Manden, hvis skikkelse var dækket af mørke klæder, satte sin taske fra sig i skovkanten. Dernæst tog han sine omgivelserne i nærmere øjesyn; herregården lå placeret nogle kilometer fra den endnu-ikke opsatte lejr, skjult af tykke træstammer, sumpet skovbund og vilde buskadser. Over ham var solen på vej ned, dens røde og orange stråler dagens sidste lys forinden, at natten satte sig på tronen og manden afgjorde, at det var uheldigt.
Hvad han søgte, nød nemlig godt af nattens mørke og skønt det samme kunne siges om ham, var det ikke tilstrækkeligt. Så meget vidste han. Bestillingen var kommet med et anonymt sendebud men beskeden havde været klar: jobbet skulle afvikles hurtigst muligt og det ville blive vanskeligt. Den ´hvem´ der snart ville mærke Jamie Softcreeks klinge var ikke til at spøge med og selvom han i grunden havde gjort sit forarbejde, var hans reservation omkring det snarligt kommende til at både se og mærke. Jamie havde taget sine forholdsregler: brevet til hans lillebror og Pandora lå opbevaret hos sikre hænder, skulle han ikke vende hjem. Hans knive og sværd velpoleret og smurte, så de skinnede om kap med de varme solstråler.

Timerne skred langsomt fremad og ikke få gange overvejede Jamie at vente til morgendagens lys atter vendte tilbage. Ikke, at han var bange. Jamie frygtede ikke at dø. Det var langt snarere professionel stolthed, der såede tvivl i hans sind og efterlod ham undrende tilbage. Han var nemlig ikke nogen sentimental mand: Jamie følte, men ikke nødvendigvis som alle andre, hele tiden og stærkt. Og hans job var et nemt ét – i hvert fald i dens logik og umiddelbare fremgangsmåde.
Hvad der ultimativt sendte ham afsted efter mørkets frembrud, vidste han ikke. Måske utålmodighed, måske stolthed. Han brugte dog ikke lang tid på at kontemplere hvorfor og des længere igennem skoven, han gik, des mere stille og fokuserede blev hans tanker også.
Da Jamie, efter endnu en times vandring, nåede frem til herregården, trak han skyggernes manipulerende skjul henover sin krop: så man efter, tvang man sine øjne til at se ham, var det ikke umuligt, for han var der trods alt stadig. Han var dog mere skygge end mand, og når lyset fra den usynlige måne fandt ham i mørket, lignede hans krop noget, der bølgede i den lette brise.
Skønt Jamie var skjult, bevægede han sig stadig varsomt frem. Han vidste ikke, om herregårdens omkringliggende jord var sikker; om der var fælder, han ikke kunne se eller om der var vagter, der kunne forsvinde bedre end ham selv. Han bevægede sig med en elegance, der ikke burde tilfalde en mand af hans størrelse og ikke nær så effektivt, som han kunne have gjort det.
Jamie nåede et vindue; det yderste i den yderste venstrefløj, længst mulig væk fra den smukke og imponerende hovedindgang. Han så ind og fandt et forladt køkken, der kunne forveksles med ét der sjældent, hvis nogensinde, blev brugt. Det måtte blive hans indgang, vurderede han, hvorefter han fremdrog en lille kniv og dirkede hængslerne løse. Ikke mange øjeblikke efter kunne han hive sig selv op og indenfor, hans øjne flygtende henover ethvert hjørne. 

Det havde været en lang dag for Cayden. Hvis han skulle være ærlig med sig selv, var noget af det han nød mest ved sig arbejde at opsnuse desertører, særligt når de var hans gamle venner, og så lades som om han lod dem slippe afsted med at forlade Mørkets Hær, kun for at kunne holde styr på hvor de befandt sig henne i landet og afkræve deres gæld til ham, for ikke at have indleveret dem til Mørket, når han havde brug for det. 
Men når dem, han skulle opsnuse, ikke var én af hans bekendte, men blot en kujon, der ikke kunne tage arbejdet, var det knap så tilfredsstillende. I det tilfælde var det altid enten en ung knægt, han ikke rigtigt kunne få sig selv til at afstraffe, men altid gjorde alligevel, eller den slags svin, der hellere ville tjene sine egne krystaller ved at sælge sine evner til højestbydende i stedet for til den hær, der havde oplært ham i de evner. 
Det havde været sidstnævnte han havde jagtet i flere uger, kun for at være endt i en død ende, med et koldt spor og flere ugers ekstra arbejde foran sig. Havde det været enhver anden ville han måske bare have opgivet jagten, men Cayden hadede den slags desertører med hele sit hjerte, og var kun kommet hjem igen for at spore sig frem til, hvor han var gået galt henne.

Af samme grund var det med vrede i kroppen at han kommanderede tjenestefolkene rundt fra samme øjeblik han var teleporteret til midten af entreen. Én stak af i retning mod køkkenet, for at lave te, en anden mod badeværelset for at varme et bad, og Cayden selv gik direkte mod sit kontor. 
Normalt ville han have holdt til på sit kontor i Kzar Dûn, men siden Mørkets fæstning dér var faldet, havde han været tvunget til at opholde sig i sit eget gods, hvor stort og tomt det så end stod, når det kun var ham og nogle få tjenestefolk. 

På sit kontor begyndte han straks, med utålmodige fingre, at flå snørrerne i sin læderrustning op. Han havde virkelig regnet med i det mindste at finde ham, han ledte efter i dag, og den lettere ubehagelige påklædning er kun en påmindelse om, at det ikke lykkedes ham. 

Skridt på gangen lod Jamie vide, at uønsket selskab var på vej. Fødderne bevægede sig i al hast men at dømme efter deres lethed, var størrelsen på personen lille. En tjenestepige, vurderede Jamie, som han placerede sig lydløst i skyggerne og dernæst gav sig til at afvente – ikke dén han søgte. Nuvel, det havde han set komme.
Hun kom bragende ind i køkkenet ikke lang tid efter. Hendes vejrtrækning var hektisk, som havde hun spurtet ned af de mange, smalle trapper, tilsyneladende ligeglad med hvad end der måtte hænde hende, skulle hun falde. Så fortravlet, at hun end ikke besværede sig med at tænde stearinlys, begyndte hun at brygge te, hendes hænders arbejde effektivt og målrettet.
Hun så ham aldrig komme; fra det ene øjeblik til det andet dukkede han op bag hende, hans arm omkring hendes tynde hals og hans mund placeret mod hendes ene øre, hvori han hviskede beroligende ord. Hun ville ikke dø i aften; alt, hun skulle, var at falde i søvn.

Jamie placerede nænsomt den bevidstløse kvinde på gulvet, men han spildte ikke tiden og begav sig derfor hastigt videre. Modsat tjenestepigen bevægede han sig dog langsomt, ikke villig til at give sin position til fjenden før tid. Den mørklagte herregård gjorde det nemt og før Jamie vidste af det, kunne han placere en hånd mod en af tjenestefolkenes hemmelige døre og træde ud i en bred gang, hvis vægge var dækket af malerier og dyre vægtæpper. Udsmykningerne var dog simple, så ulig det Jamie før havde set og selv midt i adrenalinens brus, bemærkede han dét. Var der ingen slægtninge, der var værd at hænge op og beskue fra tid til anden? Var gården nedarvet eller købt? Han kunne ikke sige det og selvom det kunne fremstå trivielt, var det et vigtigt faktum for lejemorderen. Jamie kunne bedst lide, hvis han havde en idé om hvem den var, hvis liv han tog fra dem.
For endnu engang svandt hans høje og bredskuldrede skikkelse ind i skyggerne, da endnu en af tjenestefolkene kom småløbende. Det var Jamies held, at manden havde travlt, for det tillod ham ikke at se, at han ikke var alene. Jamie fulgte dog efter ham, ind i hvad han antog var herregårdens største soveværelse, og derfra videre ind igennem solide men smukt udskårne trædøre, der afslørede et luksuriøst badeværelse.
Manden begyndte at forberede et bad og Jamie lod ham komme så langt, at han nær kunne erklære sig færdig før, at han også beordrede ham ind i søvnen. Manden fik dog ikke lov til at ligge, men blev i stedet båret ind i soveværelset og bestemt trillet ind under den kæmpemæssige dobbeltseng.
Skulle han vente, skulle han blive? Mon ikke hans mål var tættere på end han troede?