Livet havde ikke været nemt for rigtig mange, de sidste mange år. Uroligheder i hele landet havde overtaget hinanden, som en perlekæde af ulykker. Efterhånden var der kommet lidt ro på sagerne, men hvem vidste hvor længe dette ville vare. I det mindste var der et pusterum til at kunne lige trække vejret, inden den næste ulykke uvilkårligt ville ramme landet. 
En af dem som sikkert ikke havde haft det nemt var en som Rasmus havde forsømt de sidste lange tid. Hun havde ellers været der for ham, hver gang han havde haft brug for det. Siden han var en lille dreng, og var ankommet til storbyen, så havde hun vidst hvornår han havde haft brug for et kram, og hvor mange gange havde hun ikke tilset hans sår?

Hendes død havde ramt ham hårdt, og han havde sørget. To år efter opstod hun så fra de døde. Samtidig med Kiles Orden overtog efter Dæmon Plagerne. Det hele havde været mistænkeligt, og han havde holdt sig på behørig afstand. Hvem vidste om hun var en del af Ordenens plot. Han vidste ikke hvem han kunne stole på, hvem han kunne tale med. Nu havde han blot dårlig samvittighed. Han havde vendt hende ryggen, som hun havde brug for det. Verden var gået videre efter hun var død, og hendes liv var ikke længere som hun havde efterladt det. Hendes mand døde, Treston, som havde været der for hende, var blevet bortvist for at blande sig med fjenden. Hun måtte ikke have det nemt. Dette ville ikke være nemt, fordi hvordan undskyldte man for at have mistænkt hende for forræderi da hun genopstod, i stedet for at tage imod hende med åbne arme? Isari havde valgt hende af en grund. Han måtte stole på Gudinden.

Han havde fået at vide at Josefine var ved katedralen. Han havde spurgt efter hende, og erfaret at hun havde trukket sig ud i tempel haverne. Han vidste at hun sikkert ville foretrække at være alene, men var det nu det bedste? Han skyldte hende hvert fald en undskyldning.
Han var gået ud til haverne, hvor han så Josefines skikkelse. Han havde set hende efter hendes genopstandelse, men kun på afstand. Han stoppede op lidt væk fra hende og tog en dyb indånding. Kulden fik hans udånding til at stå som et svagt slør om hans hoved, inden at den blev fordrevet i luften.
"Josefine?"

Det var ikke længe siden Treston var rejst, ikke længe siden at hun måtte sige farvel til ham og ikke vidende hvornår han ville komme igen, og desværre kunne hun ikke vide om han nogensinde kom tilbage. Selvfølgelig havde det ikke været en god tilførsel til hendes liv at sin bedste ven forsvandt, nok nærmere det eneste ven hun havde brugt tid med. En der bare havde været der siden hun genopstod selv om hun ikke kendte ham ordenligt før, men siden, siden den dag hvor hun fandt sig selv på sin mands grav og nu..rejste han rundt i krystallandet for at finde sin søster. Ranulf var ikke en man kunne dele så meget med, jo han var en god ven at drikke med men han ofte væk i uger af gangen. Så hvem mere Rasmus? Som han gloet på hende med mistroiske øjne hver gang siden hun kom tilbage, og den kile amulet hun havde bundet i sin bælte havde ikke gjort noget pænt for hendes forhold med Rasmus og fået langt flere blikke end hvad det burde og hvad kunne hun selv gøre? Gå til folk? Og tvinge de negative følelser de følte frem i andre og hende selv og så gøre dette i en hun så som sin egen lille bror.

Så hvem var der tilbage at gå til, kirken, templet, og denne dag havde ikke været anderledes i denne fredstid var arbejde noget man blev kaldt efter, da heler kun arbejdet efter behov og fangekælderen havde også begrænset arbejdet da de fanger der var der nu, både havde været der længe og skulle være der længe i nu. Så kirken havde været målet siden Isaris lys havde lagt sig over byen og kæmpede med den kolde vinter luft, og typiske om vinterne vandt varmen fra det behagelige lys ikke. Det holdt hende dog ikke fra at befinde sig uden for i den fine tempel have og lod sin knæ hvile imod de kolde fliser, foran det udendørs alter, et sted hun kunne bare være lidt alene og finde ro til sjælen.
Hendes navn træk hende dog ud af tankerne og den indre bøn, hænderne faldt til hendes knæ som hun kiggede imod stemmen med et smil på læben.
"Rasm..Deres højhed." udbryd hun.
"Det er længe siden, hvordan ser livet ud for dem?" hun kæmpede lidt med at få sig rejst og nejede for let for ham. Jo, disse formaler havde været kastet ud af vinduet for nogle år siden, men hvor var de to nu.
Det var sært at tænke på at han nu var så gamle som hun så ud, var der virkelig gået så længe..Han var engang så ung, en knægt hun engang havde trøstet for hjemve flere gange og nu, han var virkelig blevet en mand, og det føltes så om det bare var dage siden han var den knægt.
"De er blevet voksen." det lyd dumt, det var dumt, for selvfølgelig var han det. Hendes egen søn var blevet en ung mand mens hun havde..gjort alt andet end at tage sig af dem, alles liv bevæget sig så hurtigt når man sad på sidelinjen.

"Hej."
Han følte sig akavet. Næsten som en teenager der skulle prøve at snakke med en pæn pige for første gang. Hans indre var et virvar af dårlig samvittighed og undskyldninger. Han havde ikke behandlet Josefine særlig godt, og så samtidig fik han dårlig samvittighed over at han vidste at Josefine ville føle de samme ting han gjorde, og hun ikke kunne gøre for det, og de følelser gjorde det hele værre. Samtidig kunne han mærke et lille stik af smerte, som hun kaldte ham ved titel i stedet for ved navn. De havde været så tætte inden hun døde. Der var sket så mange ting, og kaosset havde bare ikke været godt for nogen. Heller ikke Rasmus.
"Jeg har det godt. Min bror skal snart giftes, så jeg øver mig på vielses ritualerne."
Han følte sig så akavet. Han kunne ikke finde ud af hvor de var hende. De var tydeligvis ikke så tætte som de havde været, selvom han savnede den tillid han havde haft til hende, men samtidig havde han efterladt hende. Han vidste ikke om hun ville stole på ham mere, hvilket han ikke ville bebrejde hende for. Han havde været kold og afvisende. Mistroisk. 
"Priorinden er nok ikke enig med dig," sagde han med en akavet latter.

Det sære hej, var det største tegn på hvor længe siden det havde været, og hvor meget der var sket både mellem dem, og i hver deres liv. Selv gjorde hun intet andet end at løfte hånde og give et sært lille vink til ham før hænderne blev samlet foran hendes bryst og let nervøst tog fat i den varme kappe der lå over hende. Som han snakkede om alt der var sket, eller den ene store ting der snarest skulle ske, Ayrs arvingens bryllup, hun hævede kort et øjenbryn som han nævnte ritualerne.
"Dem der skal stå for det?" spurgte hun lettere tøvende
"Altså..selve ritualerne?" som hun tog et skridt tættere på ham, hold op det var længe side de to havde snakket, delt ting, droppet formalinerne og med tanken sukkede hun og tog et skridt tættere på ham og fik et slag af hans følelser som grænsen blev nået, og nu behøvede hun heller ikke undgå hans blik mere, de brune øjne der engang var så unge, Det var på ingen måde en rar fornemmelse at træde ind i den sky af skyld, skam og medligheden. Hun træk vejret tungt nogle gange som hun tydeligt skulle vænne sig til det, at have været alene nogle timer og nu dette. Hans ord om at nogle var uenig med at han var vokset op fik hende til at ryste hovedet kort.

Vingerne spredte sig og et let bask fik hende til at lukke den sidste meter og lidt mellem dem og forsøgte at trække ham tæt, trække ham ind i et kram. "Kom her" lyd det som fødderne ramte jorden lige foran, de var samme højde engang..Den tid var længe væk føltes det som lige nu.
"Du..skal ikke have det dårligt...skammen, skylden..det hele. Det er fint, du har intet forkert gjort Rasmus. Det har været svært for os alle, og..Det er mig der skulle have gået til dig, skulle ikke have..bare ventet." hun søgte at klemme ham lidt tættere, engang kunne hun, nu var det næsten svært at få armene om ham.
"Undskyld..at jeg ikke gik til dig...At..mærke mistro gjorde det svært, selvfølgelig skulle jeg havde snakket med dig, i stedet for at løbe væk." tilførte hun øjeblikkeligt efter hende ord. Høfligheden var væk, eller rettere effekten af titlen af hans.

Han stod og trådte sig selv over tæerne. Det her var virkelig en sær fornemmelse. Hvorfor var det så akavet? De havde været så tætte.
"Ja. Min mor ville gerne have at jeg udførte ritualerne. Der er lidt et politisk stunt, når Isari bliver direkte involveret i ritualerne."
Han vidste godt at det var hovedårsagen til hvorfor han skulle gøre det. Der var noget spektakulært over det, når en præst faktisk påkaldte sig Isaris tilstedeværelse. Især til en vielse.

Da Josefine kom hen til ham, faldt det naturligt for ham at omfavne hende. Han kunne mærke hvordan lettelsen skyllede over ham. Den behagelige fornemmelse at omfavne hende, om end hun føltes mindre nu end hun gjorde. Skyldfølelsen forsvandt lidt i baggrunden. Det her føltes rigtigt. Noget som han skulle have gjort da hun kom tilbage. 
"Du skal ikke undskyld. Jeg lod Kiles Orden gå mig til hovedet. Jeg blev paranoid og stolede ikke på noget eller nogen. Jeg var bange for at de prøvede at bruge dig til at få en krog i mig. Jeg vidste ikke hvad deres plot var."
Han blev ved med at holde hende tæt ind til sig. Skammen lå stadig over sin kujonagtige tilgang til hele problematikken, men den overvældende lettelse over at de omsider faktisk fik talt sammen igen var stærk.

Hun burde jo nok havde lyttet til ham som han talte lidt dybere om vielsen men lige i dette øjeblik var det ikke muligt som tankerne fandt ende i hvad hun endelig ønskede at gøre, den kløft mellem dem som i sandheden aldrig skulle have været der og dette var uden tvivl den nemmeste måde at fortælle ham at hun ikke bebrejdet ham. Skammen lå sig mellem og over dem som hun lyttede til hans ord, og mærkede at han ikke gav nogle tegn på at give slip på hende, og en lettelse der fik hende til at baske let med vingerne som hans ord endte og hun træk sig lidt fra ham.
"Og jeg gjorde intet for at bekæmpe din mistro selv som jeg mærkede den." hun sukkede let som hun tog en hånd fra ham og lod den tunge vinter hætte fra kappen falde til skulderne, og tog et halvt skidt væk.
"Beklager..glemte.. hele det der..prins." undskyldte hun som det sidste af skammen træk sig fra hendes blik. Nok havde hun ikke meget respekt for den spændte holdning der kom fra de aldelige status men at kramme ham uden tilladelse og så offentligt ville nok falde i gode hænder hos fyrstinden hvis rygterne spredte sig.
"Og.. Lad være at tænk over det, det er ikke nemt for nogle af os..jeg..kæmper stadig med at forstå det hele, og for alle..jer..der levede det hele." hun opgav lidt og lod sig tydelige kæmpe med at finde en formulering der passede på det, der forklaret det. Forklaret alt, hvorfor hun havde undgået dem, og ikke gjort noget for rede tråde ud.
"Det har ikke været rart at..undgå folk, men det..var nødvendigt..må ikke være rart at se spøgelser gå rundt..Specielt ikke når..jeg kom tilbage i så..sær en tid." hun tvang et smil frem, og samlede hænderne foran sit bryst.
"Jeg..skulle i det mindste have sent dig et brev. Så vi begge ikke bare gik i..tvivl."

Han kunne mærke at han skulle lade Josefine tale ud. Han kunne mærke hvor meget han ville sige tilbage, men han vidste også at han ville blot gentage sig selv og hende, og det var til ingen nytte. De snakkede med hinanden igen. Det var en start, og varmen fra hende gav ham en enorm glæde. Det hele skulle nok gå. Isari havde ikke bare efterladt dem. De skulle nok klare den.

Han tog fat i hendes skuldre og holdt hende lidt ud fra sig, så han kunne se i hendes øjne. Han prøvede at fange hendes blik.
"Du er ikke skyld i noget. Isari har en plan med dig. Du er tilbage, og selvom det var mærkeligt, så er det sådan det er. Du er her og jeg er glad for endelig at have taget mig sammen. Og du skal ikke tænke på de titler. For dig er jeg bare Rasmus."
Han smilede forsikrende til hende. 
"Desuden har jeg brug for venner som kender mig. Og du er nok den som kender mig bedst."
Hans smil var både lidt sørgmodigt, men mest af alt fyldt af lettelse og glæde. Den sidste lange tid havde været hård og ensom. Ingen man helt kunne stole på udover sig selv, fordi man ikke vidste hvem der troede på hvad.

Det var en rart fornemmelse at endelig have bare lidt tilbage fra sit tidligere liv. Føltes som noget virkelig rigtigt faldt på plads, noget hun havde savnet og noget hun virkelig manglet, og hans hånd på hendes skuldre gengav bare den rare følelse. Ting begyndte at falde på plads igen, og måske så fremtiden ikke så mørk ud som hun længe havde troet det ville. Hun lod med glæde hans blik fange hendes og et let smil formede sig over hendes læber som hun så et smil på hans.
Jeg er skyld i mere end du tror. Gik hendes indre ved hans spørgsmål og det korte øjeblik famlede smilet dog genfandt hum smilet som han forsatte og bragte Isari ind over det hele.
"Og denne gang lover jeg at jeg ikke går nogle steder." hun nikkede til hans ord om titel, selvfølgelig skulle det ikke dukke op imellem dem igen, ikke at hun vidste hvem han var da de to begyndte at snakke sammen, det tog noget tid før hun fik at vide drengen hun hjalp var prins af Arys og der var det forsent at rette op på det.
Hun gengav smilet som det mødte hende og tog forsigtigt et halvt skidt væk.
"Har jeg også Rasmus." hun lod det hænge lidt mellem dem, som hendes hænder forsvandt under den varme krappe i lysets blå farve.
"Livet har..bare været besynderligt på det sidste..Så, hvis jeg kan være selvisk...bare en gang." Smilet forsvandt ganske kort, før hun genfandt det.
"Er det helt umuligt at bede om, at vi kan komme tilbage til hvad vi var? Ved..det nok bliver sært, men, jeg kunne virkelig godt bruge en jeg kan stole blindt på." nervøst faldt blikket til den lille afstand mellem dem, mens hun spændt afvendte hans ord, på hendes umulige forespørgsel.

Han gav hendes skulder et blidt klem inden han slap dem, og hun trådte et lille skridt væk. Der var stadig lang vej endnu inden denne kløft, som havde dannet sig mellem dem ville være lukket igen, men de havde taget det første skridt. De var begyndt at snakke sammen. De havde undskyldt. Nu skulle såret hele, nu hvor infektionen var fjernet. Han smilede til Josefine da hun lovede om at hun ikke ville forlade verden igen. Et svar som de begge sikkert vidste var en høflig frase. De var krigere af Lyset. Ingen af dem kunne garantere at de ville overleve den næste udsendelse. Sådan var det. Det vidste de begge to, selvom de var velsignet af Isari.

Han smilede bredt.
"Selvfølgelig er det ikke umuligt. Det vil tage tid. Der er mange år hvor vi ikke har snakket sammen, så der er selvfølgelig en masse vi skal have indhentet. Og så længe du ikke kommer og fortæller mig at du er blevet en berygtet masse morder, så kan du sagtens betro dig til mig."
Han spøgte selvfølgelig med kommentaren om massemorder, men Rasmus havde altid været lidt en spøgefugl. Noget som Josefine sikkert ofte havde oplevet, og sikkert også nogle gange havde krummet tæer over, fordi det var ikke nødvendigvis morsomme vittigheder han leverede.

Det lette klem sendte en klar glæde igennem hende, et smil på hendes læber som hun nærmest stolt rettet sig lidt mere op som hun tog skridtet væk, de var startede med at snakke, der var sket noget der ikke blot var at søge forklaringer på den kløft der var, og i stedet for at forsøge at dække den til var den blevet anerkendt og et forsøg på en bro var gået i gang.
Hun nikkede kort til hans ord, der var ikke bare lidt der skulle indhentet og opsamles, en masse gode og dårlige fortællinger som skulle deles sådan de fik forståelse af hvor den anden var i deres liv, for hun tvivlede meget på at hans liv havde stået lige så stille som hendes.
Hvis man så bort fra Trestons forvisning, hendes børns børnehjems situation, smilet han havde fået frem famlede kort ved hans vittighed. Hun blinkede en gang, to gange, tre, som hun lige skulle huske at det var sådan Rasmus var, sådan han opførte sig, og som hun huskede at Rasmus altid gjorde disse ting, eller narrestreger som han forhåbentligt var vokset fra.
"Nej..nej..ikke noget af den slags. Slet ikke." hun rystede hovedet med at drilsk smil.
"Der er meget at fortælle for os begge, formod jeg." hun lod blikket forlade ham og lod den komme retur til statuen hun havde siddet på knæ foran.
"Jeg..hører hende nu.." mumlede hun forsigtigt, i et håb om ikke at lyde alt for sinds forvirret, men hvis Rasmus stadig var så troende som han var, vidste han nok også en del om engle.
"Altså..når jeg møder nogle der lider, såret, eller har en forfærdelig mental tilstand, så..er det så om jeg hører et hvisk, der fortæller mig at jeg skal gøre, noget, gøre et eller andet." Nervøst hævede en hånd sig til baghovedet og nussede hendes hår som hun ikke helt vidste hvorfor hun var begyndt at tale om det.
"får..det dårligt når jeg ikke lytter til den..sådan helt ind til sjælen dårligt." hun hævede sine skuldre kort varigt til sine øre.
"Af alle hellige opgaverat give mig..så..det jeg allerede gjorde." Blikket faldt og snuden gik imod jorden i et taknemmeligt nik som blev til en buk før hun tillod sig og lade blikket komme tilbage til Rasmus.

Han blev lige kort lidt flov, fordi det virkede til at hun ikke lige havde syntes hans spøg var særlig morsom. Hun opfangede dog godt at han spøgte og han smilede lettet. Han ville nok aldrig kunne slippe sin spøgfulde side helt. Selvom det ikke var set som en proper ting, så kunne han bare ikke lade være. Der var noget fedt i at være lidt bramfri og spøge med folk. 
Emnet blev dog mere alvorligt. Han kiggede nysgerrigt på hende, og han blev endnu mere nysgerrig som hun snakkede om at hun kunne høre selve Gudinden. Det var utrolig spændende! Han havde en masse teorier om guddommelighed og deres effekt i verden. Fordi en ting var hvordan de som dødelige fortolkede dem og deres tilstedeværelse i deres liv, men hvordan de direkte havde en finger i spillet var så svær at bevise, men hvis Josefine faktisk sansede Isari på den måde, så kunne det muligvis være et tydeligt bevis på direkte indflydelse over deres verden.
"Det giver mening at du har en stærkere tilknytning nu, end du havde før. Hun har trods alt rørt dig, for at du kunne vende tilbage og tjene i Hendes lys?"
Hans hjerne kværnede løs, som han prøvede at huske nogle af de forskellige tekster han havde læst om helgener og engle der snakkede om hvordan de kunne sanse guderne. Han havde selv en form for kontakt til Isari.
"Jeg synes selv at kunne fornemme Hende i min dagligdag, men ikke på den måde du beskriver på. Jeg tvivler på at hun har en hellig mission til mig på den måde. Jeg tror hun mest af alt holder øje med at jeg ikke misbruger hendes gaver."

Det havde været sært fra første gang med det grædende barn ikke længe efter hende genopståelse, faktisk på dagen havde hun hørt, mærket fornemmelsen første gang. Som nærmest tvang hende til at handle, til at gøre, et eller andet.
"Ja.." mumlede hun kort til hans ord, om at være tættere med gudinden, tætte med den guddommelighed hun havde rettet sit liv efter, hende veje, hende ord, og faktisk at høre at man blevet rørt af hende sådan af en så lært i troen.
"Det..gør det vel." tilførte hun til hans ord efter de havde bevæget sig rundt i hendes sind en gang mere end de burde. Hun lod blikket glide over ham som han fortalte og smilet voksede stolt af hans ord, og han burde jo vide bedre end de ord han sagde nu, så smilet skiftede til mere drilsk end stolt.
"Rasmus, hun har en plan med os alle, så længe vi er tro til hende, vil hun også være til os." hun vippede hovedet med et drillende smil, kort før hun rystede hovedet og genfandt sit normale lille smil. De klare grønne øjne gled forsigtigt over omgivelserne, den smukke have som selv i de livløse vintermåneder var opmuntrende og livlig. Det veludsmykket hegnværk og flytte katedral væg.
"Hvis hun har givet dig en gave, så har hun også lid til hvordan du benytter den evne." blikket blev på væggen og beskuet bygningen kort, til hun fandt en af sten englene længere oppe af bygningen, nær de hellige klokker.
Engle, væsner af hellig energi, skabt for at forsætte deres liv med et helligt vision, væsner der i tekster havde haft stor påvirkning på verdens skift, og historie. Endnu mere lyets historie, end alles andre og her var hun en af dem, med den hellige mission af reducere lidelse i verden, eller, det var hvad hun selv havde fundet frem til. Det var jo ikke fordi det her kom med et brev om hvad hun skulle gøre, blot en sær fornemmelse der fik hende til at handle.
"Du..hvor meget ved du endelig om engle? Har..selv holdt mig fra at lære om dem..os. Holdt mig fra de andre engle også." hun tøvede og smilet falmede som blikket faldt tilbage til ham.

Han vidste ikke helt hvordan han havde det med at Isari ville kigge ham over skulderen hele tiden. Hun ville nok være meget uenig med flere af de beslutninger han tog. Men indtil videre havde hun ikke givet ham en alvorlig advarsel er noget der mindede derom, så enten var det ikke slemt nok til at hun gad at bekymre sig om det, eller også havde hun vigtigere ting at tage sig til. Det var hvert fald interessant hver gang han påkaldte sig hendes kræfter. 
"Jeg tror guderne har mange planer med os, og vi kan kun gøre hvad vi kan for at prøve at forstå deres planer. Det er ikke ligefrem de mest tydelige tegn de giver os."
Han var ret kæk, og nogle præster ville nok være lidt forfærdede over de næsten blasfemiske ord der kom ud af munden på den unge adelssøn. 

Han måtte lige tænke sig om, og han kløede sig tænksomt under hagen. Han kunne godt forstå hende hvorfor hun ikke ligefrem havde lyst til at undersøge emnet selv. Det var stadig forholdsvist nyt, og konceptet om engle var ikke altid ligefrem. Nogle tog deres genopstandelse med ophøjet ro, mens andre brød sammen, fordi deres liv var meget anderledes efterfølgende. 
"Det er ikke det nemmeste emne at undersøge. Mange tekster der er omkring engle er baseret i religiøse tekster og doktriner, som lægger meget vægt på det guddommelige aspekt af genopstandelsen. Ikke at det er usande kilder, men de er meget farvede af den specifikke tro og tempel."
Han vidste han skulle passe på med hvad han sagde højt, fordi ikke alle brød sig om når nogen prøvede at blande en faktuel videnskab ind i guddomelighed og tro. Hvis de forkerte overhørte det, så var der sikkert nogen der ville sladre til en priorinde, og så skulle han stå skoleret.
"Det man er sikker på, er at engle er den reelle sjæl af en afdød person der er vendt tilbage til de levendes verden. Det vides ikke hvorfor, og der er så mange variabler med opstandelsen, om hvor lang tid efter døden at det sker, hvor henne det er, og hvor meget de husker fra det tidligere liv. Nogen genopstår og har en fornemmelse om en pligt de skal opfylde, men igen så tyder det på, at det ikke er universelt for alle engle."

Hun fniste let af hans ord, for i guderne hvor havde han ret. Det var de mest forfærdelige tegn guderne havde givet dem, hende selv, opstået på sin mands grav? Hvordan skulle det tolkes og forstås? At sige deres vej var klare, velbelyste og oplagte ville være den største løgn hun længe havde hørt. Det var lidt uhyggeligt at tænke over, at hun aldrig havde tvivlet så meget på sin tro som fra siden hun genopstod, siden guderne selv havde ført hende tilbage til de levende. Ubevist sukkede hun ved tanken netop som han begyndte at tale om engle og øjeblikket stoppede hendes tanker som hun lyttede, tog hvert et ord til sig. Et let nik forlod hende som han nævnte det var et besværligt emne at undersøge, hun hævede dog et øjenbryn som han kommenteret de religiøse tekster og doktriner troværdighed for emnet. Den reelle sjæl, det ord var beroligende at høre, ikke at hun endelig havde tvivlet på at hun var sig selv, men at høre at hun var sig selv, og man var sikker på dette var behageligt. Hun blinkede dog flere gange som han kom omkring minderne.
"Så..det du siger er at der er mange ting der går igen, men de går igen på så svagt et niveau at det er svært at konkludere noget som helts?" spurgte hun lidt tvivlende på om hun skulle, derfor ventede hun heller ikke på et svar før hun forsatte.
"Det med..minderne." lyd det med en snært af frygt i tonen.
"Tror der er flere ting jeg har glemt. Ikke, noget der..får mig til at tvivle på hvem jeg er..men.." hun træk vejret, kæmpede lidt med at formulere sig før hun forsatte. Blikket blev taget fra Rasmus og søgte tilbage på bygningen, og de forstenet engle som hvilede omkring på den vidunderlige katedral.
"Jeg..har indset at jeg enten havde det mest vidunderlige liv...eller at jeg ikke kan huske de dårlige ting. Altså..kan huske små, lille dårlige ting hvor jeg var i dårligt humør nogle stunder, men, det er også det af dårlige ting jeg kan huske? Bort..set fra min død..men.. Selv det minde finde jeg ikke...ubehageligt. Der er flere..gode ting ved det øjeblik." blikket faldt fra englene til blomsterne som ivrigt ventede på varmen kom tilbage til dem, så de kunne stråle i alle deres farve. Hænderne fumlede med hinanden, for hvad havde hun lige indrømmet? At hun så sin egen død, som noget..behageligt.

Han lyttede interesseret til Josephines ord. Han havde ikke talt med mange engle, og absolut ikke om deres genopstandelse. Forståeligt nok var det en meget følsom periode i deres efterliv. Hvorfor vender man tilbage når andre ikke gør? Hvad er meningen med deres genopstandelse? Det var et spændende eksempel på overleverens skyld. Og så hele aspektet med ens tidligere liv. Hvem var man, og hvad kan man huske? Hvad med dem der intet kunne huske af deres tidligere liv? Der kommer et helt moralsk dilemma om det når en engel tidligere ikke var den bedste person, men alligevel genopstod. Der var mange facetter af engledom, som ikke var særlig håndgribelig eller fuldt ud forståeligt.
"Hvis det hjælper, så i mine minder havde du også et rigtig godt liv. Mine minder med dig har altid været glædelige. Nogle mere intense. Det er svært andet når man er ved fronten, men jeg har altid været glad for at vide at du også var der."
Det var altid rart at vide at der var en helbreder ved fronten, når man gik ind i et slag. De var ikke noget at spøge med. Heldigvis havde han ikke været den mest udsatte - muligvis var det ofte en position han blev sat i, fordi han var af fyrste slægt - men han havde da nogle ar at kunne vise frem fra de slag han havde deltaget i.
"Har du snakket med nogle fra dit tidligere liv efter din genopstandelse?"
Han sagde det ikke direkte, men spørgsmålet var rettet mod hendes familie. Børnene var blevet sendt på et børnehjem efter begge forældre døde. Men der var også udvidet familie. Fætre, kusiner, svigerfamilien. Havde hun snakket med dem?

Det hjalp, det hjalp faktisk meget at høre at som han huskede havde hun altid været glad, og hjulpet på Rasmus's humør i fortiden, selv hvis man havde fronten i tankerne.
“tak.” mumlede hun kort til hans ord, hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige. Der var meget i de ord der blev sagt og kendte hun Rasmus godt nok så var der langt mere i hans tanker som han ikke sagde til hende. Det var sært at tænke tilbage på fronten for  hun brugte mere tid på at tænke på sine venner end sig selv, og mange af hendes ar havde hun fået ved at hjælpe andre, beskytte frem for at bekæmpe. Rasmus var ingen undtagelse for hver slag hans enhed var i, var hun bekymret for ham, og de få gange han var endt såret havde hun gjort alt for at være det øjeblikkeligt for enten at hjælpe, enten ved at hele, eller lette hans smerte. Hendes tanker døde ud som hans ord ramte hendes sind. Folk fra sit tidligere liv. Hun sank en klump ved tanken.
“Ehm..jeg..” blikket faldt til den let sne dækket jord mellem dem, og hun kunne svæve det sne som igen begyndte at falde som blik hvilede på sneen.
“har..holdt mig fra dem..hvad jeg skal..sige “hej svigermor.” tror..hellere jeg holder mig fra dem...Forsøgte at snakke med Alexander, og..det var første gang jeg følte had fra ham..jo, det var ikke imod mig..men Treston. Men..jeg..ehm..” hun sukkede og fumlede let med sine fingre.
“Jeg….vil ikke være i vejen..eller..vække dårlige minder..prikke til deres sorg..så….nej..Rasmus, jeg har holdt mig så meget fra dem alle..for deres skyld.” hun nikkede bekræftende til sig selv, for det var for deres skyld, var det ikke.

Han lyttede tålmodigt som Josefine snakkede. Han kunne fornemme en masse smerte der var forbundet med hele hendes familie i forbindelse til hendes genopstandelse. Det behøvede han ikke at være en empat for. Hendes ubehag ved emnet var meget øjensynlig, og han fortrød næste at han havde spurgt, fordi der var tydeligvis nogle sår der blev revet op. Hendes skyldfølelse var tydelig, men han skulle fortælle hende hvad hun skulle gøre. Han kunne ikke forstille sig hvordan det ville være at dø og genopstå, og så skulle prøve at forbinde til dem man havde efterladt.
"Jeg er ked af hvis jeg spurgte ind til noget, som du ikke var tilpas med at snakke om. Jeg kan kun forestille mig hvor... svært det kan være for dig."
Han smilede beklagende til hende og lagde en hånd på hendes skulder.

Han skuttede sig lidt i kulden.
"Skal vi ikke komme indenfor. Vi kan få os en kop te og snakke lidt videre. Jeg har faktisk nogle spørgsmål omkring nogle af templets haver og hvordan vi tænker de skal tilpasses til foråret. Jeg er en af dem der har fået ansvaret for at sørge for dem i år."
Han rejste sig op for at lede Josefine indenfor og måske kunne de komme til at snakke om nogle lidt mere lette emner, så som tempel arbejdet. Der var sikkert mange tanker som de kunne dele.

//Låst på grundt af trådens alder. Kan låses op hvis det har interesse