Det var efterhånden vel over en måned siden, at Eyid var vendt tilbage til Aquarin, og han havde på ingen måde spildt tiden. Efter at have overtaget Riyeenas plads i Rådet, var han straks gået i gang med at danne sig et overblik over, hvem der var i lommen på hvem, og hvordan folk skulle købes - skulle spilles ud imod hinanden. Så sent som dagen før havde han brugt sin nye - kærkomne, omend irriterende begrænsede - indflydelse til at opsætte et møde med Arkitekterne, og fiskene fra nabodistriktet havde lovet, at sende en gruppe til forhandling dagen efter. Det var naturligvis kun de indledende øvelser - han havde kun følehornene ude - men planen var da bestemt at sørge for, at Arkitekterne kunne sidde med til et Rådsmøde, så han ville få mulighed for at fange Atha'ame i nogle uheldige situationer med nogle velvalgte spørgsmål, og dermed lige så stille plante idéen om, at Distriktslederen lobbyede for de distriktsfremmede Arkitekter, frem for Rashez'ar-distriktets Håndværkere...
    Han var temmelig sikker på, at Håndværkerne inden længe ville være i hans hule hånd, og derefter gjaldt det Samlerne... 
    Samlerne havde historisk set altid været svære at placere politisk - det var aldrig helt til at vide, hvor man havde dem; om de støttede Ke'Jaelin eller Va'Chakessa i en given sag. Men hvis Eyid først kunne plante en generel mistro til Atha'ames beslutninger og Cyreesais lederevner... Så ville det hele muligvis bare gå helt af sig selv...
    Alle disse tanker sad han og jonglerede rundt på sit lille kammer, mens lyden af hans yngste kusine, der øvede sin Stemme nedenunder under Riyeenas kyndige vejledning, nåede ham igennem Ke'Jaelin-palæets koralgulve. Det var underligt - dét med at være tilbage her... Han gik hele tiden rundt med en stresset følelse nede i maven - følelsen af, at han havde en masse, han skulle nå; at der var ukendte, ubehagelige prøvelser forude, han burde forberede sig på... 
    Måske var det en rest fra træningen - forventningen om, at Zahinael når som helst kunne troppe op med en ny lektie, der skulle læres... 
    Måske vare det bare længe siden, han rigtig havde følt sig... afslappet.

En havkvinde, der var alt andet end afslappet, var Cyreesai. 
De fleste ville nok mene, at det lidt var hendes normale stadie, men selv vidste hun jo, hvor mange timer, hun brugte på kampmeditation, så det at være så stresset, forvildet og helt igennem ude af sig selv, som hun var lige nu, var en ret ubehagelig følelse. Normalt kunne alt, der fik hende i det humør, kanaliseres ud gennem vrede, men det var en af de eneste følelser, der ikke raserede i hendes sind lige nu - og dermed var det utrolig svært bare at slå til noget og så have det fint igen bagefter.
Vagterne foran Ke'Jaelin-beboelsen havde fået en lille smule vrede til at dukke op i hende, da de havde forsøgt at nægte hende adgang til bygningen, men de var hurtigt blevet overbevist om, at det ikke var en god idé at stille sig i vejen for hende lige nu, og vreden var aldrig rigtig nået at boble helt op til overfladen. Den stigende panik var derimod godt på vej op, mens hun skyndte sig gennem gangene op opad mod Eyidivans værelse - han var den absolut eneste, hun kunne forestille sig, kunne hjælpe hende lige nu. Og den absolut eneste, hun havde tænkt sig at betro sig til, derudover. 
"Eyidivan!" Perlegardinet blev skubbet til siden, og hun for ind i værelset, hvor han heldigvis sad og havde gang i et eller andet meget mindre vigtigt end hendes problemer. Med en hånd på hvert armlæn skubbede hun sig ind foran ham så deres næser var lige ud foran hinanden og hendes store, mørke øjne var så udspilede, at de måtte fylde det meste af hans synsfelt ud. "Jeg har brug for din hjælp! Han kyssede mig! Hvad gør man, når man bliver kysset?!"

    Der gik cirka to sekunder, fra han hørte perlegardinets små konkylier rasle imod hinanden og til Cyreesai nærmest overfaldt ham i stolen, så han pludselig var fanget imellem hendes arme, der var blevet eftertrykkeligt placeret på armlænene. Det gav naturligvis et sæt i ham og det var kun mange års øvelse, der forhindrede ham i at komme med et lille, meget lidt værdigt udbrud. 
    Han nåede dog at tage sig i det og fik i stedet hold på sig selv - gemte dét, hun havde sagt, langt ned under overraskelsen, fordi ordene fik den mørke vrede til at stige op i ham, og det bestemt ikke var den mørke vrede, der var brug for lige nu...
    "Du ved," sagde han i stedet tørt - og en smule mere sammenbidt end den gamle Eyid ville have gjort. "Normale folk forstår instinktivt hjemmets ukrænkelighed som koncept - dét med, at man melder sin ankomst, eller i hvert fald, som et minimum, banker på, inden man braser ind..."
    Det var ikke de ord, han havde lyst til at sige - han havde lyst til at gribe hende om kæben og presse hende bagud; tvinge hende ud af hans intimsfære, som hun så respektløst insisterede på at krænke. Men han gjorde det ikke, for han skulle forestille at være hendes ældste ven og derfor var han også tvunget til at notere sig hendes opspilede øjne og befippelsen - chokket - der var tydeligt i hendes ansigt. 
    Tvunget til at spole tilbage til hendes indledende ord og spørge: "Kyssede dig? Hvem kyssede dig?" Det var et ligegyldigt spørgsmål, for selv hvis Eyid ikke havde været en analytisk fisk, ville næverne, der helt af sig selv knyttede sig, havde givet ham et temmelig godt hint...
     Rhodion, naturligvis...
     "Sai," fik han så frem og tog sig sammen - greb hende om underarmene på en måde, han håbede virkede beroligende, og ikke som om han mest af alt havde lyst til at stramme grebet og vride hende ned på gulvet... "Rolig nu. Fra starten af, ikke? Hvad skete der?"

"... Men hvad gør man, je-" 
"Kan du ikke- altså det er jo..."
Cyreesai havde egentlig ikke givet plads til at Eyidivan kunne tale, men hendes sætninger var halve, ufærdige og gav ikke rigtig mening. Blikket flakkede, og hun nåede ikke at svare på hans spørgsmål, før hendes egne tanker var svømmet tre baner længere frem. Først da han lagde sine hænder på hendes underarme, hørte hun efter og mødte rent faktisk hans grønne øjne i stedet for at vælte sit blik rundt i hans ansigt uden at finde ro. Gællerne udspilede sig, idet hun tog et langt åndedrag og prøvede det der ro, som Eyidivan altid talte så meget om.
"Jeg tog med på jagt i morges," sagde hun og slap armlænene. Eyidivans hænder gled af hende, og hun prøvede at tage sine egne op til håret, men kronen kom i vejen. Hastigt tog hun den af og lagde den fra sig på hans bord, så hendes fingre kunne køre nervøst gennem håret et par gange. "Og det var fint - forfriskende, rart, blodigt, altså helt perfekt. Jeg er virkelig blevet glad for de jagte - hvorfor har jeg ikke gjort det noget før? Men altså, vi kom tilbage, og inden Rhodion sagde farvel... Altså det skete bare, tror jeg. Er det meningen tungen skal så langt ned i halsen?" Fingrene slap håret og lagde sig tilbage ned på armlænene, så hun igen kunne bøje sig fremover og komme alt for tæt på ham.
"Men jeg stivnede helt Eyid! Det har jeg ikke gjort siden min første kamp! Jeg anede, ikke, hvad jeg skulle gøre! Hvad skulle jeg gøre?" fortsatte hun, nu med panikken tilbage i blikket. "Hans læber var virkelig varme," Hendes egen hånd gled op til sine egne læber. "Er læber bare sådan? Men man skal bevæge sig, ikke? Måske kramme imens? Og tungen - hvad laver tungen?" Ansigtet forvrængede sig i et lige dele bedende og lidende udtryk. "Eyid du ved ved sådan noget ikke? Åh fortæl mig, du ved ting om sådan noget. Jeg... Jeg ved ikke, hvordan man gør."
For sandheden var, at Cyreesai aldrig i sit liv havde kysset nogen, og hendes første kys var lige sket ude foran hendes egne gemakker, og hun havde ikke været forberedt på det. Engang havde hun forestillet sig, at det ville ske med en måneklar overflade over sig på en af bakkerne ude bag revet. Det ville nok være hemmeligt, fordi hendes fader ikke ville påskønne at hun lavede noget som helst før ægteskabet. Jo ældre hun blev, jo mere havde hun bare tænkt, det var noget, hun ville tage til den tid - når hun blev gift, kunne hun tænke over at lære den slags. Men efter familiens tragedie, var selv de tanker faldet i baggrunden. Ægteskab var ikke en realitet, og hun havde for mange forpligtelser. For meget fokus på Eyidivans flakkende lys. Efter hans tilbagekomst var tankerne ikke så meget kommet tilbage, som at alle forsvarsværkerne var faldet. Hans lys var i Aquarin, og hun vidste han havde det godt, og hvor hun før i tiden havde afvist mænd som Rhodion blankt, brugte hun nu faktisk tid med ham. Godt nok havde hun afskrevet det som afslapning, og han havde været god til at sige, han bare ville hjælpe hende med at få lidt ro på igen efter alle de hårde dage i Hjertet. Det havde jo ikke lydt som et stævnemøde, sådan bare at tage på jagt sammen, men nu... Når man så tilbage på det... 

    Jeg har også hørt, at kvinder ofte stivner under voldtægt...
    - var Eyid sekunder fra at få sagt, men han nåede heldigvis at tage sig selv i det. Tørheden i kommentaren ville måske have været passende nok, men ordene... ordene var lidt for hårde og lidt for bitre til at kunne gå for at være en stikpille imellem venner... Det var dog, de første ord, der kom til hans hjerne, da ubehagelige billeder af Rhodions slibrige fangarme om Cyreesais krop blinkede forbi hans indre blik...
    "Okay! Rolig, Sai..." Han brød af, da hendes paniske nærhed blev lidt for meget for ham. Med et halvtræt udtryk lagde han hænderne på hendes skuldre - en gestus, der sagtens kunne have været velmenende - og gav hende et bestemt tryk bagud, som tegn til at hun skulle give ham lidt plads; sætte sig på gulvet foran ham, for eksempel. Selv lænede han sig også lidt frem i stolen, så hun ikke skulle føle at det var en afvisning, før han fortsatte - lidt hårdt: "Nej. Det er ikke meningen, at man skal have tungen helt nede i halsen på hinanden! Og ja - det er meningen, at man skal have lyst til at holde om hinanden imens! Alt andet lyder lidt for meget som et overgreb i mine ører." Selvom han nu gerne ville møde dén mand, der formåede at forgribe sig på Cyreesai... "Har du overvejet, at grunden til, at du spørger om de her ting, er fordi du i virkeligheden overhovedet ikke har lyst til, at Rhodion kysser på dig?" Eyids erfaringer med Cyreesai sagde ham, at hun i hvert fald i gamle dage havde brug for, at blive... hjulpet i kontakt med sine følelser - de følelser, der ikke var vrede og drabslyst, naturligvis. 
    Og det var vel hans plads - i rollen som den gamle Eyid. Og så var der også... ét eller andet ved hele historien, som gjorde ham ualmindelig arrig - gav ham lyst til at gøre hende i tvivl. Usikker. Hun kunne da ikke alvorligt mene, at hun følte sig tiltrukket af det opblæste bløddyr til Rhodion!
    Hendes sidste spørgsmål sprang han let og elegant hen over, for jo - han vidste godt, hvordan man 'gjorde sådan noget'. Og han vidste, at hun vidste det - havde hun ikke mobbet ham hudløs med hans 'piger', dengang de stadig bare var to ungfisk, der lavede ballade under familiernes næser? 
    Men ved Dybet om hun skulle få ham til at sidde her og give romantiske råd, når det var så tydeligt for enhver, at Rhodion var den mest selvfede, uintelligente havmand, der længe havde besvømmet Det Store Åbne...

Da Eyidivan denne gang lagde hænderne mod hendes skuldre, fattede hun rent faktisk hentydningen, slap armlænene og lod sig glide ned på gulvet. Håret flød op i en søjle over hende, og hun ramte gulvet med et dæmpet bump og en let klirren fra leddene i bæltet, da de ramte underlaget. 
"Rhodion er altså god nok!" svarede hun defensivt og hev en hårlok ned til sig, så hun kunne holde hænderne beskæftiget med et eller andet. "Jeg blev bare overrasket, og nu..."
Nu hvad? Nu var hun forvirret? Usikker? Bange?
"Han er et godt parti," fortsatte hun og prøvede virkelig at tro sine egne ord. "Jeg burde være blevet gift for længe siden, Eyid! Se bare din søster - allerede med yngel på vej. Jeg er væsentligt ældre end hende, og alt jeg har gjort de sidste mange år er at undgå det."
Det var ikke helt de ord, hun havde tænkt sig skulle komme ud, og hun fortrød dem med det samme. Det var ord, hun kun havde tænkt for sig selv om aftenen, og ord hun ikke havde tænkt sig nogensinde skulle indrømmes - men overfor Eyid faldt paraderne tydeligvis alt for langt ned.
"Rhodion bekymrer sig om mit humør. Han er sød, han er stærk, han er..." Den perfekte mage. "Men  jeg føler mig bare så... Uerfaren, og ..." Og den eneste jeg har lyst til at kramme, er dig. "Pigerne sværmede altid om dig, da vi var unge. Hvad gjorde du med dem? Hvor tog I hen? Græsmarkerne? Jeg ..." Jeg så dig engang med en derude... Hun blev ved med at nusse dine hovedfinner... Jeg havde lyst til at vride hendes skulder af led.  "Det er sådan noget, man gør, ikke? Tager steder hen sammen - lidt lige som jagten bare uden... Jagten ..."
Cyreesais blik havde sænket sig til gulvet og hendes øjenbryn pressede sig ind mod hinanden i en bekymret mine. Hvad hun havde lyst til... Hvorfor skulle Eyid stille den slags spørgsmål? Det handlede jo om distriktets bedste, og hvad hun havde lyst til var sjældent til distriktets bedste. Men tanken om  de blækspruttearme fik det til at krible ubehageligt under skællene. Hvor tankerne helt naturligt blev båret hen efter det, fik hende til at rødme en smule, men det var af indestængt nervøsitet og ikke så meget andet - men det kunne man jo ikke se udefra.

    Der var noget i Eyid, der rejste sig mørkt og triumferende, ved synet af Cyreesai, der efterkom hans ordløse ordre - lod sig tvinge ned på gulvet foran ham. Følelsen varede dog kun kort, for Cyreesai gav sig lidt for hurtigt til at liste Rhodions gode kvaliteter op, og selvom Eyid ikke lod det komme til udtryk på sit ansigt, irriterede hendes ord ham. Der var absolut intet af dét, hun sagde, han kunne genkende i de korte, kølige interaktioner, han selv havde haft med havmanden. Til rådsmøderne var Rhodion selvhøjtidelig og brovtende - den værste kombination - og under mere private forhold, for eksempel de få gange, spruttemanden havde fanget Eyid i en pause, var han dominerende og konkurrencesøgende. 
    Han mindede faktisk Eyid om en halvelver, han havde kendt engang - omend Rhodion var knapt så psykotisk... Han var dog i Eyids optik samme grundlæggende type, som Yeano havde været, og det eneste der var opløftende ved dén tanke, var at Yeano i det mindste havde mødt sit retmæssige endeligt til sidst...
    "Vil du virkelig vide... hvad vi gjorde - i detaljer?" spurgte han tvivlende - temmelig sikker på, at hun ikke kunne være klar over, hvad hun bad om... Og også temmelig sikker på, at der var visse ting, han ikke havde lyst til at indvie hende i - ikke hvis hun tog det direkte videre til Rhodion, i hvert fald...
    Noget ved dén tanke, fik kvalmen og skammen til at stige op i ham og diskret rakte han over med den ene hånd - gav sig til at pille ved sit venstre håndled; gribe om ét af de små, løse skæl og tvinge det en anelse tilbage, til smerten skød igennem ham, og tankerne krystalliserede sig; gjorde ham fokuseret igen. Tilbage i rollen som den gode ven...
    "Altså, jagten er jo ikke taget helt ud af det!" bemærkede han og tvang sig selv til at sende hende ét af de rovdyrgrin, der blottede hjørnetænderne. "Jagten er jo... spillet, du ved - samspillet eller modspillet, eller hvad man nu skal kalde det. Men jo; jeg har taget piger med ud på Græsmarken - eller til bankerne, hvor der er udsigt over de store tangskove. Eller hvis du mener det alvorligt, kan du jo tage ham med til de oversøiske dele af Revet." ...Man kunne jo håbe, at Rhodions mangel på ben ville gøre den tur tilpas underlig og akavet... Eller at hans spruttearme tørrede ind i solen... "Jeg tror heller ikke, du skal bekymre dig om at være uerfaren. Mon ikke Rhodion er rigelig erfaren for jer begge to..." 
    Det sidste blev sagt med en syrlig kant, hvor Eyid med vilje lukkede øjnene for sin egen opførsel som ungfisk... "Og dog," tilføjede han så sarkastisk. "...hvis han forsøgte at kvæle dig i sin tunge, kan det alligevel godt være, du bliver nødt til at lære ham et par ting...!"

"Øøøh..." Tonen i Eyidivans stemme, da han spurgte, om hun ville kende detaljerne, gav hende lyst til at sige nej. Samtidig ville hun gerne vide alt - så kunne hun bedre finde ud af, hvilke dele af pigerne, hun skulle knuse under... Vent, hvad?
Jagten. Ordet fik hende til at se op og møde hans blik. Et sug gik igennem hendes mave, og hun bed sig i læben med den skarpe hjørnetand, mens pupillerne udvidede sig. Et billede af dem begge to på jagt sammen fløj henover hendes nethinde efterfulgt af et, hvor de sejrsrigt stod på Distrikstronerne. Sammen. Hun havde forestillet sig det flere hundrede gange. Denne gang hev hun ham ind til sig... 
Græsmarker! Tangskove! råbte hun lydløst af sig selv. 
"Det var altså ikke så slemt!" protesterede hun, mens hun febrilsk prøvede at skubbe sine meget uanstændige tanker så langt ned i dybet af sin sjæl, som hun kunne. Imens rejste hun sig op med hårde, uelegante bevægelser. "Jeg har bare ikke prøvet det før vel!" Hænderne fumlede med at rette på bæltet - det sad fint, hvor det var. "Bare fordi dine forældre tillod den skøgeadfærd, gør det dig altså ikke berettiget til at være sådan, Eyid. Jeg har ventet på den rigtige, og det er på tide, jeg finder en - jeg vil bare ikke ødelægge det, jo. Så hvis du vover på at give mig et råd, der anses for at være det mindst romantiske sted i Rashez'ar, så kan du vente dig!"
En anklagende pegefinger blev rettet mod ham, og egentlig havde hun vendt sig for at gå igen, men sindet fik hende til at vende sig tilbage igen. Nu var det jo næsten et skænderi med lige så mange svinere som i gamle dage, og det havde Cyreesai meget nemmere ved at håndtere end at blive kysset på. 
Især fordi Eyidivan havde ret; det havde ikke været rart. Rhodions tunge havde føltes som en levende snegl i hendes mund, og det havde været uhyggeligt, hvor adræt den havde været. Alle piger, hun nogensinde havde brugt tid med (i de meget korte intervaller dét havde varet) havde fortalt om vidunderblæksprutternes evner til at få en til at mærke ting overalt på kroppen. Dengang havde hun været temmelig skeptisk, men nu hvor hun havde erfaret, det tydeligvis også gjaldt inden i kroppen, var hun direkte frastødt. 
Rhodion var bare stadigvæk et godt parti, og så var hans personlighed ikke en, der gav hende lyst til at kvæle hverken ham eller tilfældige. Det plejede at love godt for et langt og succesfuldt ægteskab, som det var forventet at en distriktsleder havde.

    Det var lettere end Eyid ville have troet, at bibeholde den gamle, stikkende tone imellem dem - især nu, hvor hun havde fået drejet samtalen så den handlede om dem og ikke om Rhodion...
    Derfor løftede han også bare et øjebryn og belemrede ikke sig selv med at skjule det provokerende, lille smil, selvom han godt vidste, at det ikke ville gøre noget godt for hendes humør. 
    Men det var ligesom meningen. Det var sådan deres dynamik havde fungeret...
    "Kunne ikke falde mig ind, Ærede Distriktsleder!" påstod han. "Og selvom du lyder fordømmende over min... 'skøgeadfærd', som du kalder den, så er det jo alligevel mig du kommer rendende til. Så jeg tager det som et kompliment, Sukkertang, for det må jo betyde, at du anser mig som værende mere end bare almindelig kompetent!" Han kunne ikke lade være med at grine af hende - hårdere og mere mokkende end det måske havde lydt i gamle dage, men dog stadig uden tydelig foragt; dén gemte han godt væk under alt det andet...
    Med øjnene knebet en anelse sammen lænede han sig tilbage i stolen og betragtede hende - stadig med det lille smil i mundvigen. 
    "Hvad vil du have, Sai?" spurgte han så og løftede et øjenbryn. "Jeg mener... hvis du alligevel ikke rigtig tør tro på mine råd. Er det princip? Eller er du bare ærgerlig, fordi dit første kys var dårligt?"
    Tonefaldet var drillende, men selvom smilet sad stædigt på hans ansigt, nåede det ikke hans blik. Det lysegønne blik, der dybt under det venskabelige skær var fuldstændig tomt.

Cyreesais hænder knyttede sig ved Eyidivans tone. Den prikkede til noget af den vrede, hun ellers så eftertrykkeligt havde udskiftet med sorg de sidste tretten år. Det gjorde ondt. Mere ondt end det burde. Det gamle øgenavn fik både gamle, lyse minder til at bryde frem, men det fik også hendes mave til at vende sig en omgang. Den hårde latter hjalp ikke på det. Havde den altid haft så meget kant? Der var noget ved den, hun virkelig ikke brød sig om. Noget der gav hende lyst til at flække hans brystben - igen - men som hun stadig ikke helt kunne sætte fingeren på. 
"Hvad vil jeg have?!" spurgte hun tilbage og slog ud med armene. Han indbød til en fod i fjæset med den magelige attitude. Instinktivt opfattede hun, at hans smil ikke var helt ægte, og det gjorde hende rasende. "Jeg ville måske have en at snakke med! Lidt råd ville da være fedt. Og tror du selv det handler om det første af noget som helst? Min første kamp var også dårlig - men så trænede jeg og blev bedre. Fordi jeg lærte fra de bedste krigere, vi har. Så er det vel meget naturligt at opsøge den bedste kysser i Ke'Jaelin - eller du kan måske ikke påråbe dig den titel mere? Er det virkelig sådan her, du  vil have det? Kan vi ikke have en venskabelig samtale uden at blive pissesure på hinanden? Jeg troede virkelig vi var ovre det," Hænderne dirrede af spænding, og hun vendte sig væk fra ham - bekymret for, at hun faktisk ville gøre alvor af sine indre voldstendenser, der skreg om kap for at finde den mest kreative metode at sprætte ham op på. Hun udbyttede det mentale billedet med en af hans tidligere piger i stedet, og underligt nok lod det til at virke en smule. "Jeg har givet dig den plads, du bad mig sådan om. Du har fået din plads i Rådet, og jeg har ladet dig være i en måned uden at forlange en skid af dig. Og det eneste, jeg så får, når jeg søger råd fra dig som din ven og ikke din distriktsleder, er det her lort!"
Jeg savner dig stadig, var de ord, hun havde lyst til at sige.
At miste Eyidivan havde ikke kun været at miste sin bedste ven, men også en af sine eneste. Relivesta var stadig hos hende, men i takt med de stigende ansvarsområder, var der ikke megen tid til sjov, og de havde begge været mærket af Eyidivans fravær. Intet havde været, som ungdommen, og Cyreesai var forfærdelig til at komme ud og finde sig nye venner. I stedet havde hun begravet sig i arbejdet - og i ensomheden. Det var først, da Eyidivan var tilbage i hendes liv, at hun havde opdaget den knude af smertelig ensomhed i sit bryst. Med ham kunne den gå væk, havde hun tænkt, men hans adfærd og kropssprog fortalte hende, at han hellere ville svømme ned i Dybet end at bruge tid med sin gamle ven. Troede han også... Bebrejdede han hende for at være blevet fanget?

    Cyreesais reaktion gjorde det tydeligt, at han var gået for langt, og med en lille grimasse strøg Eyid det provokerende smil og plantede noget mere passende på sit ansigt. Knugede irriteret sammen om det lille skæl på sit håndled, til det kom løs mellem fingrene på ham, og smerten gav ham dét fokus, der skulle til, for at sige:
    "Undskyld Sai... Det var ikke sådan ment. Jeg ville ikke... Jeg prøvede ikke at få dig til at føle, at jeg ikke vil lytte - for det vil jeg gerne." Han forsøgte sig med et lille, søgende smil - et forsonende, ufarligt ét af slagsen - og besluttede sig så for, at lidt humor måtte være på sin plads: "Jeg er måske bare en lille smule jaloux, ikke? Vi er nogen, der har været tørlagte i over et årti... Måske gjorde du mig bare usikker på, om jeg virkelig kan påråbe mig dén titel, du meget gavmildt satte på mig før..." 
    Stadig med det forsonende smil rejste han sig fra stolen - tog hendes hænder og samlede dem imellem dem, så han kunne kigge ned på dem og ikke se hende i øjnene. "Bær over med mig," bad han og tvang så sig selv til at møde hendes blik - ganske kort, så hun ikke skulle nå at se for meget derinde. "Bær over med mig, og lad os så starte forfra, så jeg kan få mulighed for at give dig alle mine..." Han smilede, og det føles mere ægte, end han ville være ved. "...skøgagtige råd! Dém, jeg kan huske, om ikke andet..." 
    Han strøg hende en enkelt gang over håndryggen, men blev så distraheret af den svage lugt af blod i vandet - forbandende sig selv over, at han havde revet skællet helt løs, for det var en svag reaktion. En reaktion, der tydede på, at han manglede kontrol...
    Med hende er du svag...
    "Fortæl mig igen hvad han gjorde i dét kys - og hvad du selv gjorde. Og hvad du følte - hudløst ærligt. Så tager vi den derfra, ikke?"

Cyreesai lod ham tage hendes hænder i sine, og kontakten dæmpede noget af den vredessitren, der var endt ude i fingerspidserne. Mens han talte, tvang hun et par dybe åndedrag helt ned i maven. Det var svært at slippe den vrede, hun lige havde ladet bruse igennem sig, men hans ændring i holdning og de undskyldende ord hjalp på det. For hun ville gerne tilgive ham. 
"Pfft, tørlagt.." kunne hun dog ikke lade være med at mumle til hans kommentar om manglen på dameselskab i Mørkets varetægt. 
Så slemt kunne det jo ikke være. Hvis han havde det hårdt efter et årti, hvordan burde hun så ikke have det efter aldrig at have prøvet sådan noget overhovedet. Men sådan noget ville kun skabe mere splid at bringe op lige nu, så hun lod ham tale videre. Forsøgte at bære over med ham, ligesom han ønskede. Ligesom da han ønskede at hun lod ham være i fred, for hvor svært kunne det være? Hvor svært havde det været? Sværere... Langt sværere end noget andet, hun gjorde på daglig basis.
Hun sænkede blikket fra hans og fik øje på små lyserøde skyer lige ud for hans hånd, idet han stillede de sidste spørgsmål. 
"Du... Du bløder?" helt i refleks - og egentlig ganske roligt, for så slemt var det tydeligvis heller ikke - tog hun fat i noget tang, hun stadig havde siddende i bæltet efter jagten. Blidt tog hun fat i hans hånd, vendte den om og bandt det om håndleddet, hvor blodet kom fra. Det så ud som om han havde revet sig på noget. Måske var det det, han havde været i gang med, da hun kom brasende ind? Skyldfølelse over sin egen ubetænksomhed rumsterede i maven, mens hun lod stilheden tage lidt fat mellem dem, inden hun svarede på hans spørgsmål. Det hjalp hende også til at falde mere til ro, sådan at binde sildeben op langs hans hånd.
"Det var nok egentlig ret meget, som jeg havde forestillet mig det," begyndte hun og bed sig i læben. "Det skete bare, fordi vi var i så godt humør... Han trak mig ind til sig men endte med læberne på mine i stedet for et kram. Jeg ... Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, så mine arme hang bare stift til siden og min mund var sådan halv-åben? Måske var det derfor, han stak tungen ind? Måske troede han, jeg ville have det? Burde jeg måske havde lukket munden i stedet? Jeg ved ikke, hvad jeg følte, det var ... Forvirrende. Nærkontakten var vel meget rar... Hans tunge var virkelig underlig."

    Der var noget meget... sælsomt ved at betragte Cyreesai, mens hun bandt hans håndled ind - vendte og drejede på hans arm, så hun kunne komme til, og viklede tangen omkring håndleddet med øvede bevægelser. Eyid gav hende ingen forklaring, for hun bad ikke om én, men oplevelsen satte sig alligevel hos ham; hvordan hun tog sig af dén skade, han havde gjort på sig selv...
     "Tak..." mumlede han, da hun var færdig, og han kunne trække armen til sig igen. Et lille stik af bekymring gik igennem ham - bekymring over, at han nu ikke ville kunne komme til skællene på håndleddet, som han løsnede hver aften for at være sikker på, at have noget, der kunne bringe ham tilbage på sporet, hvis han mistede kontrollen...  Men det måtte gå. Det måtte gå...
    Cyreesai var dog ikke nået langt ind i sin fortælling, før han var fristet til at revurdere - og en lille smule bekymret over, at hendes ord gjorde ham så rasende. Men han turde ikke undersøge følelsen, at skræk for, at det skulle gå galt igen - som dén dag i Hjertet, hvor han nær havde stukket hendes egen kniv i hende.
    Nej, han turde ikke undersøge følelsen, og han kunne ikke komme til de løse skæl, så i stedet endte han bare med af bide sig hårdt i indersiden af kinden, til han smagte blod i munden. Prøvede at lade være med at lade blikket blive hårdt og ansigtet lukket.
    "Vil du have et god råd til næste gang?" endte han med at spørge, da hun var færdig. Ordene kom ud næsten stødvist, men han kunne ikke gøre det bedre - håbede, at hun ville skabe sin egen form for mening med hans underlige opførsel... eller helst slet ikke bemærke den. "Brug dine hænder, Sai. Ikke noget med bare at lade dem hænge slapt ned. Du skal ikke nødvendigvis knuge ham ind til dig som en skuespiller i et dårligt stimespil, hvis du ikke har lyst - men hvis du mener alt dét med 'mage' og 'et godt parti', så skal du vel gerne give ham dét indtryk, at du også er interesseret..." 
    Uden helt at være klar over, om det nu også var en god idé rakte han ud efter hende - lagde sine hænder om hendes skuldre som det første. "Skuldrene er konservativt og ikke synderligt lidenskabeligt, hvis du spørger mig, men sikkert et fint sted at starte. Derfra kan du jo altid lade den ene hånd glide op til hans hals - hans kæbe eller hans kind." Mens han snakkede var det lige præcis hvad hans hænder gjorde - lagde sig imod hendes dybblå skæl, lige ved siden af gællerne på hendes hals. Smagen af blod fik hans pupiller til at udvide sig og han kneb øjnene en anelse sammen. Der var noget frygteligt velkendt ved synet af hans ene hånd så tæt på hendes strube... Det var altid godt, når han gjorde en ende på hende...
    "Fra kæben og kinden er der ikke langt om i håret - det har jeg altid holdt meget af." Eftersom Eyid ikke selv havde noget hår, var det tydeligt, at det var en handling han holdt af at gøre, og ikke bliver udsat for. 
    Eyid var intenst fokuseret på hende, da han lod de lange fingre følge hendes hals og glide om i hendes nakke - smyge sig gennem hendes bølgende lokker til han havde hånden hvilende imod hendes baghoved og kunne knuge sammen om hendes hår. Langsomt. Kontrolleret. "Derfra kan du få det, som du vil have det..." mumlede Eyid, men havde ikke rigtig tankerne med i, hvad han sagde længere. Følelsen af at have hånden begrav i hendes hår - at kunne stramme grebet, bare en lille smule, og se hendes hoved følge med... Det var berusende - den mørke, overvældende beruselse han havde lært at føle, når han havde et hjælpeløst offer i sin magt. Gav ham lyst til at trække hendes hoved bagover - blotte hendes strube...

Da hænderne lagde sig på hendes skuldre, fulgte blikket med op igen og lagde sig på hans grønne øjne, der ikke længere virkede så fjendtlige og hånlige. De var stadig ikke helt indbydende, men stadig lige til at blive revet med af med deres lysende iris. 
Rhodion havde også farverige øjne - hvorfor gav det ikke den samme effekt? Hans ord om at være seriøs, blegnede lidt i forhold til kontakten. Udover den sidste episode, hvor han havde været tvunget til hudkontakt med hende for ikke selv at blive slået ihjel, var det her den første rigtige kontakt, han selv havde taget initiativ til, og som han ikke blot var veget væk fra. Det betød noget - meget - men hun kunne ikke helt sætte ord på hvorfor. Derfor hørte hun heller ikke rigtig efter. Hun burde være seriøs om en mage, men kendte også sig selv godt nok til at vide, at hun nok ville trække i land, lige før det blev til noget. Med andre før var det dog heller aldrig nået hertil. Aldrig nået til kys eller tanker herom. 
Så snart Eyids fingre gled op langs halsen blev hun nødt til at dobbelttjekke, at han ikke var i gang med at dræne hende, for knæene blev bløde og varme spredte sig rundt i kroppen. Varme... Ikke kulde. Og hans dræning havde altid sænket hendes åndedræt og dæmpet det iltre hjerteslag (for hun var ofte pishamrende vred, når han havde været nødt til at dræne hende), men denne gang tog hjertet til i hastighed og gællerne spillede sig ud for at trække mere luft ind. 
Håret havde lagt sig om ansigtet, og lokkerne filtrede sig om Eyidivan fingre og svømmehud. Hun så hans pupiller spile sig ud, og fornemmede sine egne følge trop. Små behagelige prik overtog hårbunden, hvor hans fingre rørte ved den, eller hårstråene blev hevet en smule i. Da hans hånd strammere grebet om håret, gik hele Cyreesais verden i stå. 
"Hvordan... Hvordan vil man have det?" spurgte hun åndeløst.

    Eyid kunne mærke sin ene mundvig glide i vejret ved hendes spørgsmål. Men bevægelsen skete nærmest automatisk og var ikke et udtryk for morskab - han følte bestemt ingen trang til at le lige nu...
    "Det er jo dét, der er op til dig, Sai..." svarede han - lod hånden i hendes hår slappes, så han kunne lade håndfladen og de udstrakte fingre hvile imod hendes baghoved. Lod så den anden arm glide omkring hende, så han kunne trække hende tættere på og understrege sin pointe: "Hvis du vil gør kysset dybere har du mulighed for dét uden de store problemer. Og hvis du er træt af hans..." Eyid løftede et øjebryn og gentog hendes egne ord: "....underlige tunge, så kan du jo altid bryde kysset i stedet og få ham til at koncentrere sig om noget andet."
    For at demonstrere knyttede han atter hånden i hendes hår og gav så efter for trangen til at tvinge hendes hoved bagover. Lod nærmest åndsfraværende den anden hånds tommelfinger følge halsens konturer, som for at vise, hvad man ellers kunne koncentrere sig om. Det var dog ikke dér, hans egne tanker var. 
    "Der er mange muligheder, Sai. Det er lidt som en dans... eller en kamp, hvis du bedre kan lide dén analogi..." Han slap hende brat, da rummet bag hende et øjeblik flimrede - blev til en mørk og kold celle. Hårde flader. Rustne tremmer... lugten af blod. Smagen af blod... 
    Eyid sank og tog sig instinktivt til håndleddet - blev standset af forbindingen, og kunne ikke undertrykke en halvkvalt knurren, et sted dybt i struben. Havde vendt sig fra hende, så hun ikke skulle kunne følge hans minespil, og drejede først omkring igen, da han havde fået styr på sit ansigt. 
    "Se det som en kamp," endte han med at råde. "En kamp, hvor du kun opgiver dét, du er klar til at opgive. En kamp, hvor du kun lader ham indtage, hvad du synes, han skal indtage. Hvis du ikke bryder dig om hans tunge, så må du få overtaget og vise ham, hvordan du gerne vil have det. Hvis du har lyst til, at..." Han gik i stå fordi tanken om, hvad Cyreesai kunne have lyst til at gøre ved Rhodion, nagede ham. "Hvad ved jeg - kysse ham op og ned af den urimeligt skarpe kæbe han har sig, så må du jo gøre dét på en måde, så han føjer dig. Krig og kærlighed, du ved. Du har styr på det første - det andet er bare en anden slagmark, Sai." 

Eyidivan trak hendes hoved tilbage, og Cyreesai snappede efter vejret. Hun lagde ikke selv mærke til det, men prydefinnerne, der lå langs hoften og gik skråt ned til knæskallen, hævede sig en anelse og sitrede. Varmen i hendes krop havde centreret sig under navlen, og hænderne søgte ham - endte med at være underligt udstrakte mod ham, da han vendte sig væk og af en eller anden grund blive hængende sådan foran hende, da han igen talte til hende. 
Se det som en kamp. 
Det var i det mindste noget, hun kunne forholde sig til - også selvom ordet indtage virkelig ikke var et hun havde lyst til at forbinde Rhodion med. Hun ville bare have Eyidivans hånd tilbage i sit hår, hvor den hørte-... Hvad? 
Ordene om den urimeligt skarpe kæbelinje fik hende til at fokusere på Eyidivans, og før hun kunne nå at tænke over sine handlinger, lå begge hendes hænder på hans skuldre i et spejling af, hvordan han havde holdt på hende lige før. Helt som han havde gjort, lod hun tommelfingeren stryge skællene op langs gællerne, mens den anden hånd søgte bagud og hvor den ikke fandt hår at filtre sig ind i, gled fingrene i stedet blidt over bunden af hovedfinnerne - ret meget ligesom hun havde set den pige gøre ved ham for hvad der føltes  som en evighed siden. 
Stadigvæk forstod hun ikke hvordan det her i sig selv kunne være nok. Rhodion var startet med læberne mod hendes og ikke med det her nusseri, og Cyreesai følte sig stadig på bar bund med, hvad hun skulle gøre af sin mund. Selv hvis hun skulle kysse den der fine, grønne købe, skulle der så bruges tunge, eller var læberne nok? Var det rart at blive... Slikket på? 
Hun kunne ikke i samme grad få fat om hår og tage kontrollen, når Eyid ikke havde noget, så i stedet prøvede hun at stramme grebet om hans baghoved, mens hun trak sig selv en anelse tættere på. Hendes blik søgte hans, men blev fanget af læberne på vejen... Indbydende læber. Læber som hun havde lyst til at ... 
"Vis mig... Hvordan man gør," hviskede hun og førte sit ansigt nærmere hans, mens en knugende frygt for, at han ville rive sig væk, sev ud og blandede sig med varmen i kroppen. 

    Hendes udforskende hænder bragte en bølge af konfliktende følelser over ham, og for ikke at drukne i dem rakte han også ud over hende - sørgede for at tage sig dén kontrol, han kunne. Lagde hånden imod siden af hendes ansigt med tommelfingeren imod hendes hage, så han stadig følte, han havde styr på hende, da hun lænede sig frem imod ham. 
    Det kom bag på ham, at han kunne være så hadefuld imod hende og stadig så taknemmelig over kærtegnene på én og samme tid. For det var... år siden, nogen havde rørt ham med en sådan hengivenhed, og det gik op for Eyid da, at han havde trængt til det...
    Samtidig med, at følelsen gav ham kvalme. Kvalme over sin egen svaghed. Kvalme over sit eget bedrag... Han havde ikke fortjent dén hengivenhed. Han var ond. Svag. Svigten-
    Nej. Han måtte ikke tænke på dét nu, for dén tankestreg ledte altid til hans hænder omkring hendes hals... Så hellere koncentrere sig om hendes lette kærtegn. Om hendes fingre, der strøg hen over hans hovedfinner. Koncentrere sig om at bekæmpe stikket af mørk vrede, da hun strammede grebet om hans baghovede.
     Hvad bildte hun sig ind? Hvad ville hun have? Forventede hun helt ærligt, at han skulle kysse hende? Vise hende alle de små tips og tricks, så hun kunne tage dem med til idioten Rhodion? 
    Hånden om hendes kæbe strammede grebet et øjeblik. Han skulle hellere presse hende tilbage - kaste hende op imod koralvæggen. Lade de lange fingre samle sig omkring-
    Med en lille, halvkvalt lyd dybt nede i struben tvang han billederne ud af hovedet, og inden der nåede at dukke flere op, havde Eyid lænet sig frem og presset sine læber imod Cyreesais - krævende og invasivt. Voldsomt. Med den klare intention at skræmme hende - indtage hendes personlige rum. Chokere hende i endnu højere grad, end Rhodion havde gjort. Straffe hende for at gøre alting så forbandet svært!
    Hans hånd var i hendes hår igen - knyttede omkring de mørke lokker. Den anden holdt hende fast - tvang hende til at blive i kysset, om hun kunne lide det eller ej. Hans læber var hårde og sultne imod hendes, og han gav hende ikke megen mulighed for at bestemme noget i kysset - overfusede hende nærmest. Gjorde det mere eller mindre til dét overfald, han havde beskyldt Rhodions for at være, i håbet om, at hun ville fatte et forbandet vink! 

Lidt ligesom tidligere med Rhodion, nåede Cyreesai ikke helt at opfatte, hvad der skete, før det skete. Eyidivans hånd i hendes hår sendte en bølge af kriblende gys ned over skællene. Læberne mod hendes var varme og krævende. Med hans anden arm viklet omkring hende, kunne han presse hende ind mod sig, så deres overkroppe mødtes og hendes arme blev fanget halvt mellem dem, halvt over hans skulder, hvor hånden stadig prøvede at holde fast på hans hoved. Hånden blev tvunget til at slippe, og lægge sig ned over hans rygfinne i stedet, og hun tog fat om den for at bevare en lille smule af kontrollen - kontrol hun brugte til at trække sig tættere ind mod ham. For lige stik modsat Rhodions kys, kunne hun lide det her.
Rhodion havde nærmest sig hende nænsomt og forsigtigt - sikkert prøvet at aflæse de tegn, hun ikke vidste, hvordan hun skulle give - og kysset havde været forsigtigt og udforskende. Det her var alt andet, og selvom Eyidivan lige havde sagt, at hun skulle styre hvor meget hun gav og hvor meget hun havde lyst til, havde hun absolut ingen intention om at stoppe ham. Det var som at blive drænet, for hendes krop søgte at vikle sig om hans og få al den hudkontakt, der overhovedet var muligt. Læberne deltog instinktivt i pardansen, og hun behøvede ikke engang tænke over, hvad hun lavede. 
Den anden hånd gled ned over hans brystkasse og videre ned mod hofterne, hvor fingrene greb om hans bælte for at hive ham tættere på. Hun søgte hans prydefinner - ønskede at kærtegne dem, og tænkte ikke over hvorfor. Faktisk tænkte hun ikke særligt meget mere. Tankerne var blevet skyllet væk med hans hårdhændede greb og hans invasisve læber. En lav, hengiven klynkelyd steg op fra hendes strube og forsvandt i kysset, inden den rigtig nåede ud mellem dem.

    At mærke, hvordan hun smeltede imod ham - hvordan hun hev ham tættere på; ivrigt matchede hans krævende læber - plantede en sugende panik i hans mave, og med en halvkvalt lyd dybt nede i halsen trak han sig fra hende.
    "Nok," fik han frem og lagde hånden imod hendes skulder. Gjorde sit bedste for at få styr på sit udtryk inden hun skulle se det. "Det har du... Jeg tror, du har fint styr på det, Sai..."
    Den ene mundvige blev tvunget op i noget, der på ingen måde føltes som et smil, og med en hånd, der rystede, strøg han sig fraværende over læberne - som for at fjerne følelsen af hende. Hvis bare han kunne..."Gem lidt af dét dér til din Spruttemand... Som sagt; vi er nogle, der har været tørlagte længe. Du skal passe på, jeg ikke bliver lidt for begejstret..." 
    Det var meningen, det skulle være kommet ud som en vittighed - som en stikpille af dén type, der konstant var fløjet imellem dem i gamle dage, dengang det sjoveste i verden havde været at gøre hende forlegen. Men det lykkedes ham ikke at få den rigtige klang i stemmen - til dét var han stadig for stakåndet oven på kysset - og det skæve smil føltes stift og anstrengt. Ordene for... ægte...
    Nej... Sådan måtte det ikke være! Sådan var det ikke. Med hende er du svag...
    Kontrol. Han var i kontrol...

Det stoppede alt for hurtigt. Ligesom da han havde drænet hende for godt en måned siden og hun slet, slet ikke havde fået nok. Det var samme følelser,, der rumsterede i hende og forsøgte at bryde fri og buldre ud gennem hendes krop. Forsøgte at tvinge hende til at tage fat i ham igen - kræve kysset, som han havde brudt, mærke hans krop og... 
Og hvad?
Det var forkert. Sådan her måtte det ikke være. Sådan kunne det ikke være. 
"Hvad?" spurgte hun, fordi tankerne havde overdøvet halvdelen af hans ord. "Åh, øh... Måske har jeg styr på det ..."
Det kom ud som en underlig klangløs gentagelse af hans ord, og først der sank det sådan rigtig ind for hende. At hun havde styr på det. Med Eyidivan. Hun havde ikke haft styr på det med Rhodion. Måske fordi hun ikke ville have styr på det med ham.
Gem lidt af dét dér til din Spruttemand.
"Han er altså ikke min ..." Men det burde han jo være.
"Jeg tror måske ..." Sætningen startede uden at hun rigtig vidste, hvor den var på vej hen. Blikket veg fra Eyidivans, mens hun slikkede sig om munden som for at nyde den sidste smag af ham. Hvad var det her for noget! 
"Tak!" sagde hun så pludselig, rev hovedet op og rankede ryggen, selvom det gjorde hende pinligt bevidst om, at han nok kunne se den rødme, der havde overtaget hele hendes ansigt. "Det var ... Det var gode råd! Jeg vil ... Gå. Nu. Og. Øh. Ja. Tak!"
Med de ord vendte hun sig og hastede ud af hans værelse, men da hun nåede perlegardinet mærkede hun perlerne mod sin pande, og måtte stoppe op, tage sig sammen og vende sig om igen - for distriktskronen lå stadig på hans bord. Selvom hun kom forbandet tæt på ham, da hun skulle hen for at samle den op, formåede hun at holde sine ivrige hænder for sig selv, og hun greb om distrikskronen med den begge som om den alene kunne redde hende fra at gøre noget dumt - og det var nok ikke helt ved siden af. Alligevel stoppede hun kort op der ved siden af ham og druknede i de lysegrønne øjne, inden hun rystede på hovedet og skubbede sig selv bagud i vandet.
"Vi, øh. Vi ses," sagde hun, og den her gang kom hun rent faktisk ud af gemakkerne. 
Hun havde brug for at tænke over det her. Helst imens hun også tævede et eller andet.