Morgengry havde luret ude i horisonten over de dug glatte tegl. Farvet skiffergråt i farve farver, som havde hustagene været beklædt med glødende kul, da guldsmeden endeligt havde taget afsked med hendes sekretær, veninde og tilsyneladende også Lysets spion; Zirra.

Læberne smagte stadig af den gærdede druesaft, der havde gjort tankerne promille tunge og fjernet alle genovervejelser om de flygtige tanker var værd at handle på. Tanker der gentagende gange flettede sig ind og ud af landeplagen, som krigen mellem Lyset og Mørket udgjorde.
Sjældent havde Fielthena givet det nogen større omtanke, hun havde trods alt (efter hendes egen viden) formået at holde sig ude af begge lejre. Hun havde hverken været en frontløber eller kritikker af systemet under mørkets belejringer af Dianthos, fokus havde ganske enkelt ligget helt andre steder den gang. Nu som voksen kunne hun ikke være mere ligeglad. Lyset var naturligvis godt for forretningen, men uanset hvilken retning landet gik i og hvem der sad øverst i hierarkiet, så skulle Spurven nok klare sig - det gjorde hun altid.
Alligevel fandt hun nu sig selv med en fod i den ene lejr. Narret ind i den, kun for at finde sig selv stående med ryggen mod en mur. En tilstand lejemorderen på ingen måde brød sig om. Med fornuftens stemme druknet i bunden af en af de tømme grønne vinflasker, lukkede døren til guldsmedjen tæt bag hende.

Foden gled på den fugtige tagbeklædning, sendte hende i knæ på tagryggen. Normalt ville det have fyldt den friske morgenluft med en irriteret knurren rettet mod hende selv for sin egen fodfejl, men i stedet ledte det nærtstående fald et latterfnys, der hæftede sig i et smil under de vinrøde kinder.
Med balancen genvundet, forsatte Spurven sin færd over Dianthos til et improviseret møde med Skyggen selv. Ikke nært så yndefuldt som sædvanligt, men det var stadig med en imponerende målrettethed og tilstedeværende koordinationsevne, at hun fandt vej til det gamle bogbinderi; Bind og Sting.

"Dig! Og jer to andre, jeg har en fisk at pil-" hun brød sig selv af. Brynene rynkede sig samen nærmere mod næseryggen, mens øjnene smallede sig for at fokusere på én af de tre mand, der alle havde de samme træk af indsunkne kinder og skyggefyldte dybt læggende isblå øjne. Kun for at måtte opgive. "Nej ikke fisk, men du ved nøjagtig hvad jeg mener. Mørke mand, Skygge skaber - Skygge." en anklagende finger rejste sig op mellem dem, inden den lige så hastigt sænkede sig ved realiseringen af, hvilken beklædning der tildækkede Zahinael's langlemmede krop. Med en knapt så diskret vrænge på næsen og uden at forklare sig for, hvordan hun var kommet ind i hans hus udbrød brunetten med en kant af foragt i stemmen "Hvad er det du bærer?...".

Det var midt om natten, og selvom man skulle tro noget andet om Mørkets Skygge, brugte han den faktisk på at få indhentet noget søvn. Selvom han var dæmon, kunne han ikke være vågen for evigt - hvor meget han end ville ønske, han kunne. Da en tjener ydmygt havde rusket ham vågen, havde han nok håbet på lidt mere af en nødsituation end "En beruset dame kom til døren, Herre - åh øh, nu står hun i køkkenet.", men da han fangede et glimt af det bølgende, brune hår gennem sprækken i døren, sukkede han og stod op. Droppede søvnen for vigtigere ting. Potentielt vigtigere ting. Det måtte Fielthena fortælle. Når hun var mødt personligt op, måtte det da have en vis grad af relevans. Men hvad var det, tjeneren havde sagt...?
Beruset.
Ordet genlød, så snart lejemorderen åbnede munden, for halvdelen af ordene gav kun mening for halvdelen af selskabet (tjeneren talte ikke med). Dog afholdt Zahinael sig fra at afbryde, men lod hende færdiggøre sine sammenfiltrede tanker så godt, som nu muligt. Hvilket ikke var særligt godt. Alligevel kunne han ikke holde et lille, skævt smil fra at dirre i mundvigen. Mørkemand. Skyggeskaber. De var nu meget gode.
Han strammede bæltet om slåbrokken og viftede ad tjeneren, så han kunne få noget te at vågne på, før han lænede sig op ad vindueskarmen og betragtede sin lille lejemorder.
"Jeg bærer - modsat andre - mine fulde fem," svarede han roligt. "Hvad jeg har på, er lidt noget andet. Sig mig, er du fuld, Spurv?" En tanke slog ham, og han fortsatte, før hun kunne svare. Det virkede til det var det rigtige humør at være i at bringe emnet op. Prikke lidt til, om det blot var en tilfældighed, eller noget dybere stak under. Zahinael tænkte ikke på Fielthena som en, der tog en side, men selv en gammel dæmon kunne jo blive overrasket. "Vidste du godt, at den gamle spionmester for Lyset yndede at kalde sine folk for spurve?"

Den arme tjener der havde åbnet for den ustoppelige banken mod døren, havde virkelig forsøgt at overtale kvinden på den anden side om at komme igen når solen stod højre, hvis ikke aldrig. Desværre havde han lavet den største fodfejl: åbnet døren på klem.
Insisterende havde Fielthena placeret den ene støvleklædte fod mellem dør og kam, da den blev forsøgt lukket foran næse på hende. Pres havde kun mødt et større kontra pres for at få skubbet det tunge træ op. Da en kniv æg blev kilet fast i rammen ud for de gråfarvede øje der stirre ud på guldsmeden, fik skabt en mindre choktilstand som hun ikke var sen til at udnytte: og ind kom hun.
Hun havde ikke ænset da tjeneren var strøget i forvejen, med skridt der grænsede til let løb for at vække husets herre, inden at den snalrede gæst fik ideen til at trave ind i hans sovekammer. Et ellers ganske glimrende forslag, ville Fielthena med garanti have ment, var forslaget blevet fremlagt for hende. Den selv samme tjener måtte da også tøve en kende, da Zahinael affejende bad om at blive ladt alene med kvinden.

Fnyset var hårdt i sig selv, men blev yderligere forstærket af armene der løftede sig i et kryds over brystkassen "Nej." løg hun prompte. Stærk i troen om at der i hvert fald intet var til at afsløre hun nok skulle have ladt de sidste to flasker vin stå uåbnede. Registered ikke hvordan det ene øje lukkede i, for at holde styr på alle tre spionmestrer, der pludselig blev til en.
Langsomt krøllede læberne sig i et tandsmil, der fik Spurven til at ligne en der var kommet i tanke om en vittighed, inden det barmfrit lød: "Sig mig, er du nøgen under den der hygge kåbe?". Armene havde været i færd med at vikle sig fri af hinanden, men stoppede brat. Nærmest som havde hans begyndende historie fortælling været blylodder, forsvandt smilet lige så hurtigt som det var kommet til "Hvad antyder du?" bed hun fra sig og trådte et skridt nærmere ham.

Tjeneren var smuttet hurtigere ud af rummet end ind, og efter kort tid åbnede der sig en lille lem i væggen, hvor teen var blevet hejst op. Zahinael havde dog ikke tid til at gå hen og hente den, for Fielthena var blevet truende. Sådan på en lidt nuttet måde med de alt for udspilede pupiller og let uglede hår.
"Ja, jeg er nøgen under den her kåbe," svarede han blot roligt uden at rykke på sig. "Hvis det skulle være gået dig forbi, er det midt om natten. Og jeg hentyder i øvrigt ikke til noget, for den gamle spionmester er ret så død - hun kommer næppe efter mig. Men det kunne da være morsomt, hvis det viser sig, at hvem end, der har givet dig det tilnavn, havde en forbindelse til hende. Kunne det ikke?"
Han tilføjede det sidste spørgsmål som var det en intern hemmelighed kun mellem de to. Smilet i mundvigen trak læberne ud til den ene side og hvide tænder kom til syne bagved. Var stemningen en anden, kunne det have virket rovdyrsagtigt. Lige nu virkede det som en blanding mellem nysgerrigt og moret. Noget, man ikke så tit på spionmesterens ansigt. Når han var begravet i arbejde, havde han ikke tid til den slags adspredelser, men lige nu kunne han godt gøre plads i skemaet til at se, hvad dette møde bragte med sig. Hun måtte have haft en grund til at dukke op, den lille spurv, og det var altid spændende, når Zahinael ikke kunne regne ud, hvorfor noget skete. Det var sådan noget, der gav livet krydderi. Selvom Fielthena vidst var den, der havde proppet sig selv med kryddervin for nyligt.

Det var som sit helt eget lille teaterstykke kun opført for Zahinael at beskue, da Fielthenas ansigt skiftevis antog forskellige følelsers udtryk, ved bekræftelsen af manglende klæder under roben. Der var næsten ikke en følelse der gik fri, da alt lige fra overraskelse, fordømmelse, morskab, fordrukken nysgerrighed og noget der bedst kunne beskrives som afsky, malede sig frem i det lyse ansigt.
Bevares Skyggen var da ikke den grimmeste mand man kunne opdrive i landets hjerte, med træk lige så skarpe som de blå øjne der var vendt hendes vej. Det var bare aldrig med de øjne eller de tanker, at Spurven havde taget ham i betragtning, alligevel var det svært ikke at lade tankerne svømme i floden af beruselse. Guldsmeden knejse med nakken, da hun fik hold på sin egen letsindighed. "Selv for en mand af din position, så er det et modigt valg at sove som Isari bragte dig til verden..." Kom det lige ud lige så tørt som de tilkalkede murer udenfor, mens hun fordømmende løftede begge øjenbryn. Han burde vide bedre, burde han ikke?
Hun løftede den ene hånd affejende for hans logik om tidspunkt for dagen. Ja, ja det var måske lidt mørkt udenfor, men hun havde været en kvinde med en agenda, og så var det sekundært om det var en passende tid at banke døren op. "Ha ha, så sjovt." Kommenterede hun under det hårde fnys. Uden evne i at kunne se, hvad det sjove skulle være i muligheden for at have gjort begge sideres beskidte arbejde. "Din humor kunne godt trænge til en fin justering, Skygge." Øjnene klemte sig sammen, så hun stirrede på ham gennem smalle sprækker. "Jeg ved ikke hvem du tror du er eller hvad du tror jeg er, men du undlod vidst at fortælle en ret vigtig detalje. Gjorde du ikke?" En anklagende finger blev rettet hans vej "Jeg er lige glad med hvem du arbejder under, hvem der hvisker dig i øret eller hvem du sørger for kan sidde godt og trygt, så længe du betaler prisen. - Men jeg vil ikke finde mig i at blive taget i røven... Heller ikke af dig!".

Mens Fielthena talte, tog Zahinael sig friheden til at gå hen til lemmen i væggen og tage bakken med te ud. Én fin, lille kande og to krus. For nok var Fielthenas stemme tør og krævende, men Zahinael følte sig ikke i fare. Han kendte hendes evner og vidste, at hun var yderst farlig, men hendes grund til at dukke op, var ikke at stikke ham ned. Så havde hun gjort det. Så han lod hende tale færdig, mens han skænkede i begge krus, tog det ene og lod det andet stå til hende, hvorefter han tussede hen og stillede sig op ad en kommode. Han var trods alt stadig en smule træt.
Fielthenas afsluttende ord fik ham til at trække på smilebåndet, mens han tog en slurk af teen, og så gav han det der humor endnu et skud.
"Jeg kunne ikke drømme om det, min kære Fielthena," sagde han. "Du er slet ikke min type ... væsen."
Mennesker kunne være fin adspredelse, men de var så skrøbelige og holdt så kort tid. Det var der jo intet sjov i. 
"Men hvorom alting er, så gør det næppe en forskel, om man sover uden noget på eller om man hopper i en af de der tynde natkjoler, der er så vældig meget på mode i øjeblikket," fortsatte han straks og fulgte op med et spørgsmål i en anden retning. Normalt tænkte han meget over det, når han gjorde sådanne samtalekrumspring, men det kunne jo ikke skade at hylle hende mere ud af den. Det var allerede herligt underholdende, når hun var fuld, så hvorfor ikke prøve at forvirre hende lidt oveni. "Så hvad er det, du ønsker at vide og hvad er det egentlig, du anklager mig for?"

Det tog noget tid inden Fielthena selv bemærkede ironien over påstanden om, at han skulle være skabt af Isari's lys. Han var mørkere end selv de tungeste skygger. Et malplaceret latterfnys pressede sig på, som hun fandt det ualmindeligt svært at forestille sig han nogensinde var set på knæ i Isari-katedralen. Han havde aldrig været rørt af lysets moder.
Alt der havde vidnet om hendes egen morskab forsvandt ind, da han nærmede sig lemmen i væggen. Mistro lyste fra hele hendes person, som et fyrtårn ud over et natsorthav "Zahinael, jeg sværger dit hoved rammer gulvet fø-" Truslen faldt tom, idet tekande og tilhørende krus blev trukket ud af væggen. Hun havde forventet at han ville gribe til våben, ikke dampende varmt urtevand. Måske det alligevel var et meget godt alternativ til det tidligere vin indtag. Ideen virkede god indtil hun tog sin første, utilstrækkelig afkølet, tår. Teen brændte hele vejen ned gennem halsen, så det nev da den passerede brystbenet og fik hende til at skære en grimasse. Kruset blev herefter sat af på bordet, kun en enkelt tår fattigere.
"Lad være med at kalde mig det." Indskød hun med en utilfreds mine uden at gøre sig ulejligheden med at uddybe. Han var en klog mand, så det burde ikke vær et større problem for ham at finde kilden til hendes vrænge på næsen.
"Det ved du godt." Bemærkede hun tørt og smallede øjnene "Jeg beskylder dig for at..." Lyve, nej. Han havde aldrig løjet, så vidt hun vidste af og hun havde aldrig spurgt nærmere ind. Allerede nu havde der igen benægtelser været. "Undlade vigtig information." Blev konklusionen slutteligt. 

En langtrukken slupren lå som underlægningslyd til Fielthenas beskyldning. 
Urteteen var udsøgt. Det måtte være den nye sending fra Lindeskoven. Det havde taget flere måneder at få en kontakt i den retning, der kunne få noget af det allermest eksklusive sendt til Dianthos uden at det landede i alle byens tehuse. For Zaladin forbyde at drikke noget almindeligt. 
Natten af Lindeskoven var på ingen måde almindelig. At smage den nu for første gang efterlod absolut ingen tvivl om, hvorfor elverne forsøgte at holde den inden for deres grænser og væk fra almen viden. Den kraftige, blå farve mindede om skumringshimlen og bragte den visuelle nydelse med ind i smagsoplevelsen. Øjnene kunne mæske sig, mens smagen gled over tungen og brændte sig fast i halsen. Munden snerpede sig sammen, tungen spændte op og kinderne forsøgte at kollapse indad. Luftvejene lukkede sig et øjeblik, da det skarpe, bitre slåenbærekstrakt ramte det følsomme indre, og bevidnede at bærene ikke havde været udsat for frost. I modsætning til deres ellers normale brug i sød saft, som var udbredt over hele landet, havde elverne valgt at bibeholde den oprindelige smag - smagen tiltænkt af guderne, da de satte bitre bær i verden. Brændenælden lå som en mild undertone, et svagt minde om sommerens underskov, mens myntens krydrede strejf lå som en sløjfe om det hele. 
Først ved anden slurk bemærkede Nael hjulkronens friske pust lige over den bitre base, og han zonede ud med lukkede et øjeblik, mens nydelsen strømmede gennem hans krop. Skuldrene sitrede under kåben og hårene rejste sig på hans underarme. En sjældent frembragt reaktion i den aldrende dæmon. Det var næsten lige så godt som at se sine modstandere falde fra hinanden.
"Og hvilken vigtig information skulle det så være?" spurgte han og tog kruset fra læberne, vendende tilbage til rummet og dets fordrukne indhold igen.

Under mere normale omstændigheder ville Fielthena være et meget langmodigt menneske, en nødvendighed når man som hende som oftest arbejdede under skyggerne. Tålmodighed der virkede bedst når alkohol ikke havde været de sidste mange timers væske indtag. Det var derfor med en voksende irritation, at det ene øjenbryn syntes at kravle nærmere den mørke hårgrænse i takt til den langvarige slupren. Ved samtlige guder i riget, man skulle jo næsten tro han havde en evighed og eftertiden med til at svare hende i. En cirkulerende hånd bød Fielthena ham at fremme sin svarproces, uden at have den store eller ønskede effekt på den kåbeklædte dæmon.
Om det var Zahinael eller bare hele rummet, der stod svajende som et træ i vinden eller bare Fielthena selv var ikke til at adskille for guldsmeden. Det hjalp dog betydeligt idet hun rettede sig op fra den lettere fremlænede stilling, hun havde antaget i den opbyggede ventetid, så hun atter stod rankt.
Skod han lige og skævlede over te? Afstanden mellem dem gjorde det umuligt for hende ikke at bemærke, hvordan en lille rystelse gik gennem skulderne og hårsækkende der trak sig, så huden blev nubret. Hvem med sine fulde fem reagerede så kraftigt på varmt vand, der havde fået smag af udtræk fra tørret plante materiale? "Er du okay?" Ordene fløj ud inden hjernen nåede at registrere de havde været på vej. I et øjeblik kunne man have været tilbøjelig til at tro, at der var en oprigtig bekymring alene ud fra hvordan hendes udtryk ændrede sig fra det irritable hun ellers havde mødt Skyggen med.
Panden rynkede sig ved spørgsmålet "Du ved godt hvad jeg mener." Hun trådte frem, til hun stod lige foran ham med en pegende finger holdt op under hans næse. "Jeg kan ikke udføre mit arbejde, hvis jeg ikke har alle relevante informationer. Du ved så som at nogen fra lyset måske kommer for at myrde mig." Vrissede hun videre.

Zahinaels ene øjenbryn kravlede næsten lige så langt op i panden som Fielthenas var i hendes, da hun spurgte, om han var okay. Det var første gang i fem menneskealdre, nogen havde stillet ham det spørgsmål, og det var første gang i hans levetid, at ordene var sagt oprigtigt. Det måtte være vinen, men selv med den påvirkning, var det så langt fra forventningerne, Zahinael havde om Fielthena. At spørge om folks velbefindende var nok det sidste, man kunne forestille sig hende gøre. Også selvom hun ikke var på arbejde. Hun virkede ligesom bare ikke rigtigt som typen.
Alting ændrede sig øjeblikket ved Fielthenas sidste ord. Sandheden skulle høres fra børn og fulde folk, og det her var en sandhed, han på ingen måde ønskede at høre. Ansigtet, der havde ligget i rolige folder, blev stenhårdt, mens det isblå blik frøs helt til is.
Zahinaels ene hånd greb om Fielthenas krave, mens den anden holdt tekoppen stabilt nok til ikke at skvulpe. Han trak hende helt tæt på, så hun ville blive nødsaget til at fjerne fingeren for ikke at få den krøllet sammen mellem dem.
"Er Lyset kommet efter dig?" spurgte han og borede blikket ind i hendes, søgende efter svar, hun måtte holde tilbage i sine ord. "Intet har tydet på, at de vidste noget om dine opgaver."
Det sidste var langt mere henvendt til ham selv end til hende, men afslørede at det bekymrede ham dybt. Der havde nok været komplikationer med nogle af Fielthenas opgaver, men Zahinael havde ikke fået informationer om, at Lyset skulle være indblandet. Det betød, at Fielthena enten ikke havde givet kontaktpersonen hele sandheden, eller at der var et hul i hans informationsnetværk. Hvis det første var tilfældet, skulle det korrigeres. Prompte. Hvis det sidste var tilfældet ... 

Fielthena slap en overrasket lyd, da hun med en pludselig blev trukket nærmere så rummet snurrede en smule. Fingeren gav efter og krøllede sig mod tynde læber, som forsøgte hun fysisk at tysse ham. Zahineal lod dog ikke til at tage større notice af ét fingers-barrieren. Kravet om at vide hvem fra Lyset der var kommet efter hende, efterlod ryggen fugt klam. Pis!
Med en hjerne arbejdede på højtryk for bare at digte et eller andet, der ikke virkede alt for meget som en søforklaring og heller ikke var en direkte løgn. Han ville se lige i gennem begge dele det var Fielthena ikke i tvivl om, selv i sin berusede tilstand. Hun trak hånden tilbage fra hans ansigt.
"Altså," Indledte hun og frugtede let læberne, købte sig sekunder "Hvis du er bekymret for at Lyset der trænger ind i dit hjem, næste gang du åbner øjnene, så kan jeg forsikre dig om det ikke er tilfældet." Blikket faldt til hånden, der stadig holdt ved kraven. Øjenbrynene rynkede sig små irriteret sammen "Og gider du så godt lige slippe, måske?" Snerrede hun advarende. Ville han snakke måtte han opføre sig civiliseret, eller i hvert fald nogenlunde civiliseret.

Zahinael slap ikke, for han var - ja, Zahinael. Fielthenas behov betød lige så lidt som den hånd, der nåede at rage rundt i hans ansigt, inden hun endelig fjernede den. Havde han ikke drukket af teen, ville han uden tvivl have en grum sove-ånde, men den blev spurven heldigvis skånet for.
"Hvem kom for at myrde dig, Fielthena?" sagde han og ruskede i hendes krave. Måske kunne han ruske beruselsens ud af hende. Hun var jo direkte uduelig i den her tilstand. "Hvem?"
Hvis Lyset var kommet efter Fielthena, kunne de finde frem til bogbinderiet, når hun kom valsende herhen midt om natten. Hun havde næppe taget sine normale forholdsregler. Hånden knugede om kraven i bitter frustration over at have et hul i sin viden. Af alle ting var det her noget af det værste, Zahinael vidste. Fielthena havde oplevet noget, og Zahinael anede intet. Og hun var for fuld til at få sin tunge på gled, hvilket kun gjorde hele situationen værre.

Ved Zaladins svovlstinkende røvhul også, hvorfor skulle han også være så Zalans halsstarrig? Meget sætte hun pris på hos den lyssky arbejdsgiver, men urokkeligheden var ikke en af dem. Havde Fielthena ikke vidst bedre ville hun have været tilbøjelig til at tro han var trekvart blodhund. Måske var han? Måske havde dæmoner deres egne blodhunde?
Tankespiralen brudt af ruskende arme, der fik mavens indhold til at stige faretruende. "Hør," Fik hun klemt ud mellem to skarpe indåndinger, der tvang den værste gjalde ned "Jeg tror vi begge to vil blive rigtig kede af det, hvis jeg skal til at købe dig en ny morgenkåbe." Hun vidste i hvert fald, at hun ville være godt træt af dét senarie - næsten lige så træt som hun var af hans forsatte hold i kraven. "Så hvis du slipper mig er der både chance for jeg ikke kaster op ud over dig og, måske, er i stand til at tænke." Det ene udelukkede ikke nødvendigvis det andet, men sandsynlighed for så meget som én klar tanke kunne bane sig vej gennem sprittågerne var tvivlsomme.

For en gangs skyld her til aften fik Fielthenas ord Zahinael til at gøre, hvad hun ønskede. Han slap hende på samme måde som man ville kaste en slimet tudse fra sig og trak sig tilbage på behørig afstand af den potentielle klamhedsfontæne. Frustreret over sit eget ubehag blot ved tanken om indersiden af Fielthenas mave drejede han en halv omgang og fikserede blikket på nattehimlen, som kunne skimtes bag gardinet.
"Du har bare at få tankerne på gled i en fart," vrissede han. Mellem hans fingre dukkede to smertekugler frem, som han rastløst klikkede mod hinanden. Det var mere end vane end en trussel. "Jeg vil have alle detaljer. Forstår du det, Fielthena? Alle. Jeg skal vide, præcis, hvem der fandt dig, så jeg kan slette ethvert spor, du så skødesløst har efterladt."
Hun var slet ikke klar over, hvilken fare hun bragte hans operation i, ved at komme valsende herhen lige efter et attentat. Nok et mislykkedes ét, men stadig et attentat. Han vendte sit isblå blik mod hende igen.
"Jeg antager, du er dygtig nok til at have slået lejemorderen ihjel og skjult kroppen, så jeg ikke skal til at tage mig at dét også," konstaterede han og lagde tryk på det sidste, så der ingen tvivl var om, at det ville blive værst for Fielthena, hvis det ikke var tilfældet.

Sendt i ubalance idet knoglede hænder med et ryk sig tilbage måtte Fielthena med en fægtende arm gribe efter det første faststående ankerpunkt, der kunne forhindre et mindeværdigt møde med det gulvplankerne. Glasplinter sprang omkring fødderne på dem. Et offer for den genvundne balance, der fik triumf til at sitre i mundvigene. Hun måtte erstatte hvad end der nu lå spredt udover gulvet i morgen, hvis altså hun huskede det.
Med følelsen af igen at kunne trække vejret ordenligt rettede Fielthena sig op, og lod håndfladerne glide over skjortens ny erhvervede folder. "Du er virkelig ikke en særlig god vært, er du klar over det?" Bevares hun var da også kommet ganske uanmeldt, men man måtte da vel godt forvente at en mand af hans position havde lært bedre manerer.
Blikket løftede sig i et skarpt ryk fra de glattende hænder. Skødeløst, måtte hun da være fri! Nej, skødeløst ville være at flå hans stemmebånd ud for at komme med sådanne bespottelser. "Undskyld mig?" Øjnene borrede sig ind i hans. Nok var hun mere fuld end hvad godt var, men han havde absolut ingen grund eller ret til at stille sig tvivlende. Havde hun måske ikke udført de opgaver han havde hende til fuldkommenhed? "Jeg er i uden mærket stand til at ryde op efter mig selv, tak." Snappede hun fornærmet med sammenklemte øjne.
"Det var en tjenestepige. Hun kom ind på kontoret ligesom jeg var ved at gøre et endeligt på Hr. Atkin." Teknisk set var det ikke en løgn. Zirra var trods alt iklædt kyse som en tjenestepige "Det lykkes hende at stikke af ud gennem vinduet, men jeg har taget hånd om hende før hun kunne nå at melde tilbage til sin overordnede." 

    Zahinael kunne ikke holde sig fra at himle med øjnene. Fielthenas opførsel var så langt fra tolerabel, at havde hun ikke været så afsindigt dygtigt til det, hun gjorde, havde han smidt hende ud af vinduet med hovedet først. Alene hendes tone fik det til at krible i fingrene på ham for at kværke hende på stedet trods hendes talenter.
    "Har du i det mindste gjort det af med Atkin?" spurgte han i stedet i en kraftanstrengelse af dimensioner, mens han masserede den ene smertekugle ind i sin egen pande. "Og helst på en måde, hvor dit sammenstød med tjenestepigen ikke alarmerede hele husstanden. Hvis han har haft én fra Lyset ansat i sin stab, kan der sagtens have været flere. Eller de har haft færten af, at han var i livsfare, inden vi slog til."
    Uden at tage sig af, at Fielthena havde spredt glasskår over hele gulvet, da hun væltede en vase ned, og at han stadig var barfodet, gik han tværs over rummet og hen til en lille skænk, hvorfra han fremdrog en notesblok og begyndte at skrible navne ned. Alle dem, som havde vidst noget om Atkin, deres planer og mandens lille flirt med døden. Nu var tjenestepigen pludselig ikke så vigtig mere. Ansat af Lyset var nok til at bekræfte for Zahinael, at nogle planer var blevet lækket eller opsnappet, og det var nok til at gå operationen grundigt efter i sømmene.

Et naturligvis lagde sig skarpt på tungen, inden det i et øjebliks fornuft fra vintågerne gik til grunde igen. Løgnen ville have været nem, simpel endda, hvis det havde været overfor alle andre end mørkets Skygge, der havde en alarmerende evne til at gennemskue den slags usandheder.
"Nej." Tilstod hun endeligt, og modstod den kropslige respons at ryste på hovedet imens. "Det er for risikabelt at tage hånd om ham på nuværende tidspunkt, men det er klaret så snart muligheden byder sig." Tilsværgede hun ufortøvet, men kunne ikke helt undlade at lade den tynde hud over næsen rynke sig ved lyden af knasende glas under bare fødder.
Den udeblivende smerte reaktion fik dog Fielthena til at sænke blikket. Hun tog de blodige spor ind inden hun igen løftede blikket og ufortrødent lod procenterne tale. "Hvad er der galt med dig?" Spørgsmålet langt mere nyfigent frem for anklagende.

    "Lejligheden byder sig næppe lige så perfekt igen," svarede Zahinael. "For nu må du holde dig væk derfra. Lad os håbe, hvem end der har lækket det her, ikke har kendt til din indblanding, så du stadig er en ressource, vi kan bringe i spil."
    Det var som at gå på glasskår, hver gang en operation mødte den her slags modstand, og Zahinael ville til enhver tid foretrække at gå på rigtige glasskår end at skulle være så forbandet forsigtig, som det her nu krævede. Mindst fem personer skulle omdirigeres i deres opgaver for at finde lækket, og det gav mere end én hovedpine at få den slags til at ske uden at folk fattede mistanke. Primært andres hovedpiner, godt nok, men hvis hovedpinen blev for stor, ville nogen lægge mærke til det. Og hele pointen lige nu blev at sørge for det ikke skete.
    "Nogle ting er vigtigere at tage sig af hurtigt," lød hans svar til Fielthenas upassende spørgsmål, og nu hvor han var færdig med at skrible navne ned, ringede han med en lille klokke, hvorved en tjener kom ind og helt af sig selv fandt kost og fejebakke frem. Zahinael behøvede intet gøre, for han omgav sig med tilpas dygtige folk til, at de godt kunne regne ud, hvad der var brug for,  når en vase lå smadret udover hele gulvet.
    "Er der andet af værdi, som jeg bør vide nu, Fielthena, eller er du klar til at gå hjem i seng og afvente de næste ordre?" spurgte han så, og blev stående ved skænken mens vasen blev samlet op mellem dem. "Jeg forventer, du er tilpads ædru i morgen eftermiddag til at jeg kan sende bud efter dig."

"Klart ikke okay." Mumlede hun mest for sig selv i hvad der dårligt nok kunne betegnes som en hvisken, før spidsen af tungen væddende gled over underlæbens bløde kurve, og vaskede optakten til protest bort. Han havde jo ret. Risikoen var for høj, også selvom hun kendte Atkin's daglige gøremål og dårligste vaner lige så godt som var de hendes egne, og formideligt stadig uden større besvær ville kunne gøre en ende på hans dage. 
"Lad mig se. Et fejlslagent mordforsøg grundet infiltration og indblanding af Lyset." Opremsede hun med blikket hvilende på tjeneren og skubbede et skår nærmere med foden. "Hmm, nej jeg tror vi har været over det vigtigste." Afrundede hun af, stadig ikke villig til at røbe Zirra's identitet. 
Indforstået på at deres lille nattemøde var ophævet, nikkede Fielthena kort til svar. Hun ville unægtelig have huller i hukommelsen den følgende morgen, mens hovedpinen der truede var ikke noget helbredende hænder ikke kunne klare.

"Lad være med at komme før Zaladin selv har hævet sig fra sin trone." Lød det i døråbningen på vejen uden.

    Ordre fra underordnede var ikke noget, spionmesteren normalt fandt sig i, og kommentaren fra Fielthena tangerede til at være en sådan en. Men der var ingen grund til at afrette hende lige nu. Den slags var bedre gjort, når modparten ville huske det dagen efter. Derudover var det ikke realistisk, at Zahinael ville komme før solen havde trukket sig fra himlen. Der var simplethen for meget arbejde oven på denne gedine fejl, og han havde allerede regnet ud, at det ville tage mere end fjorten timer at rette op på med de forskellige folk, han skulle have fat i, og deres varierende døgnrytmer. Men det vigtige var heller ikke at overholde et tidspunkt for Fielthena. Det vigtige var, at hun var klar, når han sagde hun var - uagtet om han havde tid endnu eller ej.
    Mellem Zahinaels fingre var der kommet en smertebobel til til syne. Han havde drejet den mellem fingerspidserne, og idet Fielthena gik ud ad døren, sprang den og lod essens væde indersiden af hans hånd. Uden at fortrække en mine gik han over mod en stol, mens en tjener trådte frem fra skyggerne, som om han forventede, at hans herre ville give en ordre. Han skulle ikke vente mere end et øjeblik.
    "Gør klar til at tage notat."