skudt i skroget under det sidste sejllads. Roret var det mest intakte, men det sad ikke, hvor det burde, og det var mere mørkegrønt end træfarvet. En miniblæksprutte sad med sine arme snoet om knopperne og stirrede ud i mørket, der strakte sig på den anden side af skibet.
Det lå langt ude, og de havde svømmet et godt stykke tid for at komme herud. Men ud fra rygterne at dømme ville det betale sig. Sådan rent krystalmæssigt ville det kunne betale sig ret meget, men det var nu ikke derfor, de to unge havfolk var taget herud. Nej det var rent for fornøjelsens skyld. Den nuværende samt den nært forestående. Det kildede i Cyreesais mave. For to år siden ville hun aldrig have gjort sådan noget her, og slet ikke med Eyid. Men efter deres Blodsbånd havde alting ændret sig, og et tættere bånd var opstået mellem dem. Det havde givet dem plads til at ikke bare at være sure på hinanden, og det nyfundne venskab havde faktisk vist sig at være helt ... behageligt.

Cyreesai svømmede ind gennem et aflangt hul i skroget og undgik lige de lange pigge, plankerne var blevet til efter at blive flået fra hinanden. Plante- og dyreliv havde overtaget alt herinde. Eventuelle omkomne sømænd var for længst blevet fortærret. End ikke knogler var efterladt her som bevis på, at skibet nogensinde havde været andre steder end lige her.
Hun gled ind og ud mellem nyopbyggede koralrev med en hånd på skibets algeglatte inderside. Lidt tang kildede hende på benet. Der var noget over de her vrag. Lidt overfladekultur, tabt ned til de heldige få, der turde udforske på den anden side af Revet.
En firkantet struktur fangede hendes opmærksomhed i den ene ende af det aflange rum, der måtte have været lasten engang - eller noget af den, for lige nu førte rummet direkte ind i en klippe, så over halvdelen måtte være blevet knust allerede. Cyreesai svømmede derhen og gjorde store øjne. Kasser. Hele kasser, så det endda ud til. Hun børstede lidt alger af for at se, hvad der stod på kassens side. Algerne havde ædt en del af bogstaverne allerede. Vi__a ar_e_tum stod der indgraveret i træet. Udover korallernes bidemærker var kassen intakt, og Cyreesai lirkede spydspidsen ind under låget og tvang det op. En kaskade af bobler og lidt rød væske væltede op, og et øjeblik blev hun helt bange for, at alt i kassen var slået itu under skibbruddet. Men fire, store flasker smilede op til hende fra kassens bund mellem skårene fra en sidste, hvis indhold stadig flygtede ud i vandet som mørk røg.
"Jeg har noget!" råbte Cyreesai i triumf, så det gav genlyd mellem de koralbelagte planker. "Eyid, jeg har fire!"

    Eyid smilede for sig selv bag Cyreesais ryg, mens hans øjne fulgte hende, som hun gled ind i det gamle skibsvrag. Det var en fornøjelse at se, hvordan den før så selvhøjtidelige, regelrette Kriger lod sine mere frimodige og gavtyveagtige sider ud nu - det klædte hende, dét kunne selv han ikke argumentere imod...
    Det skæve smil sad stadig på hans ansigt, da han fulgte hende ind i skibsvragets oprevne skrog. Der var mørkt herinde og en rugende følelse af uforstyrrethed lå over Landgængerskibet, så det næsten føltes som en synd at bryde ind her - at forstyrre de mange koraller og fisk og muslinger, der havde skabt sig et hjem her; havde erklæret overfladekonstruktionen for en del af Det Store Åbne, når nu Landgængerne ikke havde været i stand til at holde skibet flydende. 
    Hun var naturligvis hurtigere end ham og havde allerede søgt lastrummet igennem med sit Krigerblik, da han sluttede sig til hende. Derfor lod Eyid sig også bare synke ned på en gammel tønde og betragtede hende, mens hun gav sig til at brække kassen op med sit spyd - kunne ikke undertrykke et grin over hendes begejstring. 
    "Ja, rolig!" bemærkede han drillende. "Ingen grund til at råbe hovedet af mig - jeg sidder jo lige her..." Han lod sig drive hen, så han kunne kigge hende over skulderen. Ganske rigtigt - fire, mørke flasker, hvis etiketter for længst var gået i opløsning, lå pakket i noget, der lignede en blanding af uld og gammelt hø. "Godt fundet! Så må vi bare håbe, det er noget, der er værd at drikke..." Han havde gjort dét hér et par gange før med andre Sangere og en enkelt gang var de stødt på en forfærdelig og efter Eyids mening udrikkelig væske, der brændte hele vejen ned igennem halsen og havde slået både ham og hans ven ud som et par våde klude, en Landgænger har tabt på gulvet.
    "Vi tager dem med op på Revet, ikke? Eller vil du helt ind på stranden?"

Cyreesai mødte Eyidivans blik og rødmede en ganske lille smule på kindskællene.
"Åh, jeg troede du ville tage den anden ende," skyndte hun sig at forklare, og heldigvis var han også hurtig til at dreje samtalen over på andet end hendes uovervejede råb. 
Tænksomt bed hun sig i læben. Revet rakte højt nok op til at de ville kunne sidde i vand til taljen og nyde fangsten, men der ville være større risiko for at nogen kom forbi. De ville vælge de ubeboede dele af revet, men det betød jo ikke, at folk ikke var i gang med at jage, gå tur eller sikre sig at forsvarsværkerne fungerede. Så nogen dem, ville de undre sig over det umage par, og så ville rygterne starte. Det havde de virkelig ikke brug for - slet ikke mens det hele stadig var så nyt. Blodsbåndet var nok forvirring at tage sig af - Cyreesai havde ikke lyst til at smide sine forældres vrede oveni.
"Far siger slyngler fra Toropolis Isla er begyndt at hærge ved stranden, efter de blev forvist," svarede hun. "Så lad os holde os ude i det åbne. Hvad med en af de små øer mod øst? Nogle af dem har lidt sandstrand, og der er aldrig andet end fugle."
For hvor meget hun end elskede kamp, havde hun ikke lyst til at slås i dag. I dag ville hun bare gerne drikke sig rigtig fuld sammen med sin bedste ven. Ligesom andre gjorde med deres venner. De venner, som de havde. Som normale fisk havde. Det der, som Cyreesai aldrig rigtig havde fået bølgen under. Hun havde hørt det ikke talte, når det var ens egne fætre, man mest hang ud med. 
Det kildede i maven ved tanken om, at Eyid havde sagt ja til at tage på flaskerov med hende. Hun havde sagt, hun havde prøvet det før for at han ikke skulle tro, hun var helt dum, men hun havde kun en enkelt gang været ude, og var blevet kaldt tilbage, inden de havde nået at åbne flaskerne. De andre havde drukket dem uden hende, og hun var ikke blevet inviteret med igen. Far ville jo nok kalde på sin lille pige igen. Men denne her gang skulle intet komme i vejen for det!

    "Jamen, dét afgør det, så," bemærkede Eyid og rakte ned så han kunne tage en flaske i hver hånd. "Hvis der er noget, jeg ikke er interesseret i, så er det at støde på fjendtlige Landgængere, når jeg ikke kan svømme lige... Så er havfugle klart at foretrække." Og selvom der var et godt stykke vej ud til øerne i øst, så havde hun ret i, at de udgjorde et godt, uforstyrret sted, som desuden ville give dem udsyn til en fantastisk solnedgang over Revet.
    Hvordan turen hjem så skulle gå, måtte være fremtidige Eyid og Cyreesais problem - nutidige Eyid havde i hvert fald tænkt sig at lægge hjernen fra sig allerede nu, og så tage sorgerne til dén tid...

    "Jeg er faktisk overrasket over, at du tog initiativ til dét hér," bemærkede han midt i den ellers venskabelige, men ligegyldige, samtale de havde ført sig siden de forlod skibsvraget med flaskerne. Eyid havde rekvireret en strømning, der gik i nogenlunde den rigtige retning, og det nedbragte anstrengelsen over den lange tur, de havde foran sig, betragteligt. Med et skævt smil gav han hende en albue i siden. "Det ligner dig dårligt, Frøken Regelret - selvom du ikke må tro, at jeg klager! Jeg kan lide dig, når du er ubekymret - det klæder dig." Det sidste var en stikpille, lige så meget som det var en kompliment, og det vidste hun uden tvivl. "...ikke så meget som det yderst klædelige Krigerantræk, du havde mast dig ned i til stimespilspræmieren i sidste måned, men man må jo tage, hvad man kan få..."

"Jeg har skam gjort det her masser af ga..." begyndte Cyreesai sit modsvar, men i det samme fortsatte Eyid og i en retning, hun overhovedet ikke var klar på.
Hun var så lidt klar på en kommentar om sin påklædning for en måned siden - især fordi det havde været Krigernes ceremonielle antræk - at hun rødmede til op over begge ører. For at skjule det holdt hun blikket stift rettet fremad og håbede at Eyid ikke kiggede for meget. Normalt kunne hun gemme sig i håret, men det hang upraktisk bag hende, mens de svømmede.
Havde hun selv kunne vælge, var hun aldrig i livet hoppet ned i den ceremonielle påklædning til en stimespilspræmiere, men der havde været en eller anden konflikt mellem hendes moder og Eyids moder Aleissan, og da det var Aleissan, der havde stået for opsætningen at stimespillet, blev det anset som en slags forsoning, at Va'Chakessas hunfisk mødte op i deres fineste skrud for at ære kunsten. Ikke mindst for at vise resten af distriktets beboere, at Va'Chakessa støttede op om Ke'Jaelin. I hvert fald udadtil. Det havde taget på den gode side af en time at få alle skallerne til at sidde som de skulle, og hvor Cyreesai normalt ikke var blufærdigt anlagt, havde det antræk fået hende til at føle sig udstillet og halvnøgen. På en eller anden måde havde hendes moder båret det som om skallerne voksede direkte ud fra hendes skæl, og om Cyreesai fattede, hvordan hun gjorde det ...
Det var en af de mange ulemper ved at være Krigerfisk. Der var så mange aspekter af familien og erhvervet, der ikke bare handlede om det, hun var god til: At stikke spidse ting i bløde ting. 
"Je-Jeg så dig slet ikke til præmieren," fremstammede hun endelig og knugede om de to flasker, hun holdt, mens hun ønskede at have en fri hånd til at pille lidt ved sit hår. "Men det er da også det her, du plejer at gøre med dine venner, er det ikke?" Ændrede hun emnet. "Så hvorfor er det så underligt, at jeg synes, vi skal gøre det?"
For det er da det, vi skal forestille at være nu, ikke? Venner?

    Eyid stoppede rent faktisk op og vendte sig imod Cyreesai, så hun ikke bare kunne drive videre. "Du så mig ikke til præmieren?" gentog han vantro. "Sai - jeg spillede den mandlige hovedrolle, i Dybets navn! Godt nok med stimespilsmaske på, men alligevel! Du har - bogstavligt talt - stirret på mig næsten tre timer i streg!" Han kunne ikke lade være med at ryste på hovedet af hende - ikke helt sikker på, om han skulle være fornærmet eller vel underholdt. "Så meget for dét Blodsbånd, siger jeg bare...!"

    Hendes emneskift var ikke videre elegant, men han lod det fare af diplomatiske grunde - det var ikke gået Eyids opmærksomhed forbi, hvor befippet hun pludselig var blevet. 
    "Altså, det er da bestemt ikke det eneste, jeg gør," indvendte han. "Men... Jeg må da indrømme, at jeg nyder dén tilstand, man kommer i oven på sådan et par flasker hér!" Han hævede de to, han havde i hænderne, med et forventningsfuldt grin. "En blanding af, at have mange tanker og ingen tanker på samme tid - at være helt til stede og slet ikke til stede... Jeg synes, det er en lille smule magisk." En skulder blev bumpet blidt ind i hendes, da Eyid satte skub i strømningen igen. "Så jeg synes ikke, det er underligt, at vi skal gøre det sammen - det var slet ikke dét, jeg mente. Jeg glæder mig til at se dig uden alle de hæmninger, du konstant trækker ned over hovedet på dig selv. Jeg sagde bare, at dit initiativ kom bag på mig!" Et skævt smil og et lige så skævt sideblik. "Det var ikke et angreb, Sai."

"Det ved jeg godt!" snerrede Cyreesai og fortsatte mumlende henover Eyids talestrøm. "Måske du skulle have brugt mere tid på skuespillet og mindre på at stirre på mit tøj."
Konflikten trak i hende. Trangen til at sige noget, der fik Eyid til at give endnu en stikpille, eller noget der fik hende så højt op at koge at hun ville lange ud efter ham. Hun havde lyst til at det skulle være et angreb. Et angreb var til at tage og føle på. Forstå. Ikke de der skæve smil og indforståede sideblikke, som hun fattede absolut hat af.
Det var derfor også kun med nød og næppe, at hun formåede at holde sig selv i skællene og ikke lange ud efter ham, da hans skulder bumpede ind i hendes. Håndgemæng var nemmere at forholde sig til, men på den anden side ville det også sætte en stopper for deres planer. Hvis hun slog ham til plukfisk her, kunne de ikke drikke sig fulde oppe på østranden. Selvom det ville være nemmere bare at blive sur, tæve hans grønne skæl mørke og så tage hjem. Og have en ven mindre. Tilbage på nul. Åh, hvorfor skulle det være så svært?
"Jeg ..." sukkede hun i stedet og følte sig lidt som en punkteret kuglefisk. "Jeg har ikke prøvet det før. Jeg ... Jeg løj, fordi du sikkert ikke ville tage med, hvis du vidste det."
Ligesom hun havde holdt sig til den ene side af salen efter stimespilspræmieren for at undgå at lykønske Eyid på den fremragende udførelse. Undgå at stå foran ham, fordi hun ikke var sikker på, hun kunne holde sine kinder fra at rødme, hvis hun blev konfronteret med ham - selv efter at have stirret på ham i tre timer. Fordi hun havde stirret på ham i tre timer. Lige så stift som hendes eget antræk havde været den aften, lige så flatterende havde hans kostume været. Det kostume ville hun nu gerne....
Dydige tanker, Sai! Dydige tanker! formanede hun sig selv, inden det kunne nå at gå galt.
Mere galt i hvert fald. Det her skulle have været en hyggelig eftermiddag, og hun var allerede ved at ødelægge det med mordtanker, der var hendes fader værdig, og det gjorde det øjensynligt ikke bedre, at hun lige havde indrømmet sin mangel på erfaring på endnu et af livets områder over for Eyid.
Hun forsøgte sig med et lille smil, men undgik stadig øjenkontakt. "Så hvordan er man lidt til stede, men ikke rigtigt?" 
Det var det bedste spørgsmål, hun lige kunne få formuleret ud fra det nonsens, han havde sagt. For at have mange tanker kendte hun lidt for meget til. Der var kun stille i hendes hoved, når hun kæmpede. Begge ting på én gang lød alt for overvældende til hun helt kunne overskue at forsøge at sætte sig ind i det.

    Eyids ene øjenbryn skød i vejret, da Cyreesai snappede som en moræneål af ham, men han sagde intet, selvom en kommentar i stil med: kald det lige tøj igen... lå frygteligt yderligt på hans tunge. Men det lykkedes ham som sagt at holde tand for tunge, selvom det holdt hårdt, for det var rimeligt tydeligt, at hendes arrigskab bundede i usikkerhed, og en usikker Cyreesai havde det med at være hårdtslående...
    Og ganske rigtigt. Der gik kun omtrent tre sekunder, før vreden gik af hende og hun kom med sin lille indrømmelse. Og Eyid kunne ikke lade være med at smile et lille smil, for hun var simpelthen bare lidt for dejlig en gang imellem...
    "Det ved jeg godt, Sai..." Det blev sagt med et lille, skvæt smil, der for en gangs skyld ikke var drillende, men bare... varmt. Der kom dog et mere skælmsk skær, da han fortsatte: "Det lyser bogstavligt talt ud af dig." Han kunne ikke lade være med at sende hende et sideblik, selvom det måske endnu var en lille smule risikabelt, og for at afværge eventuelle korporligheder, rakte han ud og gav hendes hånd et lille, forsikrende klem. "Sai... Dét hér handler om, at du og jeg skal have en fornøjelig aften væk fra familien. Det handler ikke om, at du skal leve op til ét eller andet eller præstere noget - vel? Hvorfor i Dybets navn skulle jeg ikke ville tage med, hvis jeg vidste det? Det betyder jo ikke noget."

    Hendes næste spørgsmål kaldte grinet frem på hans ansigt igen, og med en hurtig bevægelse vendte han sig rundt i vandet, så strømmen førte ham baglæns og han kunne se hende ind i ansigtet. 
    "Hvis du nu ikke spildte tiden med snak..." begyndte han, før der fór en djævel i ham: "Hvis du nu ikke havde brugt så megen tid på at fiske efter min anerkendelse, så kunne vi være ved Øststrandene allerede nu...! Så hvad siger du? Dén der kommer sidst skal give den anden ret i alt til næste krigsmøde?" 
    Han ventede ikke på svar, men skilte strømmen med en hurtig håndbevægelse og et diabolsk smil, således at hun blev skudt den ene vej og han den anden igennem vandet. Uden at se sig tilbage lagde han en ordentlig portion chakra i strømningen, så den førte ham fremad med en sådan fart, at der opstod bobler i hans kølvand.
    Det måtte være okay at snyde - hun ville alligevel indhente ham. Ville sandsynligvis også vinde. Han smilede for sig selv, for det var egentlig også i orden... Cyreesai havde alligevel bedre forstand på krig...

Der var så mange ting, Cyreesai gerne ville have sagt til Eyid lige der. Primært ville hun gerne have givet ham den største lammer på skulderen, fordi han tydeligvis var mere tykpandet end hun var. Det betyder ikke noget... Det betød alverden! Det betød alt for hende, at han ville tage med, og at han ikke lod sig gå på af hendes uerfarenhed. For den slags betød alt for meget i de andre næsten-venskaber, hun havde begivet sig ud i før. Med Eyid var det hele så ... løst. Ubekymret. Afslappende. Det var slet ikke til at finde ud af.
"An-Anerkendelse?!" fik hun lige akkurat forarget fremstammet, inden han kastede sig selv fremad i sin strøm, smed hende bagud og fiste af sted som en stime sild på flugt.
Et øjeblik lå Cyreesai bare i vandet uden for den strøm, han havde sat fart i og blinkede forvirret. Havde han lige...? Åh den lille!
Et smil brød frem på krigerindens læber idet stemningen tog et fast greb om hendes sjæl. Det her kunne hun finde ud af. Dét her havde hun trænet hele livet. Og at lade Eyidivan komme først? Det var slet, slet ikke på tale. Alle hendes finner slog sig ud, så vandet hvirvlede om hende, og hun satte fra og fulgte efter hans strømning. Selvom han havde et godt forspring, halede hun hastigt ind på ham. Med armene lagt stramt ind langs siderne og hele den langlemmede krop bølgende gennem dybet, susede hun frem mod de glinsende, grønne skæl foran hende. 
Vent.... Glinsende?
Hvis skællene glinsede, betød det, solstråler ramte dem gennem havoverfladen og det betød... Øens bund kom til syne lige fremme. 
Valeria, hans strømninger er blevet stærke, tænkte hun, inden ren gru ramte hende som skumsprøjt i ansigtet. Han er faktisk ved at vinde!
Cyreesai spredte sine fingre og lod chakraen flyde ud i vandet omkring sig. Vandets træk blev mildnet og hendes krop føltes flere kilo lettere. Så snart hun havde nok chakra omkring sig til at vedligeholde det lette vand, rakte hun frem mod Eyidivan og gjorde det modsatte. Vandet boblede sammen i tykke klumper om Eyids ben og sænkede hans fart. Modvirkede den kraftige strømning og hev ham nedad. Det ville lige være nok til at overhale...
Cyreesai ramte strømningen. Hun havde i sin iver for at trække ham ned ikke overvejet at hans strømning ville være stærkere lige bag ham, og da hun ramte ind i dem, blev hun trukket frem med en forunderlig kraft. Fordi hun stadig havde det lette vand omkring sig, kom der yderligere skub på, og hun skød opad. Hun ville være kommet op over havoverfladen som en glædesspringende delfin, havde Eyids krop ikke været i vejen. I stedet hamrede hun ind i hans ryg mellem skulderblad og finne. 
Ærligt talt havde hun forventet at stoppe der. Men strømmen og letheden fik den tyngde, hun havde lagt om hans ben til at forsvinde og i stedet blev de begge lette. I halv panik greb hun fat om hans arm, og det viste sig at være heldigt nok, da de øjeblikket efter begge blev kastet opad. De brød overfladen, og fløj op i luften. Fløj! De fløj! I et par perfekte øjeblikket var de vægtløse i den luft, der normalt føltes tung og svær at bevæge sig i. Så dykkede de igen - direkte ned mod stranden. 
Cyreesai landede nederst. På en eller anden måde havde hun fået vendt dem i luften og nået at slå sin rygfinne ind - sikkert fordi Eyid næppe ville have tænkt så hurtigt og brækkede lemmer var ikke på dagens program (man skulle jo tage den ære man kunne - inden hun ramte den hårde sandbanke. Det gav et ordentligt slag i ryggen, og hun mistede pusten, men lige så snart luften igen indtog lungerne, kunne hun ikke lade være med at skraldgrine. Hun havde stadig fat om Eyids arm, og lagde i sin rus den anden om hans hofte.
Hjertet hamrede i hendes bryst. Det havde været helt fantastisk. De havde fløjet!
"Skal vi sige, det står lige?" lo hun.

    Der var ikke nogen den pludselig kollision og tilhørende flyvetur kom mere bag på, end Eyid. Han havde lige akkurat nået dét punkt, hvor forbløffelsen over at være ved at vinde blev overtrumfet af begejstring, da Cyreesai ramlede ind i ham - hård og tung som en forbandet mur - og imod alle universets love brød de pludselig vandoverfladen. Eyid spærrede øjnene op i rendyrket frygt, men nåede ikke at udstøde dén meget lidt maskuline lyd, der havde sat sig nede i halsen på ham, før de ramte sandstranden med lungesammenklappende kraft.
    Fortumlet og ude af stand til at trække ilt til sig - hverken med gæller eller lunger - fik Eyid grablet sig op på albuerne i sandet, og først dér gik det op for ham, at Cyreesai skraldgrinede som en psykopat.
    "Du er gal!" gispede han og tog sig til ribbenene med en smertelig grimasse. "Gal... Fuldstændig..." 
    Så satte lungerne endelig i gang, og han formåede at trække et par store mundfulde luft derned. Lettet lod han sig selv flade ud i sandet og lukkede øjnene. "Gu står vi ej lige!" mumlede han - stadig hæst oven på mavepusteren. "Jeg tror, du skylder mig oven på dén behandling du lige har udsat mig for! Det er ikke retfærdigt, når det er dig, der snyder. Du har i forvejen en fordel, og desuden klæder det dig ikke... Det er mit bord, og dét ved du også udmærket godt!" 
    Et skævt smil havde sneget sig ind på hans ansigt et sted undervejs i svadaen, og han åbnede det ene øje på klem, så han kunne skæve hen til hende. "Overlevede flaskerne?"

At Eyidivan ikke kunne se det helt ubegribeligt smukke i, at de lige havde fløjet i flere sekunder sammen, og at de i øvrigt ikke var omkommet i processen, overraskede Cyreesai samtidig med, at noget i hendes baghoved sagde, at man ikke kunne forvente andet af en Ke'Jaelin. Men det var egentlig også ligemeget, for hun var slet ikke færdig med at le. Heller ikke, da det gik op for hende, at hun holdt på Eyid steder, hun ikke burde, for han rullede ud af hendes halve omfavnelse hurtigere end hun kunne trække hænderne til sig alligevel. Hun lod endda alle hans stikpille-ord glide ud i sandet, fordi hun havde det helt utroligt fantastisk og latteren havde sat sig bedre fast i hendes hals end hendes spyd satte sig i spæk.
Det var først, da ordet flaskerne nåede helt ind i hendes hjerne, at der igen fandtes andet end den euforiserende følelse af at flyve. Hun satte sig brat op og fikserede blikket på noget mørkt ude i vandet, der forsvandt ned under overfladen med et plop.
"Valeria! Flaskerne!" udbrød hun og sprang på benene, som om sammenstødet med sandstranden ikke havde rørt hende det mindste. Ikke udover at have dækket hele hendes bagside med lysebrune sandkorn.
I et langt spring var hun hoppet henover sit spyd, der tydeligvis havde revet sig løs fra bæltet og lå i sandet (Valeria være priset at det ikke var faldet af i vandet!), og derefter strakte hun armene frem foran hovedet og buede kroppen i et hovedspring tilbage ud i bølgerne. De små øer havde godt nok strand, men der var ikke meget af det, der lå som banker under de nederste bølger. Et par meter højst, før jorden forsvandt ned i afgrunden - og det var der flaskerne var på vej hen nu. Hvornår hun havde sluppet taget i dem, anede hun ikke engang selv. Måske, da hun tog fat i Eyid, eller måske mens de hang i luften. Hun havde sluppet dem begge i hvert fald, for to aflange skygger var hastigt på vej ned i dybet.
Med udslåede finner og hurtige svømmetag var Cyreesai dernede, og der gik ikke mere end halvandet minut i alt, før hun igen brød overfladen og kæmpede sig op på sandbanken. 
Denne gang var det væsentligt hårdere at bryde vandet, og den sædvanlige følelse af at blive tynget af luften frem for båret af vandet, ramte hende lige så hårdt, som den plejede. Det sorte hår væltede ned over hendes krop som klyngende, vådt tang. I det mindste var hun ikke dækket af sand mere. 
"Reddet!" sejrsrigt holdt hun begge flasker op, sendte Eyid et stort smil og slog sig ned ved siden af ham igen. "Pyh, noget af en tur," Hun var stadig høj på flyveturen. "Det må vi gøre igen snart."

    Eyid havde skubbet sig op på den ene albue for at kunne kigge efter hende, da hun kastede sig selv tilbage i bølgerne. Om han fattede, hvordan hun gjorde det - Valeria skulle vide, at det føltes som om hans lunger stadig raslede i brystet på ham... 
    "Du er ved Dybet ikke helt normal..." mumlede han, mens hun endnu var under vandet. Men selvom han mente ordene, blev de ytret med et lille smil, og da hendes hoved atter brød vandoverladen trak han sig op at sidde med et støn og betragtede hende, mens hun gik over det lille strandstykke med flaskerne i hånden. 
    Han kunne ikke lade være med at sende hende et grin, da hun annoncerede, at flaskerne havde overlevet. "Godt!" Eyid rakte op efter én af dem. "Og på det bestemteste nej! Du har allerede underlagt dig Det Store Åbne - hvis himlende også skal til at frygte dig, så går verden da først af lave..." 
    Proppen blev hevet op med et svup, og Eyid stak næsen hen over flaskemundingen og sniffede prøvende til indholdet. Løftede så et overrasket øjenbryn, for det lugtede slet ikke så dumt endda...!
    "Her - prøv at lugte en gang," opfordrede han og rakte flasken til hende. "Jeg tror faktisk, du vil kunne lide dét hér...!" Han betragtede hende et sekund, før han satte sig ordenligt til rette - børstede noget af sandet af benfinnerne og fangede hende på et udfordrende sideblik. 
    "Der er jo regler for sådan noget hér, ved du nok!" proklamerede han så uopfordret. "Skikke man skal følge, når man drikker Landgængernes brygge. Det er jo en social ting, må du forstå - noget man gør, for at lære hinanden bedre at kende. Så det er kutyme at man leger en leg undervejs eller fortæller hinanden hemmeligheder...!" Med et påtaget, ophøjet udtryk gav han sig til at børste sand af armene også. "Når man deler sådan en flaske dér, deler man i virkeligheden lidt af hinanden. Det bliver en meget intim oplevelse!"

Cyreesai lænede sig ind over flaskens munding, mens Eyid talte. Hun havde sat sig på knæ og håret væltede frem og ned i sandet, idet hun bøjede sig over flasken for at sætte næsen til. Hård, men sød duft steg op fra flasken, og hun trak overrasket sit ansigt lidt tilbage, før hun nærmede sig igen for at være sikker på, hun havde duftet rigtigt. Dufte var altid ekstra skarpe heroppe i luften, men noget sagde hende, at det her faktisk var væskens duft og ikke bare et pus, luften spillede hende. 
"Det dufter af ... Vent sagde du hemmeligheder?" Cyreesai så op på ham, men vendte tilbage til flaskens indhold, som hun ikke helt var færdig med at inspicere endnu. "Jeg har ikke nogen hemmeligheder at fortælle dig..."
Hun lukkede det ene øje og stak det andet helt tæt på flaskeåbningen for at se derned. Duften var så stærk, at det næsten brændte hendes hornhinde af, men selve flasken lignede et bundløst hul. Det var så mørkt dernede, at hun ikke kunne vurdere, om væsken var et udtræk af nattehimlen selv, eller om hun bare stadig var vandblind. Det tog altid noget tid for havfolk at vænne sig til lyset på overfladen, men i dag havde de fordelen af en tung, mørk sky, der var drevet ind over dem. Det gav en fordel, men muligvis ikke nok til at se den spændende væske.
"In...tim?" Cyreesai blinkede et par gange og rev endelig sit blik fra flaskens indhold. Det skulle trods alt i munden og ikke i øjnene. Så satte hun sig tilbage på hælene og lagde hænderne på knæene. Eyid var en mørkegrøn skygge foran hende. Så hendes øjne havde slet ikke vænnet sig til lyset endnu. "Jeg fatter stadig ikke det her. Så-øh. Du starter, eller hvad man nu siger. Vis mig, hvordan man begår sig på landjorden, oh mægtige Sanger."
Det sidste blev sagt med et hævet øjenbryn og et af de mere skælmske smil, der ellers var forbeholdt andre krigere, der ikke kom først under en træningsøvelse.

    "Ikke tale om - jomfru-tåren går til hende, der ikke har prøvet det før!" Det blev slået fast med et skævt smil, der lige akkurat viste et glimt af den ene, spidse hjørnetand. "Og det er noget forbandet bundslam at sige, at du ikke har nogen hemmeligheder! Du er ikke just en delagtiggørende fisk, Cyreesai! Ved Dybet - du er i så dårlig kontakt med dine følelser, at det ikke ville komme bag på mig, om du havde hemmeligheder for dig selv!" Selvom ordene kunne lyde som om de havde brod, blev de afleveret med et hengivent glimt i øjet, og Eyid lod sig falde tilbage på albuerne i sandet, så han kunne skæve skælmskt op til hende. 
     "Men jeg kan godt lægge ud, hvis det skal være - og bare så der ikke skal være nogen tvivl for eftertiden, så er 'Mægtige Sanger' en titel, jeg sagtens kunne vænne mig til. Dét skal du bare lige have i baghovedet!" 
    Efter dén erklæring tog han sig en lille tænkepause, så hun kunne få lov til at...dampe af eller hvad hun nu havde brug for, før han sagde:
    "Okay. Jeg har det første spørgsmål. Jeg tænker, at vi lægger blødt ud, og så ruller jeg først de tunge skyts ud, når vi er vel nede i flaskerne..." Han ventede ikke på svar. "Hvis vi nu forestiller os, at Hjertet brasede sammen, og hele Rådet befandt sig derinde - minus din far. Hvem ville du så redde, hvis du kun kunne redde én?"

Cyreesai var lige ved at blive rigtig fornærmet over ordet jomfrutår. Indtil hun fattede, at han snakkede om flasken og ikke om hende. Og derfra kom der så mange ekstra fornærmelser, at hun blev helt mundlam. Ikke ikke i kontakt med sine følelser, hendes bare røv! Demonstrativt lagde hun armene over kors - hun var fint i kontakt med sine følelser, og Eyid skulle ikke komme her og spy sin bedrevidenhed udover hende. 
Hun skulle have hemmeligheder for sig selv? Ha! Som om dét var muligt. Han var den med hemmelighederne, garanteret. Sangerfisk var altid nogle luskede labaner. Det skulle ikke undre hende, hvis det var derfor, de havde opfundet den her leg. For at luske godterne ud af hinanden. Han ville blive skuffet, ville han! Cyreesai havde intet at skjule!

Hans spørgsmål kom bag på hende. Ikke fordi det handlede om et tankeeksperiment involverende at knuse samtlige rådsmedlemmer under et tungt lag koral, men fordi det ikke var et spørgsmål om en hemmelighed. Hun trak dog bare på skuldrene og brugte cirka to sekunder på at tænke, før hun havde et svar. Det her var jo nemt nok.
"Dig," svarede hun med et indforstået smil, og lod det hænge lidt, før hun fortsatte. "Selv uden min fars hjælp, ville min familie redde sig selv og dem i nærheden. Min mor sidder nærmest dine, så hun ville redde begge to. Din lillesøster er så sej, hun næsten tæller som en Va'Chakessa, så hun ville sgu redde sig selv og stå og vente på alle os andre udenfor. Så den eneste, der ville være i overhængende fare, ville være dig." Et eller andet kom over hende, og hun rakte ud og strøg ham over armen, mens hun lænede sig fremad med en lille, provokerende trutmund. "Vi kan ikke have, at den Mægtige Sangers fine, bløde skæl bliver skrabet, kan vi vel?"
Hendes blik faldt på flasken i hans hånd. "Vent, skal jeg så drikke af den nu? Og det var da ikke en hemmelighed! Skal jeg stille dig et spørgsmål nu?"
Hvorfor skulle det være så forvirrende?

    Eyid havde ellers ligget med et temmelig selvtilfredst udtryk i ansigtet, men hendes svar rev et overrasket, spruttende grin fra ham, der så absolut kun slugte mere af hans værdighed, da han trak spyt ned i luftrøret og måtte hoste for at kunne få vejret igen.
    Forbandede lungerespiration... Han var ikke vant til dén slags benspænd!
    Selvom det ikke lignede ham, langede han et slag ud på skrømt imod hendes stenhårde skulder. "Hvad," gispede han, "i Valerias navn bilder du dig ind?! Jeg er i allerhøjeste grad i stand til at tage vare på mig selv!" Men det passede ikke helt, og det vidste de også begge to... Hvis han havde været i stand til altid at tage vare på sig selv, havde hun ikke reddet hans røv helt så mange gange, som det var tilfældet. 
    Dog kunne han ikke lade være med at nyde hendes svar, for det bekræftede den knivskarpe hjerne, han vidste lå lige bag hendes blåskællede pande. Hun skjulte det nogen gange, gjorde Cyreesai - skjulte det bag den broventede Krigerfacade - men hun kunne være udspekuleret som en Sanger, når hun ville, og han elskede dén måde, hendes tanker arrangerede sig.
    Hendes mange spørgsmål fik ham bare til at gøre en sigende bevægelse imod hende med flasken. 
    "Ja, du skal drikke nu - Jomfrutåren, husker du nok! Og selvom du sikkert ikke mener det, så er det jo alligevel en form for hemmelighed!" Han løftede et sigende øjenbryn. "Jeg læser meget ud af dit svar, ved du nok - det er sådan, vi Sangere er. Udspekulerede som ned i Dybet...!" Flasken blev skubbet helt ind i hånden på hende. "Og læg så dine Kriger-pligtopfyldenhed langt, langt væk - du bekymrer dig for meget lige nu. Der er ikke andre regler i dén hér leg, end dem vi gider bruge... Men med dét sagt." Atter engang blev armene foldet bag nakken. "Så er det din tur, til at stille et spørgsmål."

Knytnæven ramte Cyreesais skulder med omtrent lige så meget kraft, som hvis en flue havde sat sig på hende. Dertil havde hun også alt, alt for travlt med at smile bredt over hans spruttende hosten, og hvordan hun for en gangs skyld havde formået at tage røven på ham - med ord!
"Jeg bekymrer mig aldeles ikke," protesterede hun, idet hun tog flasken. "Jeg skal bare forstå spillereglerne jo!"
Og så tog Cyreesai en tår af flasken. En stor én. En for stor én.
Vasken ramte hendes tunge og brændte. Indersiden af kinderne brændte. Toppen af svælget, ganen og vist nok også helt ned i tandrødderne blev overvældet af en smagsoplevelse, der mest bare gjorde ondt. Hun fik slugt en smule i forsøget på at bibeholde sin værdighed og ikke vise Eyidivan, at hun var ved at kløjs i sine dårlige beslutninger, men formåede i stedet at sputte en god del ud over ham og efterligne de lyde, han lige havde lavet. I en brav kamp for at få luft igen og med gællerne nyttesløst flabrende på halsen, satte hun flasken hårdt ned i sandet for ikke at tabe den, mens hun genvandt fatningen. Der gik alt for lang tid, hvis hun selv skulle sige det. Det var som at være svømmet ind i en søjle af kogende opdrift fra Undergrunden, men bare med vrangen ud på sig selv. Det var helt forfærdeligt. Hvem i hele Det Store Åbne ville dog frivilligt udsætte sig selv for den her indre mavesmerte?
Langsomt fortog det sig. Hosten og sprutten og hiven efter vejret stilnede af, og hun rettede sig op stadig knugende flasken i hånden. Uden at have spildt en dråbe. Hun var endt på alle fire, og små svedperler dryppede af hendes pande.
"Puh... Det..." 
Eftersmagen ramte. Nu hvor hun havde genvundet sig selv og sin mund, kunne hun smage det søde. Det krydrede. Fornemmelsen af noget blødt og rundt. Frugtigt, som kun frugt fra landjorden kunne være. Saftigt på en måde, der fik den ellers vandtilvænnede mund til at hige efter mere væske. Væske der ikke var havet. 
"Jeg tror lige jeg prøver igen," sagde hun og holdt en hånd op foran Eyid. Var ikke klar til at lade ham tage flasken fra sig endnu. 
Forsigtigere denne gang tog hun et lillebitte sip af flasken, og selvom det stadig brændte små, prikkende huller i hendes tunge - eller i hvert fald føltes sådan - var der nu også en rund, dejlig smag af druer med i oplevelsen.
"Det... Det smager jo helt godt," sagde hun og hostede en ekstra gang. "Selvom det prøver at sætte ild til min tunge. Eh, spørgsmål... Spørgsmål..."
Tiden blev trukket med lidt flere host. Cyreesai bed sig i læben og lænede sig frem over sine ben, der havde flettet sig ind i en skrædderstilling, så benfinnerne gravede sig ned i sandet og prydefinnerne på hoften stak frem under det brede bælte, hun bar. 
"Hvad ville du være, hvis du ikke skulle være leder?" fløj det så ud af munden på hende. Det var noget, hun havde tænkt meget over for nyligt efter at familien var begyndt at fokusere mere på hendes dannelse. Dannelse til at overtage distriktstronen. "Hvis du nu ikke var født en Ke'Jaelin?"

     Selvom det under andre omstændigheder havde været fristende, kommenterede Eyid ikke på Cyreesais udfordringer, da hun fik hældt lidt for meget af flasken indhold i sig. Dels fordi det var så svært at lokke hende med på afveje, og når det så endelig skete, virkede det kontraproduktivt at håne hende for det. Dels fordi... Ja, skulle han være ærlig, var hendes reaktion en yderst præcis gengivelse af hans eget første møde med Landgængernes alkohol.
    Dog kunne han ikke undertrykke et grin, da hun holdt en hånd op og prøvende sippede endnu en slurk. "Pas på, Frøken Kriger," smilede han og tog bestemt flasken fra hende. "Du ender jo med at blive forfalden til Landgængernes lastfulde brygge...!"

    Hendes spørgsmål fik ham til at løfte et øjenbryn og med et tænksomt udtryk satte han sig ordentligt op på stranden med flasken plantet i sandet mellem sine ben.
    "Hvis jeg ikke var født en Ke'Jaelin..." gentog han og havde - overraskende nok - faktisk aldrig tænkt tanken. "Hm... Det ved jeg faktisk ikke. Stimespiller, måske - jeg kan godt lide at optræde, men Mor Riyeena ville aldrig lade mig bruge tid på andet, end de store, traditionelle stimespil, sådan som jeg gør det nu..." Han løftede flasken til læberne og sendte hende et skælmsk sideblik. "Men jeg synes det er sjovt - at lade som om på dén måde, mener jeg. Selvom man vel kan indvende, at Stimespil og politik deler kompetenceområde, så måske er det ikke så underligt, at jeg kan lide det, og hvis jeg ikke var født som en Ke'Jaelin, så ville det sandsynligvis være noget ganske andet..." En tår blev taget, før han sænkede flasken med en rynke imellem brynene. "Dét var lidt et politiker-svar, var det ikke? Men du forstår vel, hvad jeg mener... Jeg tager en tår mere..." Erklæringen blev fulgt til dørs, før han rakte flasken tilbage til hende. 
    "Hvorfor spørger du, hvad jeg ville være, hvis jeg ikke skulle være leder? Og ja," kom han eventuelle indvendinger i forkøbet. "Dét er mit spørgsmål. Og nej - det er ikke et uretfærdigt ét."

Munden blev åbnet tre-fire gange, før tankerne samlede sig til et eller andet, der mindede om et svar. Problemet var bare, at svaret ikke var til det sidste spørgsmål, og Eyid havde formået at affeje en kæk bemærkning, før den overhovedet havde nået at bundfalde sig helt i Cyreesais spil. 
"Forpulede politiker," endte hun med at sukke, dog med et lille smil i mundvigen. Så rystede hun på hovedet og tog en slurk på forhånd inden hun svarede på hans egentlige spørgsmål. Ikke at hun behøvede lang betænkningstid, men han havde fået hendes tanker til at bruse rundt i forvirrede strømme, og dét skulle hun lige have styr på. "Vi har altid snakken lige inden en stor kamp. Måske er det sådan en 'vi dør måske lige om lidt'-reaktion, siden det tydeligvis ikke er noget, I Sangere gør jer i. Så jeg tænkte, det var et let spørgsmål at starte med, selvom dit svar ikke var super nemt at forstå, men det var næppe spørgsmålets skyld."
Hendes blik gled ud over horisonten, hvor solen var ved at gå ned. Den var ikke så tæt på havet endnu, at alting heroppe blev orangerødt, men skyerne havde det der brudte, gullige skær, der altid kom sent på eftermiddagen. Når man kun var vant til sollys fra under vand, var det en helt speciel slags oplevelse at se på solnedgangen fra overfladen.
"Det er egentlig lidt typisk, er det ikke - på sådan en åndssvag måde?" mumlede hun, mens hendes blik blev vugget af havets bølgegang. "Du må ikke gå på scenen i andet end eksklusive traditions-spil, og jeg må ikke øve mig i arenaen. Far har sagt, han hiver benfinnerne af mig, hvis jeg så meget som nærmer mig andet end tilskuerrækkerne. Og det er sgu da ikke fordi jeg ikke ville vinde. Ligesom du ville blive hyldet. Hvad er det, de er bange for? At vi får venner fra den generelle befolkning?"
Det gik op for hende, at hun lige havde stillet tre spørgsmål og slet ikke tænkt over legen. Hovedet for tilbage mod Eyid, mens hun skubbede flasken mod ham. "Hov, nej, det er ikke mit spørgsmå!"  Men kunne hun komme på noget bedre, egentlig? "Eller vent... Øh..." Havde hun overhovedet drukket af flasken? "Jo, måske ér det mit spørgsmål! Hvad i Dybets navn er der galt med vores forældre?"

    Eyid betragtede hende ud af øjenkrogen, mens hun arbejdede sig længere og længere ned i sin monolog. I solens sidste stråler var hun smuk med de skarpe kindben og det lange, endnu fugtige hår, men det var i langt højere grad hendes ord og måden hun sagde dem på, der fangede ham, så Eyid måtte tage sig selv i at sidde med et lille, skævt smil om læberne og et varmt glimt i øjet. For hun var så fantastisk... umiddelbar. Hun følte, mente og handlede så voldsomt og ærligt og med en sådan styrke, at han gang på gang blev forundret over hende. 
    For der var sjældent noget forstilt over Cyreesai. Og det var vidunderligt og eksotisk på samme tid - gjorde deres tid sammen spændende og uforudsigelig.
    Og uendelig dyrebar. 
    Eyid havde så småt gjort tilløb til at give sin vinkel på hendes ubevidste spørgsmål, da hun selv fangede 'regelbruddet', og omformulerede sig, så han ikke kunne holde et latterudbrud tilbage.
    "Har du natten med?" spurgte han - stadig med latteren i stemmen. "Jeg tror nemlig ikke, jeg kan nå hele min analyse igennem inden for et passende tidsrum...!" Han rakte ud efter flasken og tog på forhånd en ordentlig tår, som for at skylle latteren ned. "Jeg tror," begyndte han så og gjorde en lille cirkelbevægelse med hånden. "At det i sidste ende handler om pligt. De prøver at give os de allerbedste forudsætninger for at kunne tage over, når det engang bliver vores tid. Og selvom du og jeg kan være nok så irriterede over det, så er der mening i at holde en vis... afstand til de folk, man skal lede. Ligesom det ét eller andet sted også giver enormt god mening, at holde magten delt imellem to familier, der er notorisk kendt for ikke at kunne sammen..." Endnu et sigende blik blev sendt i hendes retning - over flasken, da han tog endnu en tår. "Set ud fra Distriktets overordnede velfærd, altså - på dén måde holder vi hinanden i skak og der er ingen risiko for, at Rådet pludselig stikker af i en eller anden rabiat retning som folket ikke er tjent med..." Han fnøs. "Politisk er det naturligvis et forbandet kaos, men det går jo kun ud over os, så måske... Måske er det i virkeligheden ikke vores forældre, den er gal med." Med en et løftet øjenbryn fangede han hendes blik og sendte hende så et ulvegrin. "Måske skal vi acceptere, at det er os, der er noget forkælet, selvretfærdigt møgyngel!" Nu blev flasken rakt frem imod hende. "Men jeg er enig med dig - det er pokkers frustrerende. Jeg ville elske at se dig i arenaen - skrækiblandet fascination, er det ikke dét, man kalder det?" 
    Eyid var så småt begyndt at kunne mærke Landgængerbryggen - som en varme og en lethed i kroppen - og derfor kom ordene også med lidt mindre filter, end han normalt ville pålægge dem. Det bekymrede ham dog ikke - ikke nu. For en gangs skyld følte han sig fuldstændig afslappet og uden at have en eneste parade oppe. Det behøvede han ikke... Ikke sammen med hende.
    "Hvis du helt selv kunne vælge - og din far ikke kunne stoppe dig... hvem ville du så helst møde i Arenaen?"