Hans kind blev varmere og varmere for hvert et øjeblik der gik, alt mens det blev umuligt at kigge væk rummet blev tåget og forsvandt mere og mere som kun hans ansigt blev tilbage. De, fangende blå øjne, det korngule hår, hun havde lyst til at sige så mange ting til ham men fandt aldrig ord der passede, ord der gav mening. Hånden som hvilede om hans blev tungere, og tungere og hun kunne sværve der var en tåre der begyndte at falde fra ham. En tåre hun forsøgte at fange på sin fingre, lige før tågen blev sort. Ro. Endelig var der ro.



Roen forsvandt, som hun fandt sig selv siddende på knæ, blikket låst på den lille dråbe på hendes fingre spis, solens lys ramte den i sådan at dens kerne glitrede i regnbuens farver. Blikket faldt forsigtigt fra dråben, til den lune aften sol som var ved at ligge sig over Dianthos, skyggerne fra de oprakte sten omkring hende lagde sig let over hendes blik netop som solen blev hendes mål for blikket.
Oprakte sten. Noget der først gik hendes sind forbi men det begyndte at klikke, som hun træk blikket tilbage til dråben, og så et navn lige bag dråben. Hånden faldt til hendes skød, og hun stirret på navnet, på stenen.



Hun sank en klump som hun lod blikket glide omkring dem, en kirkegård, hun sad på knæ, i en kirkegård. Hendes ryg føltes forfærdeligt tung, hendes knæ var ømme, nakken stiv, hvor længe havde hun siddet her? Blikket gled ned af sig selv, en sorger uniform, til at ære døde kollager. Blikket gled langsomt op, tilbage på graven, tilbage på sin mands grav. Hænderne begyndte at ryste, blikket tåget, skulderne faldt, og blikket gled på graven ved siden af.

    I dagens anledning var den ugentlige familiemiddag blevet rykket ud i Eylias lille have bag byhuset, og hele familien Reynlest var blevet bænket omkring det vejrbidte plankebord, der stod under det veltrimmede lindetræ. Hele familien Reynlest og så familiens nyeste tilføjelse, hvis Ersten da ellers stod til at få sin vilje...
    Treston lænede sig ind over bordet og stillede moderens enorme salatskål fra sig med en godmodig puffen til Sorris, da det lille monster ikke gad rykke på sig, så der blev plads. Undervejs skævede han til Erstens mørklødede, sorthårede skønhed, der sad nede for bordenden fordybet i høflig samtale med Zirra. De havde mødt hinanden under Erstens udstationering - via arbejdet med pestofrene, som Ishai havde stået knædybt i, grundet sit erhverv som healer. Meget mere havde Ersten ikke nået at fortælle Treston, siden han for få dage siden var vendt tilbage til Dianthos med kvinden, der ifølge ham selv stod til at blive hans kommende brud.
    "Far kommer til at kæmpe imod med næb og kløer..." havde Treston bemærket med en undskyldende grimasse over dén velkommen-hjem-øl han havde købt sin storebror. Han brød sig ikke om at indgyde falske forhåbninger og havde derfor valgt at give Ersten sandheden - råt for usødet: "Du ved, at han havde store planer om at få giftet dig opad..."
    "Så må han jo kaste sine ambitioner på dig og Zirra i stedet," havde Ersten bare svaret - optændt af en underlig oprørskhed, Treston ellers sjældent havde set i sin storebror. "Jeg har besluttet mig, Treston. Hun er skøn, og jeg vil være sammen med hende resten af mit liv - om far kan lide det eller ej."
    Nu sad Dastor for bordenden modsat Zirra og Ishai og studerede de temmelig umage kvinder med en alvorlig, ulæselig mine - som om han ikke helt kunne beslutte sig for, hvad han skulle mene om det hele, og mens han nærmest demonstrativt ignorerede Erstens kampberedte modstirren. Eylia vimsede lidt befippet rundt og hældte cider i folks glas eller rettede dugen til, og Treston skulle netop til at vende sig om for at hente stegen, der stod og hvilede indenfor på køkkenbordet, da moderen lagde en hånd på hans arm som tegn til, at hun nok skulle klare det. 
    "Hvorfor fortæller du ikke din fader lidt om, hvordan turen til Smarana gik?" foreslog hun på en måde, så Treston fik mistanke om, at hun i virkeligheden bad ham aflede Dastors opmærksomhed, så han og Ersten ikke straks skulle finde grund til at fare i totterne på hinanden. 
    Treston nikkede og gav moderens hånd på sin arm et klem tilbage. Så slog han sig ned ved siden af sin far. "Fik jeg fortalt dig om problemerne på Nordvejen, far?" spurgte han indledningsvist og fordi han vidste, at Dastor havde været én af de seniorofficerer, der havde planlagt dén operation, Treston var kommet tilbage fra i starten af ugen. "Det viste sig, at en tre-fire grupper landevejsrøvere havde slået sig sammen om at plyndre kornkaravanerne fra Medanien. Vi fandt dem i udkanten af den nye elverskov imod vest og det var nær blevet en større, diplomatisk katastrofe..."

Dastor besvarede Trestons forsøg på samtale med sin sædvanlige uimponerede brummen, som ikke rigtig fik noget nogen steder hen, men da i det mindste heller ikke lukkede helt ned for at fortsætte. Hans blik sad fastlåst på kvinderne for bordenden, og kvinderne for bordenden vidste det godt.
"Er han altid sådan?" spurgte Ishai lavmælt med sin tykke, sydlandske accent. Nu turde hun bringe det på banen, for det at Treston snakkede med Dastor gav den åbning, hun havde ventet på, hvor den misbilligende fader ikke bare ville høre det.
"Mh-hm," bekræftede Zirra med et uimponeret øjenbrynsløft, der faktisk mindede ret meget om hendes faders udtryk. Uimponerede af hinanden - det kunne de da være fælles om. "Han havde håbet at gifte Ersten opad, forstår du."
"Ja, det sagde han godt nok - men kan han ikke sige nej? Stoppe det hele?" Ishais stemme havde en smule frygt i sig, og det var tydeligt, at Ersten i hvert fald ikke havde taget en dybdegående samtale med hende omkring det her.
"Pfft, har du ikke forelsket dig i mit storebror-fjols?" spurgte Zirra. "Tror du selv, han lader sig omstemme bare fordi far siger det? Han er en dygtig ridder, der gør, hvad der bliver sagt, jaja, men har han først besluttet sig for noget, skal der seriøse mængder guddommelig indblanding for at få ham på bedre tanker. Det gælder i øvrigt også dårlige beslutninger - så er du advaret om, hvad du går ind til."
De delte en hjertelig latter, og Ishai så ud til at blive lidt lettere om hjertet.

Da mor Eylia kom ud med det sidste mad, blev Zirra venligt, men bestemt skubbet over på langsiden af bordet, så Ersten kunne indtage siddepladsen ved siden af sin kommende hustru - og lægge en meget fast arm omkring hendes skuldre, så farmand kunne se, at dén del ikke var til diskussion.
"Skål for en ny, lysere tid," proklamerede Eylia, da hun havde sat sig og taktisk inden folk havde alt for meget mad i munden. Og det var i sandhed en lysere tid, de gik i møde - forhåbentlig uden flere dæmoniske plager.
"Der er ikke noget at skåle for," kom det tvært fra Dastor, der havde lagt armene over kors og end ikke rørt sit glas.
Zirra havde sat sig ved siden af Treston, og hun lænede sig skråt ind mod ham.
"Det her bliver noget lort," hviskede hun.

    "Bliver?" gentog Treston med en hvisken og et øjenbryn, der langsomt blev hævet en anelse, mens han betragtede bordet og løftede glasset med et smil imod deres mor. Dét hér var allerede en forbandet katastrofe...
    "Jeg prøvede at få far distraheret med historier fra felten," oplyste han - stadig med en diskret mumlen ud af mundvigen. "Det virkede ikke... Og så løb min opfindsomhed tør..."
    "Er det din første gang i Dianthos, Ishai?"
    Det var naturligvis Eylia, der sørgede for at starte den høflige fællessamtale, så det ikke bare skulle ende med, at hver bordende sad for sig. Ishai sendte hende et strålende smil af dén slags, der kan lyse et helt rum op, og stillede delikat glasset fra sig igen.
    "Ja, det er faktisk min første gang - selvom jeg jo har rejst en del som følge af mit erhverv, tror jeg ikke, jeg nogensinde har været mere nordligt end Zircon. Det er dejligt at få mulighed for at se Lysets hovedstad."
    Treston mente, det var tid at melde sig på banen igen - sige noget dumt, der måske kunne lette stemningen lidt. "Jeg håber sandelig, at Ersten har vist dig andet og mere end bare Paladset og Den Hellige Bydel! Selvom det kunne ligne ham, at lade være..." Han lænede sig lidt frem over bordet imod hende, som ville han sige noget privat: "Et lille tip herfra: Hvis du sørger for, at han får et par øl indenbords først, bliver han pludselig medgørlig som en lille hundehvalp... Og så kan du få ham til at vise dig hvad-som-helst."
    Det var først da Ishai slap en melodisk, overrasket latter løs, at det gik for Treston, at hans ord kunne misforstås, og inden han nåede at redde sin fadæse havde Ishai med et glimt i øjet svaret: "Dét skal jeg huske, Treston!" Og Dastors tordenvejrsblik blev en tand mørkere. 
    "Var rejsen hård?" brød Eylia atter en gang ind - med en lille, desperat kant om stemmen - og men Ishai og Ersten gav sig til at svare hende, lænede Treston sig atter ind imod Zirra.
    "Måske det ville være mere nådigt, bare at gøre det hurtigt af med både Ersten og Ishai, inden fars dræberblik får skrællet huden af dem..." kommenterede han lavmælt - gemt bag et smil, der ved Guderne kun var for resten af bordets skyld. Så kom han pludselig på noget, og vendte sig imod Dastor med en påtaget, interesseret mine. 
    "Far! Var du ikke kort udstationeret i Rubinien lige efter besættelsen? Nede for at hjælpe de af vores folk, der formåede at flygte, tilbage til Lyset?"

Zirra skar tænder til hun var sikker på, at hele bordet kunne høre det, mens Treston sagde alle de rigtige ting til at tordenskyen over Dastors hoved voksede sig større. 
"Jeg tror en fælles aflivning ville være mest nådigt for os alle sammen," nåede hun at hviske tilbage, før Treston atter tog ordet og bragte samtalen hen på flere ting, Dastor åbenlyst ikke var fan af.
"Det var jeg," lød Dastors stemme og det var næsten flere ord, end man havde hørt fra ham i løbet af hele dagen. "Vores mænd var glade for at vende hjem."
... Og selvfølgelig endte han med at fokusere på netop det. Det burde Zirra egentlig have sagt sig selv. 
"Og kvinder," fløj det ud af munden på hende, inden hun kunne nå at fortælle sig selv, at det næppe ville hjælpe på humøret. 
Ganske som hun havde troet, landede Dastors ætsende blik også på hende kort efter - som hun nu selv havde gjort sig til landsforræder ved at snakke med Ishai før måltidet. Da han havde værdiget sin datter nok af dræberblikket, gled det langsomt tilbage på bordenden igen.
"Hvad arbejder din familie med?" spurgte han så Ishai direkte - for første gang udover den meget mangelfulde hilsen, han havde præsteret, da hun trådte ind i haven.
Zirra fornemmede Trestons sitrende nervøsitet og trang til at få hele samtalen på ret køl igen, og under bordet greb hun hans hånd, klemte til og hviskede ud gennem de sammenbidte tænder, der holdt smilet på plads: "Lad hende selv svare. Lad Ersten klare lidt. Hvis hun skal det her, skal hun vide, hvordan han er."

    "Ersten har konversationelle og sociale evner som en kampesten, Zi," mumlede Treston, og var ude af stand til at holde det desperate ubehag ude af de rastløse hænder, selvom det efterhånden temmelig stive smil stadig sad klinet til hans ansigt. 
    Men Ishai fornemmede vist, at der skulle noget ekstra til, for hun sendte endnu ét af sine oprigtige solskinssmil af sted imod Dastors bordende og svarede med oprigtig venlighed: "Min moder er healer ligesom jeg - det er faktisk hende, der lærte mig håndværket. Min fader er rebslager, så jeg kan desværre ikke prale af en familie, der har tjent Lyset lige så trofast som Ersten har fortalt mig at jeres har." Endnu et hurtigt smil, der kom præcis tids nok til, at ordene ikke kom til at lugte for meget at smiger. Treston løftede et imponeret øjenbryn. Hun var god, hende Ishai...!
    "Ishais fader dyrker selv både bast og hamp," oplyste Ersten - en lille smule ud af det blå - men på den anden side, var det måske godt for Dastor at høre, at Ishais familie ejede jord... "Og bag huset har han en reberbane lang nok til at binde reb til søfart."
    "Han leverer fast til Balzera," indskød Ishai og lagde en hånd over Erstens på bordet. De to nyforelskede delte et lille, privat blik, før Ersten gav hendes hånd et klem og skiftede emne: "Må jeg ikke høre en smule om, hvad der er sket herhjemme mens jeg har været væk? Treston fortalte mig lidt om problemerne han var med til at håndtere på Nordvejen, men jeg fik ikke hørt, hvordan det har været her i Dianthos?" Med et blik, der tavst bad om hjælp til at fjerne fokus, vendte Ersten opmærksomheden imod Zirra. "Går det godt med arbejdet, søs? Er du stadig i gang med at forsøge på at bestige karrierestigen trin for trin, eller har du stillet dig tilfreds?"
    "Der har været meget administrativt i kølvandet på de forfærdelige plager, ikke sandt skat?" indskød Eylia og sendte sin datter et tappert smil, der dog ikke helt kunne tage brodden af Dastor, der i det samme bemærkede: "Man bør ikke 'stille sig tilfreds', Ersten - det troede jeg, at vi havde lært jer alle. Når vi 'stiller os tilfreds', ophører vi med at yde vores ypperste... Og hvad er vores indsats så værd?"
    "Det er måske at stille det lige vel hårdt op, er det ikke far?" forsøgte Treston sig med, fordi faderens blik på Ishai ikke gik hen over hovedet på nogen ved bordet; Dastor mente helt bestemt at Ersten havde 'stillet sig tilfreds' lidt for tidligt dér...

Det var næsten forstyrrende at se Ersten sidde og holde i hånd ved middagsbordet, og den svagt rosa farve på hans kinder så helt malplaceret ud. Han havde altid været den af de tre ældste børn, der mindede mest om deres fader - dydig og afventende modsat sine skøgesøskende.
"Jeg skal faktisk til møde i morgen," sagde hun med hævet stemme for at bringe samtalen tilbage på ret kurs igen. "Cetus Hark vil gerne sende mig lidt mere ud til de andre store byer for at se, hvad vi kan gøre bedre både derude og samle viden om, hvad vi kan gøre bedre herhjemme i vores egen byplanlægning."
Zirra skulle faktisk til samtale i morgen. Om en tur til Lazura sammen med nogle dæmoner, hun havde infiltreret i et godt halv år efterhånden. Planen var at fange dem på fersk (ulovlig) gerning, så snart de begyndte på deres skumle aktiviteter i flodlandet. At kigge på hustage og brostensbelagte gader ville der næppe blive meget af. Men det var fint at samtalen gled herhen, for hun havde haft problemer med at få sagt til familien, at hun snart ville komme til at rejse mere. Netværket ville også gerne have hende til Rubinien for at udføre nogle opgaver, der ikke lå lige i baghaven. En så lang tur ville muligvis blive nemmere, hvis hun kunne bruge Ishai som undskyldning også. 
"Er det nu virkelig mere attraktivt at rejse, Zirra?" brød Dastors stemme ind i hendes tankestrøm, og hendes ansigtsudtryk blev straks lige så sammenbidt som hans. Hun vidste præcis, hvorfor han slog ned på netop det - men før hun nåede at svare igen, havde han grebet muligheden for endnu en stikpille til det unge par. "Nu er planen vel ikke, at I flytter til syden, er det Ersten?"
"Nej far," svarede Ersten så hurtigt, at Zirra mistænkte det var i ren refleks. 
"Erstens riddergerning er her i byen, det har han fortalt mig," bakkede Ishai op og sendte sit varme smil til både Dastor og Eylia, selvom det kun var svigermor der syntes betaget af sydsolens varme. "Vi har allerede snakket om måske at få et lille hus ikke langt herfra - det er så rart at have familien tæt på, når der begynder at komme børn ind i billedet."
Man kunne næsten høre Dastors sjæl krakelere en lille smule, idet det gik op for ham, at hans første børnebørn ville få en mørkere farve i huden end resten af familien - måske endda sort hår som Ishai.

    Ved hentydningen til børn, kom Treston til at tage en skarp, overrasket indånding, hvilket ikke ville have været et problem i sig selv, hvis han altså ikke også netop havde taget en tår af vinen, så den kom i den gale hals. Med en sprutten gav han sig til at hoste - prøvede at holde det diskret, men formåede det ikke, hvilket bare gjorde det hele værre. 
    Og det var nu ikke fordi dét med børn var så... Chokerende endda. Ersten var jo i dén grad i en alder, hvor det måske i højere grad var mærkeligt, at han ikke havde nogen børn endnu, men det var mere... 
    Ridderfællesskabet var lidt et ekkokammer af evige ungkarle, og selvom Treston jo udmærket vidste, at det så meget anderledes ud for nærmest alle andre folk, så havde han svært ved at forlige sig med tanken om, at Ersten skulle være klar til faderskab... For med dén erkendelse fulgte accepten af, at Treston selv burde være det samme sted.
    "Går det, kære?" spurgte Eylia bekymret og gav sig straks til at hælde vand i hans glas, mens Treston forsøgte at vifte afværgende med den ene hånd - pinlig over at have fået taget fokus på dén måde. "Jeg er også sikker på, at Helbrederhuset altid kan bruge en kompetent healer," fortsatte Eylia, henvendt til Ishai, og tvang et glas vand i hånden på Treston, selvom sidstnævnte gjorde sit bedste for at afværge det. "Især i disse urolige tider! Jeg kan ikke forestille mig andet, end at du ville blive taget imod med kyshånd."
    "Det er sødt at dig at sige sådan, Eylia," smilede Ishai og vendte så de store, mørke øjne imod Zirra. "Har du nogensinde været i Sarghos, Zirra? Det er en fantastisk by - hvis du nogensinde får muligheden, så tag dertil! Der er blevet bygget et sindrigt rørsystem, så vandet fra den tilstødende oase kan fragtes lettere ind i byen - jeg er sikker på, at der ville være meget lærdom at hente dér, hvis man søger inspiration til byplanlægningen her i Dianthos."
    

Byen var på ingen måde som hun kendte den, alt var mærkeligt og føltes unaturligt. Det gav hende en forfærdelig hovedpine at se byen således, for lige meget hvor blikket begik sig var der en kæmpe konflikt mellem hendes minder, og hvad hun så foran sig. Selv de mindre gader som hun blev tvunget ud på for at slippe fra larmen alle væsner sendte igennem hendes sind, så besynderlige ud, belyste, nye, så om de fleste fliser var lagt om. Det værste var dog andre væsner, selv bare når hun gik forbi dem kastede de med følelser om sig hvilket kun gjorde hovedpinen voldsommere. Men på trods af alt dette kæmpede hun sig igennem den centrale by. Folks blikke imod hende var fulde af sympati, tvivl, og forsigtighed, men ingen gik til hende, i stedet gik de fleste en meter længere omkring hende end de gjorde alle andre. Hvordan hun fandt vej i denne tilstand, uden rigtigt at vide hvor hun var på vej hen. Eller jo, ham, hun skulle finde ham, Treston, Treston..Den unge ridder, Reynlest. Reynlest, et navn man havde hørt hvis man havde været i lyset længe for Dastor og Ersten blev omtalt periodisk blandt lysets folk. "Det lille hus, med den smukke have." Hvorfor de ord havde brændt sig fast så meget som de havde tænkte hun ikke over, som hun stirret ned over beboelseskvarteret, vingerne som havde båret hende op virkede så naturlige at benytte, som de altid havde været der og lige nu, var der ingen grund til at sætte for mange spørgsmåls tegn ved det hele, hun ville alligevel ikke finde svar på egen hånd. Vingerne var dårligt nok tegn.

Der, rosen dækket entre, fin klippet buske, og alt velholdt. Ikke andre huse i området var på nogle måde nær samme kvalitet af have, og endnu bedre var der en forsamling i haven. Normalt ville man banke på, gå over og kalde, men hvem i Israis navn skulle hun kalde på? Hun landede foran huset og med en dyb vejrtrækning gik hun over i haven. Ryggen øm, og vingerne baskede let hver gang tankerne gled i deres retning. En samling af blonde hoveder var synet der mødte hende som hun gik ind i haven. Alt høfligheden der normalt styret hendes handlinger var ikke i hendes sind i netop dette øjeblik for han var der! Det blonde hår, de blå øjne, lige der ved bordet!

Uden at tænke på andet gik hun målrettet imod ham, stadig dækket af den sorte hætte i sognetøjet, og tåre i blikket, denne gang af meget blandet følelser for at se ham. Hun blev flået ud af sine tanker som en mand der lignede den unge ridder alt for meget, kigget ned på hende med en hånd på hendes skuldre.
"Undskyld, men hvad laver du her?" spurgte Dastor som havde rejst sig ved først mulighed for at komme væk fra samtalen, i hvert fald bare for et øjeblik.
"Lad mig være." Lyd det tilbage i samme toneleje som hun skubbede hans hånd fra hende og hun kom nærmere bordet. Øjeblikket som hun kom forbi ham, tog han igen fat i hendes skuldre.
"Nej! Du vandre ind i vores-" begyndte han surt, men flere ord nåede ikke blive delt, før han blev afbrudt igen af samme tone leje.
"NEJ! Lad mig være!" lyd det som hun pegede imod bordet, imod Treston. "Jeg skal bruge ham! jeg..ja! Har endelig fundet ham! Og så, argh! Kommer du bare og tvinger dine følelser i hovedet på mig!" forvirringen var tydelig i hendes ord, men vreden virkede fjern, så om hun forsøgte at kastede den fra hende på trods af hvor tydelig den var i hendes kropssprog som hun baskede let til Dastor med vingen, bare for at få lidt frihed, tage et skidt mere.
"Dig..dig.." mumlede hun, og rystede hovedet mens hun stirret i Trestons retning, eller, Ersten, for nu hoppede blikket fra den ene til den anden af de to unge mænd.

     Treston havde ligesom resten af familien løftet hovedet fra den anstrengte samtale, da de hørte den tunge, velkendte klapren fra den høje havelåge. Dastor var dog et par sekunder hurtigere på benene, da den sortklædte skikkelse kom til syne omkring hushjørnet, og der lød et lille, forskrækket gisp fra Eylia. Det var tydeligvis en kvinde - klædt i sørgeklæder, en enkes måske? - men de store, hvide vinger, der hævede sig fra kvindens ryg, gav synet et både overjordisk og foruroligende islæt.
    Dastor begyndte såmænd høfligt nok, taget situationen i betragtning, men da kvinden - englen - ikke straks vendte om og forlod det private familiearrangement, kunne Treston se vreden indfinde sig på sin faders ansigt, efter et hurtigt, delt blik med Ersten, kom de to brødre også på benene - efterlod sig de tykke stofservietter på bænkene og sluttede sig til deres fader. 
    I det samme begyndte kvinden at tale fuldstændig volapyk - beskyldte Dastor for at 'tvinge hans følelser i hovedet på hende', hvadend dét så skulle betyde... Da hun derefter fik basket til Dastor med vingen, så Ridderen måtte tage et overrasket skridt til siden, trådte Treston skyndsomt frem - nåede lige akkurat at fange hendes underlige blik imellem ham selv og Ersten inde fra hætten af - inden han greb hende bestemt om armen.
    "Undskyld Frue," begyndte han - det var svært at se hendes ansigt ordentligt under den mørke hætte, men sørgeklæderne tydede på, at hun enten havde mistet en mand eller et barn, og begge dele indikerede jo et ægteskab... "Jeg tror altså ikke, De har noget at gøre her..."
    Så var der ét eller andet... noget ved hendes stemme måske - hendes bevægelser - der kildede det bagerste af hans bevidsthed. Mindede ham om...
    Inden han rigtig havde nået at overveje, hvor ekstremt uhøfligt det var, at blotte ansigtet på en sørgende enke, havde han rakt ned og strøget hendes hætte tilbage. Stirrede et øjeblik uforstående på det røde hår og de grønne øjne uden hans hjerne serverede en forklaring på dén genkendelse, han først havde reageret på. Så ramte erkendelsen ham som en rambuk, og med en lille, halvkvalt lyd slap han hendes arm, som havde han brændt sig på den. Stirrede så fra de store, hvide vinger og til de dybgrønne øjne, han sidst havde set lukke sig i døden.
    Det var... Det var år siden! Var sket under belejringen af Dianthos, da han endnu var en forholdsvis nyudnævnt Ridder.
    "Josefine...!" henåndede han - chokeret. Kunne ikke engang huske hendes efternavn i befippelsen over at se hende her... i live. Hun havde udåndet i hans arme, og selvom han bestemt ikke havde kendt hende særlig godt, var han alligevel mødt op til begravelsen - havde kondoleret overfor hendes familie og undskyldt overfor hendes mand. Undskyldt at han ikke havde været i stand til at redde hende...
    "Hvordan..." Han var tør i munden. "Hvordan kan du være her?"

Som var hun en del af soldatertyperne ved bordet, havde Zirra også straks rejst sig vagtsomt op - og totalt glemt, at hun havde kjole på. Den sidste tur ud af byen havde varet i over en måned og hun var blevet alt for forvænt til bukser. Akavet og langsommere end sine brødre fik hun kantet skørterne udenom sin stol og fulgte efter dem hen til den scene, Dastor var godt i gang med at lave. Tænk at Dastor - Ridder Dastor Reynlest af alle mænd i Dianthos - opførte sig sådan over for, hvad der tilsyneladende var en engleenke - en engleenke, der lod til at ville have fat i Treston.
Ét var Dastors uanstændige opførsel - det tydede på, at han var væsentligt mere oprevet over hele denne familiesammenkomst, end han ellers gav udtryk for - men noget andet var Trestons tilsyneladende indblanding i det hele. Hvis en enke i jordtilsmudset tøj ville have fat i Treston, måtte han havde gjort et eller andet helt galt (men ville det overraske nogen, egentlig?). 
Mens Zirra i tankerne overvejede, hvem Treston kunne have gjort vred, bekræftede Treston at han ligeledes kendte englen. Så var det måske ikke så realist, at han havde knaldet en eller andens datter. Og havde det været noget i den boldgade, ville Zirra heller ikke forvente, at det var en enkekvinde, som dukkede op. Måske nærmere den forurettede ægtemand. Men det var selvfølgelig også antaget, at Treston kun var til bryster.
"Treston - Kender du hende?" spurgte Zirra trods Trestons benævnelse af englens navn og lagde hånden på sin storebrors arm. Det hele havde pludseligt taget en drejning, der virkede langt mere personlig.

Kort var det tydeligt at forvirringen over at der var to af ham eller, i hvert fald en der lignede ham meget. Nok til at hun var i tvivl alt i hende skreg af at det var en af disse to unge mænd som så også kom til hende så det var nemmere at se deres forskelle, de var ikke lige gamle, den ene var noget kun bedre klædt end den anden, håret mere rent, bedre barberet og tydeligt mere van til at gøre noget ud af sig selv, eller i hvert fald gjorde meget ud af sig selv for andres skyld. Måske en af kvinderne, ved bordet lidt længere væks, skyld. Der var en person der ikke passede ind i dette billede, resten var man ikke i tvivl om var i familie. Hun blev revet ud af sine observationer som en mindre velklædte af de to mænd tog fat i hendes arm, hans stemme, i guderne hvor var det rart at høre netop den stemme. Så rart at høre noget velkendt, ikke at hun havde hørt stemme mange gange i sit liv, men det var en stemme hun søgte, en stemme der havde været dominant i hendes tanker lige siden sidst hun hørte den, hun kunne huske det så om hun lige havde hørt den, der var ingen tvivl om hvilken af de to mænd hun søgte. Igen blev hun flået ud af sine tanker, som hætten blev på mest uhøffelig manere tvunget ned. overrasket trak hun sig et skridt tilbage og løftede hånden for at dække sig selv bare en smule, vingerne reageret med instinktet, med følelsen, som de let forsøgte at dække hende til, men nåede kun at bue sig om hende før mandens stemme igen stoppede hende brat i sine handlinger, sine tanker. Hendes navn, i guderne hvor var det rart at høre hendes navn det føltes som om ingen havde sagt det i lang tid, så om hun virkede trængte til at blive set, blive hørt. En lys stemme tvang sig igennem det behagelige fornemmelse der kom med navnet, tydeligt en lille søster, sådan som deres hår, øjne og ansigt havde så mange fællesnævnere at man skulle være mere end dum for ikke at indse deres blod forbindelse. Treston, treston, treston, treston, det var ham!

Uden at tænke mere over det, tog hun et skridt tættere på ham, og søgte at lade sin hånd hvile imod han kind. Hun trak sig tættere på end hvad høfligt var, for hun ville være sikker og gjorde hvad hun kunne for at gendanne det minde der stadig virkede så om det var ved at ske i hendes sind. At se op på ham, med hånden på hans kind, det eneste der manglede var den tåre i hans øjenkrog, men det var ham! Der var ingen tvivl som hun stod der, alt for tæt på ham end hvad hun endelig ønskede og kiggede op i hans blik, igen fanget af de blå øjne som var alt for svære at kigge væk fra.
“Fandt dig.” lyd det som følelserne tog fat i hendes stemme, for hvorfor følte hun sig så lettet, så overrasket, så vred. Hvorfor kunne hun mærke alle deres følelser! Og så også hendes egne. Tåren der faldt var denne gang ikke fra hans blik, men fra hendes eget, lettelsen over at finde noget, nogle som føltes rigtigt og ikke så forkert som alt var. Over at have fundet ham, lige netop ham, var mere end hvad hun kunne bære. Med et smil som kun voksede, og med tåre i blikket gentog hun sine ord.
“Fandt dig.” stadig med hånden på hans kind.
"Du forsvandt.." hvorfor hun formuleret det sådan, gav ingen mening i hendes eget hoved, men det var sådan det gav mening at sige.

    Zirras spørgsmål nåede Treston, som skulle lyden af hendes stemme rejse igennem vand. Han rystede på hovedet - ikke som svar på spørgsmålet, men mere... i benægtelse af situationen. 
    "Ja, jeg kender hende..." mumlede han - stadig stirrende på Josefine. "Men hun er d-" Han brød af og spærrede øjnene op, da Josefine lagde hånden imod hans kind. Gestussen kom fuldstændig bag på ham, og et sekund eller to stod han bare stivnet, mens hjernen stadig forsøgte at bearbejde, hvad der kunne være forklaringen bag alt dette her.
    Så lagde han en forsigtig, beroligende hånd på hendes skulder. Fangede et glimt af Erstens forvirring ud af øjenkrogen - lige ved siden af Dastors begyndende forargelse...
    Men dét var der ikke plads til lige nu.
    "Jeg forsvandt ikke, Josefine..." begyndte han stille, og kunne så mærke medlidenheden ankomme på sit ansigt - hvordan den trak i hans udtryk. "Det var dig, der... forsvandt, om man vil. Du blev..." Hvordan i Gudernes navn havde man sådan en samtale? Vidste hun det ikke selv? Hvordan undlod man at traumatisere hende endnu mere, end genopstandelsen antageligvis allerede havde gjort...? 
    "Du døde i mine arme, Josefine," blev det til til sidst, og idet han sagde det, brød Treston øjenkontakten med hende. Indkapslede Josefines hånd med sin egen og fjernede den så blidt fra sin kind, så han kunne holde den imellem sine hænder i stedet. Lod blikket glide bedende ud til Zirra - et temmelig hjælpeløst udtryk. Treston følte sig på alt for dybt vand her, og Zirra havde altid en plan...
    Eylia var også kommet på benene nu og havde lagt en hånd på sin mands arm, hvilket uden tvivl var den primære årsag til, at Dastor ikke havde blandet sig mere i samtalen. Ligeledes havde Ishai rejst sig fra bordet og sluttede sig nu til den lille flok, der efterhånden havde samlet sig omkring englen.
    "Du ligner én, der godt kunne trænge til at sidde lidt ned," indskød den mørklødede skønhed med et roligt smil og rakte en slank hånd frem imod englen. "Kom en gang - et glas vand ville sikkert også gøre dig godt."

Hun vidste godt det hun sagde var helt væk, men lige nu var det, det som gav mest mening. Den varme fornemmelse fra hans kind, og ting gav mening igen, noget gav mening igen, og resten af omgivelser forsvandt let som hun kigget imod hans blik.
hans ord, fik dog blikket til at falde og virkeligheden til at tage fat. At høre den var hende der forsvandt, gjorde hendes blik tomt. Det værste var dog det næste der blev sagt, for bag hende, var en blanding af følelser stadig vreden fra den ældre herre, kvinden som ved sin søns ord skreg af medlidenhed, ikke for hende, men hendes søn. At høre at hun døde i hans arme overrasket hende ikke, hun vidste det jo godt, og hendes mimik afsløret det som hånden faldt fra hans kind. Hånden på hendes skuldre var beroligende, men, hvad hjalp det. Hun døde og nu var hun tilbage. Hvad skulle hun gøre nu, hun havde..gjort det eneste der var i hendes tanker, at få afslutte den scene som aldrig var spillet færdig, og nu var den færdig. “Du døde”. hun sank en klump som hun gik i stå, og blot slugte det hele til sig. Medlidenhed, medlidenhed, og mere medlidenhed, både imod hende, mens også ham. Hun blinkede flere gange som en hånd kom ind i hendes synsfelt, og først nu gik det op for hende hvor mange der havde samlede sig om dem, om hende. Hun nikkede og flyttede endelig hånden helt fra Teston, og tog hånden. Josefine sagde ikke et ord, for virkeligheden var pludselig foran hende som hun ført til bordet, hun nikkede igen som ordet vand blev sagt. Selv om hun i virkeligheden ønskede en flaske af det mørkeste rum de kunne finde, måske endda drikkevare af orkisk natur. Ikke vand, rent, blank, smagløst vand. Hun åndede ud som hun tog fat om kruset og blot stirret på vandets kant.
Ishai satte sig ved Josefines side, med en beroligende hånd på skulderen, men intet blev sagt mellem de to, intet andet end et kort mumlende tak, fra Josefine som hun kort overvejede at faktisk drikke noget af den, blanke, smagløse, kedelige vand. Blikket gled forsigtigt hen over bordet på, og dets indhold.
“Undskyld..undskyld..jeg..forstyrrer...jeres..” deres hvad? hendes ord stoppede op, og blikket faldt tilbage på vandet, kruset.

"Burde..gå." mumlede hun forsat, men fik et behageligt klem på hendes skuldre i reaktion fra Ishai.
"Skal du ikke tænke over." forsikret Ishai øjeblikkeligt og kiggede tilbage på de tre søskende.

Zirra både slappede mere af og spændte mere op af Trestons ord. Han kendte englen, men ikke ligefrem som engel. Det var aldrig en nem situation, og det var de færreste, som nåede at opleve deres kære vende tilbage til verden igen. De fleste vågnede op alt for lang tid efter alle andre var omkommet og - måske heldigvis - ofte uden den store hukommelse fra før genopstandelsen. Det her var vidst noget af en undtagelse, for hende Josefine var både genopstået hvad der lød til at være få år efter sin død, og hun kunne huske sine sidste øjeblikke - eller i hvert fald, hvem der havde været i nærheden. Zirra skuttede sig ved tanken.
Ishai var hurtigt på banen og fik trukket englen hen for at sidde ned, og imens holdt Eylia Dastor fra at komme for tæt på, for hun havde luret, at han ikke rigtig var i et humør, der var godt for ny-genopståede gæster.
Zirra klemte kort om Trestons arm i en form for beroligelse og fulgte så med tilbage til bordet, der stadig bugnede af urørt mad og fulde glas.
Josefine så bleg og utilpas ud, og jorden på hendes tøj fik det til at se ud som om, hun vitterligt lige var kravlet op ad graven. Hun stirrede på vandet i glasset som om det var i gang med at fornærme hende.
"Du ser ud som om du godt kunne bruge noget væsentligt stærkere end vand, Josefine," kommenterede Zirra.
"Zirra!" udbrød Dastor forarget.
"Far," svarede Zirra tonløst og matchede hans stenhårde blik, men uden at spejle den vrede, faderen bar indeni. Hun følte med Treston, men ville ikke lade sig påvirke af faderens humør, uanset hvor hård en prøvelse det var, hver gang hun var hjemme.
Derpå vendte hun sig og gik mod fadeburet, hvor hun hurtigt fik udset sig en stærkere vin og hevet den med tilbage til bordet. Der stoppede hun dog op og vekslede et blik med Treston.
"Har I brug for at tale i enrum? Vores gamle værelse er ikke blevet inddraget endnu," sagde hun og gjorde et kast med hovedet mod huset. "Det ser ud som om I har noget fælles historie, der ville være godt at få snakket igennem, sådan uden..." hun sænkede stemmen. "Uden far."

    Treston så lidt hjælpeløst til, mens Ishai fik sat Josefine ned og Zirra smuttede indenfor - sandsynligvis efter noget, der var stærkere end vand, sådan som hun havde sagt, at hun ville. Han anede ikke sine levende råd - for hvordan zalan håndterede man...dette? 
    Ishai blev ved med at sende ham opfordrende blikke - ville tydeligvis have ham til at tilslutte sig bordet - men inden Treston kunne nå at adlyde den ordløse anmodning, havde Dastor grebet ham i armen og vendt ham væk fra bordet; hev sønnen lidt ned, så de kunne tale privat sammen.
    "Hvad foregår her, Treston?" spurgte den ældre Ridder med alvoren i stemmen. "Hvorfor kommer hun her? Hvad har du og dén kvinde af relation til hinanden?"
    Selvom det ikke blev sagt direkte, kunne Treston alligevel godt høre, hvad der i virkeligheden blev spurgt om. "Jeg var til stede, da hun døde," sagde han, som sandt var. "Hun er felthealer.." En del af ham havde lyst til at sige 'var', men det virkede også en anelse for morbidt, når nu Josefine sad lige dér og var meget tydeligt i live. "Jeg kender hende ikke videre godt, men jeg er den sidste hun så, inden Kile hentede hende, så måske..." 
    "Tror du ikke, det ville være bedre at få hende til Helbrederhuset," afbrød Dastor med den stramme mine vel på plads på ansigtet. "Dét hér er måske ikke det mest passende sted for en nybagt engel at blive fortrolig med livet igen..."
    "Jo, far, jeg-" 
    "Godt Treston." Ordene var en afmønstring og det åndsfraværende klap på skulderen sagde 'sæt i gang!', mere end det sagde 'godt arbejde'. Treston kunne ikke undertrykke en lidt opgivende mine, da faderen vendte sig væk. Han kunne da ikke bare parkere Josefine hos en flok fremmede mennesker, når hun tydeligvis var helt fra den...

    Zirra genkomst var mere end velkommen, og hendes ord og synet af flasken i hendes hånd lettede Trestons bekymring helt urimeligt meget - som altid havde Zirra en plan.
    Han trak søsteren ind i en hurtig, halv omfavnelse og plantede et kys på hendes pande. "Du er tankelæser, ved du godt det?" hviskede han tilbage og tilføjede så: "Hjælp mig ind med hende - vil du ikke nok? Far vil have hende til Helbrederhuset, men jeg tror ikke, det er en god ide... Så vi tager hende uden om huset og ind igennem køkkenet. Så må far få en nedsmeltning en anden dag."
    
    "Josefine?" Treston havde sat sig på hug foran hende, som hun sad dér på bænken, så det var ham, der skulle kigge op på hende og ikke omvendt. "Kommer du ikke med en gang? Jeg tænker, det kunne være rart for dig at komme et sted hen, der er lidt mere... roligt." Privat havde passet bedre - især med hele familien Reynlests øjne hvilende på dem... Treston rakte begge hænder ud som en opfordring til, at hun skulle tage dem, og kom så på benene for også at kunne hive hende op. "Jeg tror, vi skal snakke lidt... Du må have hundrede spørgsmål..." 
    Hvorfor var hun egentlig ikke gået til sit hjem? Til dén mand, Treston havde hilst kort på til begravelsen og til de børn, han havde fanget et glimt af. Var det typisk for engle at opsøge den sidste de havde set i livet, eller hvordan fungerede det mon? 
    Familiens blikke i ryggen var som en fysisk vægt, da de begav sig ned igennem haven og drejede omkring huset med retning imod køkkendøren, lige så snart de var ude af syne. Den tunge fyldningsdør gik op med den sædvanlige knirken, da Treston skubbede den åben, og med en lille håndbevægelse viste Josefine igennem køkkenet. 
    "Vil du ikke hjælpe Josefine ind på vores gamle kammer, mens jeg lige snupper et par glas?" spurgte han lavmælt og lod de to kvinder fortsætte ind igennem dobbeltdørene til stuen, mens han selv snuppede et glas i forældrenes skabe og så - efter en pludselig indskydelse - et stort stykke af dén tærte, der stod under et klæde på køkkenbordet, og som ellers var til desserten. Men hvis Josefine vitterligt netop var genopstået... så kunne hun sikkert godt trænge til noget sødt...
    Glassende klirrede, da han skubbede døren til det gamle børneværelse op og satte tærten fra sig på Zirras gamle seng, før han selv sank ned på sin egen. Gjorde en lille, hjælpeløs bevægelse. 
    "Jeg er ked af min fars reaktion derude..." begyndte han så at undskylde.

Der var stille ved bordet hvor de to sad, selv om deres omgivelser på ingen måde rolige med Dastors ord imod sin mellemste søn, Zirras korte udbryd imod deres fader, så var det så om verden stod stille. Ishais blik skiftede få gange mellem englen ved hendes side og søskendeflokken, håbede på de ville finde en god løsning på den sære situation. Josefine selv reageret ikke meget på de ting der skete omkring hende, det var først da Treston satte sig ned foran hende at hun hævede blikket. Hun nikkede til hans forslag og lagde sin hånd i hans, på vej gennem haven, gled Josefines blik på Dastor hun lod sig ikke stoppe af det hun så og mærkede, om hun havde hundrede spørgsmål hvis bare det kunne gøre det. Intet var som hun huskede men alt var en ubehagelig slags velkendt. Vingerne hang lavt og nærmest blev slæbt hen over gulvet i huset, selv der var hun stille som hun lod Zirra tager over og føre hende til værelset. Blikket tomt som hun satte sig på sengen, efter en lille kamp med vingerne som på ingen måde ønskede at bevæge sig med hende, de var godt tilfredse med bare at være der, istedet for at finde ro på sengen med resten af hende.
“Sært..at du er glad..for dette.”om det helt var glæde hun mødte fra Zirra havde hun ikke helt fundet ud af, medligheden, bekymring dansede ofte forbi, men at komme væk fra middagen var ikke så ubehageligt som mange nok ville forestille sig. Det var heller ikke for at anklage den unge blonde kvinde hun sagde det, det blev sagt langt mere fordi hun ikke anede hvad hun skulle sige, hvad hun skulle gøre midt i alt dette, mens de ventede på Treston som kom retur til dem ikke længe efter og tog styringen af samtalen.
Hun trak lettere på smilet ved hans ord, og hævede for første blikket til at møde hans i den anden side af rummet.
“Det er fint..han virker, i det mindste, ikke..til at have noget imod hvad der er sket.” nok kendte hun ikke manden, men den korte lettelse han havde følt, og de følelser hun mærkede som de forlad haven, var det tydeligt at den mand ikke kun negative tanker omkring udfaldet.
“tidligere i dag.” tilførte hun før samtalen kom videre, hun tilførte intet til det, intet andet end et dybt suk og blikket igen blev tomt og søgte gulvet mellem dem. Hun vidste spørgsmålet ville komme, så hvorfor ikke svare dem på forhold før de satte ord på spørgsmålet om hvor længe hun havde tilbage.

"Selvfølgelig vil far sende hende til helbrederhuset," svarede Zirra mens hun himlede med øjnene (med ryggen til Dastor). "Det er bare far i en zalans nøddeskal, er det ikke?"
Der var virkelig lidt medfølelse at finde i Dastor, virkede det til - og mindre og mindre, jo større hans børn blev. Forventninger blev der dog ikke ligefrem færre af. Derfor var det med en vis stolthed at Zirra lagde an hjælpende hånd på Josefines skulder og fik hende fragtet ulovligt ind på sit eget børneværelse. For hvem var hun, hvis ikke det barn, der skuffede sin fader mest?

Treston forsvandt ud i køkkenet, mens Zirra hjalp  englen ned at sidde - hvilket var noget af en omgang med vingerne. Det måtte være sindssygt at vågne op med to fjerbunker voksende ud af ryggen. 
Børneværelset lignede sig selv. Et par tegninger hang stadig på væggene, og de få ting, Treston og Zirra ikke havde taget med sig, da de flyttede hjemmefra, og som Eylia ikke kunne nænne at smide ud, stod stadig på en lille kommode. Der blev rent faktisk gjort rent herinde, men hvor måtte det være underligt at have et rum, som kun blev brugt, når en af de voksne børn havde brug for en nat i barndomshjemmet.
Josefines kommentar rev Zirra ud af tankerne, og hun mærkede varme i kinderne over den forlegnelse det bragte. Havde hun smilet, uden at ville det? Det var længe siden, hun var kommet til at vise følelser, hun ikke havde planlagt, når hun var hjemme, og hvis det endda var noget, hun ikke havde opdaget selv, burde hun vist melde sig selv til et ekstra kursus på paladset.
"Åh, øh, heh. Nej... Undskyld," endte hun med at famle sig frem til og kløede sig i nakken. "Jeg er glad for at slippe for far i haven. Han er ikke altid lige - hvad skal man kalde det - enig i, at ens venner godt kan tage sig af en ... Eller at det er i orden at brase ind i en familiemiddag - men tro mig, når jeg siger jeg til enhver tid hellere vil have nogen braser ind end... Altså ikke at du ..."
Treston kom i samme øjeblik ind på værelset, og Zirra stoppede sin akavede talestrøm og trak sig tlibage mod dørkarmen.
"Har I brug for et øjeblik?" spurgte hun og smilede tøvende til Treston. "Skal jeg smutte? Holde far hen i haven, selvom det er det nederste punkt på min ønskeseddel lige nu?"

    "Gider du?" spurgte Treston tilbage med en tydeligt taknemmelig mine og trak hende endnu engang ind til sig, så han kunne plante et kys i hendes hårgrænse.. "Det ville være rigtig dejligt, Zirra... Jeg tror..." Josefine fik et blik og en undskyldende grimasse. "Jeg tror, det ville være godt, hvis jeg og Josefine lige fik lidt ro til at finde ud af, hvad zalan der er sket..."
    Han rakte ud efter dén flaske, Zirra havde hentet, trak proppen af og hældte op, før han rakte det ene glas til Josefine og det andet til Zirra. "Tøm det," rådede han med et lille, skævt smil. "Så er jeg sikker på, at far bliver lettere at håndtere... og stik mig så glasset bagefter - jeg kunne også godt bruge en dram..."
    Det var noget af en underdrivelse. Da Treston vendte sig imod englen igen - så de store, hvide vinger rejse sig fra det mørke rygstykke på dén kjole, han nu forstod ikke var sørgeklæder, men dét tøj, hun var blevet begravet - kunne han ikke mærke andet end følelsen af utilstrækkelighed. For han havde omtrent tusind spørgsmål, men samtidig også en anelse om, at det var alle de forkerte af slagsen. 
    Heldigvis lagde Josefine ud med at svare på ét af de første, han ville have stillet, og Treston løftede overrasket øjenbrynene. 
    "Nu må du endelig ikke tage dette på den forkerte måde, Josefine, men hvorfor er du kommet hertil? Hvorfor ikke tage hjem til R... din mand?" Pausen i hans spørgsmål var opstået, fordi han pludselig ikke kunne huske, om manden havde præsenteret sig Rasmus eller Rofus til begravelsen. Treston slog lidt undskyldende ud med hænderne. "Bør han ikke også vide, at du er tilbage?" 

Hun kiggede nøje på de to søskende og rystede let på hovedet som de delte deres ord, hun måtte indrømme hun endelig ikke ønskede lillesøs trak sig, det var rart at have været nær en som følte en form for glæde ved dette, tilfredshed var måske mere rigtigt, men det ville også være rart og reducere hvor meget påvirkning hun mærkede fra andres følelser. Blikket faldt og ventede i hvile på gulvet til Treston ord fik hendes til at hæve blikket, og kort observeret Zirra før Trestons ord krævede langt mere end det halve fokus han havde fået før. Hendes øjne store som væsken genfandt dem og hun igen fandt tårer som let trillede ned af hendes kind.  Læberne og kæben rystede som hun overvejede hvad hun skulle sige, men alle ord blev til intet andet end de ukontrolleret ryst, lette klap af tænderne kunne høres under.
“Jeg…” mumlede hun ud i første forsøg. Savnet far, savnet far, teksten på gravstenen gav genlyd i hendes baghoved.
“Har...han..” forsøgte hun igen som tårerne tog igen fat.
“Fandt..hans grav..Ved siden af min.” endelig kom der ord, ord der fik hende gribe fat i sit tøj, ord der fik hendes hænder til at ryste, og fik panden flere grader ned.
“..selv vores hus..var der andre der boede i..de..måtte..have boet der længe.” kæben ryst knækkede flere af hendes ord, og hænderne greb mere og mere fat i tøjet.
“Vidste ikke..hvor..hvem ellers jeg skulle gå til? Jeg..hele tiden! Hver gang mine øjne lukker, så..ser jeg dig..De..trist, vrede øjne, du havde i det øjeblik.. Jeg..jeg..” hun sank en klump som hun kæmpede med at hæve blikket.
“Hvor…er mine børn?” som det blev sagt, stirret hun tomt frem med tårerne trillende ned af kinderne, og tænderne som klappede som kæben ikke vidste hvad ellers hun skulle gøre, sige. Hænderne begravet sig mere og mere ned i klæderne, neglene rev i det som hun forsøgte at blive siddende. Tonen usikker, og skiftende mellem flere føleres.