Kroen var slidt og faldefærdig - men det var alt i Fristavn, hvis man ikke betalte for det allerbedste, og det gjorde piraterne sjældent. Derfor var det også fem rimeligt forsigtige bank, Lynn lavede på værelsesdøren, for den lignede vitterligt, at den kunne falde fra hinanden, hvis hun lænede sig op ad den for længe.
Den røde uniformsjakke var vendt på vrangen, så det mørke forstof faldt mere i et med Fristavns gadeslum og de grimme syninger lignede helt almindeligt skrædderarbejde på disse kanter. De finde kanter bulede ind mod hendes arme, men det var bedre end at blive røvet, fordi hun havde en flot jakke, eller værre: Blive genkendt.
Det hvide hår var bundet i en stram fletning og snoet op om hovedet i en frisure, der var en elverprinsesse værdig (og som Lynn stadig hadede Sefris for at pointere var det bedste at gøre med lokkerne), og en bredskygget hat dækkede for hele herligheden. En bredskygget pirathat for at det ikke skulle være løgn, for hendes egen havde været alt for flot at gå i land med.
Men i land var hun blevet nødt til at gå - selvom det var i Fristavn og selvom netop Fristavn var blevet et væsentligt farligere sted for hende at færdes. I hvert fald, når forfremmelsen slap ud. For nu havde hun et par uger, hvor hun stadig bare var kommandørkaptajn, og her på vej tilbage til Krystalpaladset og den officielle ceremoni, havde hun valgt at gøre et stop. Blot en enkelt nat, fordi hun havde fået nys om, at en vis rødhåret kaptajn var gået i land et par dage tidligere. Og det havde absolut ikke været nogen udfordring at opstøve hans kro og værelsesnummer - der var kun én, der passede på hans beskrivelse.
Hånden var stadig løftet efter det sidste bank, men hendes blik var ikke rettet lige frem. Det var faldet ned mod de beskidte gulvbrædder, for hvordan kunne hun se ham i øjnene med det, hun havde tænkt sig at sige - at gøre? Alt det ansvar, der nu tyngede hende skuldre gjorde hele det her eventyr umuligt. Hvor det aldrig burde være sket, blev det nu nødt til at nå til vejs ende. For landets bedste.

Det hørte til sjældenhederne at Royce gik i land, for mere end blot arbejde og fornøjelse, for langt oftest fandt han mere ro ombord på sit skib, til lyden af bølgerne imod skroget, dets knagen og knirken, men til en forandring havde han lejet sig ind på kroen i Fristavnen. Arbejdet var blevet for meget, dagene for lange, og et afbræk var alt han havde brug for. Et par dage ikke omgivet af tåber, der konstant plagede ham med dumme spørgsmål, drevet af kødelig lyst og grådighed. Forstod de dog ikke vigtigheden i, at vide hvornår man holdt lav profil, og hvornår man kunne høste frugten. Frustrationerne havde hobet sig op, hans vrede havde styret hans tanker, og en scene forandring var nødvendig, for ikke at skulle skifte ud i skibsdrengene, efter... uheld. For hans 1. styrmand, havde det med at blive knotten, når netop de slag uheld opstod. 
Siddende bag det skrivebord, som han havde krævet placeret på værelset af krofatteren, sad han dybt begravet i sit arbejde. At føre forskellige logbøger, især en skjult en af slagsen, krævede omhyggelighed og fordybelse, for den ene var ganske særlig, idet den fremstod med blanke sider, men lignede den gamle og slidte på en prik, som var det den nye der snart skulle indvies, fordi den anden snart løb tør for sider, lå åben foran ham. Skriftet var kun lige synet bort på papiret, da en banken, så dæmpet på døren, at han knap hørte den, fik ham løsrevet fra sine tanker.
Han var ikke just hvad man kunne kalde anstændigt klædt, for han havde ikke kaldt på hverken en kropige, lystpige eller nogen af sine skibsmænd. Han havde søgt fred, og nogen vovede at forstyrre den. Fugen i hans pande, trak sig sammen, inden han rejste sig op, så stolen beklagende blev skubbet over gulvet med en knirken og knagen, fra træ imod træ. Han havde kun sine benklæder på, for skjorten lå henkastet på sengekanten, mens den store, mørke og lange frakke med pelskanten, var slynget om stolens ryglæn. Håret sad rodet, fra de mange gange han havde rodet op i det, mens hans papirer og regnskaber blev ført ajour, selv klappen for det øje han havde mistet i kamp, var fjernet fra sin vanlige plads og lagde på bordet, ved siden af fjerpennen og blækglasset. 
Med lange skridt, der fik gulvet til at knage, bevægede han sig imod døren, for at finde ud af, hvem der vovede at forstyrre hans fred, og hvorfor. Og da han trak døren op, og blev mødt af et yderst genkendeligt og savnet ansigt, var overraskelsen ikke til at tage fejl af i hans udtryk. Blikket var låst fast på de øjne, han kunne genkende hvor som helst, uanset hvilken forklædning hun måtte gemme sig bag. Fugen i hans pande blev ikke mindre, tvært imod lod han blikket glide over hendes ansigt, for han havde hørt nogle rygter, rygter han ikke håbede hun var dukket op for at bekræfte, men fornemmelsen af netop det var tilfældet, fyldte ham. Han var splittet! Splittet imellem det øjeblikke begær han følte, og vrede, ubeskrivelig stor vrede. 
Med tøjlerne helt spændt op, trådte han et skridt til siden og åbnede døren mere for hende, i sin tavse invitation indenfor. 

Døren blev åbnet. 
Det var nu eller aldrig. 
Lynn tog en dyb indånding og hævede blikket. 
Hans udseende burde måske have chokeret hende. Ikke fordi han var letpåklædt eller havde uglet hår, men mere fordi han ikke havde dækket sit ødelagte øje til, og arvævet så lige så slemt ud, som man ville forestille sig. Men Lynn så intet af det. Hun druknede i det ene, smukke øje, mens hele hendes krop skreg at hun skulle kaste sig om halsen på ham. 
Men det kunne ikke ske. Ikke mere.
Med invitationen indenfor tog hun et enkelt skridt ind og ventede til han havde lukket døren bag hende. Den her slags var bedst sagt for lukkede døre. Også selvom Fristavn havde så mange revner, at man ikke kunne tale hemmeligt nogen steder.
"Jeg kan ikke blive længe," sagde hun og samlede sine rastløse hænder bag ryggen.
Hvor ville hun dog ønske, hun kunne blive. Lægge ansvaret på hylden og gemme havets strabadser til en anden dag. Eller et andet liv.
Lynn rankede ryggen og mødte blikket, hun havde lyst til at bruge resten af sit liv sammen med. Piraten, hun burde trække til Dianthos og få hængt.
"Royce, jeg er kommet for at gøre det forbi," sagde hun. "Vi har kurs mod Dianthos, hvor Lysets Dronning vil overdrage mig titlen som admiral for flåden."

Det krævede alt i ham, at holde fatningen, da hun trådte ind af døren. Den ranke formelle holdning, hun havde. Det kriblede i hans hænder for at række ud, trække hende tæt ind til sig, og få hende til at glemme hele verden, som han vidste han kunne. Med kæberne bidt hårdt sammen, gik han over til det store massive skrivebord, hvor han lukkede begge logbøger, før han vendte sig imod hende igen, han lænede sig tilbage imod skrivebordets kant, med armene over kors, mens hans blik granskede hendes ansigt, da hun begyndte at tale. 
Han skubbede fra bordkanten og gik mod hende med hurtige skridt, til han stod lige foran hende. Han kærtegnede hendes kind, med blide strøg mens hans blik granskede hendes, for det kunne umuligt være hendes ønske, ikke hvis hun følte som han gjorde, men hendes ord sved, mere end han nogensinde ville indrømme, da hun fortsatte. Det var slut? Han nægtede at godtage hendes ord, selvom det ville besværliggøre alt, og i sidste ende kunne det bringe hende i farer, men han var pirat, egoisme fulgte med den tjans. 
"Overbevis mig om det virkelig er det du ønsker, og jeg vil lade dig fortsætte din færd til Dianthos, fejler du vil jeg ikke stoppe med at kæmpe for os..." Hans stemme var fast, men det varme punkt han havde for hende skinnede igennem. Inden han trådte et skridt nærmere hende, så han kunne mærke hendes varme ånde imod sit bryst. Hendes duft fyldte luften omkring ham, og trak ham nærmere. 

"Sig mig, Royce Murray, hvor dum er du?" spurgte hun med den hårde, officielle tone, hun havde anlagt, selvom det slet ikke passede til hendes ord. "Selvfølgelig er det ikke det, jeg ønsker, men det er ikke ligefrem det, det her handler om, er det? Admiralen har været forsvundet for længe, og det er på tide, at nogen tager ansvaret. Det her er større end mig. Det er for landets bedste."
Om hun så havde lyst eller ej. Følte sig egnet eller ej. Og uanset hvad andre sagde om hende, men det kunne næppe være værre end hvad de havde sagt om Bastian. Der havde floreret nogle grumme rygter om dén mand.
Det krævede meget af Lynn at blive stående med armene bag ryggen og hagen hævet. For ikke at tale om øjenkontakten. Ét var Royce. Bare hans tilstedeværelse i rummet. Noget andet var hvad han havde været i gang med og hvad han havde gjort som det første, da hun kom ind: Lukket logbøgerne. Det understregede pinefuldt, hvorfor hun blev nødt til at gøre det forbi. Den slags kunne hun umuligt vende det blinde øje til, når hun var admiral for hele Lysets flåde. 
Det kriblede i hendes fingre for at bryde den stive positur, kaste hatten af og lade håret falde fra den stramme opsætning, der synes at nive i hårbunden. For nu blev hun stående med så bestemt et udtryk, hun overhovedet kunne mønstre (lidt havde hun da lært af at være mor) og et uafvigeligt blik.

Royce kunne ikke, selv hvis han ønskede, gøre noget for at stoppe det smil, der bredte sig om hans læber. Hendes tone var hård, men hendes ord, kunne ikke matche den. For selvom han forstod alvoren i hendes forfremmelse, kunne han ikke bare opgive den besættelse han havde af hende. I stedet tillod han sig blot, i en let bevægelse at fjerne hendes hat og kaste den over på sengen. 
Hans blik gled over den stramme opsætning af hendes hår, det hår han elskede og forbandede langt væk, for mødet med dets evner var ikke glemt for ham, men som alt andet ved hende, var det perfekt. 
Hans blik søgte hendes, smilet nåede hans øje, da deres blikke mødtes. "Du fortjener den forfremmelse, mere end nogen anden. Hvilket jeg er overbevist om, Sefris også har fortalt dig.." Der var en vis stolthed at spore i hans stemme. Kærligt strøg han fingrene over hendes kind. "Men det betyder ikke, at jeg bare kan lade dig gå. Vi finder en vej, sammen.." 
Det måtte kunne lade sig gøre, han var vant til at finde løsninger på sine problemer, selv med ting der virkede helt håbløse. Det var en af de vigtigste egenskaber, som pirat. 
Han gav sig til at løse de bånd, der holdte den stramme fletning bundet op omkring hendes hoved, selvom fletningen var smukt udført, var han overbevist om, hun umuligt kunne li den opsætning. 
Hendes forsøg på at blive i den ranke positur, morede Royce og gav ham blod på tanden for at fortsætte, for at se hende smuldre mellem hans fingre, mens han med de blideste bevægelser han kunne præstere, løsnede den sidste snor, så hendes hår faldt frit ned over hendes ryg. Han lænede sig frem imod hende, for at hviske hende i øret. "Meget bedre.." Inden han placerede et fjerlet kys på hendes kind.

Hans hænder var som frisk luft efter en nat i bunden af skroget. Selvom berøringerne primært var på hår og hat, trak det i alle de spændte ansigtsmuskler for at slippe masken og give sig hen til ham og den længsel, hun ikke kunne løbe væk fra. 
Selvfølgelig havde Sefris fortalt hende, at hun fortjente forfremmelsen. Det havde flere. Ikke at de nødvendigvis troede, hun var den bedste til jobbet - primært på grund af hendes knapt så rene mund - men ingen havde bedre forslag. Den slags var trods alt lidt en følgesygdom, når man drog til søs. 
Men inden i var hun stadig fyldt med tvivl. Over opgaverne. Forandringen. Hele den omvæltning, det ville betyde for hende og hendes mandskab... Og for Royce og hende. Den umulige relation, hun havde indladt sig på, var pludselig endnu mere umulig. Den kunne hun ikke have, mens hun stod til ansvar over for Lysets Dronning. 
Lynn skævede over til skrivebordet.
"Tænk dig nu om, Royce," den hårde tone var ved at fortage sig. "Hvis jeg læser i de bøger henne på bordet, er der mere end nok bevis, er der ikke? Jeg ville være nødt til at hænge dig. Om en uge er jeg admiral." Hun lænede kinden mod hans arm lige inden han trak den til sig. Det var befriende at mærke håret blive løsnet, men hjertet var stadig tynget af ansvarsbyrden. "Så kan jeg ikke se igennem fingre med sådan noget mere."
Hun flyttede sig ikke, da hans læber rørte hende kind, men hun kunne heller ikke skjule det gys, det sendte gennem kroppen. Skuldrene sænkedes og endelig slap hænderne grebet bag ryggen. Hun drog et dybt suk og sænkede blikket til gulvet.
"Jeg ville ønske, der var andre muligheder."