Og nu var han her igen - ikke desperat søgende efter arbejde ombord på et af de utallige piratskibe, der lå trygt og vuggede i bugten, mens deres kaptajner og sømænd tog for sig af både mjød og damer på de lokale beværtninger - nej, han var her, fordi han sejlede under sin egen kaptajn og hendes Mørkelviske besætning. Endelig havde den lunefulde havgudinde tilsmilet ham og givet ham et sted, han kunne høre til..
Men helt, tilsmilede hun ham vidst ikke i dag.
Det gippede i den slanke elverskikkelse, da han hørte en skrigende lyd lige bag sig og han måtte hastigt dukke sig, som en måge fløj ned mod ham med sine små, beskidte kløer udstrakt. Zafael bandede, og det var ikke så få beskidte ord, han havde lært i sin tid på havet, mens han automatisk greb efter sværdskæftet. Men mågen dansede uden for rækkevidde for at sætte sig på kajen lidt længere fremme, spottende ham med sit skingre skrig.
Her stod han - stift nedstirrende fuglen, men kunne ikke rigtig få sig selv til at bevæge sig nærmere kræet.
